0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 26, 2015 10:28:48 GMT 1
Marcel åbnede den hånd der så ud til at holde den besværgelse der påførte kusken smerte. Kusken der stadigvæk svagt var i live så ud til at slappe af. Han lå stille og så ud til at besvime. Marcel kiggede på Serenity med et neutralt blik. Det var aldrig til at vide hvad Marcel tænkte på. Han trådte et skridt frem imod Serelity og sagde roligt '' Arrogant siger du. Du glemmer vidst hvem jeg er. Jeg er den person der skal træne dig, den person der besejrede dig, den person der kan få dig til at knække sammen. Du gør klogt i ikke at forveksle arrogance med styrke. Senenity, det er vigtigt du lære ikke at lade dig gå på af dine følelser. De følelser og ord du brugte imod mig, kunne have dræbt den mand. Husk på en vigtig ting. Vampyrers følelser er forhøjet. Der skal mindre til for at gøre dem sure og når først de er sure så ødelægger de alt på deres vej ''. Marcel trådte et skridt tilbage igen. Havde det mon været en af hans prøver eller havde det lykkes for hende at gøre ham sur. Marcel var ikke til at gøre sig klog på, han skiftede som vinden men havde altid en grund og bagtanke med det. Han gik over til vognen igen og satte en fod op. Han stod med ryggen til Serenity og sagde '' Lige meget hvor meget du hader mig, lige meget hvor sur du bliver på mig. Så husk en vigtig ting. Jeg træner dig til at besejre ondskab. Jeg træner dig til at beskytte andre, beskytte dig selv. Jeg har tænkt mig at bruge hver en hård metode i bogen imod dig. For jeg træner kun de bedste. For det er kun de bedste der overlever og jeg ønsker ikke at du skal dø. Du siger du har fundet kærligheden i dit liv. Du kaldte mig et monster. Men hvis jeg siger at jeg ønsker at gøre dig stærk så du kan opleve den kærlighed i lang tid. Er jeg så virkelig det monster du sagde jeg var. Et monster er et væsen uden dybde, forladt for følelse og fornuft. Hvis du virkelig tror jeg er et monster. Så vil du dræbe mig på et tidspunkt, når du er stærk nok ''. Han gik op i vognen og satte sig igen. Marcel var bestemt ikke en simpel person. Han var som et puslespil med mange lag og skjulte brikker.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Mar 3, 2015 20:45:52 GMT 1
Lige så snart han stoppede sin tortur af manden, åndede hun lettet op, hun undersøgte hans livstegn, han ville på ingen måde være i stand til at skulle bringe dem nogen som helst steder med sig. Pokker tage det! Nu var hun afhængig af at skulle bruge endnu mere tid med den vanvittige varyl! Serenity mærkede vreden boble, men hun måtte beherske sig, lægge låg på og tage det roligt. Alt andet ville jo ende galt, tydeligvis. "Jeg lod mine følelser rive mig bort fra min opdragelse og mit sande væsen. Jeg beklager." Lød det så blidt fra hende, inden hun valgte at få lagt manden så behageligt som overhovedet muligt. Et suk brød hendes læber, hun kunne ikke holde dette ud, der var ikke tid til at tage sig af ham, hun måtte vende hjem og hurtigst muligt komme af med Marcellus på den ene eller anden måde. Dette her, måtte hun bare igennem så godt som overhovedet muligt. Lyden af hestehove lød mod stien, hun så bag om vognen og fik straks en ide. Hun sprang op og viftede med hænderne. Kærren stoppede med en stærk ung mand siddende bag hestene, han så på hende med et charmerende smil, men stoppede straks da han egentlig fik set ordenligt efter i hendes ansigtsudtryk. Hun forklarede ham at hendes kusk havde haft en anfald og behøvede en læge, men at deres heste trængte til hvile, men kusken tilfælde var akut. Manden nikkede gentagende gange og hoppede ned, inden han gik med til kusken og besluttede sig for at gøre den hæderlige ting og tage manden med sig. Der gik ikke lang tid før kærren var sat i hurtig galop videre af stien. Serenity så efter den og bed sig i læben, bare nu manden klarede sig! "En del af dig er et monster, det kan du ikke løbe fra, men ud over det, giver jeg dig fuldkommen ret. Dog ville jeg aldrig nogensinde slå et væsen ihjel med mindre det var yderst nødvendigt." Lød det så fra hende, som hun stod bag ham med armene over kors. Nu måtte de selv styrer vognen, selv hvis kusken kunne have været i stand til at forsætte, ville hun ikke have ham i nærheden af Marcellus og hvis manden havde nægtet, hvad ville Marcellus så ikke gøre ved ham? Nej den chance kunne hun ikke tage. "Der er noget i dig som gjorde jeg sagde ja til alt dette, lige nu ser jeg det ikke, men jeg håber det går op for mig igen. Negative følelser er ikke min stærke side." Indrømmede hun blankt, inden hun valgte at begynde at børste sit tøj af.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Mar 6, 2015 22:14:58 GMT 1
Marcel kiggede lidt undrede på Serenity og så ud til at overveje noget. Han gned sig på hagen og kom med et eftertænktsomt ''Hmm''. Marcel lænede sig frem og sagde roligt '' Jeg har en ide Serenity.. Du siger du ikke er i fysisk form.. Hvad siger du til at tage til elvernes land og sætte min handels møde op for mig om tre måneder. Så burde du have opbygget den fysiske styrke der er påkrævet til træningen. Så kan vi tage vores træning derfra. Så slipper du for at rejse så meget med mig og høre på mig. Jeg ved hvor meget du hader at tilbringe tid med mig.. Så sådan gør vi ''. Marcel rejste sig op og blinkede til Serenity. '' Vi ses om tre måneder. smukke ''. Marcel lagde en adresse hun kunne kontakte ham på. Med disse ord var Marcel ude af vognen. Han havde bestemt tænkt sig at mødes med hende. Hvad Marcel ikke vidste, var at han snart ville blive selveste kongen over Imandra. Han ville blive en af de mest magtfulde mænd i verden. Så når de tre måneder ville være gået ville det være en helt anden Marcel Serenity ville mødes med. Marcel var draget afsted. Han havde mødt og lært Serenity en smule at kende. Nu var der kun tilbage at se hvad fremtiden bød på og deres næste møde.
//Out//
|
|