Tilfældighedernes planer.

[Deleted]

Intet blev sagt foruden en mening bag det. Og Rei havde aldrig haft nogen intention om at stoppe Kimeya i sine bedrifter. Bevares, om han kunne lade manden udføre nogle store bedrifter, der givetvis kunne komme racen til gode, så sagde han intet til det.. eller stilte sig i vejen for den sags skyld.
Derfor gik det også meget hurtigt op for ham at Zean allerede var indforstået med netop det aspekt. I så fald måtte det også lægge ham klart for sinde, at Rei i udgangspunktet ikke havde nogen planer om at drage speciel nytte af Zeans forhold til Kimeya. Kom det til som et nytteligt kort at have på hånden, så ville det også blive brugt. Han kendte det tænkende sind alt for godt, efterhånden. Glasset i hans hånd blev hævet og Zeans silhouet kom til udtryk på en slørret måde. Han så indgående på glasset da først et nyt emne røg over bordet. Ah, Yuukis mand. Smilet gled over hans læber og de mørke øjne gled tilbage på Zean.
"Han er skam stadig i live," Det kom sig så enkelt at filtrere Yuukis sind, nu hvor hun selv var besidder af mørkets kræfter. Han havde haft et indblik i hvad for et liv hun havde levet op til nu. Ganske interessant i sig selv, faktisk.
"Han lever så ganske vel og sikkert i Marnjarno.. med sin familie." Endte han lidt tørt. Selv vidste han ikke just hvad han skulle mene om sagen, men at Nathaniel ligefrem havde vendt sin ryg til Kimeya på grund af Yuuki. Det kunne både blive ham en allieret fordel, eller en fjendtlig ulempe.. alt efter hvordan han spillede sine kort. Slog han Yuuki ihjel, skulle han ikke gøre sig nogle forhåbninger om at drage nytte af den mand og holdt han hende i live, så var han sikret en plads i Kimeyas sorte bog. Så mange valg og muligheder at tage af og kun så kort tid efter at han var begyndt at trække vejret igen. Sikke da en verden at vågne op til. En anelse for kaotisk efter hans smag. Man kunne vel håbe på at tidevandet ville vende, en skønne dag.

[Deleted]

Hans blik gled over glasset i warlockens hånd, før han selv tog sit glas og tog en tår af indholdet. Lod det køre rundt i munden, før han sank det. Glasset fandt vej til bordet igen, som det næsten altid gjorde. Han trak let på den ene skulder. Havde Kimeya sagt manden var død? Han huskede det ikke. Bare at han i hvert fald ikke var der mere.
"Så hvad...Han gik på pension?" spurgte han med et svagt smil. Rei måtte kunne gennemskue at Zean ville vide mere end det, men havde valgt kun at svare på noget af det. Han ville vide hvorfor manden ikke længere var rådgiver og hvad der var gået galt...Måske var det en simpel ting han selv kunne hurtigt kunne komme til at gøre, og dermed påkalde Kimeyas vrede? Måske ikke. Han var vel heller ikke officielt mandens rådgiver. Uofficielt? Selv der tvivlede han. De havde blot udnyttet hinanden. Men det kunne alligevel være godt at vide.
"Er der mere du kan fortælle om Kimeya?" Kimeya var ikke her, i byen, ikke så vidt han vidste og de kunne sikkert snakke om manden. Så vidt Zean vidste...Igen. Om ikke andet, sad han med en mand der havde en eller anden form for fornemmelse af Kimeya og måske vidste ting om manden, som kunne være nyttige for Zean at vide senere. Eller bare generelt. Det ville i hvert fald være dumt ikke at spørge, nu de sad her.

[Deleted]

Rei rystede en anelse på hovedet og et betænksomt blik hvile ud over rækværket. Det var ikke bare noget så simpelt, som at han var gået på pension. Nathaniel var en mand af vis alder, selv velkendt tilbage i den tid Rei oprindeligt levede i.
"Jeg har været væk for længe til at vide hvad der fik ham til at søge væk. Umiddelbart har han levet under jorden i en længere periode, hvor langt de fleste ikke vidste om han stadig i live eller afgået ved døden. Han er først dukket op igen for et lille års tid siden.. og har vendt Kimeya ryggen." Rei var sikker i sin sag omkring det. Det at Yuuki og Nathaniel var sammen, gav ham ikke de bedste odds for at komme på god tale med de højere magter indenfor hans egen race, men det gamle venskab hans kære far havde haft med Nathaniel, var et jern han hellere ville smede på, for nu. Nathaniel var ikke en mand man burde vende det blinde øje til. Om end hans viden og kræfter ville i den grad komme til fordel for ham selv. Så snart han havde fundet ud af hvilken vej han skulle gå.
Blikket vendte tilbage igen til Zean og smilet trak sig igen. Jovist, han havde da opfanget en ting eller to ved blot at observere manden.
"Det lader til at han er svag overfor familie relationer. Hans vrede og brutale måde at handle på.. stammer fra en meget speciel form for træning. Den tillader ham at skyde unødvendige minder og følelser af vejen. Noget enhver warlock ville elske at være i besiddelse af. Dog lader det til at hans fortid med Yuuki er et svagt punkt for ham.." Han trak lettere ligegyldig på sine skuldre, som var det ikke af den største betydning. Sagen var dog bare det at Rei ikke brød sig om den relation, som de to havde haft til hinanden. Yuuki var hans efterkommer og Kimeya en nuværende leder. Alt i alt fandt han det ikke positivt at deres blod og slægt havde krydset veje. Der var noget ved Marvalos slægt, som han ikke brød sig om i det hele taget.

[Deleted]

Hans øjne klemte sig lidt sammen, som prøvede han at fange Reis mange hemmeligheder og få dem til at passe sammen. Som om noget han sagde, var en del af noget større. Det var ikke så meget de ting han havde nævnt, som de ting der kom til udtryk. Manden var ganske kold og blottet, som han selv kunne være det, men ofte lå der en undertone i stemmen eller i øjnene alligevel. Men lige nu, kunne han ikke gennemskue hvad der fik alt det her til at ske...Det var som om han fik en opskrift men manglede det hemmelige krydderi til at bage den bedste kage nogensinde.
En længere periode...Det virkede som om Kimeya havde haft sit at slås med på det sidste og det var ikke underligt at manden da havde søgt en kompagnon, en allieret, i flokken af folk han åbenbart ikke brød sig om, af sine egne indviklede grunde. Familie! kærlighed! Kompliceret. Aldrig havde han haft problemer om at skaffe sig nogen af delene. Et barn, på et tidspunkt, til at arve alt det han forhåbentlig fik opnået, men absolut intet ud over det.
"Interessant" lød hans lidt monotone svar.
"Så her er en kvinde, der burde være død, men som lever og har haft et forhold med Kimeya. Du har været væk længe, af grunde jeg overvejer at spørge ind til, og er af en eller anden grund sammen med den selv samme kvinde, som Kimeya ønsker død, blot for at bruge hende til at lære ham en lærestreg. Du har evnerne til at lægge en masse planer, men alligevel virker du dejligt tilpas og ligeglad med hvordan tingene er lige nu. Og så er der hans gamle rådgiver, der har været forsvundet i længere tid og nu bor i Manjarno med hans familie. For ikke at nævne Kimeya har været udsat for en speciel form for træning, der gør ham mere utilregnelig og hård?" han smilte let og rystede ganske svagt på hovedet.
"Mysterier over det hele! Jeg får helt lyst til at liste ind i hans hemmelige rum og se hvad han ellers gemmer på" han trak let på den ene skulder, splittet mellem at spørge yderligere ind til mysterierne, for at få dem klarlagt, eller blot lade mysterier være mysterier. Han kunne virkelig ikke beslutte sig.
"Og du har bare lyst til at fortælle mig hvordan tingene hænger sammen...Fordi jeg er ingen? Fordi jeg er Kimeyas nye ven? Fordi du regner med at kunne udnytte det senere?" smilte han så.

[Deleted]

Uden at det generede Rei det mindste, så måtte han erkende at der selv var ting som han ikke vidste noget om. Han var selv ved at grave tingene op én efter én. Og for nu var det ikke helt så skidt at stå med Nathaniel på sin side. Han havde trods alt haft et øre ude i al den tid, hvor Rei havde været væk.
"Jeg tager det som det kommer. En plan med et fast forløb vil alligevel slå fejl i sidste ende. Hun er en kvinde af meget speciel status. Hun er ikke blot en del af min familie, eller eks til Kimeya.. hun er også rådgiverens største værdi. Som sagt har jeg ingen interesse i andres værdier, men hun er et særtilfælde fordi hun ikke blot er én ud af de mange muligheder." Fastslog han med en sigende mine og trak på smilebåndet. Hun var som et gyldent link til langt flere detaljer og muligheder end hvad Rei først havde troet.
"Det er et ganske særligt univers der falder omkring Kimeya. Hans familie og slægt har altid været ude efter magten iblandt vores egne.. selv fra før jeg, 'gik under jorden'." Svarede han belejligt og smilede deraf mens han byttede om på sine ben. Glasset blev skubbet nænsomt til side og Rei nærmede sig Zean med et skinnende glimt i øjet. Den mand fik ham virkelig til nyde det. At tale højt om noget der for andre helst bare skulle gemmes væk.
".. Fordi du er din egen. Du er en der ikke underkaster sig hvem som helst. Der ligner vi hinanden utroligt meget. Det der ligger til din fordel er ikke nødvendigvis din styrke fra din race, men derimod dit hoved. Du er en der selv lægger planer for fremtiden og der vil viden forekomme, som dit bedste våben. Et kompliment er gengivet i form af handling, når man ved hvad modparten oprigtigt stræber efter. Dertil har du vel også bemærket at jeg IKKE anser dig for at være en gemen undersåt, bare fordi du slår hovedet sammen med min leder. Og fordi du ikke yder nogen form for hindring på min vej, ser jeg heller ingen grund til at undvige dine spørgsmål. Dog, vil jeg give dig et lille tip. For nu står jeg forholdsvis neutral og din samtale med mig vil ikke sætte dit liv i fare, såfremt at du holder dig på hans side." Rei havde sin egen vej at gå og hev ikke unødigt fremmede med ind i sit spil, før de fik en aktuel betydning for hans planer. I det her tilfælde stod de begge neutrale. Hverken fjender eller venner. Så hvorfor ikke drage nytte af friheden til at nyde et selvskab med et andet klogt hoved?

[Deleted]

Han var ganske uenig i hvordan en fast plan bare gik i stykker. Selvfølgelig var løse planer spændende, men faste planer gav han en meget bedre fornemmelse af hvad han skulle nå, hvad han skulle gøre. Gav ham et formål...Man skulle bare indstille sig på at planerne kunne blive ændret, som tingene skete og tiden gik.
Til gengæld kom Rei med så mange komplimenter, at han tvivlede på han nogensinde havde modtaget så mange i gennem hele sit liv. Og han vidste på ingen måde hvordan han skulle reagerer på dem. Dem...Og så det at han ganske pænt pakkede en trussel ind i det, til sidst. Snedigt. Så hans komplimenter var ikke så oprigtige, de havde været en måde at få ham til at fange en trussel, uden at blive fornærmet over den? Ja, han var altid mistænksom og dette virkede pludselig ret sandsynligt. Hvem skulle også ønske at komplimenterer ham for noget som helst? Der fandtes kun få folk, han kunne tælle dem på en hånd, der virkelig brød sig om nogen af de ting han gjorde.
Hans fingre gled rundt om hans vinglas, før de begyndte at svinge indholdet rundt i en doven bevægelse.
”Så mange komplimenter og det er slet ikke min fødselsdag” De fleste ville blive glade og mere samarbejdsvillige...Men komplimenter gjorde tværtimod Zean mere mistænksom. Men Rei havde allerede sagt at han ikke kunne bruge ham til noget, endnu i hvert fald, så det kunne ikke være derfor...Eller, i princippet kunne til. Til en anden god gang eller måske hvis manden løg.
Men vendt...var det sidste virkelig en trussel eller blot hans hentydning til at Kimeya ikke ville dræbe ham, blot fordi han snakkede med Rei? Åh...Pludselig følte han sig forvirret. Og hentydninger var jo heller ikke hans stærke side. Set fra hans side kunne det forstås på begge måder. Det endte med han trak let på skulderen, uden rigtig at sige noget, før han tog en tår af sin vin. Så, med en pludselig indskydelse, for at komme af med noget af den energi der havde ophobet sig inden i ham det sidste minut, skubbede han glasset, så det fik overbalance og indholdet flød ud på bordet. Han rettede sig op og vinkede let ud i luften for at tilkalde sig opmærksomheden fra en tjener eller tjenerinde.

Tjenerinden fra før kom over til dem og så en smule udmattet på dem, altid til deres tjeneste...
Zean lokkede hende tættere på med en finger, van som hun var med sære folk, bukkede hun sig ned over bordet, uden at ramme vinen. Zean greb fat i kraven på hendes tøj og holdt hende fast. Et svagt gisp slap fra hendes bløde læber.
"Jeg kom til at vælte min vin...Sikke noget gris! Men det skal ikke gå til spilde..." han hev hendes overkrop helt ind over bordet, så hendes tøj ramte vinen og absorberede det. Hun virkede utilfreds, men også skræmt over situationen. Hun prøvede at komme fri igen.
"Undskyld, Sir. Jeg skal nok tørre det op og hente Dem et nyt glas, på husets regning..." prøvede hun. Zean slap hende igen og hun skyndte sig at rette sig op, som havde hun været en spændt fjeder. Hendes tøj var rødligt foran og sad en smule uordentligt, trods hun febrilsk prøvede at rette det.
"Skift tøj, du er jo helt beskidt. Og skynd dig lidt. Jeg er tørstig!"
Hvad man måske ville tro, var at Zean prøvede at bevise noget. Men enhver med denne tanke, tog så sandelig fejl. Zean bevidste aldrig noget, han...Simpelt blot gjorde som han lystede. Kun fordi her var mange folk, havde han ikke taget sin dolk frem og snittet hende op som en julegris. Åh, men tanken var så tiltagende...Måske skulle han vente på hende, til hun fik fri? Han kiggede efter hende, da hun gik. Så så han tilbage på Rei igen.

[Deleted]

I Reis forstand, så var Zean en mand med godt hoved på sine skuldre. Det var nok en af de ting, som han ville synes var synd at skulle lade gå til spilde. Og måden Zean tog det på, kunne kun bekræfte at han var lidt nød til at sige tingene mere direkte. Han stak hænderne i sine lommer og satte sig tilbage endnu engang. Et yndet suk forlod hans læber og blikket.. hvilede i sin egen ro.
"Du har potentiale. Et potentiale jeg næppe ønsker skal forsvinde fra jordens overflade. En mand af din kaliber vil kunne nå langt, så længe du holder et vågent øje med dine omgivelser. Jeg ville næsten ønske at mine planer kunne give dig en fordel, men som det ser ud lige nu, så vil jeg hindre dig mere end hvad godt er. Derfor deler jeg min viden med dig, om end den kan være dig til større hjælp end jeg kan." Rei var godt til at veje fra den ene fod til den anden og følge de sving der kom på vejen. Zeans tomhed og åbenbare frustration, var ikke noget han ikke havde set komme. En mand med tanker, var bundet af at ramme en mur ind i mellem. Det beviste bare at der ikke var grund for at pakke tingene så meget ind, som han havde troet i udgangspunktet.
Hele Zeans reaktion og udfoldelse satte et fristet smil over Reis læber. Dødsengel til det yderste, noget som Rei i den grad kendte til. Han ventede lidt på at Zean var faldet ned igen og hævede et slankt øjenbryn i en spørgende mine.
"Dog er jeg ret så sikker på at du har dit liv kært. Og hvem ved, måske har jeg noget jeg kan tilbyde dig en dag, men for nu, vil jeg give dig frit løb for din nysgerrighed. Du ville vide mere om Kimeyas tidligere rådgiver? Nathaniel Diamaqima er hans navn og han er en erfaren Alkymist gennem mindst 200 tusind år. En god ven af min slægt og nu også et nært familiemedlem.. takket være Yuuki. Han havde et nært samarbejde med min familie, den gang vi sad på magten, men har efterfølgende stået Kimeya ret nær igennem længere tid.. Så vidt jeg har forstået og nu står de så i strid på grund af en kvinde." Der var selvfølgelig altid plads til detaljer, men det var noget Zean skulle grave efter om han fandt det interessant nok.

[Deleted]

Det var sådanne ting ens forældre skulle fortælle deres børn, når de voksede op. At de havde potentiale og mulighed for at opnå noget. At de var kloge. At de kunne ting. Og dog havde Zean aldrig rigtig modtaget disse ord før, enkelte af hans mor, men det var på helt andre punkter. Til dels flygtede han også, hvis folk sagde gode ting om ham, for det var...ubehageligt. ikke normalt. Ikke noget der normalt skulle ske eller ville ske. Og helt uopfordret ønskede manden at hjælpe ham? Hvorfor? Hvorfor kunne han ikke bare være ligeglad? Han følte sig en smule vred. Havde lyst til at skubbe manden væk fra sig og smutte. Men han gjorde det ikke...i stedet blev han siddende, som en artig dreng og lyttede og virkede helt normal.
Han havde brug for en grund. Ikke bare at han var født klog og god til et eller andet, det var ikke en grund. Han havde brug for en faktisk grund. Noget konkret, noget sandt, noget ægte. Men det fik han ikke og han ville få samme svar som tidligere, hvis han spurgte...Rei var her ikke for at bruge ham til noget. Var det for at holde ham positiv over for warlocks? Eller udnytte ham senere?
Han opgav det. Tankerne foruroligede ham og det burde ikke ske. Det var ligegyldigt hvorfor manden gjorde det, sagde det, det var rare ord og han kunne tage dem til sig eller lade være. Lige nu vidste han ikke hvad, men det kunne han finde ud af senere.
"Mit liv betyder mere end meget andet. Hvis jeg ikke er i live, hvordan skal jeg så opnå noget som helst?" han smilte svagt.

Tjenerinden kom endelig, iklædt en ny trøje, og serverede et nyt glas for ham. Men han var ikke interesseret i drikken lige og skubbede den bare til side. Måske kunne han kaste den i hovedet på nogen senere.
I stedet var det interessant hvad han fortalte om Kimeya og deres...slægt, der efterhånden mere virkede som en, end to forskellige. Så...Yuuki havde været sammen med Kimeya...Og den tidligere rådgiver. Så havde de strides over hende og hun burde nu være død. Hvorfor hende...Havde hun da valgt rådgiveren, med dette lange navn, frem for Kimeya? Det ville være en grund.
Og rådgiveren var gode venner med Reis slægt...Sikke en redelighed. Sikke mange ting at holde styr på! Tingene kunne blive så komplicerede.
Men hvis manden virkelig ville hjælpe og give ham viden, måtte han vel glemme alt andet og udnytte det.
"Jeg kan ikke lade være med at undres, midt i alt dette...Hvad din relation til Kimeya er?" spurgte han. Der havde været noget med at han ønskede ham en lærestreg og alt det der...Men han havde svært ved at gennemskue præcis hvorfor og hvor de stod i forhold til hinanden, for det virkede jo ikke som om Rei ligefrem hungrede efter stillingen som leder selv...Lige nu i hvert fald.
"Og din stilling i alt dette...Du kender rådgiveren og du kender Yuuki, vil give din egen leder en lærestreg, som om du er hævet over ham på en eller måde. Ønsker du dit navn på lærestregen eller vil du blot have den udført, uden nogen ved det er dig? Det lyder som en stor potion indavl, ingen fornærmelser ment, siden alle er i familie på den ene eller anden led?"

[Deleted]

Skulle Rei virkelig røbe det? Han løftede det ene bryn og et smøret grin bredte sig over hans læber. Hvad Zean i og for sig sad overfor, var ikke blot en simpel warlock. Han følte sig slet ikke hævet over Kimeya. Det var faktisk ikke mere end et hårdt faktum at Kimeya var svagere end ham i kamp. Uden at det skulle komme for øre, som det rene praleri, så var Reis mørke kræfter på grænsen til at ligne telekinesis. Mange warlocks bed mærke i en bestemt håndbevægelse, men Rei var forudsigelig på det punkt. Selvfølgelig forekom dette kun i hans fulde styrke, som han end ikke var i besiddelse af endnu.
"Vores slægt bære hver i ser på hemmeligheder. Det der gør sig gældende i det her tilfælde, er blot at en 'Marvalo' har lagt hånd på en 'Salore'. Det er en gammel strid om generel magt og nu hvor Marvalo har den, så kan jeg vel ligeså godt lade ham om at samle stumperne op. Udrede knuder og vinde magt hvor det gør sig mest gældende." Svarede han med et træk på skulderen og et veltilpas smil. Han hadet ikke tanken om at lede, det var en erfaring han havde studeret på nær hånd den gang hans far sad på magten. Hans styrke alene var mere end rigeligt til at få andre til at bukke under, men hvad nyttede det når ikke de gjorde det af egen vilje?
"Lad Marvalo lege med posten så længe han ønsker. Jeg sidder selv spændt og venter på hvad han har gemt i ærmet." Han lukkede øjnene for en kort stund og lignede næsten en der blev kærtegnet. Tankerne om hvilke redeligheder Marvalo kunne kaste sig selv ud i.. det var som sød musik i hans øre. Posten som leder, var ikke en han stræbte efter uden grund, specielt ikke nu hvor han var mere interesseret i at lege.

[Deleted]

Det var ikke alle hans spørgsmål han fik svar på, men siden dette var et spørg-og-få-svar møde, var det jo kun rimelig Rei holdte visse ting for ham selv. Det ville han også selv gøre. Spørg så meget du vil, men jeg styre hvor meget du skal vide og om hvorvidt det hele er sandt.
Dog, af en eller anden grund, nærede han ikke meget mistro til hvad Rei fortalte ham, som om han et eller andet sted var værd at stole på...Eller, i hvert fald hans ord. Det lå ikke til ham at stole på nogen som helst. Dog fik han alligevel svar på noget af det, selv om han vidste det ikke var alt. Han nikkede svagt for sig selv. Hans tanken gled hen på fremtiden og han kom til at tænke på at han en dag måske skulle få lyst til at søge Reis råd eller viden om noget. Ikke om alt, men især om warlock og sådan. Men hvis han havde været væk længe, måtte der også være meget han ikke vidste og skulle have genopfrisket. Nå, nok om det. Det var ikke sikkert Rei var interesseret i noget i den stil alligevel. Men sandt var det dem der hjalp ham, ville blive husket. Men sådan havde de fleste det måske.
Han tog endelig sin vin og smagte på den. Den smagte dårligt, sindssygt dårlig. Den lille tæve! Den...I en pludselig bevægelse fløj glasset ud over bordet og splintredes på gulvet i mindst en milliard små glasstykker. Vinen sprøjtede ud over gulvet, som meget tyndt blod. Zean bukkede sig ned og samlede roligt et af de største glasskår op og lagde det på bordet foran sig.
Dem der sad nærmest så undrende på dem, men Zean smilte blot beroligende til dem, vedblev at stirre på dem, til de kiggede væk igen. Han smilte svagt til Rei, da han var færdig.
”Åh...Flere ting! Den ene mere spændende end den anden” Åh, han vidste jo langt fra alt Kimeya gemte, men han kendte flere af tingene. I hvert fald dem han havde indflydelse på. Problemet var mere om denne slægt, Salore, ville skabe problemer, når de opdagede hvad Kimeya gik efter eller om de vil lege med, i den tro de kunne tage magten senere?
”Men jeg vil ikke ødelægge nogen overraskelser. Det ville være...Et dårligt tidspunkt at få ham til at tænke over gamle kærester. Men jeg tror også nu ville være bedre end senere, alligevel...” Han så tænkende frem for sig. Det ville passe dårligt senere, ingen tvivl om det, hvis Kimeyas tanker blev optaget af andre ting. Måske burde han skynde sig tilbage og fortælle sine nye opdagelser? Så kunne Kimeya finde en løsning på det, inden det helt store skete. Eller måske skulle de vente til bagefter, medmindre nogen kom før Zean...Åh, så meget ansvar! Han var nu ligeglad, så længe Kimeya kunne tage sig lidt sammen. Helt ærligt...Det var blot en kvinde!
Han trak let på skuldrene.
”Lige meget. Hvornår som helst er faktisk fint alligevel” kommenterede han og trak lidt i land. Det havde været en noget nær tilfældig tanke i starten. Det betød intet.
”Hvor kan jeg finde denne mand, med for langt et navn? Du nævnte Manjarno...Men jeg hader landet og gider ikke løbe rundt i det, hvis jeg kan undgå det. Kald mig endelig doven, hvis det behager dig” spurgte han. Han var faktisk interesseret i at møde denne mand og se hvad han kunne berige ham med. Se om han ville fortælle noget nyt. Måske noget afgørende? Nah...Måske ikke. Men under alle omstændigheder kunne det være interessant. Forhåbentlig ikke i iceila.
Deres tjenerinde kom over til dem og så trist ned på glasset og vinen, der var sprøjtet ud over hele gulvet.
”Hvad...?” startede hun undrende, som havde hun helt glemt sin plads i rangsystemet. Zean var hurtig. Han bukkede sig frem, greb hendes spinkle hånd og holdte den ned på mod bordet. Glasskåret skinnede i hans hånd, da han hurtigt snittede hende flere gange i hånden, som med en kirurgs sikre hånd, før han slap hende og glasskåret, der faldt til gulvet. Hun skreg. Ikke noget vildt, men forholdsvis lavt og skræmt, da hun holdte sin nu blødende hånd ind til sig med den anden og en tåre trillede ned af hendes kind.
Zean nød det...Bare denne lille smerte var bedre end ingen. Så uskyldig, så lækker....Hun var jo næsten sød. Han sendte hende et lumsk smil.
”Ingen snyder mig. Dårlig vin. Du ødelagde glasset...Ellers følger jeg efter dig efter fyraften og der vil være intet der kan forhindre mig at...Gøre mere” han lagde hovedet let på sned og lod blikket glide ned over hendes krop med et sigende udtryk. Kvinden gik baglæns, skræmt. Flere kiggede over mod dem igen, det virkede til nogen af dem overvejede om de burde blande sig. Zean reddede hurtigt situationen. Han rejste sig op.
”Beklager forstyrrelsen, hun skar sig på et glasskår, der er intet at være nervøs for...” han lod som om han ville hjælpe hende, men hun veg væk...og skyndte sig væk.
”du glemte at rydde op!” nåede han at kalde, inden hun var styrtet ned at trappen.
Han sukkede svagt, vinkede undskyldende til dem der sad omkring dem, før han satte sig igen.
”Undskyld forstyrrelsen” kommenterede han en smule ligegyldigt. Senere kom en anden tjener og ryddede op efter det hele. Folk vendte langsomt tilbage til deres ting, ingen turde eller fandt grund til at blande sig...Pigen havde jo bare været klodset, ikke?

[Deleted]

Ah~ Zean var i sandhed en mand han kunne stole trygt på. Ikke om det var såre blind tillid, men det faldt ham i den grad i smag at Zean i sandhed ikke lod sig hundse rundt med. Selvfølgelig var katten jo ude af sækken. Zean ville nemt kunne vinde Kimeyas tillid ved at lade ordene om Yuukis liv, flyve fra reden. Det ville sætte Rei i et fantastisk dårligt lys og give Zean kredit for at leve op til sit ry om at være en noget så intelligent mand. Jovist, Rei spillede sine kort med måde og rå intention om at få Kimeya op på dupperne. Han havde sine betingelser for at efterkomme mandens ønske om at tage hendes liv. Om end, bød han villigt manden et mere blodigt scenarie næste gang, blot for at nyde synet. Det var ikke normale tendenser for en warlock som Rei, at sidde med lysten til at se smerten i sin leders øjne. Et sløvt blik blev vendt mod glasset, som valgte han nænsomt at ignorere mandens overilede temperament. Han tog sit eget glas til sig og nød for en kort stund den bitre smag, inden lyden af forvirring tydeligt tog over i Zean. Han smilede bredt for sig selv. Han havde selv stået der. Stået med et virvar af tanker omkring et specielt emne og mærket hvordan frustrationen bare tog over. Det var skam ikke lige nemt, altid.
"Du vil få besked så snart du har truffet din beslutning. Alt efter hvordan det hele udspiller sig, vil jeg sende bud efter dig og officielt introducere dig. Indtil da.." Han kiggede fornøjeligt op mod Zean igen og det sleske glimt i hans øjne tittede frem.
".. vil jeg ikke blande mig i dine planer med Marvalo." Endte han med en selvsikker og fast ærlighed. Warlocks var kendt for at holde sit ord og Rei agtede ikke at bryde det, men alt kunne jo tage tid. Såfremt en aftale ikke havde en fast deadline, så var der heller ikke tale om brud på et løfte, var der vel?
Han vendte endnu engang tilbage til nydelsen af sin bitre vin efter at have gjort sig bemærket med Zeans respons. Kvinden der kom igen og det Zean gjorde ved hende.. det fangede slet ikke Rei. Dødsengle havde en fysisk nydelse at drage nytte af. For Rei lå den mentalt, den nydelse. Uden at se det, men bare ved at lytte til hendes stemme. Det fik næsten rygraden til at kilde så dejligt. Et behaget udtryk bredte sig over hans mimik, hvor det næsten kom til udtryk i hans øjne da han så efter hende, som hun skyndte sig bort. Zeans undskyldning, rystede han blot på hovedet af, afvisende.
"Undskyldningen er unødvendig. Jeg havde næsten glemt hvor tilfredsstillende det kunne være." Kommenterede han og kunne næsten ikke tørre det smørret grin af sine læber igen.

[Deleted]

Han ville få besked? virkelig? Som prinsen af Dvasias, der havde sendt ham et brev og tilkaldt som den lydige hund han skulle lege? Det var trist. Trist og forventeligt...Folk havde deres hemmeligheder og mysterier, det var klart han ikke kunne blive indviet i dem alle på en gang. Selv om han ønskede det. Han overvejede om han selv kunne finde manden, men besluttede så han havde for travlt til at rejse til Manjarno lige nu, på...intet. Han havde ikke tid til at lede og vente på nogen snakkede over sig, hvis nogen overhoved vidste noget. Han måtte vente. Det gik vel nok. Han var trods alt ikke forelsket i denne Yuuki...Eller i nogen som helst, faktisk. Han tvivlede på at følelsen faktisk eksisterede, det var mere en tiltrækning folk følte, var han overbevidst om. Et instinkt om at formerer sig, som de dyr de alle i princippet var. Eller noget i den stil. Monogami og kærlighed var også noget bullshit. Undskyldninger. Folk ville bare sikre sig de havde en mage at formerer sig med og så begyndte de at kalde det alt muligt, for at holde folk fanget. Det var absurd, latterligt og ikke-eksisterende. Han havde i hvert fald aldrig oplevet det.
Besked...Prinsen...Problemer...Hvad skulle han forvente? Macaria var et problem, et stort et, og det kunne hurtigt ødelægge alle hans planer. Hvis prinsen fængslede ham, torturerede ham eller dræbte ham, ville han komme bagud med sine planer...Eller slet ingen steder. Det var et stort problem. Han overvejede det og tankerne fløj igennem hans hjerte med stor hastighed, lagde to og to sammen, trak fra og skabte nye muligheder eller udryddede andre. Han havde ikke tid til at gøre det hele selv.
”Okay...Behold dine hemmeligheder” sagde han så.
”Jeg kan lide dig. Så lad mig åbne lidt op for min egen bog af ting der skal gøres. Som du måske ved, måske ikke, har jeg et højt ønske og jeg kæmper for at opnå det. For nu, kommer jeg kun langsomt frem, men mine spioner er kommet med nogle interessante rapporter og jeg finder sikkert snart den største samling af dødsengle der er her i landet. Med dem kan jeg begynde mit rigtige arbejde...Men der er også grund til at tro jeg ikke får fred foreløbig. Folk hiver i mig, som var jeg deres alle gave og de alle vil pakke mig ud...” han smilte svagt og trak svagt på den ene skulder, som betød det intet.
”...Og dermed kan jeg bruge lidt hjælp. Hvis du har tid eller lyst...Ikke at du skal kæmpe med mine problemer, men blot hvis du høre noget...Kunne det så tænktes at det, du måske høre, kunne gives ved til selv samme dødsengel, du sidder overfor?” foreslog han. Først ville han høre om manden var interesseret i at yde lidt...hjælp. Hvis ikke, ville han ikke afsløre for mange af hans problemer. Hvis han ville, havde han en bestemt opgave...Eller to...Han godt kunne bruge lidt hjælp med. Og Rei, mente han, ville passe perfekt til mindst en af dem. Hvis prinsen ikke dræbte ham, det var.

[Deleted]

Hvad? Hørte Rei virkelig rigtigt? Manden var stadig interesseret i hans hjælp? Morende og i den grad krydret med spænding! Han rettede sig op i sit sæde og kiggede indgående på ham, som ordene dansede over Zeans læber. Ej ville han afvise muligheden for at se denne dødsengel vokse. Nok havde han sine egne planer for nu, men de var stadig under udvikling, så der var i den grad ingen grund til at undgå de chancer der faldt for næsen af ham.
"Jeg lytter," Svarede han med et glimt af liv i øjet. Normalt var han ikke interesseret i andres gøremål og i Zeans tilfælde, kunne det gå hen og få fatale følger, om end han trådte forkert omkring Marvalo. Det var i den grad en risiko at løbe, men hvad pokker.. der var allerede lagt op til storm. Skulle det vise sig at Zean virkelig endte i saksen på grund af ham, så ville det altid blive en mulighed for at bygge tilliden op, ved at redde hans røv. Rei var selvsikker på det punkt. Han vidste at Marvalo ville have set de samme kvaliteter i Zean og om end at det skulle ende med at stikke manden i ryggen, så ville Marvalo ikke tøve med at rydde denne dødsengel af vejen. Hvilken intens spænding! Og han kunne lide det! For én i Reis position, så neutral stadigvæk og alligevel truende i undergrunden. Der var ting der skulle gøres og han var selv ude efter mere viden og magt i det stille. Først og fremmest havde Zean gjort sig vel fortjent til endnu lidt mere opbakning fra hans side af.

[Deleted]

Han smilte svagt, da han kunne fornemme Reis spænding. Manden havde helt klart sine egne planer...Og af hvad han havde hørt, var han nok ikke bedste venner med Kimeya...Men han havde hurtigt lært at det var en god ide at have venner på begge sider. Så, hvis noget gik galt, kunne man altid flygte over til de andre. Nej, han var som sådan ikke bekymret. Dette var ikke hans problem og selv om Kimeya var en, på sin vis, skræmmende mand, kunne han vel være ligeglad hvem Zean var sammen med, så længe han ikke ødelagde deres fred og alliance. Og hvis Salore overtog magten igen? Så ville Zean stadig være på venskabelig fod med warlocks. Dette var en risiko han ville tage.
"Godt" svarede han og tog en lille tår af sin vin, før han fortsatte.
”Den første ting går ud på at jeg forhåbentlig, om ikke alt for lang tid, har samlet dødsenglene. Men jeg har brug for et sted at samle dem. Jeg kender endnu ikke de steder, pr. udseende, som de gemmer sig, men under alle omstændigheder er det bedre at samle dem et nyt sted, et neutralt sted, så de ikke føler sig bundede af deres besiddelser. Jeg søger både et sted i Dvasias...Men også i Imandra eller, i yderste tilfælde, Manjarno. Siden du er højt på strå, kan det være du høre om nogle steder ingen bruger, men som er store og...ensomme...nok til at blive brugt til noget lignende. Jeg er ligeglad med om det er ruiner, det kan altid bygges op. Jeg har bare brug for noget at tilbyde dem.” han så lidt på Rei for at se om han fangede ideen...Eller måske ligefrem havde et råd til gengæld, hvis han mente ideen var skidt?
”For det andet er jeg tæt på at finde dødsenglene, som nævnt. Se, jeg kunne bare pakke min taske og rejse hen til dem...Men alene vil jeg virke ikke bare fremmede, men også både alene og svag. Jeg kunne bruge en kompagnon, der ville gå med mig, virke magtfuld...Og i det at du er warlock, vil jeg også sende et tegn om at jeg kan skaffe venner, magtfulde venner. Hvis du har tid til sådan en lille tur...?” det sidste kom en smule henkastet. Men han håbede han havde fanget warlockens interesse...Trods han måske havde andre ting at lave. I så fald ville det bare være ærgerligt og han måtte enden finde nogle andre eller rejse selv, uanset.

[Deleted]

Rei vidste at en position som lede kunne give fordele, såvel som ulemper. I og med at han stod foruden en høj post, endnu. Så var der endnu tid til at bygge det grundlag, som han senere kunne træde på med sikkerhed. Hvis Kimeya ville have noget gjort uden at risikere sit ryg overfor hele racen, så var det i de fleste tilfælde et klogt træk at have de royale med sig i hans gøremål. Marnjarno havde altid haft et neutralt standpunkt overfor både lyset, så vel som mørket og det var først nu gået op for Rei, hvor meget det i sandhed kunne udnyttes. Han lænede sig let til siden og strøg sig tænksomt om hagen.
"Så, et sted at søge ly og min identitet.. er hvad du ønsker." Gentog han lettere eftertænksomt og overvejede situationen. At vise sit ansigt overfor en flok dødsengle havde aldrig skadet ham, faktisk.. var det nok der hans far havde haft en rimelig indflydelse tilbage for 100 tusind år siden. Hvor mange af dem der kunne huske det der så var tilbage.. skulle han ikke kunne sige noget om. Dog var han ret så sikker på at det ikke var helt tilfældigt at de gemte sig væk på denne måde. De havde været et åbent folkefærd og vellidt for deres natur. Hans far havde givet dem et solidt fundament til at nyde deres udføjelser og der måtte Rei nok vove at påstå, at det var deraf han havde sine.. tendenser, med henblik på smerte. Han nikkede gengivende til sine egne tanker og slog hånden let ned mod sit lår.
"Du vil vokse og få et bedre ry, hvis dette lykkedes. Det vil jeg tage som min belønning, for nu. For jeg kunne et sted godt tænke mig at se, hvad der havde fået en ellers så vellidt race.. til at gå under jorden." Kommenterede han ærligt. For Rei var det et spørgsmål om at få løst endnu en gåde. Hvorfor at Dødsenglene var gemt så meget af vejen.