Even Adventurers Needs A Break

[Deleted]

Warlock og vampyr? Så det var der linket lå? Hans sjæl måtte være sat i balance fordi at begge racer havde et fælles kendskab. Det var næsten uhyggeligt for hende selv. Tænk sig at hun faktisk havde chancen for at sidde overfor en der slet ikke tilhørte lyset.
Forbavset over hans pludselige panik anfald, endte hun med at sidde måbende tilbage og bare kigge uforstående op på ham. Han troede da vel ikke.. gjorde han?
Tanken slog hende for et kort øjeblik og straks meldte medfølelsen sig. Dog var det lidt af et dilemma for hende, for hvis hun ville undskylde, så ville det måske sætte situationens forståelse på prøve, men selv hvis hun ikke gjorde.. og tog det som ingenting.. så ville hans hans værdighed nok lide et synderligt knæk, med mindre...
"Jeg tror egentlig du har ret. Et bankende hjerte hos en vampyr er fascinerende, men deres værdighed fejler skam heller ingen ting." Svarede hun med et direkte uskyldigt og varmt smil. Dog, hvorfor forsøgte hun overhovedet? Det var allerede en anelse akavet i sig selv og hvis han opfattede hendes konstatering, som værende noget negativt.. så ville hendes chance for at blive kendt med et af verdens mest mystiske skabninger.. ryge i vasken. Hun var ikke typen der faldt for let for en bejler. Hun lyttede til sit hjerte. Sagde det intet så gjorde hun intet ved det. Hun satte begge hænder mod sine knæ og forholdt sig siddende. Hun smilede selvsikkert til hans opfordring.
"Hvis det er hvad De ønsker, Marcellus." Medgav hun og forholdt sig nogenlunde roligt siddende. Det var dog begyndt at hive i hende igen. Svækkelsen. Hun vaklede en smule i sin balance uden at lade sig påvirke af det, men det tog på hendes kræfter. Selv hendes hjertebanken ville stadig ikke falde til ro, efter han havde bekræftet hans identitet for hende.

[Deleted]

Han prøvede at hele den akavede situation bag sig. Han satte sig ned igen og lagde hurtigt mærke til at hun ikke virkede til at være på toppen. Han rejste sig op igen. rakte sin hånd ned i sin taske og tog en vandflaske frem. Han rakte den over imod Jessica og sagde venligt '' Jeg håber de kan lide frisk bjergkildevand.. Det er det eneste jeg har ''. Hvis hun tog flasken ville han læne sig lidt tilbage. Han kiggede mod nattehimlen '' Det er nok best de bliver ved mig indtil de er frisk nok til at rejse selv.. Det kan godt tage lidt tid.. Medmindre de kan heale dem selv.. Eller.. Nej ''. Nu var hans nysgerrighed selv voksede. Han vidste ikke hvordan vampyrblod virkede på engle, men nu havde han jo heller ikke normalt vampyr blod i sine årer. Han kiggede på hende med et charmerende smil. Denne engel var bestemt værd at bruge sin tid på. Selv om hun virkede uskyldig, god og oprigtig. Ting Marcellus normalt fandt kedeligt og uinteressant. Men det faktum at hun havde været i stand til at hylde ham ud af det op til flere gange gjorde at han bestemt ikke så hende som kedelig og da slet ikke uinteressant. Det var først nu hans blik rigtigt betragtede hende. Hun havde et smukt ansigt, elegant talemåde. En fin krop. Hun var jo også en engel, men hendes ydre var der bestemt intet galt med. Han kiggede igen mod himmelen '' Hvis de har spørgsmål, frøken Jessica.. Omkring min oprindelse eller hvad end det er de søger.. Så spørg.. Jeg er ikke sikker på hvor længe jeg har tilbage på denne jord hvis jeg skal være ærlig ''. Han forstod ikke hvorfor han var så ærlig overfor denne kvinde. Han stoppede med at snakkede og kiggede på hende med et undrede blik. Nu forstod han det. Hun havde bragt noget frem i ham han ikke troede han havde. Var det virkelig sandt. Gjorde han lige nu det disse sukkersøde væsner plejede. Stolede han faktisk blidt på hende?.

[Deleted]

Det lod til at han bare valgte at springe let og galant hen over det. Der måtte hun et eller andet sted nok sande at han tog et klogt valg. Hun havde fejltolket hans intentioner til en hvis grad, men hun kunne heller ikke beklage sig over dem. Få ting fik hun i sandhed lov til at opleve. Dette kunne i hvert fald sige sig at være den første af slagsen. Hun tog imod flasken og gled ned fra sin siddende stilling på sine knæ.
"Mange tak," Hendes smil gled svækket væk igen kort efter, som hun lyttede til hans ord. Han ville rejse sammen med hende?
"Jeg.. jeg har aldrig prøvet det før.. at heale mig selv." Den sidste del af sætningen kom sig af at det gav sætningen mere mening. Selvfølgelig havde hun ikke prøvet at rejse med en fremmed før.. foruden at blive kidnappet og bestjålet af vandaler.
Hun bemærkede hvordan han så op mod nattehimlen og tog en stor tår af vandet inden hun pænt satte den fra sig. Selvom hun sad ned allerede, forhindrede det ikke chancen for et for lavt blodtryk. Det hele synes at sløre ud og sejle rundt. Hun lyttede til hans ord ganske opmærksomt og gjorde hvad hun kunne for at holde igen på sig selv. Hun havde så mange ting hun gerne ville spørge ham om, så mange ting hun ønskede at vide.. men det gik i den gale retning for hende. Hendes krop nærmest tvang hende til at kollapse igen. Hun tog sig omtåget til hovedet igen og lod en søgende hånd række ud for fejlagtigt støde af, som hun faldt sammen. Det ville have været en skam at sige at hun var uheldig. Trods alle odds stod hun i en af de mest fascinerende situationer, nogensinde. Ikke om hun ville give op uden kamp. Desværre fortalte hendes helbred bare en anden historie..

[Deleted]

Marcellus kunne se at hun ikke kunne holde til meget mere. Igen stod han i en situation hvor han skulle redde hende. Han sukkede og tog sig til hovedet * Først redder jeg hende fra at drukne.. Så fodre jeg hende.. Nu skal jeg også til at give hende mit blod.. Hun har brug for en helt omkring sig så uheldig hun er.. Jeg må finde en eller anden selvoptaget ridder der tror han kan redde verden fra ondskab i den næste by.. Det her er krævende *. Selv om Marcellus tanker var over i at det var belastende, så syntes han faktisk at det var rart at der var en der havde brug for ham. Selv om det ikke var hans top te, normalt ville han have rejst sig, taget hans ting og gået. Men Jessica havde hans respekt og derfor hans hjælp, også selv om hans tanker prøvede at overbevise ham om andet. Han rejste sig op og åbnede sin mund. Hans øjne begyndte at lyse rødt igen, hans hugtænder skød frem og han bed sig selv i håndledet og satte sig ned og tog blidt fat om hendes nakke og rakte hans håndled ned til hendes mund og sagde blidt '' Drink.. De har mistet for meget blod og kulden hjælper ikke på det ''. Han sukkede. Han havde kun et telt og tæpper til en person.. Aftenen var faldet og det ville være for farligt for hende at rejse. Hun måtte sove i teltet og han måtte fryse i natten. Han sukkede svagt. Han var træt og udmattede og ønskede mest af alt en varm seng og nu skulle han fryse sig selv halvt til døde i den kolde nat. Han havde ingen ide om hvilken effekt hans blod ville have på hende, normalt havde det en healende effekt. Men det kunne være der var bivirkningen. Hvis hun drak ville han efter hun havde drukket lægge hende blidt ned og sætte teltet op ved hjælp af hans vampyr hurtighed så det kun tog et par minutter. Derefter ville han vende tilbage for at se til Jessica.

[Deleted]

For mange var det en vigtig kendsgerning at engle aldrig drak et andet væsens blod. Mange mente at det ville forurene deres hellighed. Personligt var Jessica selv i tvivl om sagen og som situationen var nu, så var der ingen grund til at satse på at myterne var falske. I ham hvilede der i forvejen et mørke. Hans gener talte for sig selv på det punkt. Trods hendes krop stred imod hendes vilje, fik hun alligevel fat om hans håndled og knyttede om det med begge hænder til et svagt glødende lys bredte sig over hendes hud.
"Det er tanken der tæller.." Forklarede hun lavt og sendte ham et træt smil. Såret i hans håndled havde lukket sig omgående.
"Jeg har blot brug for hvile.. så skal De se, så kommer det helt af sig selv.." Tilføjede hun lidt efter og vidste at hun kunne have ladet sine vinger falde i selv samme øjeblik, bare ved at tage imod hans hjælp. Desværre var hendes øjeblikke med ham langt mere værdifulde og berigende, til at hun ville stille ham i endnu en svær situation. Han var hendes redningsmand og allerede nu havde hun formået at holde en samtale med ham. Hun var i sandhed forfulgt af held i uheld.
Selvom han søgte væk fra hende for blot en kort stund, var hun end ikke faldet hen. Det var svært at holde fokus og hendes krop bad hende bare om at give efter, men hun kunne ikke. Så da han vendte tilbage til hendes side, smilede hun igen med et træt smil. Der var virkelig ikke noget der kunne tage hendes humør fra hende. Intet sagde hun til ham. Hun afventede ham blot. Hvad ville hun dog ikke have gjort hvis ikke det var ham hun havde mødt?

[Deleted]

Da han var kommet tilbage rystede han let på hovedet *Engle og deres hellighed.. De er så belastende*. Selv om hans tanker ikke var gode så var hans ord blide '' Lad mig nu hjælpe dem, frøken Jessica ''. Marcellus kunne se hun var for afkræftet til at gøre modstand, han løftede hende blidt op og var hende hen til teltet og derefter ind i teltet. Han lagde hende blidt på et tæppe og lagde et andet tæppe over hende tæpperne var lavet af pels og beregnet til at bruges i krævende vejr, så de ville holde varmen. Han kiggede ned på hende som hun lå der, hjælpeløs og uskyldig. Han gav hende et charmerende smil og kravlede ud af teltet. Han rejste sig op og kløede sig i nakken. Der var begyndt at blive køligt Han klappede sine arme for at samle lidt varme. Han gik over til bålet for at samle lidt varme der. Det ville blive en meget kold nat. Han rystede på hovedet. Han havde vist godhed, omsorg og barmhjertighed. Hvad havde det resulteret i. Han stod ude i kulden uden sin kappe eller noget til at skærme sig imod kulden. Det mindede ham og sidste gang han havde gjort noget godt. Han havde reddet hans søskende fra døden, fra deres Faders greb. Det havde resulteret i at han var jaget vildt. Nu havde han også information om et lands hemmelige planer. Så nu var hans Fader og et helt land efter ham. Han havde ikke tænkt sig at afslører denne information, men det stoppede dem ikke i at jage ham. Han sukkede og knugede sine hænder sammen. Der kom aldrig noget godt ud af det når han gjorde gode ting. Det endte altid galt for ham. Hver eneste gang var det ham der kom til at lide for hans gode gerninger. Han måtte stoppe med at hjælpe folk. Dette var sidste gang, fra nu af handlede det kun om ham selv. Alle andre kunne redde hinanden. Der var ingen der reddede ham. Sådanne tanker skød igennem hans hoved imens han stod i kulden og mørket. Han forberedte sig på det der var i vente. Men tankerne kom nok mest af at han savnede en varm seng og et godt måltid. Han klappede sine arme igen. Han skulle jo bare holde ud til solen stod op, så ville varmen sikkert vende tilbage.

[Deleted]

Da han var kommet tilbage rystede han let på hovedet *Engle og deres hellighed.. De er så belastende*. Selv om hans tanker ikke var gode så var hans ord blide '' Lad mig nu hjælpe dem, frøken Jessica ''. Marcellus kunne se hun var for afkræftet til at gøre modstand, han løftede hende blidt op og var hende hen til teltet og derefter ind i teltet. Han lagde hende blidt på et tæppe og lagde et andet tæppe over hende tæpperne var lavet af pels og beregnet til at bruges i krævende vejr, så de ville holde varmen. Han kiggede ned på hende som hun lå der, hjælpeløs og uskyldig. Han gav hende et charmerende smil og kravlede ud af teltet. Han rejste sig op og kløede sig i nakken. Der var begyndt at blive køligt Han klappede sine arme for at samle lidt varme. Han gik over til bålet for at samle lidt varme der. Det ville blive en meget kold nat. Han rystede på hovedet. Han havde vist godhed, omsorg og barmhjertighed. Hvad havde det resulteret i. Han stod ude i kulden uden sin kappe eller noget til at skærme sig imod kulden. Det mindede ham og sidste gang han havde gjort noget godt. Han havde reddet hans søskende fra døden, fra deres Faders greb. Det havde resulteret i at han var jaget vildt. Nu havde han også information om et lands hemmelige planer. Så nu var hans Fader og et helt land efter ham. Han havde ikke tænkt sig at afslører denne information, men det stoppede dem ikke i at jage ham. Han sukkede og knugede sine hænder sammen. Der kom aldrig noget godt ud af det når han gjorde gode ting. Det endte altid galt for ham. Hver eneste gang var det ham der kom til at lide for hans gode gerninger. Han måtte stoppe med at hjælpe folk. Dette var sidste gang, fra nu af handlede det kun om ham selv. Alle andre kunne redde hinanden. Der var ingen der reddede ham. Sådanne tanker skød igennem hans hoved imens han stod i kulden og mørket. Han forberedte sig på det der var i vente. Men tankerne kom nok mest af at han savnede en varm seng og et godt måltid. Han klappede sine arme igen. Han skulle jo bare holde ud til solen stod op, så ville varmen sikkert vende tilbage.

[Deleted]

Intet havde hun at skjule og langt fra havde hun nogen grund til at se sig forlegen i forhold til situationen.
"Marcellus?" Kaldte hun spørgende og afventede sig af hans reaktion. Hun forventede at han ville komme hen til hende, men hun nåede at kalde på ham en gang mere inden hun satte sig møvende op, med begge hænder solidt placeret i jorden. Det var koldt udenfor og hun kunne ikke have ham til at rende rundt derude indtil det blev morgen. Hun besad en underlig form for lyst til nærvær. Det lå hende yderst sjældent på sinde, som et behov, vel at mærke. Var det hendes svage feber, eller blot et ønske om at gengælde det han havde skænket hende?
Uanset grunden, så følte hun egentlig bare at hun gerne ville snakke med ham. Det var svært at falde til ro, selvom hendes tilstand tiggede og bad hende slappe af. Umuligt, ganske enkelt umuligt var det for hende.
Hun sukkede svagt og lukkede øjnene ganske let for et kort øjeblik. Hvis han hørte hendes kald, ville hun ikke tøve med at tage fat om hans håndled og bede ham om en tjeneste. En tjeneste om at få lov at hvile i hans arme, i stedet for at drikke hans blod. Hun ville sige det med en direkte mine og ikke lade tankerne løbe. Sådan var hun nemlig slet ikke. Havde hun været ude efter det, så havde det slet ikke taget den drejning det burde. Hun var stukket af fra pligter og familiære traditioner. Selvfølgelig føltes det ensomt og hvem andre havde hun at læne sig op ad, foruden ham? Hun var en healer, vidste at hendes sind måtte falde til ro før at hendes krop ville det, derfor yndede hun ham denne sigende og let selviske bøn. Det ville give ham tag over hovedet, varme og give hende ro og fred til at komme sig. Hvor meget mere simpelt kunne det blive? Det var det hun håbede på, at han kunne se fordelen i det.. i det mindste for ham selv.

[Deleted]

Marcellus havde hørt hun kaldte men han stod og overvejede hvad han skulle gøre. Kunne han have en engel på slæb, og en såret en af slagsen?. Hun havde ingen ide om hvor eftersøgt han var. Dog var han forholdsvist i sikkerhed her og i dette land men stadigvæk. Dem der var efter ham havde øjne og øre alle steder. Men det virkede til at hun var som ham. Alene. Han gik hen og kiggede ind i teltet og sagde '' Er alt i orden frøken Jessica? ''. Han lyttede til hendes bøn og stod i åbningen et øjeblik før han nikkede og kravlede hen og lagde sig. Alt ville være bedre end at være udenfor. Han lagde sine arme omkring hende. I starten var han kold og hans tøj lugtede af blod. Efter lidt tid stoppede hans krop med at ryste og han virkede til at finde varmen. Han kunne mærke hendes varme, hendes åndedrag, dufte hende. Han havde altid undret sig over hvorfor engle altid havde denne søde duft omkring sig. Det mente han i hvert faldt de havde. Han sagde ikke så meget da han kunne se og føle på hende at hun var træt. Når han lå sådan virkede han næsten ufarlig. Kulden tog til og det begyndte at regne. Det tog lidt tid før han faldt i søvn og i hans søvn holdt han hende tæt ind til sig, som var hun noget der ville forsvinde hvis ikke han holdt det tæt.

Da der endelig blev morgen slog en hård vind imod teltet og regnen havde taget til. Marcellus vågnede med et sæt og satte sig op, som var verden ved at gå under. Han kiggede sig hurtigt rundt omkring, da han havde set at alt var i orden virkede det til han faldt til ro igen. *underligt.. Jeg har ikke sovet sådan en tung søvn i.. Mange år.. Sov om jeg for første gang ikke frygtede en der ville skære halsen over på mig.. I hvert fald ikke før jeg vågnede.. Jeg føler mig.. Ligefrem udhvilet*. Han kiggede på Jessica og et charmerende smil gled hen over hans læber. Vinden slog hårdt imod teltet igen. Han kiggede over imod teltåbningen og sukkede '' Det her ud til vi må blive her til stormen falder lidt ned ''. Han trak på skuldrene og lagde sig ned igen. Da han havde sovet var hans krop afslappet, nu var han en smule anspændt igen. Næsten som om at han ikke følte sig sikker.

[Deleted]

Der gik ikke ret lang tid fra at han havde lagt sig ved hendes side, til at hun faktisk faldt i søvn. Selvom hun mest af alt bare lå og betragtede ham, funderede over om hun i det hele taget havde mødt en af samme type personlighed.. konklusionen var, at det havde hun ikke. Han var i den grad helt sig selv. Trods mørket kunne hun stadig ane hans ansigtstræk. Igen trak hun let på smilebåndet. Det føltes i den grad bemærkelsesværdigt at hvile i armene på en fremmed mand. Alt hun vidste om ham, var jo kun at han var varyl, nobel, veltalende.. og charmerende. Hun grinede i sit stille sind. Nok havde det ikke været efter hensigten, men hun havde i sandhed heller ikke troet at han bare ville slynge den slags ting ud. Hun havde jo troet på hans ord. Stakkel. Dog, så var det en følelse der pludselig gav en helt anden betydning, når hun tænkte tilbage. Uanset hvordan hun så på det, så var det stadig enormt underholdende.

I nattens løb havde hun sovet noget så tungt. End ikke regnen eller hans fremmede duft, var i stand til at hive hende ud af den dybe søvn. Hvem havde nogensinde troet at en storm i et lille telt, end ikke kunne vække hende?
Som han satte sig op gøs hun let ved kulden. Det fredfyldte ansigt vendt mod ham, viste ingen synlige tegn på at hun hørte ham. Først da han lagde sig ned endnu engang, strakte hun sig. Forbindingen var allerede gledet af over natten og såret betydeligt bedre. Hun havde aldrig haft brug for at praktisere healing på sig selv, så hvordan kunne hun vide at det ville gå i sig selv ganske langsomt? Som en magnet vendte hun sig om på siden og søgte ind til ham. Hans varme var det der var mest tillokkende i en situation, som denne. Armen snoede sig om ham og uden så meget, som at skænke en tanke til deres forskelligheder, sukkede hun fuldt ud tilfreds. Uden at vide hvad han foretog sig eller hvad der foregik omkring dem endte hun med at krybe så tæt ind til ham at han sikkert kunne mærke hendes tunge åndedræt, lige under øreflippen. Her var underlig trygt og sikkert for hende. Hun havde intet at være bange for, så længe hun kunne fornemme at han var lige i nærheden. Dette var første gang. Aldrig før havde hun giver udtryk for at have brug for et andet væsen. Måske det bare var et fejlagtigt forsøg på at vise sin mor at hun ikke havde brug for nogle af alle de inkompetente bejlere. Det var bestemt ikke utænkeligt.

[Deleted]

Den måde hun lagde sig til til ham på igen. Den måde hun viste ham omsorg. Det var bestemt ikke noget han havde oplevet før. Denne blinde tillid på trods af at hun vidste han var et væsen af ren ondskab. Den måde hun søgte trøst og sikkerhed på. Det var faktisk en rar følelse for ham. Hendes åndedrag mod hans hals fik et smil frem på hans læber. Han blev overrasket da han opdagede at han faktisk smilede over dette. Vinden tydede udenfor og regnen piskede mod teltet. Havde det ikke været for det læ træerne gav så var teltet blæst omkuld. Dette var i sandhed en ordenlig storm. Kulden havde taget til og det var til at mærke. Men ikke i teltet for de varmede hinanden. Han holdt godt om hende og lagde sig til rette. Hendes duft var afslappende og atter følte han sig mere rolig. Som var han et sted hvor han var i sikkerhed. Han lod hans mørke øjne glide hen på Jessica og betragtede hende i et par minutter før han lod sig rive med. Han lagde sig godt til rette og klemte hende godt ind til sig. Han tog sig dog tid til at sikre sig at hendes sår havde det godt før han lå sig til rette. For første gang i lang tid havde han et smil på sine læber der viste at han var tilfreds. Lige nu var stormen så stærk at han faktisk følte at verden udenfor ikke havde nogen effekt på dem. Alt alt udenfor ikke kunne nå dem. Dette var de perfekte omgivelser for ham at føle sig i sikkerhed, en sikkerhed han  ikke havde følt i flere år. Han holdt hende tæt ind til sig. Han vidste ikke hvornår han ville have denne følelse igen, han var glad for at det var hende, han  kunne dele denne følelse med. Også selv om hun ikke vidste det. Hun virkede til at have en tillid til ham, en tillid han ikke havde troet hun ville have nu hvor hun vidste hvad han var. Han lå og betragtede hendes ansigt lidt før han begyndte at stryge hendes hår blidt og nyde denne ro og varme de delte.

[Deleted]

Jessica havde alle dage været mere interesseret i de væsner der havde rødder i mere end én race. Hun havde hørt og set at det var en normalitet i disse tider, men aldrig havde hun snakket med en af dem på egen hånd. Selv ikke engang hendes egne patienter, var nogen af blandet blod. Dog, der var en ældre formskifter, som kunne fortælle hende mange historier omkring dem. Ikke at det altid var nogen af de mest lykkelige fortællinger, men de var bestemt ikke kedelige.
Selvom hun ikke var direkte vågen og i stand til at bide mærke i hans ansigtstræk, så kunne hun da stadig mærke hvordan han valgte at byde hende ind i sin favn igen. Det stred imod hendes natur at vise sig så sårbar. Hun havde aldrig følt at hun havde brug for et par stærke arme til at holde om hende. Hun gjorde normalt alt for at vise at hun var stærk og uafhængig.. i hvert fald når hun var i nærheden af sin mor. Det var hende en plage uden lige, at skulle underkaste sig de lange møder med en mulig kandidat til at tage hendes hånd i ægteskab. Det var lidt underligt, at der i realiteten ikke skulle mere til for at hun smed paraderne. Trods hans identitet, havde hun end ikke grund til at frygte ham. Hun lod sig presse godt ind mod ham. Underbevidst, så havde hun i den grad brug for det. Det havde været en grim oplevelse for hende, men han havde reddet hende på mere end bare det fysiske plan. Hun havde grund til at stole på ham, fordi han end ikke havde lagt hånd på hende med skumle intentioner. Uanset hvor mørk hans sjæl måtte være, så kunne hun fornemme at hans intentioner var rene. Hvorfor skulle han ellers have reddet hende? Et stille smil af varme bredte sig over hendes læber. Stormen rasede, men det generede hende ikke når hun lå her. De blide strøg over håret fik hende til at sukke af behag. Fuldt ud modtagelig overfor hans kærtegn, bankede hendes hjerte stødt og roligt. Det var i den grad beroligende det her.

[Deleted]

Der gik flere timer før stormens værste dele var over. Der regnede stadigvæk meget og kulden havde bestemt lagt sig udenfor, men vinden havde lagt sig. Der gik dog yderligere noget tid før det gik op for Marcellus. Han nød dette. Da det gik op for ham at vinden var stilnet hen, der var det først det rigtigt gik op for ham hvordan de lå. Han fjernede langsomt sine arme og satte sig op igen. Hendes duft og varme, måden hun søgte ind til ham og han hende. Det var ikke godt. Marcellus var en meget logisk person og derfor traf han ofte det logiske valg. *ligemeget hvad det her er.. Lige meget hvad det vi har gang i betyder.. Så vil det aldrig gå.. Jeg er ligeglad med mennesker og ligeglad med om jeg dræber dem.. Jeg drikker blod og benytter destruktiv og ond magi. Jeg er jaget overalt.. Enten ender det med hun mister sine vinger eller så bliver hun dræbt i mit selskab.. Jeg er ikke god nok til hende.. Ikke god for hende*. Han fik en mere bestemt mine i sine øjne. Han havde mest af alt bare lyst til at ligge sig ned igen og nyde dette. Glemme alt det han lige havde tænkt og bare nyde at være tæt på hende. Også selv om han ikke vidste hvorfor. Men han kunne ikke. Han havde fået for vane at trække sig væk når folk kom for tæt på ham. Når der var nogen han var begyndt at kunne lide, så fandt han på en grund til at flygte. Han rejste sig op og gik udenfor. Kulden slog ham i ansigtet og gik gennem marv og ben på ham. Han havde jo bare bukser og en tynd skjorte på. Han så alt bålet fra natten var ødelagt og alt træ var vådt på grund af regnen. Det ville kun være muligt at samle varme i teltet med Jessica. Han kunne dø af kulde hvis han valgte at søge imod byen. Men som altid flygtede han når nogen kom for tæt på. Den tunge regn havde allerede gjort ham gennemblødt og han kiggede mod vejen i det fjerne der ville føre mod byen. Han tog det første skridt i den retning.

[Deleted]

De fleste sagde at simpel overlevelse ville afsløre selv de mest gemte sider af et væsen. Ville hun lyde for vovet ved at give dem ret? Alle havde brug for en at støtte sig til. Det var det mest naturlige. At søge tilflugt hos et andet individ for at føle man hørte til et eller andet sted. Et instinkt der oftest ledte til meget mere end hvad der først havde været intentionen. Jessica var langt hjemmefra, for første gang nogensinde og uden hans hjælpende hånd, så havde hun nok ikke set dagens lys. Hvad end det var skæbnen eller bare de højere magter der gjorde hendes værdighed til en syg joke.. så kunne hun ikke se bort fra virkeligheden. Igen hvor hans fravær hev i hende denne gang. Ubevidst havde hun vel vidst at han ville rejse sig og nu hvor regnen var stilnet en smule af, gjorde han vel også et klart fornuftigt træk. Hun slog øjnene op og så sig omkring. Blikket faldt mod hans kappe og lyden af hans trin over den våde jord, fik hende til at gribe kappen og stige ud af teltet. Hun vendte sig rundt og så ham blot lægge afstanden bag sig. Hun trak let på smilebåndet og så hvordan han blev mere og mere gennemblødt. De lyse lokker fangede regnen og for hvert et skridt hun tog endte hun selv ligeså gennemblødt.
"Marcellus!" Kaldte hun og luntede ham i møde. Først da hun nåede op på siden af ham lagde hun en hånd mod hans overarm for at vinde hans opmærksomhed. Kappen i hendes greb slyngede hun omgående om hans skuldre og sukkede ganske let med et smil.
"Er De på vej mod byen? Vil de have noget imod at tager med? Jeg ved ikke selv hvor den ligger.." Spurgte hun nysgerrigt og en smule tøvende og bemærkede sig af hans ansigt og afventede hans svar. Hun kunne ikke rigtigt lade ham gå alene. Om end det var endnu et selvisk ønske fra hendes side af, så havde hun brug for ham. hun anede ikke hvor hun befandt sig.. ligeledes hvor hun kunne finde den nærmeste by henne.

[Deleted]

Da han hørte hendes stemme lukkede han sine øjne. Det var som den smule godhed. Den smule i ham der var menneskelig. Hun fik det frem i ham. Måden hun havde brug for hans hjælp. Det var i sandhed hans svaghed. Når først en person var kommet ind under hans hud. Så kunne han ikke nægte dem hjælp. Hans alt afgørende svaghed og godhed. Da hun nåede op på siden af ham smilede han skævt som altid og gav hende et beroligende blik. Han vidste at de ikke ville nå langt. Hun var svækket og der var koldt. Da hun lagde en arm op hans nikkede han svagt og sagde roligt '' Jessica.. Gå ind i teltet.. Jeg er blot ude for at samle noget frugt og nogle bær.. Vi får brug for mad.. Vi når aldrig til byen i denne regn og kulde.. Vi har ikke varmt nok tøj ''. Han gik lidt væk fra hende. Han måtte blive ved hende nu. Hun søgte hans hjælp. Han kunne ikke nægte hende den. Ikke mere. Hun havde fanget ham i sidste øjeblik. Han gav hende et alvorligt og næsten kommanderende blik, som tegn på hun skulle gøre hvad han sagde. Han kiggede ud over søen og satte afsted i en overnaturlig fart. Hans Vampyr hastighed gjorde dette muligt for ham.

Han brugte den næste halve time på at samle bær og nødder. Da han endelig kom tilbage til teltet kunne han ikke længere mærke sine fødder og hænder. Han kravlede ind i teltet og lagde rystede de bær og nødder han havde samlet og lukkede sine øjne. Hans tøj begyndte langsomt at blive tørt imens han mumlede en remse. Skønt han var i stand til at opvarme ting, så var han ikke i stand til at opvarme sig selv. Han kiggede på Jessica med sit charmerende smil og gjorde sig umage for ikke at lade kulden påvirke hans stemme '' Sådan.. Spis.. Og hvil.. Dem ''.