Even Adventurers Needs A Break

[Deleted]

Jessica var en menneskekender, selvom hun end ikke var tankelæser. Han var god af sig. Langt mere end hun havde ventet sig. Derfor ville det for hende ikke være unaturligt, om han skulle søge videre nu hvor hun ikke direkte var i livsfare. Hun smilede blankt og nikkede direkte til hans ord. Om det var for at vinde tid eller af andre årsager at han søgte ud nu, så skulle tiden nok give hende svar. Hendes intuition tillod hende at holde hovedet koldt. Situationen taget i betragtning, så kunne hun ikke klandre ham for sine valg. Det skyldte hun ham for meget til. Hun så efter ham, som han forsvandt i det fjerne og stod lidt i sine egne tanker. Mærkede hvordan at nervøsiteten ønskede at kravle op om anklerne, men hun vidste bedre. Det lå ikke til en type som ham at gå imod sit ord. Roligt vendte hun om uden at se sig tilbage og fandt vej ind i teltet. Hun var gennemblødt og vidste at selvom kulden var stærk, så kunne hun ikke beholde skjorten på.

Straks som hun kom ind hev hun den af, vred den og brugte den til at tørre håret med. Hendes bryst var beklædt at et tætsiddende stykke stof, viklet omkring hende et par gange og bundet sammen i siden. Hun ville ende syg hvis hun sad i for vådt tøj. Ruskinds bukserne var dog knap så gennemblødte og holdt hende mere varm end som sådan. Vinden blev blokeret udefra af teltet, så med skindet om sine skuldre, så gik det vel for nu?
Helt opslugt af egne tanker blev hun noget kun overrasket, da han pludselig kom ind i teltet igen. Smilet viste sig med det samme, men stivnede ved hans udtale.
"Er De okay?" Spurgte hun en smule bekymret. Uden videre tanke smed hun skindet fra sig og kravlede over for at tage fat om hans hænder.
"De er jo helt kold!" Udbrød hun denne gang tydeligt bekymret og tog ved om hans håndled og lod en healende varme strømme igennem ham der ville tvinge hans stive muskler til at bløde op. Nok var hun svag, men det var livsfarligt for hende at bevæge sig rundt. En anelse forbløffet kiggede hun ham i øjnene. Sagde intet, søgte ikke svar på hvorfor at han var kommet tilbage, i stedet for at søge til byen. For hende var det nok at vide at han nu sad her overfor hende.
"Sådan. Det burde kunne gøre det." Smilede hun igen og nød varmen fra hans hænder, som blodet ville strømme dertil igen. Hendes hår var stadig fugtigt i spidserne, og hendes kinder en smule røde fra den lave temperatur, men skindet havde holdt hende varm.. indtil nu.

[Deleted]

Han blev overrasket over hendes måde at behandle ham på. Han blinkede et par gange da han så hvor lidt hun sad i. Men han sagde intet. Han kiggede på hendes hænder da hun lod hendes varme healende magi strømme igennem ham. Han kiggede hende i øjnene. Hans mørke dybe øjne veg ikke fra hendes. Han tog sin ene hånd til sig og hev skindet over hendes skuldre igen. Han smilede svagt og sagde roligt '' De skal ikke bekymre dem om mig.. Slap af.. Spis og genvind deres styrke.. De får brug for den ''. Han gav hende en beroligende nik som tegn på at han var okay. Han kunne mærke at han ikke havde fået blod idag. Lyden af hendes puls var begyndt at virke som trommer i hans øre. Men han var god til at skjule sin tørst. Han lagde sig ned og lukkede sine øjne. Han havde fået lidt varme tilbage ved hendes hjælp. Men han kunne stadigvæk mærke kulden i sig, stadigvæk mærke hvor meget energi det havde taget fra ham at samle disse ting. Han var træt i forvejen. Det havde været en lang rejse. Da han havde lagt et par sekunder sagde han '' Det ser ikke ud til vi kan komme herfra før vejret klare op.. Så vi kan lige så godt bruge tiden på at snakke.. Så Jessica.. fortæl mig.. Hvorfor er de overhovedet så langt fra deres hjem? ''. Han greb sig selv i at tænke på da han vågnede. Hvordan de havde lagt. den varme og glæde. Den følelse af at hun stollede på ham. At hun havde brug for ham. Disse usselviske handlinger han havde gjort uden at skænke det en tanke. Som bragte hun det gode frem i ham. Han tænkte normalt kun på sig selv. På hvad han ville og hvordan det ville gavne ham. Men hun bragte noget andet frem i ham. Noget han for længst havde kastet væk, noget han for længst havde afvist og anset som en svaghed. Men igen trådte hans logiske hjerne ind * Hvad er det jeg har gang i. Dette er en illusion.. Jeg er ikke god.. Jeg er en morder og jeg ved hvem jeg er og har det fint med det.. Hvad er det jeg har gang i.. Denne kvinde er god, hjælpsom og omsorgsfuld.. Jeg ville blot ødelægge det ved hende.. Jeg er ikke god for hende.. Hun har ikke godt af at være i nærheden af et ondt... Monster.. Som mig*. Han åbnede sine øjne og kiggede på hende med et hint af bedrøvelse i sine øjne og sagde roligt '' Jeg vil føre dem til byen når vejret byder det.. Så vil de aldrig se mig igen ''.

[Deleted]

Hun vidste godt hvad han mente, men kunne oprigtigt ikke få sig selv til at vende ryggen til ham efter alt hvad han havde gjort for hende. Hans spørgsmål og der tilmed fremmede hint gemt i hans øjne.. jo, hun så det godt. Vidste omgående hvad det betød i en situation, som denne her. Han var bevidst om det skjulte, men også ufatteligt rationel omkring det. Hvorfor mon det var sådan? Hun sad lidt og faldt hen i sine tanker. Blikket faldt til jorden og hendes mine endte langt mere trykket end tidligere. Hun var ikke stolt af sin handling, men hun følte sig i den grad mere fri.
"Jeg stak af.." Svarede hun blot og så end ikke mod ham. Hun tænkte stadig, var fanget i stemningen af det miljø hun var stukket af fra. Hun sank eftertænksomt og fortsatte så..
"Min familie er en af de få tilbage i Procias, hvor ægteskab uden for racen aldrig er set før. De der har vovet det er blevet udstødt fra vores slægt, for at holde rygter for døren. Oftest er der flere søskende om buddet til at føre slægten videre, men da jeg er den eneste i min generation.. så ligger al presset på mine skuldre. Jeg er blevet fodret med ægteskabs møder og introduktioner til andre familier der hellere end gerne vil tage imod min hånd, men ingen af dem fanger mig. Det er forudsigeligt, rent og uden nogen nuancer. Hvad ville et liv som viv gavne mig hvis jeg end ikke nære følelser for min husbond? Bare tanken alene fik mig til at stikke halen mellem mine ben og flygte.." Forklarede hun i et stille og roligt tempo. Hendes stemme var blid og næsten dansende. Hun var ikke interesseret i alt det formelle.. og da slet ikke et planlagt ægteskab. For et kort øjeblik fandt tomheden vej i hendes blik. Han ville føre hende til byen og efterlade hende der? Det ville nok også være det bedste. Skulle han blive ved med at hænge på hende blot fordi hun var en forsvarsløs kvinde? Nej, det duede ikke. Kom hun til byen skulle hun nok finde sin vej tilbage og dette møde ville gå i glemmebogen. Det var sådan det skulle gå og det vidste hun, men det var ikke hvad hendes hjerte sukkede efter.

[Deleted]

hans blik ændrede sig og et oprigtigt smil dansede over hans læber for at forsvinde igen lige så hurtigt som det var kommet. Han satte sig op og lagde en hånd på hendes skindet der dækkede hendes skulder. Han kiggede hende i øjnene med et fast og roligt blik og sagde '' Jessica.. Jeg tror de ser på dem selv med de forkerte øjne.. Det de gjorde var bestemt ikke at flygte.. Det var ikke at være svag og flygtede fra deres problemer.. De tog et standpunkt.. De viste mod og beslutsomhed.. Styrke.. De modsatte dem en lang tradition de ikke kunne stå inde for.. De viste deres familie at de ikke bare er en hjælpeløs kvinde, men en stærk kvinde med sine egne meninger og holdninger ''. Han nikkede svagt '' Jeg forstår dem.. Bedre end de tror.. Ser de.. Min Fader dræbte min mor og tog mig med. Han hentede tre andre, alle mine halv søskende.. Det var meningen vi skulle kæmpe til døden og den der vandt ville blive hans arving.. Jeg modsatte mig reglerne.. modsatte mig traditionen han havde skabt.. Reddede mine søskende og valgte min egen vej.. En vej jeg har rejst ned af lige siden ''. Han lagde blidt en hånd på hendes kind og sagde stille '' Jeg forstår hvad de gennemgår og hvis jeg må give dem et råd.. Gå ikke tilbage fra det valg de har truffet.. Vær deres egen person ''. Det var ikke tit Marcellus gav andre råd og slet ikke tit han fortalte om sin fortid. Men det hun gennemgik, han havde selv været der. Godt nok var det han gennemgik meget mere grufuldt og ondt, men grundstenen var den samme. Han kunne ikke lade være med at føle at de var forbundet og derfor følte han sig forpligtet og havde lyst til at dele den måde han opfattede det på og den styrke og erfaring hans valg havde givet ham. Han fjernede sin hånd fra hendes kind igen og nikkede bestemt til hende.

[Deleted]

Hans modsigelse kom bag på hende og grunde derfor stod klar ikke mere end kort tid efter. At dømme på hans fortid lå det klart at, var erfaren i det hun kun lige var trådt ud i. Ej havde hun troet at det var fordi han var på flugt, men det gav mening. Fordi han ikke ville bindes på hænder og fødder. Hun rettede sit blik op mod hans igen og betragtede ham igen med et nyt sind, så ham i et helt andet lys. Alene det at han valgte at åbne sig op overfor hende, gjorde langt mere for hendes forståelse af hans person. Selvom det i den grad også satte nye tanker i gang. Dog ændrede det ikke på det faktum af at han var en mand der stod ved sit ord. Hendes blik livede op igen da han direkte opfordrede hende til at forsætte på den sti hun nu var trådt ud på. Hendes hjerte hamrede fast, som talte det sit eget sprog. Hun kunne godt mærke hvor levende hun ville blive, ved ikke at vende om og tage tilbage. Ikke at hun direkte ønskede at leve et liv på flugt, men tanken om at det ville give hende muligheden for at gøre det hun aldrig havde troet skulle være muligt. Det motiverede hende uden tvivl.
Hans hånd mod hendes kind. Det var en tilnærmelse hun aldrig havde ladet nogen gøre mod hende før. Hun havde ikke følt at hverken timing eller følelserne havde været gode nok til at hun brød sig om det, men hendes blik veg ikke fra ham. Hun lukkede øjnene ganske kort og bed mærke i hans berøring. Hun hadet det ikke, slet ikke. Det var beroligende og forsikrende. Det bekræftede hans ord og ærlighed. Hun kiggede op på ham igen..
"Og De? Er De også Deres egen person?" Spurgte hun til hans sidste ord. Ikke fordi hun ikke kendte svaret, men fordi hun ville opfordre ham til at fortælle mere om det og give hende et bedre indblik i hvad det havde givet ham af fordele, som person.

[Deleted]

Marcellus nikkede og lagde sig ned igen. Han sukkede en smule og svarede på hendes spørgsmål '' Det er jeg.. Jeg har accepteret hvem og hvad jeg er.. Jeg har accepteret mine valg og deres konsekvenser. Jeg er en jaget mand.. Både af min Fader og hans folk.. Men også eftersøgt i et helt land for forræderi.. Jeg havde faktisk muligheden for at undgå det.. Men det var ikke det rigtige at gøre.. Hvis jeg gjorde det ville jeg ikke være mig.. Så man kan sige.. De store, ærlige og i dine øjne rigtige valg jeg har taget i mit liv.. Bliver jeg straffet for.. Men faktisk når jeg tænker over det.. Så er det de valg der har formet mig som den person jeg er i dag ''. Han kom med et glad 'hmmmh', da det sådan set lige selv var gået op for ham at hans ord var sandheden. Han kiggede på hende og smilede svagt '' Skønt jeg ville se stor glæde i at tage dig med på mine mange rejser verden rundt.. De mange eventyr jeg oplever.. Så er jeg ingen god person Jessica, det ved jeg. Jeg ville bare bringe dem i fare. Jeg ville påvirke dem på en negativ måde og værst af alt. De ville se på mig med et andet syn.. De ting jeg har gjort.. De ting jeg gør.. Jeg vil ikke have at disse smukke øjne af dine kigger på mig med et andet blik end de gør lige nu.. Men sandheden er klar.. Jeg er en jaget mand og det er et spørgsmål om tid før jeg bliver fanget. Men jeg fortryder ikke mine valg.. Fortryder ikke disse konsekvenser.. Jeg har lige indset at hvis jeg ikke havde gjort disse ting.. Ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene ''. han kiggede ned i jorden og sagde stille '' For det bliv de ser på mig med.. Er et blik ingen har set på mig med før og.. Det føles.. rart ''. Han havde aldrig åbnet sig på denne måde overfor nogen. Ikke engang han hans søskende. Han vidste ikke hvorfor, men hun havde en måde at få ham til at stole på hende.

[Deleted]

Af alt han sagde, forblev han stadig den samme i hendes øjne. Ej var der grund til at tænke anderledes. Han havde vist sig at være en af de få væsner, som hun givetvis ikke ønskede at skille sig fra. Hun sugede hans person til sig og så på ham med langt større interesse end tidligere. Han var en Varyl, ja og han var i den grad af en mørk blanding, men det ændrede intet for hendes vedkommende. Hendes egen grund til at forsætte ned af denne sti, ville skam ikke ved at være som en klods om benet på ham. Hvis hun endelig valgte at drage i samme retning som ham, så var det fordi at hun havde noget hun selv ønskede at finde på sin vej.
"Deres historie.. den vil end ikke ændre sig uanset hvad De vælger at gøre. Deres handlinger siger mere end ord er i stand til. De går Deres egen vej og det samme gør jeg. Ikke om jeg nogensinde vil sætte mig som en klods om benet på Dem. Vælger jeg at fortsætte.. frem for at tage tilbage, så ved jeg end ikke hvad der venter mig. Jeg kunne miste mit liv i forsøget på at løsrive mig af de bånd der binder mig, som De selv siger.. det vil ikke være en nem vej at gå og for det er De mig et utroligt inspirerende væsen, Marcellus. Ikke alene er De den første Varyl jeg nogensinde har mødt, men De er i den grad også et væsen der giver mig langt mere, end hvad jeg er i stand til at give igen. Jeg vil i den grad håne mig selv.. ved at vende hjem igen." Konstaterede hun ærligt og kiggede på ham, som han lå der. Så balanceret et væsen som han var. Hvis det var hvad hun kunne opnå, ved at lytte lidt til sine egne ønsker, så var der kun en ting at gøre.
"Selvom at De ikke ønsker at jeg følger dem på deres vej, vil jeg så heller ikke kunne overtale Dem til at lade mig gå med.. indtil at jeg har fundet mit næste mål?" Hun kiggede spørgende på ham og havde næsten allerede accepteret en afvisning på forhånd, men hun slap dog ikke håbet. Han var hendes røde tråd til at begynde på et nyt kapitel i hendes liv. Hun ville gribe den, mens hun stadig havde chancen!

[Deleted]

Hans blik hvilede på hende. Hendes ordvalg. Hun ønskede at rejse med ham. Hun kunne ikke se hvad han gjorde. Hvad han prøvede på. Han sagde med en rolig stemme som altid '' Jeg tror de misforstår mine intentioner, frøken Jessica.. Sandheden er.. Jeg ville nyde deres selskab.. Deres smil.. Deres duft.. Dette.. Men hvad jeg er.. Hvad jeg gør.. Hvad du vil blive nød til at gøre ''. Han satte en hånd på hendes skulder og kiggede alvorligt hende i øjnene '' Jeg er på flugt.. Dem der jager mig søger at dræbe mig eller tage mig til fange.. Ikke nok med det så er jeg en Vampyr.. Jeg drikker blod.. Hvis de tager med mig.. Så vil de se mig overleve.. De vil se mig dræbe.. De vil se mig udnytte og lade uskyldige komme til skade.. De vil se mig torturere og snyde folk''. Han kiggede væk fra hendes blik og ned i jorden og sagde med en svagere stemme '' De vil se.. Hvordan det ikke påvirker mig.. For sandheden er.. At dræbe og påføre andre smerte.. Ikke påvirker mig.. Det rør mig ikke.. Jeg er et monster.. Et monster der ville trække dig med ned i mørket.. Og det ønsker jeg ikke ''. Han kiggede op på hende igen. '' De ting jeg må gøre for at overleve.. Jeg tror ikke de ville kigge på mig med det fantastiske blik de gør lige nu.. Sandheden er.. Ingen har nogensinde kigget på mig sådan der før ''. Han var hudløs ærlig. Han kiggede atter ned i jorden og en mørk og lettere bedrøvet mine led hen over hans ansigt. Han havde fortalt hende sandheden. Hvor ond han var. Han vidste at der var stor sandsynlighed for at næste gang han så i hendes øjne så ville dette fantastiske blik hun havde være væk. Han sagde meget svagt '' Jeg vil ikke bringe dem i fare, frøken Jessica ''. Han lukkede sine øjne. Han følte nu for alvor den ensomhed han længe havde haft. Men for første gang følte han den som noget negativt. Han gik en farlig og mørk vej. En vej han aldrig kunne forvente eller tro nogen ville følge ham i. Han havde altid været den ensomme ulv i natten. Den eneste han kunne stole på og lægge sin lid til var sig selv.

[Deleted]

Marcellus's grundlag for ikke at bringe hende med sig, var på sin vis gyldigt nok, men ikke et hun ville godtage. Hun havde aldrig været afhængig af sine omgivelser før nu. Tilmed var det også første gang at hun havde forladt sine rammer. Tydeligt måtte det vel være at hun ikke var ligeså erfaren som han var og at det ville tage hende tid at lære at begå sig i nye omgivelser.
"De frygter for mit liv? For at jeg vil komme til at hade Dem så snart at De vælger at vise Deres sande 'jeg'? Havde det været tilfældet så var jeg aldrig stukket af fra Procias i første omgang. Vi ser ikke mange andre væsner omkring os.. det sandt, men.. det vil aldrig være op til mig at dømme dig for den du er, på grund af din fortid. Skulle jeg så sidde her og være bange for at blive mødt med kritik om at nedstamme fra en slægt der er snæversynet nok til at se ned på andre væsner? Nej, Marcellus. Overfor mig har De bevist at selv i en verden som denne handler det ikke blot om hvor man kommer fra, men mere om hvor man ønsker at tage hen. Vi udvikler os fra dag til dag og vil stå tvunget til at tage valg der gavner os selv. Lysvæsner er ikke meget anderledes end dem af mørket. De gør hvad De gør bedst - slås og kæmper Deres vej frem. Jeg gør det samme - healer og udviser forståelse, åbenhed. Det er hvem vi er og ikke vil der hvile nogen forskel mellem os, uanset hvordan vi vælger at foretage os. De ville aldrig have valgt at hjælpe mig til at starte med, hvis de kun fokuserede på at holde dem skjult og gemt af vejen, vel?" Hun sendte ham et opløftende smil og rakte sin hånd ud for at stryge hans kind ganske let.

[Deleted]

Marcellus lukkede let hans øjne da hun satte hendes hånd mod hans kind. Han havde aldrig før prøvet at en engel rørte ham uden ønske om at skade ham. Det fik ham til at tænke på om hvordan han ville være blevet hvis han var blevet god. hvordan tingene så ud hvis han havde kæmpet imod hans natur, kæmpet imod hans vampyr side og hans mørke var hans Warlock magi. Hvilken person han så var blevet. Han åbnede sine øjne igen og smilede svagt. han nikkede lidt og sagde næsten hviskende '' Du kan tage med mig Jessica.. Du er ligesom mig ''. Han kiggede hende i øjnene og sagde med en normal ryst og en alvorlig ryst '' Men du gør som jeg siger.. Hvis jeg siger flygt, så flygter du.. Hvis jeg er ved at dø.. Vil jeg have dig til at love mig du stadigvæk gør som jeg siger hvis jeg siger flygt.. Jeg vil tage dig med mig.. Men det bliver et hårdt liv.. Et liv i grotter, sumpe, uudforskede skove.. Et liv hvor vi aldrig benytter vejen ''. Han grinede en smule '' Men det bliver lidt bedre at gå disse steder med dig ved min side ''. Marcellus lagde en hånd på hendes skulder. Havde han lige taget et engel på slæb?. Ville hun virkelig kunne acceptere alle de onde ting han ville gøre i fremtiden, men vigtigst af alt. Hvordan ville hun tage det med sådan et liv, et liv væk fra luxsus og tjenere. Et liv med hårdt arbejde og kolde nætter i et koldt telt. De lange rejser, de mange eventyrer og de tunge tasker. Gå flere uger uden bad og uden andet føde end det naturen kunne tilbyde. Marcellus mente det dog. Hun var stærk og han kunne se det i hende. Hun ville sikkert kunne klare det, men vigtigst af alt. Hun var som ham, bare en god udgave. De to var meget ens, det kunne være interessant at se hvad der ville ske i fremtiden hvis de slog sig sammen som et team.

//sorry det sene svar, har haft meget travlt hehe//

[Deleted]

Alvoren i han ord hørte hun tydeligt og ikke havde hun tænkt sig andet omkring det. Hun var langt fra erfaren, så at lytte til en der var mere kendt med omgivelserne end hun selv var. Hun nikkede bestemt til hans ord, som havde det været hende en advarsel med en løftet pegefinger. Hun så ikke sig selv som typen der var afhængig af andre, men et eller andet sted, så fandt hun det bare naturligt at læne sig op ad Marcellus.
"Deres ønske er min lov!" Endte hun med et drilsk smil og gjorde honnør med hånden for panden. Skindet gled ned igen og hun tog kun ved det for at forhindre at det landede hele vejen ned på jorden. Hun tog ved skindet som hun trak sig ind over ham og placerede en blidt kys i panden på ham, hvor hun kunne lægge det over ham for at han kunne få varmen.
"Så kan jeg kun ønske Dem held og lykke"
Tilføjede hun optimistisk og betragtede ham blot for en ganske kort øjeblik inden hun gjorde antegn til at trække sig fra ham igen og sætte sig op. Han var en mærkværdig person i hendes øjne og det var hun ikke i tvivl om at han ville fortsætte med at være. Hun hadet ikke hans racer eller hans fortid. Alle havde deres egen historie og hun havde ingen ret til at bedømme andre end sig selv. Hendes blik søgte de forsyninger han havde bragt med sig tilbage og tog nogle bær op for at spise dem en for en, ved at lade dem danse over underlæben. Hun tog det ikke så tungt. Tingene så ikke nær så slemt ud som det kunne have gjort og for det var hun intet mindre end taknemlig.

//Det er helt okay! Jeg er også selv lidt "On & Off" i disse tider//

[Deleted]

Marcel kigged på hende efter hun kyssede hans pande. Han drejede sit hoved lidt på skrå. Denne engel så ham bestemt ikke som det monster han i virkeligheden var, men ville det ændre sig, når hun så ham dræbe og torturere. Han kunne ikke lade være med at tro at hendes syn ville ændre sig så snart hun så hans sande natur overfor andre. Langsomt begyndte vinden at lægge sig og regnen stoppede efter et par timer. Da regnen stoppede satte Marcel sig op og kiggede udenfor, han kiggede tilbage på Jessica og nikkede '' Vi skal have pakket tingene sammen og se at komme videre så ''. Et smil gled over hans læber '' Rejse partner ''. Marcel gik ud og tog sin læder rustning på. han strakte sig og ventede på Jessica. Da hun kom ud lavede han et par fagter og teltet foldede sig sammen. Han smed det ned i hans rygsæk. Marcel kiggede sig hurtigt rundt omkring, næsten som om han var bange for nogen var efter ham. Lidt efter tog han sit rygsæk på og satte sit sværd i sin skede. Han kiggede på Jessica igen med en mindre bekymret mine og nikkede. '' Vi har været her alt for længe, vi må se at komme væk.. Vi skal huske at vi begge to er jaget. Heldigvis skal vi have afleveret noget til en by et par dages rejse herfra.. Vi sætter igennem skoven og husk, brug aldrig veje. Aldrig ''. Marcel begyndte at gå i et rask tempo. Alt dette var gået hurtigt, som om han ikke engang havde brugt et øjeblik på at slappe af. Det var fra et sted til det andet med det samme, ingen tid til at blive og samle energi. Dette ville være Jessicas fremtid. Hun ville komme i fantastisk form af det, men det var en krævende og hård livsstil. Marcel gik som om det ikke rørte ham. Han var i en fantastisk form, den bedste form han nogensinde havde været i faktisk.