På den igen......

[Deleted]

@marcellus

Dagen havde nået sin ende, de sidste stråler havde for omkring en time siden ladet deres lys svinde langsomt bort fra overfladen i Manjarno. Hun havde siddet i et træ og studeret den smukke udsigt, der var ikke meget skov lige her, mest åbne vider, lidt skov ca. en kilometer fra hvor hun sad. Det kunne være hun skulle se mere nøje på den på vejen videre, hun havde endelig vovet sig over grænsen igen, denne gang forberedt. Buen hang over hendes skulder og koggeren sad trofast på hendes ryg, ikke tale om hun skulle være offer en gang til. Serenity var klar til at forsvare sig, så godt som hun nu kunne. Desuden havde hun haft en at rejse med, men for nu havde hun nydt solnedgangen og sad nu bare og spejdede lidt ud over området. Lærte steder her at kende lidt. På kroen var alle hendes ting, hun havde fået handlet sig til nogle fantastiske vare som kunne bruge i hendes kreationer af klæder og hvor hun dog glædet sig til at komme i gang. Men først skulle hun lige have lidt mere med, før hun kunne rejse hjem. Denne by havde ikke haft alt hun søgte. Så længere væk fra grænsen skulle hun jo, selvom det var skræmmende, men hun var forberedt. Mente hun altså selv. Med et par friske og faste greb og hop, var hun hurtigt nede fra træet, det var virkelig blevet kulsort, det havde været mere lyst oppe i træet hvor byen kunne ses fra. Der var lidt længere tilbage end hun lige havde regnet med og hun var gået, så der var ingen hesteryg at hente fart på. Hun så sig lidt rundt, hun kunne godt mærke hun stadig var utryg ved det hele, men hun var jo nød til at mande sig lidt om, selvom hjertet pumpede derud af, det var lige før hun kunne høre det, så voldsomt var det, hun lænede sig op af træet i stedet og tog sig til hovedet. "Serenity slap af, dyb vejrtrækning, hold hovedet koldt, så langt er der heller ikke. Du kan klare det." Mumlede hun i en mindre peptalk for sig selv, hun måtte få lidt styr på sig selv, for det mindede allermest om et angstanfald og det havde hun ikke behov for nu, nej hun måtte få ro og styr på sig selv. Om ikke andet kunne hun jo trække buen og en pil og være på vagt til hun nåede byens grænse og følte sig mere sikker. Men for nu, måtte træet støtte hende og give hende styrke mens hun febrilsk prøvede at få hjertet til at stoppe sin flugt ud af brystkassen på hende.

Hun var klædt i et par mørkebrune bukser, og en beige langærmet løs skjorte, samt et par ridestøvler. Håret var sat i en fletning, langs hendes ene side af halsen og ned af kraveben og bryst.

[Deleted]

Marcellus var på vej hjem fra en handels tur langt fra vante omgivelser. Hans job krævede at han rejste meget. Han havde været i ældgamle ruiner og kæmpede imod monstre. Han havde været ude på havet og mødt dybets trusler. alt for at skaffe de ting hans klienter ønskede. Magiske genstande. Han holdt sig lidt til maven. Han havde ikke drukket blod i to dage. Han var sulten. Han var ikke en fuldblods vampyr så han kunne gå længere uden blod, men det var bestemt ikke rart. Det var en sult der kun voksede og den ville snart opsluge ham hvis ikke han fik noget frisk blod.

Han hørte noget og brugte sin vampyr hastighed til at springe op i et træ. Han sad på lur som en panther i natten. Han kastede en besværgelse '' Nucturnus Natvirus ''. Skygger opslugte ham og han blev et med skyggerne i træet. Der sad han stille og betragtede jorden. Kort tid efter så han hende. Det var en kvinde der gik. Han hørte Serenitys lille peptalk. Et skævt smil dansede over hans læber og han tænkte * Så hun hedder Serenity.. Og hun jager et bytte.. Synd for hende hun selv lige er blevet et bytte*. Marcellus sad stille og ventede til hun var helt henne ved træet han sad i. Da hun var der, sprang han ned foran hende og sparkede ud after hendes ben i håb om at vælte hende. Hans øjne lyste rødt og hans hugtænder fra fremme. Han var sulten og han havde besluttet at hun skulle være hans måltid. Marcellus var klædt i en mørk læder rustning. Han havde fine sorte klæder udenover og en fin kappe. Hans tøj viste at han bestemt ikke var en simpel mand. Hans ansigt var stadigvæk om hyldet af skyggerne fra hans besværgelse der langsomt var ved at fordampe omkring ham. De sorte skygger der havde beskyttet ham, kravlede op af ham og forsvandt ud i luften. Han så virkelig faretruende og uhyggelig ud som han stod der. En sand jager af natten.

[Deleted]

Stående i sin helt egen verden for at få ro i kroppen, var hun ikke lige klar på at der hoppede en mand ned foran hende. Faktisk nåede hun kun at gispe før hun mærkede et spark mod sit ben, de var ikke helt på dupperne til sådanne ting efter sidste tur i Manjarno, så de gav efter under hende og hun faldt ned i græsset. Hendes arme støttede af så hun sad halvt oppe, hun prustede lidt, det havde været et chok og hun var i den grad slet ikke klar over hvad pokker der skete. Og hvorfor nu lige igen? Kunne hun virkelig ikke krydse grænsen uden at blive offer for en eller anden?! Var hun så svag? Stod der malet 'jomfru i nød' i panden på hende?! Da hun endelig tog sig sammen til at se mod hendes angriber, tabte hun nærmest underkæben og valgte at ryste på hovedet, mest for at vågne, hun måtte være faldet i søvn og havde nu et frygtelig mareridt. Ud fra hans hugtænder ville hun gætte på en vampyr, nogen hun havde læst om, Zean havde jo bedt hende om at læse på lektien så hun var forberedt. Serenity skubbede sig selv bagud, frygten lyste jo ud af hende, han var ikke ligefrem her for at sige hej på en rar og venlig måde. Han så pisse uhyggelig ud, nok grunden til hun ikke ligefrem fandt ham venligsindet. Det tog hende ikke lang tid før hun valgte at fumle sig op på benene og skynde sig at løbe væk fra ham, vejen mod byen var spærret af ham, så det måtte blive ud i intetheden hun løb, egentlig bare for at komme væk fra ham, længere havde hun ikke tænkt. Desuden ville det måske give hende tid til at trække sin bue og pil, men så kom hun kun lige i tanke om hvad vampyr blandt andet var kendt for, deres hurtighed.......

[Deleted]

Marcellus betragtede sit bytte. Dog var han en smule overrasket, hun virkede bange med også sur på sig selv. Næsten som om hun var sur på sig selv over at blive fanget. Da hun begyndte at løbe, slikkede han sig om munden. Han kunne godt lide når de løb. Han lukkede sine øjne og samlede sine sanser. Med et satte han afsted i vampyr hastighed. Han bevægede sig elegant, hurtigt og næsten lydløst over det bløde græs. Han var halv vampyr, men fordi han var afkom af en fuld blods vampyr kunne han virkelig finde styrke i sine vampyr evner. Nok også fordi han ikke kæmpede imod denne sig af ham selv. Marcellus var ligeglad, kold og utilgivende. Hans vampyr side havde kun vokset og vokset i ham over årene og fordi han ikke havde holdt den tilbage var han blevet uhyggeligt nok til at bruge disse evner. Han fulgte hende lidt. Kun indtil hun virkede til at slappe lidt af. Så snart hun satte farten bare lidt ned. Han ventede som et rovdyr i natten. Han holdt sig udenfor hendes syns felt. Natten var som dag for ham. Han så næsten lige så godt som han gjorde om dagen. Så han holdt sig på en afstand han ikke regnede med at hun kunne se ham. Han ventede faktisk på at hun ville trække sin bue. For lige så snart hun rakte ud efter den ville hendes hals være blottet og hendes hænder beskæftiget med at tage buen ned. Han satte sig klar som en panther der ventede på sit bytte. Lige så snart hendes hænder bevægede sig mod hendes ryg løb ham. Han tog et par skridt og greb ud efter hendes arme med hans hænder imens han åbnede sin mund og forsøgte at bide hende. Hvis han fik fat i hende ville han suge hende blod. Ikke nok til at dræbe hende, men dog nok til at afkræfte hende meget. Marcellus dræbte næsten aldrig sine ofre. Han lod dem ligge og hvis kulden og nattens væsner tog dem, så var det ikke hans problem. Han var ligeglad med stort set alt og alle andre end ham selv. Men nu var han jo også en blanding imellem en Warlock og en Vampyr. 

[Deleted]

At give op ville ikke ligne hende, men så igen havde hun rent faktisk overgivet sig som en skræmt lille pige sidst, men der havde hun heller intet at give af, det havde hun nu! Hun rakte hurtigt ud efter sin bue, faktisk hurtigere end de fleste bueskytter, men hans hurtighed i vampyrens tegn var jo intet match og før hun vidste af det, mistede hun grebet i ren forskrækkelse da han hoppede på hende som et vildt dyr. Et vildt dyr han vel i bund og grund var. Serenity stirrede skræmt mod ham, hun forsøgte modstand, men der var intet hun kunne stille op mod hans styrke, så i stedet kneb hun øjnene sammen og skreg af sine lungers kræft, hun håbede inderligt nogen ville høre hende, selvom de egentlig var langt væk fra alle veje, byer eller nogen form for civilisation. "Jeg ber dig, du må ikke gøre mig fortræd. Hvis du vil have noget blod, så tag endelig, men vær rar ikke at slå mig ihjel. Jeg forstår alle er nød til at have føde og du har ikke selv valgt din skæbne, jeg vil gerne hjælpe, bare....." Mere nåede hun ikke at sige, selvom hun havde sagt rigeligt og endda i et vanvittigt hurtigt tempo, hvilket skyldtes hendes frygt. Hjertet hamrede mod hendes bryst og hun udstødte et smertefuldt støn som hun mærkede tænderne bore ned i sin hud, hun bed sig i læben og lukkede øjnene. Hendes krop skælvede og selvom hun var bange, vidst hun jo at han nok var nødsaget til dette, et sted var det vel en del af fødekæden på en mærkelig måde. Hun slappede efter noget tid af, forsøgte at få ro på sig selv, følelsen af blod som forlod hendes krop var skræmmende og ikke spor rar, men at hidse sig op ville gøre hende svimmel, hun ville hjælpe ham med at få mere blod hurtigere og hun ville blive afkræftet. "Jeg vil ikke dø." Hviskede hun stille, inden hun lod blikket glide op og vende mod ham, der var varme i dem og et svagt blidt smil meldte sig på hendes læber. Venlighed var hun førhen kommet langt med og hun troede virkelig på det bedste i væsner, hvis hun ikke kunne hamle op med dem med vold hvilket hun i forvejen hadet, hvorfor så ikke bruge sin godhed og forståelse? Til tider forvirrede det de fleste væsner som ikke var van til sådanne ting og fik dem til at tænke på nogle ting, føle ting, som ikke rigtig hørte hjemme i dem og måske endda skræmte dem.

[Deleted]

Han mærkede hendes dejlige blod mod hans gane. Hun havde en blød og slank hals. Men hendes ord, de gjorde ham en smule sur. Hun startede med at være som andre. Bange og skrigende, men så ændrede hun sig. Hun ønskede ligefrem at han skulle drikke. Hun så det han gjorde som et måltid. Da hun smilede til ham var det dråben. Han bed sig i tungen og lod en dråbe af hans blod ramme hvor han havde bidt hende så det healede. Derefter slap han hende, faktisk blidt og trådte et par skridt tilbage. Han slikkede blodet væk fra hans læber. Der stod han. Skyggerne forsvandt fra ham og hans flotte ansigt kom frem. Hans dybe mørke øjne der udstrålede intelligens og kulde. Han bar sig selv med en elegance og ynde som kun en nobel. Hans stemme var rug og veltalende og han sagde med en lettere irriteret røst '' Hvad har de gang i.. Skrig og råb om nåde.. Når de spiser en bøf, så ligger den jo heller ikke og smiler til dig imens de spiser den! ''. Han tog sig til hans sorte hår og sukkede irritabelt. Han rystede på hovedet. Hans øjnes røde lys var væk og måden han stod på viste at han træk vejret. Hans læber imod hendes hals havde også været varme. Det havde lykkes hende at dulme bæstet i ham. Han kiggede op på hende og rystede på hovedet '' Når de først er jagtet af en vampyr.. Så aldrig.. Aldrig fjern de smukke hænder fra deres krop så de ikke kan forsvare dem selv.. De har meget at lære, hvis jeg havde været som andre Vampyrer.. Kunne dette være endt galt ''. Han smilede skævt til hende og vendte om og gjorde sig klar til at gå sin vej igen.

[Deleted]

At han sådan slap hende gjorde hende forbavset, hun så mod ham og blinkede forvirrende med øjnene et par gange. Og så, fniste hun, men tog sig hurtigt til munden, det var dog uhøfligt! "Undskyld Sir, men jeg mener ikke jeg nogensinde har hørt om en bøf som havde evnen til at smile." Der lå et varmt smil på hendes læber, hun lod sine slanke fingre glide om sin hals hvor han havde haft bidt hende. Overrasket over at såret fra bidet var forsvundet, der var stadig meget at lære om disse væsner, de var i stand til mere end hun nok lige havde læst om. Men det var det dejlige ved at være ude, men oplevede ting, hun lagde hovedet på skrå og lyttede. At tage ved lære elskede hun, spørgsmål havde hun mange af og at han gjorde sig klar til at gå fik næsten en panik til at sprede sig over hende. "De nyder vidst jagten lidt for meget, havde De overvejet at spørger en anden gang? Jeg bider ikke ligefrem, i modsætning til visse andre." Påpegede hun med et smil der viste hun faktisk allerede havde tilgivet ham alt, selv at have sparket til hendes ben som stadig ikke var fuldkommen healet, men var i god træning og hun kunne løbe, dog virkede slag og spark til at vække minder frem for hendes bens traumer. "Er man først jagtet af en vampyr, er man så godt som død hvad jeg har haft læst mig frem til. Hvordan kan det være en vampyr er så tæt på Procias's grænser? Jeg må jo indrømme jeg langt fra havde ventet dette, men jeg gør det jeg er bedst til, at vise forståelse og godhed. Hvilket reddet mig fint denne gang, ikke sandt?" Lød det fra hende, hun samlede roligt sin bue op, den var kun lige kommet fri da han greb hende og hun tabte den i ren forskrækkelse. Den gled på plads over hendes ryg, hun sukkede kort og tog sig til hovedet, hun var blevet en smule svimmel, ikke meget, men nok til at turen ned mod buen og op igen fik hende til at mærke hun havde mistet noget blod. Og kort efter, mistede hun balancen.

[Deleted]

Han stoppede og lyttede til hendes ord. Han vendte sig om og kiggede på hende igen. Denne gang lod han sit blik glide langsomt fra hendes fødder til hendes øjne. Hans blik var roligt men bar en intensitet. Næsten som prøvede han at afklæde hende med hans blik. Da hans blik nåede hendes dannede der sig et skævt smil på hans bløde læber og han sagde fattet og roligt '' Det har jeg.. Jeg står og kigger på en lige nu ''. Han gav hende et par sekunder til at tænke over hans ord før han grinede svagt og lavmælt.

Han nikkede svagt og kiggede mod himlen kort og sagde '' Jeg havde ikke spist i flere dage ''. Han kiggede på hende igen og forsøgte at fange hende blik og sagde så '' Men de har ret.. Jeg nyder jagten.. Nyder at have folks liv i mine hænder ''. Han gik elegant og en smule faretruende et skridt frem '' Jeg nyder at høre deres smerte støn i det blodet flyder ned i min hals.. Nyder at mærke deres styrke forsvinde og min forøges ''. Han stoppede og kiggede alvorligt på hende '' Hvis man ikke erkender hvad man er.. Så lever man en løgn ''. Han var ligeglad med folk. Han var en ensom ulv der gik sin egen vej. Folks liv betød intet for ham, for hans ville intet betyde for dem. Livet havde været hårdt for ham og formet ham. Gjorde ham kold og kynisk. Han rystede på hovedet '' Spørger du en bøf om den vil lade dig spise den før de gør det.. Nej det gør de ikke.. De må forstå... De er blot mad for mig.. Intet andet ''. Han prøvede at få hende til at forstå hvordan Vampyrer så på dødelige. Han var kun halv vampyr. Han træk vejret, han var i live. Dog havde han det på samme måde med dødelige som en normal vampyr. Han forstod ikke hvorfor han ikke var gået, hvorfor han advarede denne kvinde.


Han grinede svagt og rystede på hovedet '' Nej frøken.. Det var bestemt ikke det der reddede dem.. Og jeg burde dræbe dem for at antaste at jeg er en vampyr ''. Han gik et skridt tættere på og pustede hende i ansigtet. Han blev stående og betragtede hende. Det ville nok snart sive ind at han ikke ville kunne puste luft i hovedet på hende hvis ikke han træk vejret. For at forvirre hende lidt, åbnede han munden lidt og lod hans hugtænder vokse lidt frem. Han hviskede med en drilsk og lav stemme '' 
Marcellus LaPiera Black... Og jeg er langt mere end en vampyr nogensinde kan blive''. Marcellus trådte et skridt tilbage og bukkede elegant og dybt for hende. Denne kvinde havde vækket hans nysgerrighed og han håbede hans mystik havde vækket hendes.

[Deleted]

Fræk var han da at stå der og kalde hende for en bøf, jovist et måltid, men ligefrem en bøf? Kunne hun ikke havde været noget lidt mere passende? En frisk sommersalat måske? Tanken morede hende, hun havde godt nok aldrig haft så skøre tanker før, det var nok det manglende blod der drillede hendes sind. Alt han havde at sige var ting hun tog til sig, tykkede på, bemærkede værdien i og afmålte hvad hendes mening til dette var, hun rystede ærgende på hovedet, det var trist at væsner havde det på den måde. Faktisk mere end trist, men sådanne ting skete jo på den anden side og hun kunne intet gøre ved det, selvom hun nu gerne ville og tog sig selv i at prøve hver eneste gang. Serenity bed sig kort i læben med en eftertænksom mine, hvordan pokker skulle man reagere på sådanne ord? "Jeg tror man vælge sin skæbne og måde at leve på, hvilket gør en til den man er. Ikke at jeg vil ændre Dem, det er ej min beslutning hvilken vej De går. Men der er mere i det end som så. At leve på en løgn man selv har skabt, som muligvis slet ikke eksistere er en ting, at der virkelig er tale om en løgn er en anden. Igen, et valg. Hvis min mening betyder noget naturligvis." Lød det lavmeldt fra hende, hun havde fået fat i sin fletning og pillede lidt ved den, et sted vidste hun godt lidt hun legede med ilden, et forkert ord og han havde ombestemt sig. "En bøf er død Sir, jeg er sikker på jeg har en puls og et par prudlende læber til at smile med." Lød det roligt fra hende, hun pegede mod sine læber og lavede en kort trutmund med et kort fnis. Serenity var munter og god af hjertet og lige så snart hun følte sig ude af farefeltet, eller havde fået kontrol over sin forskrækkelse, faldt hun helt til jorden og var ganske jordnær. At han slyngede ord ud, som at han burde dræbe hende, fik hende dog kort til at stivne og hun var sikker på hendes hjerte havde stoppet med at banke i kort tid. Hun stirrede mod ham, han kom så tæt på og det fik hendes puls til at stige lidt igen, var det ikke klart? Specielt med de tænder som fint voksede sig frem. "De har allerede bestemt Dem for hvad jeg er, så ingen grund til at præsentere mig selv, går jeg ud fra. Eller tager jeg fejl Mr Black?" Hviskede hun stille, hendes blik lå mod hans skikkelse, han havde trukket sig og bukkede. Åh, hun var vidst ikke den eneste som var god til at forvirre. I det mindste følte hun at hun kunne ånde igen, og vent lige lidt, det kunne han også! Hvad pokker var han for en?

[Deleted]

Han tyggede lidt på hendes ord før han nikkede lidt. Hvis hun mente det var så let. At man bare selv kunne skabe en vej så kunne hun få lidt at tygge over selv. Han sagde med en rolig stemme '' Hvis de havde haft mit liv ville de ikke tænkte og sige sådan.. Det er nemt for en som dem at tale om at vælge.. Men prøv de at have en umættelig trang til blod.. En trang der kan opsluge dig.. Men så forestil dig at det ikke er det eneste onde i dig.. Forestil dig at kun halvdelen af dig er et blodsugende monster og den anden del bare er et monster.. At din sjæl er gennemsølet i mørke og ond magi.. Forestil dig at din eksistens er set ned på af alle.. Forestil dig at blive tvunget til at dræbe dine søskende.. Forestil dig at fordi du nægter, bliver du for evigt jaget for den ene lille gode gerning.. Forestil dig at det eneste gode du har gjort vil du for evigt blive straffet for.. Forestil dig at alt i dig er ondt.. Forestil dig at du intet valgt har haft om hvordan de blev født ''. Han rystede på hovedet '' De lyder som en engel.. Det er så nemt at være hellig og foreslå en ren vej.. Det er nemt når de ikke selv har prøvet andet.. Det er nemt når de ikke er som mig.. Som en vampyr for eksempel.. Jeg har det fint med hvem jeg er.. Det virker til de ikke har det fint med hvem jeg er ''. Marcellus var yderst veltalende og forstod at tale sin sag. Normalt gad han ikke engang bruge tid på at sætte andre ind i hvordan han havde det, men denne kvinde var kommet ind under huden på ham på en eller anden måde.

Han kunne ikke lade være med at smågrine en smule. Et svagt skævt smil viste sig på hans læber '' Det var ikke pointen.. Pointen var at vise dem at de er mad for mig.. Hvis jeg kunne bruge det som en metafor for at få dem til at se ligheden.. Indse at en vampyr ville æde dem uden at skænke det en yderlig tanke ''.

Marcellus trådte tæt på igen og smilede skævt. Han sagde med en drilsk stemme '' Mmmh.. De er en velformet bøf.. De smagte nu heller ikke dårligt ''. Han rystede svagt på hovedet og grinede lavmælt.. De tager fejl.. Hvis jeg stadigvæk så dem som en bøf... Så ville jeg jo ikke snakke til dem.. Snakker de da til de bøffer de spiser? ''. Han blinkede drilsk til hende og kørte elegant en hånd gennem hans hår.

[Deleted]

Et sted stak hans ord hende lidt i hjertet, hun løftede hånden om mod brystet og tog sig roligt til det, mens hun kiggede på ham med et medfølende blik, og så skammede hun sig faktisk også lidt. Hendes blik faldt dog til jorden, hun vidste på ingen måde hvad det ville sige at være født ond, at være opvokset mod vold og død. Nej faktisk havde hun været en forkælet lille møgunge, men ønskede at vide mere om andre og hjælpe andre, hjælpe dem til at finde et andet og bedre liv. Serenity lod blikket glide op igen, hun lagde en arm om maven og forsat havde hånden mod brystet. "De har fuldstændig ret, jeg aner virkelig intet om det, jeg kan kun håbe og drømme for andres velbefindende. Hvilket vi naturligvis har forskelligt syn på. Jeg beklager min opførsel, jeg vil så gerne tro på de gode i alle væsner. Det er en stræben af min." Undskyldte hun med sin stemme så blid som en sommervind, hendes nøddebrune øjne så mod ham med en hel anden alvor og oprigtighed end før, hun havde virkelig skammet sig. At han måtte kalde hende en engel fik hende til at smile skævt, en engel var hun bestemt ikke. Nej hun var ikke engang som de andre elvere, hun skilte sig bestemt ud. "En engel? Næppe...... Men De har ret, det er nemt at være klog når man er vokset op med rige forældre, idyl og harmoni." Lød det roligt fra hende, hun holdte en kort pause inden hun forsatte. "Til mit forsvar angreb De mig og drak mit blod." Sagde hun så med et hævet øjenbryn, der var da intet at sige til hun ønskede at se noget andet i ham end ondskab og lave bare en smule om på hans hverdag. Hun var godt klar over pointen, det var bare ikke ligefrem rart. Hånden gled fra brystet og op ved hendes hals igen hvor de kærtegnede hendes egen hud blidt. Det havde da været en oplevelse, smertefuld, men også, speciel? Serenity tog alt med, negativt, men også positivt, hun fandt noget godt i alle situationer. Såsom at sparket mod hendes ben, havde gjort hun vidste hvordan det stod til med hendes ben, hun var ikke klar over det gjorde ondt ved sådanne ting, at det ikke var helt i orden endnu. I hendes egen verden blev hun afbrudt da han kom tæt på igen, hun så mod ham og holdte næsten vejret igen, mest fordi han havde sagt som han gjorde. Velformet bøf og ikke smagte dårligt? Skulle hun være fornærmet eller smigret? "Serenity....." Var alt hun fik sagt, hun kunne næsten ikke sige andet lige nu, der kørte så mange ting igennem hendes hoved. Skulle dette være en god ide at forsætte? Hun ville gerne grundet hendes hjerte græd på hans veje, hun ville så gerne rede ham, lade ham se at der var andre veje og alligevel, så burde hun bestemt ikke blive, det kunne ende så galt, hun kunne træde ved siden af og miste livet alligevel. Der var bare noget.... Fristende ved at blive, noget fristende ved ham.

[Deleted]

Marcellus satte sit hoved lettere på skrå og betragede hende lidt. Det var klart at se at han tænkte. Han havde først troet at hun var en af disse uintelligente personer der ville have at alle skulle være gode. Men at hun havde forstået hvad han mente og ikke bare kastet det væk og holdt på sit eget imponerede ham. Hun var ikke som de andre, hende her var unik. Han havde aldrig mødt en der ønskede det bedste i alle men kunne se fornuft i at ikke alle havde muligheden eller lysten til at være god. Marcellus nikkede og sagde med et hint af respekt i hans ellers følelses forladte stemme '' De er tilgivet ''. Han virkede måske højrøvet eller fin på den ved at tilgive hende og ikke undskylde selv for at have angrebet hende. Men sandheden var at han ikke fortrød at have angrebet hende. Havde han ikke angrebet hende var han aldrig kommet til at snakke med hende og som han kunne forstå på det ville hun hellere have at han bed hende end andre. Så han så ingen logisk eller følelsesmæssig grund til at undskylde. Nu var det spændende om hun var klog nok til at indse dette, eller om hun blev fornærmet over hans opførsel. Marcellus smilede charmerende og skævt da hun sagde hende navn. Han gav hende et blik og lagde en hånd på hendes kind langsomt og blidt og sagde roligt og blidt '' Frøken Serenity.. De virker som en intelligent kvinde.. Så jeg har dem et tilbud.. Hvis de lader mig drikke deres blod hver gang jeg er i byen.. Så vil jeg lærer dig om vampyrer, vise dig deres evner og deres natur.. Og træne dig lidt i hvordan de overlever et møde med en vampyr i fremtiden ''. Han ville kunne mærke at hans hånd var varm som en levende persons og ikke kold som en vampyrs. Han ventede sådanset bare på at det gik op for hende at han ikke var en normal vampyr. Han fjernede sin hånd og holdt den frem foran hende '' Har vi en aftale? ''

[Deleted]

Hånden mod hendes kind var lagt nænsomt, hun så op mod ham og kort holdte hun vejret, hvorfor fik hans berøring og smil det til at hamre sådan i hendes bryst? Hendes blik slog ned, hun havde ikke rigtig lyst til at have ham særlig tæt, hendes krop reagerede anderledes end hendes sind og ikke på en behaglig måde, slet ikke en hun kunne forstå. At han talte fik hende dog til at se op igen, hun lyttede og knugede kort den ene hånd, det var et tilbud hun fandt lokkende, men hun vidste også hvordan Thranduil ville have det med det. Det skadet jo ingen, faktisk holdte det andre fra harm og han kunne ikke benægte hende i at være sig selv, for det var hun og det holdte hun til hver en tid fast i. Målet om at vide mere, lære mere og stå som en bedre kriger i sidste ende blev mere og mere tiltalende, hun havde gået blod på tanden så om sige. "Jeg takker ja til Deres tilbud, vi har en klar aftale. Men lad vide, jeg bor og holder til i Procias, i elvernes by og befinder mig ej her så tit." Lød det roligt fra hende, de dybe nøddebrune øjne havde deres helt egen glød, deres helt egen passion. Hun fik muligheden for at arbejde på ham, som han fik mulighed for at arbejde på hende, det var vel fair nok og hun var ikke et sekund i tvivl om at hun ville have det langt bedre med at han bed hende og fik føde derpå, end at han ville traumatisere andre arme kvinder eller mænd. I den grad trængte hun til at lære mere om vampyrer, hun vidste de var hurtige, med forhøjet sanser og en ustyrlig trang til blod, men det var også den grundviden hun ejede. Der var langt mere i dem end som så lod det til, hun måtte jo også vide deres svage punkter, vide hvordan hun skulle bekæmpe dem og forsvare sig. Det var gået op for hende han på ingen måde var en normal vampyr, at han gemte på mere, men at spørger ind til det kunne vente, lidt endnu i hvert fald.... Selvom nysgerrigheden bød sig.

[Deleted]

Marcellus nikkede en smule. Det passede på også meget bedre ind i hans planer. Manjarno var jo alligevel hans hjem. Det var godt at have blodbanke både udenfor og indenfor. Dette var en af grundene til at han kunne holde sig skjult. Folk der gav ham blod uden at skabe ballade omkring det. Hvis ingen folk rapporterede at de var blevet angrebet og bidt, så var der ingen der ledte efter en Vampyr. Det var vigtigt for ham at kunne tage til en by uden at blive opdaget. Han trak vejret og havde en puls. Men hans trang til blod, havde det med at tiltrække uønsket opmærksomhed. Et skævt smil viste sig atter på hans læber og han sagde med sin rolige og rug stemme '' Jamen skal vi så ikke begynde at rejse til deres hjem, så jeg kan se det.. Så kan jeg også fortælle dem hvad de ønsker at vide på vejen ''. Marcellus vendte hende ryggen og gik over til et træ. Han trak i en overnaturlig hastighed sit svær og skar et dybt kryds i træet ved hjælp af sin overnaturlige styrke. med en elegant bevægelse var hans sværd tilbage i sin skede. Det gik så hurtigt, hvis man ikke havde fokus på det ville der virke uvirkeligt. Det larmede dog meget, både da han svang sværdet og da det ramte. Han kiggede atter på Serenity og sagde roligt '' En Vampyr er stærk og hurtig. Din syn hjælper dig ikke meget imod dem.. Brug din træning til at forudsige deres bevægelser og brug deres styrke imod dem. Men vigtigst.. Så kunne de høre min sværd blive svunget gennem luften på grund af hurtigheden og styrken. Denne susende lyd.. Den skal de vende dem til, frøken Serenity. Den lyd vil være deres advarelse.. Hvis de lære at lytte til hvordan sværdet skære igennem luften, kan du forudsige dens retning. Da et sværd er fladt og hvordan det skære gennem luften afhænger af hældningen på sværdet ''. Han var allerede begyndt at lære hende.

[Deleted]

Hendes hjem?! Han mente forhåbentlig hvor hun holdte til lige nu på hendes rejse, for ikke tale om hun ville bringe en væsen af hans slags over grænsen med god samvittighed og slet ikke ind i elvernes by. Serenity stirrede på ham, hun mærkede det trykke helt i brystet over at være vidne til hans handlinger, bare tanken om hvor let hun egentlig kunne miste livet var skræmmende. Der var bestemt ingen grund til at skulle pisse denne mand af, hun smilede svagt og lyttede. Hvordan ville en fuldblods vampyr ikke være i hastighed? Det løb hende koldt ned af ryggen, hun ville i den grad suge alle ting til sig og bestemt nyde at høre hvad han havde at lære hende. "Mit hjem?" Kom det forvirret fra hende, for hun håbede jo det havde været som hun tænkte, værelset på kroen og ikke hendes sande hjem. Kom han bare i nærheden var de første ti pile sat i brystkassen på ham og gerne en mellem øjnene. Tanken fik hende til at ryste på hovedet, hendes race var stolt og stor, men de var også rimelig fjendtlige når det kom til deres område og deres egne. "Så i bund og grund skal mit fokus ikke være på det jeg ser, men det jeg føler og høre, lukke ned for en af mine sanser og forstærke de andre. Det har jeg læst om man kan, med øvelse naturligvis. En kunst der kræver en del." Lød det alvorligt fra hende, hun stod lidt mere afslappet, afstanden mellem dem var blevet større og det passede hende virkelig fint. Den træning han havde at tilbyde ville ikke mange andre kunne tilbyde hende og hun glædet sig til at samarbejde med ham. Og så måtte han jo tage det blod hun kunne undvære lige så snart træningen var slut og efter nogle dages hvile på kroen kunne hun vende hjem.