Let's Party..!

[Deleted]

Glassene klingede let mod hinanden, da Macaria lod sit støde mod hans, inden at hun drak nogle store mundfulde af indholdet. Selvtilfreds betragtede hun Enrico over glasset. Hun havde nu fået ham til at smile OG blinke udfordrende til hende. Han var jo faktisk helt charmende. Kort skar billedet af Marcellus md sit charmerende smil igennem hovedet på hende, men hun proppede det langt væk. Det var ham som havde taget valget! Ham der havde forladt hende! Helvede om han nu skulle ødelægge hendes aften!
Tanken fik hende hurtigt til at bunde resten af hendes glas, inden at hun bankede det ned i bordet. Alkoholen kildede hendes fingerspidser.
”Selvfølgelig vil jeg have dig med! Du er en af de få venner, jeg har her i byen,” svarede hun, og rejste sig fra sin plads. Fødderne sparkede skoene af. ”Og hold nu op. Så gammel er du heller ikke.”
Folk havde samlet sig på dansegulvet, for at danse til den lystige folkemusik, man ellers kun hørte i Manjarno. Munter, hurtig og fyldt med energi. Macaria elskede den musik. Første gang, hun var kommet til kroen, havde musikken været sælsom og drænende, men nu...
Spøgefuldt blinkede hun til Enrico, inden at hun bakkede ud mod dansegulvet, uden at slippe ham med blikket.
”Nu skal du se hvordan en kvinde fra landet danser,” grinede hun til ham, og hev lidt op i sine kjoles skørter, for at få mere plads til benbevægelser. Violisten kendte hende. De havde drukket sammen, og han havde spillet for hende, til hendes fodsåler blødte af dansen.
De hilste smilende på hinanden, og han lagde op til én af hendes ynglings melodier.
På slottet var Macaria kendt for at være frisindig, men hun kunne stadigvæk være anstændig. Ikke her. Ikke nu. Ikke med den musik. Kroppen fandt hurtigt rytmen. Fødderne begyndte at bevæge sig til den munter melodi, og hun drejede rundt om sig selv, så kjolen flagrede op om benene på hende.
Det var ikke en elegant dans, der handlede om ynde og de rette trin. Den her dans handlede om hurtighed, energi og at slå sig løs. Macaria var god til den slags. Inden længe var flere ude, for at svinge sig rundt i hinandens arme i tætte, smygende bevægelser.
Hun rakte lokkende en hånd ud mod Enrico.
”Kom nu!” råbte hun grinende til ham. ”Jeg bider ikke!”

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico anså sig selv som en anstændig mand oppe i årene efterhånden. Ikke at han fandt nogen skam i det, for hvorfor skulle han da gøre det? Han var bare en mand, som alle andre.. en som ønskede at vide og kende til sin plads, og det var jo så det han gjorde i en stund som denne. Alt taget i betragtning, så ville han da mene, at det alligevel gik godt. Han kunne godt slappe af, og vise den lidt mere folkelige side af ham. Han kunne more sig på sin egen særlige måde, men det føles bare langt mere naturligt, nu hvor han også var omkring hende. Ikke at det var noget, som han havde tænkt sig at sige for højt. Hun skulle jo nødigt misforstå.
"Jeg takker mange gange, for dit kompliment, Macaria.. men jeg er en aldrende mand," sagde han blot. Det var omstændigheder, som han for længst havde forsøgt at lære at acceptere, også selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende.

Som hun rejste sig op og skulle vise hvordan en pige fra landet måtte danse, hævede han sigende det ene bryn. Okay, det skulle nok vise sig, at blive ganske interessant, hvis han selv skulle sige det.
Violisten satte tempoet op med en lystig musik, hvilket kun var noget som fik ham til at smile. At hun så derimod ville have ham med derud på dansegulvet, fik ham direkte til at stirre på hende. Den slags havde han jo aldrig nogensinde gjort før! Og.. hun ville have ham med derud?
Enrico endte med at ryste på hovedet. Han var gået med til en tur ud af Castle of Darkness, men en tur på dansegulvet, det var bestemt ikke noget som kom på tale!
"Jeg sidder pænt og fint her," sagde han endeligt, hvorefter han bundede sit glas endnu en gang. Ja, han kunne godt mærke, at alkoholet gik direkte i blodet, men hvad pokker.. man levede jo trods alt kun en gang, og det var et liv som han ville nyde, uden alt for mange dumme og mærkelige ting.. såsom en tur på dansegulvet!

[Deleted]

Da han takkede nej himlede Macaria med øjnene, og valsede over til ham, for at tage hans ene hånd i begge sine. De mørkeblå øjne hævede sig op til hans ansigt, mens et mildt smil lå om læberne.
”Enrico… du er en vampyr,” fortalte hun ham, og gav hans hånd et klem. ”Du bliver ikke gammel, du bliver ikke syg, du kommer ikke til skade. Hvorfor har du så travlt med at nægte dig selv livet, når du netop har evigheden til at opleve det?”
Mange – især på slottet – havde brug for at få det af vide. Macaria havde for længst opdaget at vampyrer, havde travlt med at være korrekte, finde deres pladser, samt passe for meget på dem selv til at kunne opleve de gaver, man som vampyr var blevet skænket. Hun var i en helt anden opfattelse. Hvorfor nægte sig selv at udforske det evige liv, man nu var skænket? Hvorfor fik man det ellers? Måske fordi hun engang havde været menneske, oplevede hun det evige liv anderledes, og satte mere pris på det gaver, hun havde fået efter hun var blevet vampyr.
Øjnene skinnede i skæret fra de levende lys. Af en vampyr af være, så hun mere levende og strålende ud end de fleste mennesker.
Hendes kolde hånd lagde sig mod hans kind, for at stryge nogle af hans lokker væk fra ansigtet. Smilet voksede sig en smule bredere, og hun trak prøvende i hans hånd, hun stadigvæk holdte.
”Dans nu med mig Enrico… ” hviskede hun bedende. ”Bare en enkelt dans.”

[Carmine Jordin Marlineo]

Som Enrico var vampyr, var han også alkymist, og derfor aldres han faktisk. Selvom han måske havde det evige liv på sin side, så var der visse ting, som han ikke kunne se bort fra, uanset hvor meget man nu ville håbe det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende.
At more sig og nyde det evige liv, havde han nu aldrig været meget for i den forstand, også fordi at han som en repræsentant for slottet, aldrig havde kunne tillade sig selv, at gøre den slags. Men nok om det.. nu stod han i denne situation og med en kvinde, som han i forvejen var gået hen og blevet skræmmende glad for, og som ville have ham med ud på dansegulvet? Det var virkelig.. underligt for ham det her!

Hendes hænder som greb om hans ene, fik ham til at spænde let. Det her var for meget for ham.. Han havde jo aldrig rigtigt gjort noget i form af dans, andet end de danse som blev budt på de store balaftener på Castle of Darkness, og der var det ikke ligefrem folkedansen som stod for skud, men derimod de fine og adelige af slagsen.
Forvirret vendte Enrico blikket mod Macaria endnu en gang, inden han alligevel nærmest blev tvunget op på benene.
"Macaria, jeg.." Han vidste jo ikke hvordan man gjorde den her slags, så var det overhovedet underligt, at han reagerede på den måde? Han lod sig dog trække ud på dansegulvet, hvor han forvirret så på alle de andre, som uden tvivl vidste hvad de havde gang i.
"Jeg ved ikke hvordan man gør.. den dans er ukendt for mig," sagde han dog med en mere dæmpet stemme. Et sted fordi at han vel fandt det.. flovt? At han ikke vidste hvad pokker han skulle gøre af sine fødder... af sine hænder.. af det hele faktisk!

[Deleted]

Endelig fik hun trukket ham med ud blandt de dansende på gulvet, og Macaria strålede som en sol over det.
”Tag det nu roligt,” sagde hun til ham, og tog begge hans hænder, for at føre dem omkring sig, indtil de fandt hvile mod hendes øvre lænd. Hun tog et par skridt ind mod ham, så de stod helt tæt op af hinanden. ”Sådan. Nu følger du bare mig. Bare nyd musikken,” forklarede hun ham, og lagde selv sine arme op omkring hans nakke. Omkring dem svang folk rundt, så kjoler og jakke blafrede om benene på dem. Violisten lukkede øjnene i salighed over sin egen musik, mens hans fod stampede den faste rytme. Macaria lyttede til den. Selvom man nemt kunne danse energisk og lystigt til melodien, så blev hun stående tæt ind til Enrico, og nøjedes med at føre ham et par små skridt til den ene side, inden de igen vuggede til den anden. Hun vidste Enrico, ikke var vant til det her. Selvfølgelig kunne han ikke bare smide sig ind i den vilde dans, så hun holdte tempoet helt nede til lidt vuggen fra side til side.
Hun smilede opmuntrende op til ham. De kastanjebrune lokker indrammede hendes ansigt.
”Du klare det flot!” sagde hun til ham, og førte ham rundt om dem selv med små skridt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Dansegulvet var uden tvivl en af Enricos største fjender, også fordi at det krævede rytme og en vis indfølelse, og det var han i forvejen slet ikke særlig god til. Han vendte blikket mod hende, da hun lagde hans hænder ved hendes lænd. Det var ved at være lang tid siden han i forvejen havde været så tæt på en kvinde, men derimod.. så var det noget, som han rent faktisk godt kunne lide.
Tænderne bed Enrico tydeligt sammen, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Han forsøgte.. det var bare svært, når han slet ikke var vant til den form for følelse og.. intense nærhed til et andet individ. Folk frygtede ham, og hans ligegyldighed, når det kom til arbejdet for det dvasianske kongehus.
"Du får det til at lyde som en ting gjort så let," sagde han endeligt, da han vendte de tomme øjne i retningen af hende. Pointen var vel, at han rent faktisk godt kunne lide, at stå der med hende..? Have hende så tæt på sig? Musikken var dejlig behagelig også selvom den var voldsom og slet ikke appellerede til den form for dans, som de netop nu havde gang i. Ikke at det var noget som han tog sig af lige nu. Det vigtigste for ham, var rent faktisk at have hende tæt på sig.. og at hun hjalp ham igennem det her.
Enrico forsøgte virkelig at følge hende og hendes rytme.. hendes skridt og hendes bevægelser, uden at det skulle se komplet dumt eller tåbeligt ud. Han trak ganske svagt på smilebåndet. Det var vel ikke så slemt igen, var det?
"Jeg gør jo ingenting.. du skal se hvad jeg kan præstere med de formelle danse ved de kongelige bal," endte han næsten hviskende tæt ved hendes øre.

[Deleted]

En smittende latter fik Macarias øjne til at stråle, mens at hun forsigtigt skubbede sig lidt ud fra Enrico, så hun kunne dreje rundt under hans arm, inden at hun skyndte sig tilbage ind i hans favn.
”Jeg kan godt forestille mig dig ude på et dansegulv til en eller anden anstændig dans,” svarede hun ham, og skubbede til hans ene fod, så han måtte bevæge den et skridt tilbage – et skridt hun fulgte tæt. Forsigtigt var hun begyndt at bygge dansens tempo og energi op. Langsomt for ikke at gøre Enrico utilpas. Alt hun gjorde var at distrahere ham, mens hendes fødder og bevægelser førte ham rundt på dansegulvet i større og større bevægelser. Det var lige før kjolen flagrede om hendes ben.
Hun rullede sig ud fra ham, for at blive trukket tilbage med ryggen ind mod hans brystkasse, og hans arme om hende. Trykket tæt ind til hinanden, vuggede de fra fod til fod.
Denne her slags dans var så mere sanselig og impulsiv. Det var hvad Macaria kunne lide ved den. Til et bal som Enrico snakkede om, ville hun være den, der stod ubehjælpsom midt i det hele, uden at vide hvad hun skulle gøre. Her var hun i et med sin frihed.
Fødderne var nøgne, kjolen let, og musikken rytmisk.
Smilende vendte hun sig om i hans arme, så de igen stod med fronten til hinanden. Hænderne gled op over hans brystkasse, og rundt om hans nakke. Det var som om de var alene på dansegulvet til violinens lystige musik, der bar dem afsted på lette toner. Hvis de havde været levende, var der ingen tvivl om at Macarias hjerte ville hamre hårdt i hendes bryst, og åndedrættet ville være gispende efter turen rundt på dansegulvet i Enrico’s arme.
Let trykke hun sin krop ind mod hans. Deres ansigter kun få centimeter fra hinandens. Melodiens tempo var faldet. De sidste toner var på vej til at blive slået an. Macarias øjne mødte åbent Enrico’s, mens fødderne vippede op på tæerne. Og så sluttede sangen.
Som ved et trylleslag kom lydende fra de andre brusende tilbage. Macaria trak sig fri af Enrico. Smilende strøg hun fingrene igennem håret. I et øjeblik havde hun fuldkommen glemt, hvor de var.
”Waw… det var noget af en dans,” udbrød hun med en lille latter, og fugtede læberne. ”Vil du med ud? Her begynder at være ret varmt.”

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico blev uden tvivl præsenteret for en verden, som han slet ikke havde nogen styr eller stand på. Det var underligt, og det var helt klart noget som han skulle vænne sig til. Musikken bestemte tempoet, selvom det ikke var et tempo de fulgte. Dansen de delte, var for rolig.. for intens, og særligt fordi at de alligevel var temmelig tætte på hinanden lige nu.
Efter bedste mening, forsøgte Enrico at følge hende. Hun var ham en virkelig god hjælp her. De mange stemmer og de mange mennesker gled mere og mere i baggrunden, og lydene blev mere som en form af baggrundsstøj, som han alligevel ikke rigtigt bed sig mærke i, overhovedet var til.
"Vent til du oplever det første af mange på slottet," sagde han med en rolig stemme. Igen tæt ved hendes øre. Visse ting, ønskede han jo heller ikke ligefrem at gud og hvermand skulle høre. Denne side af sig, var en som stort set aldrig kom til udtryk, og selvom han var ude på dybt vand, så stolede han nok på hende, til at føre ham, uden at det så komplet tåbeligt ud.

Enrico førte hende ud fra kroppen og ind til sig igen. Hans ene hånd, var gledet mere og mere fra hendes lænd, til at have om hendes ene hånd i stedet for, som var det en form for vals, de dansede. Det derimod, var en dans som han havde sans og forståelse for. En dans, som han var blevet præsenteret for, for frygtelig mange år siden.
Som dansen nåede sin ende, og han trak hende tættere ind mod sig, måtte han pludselig modstå fristelsen til at skænke hende et kys. Det var her, at han igen lagde mærke til alle de lyde, som rent faktisk var omkring dem. Et sted.. skuffet over, at hun valgte at trække sig, måtte han jo alligevel give slip. Han rettede sig op. Endnu så han sig jo som en repræsentant for det dvasianske kongehus. Han trak vejret dybt og nikkede.
"Noget luft kunne gøre godt.." sagde han endeligt. Måske noget frisk luft, ville klarere hans tanker lidt? Særligt fra det, som han havde været så fristet til at gøre, sådan pludseligt. Han rakte hende armen, så hun kunne tage den.
"Kom," sagde han endeligt, inden han førte hende med sig ud. Han kunne jo godt lide, at være sammen med hende. Det var dejligt.. befriende.

[Deleted]

Macaria ville have været forpustet, hvis hendes krop havde været levende, mens hun fulgte med Enrico udenfor på gaden. Skoene lod hun være sko, og efterlod dem ved bordet. Som vampyr var der alligevel hverken nogen form for kulde eller glasskår, der kunne skade hende.
Udenfor kroen åndede hun dybt ud, og lænede sig baglæns op af den nærmeste husvæg. Mørket havde sænket sig fuldkommen over byen. Gadelysene var blevet tændt, og stjernerne blinkede klart og tydeligt over dem. Mange som mente Dvasias kun var mørke og skræk, havde aldrig set det sådan her. Luften prikkede til hendes nøgne hud, mens den stille vind strøg sig igennem håret, som en elskers blide fingre.
Hun smilede skævt til Enrico mellem de bølgende lokker af hår, der faldt ned foran hendes ansigt.
”Når vi på et tidspunkt skal til bal op ved slottet, så bliver det din tur, til at vise mig hvordan man gør,” fortalte hun, og skubbede sig væk fra muren med hoften. Få var begyndt at genkende hende som Rådgiveren af Dvasias, men hun var ligeglad med om de så hende nu med bare fødder, løst hår, og en kjole så simpel, at enhver skrædder med dyrt stof, kunne gøre kunsten efter. Dronningen var repræsentant for Dvasias – Macaria var repræsentant for Dronningen. Og alligevel længtes hun efter at blive en del af folket. Derfor dansede hun med dem, klædte sig som dem, og grinede samt drak som dem.
Forhåbningsfuldt prøvede hun at trække Enrico mere ind i hendes verden, og længere væk fra de trygge omgivelser, han var vant til. Hun ville vise ham livet, verden og personerne i den. Mest af alt… hun ville vise ham hende.
Med hænderne bag ryggen, slentrede hun hen til ham. Efter dansen så hun ham på en anderledes måde. Sommerfugle i maven blafrede rundt, når hun var tæt på ham, og i det korte øjeblik inden musikken stoppede, havde hendes øjne mødtes hans. Deres ansigter så tæt på hinanden.
”Jeg er lige så klodset i en stor kjole, som du er på et bjælkegulv,” grinede hun, og tog hans hånd, for at snurre en omgange rundt under den, inden at hun kunne lægge hans arm rundt om hendes skuldre. ”Måske skal vi øve os inden? Jeg skal lære at gå i høje hæle, og danse rundt i dem med halsbånd omkring min hals, og armlænker lavet af guld om mine arme.”
Hun førte ham arm i arm langsomt ned af gaden.

[Carmine Jordin Marlineo]

Alt taget i betragtning, så hyggede Enrico sig faktisk rigtig meget, og langt mere end hvad han ville have gjort normalt, men det var nu heller ikke noget som sagde så lidt. Han søgte aldrig ud.. Han gjorde hvad der blev ham beordret eller befalet, og denne gang, havde muligheden bare vist sig. Det var en frihed ikke at have det stress og det tunge og hårde arbejde hvilende på sine skuldre. Han smilede let for sig selv. Han hyggede sig rent faktisk.
"Måske at bjælkegulvet ikke er min bedste ven.. men jeg har mine tricks og hemmeligheder, som tidsnok skal afsløres for dig," sagde han med en tydeligt henkastet stemme. Når det næste store bal skulle stå, skulle han nok vise hende, at selvom han var noget stiv i betrækket, at han godt kunne bevæge sig. Der var han jo også langt mere på hjemmebane.
Det var ikke bare Macaria som blev genkendt, men også Enrico. Dog var det ikke noget som han tog sig af. Det var vel egentlig bare på tide, at han viste sig fra den mere menneskelige side, for den var jo også en del af ham. At hun så endnu en gang tog fat om hans hånd, så hun kunne dreje rundt om sig selv, fulgte han hende blot i. Den kendte han faktisk! Han smilede for sig selv.. Hun fik ham til at smile, hvilket han i forvejen heller aldrig gjorde!

Arm i arm, søgte han ned igennem gaderne sammen med hende. Igen måtte han vende blikket mod hende. Meget simpel i beklædningen, men gjorde det egentlig nogen større forskel?
"Du får det til at lyde som noget ekstremt hårdt. For mig, er det befriende.. kontrollerende og perfekt.. Lys.. farver. Der ser man i sandhed Dvasias fra den gode side," forklarede han. Han havde jo deltaget i dem alle i den tid han havde været ansat ved det kongelige hof, og selvom det måske var en stilling, som han havde skænket videre, var det bestemt ikke ensbetydende med, at han var færdig med det endnu. Han lagde sin hånd roligt over hendes.
"Du kan bevæge dig.. Du skal nok falde godt til rette i det," afsluttede han endeligt.

[Deleted]

Skeptisk kiggede Macaria op på ham. Her gik de. De to rådgivere. Arm i arm ned af Rimshia’s gader. Alkohol summede i deres fingre, og fødderne huskede stadigvæk rytmen fra melodien inde i kroen.
”Måske er det netop, det som jeg ikke kan lide,” forslog hun med et hævet øjenbryn. ”Kontrol. Perfektion. Jeg fortrækker frihed, impulsivitet, energi og bevægelse. Ikke bal hvor jeg skal klæde mig på, for at vise min stilling, så folk kan hviske om jeg nu er anstændig nok.”
Hun havde skam prøvet det før. Før hun blev vampyr, var det et liv, der fængslede hende fast. Lænkerne var hendes smykker, borgen hendes fængsel, og de rige masker omkring hende var fangevogterne. Så blev hun vampyr. Pludselig var hun fri. Som en vild vind, løb hun afsted over markerne. Smykkerne faldt af hende, kjolen blev revet i stykker, maskerne krakelerede, og borgens sten blev brudt ned. Hun kunne flygte, danse, bevæge sig, og grine højt af fryd.
Da hun tog stillingen som rådgiver i Dvasias, lovede hun sig selv, aldrig at blive sådan igen. Det løfte havde hun holdt, og netop derfor klarede hun sig så godt.
Hun gjorde sig fri af Enrico, for at springe op på et rækværk. Med sin perfekte balance gik hun hen over det – armene spredt let ud til siden, og skridtene lige så elegante som en kats.
”Hvorfor valgte du mig egentlig, Enrico?” spurgte hun ham, og kastede et hurtigt blik på ham, inden hun igen rettede koncentrationen ned mod sine fødder. ”Vi kan lige så godt være ærlige. Jeg er ikke ligefrem ligesom alle de andre, og slet ikke ligesom dig, Dronningen eller prinsen. Hvorfor valgte du mig som din efterfølger?”

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var et væsen af vane, og det havde han alle dage været. Derfor var livet på slottet så dejlig tilrettelagt for ham, for der skete yderst sjældent noget udenom det sædvanlige, og det var det, som han havde det fint med. Hans blik gled mod hende.. Skeptisk? Måske.. af grunde, som han slet ikke forstod.
Friheden havde han fundet i den stilling, som han til nu havde haft. Dog noget som han nu havde valgt at sige sig fra. Han havde brug for andre jagtmarker.. og særligt med de mange tanker, som han gjorde sig, var det svært at imødekomme det job på mest retfærdige måde, kunne man jo sige.
"Du klæder dig ej på, for at fremhæve dig i dit arbejde, men derimod repræsenterer det kongehus, som skal fremstå som det stærkeste," forklarede han roligt.
Let slap han hende, som hun sprang op på rækværket. Armene lod han søge over lænden, hvor de låste sig fast i hinanden. Han vendte blikket tænksomt frem i stedet for. Hvorfor havde han valgt hende?
"Jeg ved det ikke," startede han ud efter en længere pause, inden han igen vendte blikket op mod hendes skikkelse. Det var sandheden. "Hvad du kunne præstere, var anderledes end hvad jeg ellers kunne forestille mig i det arbejde, som en kongelig rådgiver skal kunne udføre. Du er.. tilpasningsdygtig, er ordet vel.. kender til verdenen udenfor slottet, og de kan lide dig.. alt sammen, er det egenskaber, som kommer dig godt med. Du bringer slottet en form af liv, som det ikke har set i årevis," tilføjede han lidt efter. Der havde været mange ting i den beslutning, men selv..havde han ikke et sekund været i tvivl om, at det var hende, som valget skulle falde på. Om kongehuset kunne lide det eller ikke, så var det en handling taget for deres bedste.

[Deleted]

Enden af rækværket blev nået, og Macaria måtte springe ned på jorden igen. Lydløs og næsten svævende. Kjolen flagrede lidt op omkring hendes ben, inden skørterne atter lagde sig til ro omkring hendes lår. Fingrene strøg igennem det bølgende hår, mens Macaria let dansende sprang et par skridt frem, inden at hun vendte sig om, og begyndte at gå baglæns, så hun kunne kigge på Enrico imens.
”Misforstå mig, min ven. Jeg er yderst glad for min stilling ved hoffet, og jeg tror skam på, at jeg kan være behjælpelig. Problemet er bare, at jeg ikke ved om hoffet og de royale er klar til sådan en forandring,” fortalte hun med en skæv grimasse, og rakte sin hånd ud mod ham, for at tage hans i sin. De stærke, blide fingre lukkede sig om hans hånd, og hun lod sig sakke tilbage ved hans side igen. Som et andet par slentrede de afsted ned af gaden hånd i hånd.
”Mange fra adlen ønsker mig væk, fordi de mener jeg er for ung og utraditionel,” forsatte hun, og kunne ikke holde et lille smil tilbage. ”Du skulle have set deres ansigter, da jeg forslog, at vi skulle få lavet et åbent akademi, der kunne undervise børn, som nu var kloge nok til det. De var ved at kløjes i deres vin ved tanken om at deres børn, skulle gå med pøblen – lige meget hvor kloge de var.”
En smitsom latter undslap hende, og hun trak endnu engang Enrico’s arm omkring hendes skuldre. Det var behageligt at gå sådan med en person, der vidste hvad hun snakkede om. Enrico måtte selv mange gange have sættet til de langsommelige møder, og lyttet til snobberne i hoffet. Hvor mange gange, skulle han ikke repræsentere dronningen, overfor en tyk, arrogant adelsmand, der skulle brokke sig, fordi at en ny lov, gjorde at han måtte undvære guldknapperne i forhold til sølvknapper?
Macaria havde ingen tålmodighed for den slags. Mange gange havde hun hånet dem ud af slottet med vagter og tjeners rungende latter i ørerne. Ja… man kunne ikke ligefrem sige adlen elskede Macaria. Et par gjorde selvfølgelig, men andre…
”Jeg har allerede prøvet at være blevet forgiftet, vidste du det?” spurgte hun, og kiggede op på ham. Han duftede så godt, og hun nød at gå rundt med ham sådan her. Månen oplyste vejen foran dem, og alkoholen summede i hendes krop. Alle tanker om Marcellus var forduftet til fordel for den friske luft, og det behagelige selskab ved hendes side. Der var gået lang tid siden, at hun havde set eller hørt fra ham sidst.
Hun smilede op til Enrico. ”Det er rigtigt! Jeg nåede så at lugte det i blodet, inden jeg drak det, men det var tæt på. Gift… hvor en kedelig måde at gøre tingene på. Mine folk er ved at finde ud af hvem der gjorde det, så jeg kan give gaven tilbage.”

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico stoppede op, og vendte blikket i retningen af Macaria, da hun hoppede ned ved sien af ham igen. Han blev stående. Hun var ung.. meget utraditionel, men det var netop det, som han selv godt kunne lide. Det var det som slottet havde brug for i hans øjne. Hun havde en meget anderledes tankegang i forhold til hvad man ellers var vant til at se på denne her måde. Han trak kort på smilebåndet.
"Mange vil have den holdning og mening, fordi at de er vant til at det forholder sig anderledes. De er meget præget af vaner, holdninger og faste traditioner," forklarede han med en rolig stemme, inden han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. "Jeg valgte dig... derfor støtter kongehuset op om den beslutning," forklarede han med en ganske rolig stemme.

At det var hårdt for hende, vidste og forstod han faktisk også godt. Det var hårdt, og han vidste, at den første tid ville være ekstremt hård for hende, men han ville støtte hende, og derfor var han også meget omkring hende, og særligt fordi at hun fik ham til at slappe af og.. nyde livet på en anden måde, end hvad han plejede at gøre.
Hånden lukkede han ganske roligt omkring hendes hånd, som hun tog omkring hans. Han kunne jo godt lide det. Han kunne virkelig godt lide det her. Han kunne lide hende.. og det kunne faktisk godt gå hen og blive meget problematisk, hvis han selv skulle sige det.
"Modstand mødte selv jeg fra start til slut, Macaria.. Og det vil nok aldrig stoppe. Du repræsenterer noget, som en del selv i landet her, er modstander af, og det kan være svært at holde stand. Jeg skal ikke benægte, at den gift, du har været udsat for, kommer inde fra slottets egne murer.. Om du ønsker det, undersøger jeg gerne selv personligt den sag," sagde han blot. Alvoren stod i hans mine. Han brød sig bestemt ikke om, at folk var så stærk modstander af den beslutning, som han havde taget på slottets vegne!

[Deleted]

En lille, hengiven latter forlod Macarias læber, og hun rystede let på hovedet, selvom hun satte pris på hans hjælp.
”Jeg klare det selv, Enrico. Ingen kan røre mig, vil du vide hvorfor?” Hun trykkede sig tættere ind til ham, og smilede lusket op til ham. ”Folk tror at jeg bliver venner med vagterne, tjenerne, stalddrengene, køkkenpersonalet og så videre, fordi det er den slags folk, jeg bedst kan lide at være sammen med. Fordi mig og dem er ens. Folk kalder mig uanstændig, fordi jeg hilser på vagterne. De ser mig som en del af pøblen, fordi jeg hjælper stuepigen med at bære vasketøjet, og ingen tænker på, hvilken magt det giver mig…” Selvtilfreds kiggede hun frem for sig på stjernerne, der glimtede i det fjerne. ”… Ja, jeg er venner med pøblen. Jeg er venner med dem alle. Og venner fortæller hinanden alt. Jeg skal nok finde frem til dem, der gjorde det.”
Når stuepigen Zila havde serveret for hertugen og baronen, hvem ville hun så komme til, for at fortælle om deres samtale? Efter at Henry havde pudset skoene på en eller anden rigmand, kom han løbende over til sin veninde, for at fortælle præcist hvor rigmanden havde været, samt hvor han skulle hen.
Selv hvis nogle fra tjenestestablen blev betalt af andre som informanter, så var det ingenting i forhold til det dybe venskab, som de havde med Dronningens højre hånd, der hjalp dem i deres dagligdag. Hun lyttede til dem, når de havde problemer. Når deres børn var syge, så gav hun dem nogle mønter. Hvis en pige var blevet gravid, så hjalp Macaria hende igennem den hårde tid. Hvis den lille køkkendreng var blevet slået, sad Macaria og tørrede hans øjne på trappetrinet. Hun var deres ven.
Imens de havde snakket, havde Macaria ført dem op mod slottet igen. Portene begyndte at kunne ses i det fjerne. Vagterne der loyalt stod på hver deres side, som skræmmende statuer, hvis ansigt man ikke kunne ses. Macaria vidste dog præcist hvem de var. Hun kendte deres navne, vidste hvor de boede, og hvordan deres familie havde det.
Derfor hilste hun smilende på dem begge to, da de passerede, og de hilste lige så venligt tilbage på hende.