Even Adventurers Needs A Break

[Deleted]

Det var aftenstid ved søen. Et smukt lys fra solen der var ved at gå ned havde lagt et rødt skær over søen. Marcellus havde været i en grotte nogle kilometer derfra for at hente en talisman til en kunde. Som handelsmand af magiske ting var han noget af en eventyrer. Rejste rundt og fulgte legender og historier om farlige og sagnomspundne ting. Han var træt efter at have kæmpet imod det monster der havde bevogtet talismanden. Hans ellers fine sorte læder rustning bar indtørrede blods pletter og hans sorte kappe var flænset. Han satte sig på en stor sten og betragtede søen. Han var snavset af blod og mudder. Han sad og rensede sit sværd var blod imens han sukkede udmattet. Han tog talismanden i hånden og tænkte * Alt dette besvær for så lille en genstand.. Tænk at han vil betale så meget for så lille en magisk ting *. Marcellus satte sit sværd i sværdskeden og rejste sig op og tog sit rustning og kappe af. Han stod i sin sorte skjorte og bukser nu. Han tog tøjet med over til søen og gav sig langsomt til at rense det. Han gik med en elegance og bar en udstråling som en nobel. Han var jo nobel før han flygtede fra sin far. Han var veltalende og dannede. Men han var kommet til søen af en simpel grund. At vaske sit tøj. Hans dybe sorte øjne bar et træt glimt. Det havde været en lang rejse og en hård kamp. Han kunne godt snart bruge en rigtig seng og et varmt måltid. Hans vampyr side var tilfredsstillet med blod nok for i dag. Han kunne godt bruge en varm pejs og læ for de kolde vinde om natten. Men sådan var livet for ham. Han rejste fra sted til sted, fra eventyr til det næste. Det var ikke just hjemlig hygge han fik mest af. Han var en enlig ulv der altid kun havde sig selv at tænke på. Sådan havde han det nu også bedst. Han ville bare ønske der snart ville ske et eller andet der ikke indebar dødbringende kæmpe slanger eller samfund af underjordiske monstre. Det var flere dage siden han havde snakket med et menneske.

@jessica

[Deleted]

Lyden af tvære, bumlende hjul, raslede tungt over den smalle grusvej. Her i skumringen var det oftest set at de lumske typer begav sig ud på rov. Vognen stoppede op godt og vel et par hunrede meter væk og lyden af en gruppe utilfredse mænd skændte højrøstet. Jessica kunne ikke just sige sig at de var hverken bekendte eller venner. Hun var stukket af fra sin kære moders greb, efter at være underlagt et ægteskabeligt møde med en potentiel brudgom. Det var sket så hurtigt at hun kun havde nået sig at tage sit sværd og en pose penge under armen, før turen var gået over grænsen.
Selve turen ud af Procias var ikke den værste. Det var mødet med denne bande bøller, som hun uheldigt var rendt ind i. Tydeligt lød det til at én af dem blot stod og kommanderede mens de andre udførte opgaven. Hun var kneblet og bagbundet. De slæbte hende af vognen og straks lød ordren på at dumpe hende i vandet. De to af dem der lystrede, forsøgte sig med at få slæbt hende så langt ud i vandet som muligt. Dog gik de ikke længere end til deres knæ før de kastede hendes korpus fra sig og skyndte sig op til vognen igen. De raslende hjul vendte da rundt og forsvandt i al hast.
Heldigt for hende var det at hun var trillet rundt og derved lå på ryggen. Bevidstløs med en tydelig åben flænge i panden, flød hun delvist i det kolde vand. Kun iført en løs hvis skjorte, et par mørke ruskindsbukser og knælange støvler. I bæltet rundt om hendes hofter hang skeden til hendes stjålne sværd stadig ved, ikke at hun fik brug for det længere. Tyvene var allerede stukket af med det, så det var så godt som ubrugeligt for hende nu.
Flængen, var relativt ny og blødte stadig. Blodet gled ganske langsomt ned langs hendes ansigt og farvede hendes ellers så fine, silkebløde lokker i den gennemsigtige klare sølvfarve. Det var næsten et absurd magisk syn at blive budt. Normale væsner besad den typiske røde farve, når de blødte, men på det punkt var Engle helt anderledes.

[Deleted]

Marcellus sad og rensede sin kappe i vandet, da han pludselig kunne dufte en himmelsk duft. Den var velkendt for ham. Engle blod. Han huskede den sidste engel han havde mødt. Denne engel havde forsøgt at stoppe ham i at dræne et menneske for blod. Engel var blevet Marcellus bytte i stedet for. Han rejse sig op, rank og stolt og kiggede. Den sorte skjorte og bukser var stadigvæk indsmurt i gammelt blod. Han havde ikke fået renset dem i nu. Han lukkede sine øjne og fulgte lugten. Der gik ikke lang tid før han fik øje på kvinden i vandet. Hans dybe mørke øjne betragtede hende kort. Da han så hun var bundet overvejede han kort om han skulle redde hende. Men eftersom han ikke havde snakket med et andet levende væsen i flere dage, så traf han en beslutning han ofte ikke gjorde. Han løb over og løftede Jessica ind på land. Han løftede hende over til hans lejer og lagde hende. Han træk sit sværd og skar hende fri. Han lagde hurtigt brænde til et bål og satte sin hånd frem foran træ stykkerne og sagde ''Imulus Incinitatus ''. Træet begyndte at brænde. Han kiggede på hans våde, ny vaskede kappe og sagde '' Heatirus objektus ''. Kappen blev tør med det samme. Et skævt smil viste sig på hans fine velformede læber. Han elskede nu at være en Warlock. Det gjorde bare alt ting meget nemmere nogle gange. Han løftede Jessica blidt op og lagde hende tæt ved bålet og lagde hans kappe over hende. Han gik over til sin rygsæk og fandt en gryde frem. Han tog nogle ting frem fra rygsækken og begyndte lægge dem i gryden. Da dette var gjorde satte han den på bålet. Englen ville få brug for noget varmt at spise når hun vågnede. Suppe ville være perfekt. Han gik over og kiggede ned på hende. Han overvejede kort om han skulle drikke hendes blod, bare fordi det var så længe siden han havde smagt engle blod. Han besluttede sig dog for at lade være. Han fandt et stykke stof frem fra sin taske og gik ned til søen og gjorde det vådt. Derefter gik han op og begyndte at rense hendes sår i panden med det våde stykke stof. Da dette var gjorde, tog han et nyt stykke frem og bandt det rundt om hendes pande for at stoppe blødningen. Derefter satte han sig ned ved siden af bålet og gav sig til at kigge ind i det. Normalt var han ligeglad med alt og alle. Hun havde været uheldig for det der var sket med hende, men heldig fordi han var i det humør han nu engang var i. Normalt ville han havde ladet hende drukne. Nu var det bare med at vente på at Jessica vågnede.

[Deleted]

Det var faretruende for en Engel at vandre omkring alene!Åh, hvor havde hun hørt den sætning alt for mange gange. En kliché var det vel? At lysets væsner altid kom i uføre, så snart de trådte ud af Procias. Man kunne vel næsten gå hen og tro at det var en straf fra himmeriget og de høje guder. Ja.. de der havde skænket hende det rene blod. Hun var født ind i en forkert verden. Det følte hun tit, når hun så på livet omkring hende. Hun nød at se smilet på folkets ansigter og det gav hende ro indeni. Alligevel var der noget hun manglede. Noget som aldrig ville komme af sig selv, hvis hun blev ved med at hævde hendes moders ønske om ægteskab.
Varmen fra bålet kælede lige så stille for hende langs siden. Omtåget og uden den mindste vide om hvor hun var eller hvad der var sket.. åbnede hun ganske svagt sine øjne. Tung og træt i kroppen, som hun var, følte hun end ikke for at anstrenge sig for at bevæge sig. De grågrønne øjne havde svært ved at finde fokus og sveg på grund af det klare lys fra bålet. Hun sukkede svagt og lukkede sine øjne igen. Hånden fandt vej til hendes hoved, hvor hun følte sig frem til stoffet. Havde hun slået hovedet? Endnu engang forsøgte hun at se sig omkring. Hvor befandt hun sig i grunden?
"Hv-Hvor er jeg..?" Endte hun svækket og kneb øjnene sammen for at kunne se sig bedre omkring. En silhouet kom til syne bag bålet. En af tyvene?

[Deleted]

Marcellus blev siddende da Jessica kom til sig selv. Han kiggede ind i ilden, på gryden der små kogte. Der var begyndt at sprede sig en duft af suppe omkring det lille bålsted. Eftersom Marcellus rejste så meget og altid alene, så vat han blevet meget god til at lave mad på den her måde. Han havde oplevet så meget modgang i hans liv at den buldrende ild altid mindende ham om de mange kampe og valg han havde taget. Hvordan hver eneste skridt af modgang havde gjort ham stærkere. Han var i hans livs top form. Han var psykisk stærkere end nogensinde før. Han var i dyb kontakt med sin vampyr side og hans Warlock kræfter var stærkere end folk vidste. Han var i sit es i øjeblikket. Han kiggede ned på sine hænder. Han så hvordan livet og viljen strømmede igennem ham. Hans mørke øjne der bar et intelligent glimt kiggede først nu over imod Jessica og han sagde med en rolig, fattet og lettere rug stemme '' De er i sikkerhed.. Men hvis de laver for store bevægelser vælter de gryden med kogende suppe ned over dem selv.. Det kan jeg ikke forestille mig ville være behageligt ''. Hans ord var velformuleret og han havde takt og var høflig. Det var bestemt ikke noget en bonde eller en tyv havde. Hans stemme afslørede ham som en nobelmand. Ikke så meget som et smil viste sig på denne nydelig mands ansigt. Han havde en veltrænet krop, dog ikke pumpet, men atletisk bygget. Når man rejste så meget og kæmpede mod forskellige fjender kunne man ikke lade være med at komme i form. Marcellus mørke dybe øjne rettede atter sit blik mod ilden. Hun virkede stadigvæk omtåget, så han ville ikke sige eller gøre alt for meget før hun var kommet til sig selv igen. Han ville sikre sig at hun var kommet sig helt over slaget. Han ville tilbyde hende lidt af hans healende Vampyr blod, men han vidste faktisk ikke hvad effekt det havde på en engel. Han kunne se at hun var en smuk kvinde. En af de smukkende han havde set, men skønhed for ham var ikke kun noget han så i det ydre. Det var de indre kvaliteter der bar vægt i hans øjne. Han kendte ikke denne engel, men engle havde det også med at se ned på Warlocks og Vampyrer. Så hvordan ville denne engel ikke se på ham når hun fandt ud af at han var en blanding mellem to onde. 

[Deleted]

Var det virkelig den klare nattehimmel? For hende virkede det som et stort mørkt tæppe der var trukket ind over landet. Hun smilede let for sig selv ved tanken og blev mindet om hendes situation. Klædet om hendes hovede talte i hvert fald for sig selv, men.. hvor længe havde hun været bevidstløs? Følelsen af en rolig stemning lagde sig allerede meget hurtigt. Selv inden hans stemme lød for hendes øre. Hun vendte sig forsigtigt rundt og skubbede sig derefter op fra jorden, tildels nedslået, stadigvæk.
Til trods for at de var mørkt og at hun ikke kunne fokusere ret godt, så søgte de grågrønne øjne alligevel over mod skikkelsen. De trætte øjne betragtede ham nu ganske åbenlyst. Hvis hun var i sikkerhed nu, var han så hendes redningsmand?
"Jeg takker.. for hjælpen," Både for rådet, men også hans forplejning. Omtåget og træt, ja, men uden for livsfare, om end. Af hvad hun selv kunne mærke sig til, så var det mere et heldigt slag end ellers og med en hånd over såret,v ar det tydeligt for hende selv at mærke at selve kraniet ikke var brudt. Rent held.. det kunne have endt voldsomt galt. Af ren nysgerrighed rettede hun sig en anelse besværret op, som hun sad her, blot for at kunne sidde med fronten til bålet og derved vende sin opmærksomhed mod ham.
"Må jeg spørge.. om deres navn?" Endte hun i en blid og høflig tone.

[Deleted]

Marcellus rejste sig langsomt op og strakte sig. Han gik over til gryden så det svage lys viste hans ansigt. Han var en nydelig mand, hans ansigt havde klare fine linjer. Hans øjne var det mest markante ved ham. De var dybe og mørke og viste styrke, ære og intelligens. Han tog en skål og en ske af træ frem og hældte suppen op og rakte det over imod Jessica. Hvis hun tog imod det ville han smilede charmerende og sige med sin rolige og rug stemme '' Marcellus LaPiera Black.. Må jeg være så beæret at spørge dem om deres navn, frøken? ''. Det var rart at snakke med en person igen. Det var næsten som havde den del af ham der var menneskelig manglet dette. Det var dog til at se på ham at han var en smule udmattet, han havde ingen render under øjnene men han var indsmurt i det indtørrede blod fra kæmpe slangen. Han tog en skål mere frem og skænkede sig selv noget suppe og satte sig så ned igen. Han pustede let på suppen og tog en mundfuld * slangekød.. Hvem havde vidst det ville smage godt.. Nok bedst jeg ikke fortæller hvad det er vi spiser *. Marcellus havde lært at man bestemt ikke kunne eller måtte være kræsen når man levede som ham. Altid rejste. Man måtte gøre godt med hvad man havde og kunne skaffe. Han havde bestemt penge nok. Han var rig. Men hvad skulle han bruge penge til når han var flere kilometer væk fra byerne. På vejen var der kun en måde at få mad på og det var ved at skaffe det selv. Hans vampyr hastighed gjorde det dog en del nemmere for ham end andre at skaffe mad. Selvfølgelig havde han taget noget kød med fra slangen. Han vidste at der ville gå noget tid før han nåede til byen og han ville have kød, ikke lever af frugt og bær. Den varme suppe fik ham til at komme med et tilfreds ~mmh~. Han kiggede over på Jessica og sagde '' Hvis ikke det er at snage for meget.. Må jeg så være så fræk at spørge hvordan de endte i den.. Suppedas? ''. han små grinede et par sekunder af hans eget ordspil.

[Deleted]

Afventende på et svar trak hun hans kappe om sig. Luften var en anelse kølig og hendes klæder, stadig en anelse fugtige. Hun forsøgte blot at ignorere det for nu, mon ikke det ville tørrer om noget tid? Suppen duftede en anelse velkendt, men hun var usikker på hvor vidt at hun havde ret i den dur. Hun satte sig skrædderstilling og rakte modtagende ud efter skålen og blev for et ganske kort øjeblik fanget. Hun var jo åbent nysgerrig om hans udseende. Hans stemme afslørede endda noget helt andet, ved hans person.. eller måske ikke. Hun bukkede sig let, som tak for hans venlighed. Uden tvivl. Han var i hvert fald anderledes end de bøller hun først havde mødt. Her sad hun, skadet, uden nogen værdier og alligevel behandlet med en medmenneskelighed. Hendes blik hvilede roligt og nysgerrigt mod ham.
"Marcellus..?" Gentog hun, blot for at sikre sig at hun havde modtaget navnet rigtigt, hvorefter hun hurtigt rømmede sig.
"Jeg mener... Mr. Black, Hr. Black?" Rettede hun og så væk fra ham for ikke at virke anstødelig. I og for sig var det vel op til hende selv, hvordan hun ville tiltale ham, men.. allerede nu følte hun sig taknemlig, så høflighed var i hvert fald på sin plads.
"Mit navn er Jessica, Jessica Whitestrike." Svarede hun med et venligt træk i mundvigen.
Suppen smagte hende forfærdeligt godt og et stille tilfreds smil bredte sig over hendes læber.
"Jæger, formoder jeg? Det efterhånden længe siden at jeg har mødt nogen der gør brug af slangekød i madlavning.. og dog, det er en meget sær specialitet. Kun ganske få kender dem der handler med det og endnu færre har prøvet det." Det var sandsynligt at hun tog fejl og det vidste hun godt. Hans udstråling var ikke det af en typisk jæger. Hun drak suppen af skålen med begge hænder og fangede kødet med skeen i en fin elegance. Ja, dannet og velopdragen, så hun kunne være sit navn værdig når bejlerne kom på officielle besøg. Hun blev en anelse nedtrykt i sin mimik og blikket faldt tænksomt ind i ilden. Hans spørgsmål.. Hun rejste blikket op mod ham endnu engang.
"Jeg var uheldig. Jeg har aldrig sat en fod uden for Procias grænser før og endte med at rende ind i en gruppe rejsende.. de bandt mig først og tog mine værdier, men da jeg prøvede at flygte.. blev jeg slået ud og nu sidder jeg så her," Hendes blik var i mellemtiden gledet ind i ilden igen, for derefter at falde til skålen i hendes hænder.

[Deleted]

Marcellus kunne ikke lade være med at lade et smil glide hen over hans læber da hun ikke kunne finde ud af hvad hun skulle kalde ham. Han kiggede på hende og sagde roligt som altid '' Mr Black er fint.. Marcellus er noget forbeholdt mine venner, Frøken Whitestrike ''. Hans blik opdagede hvordan hun rystede en smule. Han havde tænkt sig at holde sin sande identitet skjult, men hvad ville det gøre godt. Han ville se hvordan hun reagerede på sandheden. Men hans tanker blev afbrudt af hendes snak om maden. Yderst imponerede at hun havde smagt slangekød. Hendes ord gav mening og var for ham et tegn på intelligens. Han lyttede interesseret med i hendes fortælling og han gjorde det klart at han lyttede. Han lænede sin albuer mod sine knæ og kiggede over imod Jessica. Han kunne ikke lade være med at små grine lavt og sagte da hun sagde hun aldrig havde forladt byen før. Hun havde virkelig ikke heldet med sig, og alligevel. Han var ikke sulten efter blod så hun havde dog intet at frygte fra ham. Da han havde grinet i et par sekunder kom et charmerende smil frem på hans læber igen. Han sagde fattet '' Sjovt de siger jæger... Frøken Whitestrike ''. Da han havde sagt det blev hans øjne lysende røde og hans hugtænder skød frem. Han løftede en hånd over imod hende og kastede en Warlock spell '' Heatius objektus '. Det besværgelsen gjorde var at varme hendes høj op så hun ikke frøs. Derefter blev hans øjne normale og hans hugtænder forsvandt. Dette var bare en test. En test for at se hvor bange hun blev for det ~monster af ondskab~ han nu engang var. Dette var en test for at se om hun var værd at snakke med eller en spild af hans tid.

[Deleted]

Jessica havde altid haft let ved formaliteter omkring det folk hun relativt besøgte. Det var nemt at se forskel på en 'enke', skønjomfru, eller herre i ægteskab. Uden for muren havde hun for nu erfaret at hendes sans for at genkende ens sande ansigt, slet ikke var at drage nytte af. Denne mand havde et vist skær gemt i sine øjne og alligevel synes hans færd og situation, at sætte et helt andet billede ind på hvem han var. Hun nikkede forstående overfor hans irettesættelse og smilede af lettelse.
Suppen nippede hun til i ny og næ, som de udvekslede ord og detaljer om deres baggrund. Trods det havde ligget i hendes natur at skulle handle anderledes, så ville hendes åbne natur overfor fremmede væsner det ganske anderledes. Med skålen hvilende fast i sine hænder, som drog hun nytte af den resterende varme der skinnede igennem, brød han hendes tankegang. Blikket der havde hvilet ind i ilden rettede hun op mod ham, som han besvarede hendes ord. Hvad der ventede hende havde hun aldrig kunne gætte sig frem til. Al mimik forsvandt hos hende, bortset fra glimtet i hendes øjne.
"D-De!?" Varmen bredte sig over hele kroppen og gav hende en svag kuldegysning ved den pludselige ændring i tøjets temperatur. Blikket veg ikke fra ham og blev en anelse indgående, som havde hun lige set syner.
"Vampyr og... vent, er De? En varyl!?" Ikke at hun brød ud af frygt, men hun var da i den grad overrasket og toneforskellen på frygt og nysgerrighed, var i den grad klar. Lettere fraværende lod hun en hånd stryge over skjortens stof ved kravebenet. Det var i sandhed tørt. Et glimt af liv lyste op i hendes ansigt. Hånden ved kravebenet gled op og lagde sig for munden, som smilet blot blev bredere. Uden at kunne gemme smilet af vejen og rakte hånden ud mod ham, som et hint til at bede om lov til at holde hans hånd.
"Med forlov?" Endte hun bekræftende til sin handling og satte skålen fra sig på jorden.

[Deleted]

Marcellus studerede nøje hendes reaktion. Som analyserede han hende som en person. Han blev vildt sagt overrasket. Hun flygtede ikke, frygten i hendes stemme var naturlig. Havde den ikke været der ville han tro hun holdt en facade, men nysgerrigheden i hendes stemme overbeviste ham. Hun var bestemt en der var værd at snakke med. Skønt hun ikke var en kriger, så var dette klare tegn på intelligens fra hendes side. Hun havde analyseret fakta. At selv om han viste sin vampyr del havde han reddet hende og nu varmet hendes tøj. Intet ondt eller farligt havde været i disse handlinger, kun i hans udseende. Hun havde i hans øjne vundet hans respekt ved at se forbi hans ydre og taget hold i hans handlinger. Han smilede charmerende til hende. Hans mørke dybe øjne viste nu et hint af nysgerrighed. Hun havde bestemt vækket hans interesse. Marcellus mente selv at han var en meget intelligent person og han ønskede ikke at spilde sin tid på mindre begavede personer. Dette var bestemt noget han havde arvet fra sin mor som var Warlock. Han tog blidt fat i hendes hånd. Hun ville kunne mærke at hans hånd var varm som et levende væsens. Skønt han var halv Vampyr så var han i live, han træk vejret og havde en puls. Han sagde med en rolig og fattet stemme '' Det var bestemt en god ting jeg valgte at redde dem, frøken Whitestrike.. De er nok den mest intelligente engel jeg har mødt ''. Det var en kompliment til hende med en fornærmelse af hendes race. Han vidste ikke hvordan hun ville opfatte dette udsagn af hans, men hun havde gjort noget ingen engel nogensinde havde formådet at gøre. Imponere ham. Da hun tog hans hånd sagde han '' Bare kald mig, Marcellus ''. Han blinkede charmerende til Jessica.

[Deleted]

Han havde i den grad gjort hende en kæmpe tjeneste. Hun var ikke så smålig, som hun desværre godt havde bemærket sig af at andre omkring hende var. Det bedste eksempel på det, ville i den grad være hendes mor. Fascinerende var det rent faktisk. Efter at have levet så isoleret, på baggrund af at hun ikke selv fik lov til at vælge sine kunder som healer, så havde hun mødt mange, men aldrig dem af hans slags. Hun havde læst bøger om dem, men aldrig formået at møde en af dem, før i dag.
Det var ganske enkelt umuligt for hende at tage blikket af ham. Han lignede jo et simpelt og ordinært væsen, som alle andre, men indeni rasede to vidt forskellige energier. Hun havde læst sig til at det ikke var en nem opgave at få to racer til at arbejde sammen i harmoni. Alligevel virkede han så rolig og fattet. Hun kom op på sine knæ og sidde, som han tog ved hendes hånd. Blikket faldt til deres håndtryk hvor hendes mimik endte mere roligt og harmonisk, uden at miste glimtet af liv og nysgerrighed.
"Imponerende," Hviskede hun blidt for sig selv og tog instinktivt fat med begge hænder og masserede hans hånd og underarm, for blankt at nærmere undersøge hans struktur. Hun så omgående op på ham igen da han talte. Hans ord fik hende underligt nok til at blive ved med at smile. Der var ikke et hint af fornærmelse at hente for hende. Hun havde allerede for længst sagt sin mor imod, hvad angik ret og forkert i forhold til racerne. Selvfølgelig, at holde en race gående i udvikling, var alt afgørende for overlevelse. Dog kunne hun bare ikke få sig selv til at leve stramt efter den slags regler.
"De havde Deres grunde til at handle anderledes. Jeg var vist bare heldig i dag." Hun kluk-lo ganske let for sig selv og havde stadig fat i hans hånd, da hun vovet lod sin anden hånd søge til hans brystkasse, for at rigtigt mærke hvordan hans hjerte bankede stødt. Hendes blik fulgte hendes handlinger, selvom hun alligevel skævede op mod ham igen. En accept til at slippe formaliteterne?
"Så lad mig returnere din venlige gestus. Fra nu af kan De kalde mig Jessica." Jessica, var skam åben overfor nye væsner og indtil nu havde han ikke gjort noget der kunne risikere den blinde tillid. Underligt var det vel. At der fra start altid lå en ubetinget tillid fra hendes side af, indtil det modsatte var bevist.

[Deleted]

Marcellus kiggede på hvordan hun undersøgte ham. Som var hun ikke bange for ham, mere fascineret af ham. Det var ikke noget han havde oplevet før. For første gang i mange år vidste han ikke hvordan han skulle reagere. Dette var bestemt nyt for ham. Han havde faktisk i få sekunder stået mundlam. Folk der kendte ham ville ikke have troet dette var muligt. Da hun førte en hånd op til hans brystkasse fandt han dog atter sin fatning og han kiggede på hende med et løftede øjenbryn '' Det virker til de ønsker at rører alle steder.. Så er min brystkasse bestemt ikke det mest imponerede ''. Han lavede et nik ned af og smilede skævt. Dette var faktisk et forsøg på at virke frastødende så hun ikke analyserede ham mere. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere på det og det gjorde ham en smule usikker. Dette var heller ikke noget han havde oplevet før. Denne direkte og sensuelle side lå naturligt til ham. Han brugte ofte sin charme som et våben. Nu brugte han den til at prøve at få hende på afstand. Men han vidste at der var en meget svag chance for det havde den om ventede effekt. Så måtte han tage den derfra. Denne kvinde imponerede og forbløffede ham. han måtte lærer denne kvinde bedre at kende. Han overvejede kort om hun ville slutte sig til den utrolig korte liste af folk han kaldte venner. Hun var virkelig anderledes og det var bestemt noget Marcellus fandt tillokkende. Marcellus nikkede og sagde '' Som de ønsker, Jessica.. Fortæl mig dog en ting.. De ser imponeret på mig.. Hvad er grunden og hvad ønsker de at vide? ''.

[Deleted]

Hvad man kunne sige sig om Jessica, så var det bestemt at hun ikke var blufærdig. Om end, så måske lidt når det kom til formaliteter, så kunne hun godt virke en smule underdanig. Dog havde dette helt grebet hende på skjult punkt, som ikke ret mange ville kende til. Selv hun var helt opslugt af det. Hun sad for øjnene af det første individ, under kategorien Varyl. Hans charmerende bemærkning fangede hende i en helt forkert vinkel. Som en healer havde hun lært sig forskellen på direkte nærkontakt, fordi den var ment forførende, eller fordi der lå et objektivt grundlag bag det.
"Hm? Hvor?" Endte hun næsten undrende og så fra hans ansigt og ned af ham, hvor hånden uden tvivl fulgte trop. Mente han at der var noget, som var hendes nysgerrighed langt mere værd, end hans bankende hjerte, trods han var vampyr? I så fald var det da en oplagt mulighed for at blive bekendt med det.
Hun smilede varmt til ham da han kaldte hende ved hendes navn. Hun var rent ud sagt grebet af situationen. Det var hende ufatteligt og voldsomt spændende. Hun bed sig i underlæben, som et typisk barn ville gøre inden de skulle til at fortælle verden om deres største hemmelighed.
"De er en vampyr, med et bankende hjerte. Det er kun muligt hvis De er i besiddelse af mere end én race. De udøvede magi tidligere.. så, magiker eller warlock, måske. Har end ikke set nogen udøve magi ved at sige besværgelsen højt. Så hvilken en af dem er De? Begge?" Hans svar kunne være altafgørende for hende fulde forståelse.

[Deleted]

Han blev atter overrasket da hendes hånd kørte ned af hans brystkasse og længere ned. Da hun nåede et bestemt sted, stod Marcellus i en situation han aldrig troede han skulle stå i. En kvinde der var mere frembrusende end han selv var. Han var for overrasket til at se at hendes berøringer var af ren akademiske årsager. Han trådte overrasket over sig selv et skridt tilbage. Han stod lidt og virkede som om han ikke helt vidste hvad han skulle sige. Hans læber åbnede sig og han stod med et undrende blik i hans mørke dybe øjne. Han lukkede sin mund igen og kløede sig let i nakken. Han valgte ikke at svare. Han vidste for aller første gang i hele hans liv ikke hvad han skulle svare. Han blev ellers aldrig forlegen over en kvindes berøring. Dette var nyt for ham. Han havde simpelhen ingen reaktion klar. Hans kinder blev en smule røde. Han satte sine hænder op til sine kinder da han mærkede de blev varme. Han vendte sig hurtigt om så han stod med ryggen til hende. Han tog sig lidt til skridtet og fjernede hånden igen. Det var længe siden han havde følt så så sårbar. Han havde altid en mur af kulde og mørke om sig. Men denne kvinde havde bragt noget sårbart frem i ham. Noget han hverken kunne lide eller var tryg ved. Marcellus rømede sig for at finde sin rolige og fattede stemme frem. Han vendte sig om igen og lignede sig selv igen. Det kolde blik og de fine linjer. Farven i hans kinder var så småt ved at aftage. Han sagde roligt med den rug stemme '' Jeg er en Warlock.. Og de har ret.. jeg af stammer af en speciel familie af Warlocks.. Det er muligt for mig at kaste magi uden remse.. Men remsen forstærker min magi..  Kald det en familie specialitet ''. *hvorfor fortæller jeg det.. Det.. Hva.. hende her har virkelig hyldet mig ud af den.. Hendes væremåde er kommet meget bag på mig.. Okay på tide jeg finder mig selv igen*. Han blinkede drilsk og sagde '' Næste gang de går efter min mest imponerende del.. Så vil jeg gerne have det at vide på forhånd, frøken Jessica ''. *meget bedre*.