Let's Party..!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enricos blik hvilede på Macaria. Han vidste, og var slet ikke i tvivl om, at det var hende, som skulle overtage den plads efter ham, og samtidig give kongehuset det krydder, som han selv ikke havde været i stand til, igennem de sidste mange år. Det var bare på tide, at der kom noget nyt. Et kort smil passerede hans læber.
"Og lige præcis derfor, valgte jeg dig," sagde han roligt. Der var en mening med alt hvad hun gjorde.. En mening på længere sigt, og det var netop det, som var det vigtigste af det hele. Hånden hævede han ganske let, og lod den kort stryge mod hendes kind.
"Der er en mening med alt hvad du byder folket omkring dig på. En mening, som måske ikke mange er i stand til at se. Du bliver anset som en af pøblen.. mange i hoffet ser ned på det, men det er en god ting," sagde han med en rolig stemme. Selv var han i forvejen ikke et sekund i tvivl om, at hun ville have folket i ryggen, og særligt ikke når hun var så folkelig, som hun havde vist ham her til aften. Det var det som var det vigtigste og bedste af det hele.

Jo mere de gik, jo nærmere kunne han se, at de kom på slottet igen. Sandt at sige, at han uden tvivl havde hygget sig herude sammen med hende.. Det var ikke ofte, at han smilede sådan, og kunne tænke på andet end Noelle som befandt sig ude på slagmarken, men ikke desto mindre, så var det stadig noget, som hjemsøgte ham fra tid til anden. Det var hårdt, men lige i aften havde han hygget sig.
Slottets mørke tårne tornede sig op mod himlen et godt stykke foran dem. Han trak kort på smilebåndet. Det var jo som at være hjemme igen.
"Jeg har arbejdet her i mange år, og kender end ikke deres navn," sagde Enrico endeligt. Det var rart at komme lidt hjem igen, men han følte slet ikke at han var færdig. Han havde uden tvivl hygget sig ude sammen med Macaria.

[Deleted]

Macaria lagde sin arm omkring ham, mens de gik op mod slottets store hovedport, så de kunne komme indenfor. Hun kunne ikke lade være med at smile bredt ved Enrico’s rosende ord af hende, og hun følte, hun lige var blevet et par centimeter højere. Bedre. Mere voksen.
”Der er også mange at holde styr på,” svarede hun tørstende Enrico. Hun kunne mærke hans krop tæt ind mod hendes, samt hans arm om hendes skuldre. De gik helt tæt på hinanden. Hun kunne stadigvæk mærke det sted på hendes kind, hvor han havde strøget hende. Hans smil var blevet mere tydelig og bredere. Det var et flot smil, som hun nød at kigge på, og få frem på hans læber.
Det næste sæt vagter, som de mødte, hilste hun også kort på med et tilbageholdt grin ved synet af deres nysgerrige blikke, der fulgte dem. Hun kunne godt forestille sig, hvordan det her måtte se ud.
Den tidligere rådgiver, og den nye rådgiver arm i arm, tæt ind til hinanden, der kom hjem fra byen sent om natten. Sikkert lugtende af alkohol, og hun havde ingen sko på.
Småsnakkende forsatte de afsted.
Slotsgården var smuk på denne tid. Månen lyste alt op i et spøgelsesskær, så omgivelserne virkede, som noget fra en anden verden, ingen levende burde betræde. Kulden prikkede pirrende til den nøgne hud, så man ikke kunne lade være med at gyse.
Vagterne ved den store hovedport åbnede den, for de to rådgivere, som endelig kunne træde indenfor i det mørke slot. Alt herinde virkede stort, mægtigt og en smule tomt på denne tid.
Macaria stoppede op ved indgangshallen, så Enrico også måtte standse. Det var her de skulle skilles, da de skulle hver deres vej. Hun vendte sig om mod ham, og lod armen glide fra ham.
Eftertænksomt kiggede hun sig omkring, uden rigtig at vide, hvad der nu skulle ske. Bare et farvel? Et kys på hver kind, og så afsted mod hver deres kammer? Hun havde ikke lyst til at det skulle ende. Det havde været sådan en god aften og nat. Så god at hun fuldkommen havde glemt Marcellus, og hvordan han havde forladt hende, uden at lade høre fra sig de sidste par uger.
Hun bed sig let i underlæben. Fingrene hev usikkert i hinanden, inden hun endelig hævede blikket op mod Enrico. De var helt alene føltes det som om.
”Såeh… vil du med op og have et glas?” spurgte hun tøvende, og strøg en vild hårlok om bag sit øre. ”Eller vil du hellere i seng?” Et begyndende, legende smil voksede sig frem på hendes læber. Blikket mødte hans. Sigende.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde virkelig hygget sig i aften. Han fandt det rart og betryggende, at han rent faktisk kunne glemme de mange gamle problemer, bare lige for en stund, og bare.. nyde livet. Nu havde han da en mere naturlig forståelse for, hvad det egentlig omhandlede, og for ham, var det virkelig rart, at det gik på den måde.
"Det er det.. Og flere ting vil komme. Du vil lære dig kunsten, at holde rigtig mange bolde i luften," sagde han. Selv havde han fundet arbejdet hårdt og stressende i starten, men selv for ham, havde det taget en ganske anden drejning, da han var blevet vant til arbejdet, og var accepteret ved hoffet. Selv han havde haft de samme problematikker, som hun stod med nu.
Vagterne var ikke noget som fangede Enricos interesse. Selvom han vidste, at denne aften nok ville sætte gang i mange rygter.. Hun havde formået at få ham til at smile og more sig, hvilket bare ikke skete under normale omstændigheder, og det var også lidt det, som han rent faktisk måtte være en kende bange for.. men den tid, den sorg. Det var slet ikke det som han tænkte lige nu.

Portene blev åbnet for dem, og de kunne træde ind. Her stoppede Enrico op ved siden af hende. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Han ønskede jo ikke at de skulle skilles. Som en af de meget få, som han havde omkring sig, viste hun ham jo interessen.
"Det virker ikke som du ønsker, at vore veje skal skilles nu, Macaria," pointerede han med en rolig stemme. Ikke at det var noget som gjorde ham noget. Han hyggede sig jo, når han var sammen med hende.
"Jeg takker ikke nej til din invitation. Det vil være mig en sand glæde, at tage et glas med dig," sagde han roligt. Denne gang også med et smil på læben. Det var rent faktisk noget, som betød meget for ham. Særligt fordi at han følte sig.. værdsat på et andet niveau, end hvad han gjorde normalt.

[Deleted]

Et lettet smil voksede over hendes læber, da han takkede ja til et glas blod mere. Hun var glad for, de ikke skulle skilles nu, for at vende tilbage til hver deres ensomme, kolde værelse. Selvom flere rygter nok ville svirre over dem, når nu Enrico fulgte hende med op i kammeret, var hun ligeglad, hvad der blev sagt, og hvem der måtte høre det. Hvem skulle have et problem med de to gjorde den slags?
Hun tog hans hånd i sin, for at føre ham med sig gennem det mørke slot. Ikke meget sagde de til hinanden på vejen. Stilheden lå omkring dem fyldt med usagte ord, som ingen turde udtale til hinanden i den frygt for, hvad det kunne betyde, og hvad der ville ske, hvis man tog følelser før pligten.
De havde dog ikke sluppet hinandens hænder.

Oppe ved kammeret var der fuldstændig mørkt, da de tunge gardiner, var trukket for, og ildstedet koldt og slukket. Macaria og Enrico havde dog ingen problemer med at se i mørke. Først nu slap Macaria hånden, for at gå hen til ildstedet og få gang i det. Mest for varmen og hyggens skyld. Hun satte et nyt brændestykke i pejsen, fandt fyrtøjet, og fik slået nogle gnistre frem, så der ingen længe var knitrende flammer. Det oplyste svagt det personlige, lille kammer. Skyggerne var tunge. De lagde sig i hjørnerne og under møblerne.
Macaria vendte sig om mod Enrico med ilden i ryggen. Hun smilede svagt til ham. I flammernes lys glødede hendes glatte hud op. Håret gnistrede i hundrede af røde nuancer, som kun var muligt med vampyrens perfektion.
"Så... ville du have et glas?" spurgte hun stilfærdigt, og spredte armene lidt ud.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico hyggede sig med Macaria, og derfor så han heller ikke nogen grund til at skulle gå hvert til sit nu. Selvom natten var ved at være ovre, så gjorde det nu heller ikke nogen forskel. Han lod hånden roligt glide i hendes og med et smil på læben. Det føles bare så naturligt, nu hvor han var omkring hende.
"Du viser vej," sagde han roligt. At rygtet ville sprede sig, og rent faktisk være imod ham i det her tilfælde, var ikke rigtigt noget som han tog sig af. Det var ærligt ikke en tanke som han tænkte, og han plejede at være vidt omkring.

Selv på den korte tur til Macarias kammer, blev der ikke sagt særlig meget. Folket kiggede efter dem, og nok særligt ham, da det her slet ikke var noget, som han gjorde under normale omstændigheder. Han plejede at sidde og vente på Noelle, som aldrig kom hjem. Ærligt, så havde han ikke nogen anelse om, hvordan hun havde derude.
Selv her i mørket, var det ikke noget problem for ham at se. Hans pupiller udvidede sig, som han roligt lukkede døren efter dem. Her var hyggeligt. Han kunne lide at være på hendes kammer. Blikket fulgte hende, som hun knælede, for at tænde op i pejsen.
"Gerne," sagde han roligt. Han var blevet glad for hende, og hendes selskab særligt. Han følte sig komfortabel, tryg og afslappet, og det var i forvejen ikke noget som skete særlig ofte faktisk. Roligt tog han plads i den lænestol, som han havde siddet i, sidst han havde været her. Sidst de havde taget deres slag skak. Blikket gled mod hende.. tomt.. dog alligevel med en lille gnist. Noget som hun ene og alene, havde formået at vække i ham.
"Jeg har virkelig nydt vores aften, Macaria," sagde han ærligt og ganske direkte. Endnu en gang lod han blikket søge mod ilden.. den varme som kom fra det, og det lys, efterlod hans kolde og blege hud med en mindre glød. Næsten som den fik ham til at se mere levende ud.