På den igen......

[Deleted]

Som vognen kørte og landskabet udenfor passerede forbi, tænkte hun lidt på hvad hun forventede af alt dette her. Hun så mod ham da han talte igen, hun vidste ikke hvorfor, men et kort øjeblik følte hun sig nøgen? Så hendes arme gled om sig, inden hun forsatte med at lytte roligt. "Jeg forventer skam ikke noget bliver nemt, det bliver til gengæld nyttigt og kan redde mig fra at blive vampyrføde igen." Sagde hun så med en hvis ro over sig, hun så ind mod vognen hvor tingene lå, de sad yderst på hver deres halvlange sæde der sagtens kunne gå for et hvilested for natten. Dog ville hun nok ligge sig mod bunden af vognen i stedet, hun var for lang til at ligge der og ville have chancen for at hvile ordenligt. Et lille gav blev skjult i hendes håndryg. "Nærkamp og beskidte tricks mod vampyrer lyder som det mest brugbare for mig, men jeg glæder mig til at lære." Bekendtgjorde hun så, inden hun valgte at studere ham for en kort stund, hun fandt nogle tæpper frem og begyndte at ligge dem ned mod bunden mellem deres sæder. Kastede ham en pude og et tæppe, inden hun valgte at tage en pude og ligge sig ned mod de andre tæpper. "Jeg får brug for søvn kan jeg høre." Grinte hun, inden hun lagde sig til rette og lukkede øjnene blidt i. Hvis han ville mere kunne han jo tale inden hun faldt i søvn, hvis ikke, ville hun glide ind i en lettere urolig søvn.

[Deleted]

Marcel nikkede en smule. Hun havde helt klart potentiale. Hun kunne stole på at han ville træne hende, for det havde han bestemt tænkt sig at gøre. Men der var et skjult motiv. Han skulle i fremtiden bruge hendes hjælp. Han skulle bekæmpe sin Fuldbolds far som var fyrste i Dvasia. Han fik brug for folk som hende, folk der kunne bekæmpe vampyrer. Han vidste hendes gode hjerte ikke kunne takke nej. Han var allerede jagtet, han vidste at når han sagde han kæmpede for hans frihed så ville hun hjælpe ham. Udnyttede han hende?, ja, men bestemt ikke uden hun også fik noget ud af det. Marcellus lænede sig også tilbage for at få lidt søvn.


Næste morgen vækkede han Senerity ved at kaste en tung rygsæk over til hende. Han stod i en sort åben skjorte så man kunne se lidt af hans veltrænede atletiske brystkasse. Han kiggede på hende med et neutralt blik og sagde med sin rug, charmerende stemme '' Tag den på og kom ud af vognen ''. Da hun kom ud stod han med en bue og pil. De var i udkanten af en lille skov. Marcel havde bedt kusken om at have stop her. Han smilede skævt til Serenity og sagde '' Hvis du kan undgå en pil med en rygsæk på der vejer 35 kilo .. Så kan du undgå en vampyrs slag ''. han holdt buen op og satte pilen på og sagde så '' Det er umuligt logisk set.. Så brug dit hoved til at hjælpe din krop.. Hvis noget er umuligt, så find en måde at gøre det muligt.. Brug dine omgivelser, dine ord.. ALT du kan komme til ''. Han ville se hvordan hun tænkte under pres, hvor taktisk klog hun var i en situation hvor hun var sat til at tabe. Uden advarsel skød han den første pil afsted, og fortsatte med flere efter det,med en høj hastighed og en udmærket præcision. Han sigtede efter hendes ben og arme. 

[Deleted]

Selv med bump på vejen lod hun til at få en nogenlunde søvn, det skyldtes nok også det manglende blod som hendes krop arbejdede på at få genoprettet. Hun fik dog mildest talt et chok ved sin vækning, hun satte sig hurtigt op, greb ud efter sin bue og en pil og sigtede faktisk relativt hurtigt efter ham, dog uden at lade den fyre afsted mod ham. Hun slap buens streng rolig igen, lagde pilen tilbage i koggeren og så mod ham med et skeptisk blev. Så tog hun rygsækken uden at fjerne blikket fra hans ansigt, hendes blik havde flakket en enkelt gang ned og set hans åbne skjorte og det havde fået hendes kinder til at blusse. Roligt kravlede hun ud og tog rygsækken på, hun var lige ved at vælte bagover. "Jeg er slet ikke i fysisk form til at bære den form for vægt!" Udbrød hun overrasket, hun var ikke engang vågnet helt endnu, hun stirrede mod ham som han satte pilen for buen, han måtte være vanvittig! Serenity spærrede øjnene op da den første pil skød afsted, hun væltede næsten for at undgå den, men genvandt balancen og måtte hurtigt tænke sig om. Den første tanke som skød hende var skoven de stod ved udkanten af, hun løb ikke ligeud, med skævt fra side til side, prøvende efter at nå skoven uden at blive ramt. Dog måtte rygsækken lade livet kunne hun mærke, og i det sekund hun nåede ind imellem træerne, grundet trykket, væltede hun forover lige ned i jorden. Hun rynkede på næsen, det her havde hun nu ikke lige tænkt sig da han snakkede om træning, hendes øjne gled kort i, inden hun rejste sig op og smed rygsækken i protest. Fysikken skulle bygges op til det her, han kunne ikke bare give hende så tung en rygsæk og mene hun kunne klare hele verdenen. Hun var skrædder for pokker, styrketræning havde aldrig været en af hendes ting på hverdagslisten. "Det nok!" Råbte hun bare, overraskende roligt, hun overraskede sig selv ved at være så rolig som hun nu engang var.

[Deleted]

Marcel stoppede op og kiggede på Serenity med en irerterret mine plantet på hans læber. Han smed buen og gik over imod Serenity og greb ud efter hendes krave, hvis han fik fat ville han løfte hende op og smække hende ind i et træ og sætte hans hoved meget tæt på hendes og sige roligt '' Glemmer du vores aftale. Vi gør det her på min måde ingen brok. Du er ikke trænet, du er ikke klar. Vent, stop. Sådanne ord findes ikke i en kamp mod en vampyr. Du vil være underlegen i hurtighed, styrke og udholdenhed. Denne øvelse skal vise dig hvor meget underlegen du er, lære dig at bruge dit hoved og omgivelser. Sæt aldrig mere spørgsmåls tegn ved min træning, såt spørgsmål til hvad du gør forkert ''. Marcel ville så slippe hende og gå tilbage til buen. Han var en hård læremester, han fandt sig ikke i folk der gav op eller fandt undskyldninger. Han var en eftersøgt mand der havde overlevet alene så længe. Han ville være død hvis han ikke havde tænkt sig om og presset sig selv til hans yderste var han ikke her i dag. Sandheden var at han ville have Serenity skulle blive den bedste hun kunne blive, på trods af at han ikke sagde det. Marcel kiggede på hende igen og sagde bestemt '' Tag rygsækken på og brug hovedet. Man kan ikke give op bare fordi man har en ulempe så dør man!. Hold dit hoved koldt og tænk dig om, dit bedste våben er dit hoved. Brug det! ''. Marcel havde tænkt sig at træne hende hårdt hver dag. Han vidste at hun ville være helt udmattet de første par dage, men når hendes krop havde vendt sig til træningen ville det blive nemmere og nemmere for hende. Han vidste der var svært og se for hende nu, men hvis hun gav det en chance ville hun takke ham i sidste ende. Han begyndte at skyde efter hende ligesom før. Denne gang en smule hårdere som straf fordi hun havde brokket sig. Var det ondt? Ja, men nu var Marcel heller ikke nogen god person.

[Deleted]

Et sted havde hun på ingen måde regnet med at han sådan ville gribe fat i hende og da slet ikke løfte hende op eller smække hende ind i et træ, hun mistede kort pusten både af mødet med træet men også af ren overraskelse. Hun stirre forfærdet mod ham, hvad pokker bildte han sig egentlig ind?! Serenity havde på fornemmelsen hun virkelig havde rodet sig ud i noget hun på ingen måde kunne styrer, det føltes på ingen måde godt. Hun var knapt nok vågen og han forlangte hun skulle bruge sit hoved, hun var for pokker hverken opdraget eller født til det her! Hendes væsen var fredfyldt og som kvinde skulle hun normalt ikke engang tænke på at skulle forsvare sig. "Du ender med at slå mig ihjel, jeg er på ingen måde rustet til det her om du vil det eller ej! Se blot i går kunne jeg lige så godt have været død, men i det mindste har jeg hjerne til at indrømme det! I stedet for stædigt at mene jeg kan alt!" Vrissede hun vredt af ham, hun var stædig og hårdnakket lige på dette punkt, hun så ikke ting hun ikke var, men hvad hun kunne blive, og når hun knapt nok kunne løbe med rygsækken på uden at føle hun var ved at falde bagover eller forover konstant! Nej! Det gik simpelthen ikke, hun kunne ikke se nogen løsning, hun var ikke skabt til at skulle forsvare sig som sådan, hun ville hellere flygte og det var også umuligt. Uanset hvad ville han jo kunne finde hende, fange hende, dræbe hende, hun havde ikke en chance med den lorte rygsæk på! Så hun nægtede at samle den op, men gik i dækning bag et træ i stedet og stod med himmelvendte øjne, hun skulle ikke have en pil igennem benet til en træning fordi han var for stædig til at se hun nok lige skulle have styrke før noget som helst andet!

[Deleted]

Marcel smed buen og fnøs. Han følte ikke hun forstod hvad intens træning betød. Han rystede på hoved og gik langsomt hen til Serenity. Han stoppede op ved træet på den anden side så de ikke kunne se hinanden. Han lænede sig op af træet. Han sagde roligt '' Undskyld.. Dette er måden jeg selv er blevet trænet på. Min Fader ønskede at jeg skulle blive den bedste. Hver dag var en dag mit liv var i fare. Hver træning gjorde mig hurtigere, bedre, klogere, stærkere, visere. Jeg ved at man bliver hundrede gange bedre hvis ens liv virkelig er i fare. Men du har ret. Du skal ikke være den bedste. Du skal bare kunne forsvare dig selv. Du skal ikke redde liv.. Du skal ikke redde forsvarsløse fra vampyrer. Du skal ikke redde det lille barn der sidder og græder fordi det lige har set sin mor blive flået fra hinanden. Du skal bare.. Forsvare dig selv.. Undskyld Serenity. Jeg skal nok trappe træningen ned på en stadie der passer til det ''. Marcel forsøgte bestemt at gøre hende sur. Få hende til at indse hans forskruede syn på ting. Men han var bestemt også villig til at give hende en blidere træning. Han knækkede sin nakke og gik over på den anden side af træet, hen til hende. Han smilede venligt og sagde '' Den følelse jeg gav dig. Den følelse af at du intet kan gøre. Alt du ikke er klar, ikke er stærk nok, ikke klog nok. Den følelse vil en vampyr give dig hver dag. Vi kan mødes på midten. Jeg træner dig blidere. Men når du mener du er klar, så siger du til. Så træner jeg dig ordenligt. Så vil jeg gøre dig så stærk at du kan forsvare andre.. For jeg kender allerede dit gode sind. Det er ikke nok for dig at forsvare dig selv. Du vil hellere forsvare andre. Det er blot det jeg prøver at hjælpe dig med at opnå ''. Marcel holdt en hånd frem. havde han bagtanker, ja. Men han var også delvist ærlig. Det monster hun havde set hungre efter hendes blod var bestemt ikke den intelligente og charmerende mand der stod foran hende nu.

[Deleted]

Serenity så sig selv som et højstillet væsen, det gjorde de fleste elvere, og hun var stolt af sit væsen, hun var ikke i tvivl om hvem hun var eller hvor hendes plads var. Hans ord gjorde hende vred, men mest fordi det var respektløst af ham at snakke sådan til hende. Hendes fingre knugede sig sammen mod hendes håndflader, hun var hidsig. Hvor vovede han? Dog sagde hun intet, for at sige noget hun ville fortryde og ende med at miste livet på det var ikke ligefrem det hun ønskede. Der var skam noget i hendes hoved at rykke rundt med. I stedet tog hun en dyb indånding for at slappe lidt af og få ro over sig selv, blikket gled op mod ham da han trådte fra den modsatte side af træet frem for hende. Hun hævede et skeptisk øjenbryn og studerede ham, hun var virkelig stædig og halvgnaven lige nu, man kunne godt mærke hun var kvinde. "Du er frygtelig gavmild." Lød det mistænksomt fra hende, hun tog hans hånd og skød sig ud fra træet. "Jeg skal nok sige til når jeg selv er parat til du køre mig hårdere, men heller ikke et sekund før! Lad mig i det mindste opbygge nogle muskler først. Jeg lover at gøre mit bedste til vi engang ses igen." Hendes stemme var skarp, blikket stålfast. Meget fandt hun sig i, med sit forstående sind og gode væsen, men denne her behandling, af en kvinde som absolut intet havde lavet fysisk i sit liv, det var ikke okay!

[Deleted]

Marcel kunne ikke lade være med at grine en smule. Han kunne se hvor fornærmet hun var blevet. Han rystede lidt på hovedet og sagde '' Bliv du bare sur og gal.. Had du mig bare.. Men husk det her.. I mine øjne er du ikke en mand eller kvinde, du er ikke en fin dame eller en nobel herre. Du er min elev.. Mit mål er at gøre dig klar, klar så du kan overleve et møde med en Vampyr. Bliv du bare gal, fordi jeg er hård ved dig.. Fordi jeg presser dig og er uretfærdig. Men når alt kommer til alt og din træning er færdig, vil du takke mig for at have været sådan her ''. Marcel var hård, uretværdig og ond. Men han mente selv at han var ærlig i dette udsagn. Han gik over og samlede buen op og satte sig ind i vognen igen. De skulle hun til hendes hjem så han kunne få stablet nogle handels aftaler på benene med dem. Han vidste ikke meget om Serenity og dette var en perfekt mulighed til at finde ud af mere omkring hende. Hvis hun satte sig ind igen ville han læne sig interesseret frem og sige '' Måske er det på tide at du fortæller mig lidt om dig selv.. Hvem er du?. Hvordan kan det være at du ingen fysisk arbejde udfører?. Hvad titel har du, en må du have eftersom du har råd til sådan en karet.. Fortæl så meget af din historie som du vil, jeg er lutter øre ''. Det var også sandheden. Han vidste ikke så meget om hende ud over at hun var god af hjerte og i dårlig form. Marcel følte ikke at han havde nogen grund til at være galant overfor hende. Han var hendes træner ikke en bejler. Han kunne fornemme at hun var en fin kvinde så det morede ham lidt at lege med tanken om at hans være måde virkelig måtte gå hende på. 

[Deleted]

Der kom et fnys fra hende, hans elev, nu skulle han ikke gå hen og blive for tæt knyttet i alt dette, det var ren forretning, intet mere. Serenity mærkede sin plads i alt dette være en helt anden end hun havde troet, hvilket gjorde hun ikke helt fandt det som så god en ide alligevel. Men hun måtte jo tage det som det kom. Han var begyndt at irritere hende grænseløst, nok var han farlig, men også dødirriterende i hans væremåde, hun forlangte jo at blive behandlet ordenligt. Det var vidst for meget at forlange, men mon ikke det kom en dag. Et tydeligt suk kom fra hende, som hun selv vendte tilbage til vognen. "Kør bare." Lød det højt fra hende, inden vognen blev sat i gang igen med et ryk. Hendes blik hvilede mod ham, han ville vide hvem hun var, hvad hendes historie måtte være. Roligt lænede hun sig tilbage og lagde hovedet bagover, hun sad med lukkede øjne i sit tid, inden hun ville begyndte. Hovedet gled ned på plads igen, så hun kunne se mod ham. "Datter af en rig familie, fundet passion i at sy klæder, så min titel må være syerske. Min familie er kilden til rigdommen, men jeg tjener godt på mine værker i sig selv, jeg er ret dygtig i mit fag." Lød det roligt fra hende, hun så mod ham med et hævet øjenbryn, som spørgsmål til om det var godt nok. Hendes blik gled ud mod vejen som de red på, vognen kørte over en sten og fik hende til at glide ned af sædet, for at ende på pladsen mellem dem. Serenity så godt utilfreds ud, hun prøvede at rejse sig op og få sat sig på plads, hvor nu et på modsatte side fik hende til at vælte lige ind i ham så hun med et bump fik bagdelen placeret lige mod ham, enten ville hun ende på hans skød eller glide ned mod bunden af vognen igen. "Sig mig har du overhovedet øjne i hovedet! Så se dog hvor du køre!" Råbte hun iltert, hun havde slet ikke godt af at være i nærheden af Marcellus, han bragte en mere ilter side af hende frem. Mens fordi hun ikke kunne lide at være så tæt på ham, hun følte jo at hun mistede kontrollen.

[Deleted]

Marcel lyttede til hendes fortælling. Den var meget som han havde forventet at den ville være. Da hun væltede og landede på hans skød, kom hans charmerende skæve smil frem. Han sagde drilsk '' Du kan bare sige hvis du ikke kan holde dig fra mig Serenity.. Det er der ikke mange kvinder der kan ''. Han var kæphøj og provokerende. Han vidste at det ville gå hende på, at det ville tirre og gå hende på nerverne. Derfor følte han det ekstra sjovt at gøre det. Han flyttede blidt Serenity ved at løfte hende væk i hofterne. Da han havde sat hende fra sig rettede han på sine bukser og sagde drilsk '' Du må holde din bagdel for dig selv elev. Vi kan ikke have at dine lyster til mig påvirker din træning ''. Marcel grinede en smule. Det var nemt at se på ham at det her morede ham en del. Han var bestemt ikke en sippet person. Men han havde bestemt også sine motiver til at være på denne måde overfor hende. Han kunne næste føle hvordan hun havde brug for en person i hendes liv der var sådan overfor hende. En der ikke behandlede hende som en dronning. En der ikke talte pænt til hende. Hun havde brug for en til at bringe vrede og styrke frem i hende og den person havde Marcel bestemt ikke noget imod at være. Han knækkede sensuelt og langsomt nakken. Han var ikke van til at sidde stille så længe. Han var van til at rejse til fods, til at holde sig i gang og i form. 

[Deleted]

Lysten til at smække ham en lige på skrinet var overraskende stor og hun blev helt forarget over sig selv og sine ukendte lyster til at skulle være voldelig. Det lignede på ingen måde hende, så det var skræmmende og uvant, det gik ikke dette her, hun skulle væk fra ham, bryde aftalen, hive det hele i land igen, det var uden tvivl for farligt for hende dette her. Tænk hvis hun mistede sig selv og alt det hendes forældre havde arbejdet på hele hendes liv, nej det gik virkelig ikke. "Drøm bare videre, jeg har allerede en mand jeg betager mere end nogen anden!" Kom det stålfast fra hende, efterfuldt af en fnys, som afskyede hun tanken. At han valgte at flytte hende, fik hende til at gispe, hvor vovede han! Hun kunne godt selv flytte sig! Den kusk skulle få en ting eller to af vide så snart hun var ansigt til ansigt med ham. Det næsten dampede fra hende, i ren frustration. "Den eneste lyst jeg sidder med, er at skulle give dig en på skrinet for at bruge din mund på så beskidt vis. Du må være skingerende sindssyg hvis du så meget som tror min bagdel ville nærme sig dig frivilligt!" Det kom ud som hårde, strenge ord, men også næsten som et hvæs fra en ophidset kat. Serenity kunne på ingen måde lige hans opførsel og det kom tydeligt frem i hende, hun nægtede at lade sig finde i det eller lade ham gøre dette ved hende, få den form for følelser frem i hende. De var pokkers ubehagelige og ikke noget man burde finde i et lysvæsen. Det var mangel på kontrol som hun ellers bevarede fint. Han var virkelig allerede nu begyndt at gå hende alt for meget på nerverne.

[Deleted]

Marcel betragtede hende som hun talte. Det havde bestemt lykkes for ham at komme ind under huden på hende. Hans forsøg på at gøre en indtryk på hende havde virket. Hun ville helt sikkert huske ham, om det var på godt eller ondt var ligemeget for Marcel. Men som hun fortsatte kunne han se et mønster. Det var ikke ham hun talte til. Det var hende selv. Marcel smilede skævt og kiggede drilsk på hende med hans dybe mørke øjne der bar et forførende blik. Han sagde roligt med hans rug stemme '' Hmm. Underligt. Det lyder næsten som om det er dig selv du prøver at overbevise. Næsten som om du fortæller dig selv at der er en anden du vil have. Fortæller dig selv at din krop ikke ønsker at være tæt på mig ''. Marcel lænede sig afslappet tilbage i vognen så han sad i hjørnet. Han slikkede sig forførende om munden '' Næsten som om du forsøger at overbevise dig selv om at det mørke du føler i dig selv. Ikke er ægte ''. Marcel grinede svagt og rystede på hovedet '' Du overrasker mig Serenity. Her gik jeg og troede at du var et godt og uskyldigt væsen.. Og... Så gemmer der sig sådan en ond og dyrisk side i dig ''. Marcel kiggede intenst på hende '' Ved du hvad der sker hvis man lukker en del af sig selv inde i et bur?.. Det er ligesom et dyr. Det bliver vildt og ustyrligt og når det endelig kommer ud.. Så er det ikke til at styre''. Marcel fjernede hans blik fra hende og grinede lidt igen '' Det er noget vi må arbejde på. For vampyrer er ekstremt gode til at bringe den side frem i en ''. Marcels blik gled langsomt over på hende og med et blink af øjet sad han helt op af hende, ved hjælp af hans vampyr hurtighed. Hans ansigt var få centimer fra hendes. Han sagde roligt '' Men lad være med at fortælle mig det pis der. Du skal ikke gøre det en udfordring for mig at bringe det mørke frem i dig. Det kunne jo være at jeg tog imod udfordringen ''. Marcel fjernede sig lidt og smilede sødt til hende. Han var i sandhed et farligt væsen at være i nærheden af. Han var charmerende, veltalende, intelligent og yderst lokkende. Men det farligste ved Marcel var at han så folks svagheder og brugte dem imod dem. Han havde efterhånden vendt en del lysvæsner imod lyset og korruptret deres sjæle.

[Deleted]

Alt ved ham hev i hendes krop, men det var også hvad det var, fysisk tiltrækning og hun nægtede at bukke under, hvor kroppen og sindet fulgte ikke altid hinanden. Hendes blik var næsten så skarpt at en normal mand ville synke i sædet, men for en som ham, var det nok bare morsomt. "Jeg VED, hvad jeg ønsker og behager. Jeg kan kende forskel Marcellus og jeg ved hvad min krop er påvirket af, dit væsen. Det har intet af gøre med hvad mit hjerte inderst inde begærer. Du undervurdere mig tydeligvis." Fnøs hun og lagde armene over kors, som hun sad som en fornærmet fin dame og så væk fra ham og hans forførende blikke, samt slikken om munden som havde sat en sitren igennem hendes krop. Serenity rullede med øjnene af ham, han troede han var så klog, men han vidste ikke halvdelen af hvad der foregik inde i hendes sind. Ordene var dog direkte provokerende, hun kunne mærke vreden boble i sig og lysten til at stikke ham en lussing var virkelig ved at være umulig ikke at skulle give efter. Da han pludselig sad ved hende, gispede hun og stirrede forfærdet på ham. "Den mund burde virkelig blive vasket med vand og sæbe! Der er ingen udfordring, jeg ved hvor min loyalitet ligger og jeg ved hvem jeg er! Og det eneste dyr der er her, er dig!" Hviskede hun med sammenbidte tænder, hun havde virkelig svært ved at holde sig tilbage, men hun var en fin ung kvinde som ikke burde stikke hvem som helst en lussing. Dog, gjorde han sig nogen tilnærmelser, så måtte hun jo slå fra sig. "Jeg tror det er bedst hvis vi aflyser alt dette og du forlader min vogn!" Forsatte hun så, for hun brød sig ikke om hans tone, hans opførsel eller de trusler som lå og hvilede under hans ord. Nej han skulle væk fra hende, og det kunne kun gå for langsomt.

[Deleted]

Marcel satte sig op og kiggede alvorligt på Serenity. Hun talte til ham som var han ufarlig. Som var han blot en mand der havde fornærmet hende. Hun glemte vist hvem han var. Han måtte hellere vise hende det. Han rakte hånden over imod væggen hvor kusken sad på den anden side. Marcel sagde roligt '' Exeto Aniga Vecro Heatio ''. Vognen stoppede hurtigt og et skrig af smerte kunne høres fra kusken. Marcel trådte ud af vognen. Kusken faldt ned på jorden og tog sig til hjertet. Han lå og vred sig i smerte. Marcel lukkede den hånd han havde peget imod kusken tidligere lidt mere sammen. Da han gjorde det begyndte kusken at skrige mere af smerte og hvid fråde begyndte langsomt at løbe fra hans mundvig. Marcel kiggede alvorligt over på Senerity og sagde overraskende roligt '' Jeg tror du glemmer lidt hvorfor du lavede denne aftale med mig i første omgang. Jeg har været yderst venlig og tilbyde dig træning. Nu smider du mig og og vover at ophæve din aftale med mig. Denne advarsel får du kun en gang. Aldrig vil jeg spilde min tid på at give dig den igen. Hvis du bryder en aftale med mig. Så vil jeg gøre dit liv et levende helvede. Først når døden virker mere attraktiv end livet vil jeg dræbe dig ''. Marcel var et monster. Dog var han ikke som de fleste andre. Han holdt sit ord og kun en ting var værre end trusler for ham og det var når nogen brød en aftale med ham. Han stoppede simpelhen ikke før han havde ødelagt personens liv. Han drejede sit hoved lidt og kiggede udfordrende på Senerity '' Jeg ville lære dig at beskytte dig og andre imod vampyrer og dette er takken?. Her gik jeg og troede du var en intelligent kvinde. Du er smuk, men jeg ved du er klog nok til at vide jeg ikke er en man træder over fødderne hvis jeg kan lære dig at dræbe vampyrer. Gør ikke den fejl at lade dine følelse gøre din tankegang uklar. Lille blomst ''. Marcel var et monster og det vidste han bestemt godt. han nød faktisk at være det.

[Deleted]

Da vognene stoppede brat, kuskens skrig gik lige i hjertet på hende, hun spærrede øjnene op, var han da fuldstændig vanvittig? Hun var hurtig, sprang ud af vognen, løb over til manden og knælede ved hans side. Hendes blik rettede sig op mod Marcellus. "Stop det!" Forlangte hun, dog med et bedende blik, mandens smerteskrig skar igennem marv og ben på hende, hun tog hans hånd og så blidt på ham. Hun fik næsten dårlig samvittighed over at have råbt af ham tidligere. "Hold ud." Hviskede hun blidt, inden hun vendte sig mod Marcellus igen for at høre hans ord, stadig knælende ved kuskens siden med hans hånd i hendes. "Jeg skal nok gøre hvad du siger, bare stop det her!" Tiggede hun, hendes fingre strøg over mandens pande, han virkede så fraværende, han var da ikke allerede død vel? Hun fik kort et panisk udtryk i øjnene. "Hvis du nu ikke var så arrogant og provokerende var det måske lidt lettere at samarbejde!" Kom det stædigt fra hende, hun lagde hovedet ned mod mandens brystkasse, hun var nød til at vide om manden levede.