Tilfældighedernes planer.

[Deleted]

Han smilte svagt. Den første ting var ikke så vigtigt...Eller, den var vigtigt, men det var ikke noget Rei bare kunne hjælpe med. Det var mere en tjeneste, hvis han faktisk opdagede noget. Det rigtige spørgsmål var om han ville gå med. Han anede intet om Reis fortid eller hans families fortid, for nu var han dog heller ikke interesseret. Så vidt han havde hørt, havde dødsenglene altid været jagtet. Der var ikke rigtig nogen der brød sig om dem, en bølge af død og frygt. Til sidst, havde han hørt, var de splittet op for at sikre så mange overlevende som muligt. Men han havde fundet ud af at der stadig var visse grupper, rundt omkring, der havde organiseret sig og skjulte sig. Fuld af traditioner, sikkerhed og indavl. Han havde hørt de ville falde over ham, som hyæner over et lig, for at få nyt blod til deres slægter. På det punkt havde han en god mulighed for at få opmærksomhed. Problemet var mere om de kunne lide hans ideer, turde gøre noget ved det og om de mente Zean var den rigtige til det...Og dette var ting han ville kæmpe med. Dog, forundrede det ham stadig lidt...Hans øjenbryn, begge denne gang, gled op i panden, før de gled ned igen lidt efter, i en undren.
”Hvordan kan det være det vil sikre min sag så meget, at tage dig med?” spurgte han ligeud. Det undrede ham...Og hvis der faktisk var noget, foretrak han da at vide det, så han rigtig kunne udnytte det. At manden tog med, for at opfylde noget af sin egen nysgerrighed, var blot fint. Det gjorde ham interesseret og at han ville tage med...Hvilket var hvad Zean ønskede.
”åh...Og så vidt jeg er orienteret...Har vi aldrig været så vellidte igen, som du går det til at lyde. Længe har vi været ikke bare frygtet og hadet, men også jaget” tilføjede han. Personligt havde han mærket...En del til det. Trods det var næsten intet, takket være hans forældre havde boet isoleret og han derfor også havde været isoleret det meste af sit liv. Men jagtet...Var man vel altid lidt.

[Deleted]

Rei var i udgangspunktet næsten sikker på at der lå noget gemt. Noget som han ikke havde været vidne til under hans fravær. Og hvad han var mere sikker på end ellers, så var det noget imellem Marvalo og ham selv, eller.. deres slægt hver i sær.
Han så indgående på Zean med et mere alvorligt udtryk end ellers. Nej, det var sket i det skjulte. At tvinge et folkefærd i undergrunden på en sådan måde var noget der krævede styrke og magt. Marvalo og Salore havde altid været to stridende modsætninger og dertil også de stærkeste iblandt magtfulde familier.
"Det er ikke en hemmelighed at jeg er velkendt med din race, men hvad der er en hemmelighed er hvordan dit folk er havnet på bundlinjen. Hvad du søger er resten af dine egne, hvilket jeg end ikke har kunne forstå, før nu. Da jeg først satte fod i Den Mørke Cirkel igen blev mit navn næsten betegnet som en legende blandt mine artsfæller. Ja, jeg satte min egen bror ud af spil og er nu endt op med en kvinde som Yuuki, takket være ham.. men, Salore familien stod stærkt på magten.. indtil for 100 tusind år siden. Jeg var den næste i rækken til posten som leder og forsvandt så pludseligt. Hvad tror du mon der er hændt? Ville det ikke blot være en gylden mulighed for Marvalo at overtage?" Nu begyndte Rei først rigtigt at indvige Zean i sin fortid. Var han ude efter at samle Dødsenglene, så var han også nød til at passe på med hvem han hørte rygterne fra og hvor vidt det ville holde vand.
"Når jeg siger at Dødsenglene var kendt som et vellidt folkefærd, så er der ikke ret meget andet at søge tvivl i. Dit folk var et blomstrende samfund under min families regime. Jeres tendenser blev et åbent kendskab og i fik frit spil under et fast samarbejde med min familie. Vi drog nytte af hinandens egenskaber og sørgede for at Dvasias var besat af en stærk og rå mentalitet... sandheden om Marvalo.. er for nu kun en teori og derfor også grunden til at jeg ønsker at drage med ud på din færd. Om end, hvis der stadig findes dem der har overlevet længe nok. Så vil du ikke være i tvivl, så snart vi sætter en fod indenfor i deres hule." Var Rei vanvittig? Nej, han var begærlig. For nu var der noget som helt klart havde fanget hans interesse. Skulle det vise sig at Marvalo havde væltet hans familie af magten og samtidigt tvunget et stærkt folkefærd i knæ, så havde han mere end rigelig grund for at holde Zeans ryg sikker. Han dykkede ned i sin inderlomme og fandt en medaljon frem og skubbede den over mod Zean. Han havde oprindeligt tænkt sig at skænke den til Yuuki, men pyt med det.
"Tag den. Skulle det hænde at du står låst fast et sted, så vil du altid have mig indenfor din rækkevidde." Tilføjede han sigende.

[Deleted]

Warlocks og dødsengle i tæt samarbejde? Tanken var ikke urealistisk. Men til gengæld havde han svært ved at forestille sig at to warlocks-slægter, selv om de var magtfulde, også havde haft en vis kontrol med dødsenglene, måske endda til at vælte dem, som de også fik dem op at stå. Dette frembragte blandede følelser, faktiske følelser, i Zean. En form for...at være blevet snydt. At være vred. At ville finde den skyldige og spidde ham på en pæl, som en advarsel for andre, der måtte ønske at gå mod hans ædle race.
Han rykkede sig lidt på stolen som han hørte disse ting. Dette var foruroligende nyt. Og dog...100 tusind år var lang tid. Selv for dem der levede lang tid. Mente han da. Det var længe siden og mange ting kunne være sket siden da. Men nu havde han ikke mødt mange dødsengle, faktisk næsten ingen, og han havde aldrig haft muligheden for faktisk at spørge ind til disse ting. Derfor var selve det at finde dem, og opnå kontakt med dem, så vigtig for ham lige nu!
Selvfølgelig havde han da mødt nogen, hist og her...
Hans kolde blik spiddede Rei, som ville han finde skjulte løgne og flå ham fra hinanden, bare for at se om dette var noget nær sandheden eller om han blot legede med ham. Han svarede ikke, ikke i lang tid. Hans hånd gled over bordet og tog noget tøvende medaljonen fra bordet og kiggede på den. Magi af en slags? Det var lige meget...De måtte søge sandheden. Han kunne stole på hans egen race.
Sammen med Kimeya for at forråde Elmyra...Sammen med Rei for at lege lidt rundt med Kimeya...Åh, hvis blot...Hvis det passede, hvis...Et svagt smil gled over ham, et morderisk, sindssygt smil. Et smil man aldrig ville stole på, hvis man så det.
Hans hånd knyttede om medaljonen, som prøvede han at knuse den mellem sine fingre. Den var kølig og hård. Og et symbol. På måske mere end Rei egentlig tænkte den var.
Hvordan kunne Rei ikke ønske sig magten? Men måske ventede han bare. Og hvis han gjorde, ville dødsenglene stå bag ham. Det passede kun godt at han var på venskabelig fod med Kimeya. For nu ville han ikke ændre på det. Ikke før senere. Når han kendte sandheden. Så måtte han beslutte hvad der skulle ske.
Han trak vejret dybt.
"Tak" svarede han så blot. Han havde ikke særlig mange ord at dele, men flere end tusind tanker at bearbejde.
Efter en svag tøven, listede han et lille stykke papir på af lommen og skubbede det hen over bordet.
"Her vil jeg være, hvis guderne vil, om ikke for længe. Jeg har nogle problemer at tage mig af først" lokationen på hvor dødsenglene højst sandsynligt gemte sig. Mellem bjergene. Egentlig ret smart, hvis han tænkte over det. I huler, i tunneller, i små hytter mellem bjergene, hvor stort set ingen kom...Kun dem der ville dø.
Mere var der vel ikke at sige, at udveksle, at snakke om? Zean følte sig i hvert fald ikke helt lysten til videre samtale, mere var han optaget af andre ting.
Han ville så gerne bare rejse derhen nu. Men alt kom til den tålmodige og tålmodig måtte han være, når han først skulle besøge prinsen og Macaria, før han kunne fortsætte med...Noget som helst!
Han gjorde klar til at gå...Medmindre Rei havde mere at byde ind med.