Tilfældighedernes planer.

[Deleted]

S: Dvasias, Atterlin, kroen.
T: Aften
V: Koldt og mørkt.

Så. Hvor længe var der gået nu? Dage...Uger...måske en måned eller flere? Nej, ikke flere, mindre. Måske en måned var en passende længde. Ja, han måtte have ejet det hele i en måned og han havde STADIG ikke taget sig sammen til at bære tøj, der passede hans nye rang bedre eller til at flytte ordentligt ind i det etagers store hus. Det føltes bare ikke...Rigtigt. Han var vild, han var van til at flyve over himlen for flere dage ad gangen, for at sove mellem nogle buske eller i et snusket kroværelse, for at jage vildsvin og samle bær og drikke fra åer og floder. For at overleve. Han var en overlever, klædt i slidt tøj, for han havde aldrig været rig eller haft penge nok til at købe nyt hele tiden. Og nu havde han...Men han følte sig ikke magtfuld nok, følte ikke tidspunktet var det rette, til at iklæde sig bedre tøj. Senere måske, når han virkelig havde opnået noget, dette havde jo ikke engang været en udfordring! Nej. Ikke endnu. Folk forstod det, dog. Eller de lignede nogen der gjorde, alle gav de ham plads og mumlede i ørerne på hinanden. Atterlin var et lukket samfund i sig selv, det var ikke nemt at blive accepteret, men han havde snydt lidt...For han var blot den stakkels ung mand der havde arvet det hele, efter hans familie - Hans eneste familie, sagde rygterne - var blevet brutalt slagtet. Fra den ene dag til den anden. Det var klart den stakkels, unge mand ikke havde taget sig sammen til at flytte ind, til at klæde sig anderledes, til noget som helst!
Og den frihed udnyttede han.

Denne aften var nu ikke anderledes end de andre. Han sørgede for at møde op regelmæssigt, for at gøre Atterlin til 'hans' by, for at de kunne vænne sig til ham og ham til dem. Møde op på kroen, hvor folk mødtes om aften for at diskuterer politik, forretninger og drikke sig fulde og rage lidt på hinandens koner, når disse endelig kom med. Hvad de gjorde rimelig ofte. Ingen god aften uden kvinder.
Mødte op, som kunne han ikke forstå alt den død og måtte drukne den i alkohol. Folk talte, åh ja, de talte, de fjolser!
Lidt nyt havde han dog fået. Han havde nogle nye sko, som ikke længere så faldefærdige ud. Hans bukser var stadig lidt slidte, men hans trøje var også ny og faktisk hvid, hvor de andre oftere havde været grumsede eller nærmet sig grå. Han havde taget sig den frihed at dække sig med en af de neutrale kapper, han havde fundet derhjemme og som uden tvivl havde tilhørt hans bedstefar, den forfærdelige mand.
Nej, ingen af dem havde været dødsengel som ham. Intet kunne forklare hvorfor en familie, der udelukket bestod af mennesker, havde født en dødsengel. Selv underholdte han sig med tanken om at han var en form for profet, født til at herske over de andre dødsengle og få dem på rette vej. Hvilken anden tanke kunne være mere rar? Desuden gad ingen andre have med ham at gøre, normalt, så denne positive tanke holdte ham kørende. Ikke at han var dum nok til at sige den højt.
Åh ja, så var der også bæltet, der som altid hang skævt ned over hoften på ham, trukket ned af den oprullede pisk, i modsætning til dolken der hang modsat. Og så alle pungene, der ikke var fuldt med mønter, men diverse urter. Folk vidste hvad han var, sendte ham små blikke, men kiggede væk. Ingen turde tænke over hvad han brugte den pisk til. Ingen turde spørge.

Han manglede ikke et bad længere. Før kunne det godt gå længere tid mellem dem, men i aften var han ren og han følte sig bedre tilpas. Hans hår skinnede lidt mere, det brune hår, der næsten altid hang ned over ham, som var det livløst. I dag var det mere livligt, det puffede lidt mere og så mere naturligt ud. Hans grå, kolde øjne dog, var deres egne og de havde ikke ændret sig, ville sikkert aldrig gøre det. Han følte sig i godt humør, faktisk! Folk vidst nu godt en dødsengel ikke satte sig til at græde, men det gjorde dem mere sikker, at tænke englen alligevel var ked af det, et eller andet sted. Ingen kunne vel være helt ligeglade? Dog var det bedste at ingen kendte sandheden.
Zean sad oppe på anden etage, hvor der var nogle borde for dem der godt ville sidde mere privat. Han sad ved rækværket af træ og kunne se ned på krostuen og baren, på hvem der kom og gik, hvis det behagede ham. Han kunne lide at sidde der, som dødens engel, og kigge på dem alle. Vide sit, vide meget mere end nogen af dem, om de store planer der var i gang rundt om dem, men som de intet vidst om.
Han sad og planlagde.
Hans ene hånd gled op og ned af glasset foran ham, fyldt med en rødlig væske, der næsten ikke kunne være andet end vin. Bare en af de billige...Vin smagte ikke så godt, men smagte dog bedre end øl og han havde aldrig været tilhænger af stærk alkohol. Altid ville han være klar i hovedet.
Helt alene, sad han der, og holdt udkig. Som ventede han på noget eller nogen.
Måske på at skæbnen kom ind af døren og førte ham til hans mål? Tanken var underholdene. Desværre var han en tilhænger af skæbne.
Der var skam mange ting at tænke over, at planlægge og analyserer. Først og fremmest hans møde med Marvalo og hvad det kunne betyde, om manden, der havde krævet hans blinde loyalitet, selv ville holde sig i skindet eller om manden ville stikke ham i ryggen senere. Han kunne ikke lade være. Det var hans natur at være mistænksom og det havde holdt ham i live for nu. Så var der hans møde med Macaria...Hans blik gled ned til bordet, hvor papiret, han havde modtaget tidligere på dagen, lå. Hans ledige hånd gled frem, tog lydløst papiret op. Hans øjne skinnede den skrånende tekst, før han foldede det sammen og lagde det i en lomme, med et svagt, uhørligt suk. Jamen om ikke prinsen af Dvasias pludselig havde fået øjnene op for en af dens beboer! Og kaldt ham til audiens, som var han en hund med halsbånd. Kom her, fido! På plads! Gooood hund!
Det kunne ikke være Marvalo. Han kunne ikke allerede havde snakket med dronningen...Og selv hvis han havde, hvorfor skulle prinsen så kontakte ham? Nej. Det var Macaria. Den forfærdelige, uforståelige kvinde! ingen fornemmelse havde hun for noget som helst. Han ville hellere end gerne se hende død. Og han ville selv føre kniven, skære hende op, centimeter for centimeter og se hendes blod dryppe ned på gulvet. Han ville høre hendes skrig, som folk hørte god musik og hans hjerte ville briste af ren nydelse.
Nu måtte de se.
Han løftede glasset og nippede til det sure indhold.

[Deleted]

Stemningen der fyldte kroen denne aften, var ganske den samme, som den dagen før. Selv baren var presset med opgaver og beordringer fra de hungrende gæster. Rei gjorde sig bestemt bemærket i al stilhed. De fleste kvinder skænkede ham et bilk ud af øjenkrogen, ene og alene på grund af hans stilrene påklædning. Hans hvide skjorte, mørke bukser og matchende jakke, beklædt med manchetter lavet af forgyldt sølv og knælange støvler. Bagfra skjulte hans mørke kappe det, for det meste, men så var der det tidspunkt hvor han måtte vende sig for at skæve op mod balkonen, hvor Yuuki sad kun få borde fra hvor Zean sad, med næsen i sin dagbog.
Han strøg en hånd gennem sit hår og lod den derefter falde til sit vinglas med hvidvin i.
Det var ham ærlig talt en gåde. Yuuki havde i princippet bare overgivet sig fuldstændigt til ham. Han havde reddet hende fra Kimeya's klør og nu havde han krammet på hende. En sød tanke var det i sandhed, især når den mand ærligt og redeligt troede på at han havde taget livet af hende den selv samme aften. Alligevel var der ting som han måtte være påpasselig med. Hendes navn havde et velkendt rygte med sig, som gik ufatteligt langt tilbage. I Marnjarno kendte langt de fleste lokale hende og selvom hendes hår havde ændret sig, så var der stadig få der genkendte hende på åben gade i Dvasias.
Hendes dybe blå øjne, den slanke, velformede figur og hendes rene ferskenfarvede hud.. hun lignede stadig uskyldigheden selv. Det lå til familien tænkte han og smilede let for sig selv og nippede til sit glas.

Hendes lange, mørke, rødbrune, silkebløde hår, faldt med en charme om hendes ansigt og kærtegnede omfavnende hendes slanke skuldre. Hendes kappe hang over stolen ved siden af hende og hendes kjole så næsten ud som om at den var skåret ud i ét enkelt snit. Selv ærmerne på den smøg sig hele vejen ned til de fine tynde håndled. Den kongeblå farve tilsmilede hendes øjne og som ganske mange andre havde hun et bælte om livet med en tilhørende pung i rustikt læder. Hun sukkede ganske stille for sig selv og så op fra sin dagbog, blot for at kaste et blik ned mod Rei, der sad ved baren. Intet kendte hun til Rei's tanker. Hun var stadig godtroende og naiv. Det gjorde hende bestemt til den type offer, som man hellere end gerne ville lege rundt med. Til trods for at hendes sind var plaget af hendes fortid, så hindrede det hende ikke i at se håbet forude, men som warlock var der langt mindre tendens, til at se alt i et lyserødt skær. Hun havde været af mærket igennem længere tid og følt sig splittet, men efter Rei var kommet ind i hendes liv, så havde der i den grad lagt sig en underlig ro over hende. Rei var for hende et mysterium, men hun stolede på ham, ubetinget, fordi han var hendes frelser. Selv nu hvor hun rent faktisk hørte til gruppen der blev styret af Kimeya... en tanke hun stadig var ved at vende sig til, men hun var ikke bange.
Hjemme i Marnjarno opholdt Nathaniel og Aya sig. Rei havde med Nathaniel's svære accept fået lov til at 'oplære' Yuuki i at mestre sine evner som warlock.
Det skred lige så stille frem i planerne for Rei og han nød tanken om at give sin leder en lærestreg. Han havde helt klart sine idéer!

[Deleted]

Selv om der var fuld af folk, selv om luften var varm og behagelig, måske for visse, på grænsen til for varm. Selv om drinks af diverse arter blev serveret og selv om der lød den der summen af en masse folk der talte, og til tider en højrøstet stemme der grinte eller kaldt på nogen, fandt Zean det nu ganske kedeligt. Det var en pause, pause fra det hele, og han kunne bare slappe af og tænke over tingene, hvilket man også kunne få brug for. Men...Nu havde han tænkt nok. Det var jo ikke fordi han slet ikke kunne tænke, i selskab med andre og nu kedede han sig blot. På sin egen måde. Og som altid, når han kedede sig, blev hans blik om muligt mere opmærksomt på sine omgivelser og han begyndte at studerer folk, oppe som nede. Få borde fra ham sad en kvinde og læste. Han havde skam set hende. Men det fangede alligevel hans øjne, da det virkede som om hun kiggede efter nogen...Og da nogen nede fra baren kiggede tilbage. Se, nu skete der noget.
Denne simple bevægelse, denne neutrale ting, som ingen andre ville tænke over eller måske ligefrem bemærke. Sad han måske ikke selv og kiggede ned på folkene? Og sad folk dernede ikke også og spejdede herop? Åh jo, af en masse, men alligevel virkede det som om der var forbindelse her. Og hvorfor gik to folk, der kendte hinanden, ikke hen til hinanden og snakkede?
Han overvejede dette et øjeblik. Han tog en tår af sin vin,mens han så på kvinden, som havde noget yderst flot hår. Han kunne lide farven...Nok samme farve som den elver i Procias mente ville passe ham, hvis han en dag skulle have nyt tøj.
De kunne være fjender. Hans hånd begyndte at slynge resten af vinen rundt i glasset.
Nejnejnej...Ikke fjender. Ikke alvorlige fjender, i det mindste, for ingen af dem virkede direkte fjendtlige. Ikke fordi han skulle gøre sig selv til ekspert, selv om det ikke ville skade nogen. Elskere? En mulighed. Familie? Måske familie der ikke bør se hinanden? Også en mulighed. Måske venner af en form? Også en mulighed...Men desværre også den kedeligste og derfor ikke en han gad spekulerer yderligere over.

Det ville være synd at sige Zean kendte ansigterne. Eller rygter om dem...Måske havde han hørt et navn blive hvisket i skyggerne og hørt små fortællinger, men det har været uden at tænke for meget om det. Tit og ofte hørte han også rygter og formidable historier om dødsengle, men ikke alle var positive, så han havde for længst besluttet sig for ikke at høre efter. Dertil kom det at han havde levet isoleret det meste af sit liv, i udkanten af mørkelvernes by. Det var først da han spontant fløj fra reden, han rigtig begyndte at opdage hvor meget der gemte sig omkring ham.
En uvidenhed mange lo hånt om, en uvidenhed der også fik folk til at sige andre ting til ham, end de normalt ville, takket være de så en mulighed for at påvirke hans mening. Ikke at de var succesfulde.
Skønt...Han ikke længere var helt så uviden.

Det var altid klogt at have en fod på begge sider. En i Dvasias, en i Procias, en i Imandra. Det eneste land, han ikke havde en fod i, var Manjarno, et ligegyldigt land, for ham. Lige nu.
Han havde altid nogen af holde med, altid nogen at flygte hen til. Uanset hvad der ville ske, ville han altid have andre muligheder. Dette gjorde han ikke rigtig frygtede noget...For uanset hvad, havde han sørget for sig selv. Han kunne alligevel kun stole på sig selv. Han var en overlevede og sørgede altid for at kunne overleve. Koste hvad det ville.
Han lod tungen glide over hans tænder et øjeblik, med et tænkende udtryk. Så lod han glasset stå stille, da han rejste sig op. De få borde mellem dem forsvandt hurtigt. Og så var han der!
"Længselsfulde blikke i deler" kommenterede han ligegyldigt, da han ganske uhøfligt blot trak stolen ud, der stod ledig foran hende, og blot satte sig. Efterlod sit vinglas, men endnu med sin kappe om skuldrene, der blot fik ham til at virke mere lumsk. Hvilket var nøjagtig det samme glimt der var i hans stålgrå øjne og svage smil, da han først så ned mod baren, før han så på kvinden foran sig.
"Man kan ikke lade være med at tænke over hvorfor i ikke bare mødes i stedet? Hvad er i...Fjender? Familie, der dækker over stridigheder? Eller måske hemmelige elskere? åh...Måske er i så kedelige bare at være gamle venner? Rammer jeg rigtigt...Eller fuldstændig ved siden af? Tilgiv mig at jeg har brugt flere end tre gæt" Han kunne ende i problemer. Eller måske muligheden for at komme på talefod med endnu en nyttig person. Det var altid en gambling, en han ofte var heldig med. Ikke at han ville stole på held alene. Langt fra...Så ville han vel være død for længe siden, gættede han på. Hans blik gled ganske automatisk ned til bogen, foran hende, før det gled over hendes krop igen, for til sidst at hæfte sig ved hendes øjne og udtryk.

[Deleted]

Yuuki blev grebet i sine egne tanker da en fremmed stemme ramte hendes øre. Instinktiv gled hendes blå øjne for at tage manden i blik. Et sted forbavset over hans direkte tiltale og undrende over det faktum af at han bemærket sig af hendes relation til Rei, der sad neden under. Hun skævede ned mod baren igen og lukkede sin dagbog, med intention om at rejse sig. Dog blev hun grebet af hans gætteleg. Var han seriøst nysgerrig eller bare en der ikke kendte til privathedens grænser? Med en arm over bogen, strøg hun håret i venstre side om bag sit øre. Hun så på ham med et skeptisk glimt i øjet og lænede sig så helt uventet ind over bordet, blot for at tiltale ham.
"Hvad med fjerne slægtninge? En mentor og lærling, eller en kvinde og hendes frelser?" Endte hun i en spørgende tone og studerede ham for et kort øjeblik inden hun rettede sig op igen.
"Ingen af de muligheder er forkerte, så vælg hvilken én der falder bedst i din smag." Tilføjede hun og lod blot sine arme hvile elegant over kors på bordet, over bogen.
Igen vendte hun blikket ud over befolkningen, som ventede hun sig næsten af at han ville rejse sig og gå, efter at have fået svar på sit spørgsmål. Hun vidste at de burde være diskrete omkring deres identiteter, men relationen imellem dem var så at sige.. ikke nogen skam overhovedet. Hun havde fået sine mørke kræfter for at bære familienavnet 'Salore' med stolthed og så var det i sig ikke en skam at tilhøre en race som warlocks.

Rei var faldet i snak med bartenderen og en kvinde der sad ved siden af ham. Og var egentlig ikke så voldsomt oppe på dupperne hvad angik Yuuki. Om ikke andet, så var hun en tikkende bombe, fordi hun stadig var så ny indenfor håndteringen af de mørke kræfter. Ikke noget, som han anså for at være en trussel i sig selv. Det lyse og velplejede hår, var sjældent set hos mænd i generel forstand. Men Rei var typen der inderligt gik op i at se præsentabel ud på alle tidspunkter. Han var dog ikke den mindste smule ræd for at få skidt under neglene. Hvis det krævede at han tog hånd om situationen, så gjorde han det også uden at tøve.

[Deleted]

Han så hun gjorde klar til at gå og han var næsten på vej op af stolen for at følge efter hende. Åh, nogen ville nok betegne ham som irriterende, som en der kom brasende og afbrød, en uden manerer. Disse passede...Til dels. Når han havde lyst til det. I en verden, der var bygget op på at vise høflighed og respekt, havde han erfaret at den måde han altid var direkte og ganske uhøflig, ofte skaffede ham opmærksomhed og nysgerrighed, ting der holdte folk siddende lidt ekstra, end de måske burde. Se blot denne kvinde! Hvordan hun var lige ved at gå, men ombestemte sig, i hvert fald for øjeblikket. Og svarede ham! Det var hans aften, kunne det se ud til. Perfekt.
Den eneste han ikke havde nævnt, var mentor. Han tænkte straks over...mentor til hvad? Lærte hun noget ved at sidde her, helt alene? Jamen...altså!
Han placerede elegant sit hoved oven på sine sammenflettede hænder, mens albuerne hvilede på bordet. Herfra vendte han sit ansigt før mod hende, så ned til manden ved baren, der umiddelbart slet ikke var opmærksomme på dem...Som en voksen, der ikke holdte øje med sine børn, der var ude på ballade. Mon kvinden var ude på noget sådan? Hun virkede en smule...tør, som hun sad der, men sandt nok at han endnu ikke kendte hende det mindste. Hun var blevet siddende, var hun ikke?

"Hvad hvis de alle falder i min smag? Jeg kunne nu spørge dig om hvilken relation, angående familie-delen, i har. Jeg kunne spørge om noget dobbelt så spændende, som hvad han oplærer dig i...Og hvad han overhoved kan lære dig, når i holder jer adskilt. Dig heroppe, helt alene, ham dernede, i gang med at flirte med halvdelen af rummet?" Flirte var måske ikke det rigtige ord, manden så blot ud til at snakke, og halvdelen af rummet var heller ikke helt sandt...Men han nød overdrivelser. Det gjorde det hele...Lidt sjovere.
"Men det rager vel egentlig ikke mig og jeg vil derfor ikke få svar...Har jeg ret?" han sendte hende et lidt større smil, hans øjnene skinnede...Åh, han var ude på ulykker. Han havde sjældent følt sig så legesyg! Og hvad så hvis kroen var fuld af folk, der ville hade ham bagefter? Det var intet nyt!
Han var alligevel sjældent hjemme til at nyde deres had mod ham.
"Mit navn er Zean. Og nu da jeg har introduceret mig, kanske at en enlig kvinde som Dem er interesseret i selskab? Åh...Vi kan vel lige så godt få lidt opmærksomhed og komme videre?"
Pludselig rejste han sig op. Begge hans hænder lagde sig mod rækværket, der sørgede for folk ikke faldt ned heroppefra. Åh han nød det...
Da han åbnede munden og råbte, så det kunne høres, over folks forskellige samtaler.
"Hey! Mand! Du der, den blonde i det pæne tøj, ved baren!" Der var ikke mange der kunne opfylde den beskrivelse. Folk så op mod ham, andre begyndte at se mod baren, for at se hvem han råbte til. Nogen var forargede, nogen forundrede, nogen ligeglade, men dog nysgerrige. Mange samtaler stoppede op...Og få fortsatte ufortrødent. Men alt i alt? Havde han alt for meget opmærksomhed lige nu. Han mærkede alle øjnene og den stilhed der næsten lagde sig over kroen. Hvad han tænkte? Mange ting! Men en ting var sikkert. Hvis de var så tætte...Skulle de da ikke være så adskilt? Sandt. Det ragede ham en skid. Men det var sjovt.
Han drejede hovedet og smilte til kvinden, for at se hendes reaktion. Om hun ville hade ham? Ikke tro hvad hun lige havde set? Være nervøs? Måske var hun ligeglad. Det ville han nok selv være. Hvorfor skulle andre så ikke være det?
"Det er sjovere hvis vi alle er samlede, ikke?" kommenterede han til kvinden, før han vendte sig om mod rummet igen. Han slap rækværket og hævede sine arme op mod loftet.
"En kvinde sidder heroppe, venter på dig. Der er næsten ikke den rolle du ikke opfylder til hende. Hvad er det så for noget at lade hende sidde helt alene?"

[Deleted]

Den her situation var måske ved at blive en anelse sær, men det var jo ikke noget nyt. Nysgerrige blikke havde fulgt hende fra Marnjarno og hele vejen hertil. Dog var der ingen der turde stille spørgsmålstegn til hendes ærinde her, undtagen Zean her. Hans udtalelse fik dog smilet til at brede sig over hendes læber. Det var ikke hver dag at hun blev mødt med så krævende nysgerrighed. Hvor ville hun ønske at Nathaniel besad den en gang i mellem!
"Vælg én," Pointerede hun interesseret og slap ham ikke med sine dybblå øjne.
Hans pludselige udbrud gjorde hende dog intet. Hun forholdt sig endnu siddende og vendte blikket nysgerrigt ned mod Rei. Hun sukkede let og kiggede spørgende op på Zean. Hvad var han ude efter? Ej kunne hun blive sur over hans valg af ord. Det var op til Rei hvad han ville finde sig i. Ikke om hun ville til at blande sig i en anden mands liv på den måde. Rei var.. underligt nok, familie, mentor og hendes frelser. Hun var stadig selv ved at finde ud af hvem han i sandhed var.

Der var ingen tvivl, Rei hørte skam tydeligt budskabet. Han vendte sig rundt og kastede et blik op mod balkonen. Hans blik fæstede sig hurtigt til Zean og ganske så ligeglad i sit ansigtsudtryk, nippede han igen til sit vinglas. Han stilte det dog fra sig og rejste sig fra sin plads.
Hen over gulvet var hans bevægelser næsten glidende, trin for trin forsvandt trappen bag ham og først der tog han Yuuki i blik.
"Selvom en kvinde venter, så har jeg ingen interesse i en anden mands værdier," Påpegede han i en kølig tone. Alt Yuuki var for ham, intet mindre end en brik i hans spil. En kendsgerning var det da, at hun ikke var ledig i den forstand og at han så måtte trække på helt andre tråde for at få hende til at makke ret.
"Yuuki.. ?" Han sendte hende et indgående blik og uden at tøve det mindste, tog hun sin dagbog i hånden og trådte væk fra sin plads. Rei gik hende i møde og lagde en venlig hånd mod hendes skulder, rent overfladisk set, var det intet mindre end en chance for at manipulere hende.
"Det sent. Gå ind og hvil dig. Vi for en travl dag i morgen." Hans tone var kun en anelse mere blød overfor hende, sådan appellerede han bedst til hendes væsen.
Hun nikkede sigende med et smil på læben og kastede et sidste blik over skulderen. Smilet falmede inden hun vendte sig bort og forsvandt i retningen af sit værelse.
Hun tiltrak sommetider al for meget opmærksomhed. Næppe det bedste fra start af hvis Rei's planer skulle nå at bære frugt i tide til høst sæsonen.

[Deleted]

Åh, Great! Den mand, han havde påkrævet opmærksomhed fra, var ingen andre end den rolige og betænksomme type, som formåede at gå, som ejede han mindst halvdelen af alt herinde, og som havde intet andet end agenda i sine tanker. Det var tydeligt, på den fine måde han gik, hans ligeglade ansigtsudtryk, og senere, også hans bevægelser og stemme. En edderkop, intet andet. Men ville han ikke også selv kunne betegnes sådan? For nogen, måske.
Han ventede påtaget tålmodigt på at manden fik gået heeeele den lange vej op til dem, hvad manden dog havde forstået han burde. Ikke at han burde burde...Blot at det passede til situationen. Han slog svagt klik med tungen, for sig selv, da han vendte sig om, lagde hænderne mod rækværket igen og lænede sig op af det. Hans øjne så på kvinden, så på manden der nærmede sig.

Åh sikke en drøvtygger...Kunne han brække mere op, for at gennemtygge det igen, for blot at sluge det igen? Han var kedelig. Zean havde allerede besluttet sig derfor. Hans beslutning blev taget af mandens flabede svar. Han slog let ud med armene, som overgav han sig eller var han ligeglad.
"Jeg har ingen værdier" svarede han afslappet. Det var nok ikke helt sandt, visse ting gik han op i, men det var begrænset hvilket og hvor meget. Hvad angik kvinder, havde han stort set ingen værdier og han havde blot brugt det som en undskyldning for at skabe lidt spænding på en ellers kedelig aften. Desværre så ingen af dem ud til at ville lege. Man kunne ikke altid være lige heldig.
Hans hoved gled let på sned, som manden adresserede kvinden og på en ellers yderst klam måde snakkede til hende og kommanderede rundt med hende...Det mest fascinerende var at kvinden nikkede og gjorde som der blev sagt, præcis som en loyal hund. Ud fra dette besluttede han sig for at kvinden ikke var meget værd og manden var den mest spændende af dem.
Og hvad så nu? Hans pågældende offer var sendt væk, i seng, som et lille barn. Manden foran ham...Ville han gå? Vende sig mod Zean og sige et eller andet, der helt sikkert var ondt og grusomt?
"Jamen sikke en hyggelig flok..." mumlede han svagt for sig selv, uanset om manden hørte ham eller ej. Han vendte sig op igen, hvilede armene mod rækværket og foldede hænderne, som han stod der, med det meste af sin vægt hvilende på et af benene. Hans stålgrå, kolde blik gled over rummet. De fleste var efterhånden vendt tilbage til deres interesser, kun få sendte endnu små blikke i deres retning, som håbede de det udviklede sig til noget mere spændende. Han sukkede svagt, nærmest lydløst.
"Du har sendt min underholdning i seng. Jeg vil forfølge dig resten af aften, til du har opfyldt den rolle, jeg havde udvalgt til hende" Hans stemme var ganske tom og ligegyldigt...Og dog, han sagde det ikke for sjov. Han forfulgte virkelig folk, hvis han først havde besluttet sig for at de skulle underholde ham. Han gad ikke engang kigge på manden...Ikke lige nu.

[Deleted]

Det lå mest naturligt for Rei at agere, som han gjorde, ikke om han ville undskylde sig det mindste for det. Yuuki forsvandt efter hans direkte ønske. Nok var hun under hans befaling, men hun havde stadigvæk øre og tanker.
"Måske er hun det ikke for dig, men der kunne være en der satte stor værdi på hendes liv. Og en anden der nok ville sætte pris på hendes død, dog sætter jég pris på at der ikke er andre, som lægger hånd på mit legetøj." Et slesk smil gled over hans læber. De mørke øjne gled over Zean, ganske så nøje afregnende. Resultatet fik ham til at fnyse for sig selv, en dødsengel? Og én med en meget speciel energi hængende i sin aura. Manden passede jo næsten til kategorien; åbenlys mystik. Det lod i hvert fald til at Zean var fremme i skoen, samtidig med at han skjulte sig bag sin åbenlyse nysgerrighed.. lidt af en samling, måtte han nok erkende.
"Sjovt, jeg tolkede ellers din invitation helt anderledes," Svarede han en smule undrende og trak let på sine skuldre.
"Hun har vel allerede givet dig blod på tanden efter mere, ikke sandt? Det er ikke hver dag at jeg møder et skarpsindigt væsen.. endda ingen ringere end den berømte dødsengel, med sin nye adelige titel." Denne gang lyste hans ansigt helt op og han trådte nærmere.
"'Brutalt myrdet'? 'Knægten arver familiens rigdomme'? Hmm.. det lyder sandsynligt, givet at de ikke var andet end et par sølle mennesker, i Dvasias, uden beskyttelse." Medgav han alligevel i en ret så ligegyldig tone. For ham betød det intet, men det var ham en gåde. En dødsengel med et godt hovede på sine skuldre.. hvor var han mon på vej hen? Og hvad kunne han være ude efter, eftersom han stod med en ny titel over hovedet? Var det noget stort?

[Deleted]

Et smil gled over ham, trods han endnu ikke vendte hovedet mod denne endnu fremmede mand. Han blev ikke skuffet og ville sikkert ikke blive det resten af aftenen. Han gik fra at tænke på underholdning...Til spænding, til planer, til...Nye ting. Denne mand var mystisk, havde sine egne evner og styrke, og han vidste det. Han var selvsikker. Og formåede at holde Zeans nysgerrighed, hvad kun få gjorde i længere tid.
Han vendte endelig sit hoved over mod manden, da han snakkede og Zean studerede ham ganske let, som vidste han allerede hvad han burde vide om personen. Til sidst trak han stolen ud igen, som stod ved siden af ham, og han satte sig, mens han så roligt op på manden, ventende med at svare på noget som helst, før manden havde åbnet sig lidt mere op...For Zean fornemmede manden ville være et leksikon af viden, af informationer, af tanker og planer.
Så...en satte pris på hun var levende. Det var ikke svært at regne ud hvem dette var. Og en ønskede hende død, måske med den mulighed at denne allerede troede personen var død? Eller måske ledte efter selv samme kvinde, for at sørge for hun kunne blive kaldt død? Uanset hvad, siden hun var i live, betød det hun havde en fjende eller flere, en dødsdom, med mindre hun undgik den eller blev beskyttet. Jamen dog. Det forklarede også lidt af mandens handlinger, angående kvinden.
Og hvis det ikke vækkede hans nysgerrighed, gjorde resten det.
Zean løftede den ene hånd og knipsede ud i luften, for at tilkalde en af tjenerinderne. Lidt efter kom en ung kvinde over til dem, rød i kinderne af at rende rundt i denne varme og betjene folk konstant. Zean så uinteresseret på hende.
”Noget delikat. Kan jeg byde på noget?” spurgte han manden. Han lod stilheden være, til manden enden havde takket ja og sagt hvad, eller nej tak. Så viftede han kvinden væk med en svag bevægelse og hun forsvandt ned af trappen, for at opfylde hans eller deres ønsker.

Hans ene hånd gled op over hans mund og hans ene finger lagde sig tænksomt over hans læber, mens han kiggede på manden endnu et øjeblik. Så brød han stilheden, der ellers var vokset.
”Hvad kan et...legetøj...Gøre for at blive ønsket død?” spurgte han ganske uskyldigt, men ikke mindre nysgerrigt. Man måtte vel spørge, for at håbe på en svar, si?
”Og hvad vigtigere er...Hvem kunne ønske hende død?” to spørgsmål, begge han ønskede svar på. Han fornemmede noget. Noget der var vigtigt og ikke så ligegyldigt, som det hele ellers var startet. Manden skjulte noget, eller flere ting, og han ønskede at vide hvad.
Hans smil voksede en anelse. Hvis manden mente Zean havde fornuft, måtte Zean mene det samme om denne mand. Han havde hørt rygterne og havde måske selv lagt to og to sammen...Men grundet han endnu ikke kendte manden eller vidste om han hentydede til det, for at skade ham eller true ham, ville han intet indrømme direkte...Selv om...Han var ganske stolt af sit værk.
”Ja, sikke en redelighed. Så forfærdeligt” Det var tydeligt på både hans stemme og udtryk at det mere morede ham, end at han fandt det forfærdeligt.

Men var det alligevel en fornærmelse, end blot en strøtanke for at lokke hans tilståelse ud af ham? Blot sølle mennesker kunne forstås som om han alligevel ikke kunne finde ud af at slå andet ihjel eller gøre andre ting. Eller var det ham der var for mistænksom? Sandt var det at han havde tendenser til at overdrive folks meninger. Måske grundet hans manglende forståelse for hentydninger, som gjorde ham blot endnu mere mistænksom og gjorde at han havde yderst høje tanker om folks bedrag og snyd.
”Uden beskyttelse, sandt. Let bytte for hvem end der kunne finde på noget sådan...” han smilte let til manden.
”...Og trods alt, blot ligegyldige mennesker med mere end de kunne bruge. Det er kun passende en anden får brug af disse midler....Men nok om mig og min ligegyldige familie! Du ved noget om mig...Men jeg ved intet om dig?”
Tjenerinden kom med hans eller deres bestillinger og satte dem på bordet foran dem, før hun skyndte sig væk igen, for at betjene nye folk.

[Deleted]

Ikke et sekund var Rei i tvivl om hvad der kunne vente ham. Visse ting faldt ham for øre fra tid til anden og selvom han var i færd med sine egne ærinder og planer, så var der endnu plads til indskydelser fra et uset hjørne.
Han forholdt sig stående selvom Zean valgte at sætte sig ned. Et vågent øje greb hurtigt fat i kvinden der kom hastende op til dem. Han trak let i mundvigen og lod blikket vejen imellem dem begge, før han tog plads overfor Zean.
"Hvidvin!" Erklærede han tilfreds og satte sig godt tilbage i stolen. Og bemærkede sig af den tænksomme mine der prydet mimikken i Zeans ansigt. Det var jo næsten lige før at han kunne høre hvordan tandhjulene knasede. Det var i sandhed morende. Igen hvor smilet fulgte hans spørgende blik. Indtil Zean faktisk trådte et skridt tættere på sagens kerne.
"Ah~ hvad tænkes det at en kvinde kan udrette?" Svarede han igen med et spørgende smil og havde for nu allerede gjort sig bemærket af hvad der lå sig gældende i Zeans aura. Det var det selv samme han havde bemærket ved Yuuki, da hun havde stået konfronteret, med Kimeya. Dog var det endnu for tidligt for ham at tyde den, men han var sikker.
Der lå intet til grunde for at Rei ville være direkte anstødelig og fornærmende overfor Zean. Tog han ikke meget fejl, ville Zean nok ikke gøre tingene meget anderledes. Derfor kommenterede han ikke yderligere på tiltalen vedrørende Zeans baggrund. I stedet møntede han sig på de ord der skulle falde lige efter.
Kvinden kom retur og placerede hans glas lige ud for ham på bordet. Han svang det ene ben over det andet og flettede sine hænder.
"Jeg går under navnet Salore, Rei Salore. Et ganske ædelt og velkendt familienavn iblandt warlocks." Jovist, selv Kimeya vidste dette, det var han ikke i tvivl om.

[Deleted]

Rødvin og hvidvin. Samme familie, men alligevel ganske forskellig, af både farve og smag. Han elskede symbolikken, som lynhurtigt var faldet ham ind. Et tegn? Hvem troede dog på tegn...Men han havde alligevel en tendens til at...tro lidt på det. Ikke tale om at han ville gå fra dette bord før han vidste mere. Dette virkede ikke nær så tilfældigt længere. Hans ene hånd gled frem og fangede det kølige glas, med den blodrøde væske. Blod....Vampyrer. Han havde prøvet det og hvilken delikat oplevelse!
Han tog en lille tår af vinen og konstaterede den var bedre end den han havde drukket tidligere. Denne var sød og smagte af frugt, en smag han måtte indrømme han elskede.
Hans øjne skinnede ubestemmeligt, af mandens ord, da Zean så på ham. De vidste begge to godt hvad en kvinde kunne byde på, hvad der fangede folk. Sex. Kærlighed. Løfter. Hengivenhed, loyalitet. Knæk dette og folk gjorde de mest særprægede ting, nogen åndssvage, nogen med en lille gnist af fornuft. Dette var ham stråle klart og han elskede denne samtale, hvor ingen svar var direkte, men hvor han måtte gætte sig lidt til svarene...Ikke at han var god til hentydninger, men disse var rimelig klare og han kunne spille med, uden at virke for dum. Han nød det.
”Og hvem var hendes offer?” spurgte han. Offer for kærlighed og løgne, for en tilknytning, som altid kunne ødelægges og henstille folk i en tilstand af vrede, had, jalousi og lammelse. Måske ligefrem chok. Ikke at han selv havde oplevet det, men han havde set det, set det hos folk. Enkelte søgte healing mod det, andre eliksirer der kunne gøre folk forelskede. Zean kunne ikke hjælpe med noget af det og hvis han kunne, gad han ikke.
Ædelt og velkendt...Blandt warlocks, javist. Men Zean kendte det ikke. Navnet var måske vigtigt senere, men lige klingede ordet 'warlock' vigtigere...Marvalo. Marvalo måtte i såfald være dennes leder, selv om det ikke var til at vide om der var modstand mod denne mand.
Så...En vigtig og velkendt warlock beskyttede en anden kvinde som, gættede han, måske også var warlock. En vigtig og kendt warlock, som Marvalo sikkert kendte til...Og måske var deres fjender også warlocks? Det var ikke sikkert, men en mulighed. Dette var meget spændende. Og uden tvivl noget Marvalo kendte til. Måske nogen var interesseret i at vide hvor kvinden gemte sig?
Men disse ting forblev skjult, som det var, lige nu. I stedet smilte Zean blot svagt og holdte sine hemmeligheder for sig selv nok engang.
”En ædel og velkendt warlock i lille, uduelige Atterlin?” Måske for at skjule og møde kvinden, gættede han på, siden de nok ikke kunne mødes i Marvalo, selve byen for warlocks. Atterlin kendte altid sine fremmede, men det var alligevel et ganske anonymt sted.
Han slyngede vinen rundt i sit glas, mens han kiggede ned på dets indhold. Til sidst stoppede han op...Og lidt efter fortsatte den anden vej i stedet.
”En ædel og velkendt warlock må have en form for magt i sine egne kredse, måske også ud over det?” spurgte han en smule ligegyldigt....omend, spørgsmålet ikke var mindre vigtigt af den grund. Hans stålgrå øjne fandt Rei, denne mand, og var...tomme. Kolde. Ligegyldige. Og dog, på sin vis, isende og borende, som istapper.

[Deleted]

Rei smilede til hans spørgsmål og ville næsten elske at lade guldkornene regne ned fra himlen, bare for at se resultatet. Han solgte gerne Yuuki ud til sin egen fordel. Og han havde på fornemmelsen at Zean nok ikke ville være helt så tosset, lige til det formål. Han lod dog blikket falde til sit glas og samlede det op for at nippe til det, som hængte han Zean ud på en tørresnor i vente på hans respons.
"Hendes nye leder. En meget.. 'magtfuld' leder endda." Svarede han og fugtede sine læber. Han lagde næste hånligt tryk på ordet magtfuld, som var det indlysende at Kimeya ikke levede op til hans forventninger, som en pågældende leder. Rei havde aldrig haft skeletter gemt i skabet, på samme måde. Han tillod det ganske enkelt ikke og spillede derfor tit med åbne kort. Han skilte sig af med det der var udueligt og beholdte det der var noget værd.
Glasset blev sat på bordet igen.. en smule eftertænksomt inden han studerede Zeans aura igen og hævede et sigende øjenbryn derefter.
"Jeg kan forstå at du allerede er under hans indflydelse? Så, er spørgsmålet bare om din nyfundne viden her vil sætte dig i hans gode bog, eller om den vil koste dig livet. 'Yuuki'.. er et navn du nok gerne vil bide mærke i. Det vil være nøglen til mandens vrede, men også hans svage side," Hvor tilbøjelig Kimeya ville være, til at blive kostet rundt med så snart han fandt ud af at kvinden han hadet allermest på hele jorden, stadig var i live... det skulle Rei ikke kunne sige og det var der han følte sig fristet!
Der var masser af grund til at Rei ønskede at lege rundt med sin leder. Han var lige stået op efter 80.000+ år og havde fundet ud af at hans slægt var sammenflettet ind i en syg skæbne med den nuværende leder, som tydeligvis ikke var i stand til at håndtere sig selv i nærheden af hende. hun var guld for ham i hans verden og han havde noget, som Kimeya altid ville stræbe efter at få gjort en ende på; Hendes liv!
"At søge til en lille by som denne vækker ikke den største opsigt, men det er her man fanger de vigtigste," Påpegede han oplysende. Rei havde haft alle muligheder for at lufte rygtet om Yuuki på deres korte gennemrejse i Marvalo City, inden de kom hertil og alligevel løftede han først på låget nu. Hvorfor? der var han ikke engang selv sikker, men det var fornemmelsen af Zeans person, som helt klart gjorde ham i tale humør. Zean var jo trods alt en intelligent mand i Reis øjne.

[Deleted]

Hans underlæbe skød frem kortvarigt, i en gestus af betænksomhed. Han tog igen glasset op og smagte på dens indhold. Denne vin var altså god! bedre end Kimeya også. Den måtte han have noget mere af...En dag. Generelt var han virkelig ikke en mand der drak særlig meget, men det var en måde at få folk til at blive siddende og lytte. Eller tale.
Af de ting Rei sagde var tingene pludselig stråleklare og det var tydeligt det var op til ham hvilket side terningen skulle lande på. Eller måske ikke...Rei kunne bare sige det til nogen andre. Få andre til at klare hans arbejde, hijacke en anden eller flere andre. Manden prøvede at bruge ham til sit eget bedste. Det var efterhånden hans fornemmelse af alle warlocks. Hvis de alle var sådan...Hvor forudsigeligt! Men forudsigelighed gjorde også de var nemmere at arbejde sammen med. Magtfuld leder og det at Rei mente han var under indflydelse af samme mand. Kimeya, ingen andre.
Han kom med et næsten uhørligt suk, da han placerede hovedet på den ene hånd, som støttede til bordet, og lignede en der mest af alt kede sig og hvor dette ikke vedkom ham. Selv om dette var det totalt modsatte af sandheden.
Han hørte det. Hørte mandens foragt. Hørte mandens modstand over for sin leder. Skønt. Netop som de havde lagt betydningsfulde planer, kom der en og satte hans loyalitet på prøve, så han kunne risikerer sit hoved. Kimeya ville jo prøve at dræbe ham, hvis noget skete. Han havde lovet ham det. At give ham døden som takkegave for forræderi. Trods...Han altid havde en vej ud. Men han kunne ikke bare vælte den ene leder efter den anden hele tiden. Han havde brug for nogen der kæmpede hans sag og hjalp ham til tops. Ikke bare folk der sagde det, blot fordi han var nyttig, men nogen der rent faktisk kunne yde sit. Og lige nu, var det Kimeya.
”Kan du mærke det på min aura? Så må du også kunne se resterne af den vampyr jeg var sammen med for kort tid siden...” Dril? Ja, der gled et glimt af dril over ham. Af flabethed. Og hvad vidste manden så ellers? Åh...Do tell!
Men katten var ude af sækken. Nu var det at nusse den og nusse den godt, så den blev boende.
”Jeg har planer med manden. Vi udnytter simpelt hinanden, for hinandens bedste. Vi har store planer. Planer der vil...Ændre mange ting” han rettede sig op og så ligegyldigt på sin vin, som kunne han ikke beslutte sig for om han skulle drikke det eller stikke fingeren i det og tegne på bordet med væsken. Han hældede glasset på skrå, som om selve væskens bevægelser interesserede ham.
”Hvis jeg nævner denne...Yuuki...Som du ønsker af mig, vil jeg ikke nå meget længere. Manden kan ikke sammenlignes med en killing. Hvis jeg ikke kan give informationer om hvor kvinden er, vil jeg måske blot blive mast til mos...” et svagt gled over ham, som om dette slet ikke var et problem.
”...Det ville bremse mine planer og ønsker for fremtiden, kan du nok forstå. Så hvorfor, fortæl endelig, skal jeg lege din brevdue? Åh, for det er vel det du prøver, eller misforstår jeg?” Det var sådan han havde forstået det. Det var en ærlig sag om man misforstod hinanden og hellere få misforståelserne væk, end de blev ved med af gnave og ødelægge ting.
Han rettede glasset op og stillede det tilbage på bordet igen, som om han havde mistet al interesse for det nu og i stedet valgte at fokuserer på personen foran ham. Det var trods alt vigtige ting, de nu snakkede om. Hvem kunne have forudset det? I sandheden spændende! Og meget bedre...End almindelig underholdning.
”Hvorfor har en ædel og velkendt person, som dig selv, dog sådan et had for sin egen leder?” spurgte han direkte. Åh ja, ædel og velkendt ville hænge ved nu. Zean fangede altid sådanne ord og brugte dem mod personen selv, om de brød sig om dem eller ej. Hvad folk jo altid ville opdage. Det var ikke fordi han tænkte over det, det faldt ham nu bare naturligt. At plage lidt, at pine lidt, af kilde lidt.

[Deleted]

Intet røg over Reis læber, som han ej kunne tåle at høre på senere hold. Det gik ham derfor ikke det mindste på at Zean legede rundt med det. At søge efter en brevdue, ville være barneleg for Rei, men det var en nyhed der specielt skulle ramme Kimeyas øre, hvor han mindst ventede det. Uden tvivl var det skam også, at det ikke var der Zeans opgave måtte ligge. Viden var som et dobbeltsidet sværd, der ikke kunne kende forskel på godt eller ondt. Ville det være for enkelt at sige at han bare nød tanken om at gå i uvished for hvornår, at nyheden ville finde vej til Kimeya? Alt for enkelt! Hans mine trak sig sammen, som ramt af en pludselig alvor. Warlocks var meget éns og alle gjorde de sig umage med at føre deres mål frem i livet. Spørgsmålet var bare; hvad Reis mål egentlig var?
Smilet kom igen og en let underholdt latter brød lidt den sære stemning. Åh jo, Zeans sammenværd med vampyren skinnede igennem, men hvad pokker, en hver mand var vel offer for kødets lyster. Selv de intellektuelle, var ikke det mindste anderledes.
"Hvad der interessere mig, er ikke hvad i som sådan går og ligger af planer. En leder kan til hver en tid blive mødt med mistro fra sine undersåtter. I et sådant tilfælde vil vedkommende blive udsat for lidt af hvert, for at kunne bevise sit værd." Sandt, Rei hadet ikke ligefrem sin leder, men han kunne ikke indfinde sig med hvor svag Kimeya endnu var overfor noget så simpelt, som en kvinde.
Det satte i den grad Rei ind i et dobbeltmoralsk lys, men han nød det, til en hvis grad. Han så det vel mere som en mulighed for at vende Kimeyas svaghed om til en styrke i stedet.
"Dit liv vil altid være sat på spil, søger man alliance med en af os. Du vil have dine planer og mål for fremtiden. Det samme vil andre, så for at sørge for at du hænger ved lidt længere.. skal du nogle gange bruge noget at lokke med." Han løftede et sigende bryn til sin udtale. Hvis ikke Zean havde fundet ud af det endnu, så var det ikke kun et guldkorn for Rei. Ikke hvis Zean vidste hvordan han skulle drage udnyttelse af den her viden.
"Et had? Hmm~ Ville du tro mig om jeg sagde at jeg blot ønsker at udøve en mindre lærestreg?" Svarede han køligt og trak slesk på smilebåndet. Glasset faldt endnu engang for hans læber. Væsken var frisk og luftig, ligesom dette møde. Ingen løfter om mord eller en alliance, blot en simpel snak om ting der ikke så tit fandt vej over folks læber.
"Selvfølgelig vil hun selv komme til at stå for den. Det jo trods alt ikke sjovt hvis hun ikke er stærk nok til at gøre kampen interessant." Tilføjede han med et lumsk glimt i øjet. Deres kamp sidste gang, havde været alt for ensidigt. Han ville nyde at se forandringen, når først Kimeya ville overvinde sin egen svaghed.

[Deleted]

Så mange havde en evne til at læse folks aura, virkede det til, selv om Zean ville grine stort af hans ide om præcis hvad han havde gjort ved den vampyr, hvis Rei havde sagt det højt. Det måtte også være et tveægget sværd - At læse, at se, hvad folk havde lavet eller været sammen med, men ikke at kunne se detaljerne, som man måtte gætte sig til. Zean havde aldrig lavet "kødlige" ting med en vampyr, forstået som sex. Han havde slået sin familie ihjel med en...Ladet en drikke af hans blod...Brændt en by af med en...Men aldrig sex. Sex dyrkede han sjældent og kun med udvalgte personer, til dels fordi han kendte andre ting han alligevel fandt mere interessante. Som at pine en person i stedet, for eksempel. Men nu kendte Zean ikke hans tanker og kunne ikke korrigerer ham i hans ellers kreative fantasi...Hvis det skulle forstås på den måde, vel at mærke.
Hvor langt kunne warlocken 'se' tilbage? Kunne han se tilbage til Elmyra, Imandras kommende dronning? Til Gabriel, kongen af Procias og Ziggi? Tilbage til Seraphiel? Det var tanker det puzzlede ham for en stund og det tog lidt tid før han bevægede sig væk fra dem...For han kunne jo ikke bare spørge. Det ville han ikke.
Så manden var ikke interesseret? Det var det første...Og alligevel, var han faktisk ligeglad. Det var kun godt. Så behøvede han ikke være den der havde sagt for meget. Planerne var stadig lidt ømtålelige og endnu kunne meget gå galt, for planerne var endnu kun...Planer. Og ikke mere end det, før Kimeya fik lokket sig selv til Castle of Darkness...Samme slot han snart ville besøge, omend mindre frivilligt.

Det irriterede ham dog alligevel lidt, dog. Hvordan manden virkede til næsten at snakke med til ham, om noget han burde kende til, men som han ikke var sikker på han forstod. Hans ene øjenbryn gled let i vejret, før det gled ned igen. Skulle han grine? Nah...Han lod være. Han var ikke interesseret i mandens råd. Han kunne klare sig selv. En warlock op imod den anden. Uanset om man kaldte det had, fjendskab eller lærestreg, kunne det betyde Zean kom i klemme og det var han ikke interesseret i. Han ville gerne vide noget om det, ja, men han ville ikke selv være en medspiller som sådan. Ikke den der kom til skade, i hvert fald, omend han gerne gav skade.
Åh, hvor fik denne mand det til at lyde som om han var dum og blot en medløber. Det lå vel til racen. Arrogante, alvidende og magtbegærlige. Mystiske, var også at tilføje. Nåe ja...Det ville ikke være første gang.
”Tak for dit råd...” svarede han med påtaget venlighed, omend det faktisk kedede ham en smule.
”...Men jeg har altid kunne holde mig selv i live. Jeg tvivler på det ændre sig nu. Så, lad os komme videre, inden denne samtale samler støv.” manden måtte enden ønske noget...Eller lade være. Hvis han gjorde, foretrak han at manden kom til sin pointe. Hvis ikke, kunne de enden skilles eller snakke om mere passende emner. Men i det hele taget havde warlocks aldrig virket særlig festlige eller sjove.
”Ønsker du at udnytte mig til noget, så sig det nu, præcis som det er. Hvis ikke, så lad os glemme disse ting og snakke om mere passende ting.” Måske var det sandt at legede Kimeya med tanken om at dræbe ham, kunne han råbe Yuuki, lige inden døden traf ham og forhåbentlig blive reddet, om det så var for et par minutter mere. Men ellers var han ikke interesseret i Reis lille...lærestreg...Specielt ikke hvis det intet betød for ham. Selvfølgelig ville det være bedst hvis Kimeya var i balance det næste stykke tid og ikke sad og græd ned i et lommetørklæde. Men helt ærligt, havde han andre stedet af gå hen, hvis Kimeya ikke kunne give ham, hvad han søgte. Trods han nu forventede han faktisk måtte gøre det meste arbejde selv...Ordet alliance lød bare godt. Det betød han var sikker, havde en form for beskyttelse. Han lænede sig tilbage i stolen og lod blikket glide ud over rækværket og ned på folkene under ham. Sådan var det og sådan havde det altid været. Det var vel interessant nok, et eller andet sted, at vide hvordan folk havde det med hinanden. Det kunne vel bruges senere måske. Men generelt var han skide ligeglad. De kunne slå hinanden ihjel og han ville stadig være ligeglad. Råbe, skrige, stampe i gulvet. Han blandede sig ikke før han fik noget ud af det. Uanset hvad Rei håbede at opnå ved at fortælle ham disse ting, som en overraskende åben bog...Taget i betragtning han aldrig havde mestret kunsten at læse som sådan.
Åh...Forresten...Han så på Rei igen, som om han netop var kommet i tanke om noget.
”Ved du hvad der skete med hans sidste rådgiver?”