Just keep breathing

[Deleted]

Arons blik vendte sig kortvarigt mod Macaria. Der havde været noget i hendes bedende blik og dæmpede ord, som kortvarigt havde fået ham til at standse sine forberedelser. Hun ville ikke dø. Selvfølgelig ville hun ikke dø. Hvem havde dog lyst til det? Han fortrak ansigtet i en stram mine.
”Du dør ikke.” lovede han hende, og fremtrak et svagt smil over sine læber, før han lukkede sin ene hånd om hendes håndled, for at holde hendes arm i ro. Han kunne ikke se nogen blodårer på hendes arm, men det overraskede ham ikke, når hun trods alt intet blod havde at pumpe rundt i kroppen. Han måtte satse på at modgiften ville virke så længe den var i hendes krop. Han placerede kanylen mod hendes underarm, og førte nålen under huden på hende. Uden at tage blikket fra hendes arm, sprøjtede han kanylens indhold ind i kroppen på hende.
Det gik med ét op for ham, hvor nemt det kunne have været for ham at fremskynde giftens effekt i dette øjeblik. Han kunne have indsprøjtet hvad som helst i hende, og sikret at hun ikke ville sladre til dronningen om ham. Det ville i det mindste give ham muligheden for at fortsætte sin handel med kunder i andre lande. Men risikoen ved at dræbe den kongelige rådgiver var for stor. Og måske var der fordele ved at være på god fod med Macaria.
Han trak nålen ud af hende igen, og lagde kanylen væk mens han betragtede hende. Han forventede at reaktionen ville være hurtig. Han vidste det ikke ville være en behagelig følelse; når giften var så potent som den var, måtte modgiften være endnu mere effektiv. ”Du burde lægge dig ned. Du kommer til at have det dårligt i nogle minutter, men efter det, burde du være frisk.” Han betragtede hende roligt. Han havde mere at fortælle, men det var bedre at dele det med hende, når modgiften havde haft sin effekt.

[Deleted]

En svag snerren havde rynket hendes næse, da han stak nålen i hende, men hun holdte blikket rettet intenst mod kanylen, som for at sikre sig modgiften nu kom ind i hende. Hun kunne mærke Harris ligge sin hånd på hendes skulder, for at give den et beroligende klem.
Da Aron igen tog nålen ud af hende, åndede hun lettet op. Det var forbi. Hun var reddet. Hvis hun troede på nogle Guder, ville hun have takket hver og én. I stedet vendte hun sig, for at trække Harris ned til sig, og give ham et koldt kys på kinden.
”Jeg har det fint,” sagde hun smilende til Aron, da han rådede hende til at ligge ned. Harris smågrinede, mens at hun klemte ham ind sig. ”Der skal mere til for at –” Hun stivnede.
Harris vred hovedet, for at se forskrækket op på hende, da hun tog sig til hovedet med en smertefuld grimasse.
”Macaria?” spurgte han forsigtigt, og rejste sig fra hende, da hun med en klynken krøllede sig sammen med hænderne om hovedet, som ville det sprænges. Det var som at have et helt smedje værksted derinde. Hun kunne knap høre hvad de andre sagde, eller få klarhed i sine tanker. En løbeild af varme fór igennem hendes blodåre, helt ud til fingrene, der begyndte at summe. Hun gispede, og klemte øjnene hårdt sammen. Svagt fornemmede hun hvor kroppen skælvede.
”Aron, du… hvad har du…?” stammede hun, uden at kunne fuldføre sætningen på grund af smerten, der afbrød hendes ord med endnu en klynken. Hele kroppen summede, som var der små insekter, der kravlede rundt under huden på hende.
Langsomt gled hun ned, og ligge på gulvet, med øjnene klemt hårdt sammen, og benene trukket op til brystet. Småklynkende og skælvende.

[Deleted]

Arons blik havde hvilet roligt på Macaria, som om han ventede på reaktionen. Da den kom, virkede han ikke overrasket over hvor hårdt den så du til at ramme hende. Han betragtede hende synke til gulvet, og rykkede tøvende en smule tættere på hende, og sørgede for at hun lå på ryggen. Det var mest til hans egen fordel, så han kunne se hendes ansigt i skæret fra pejsen. Smerten var synlig i hendes ansigt, og medlidenheden viste sig omgående i Arons ansigt. Han kvalte et suk og så tilbage på Harris.
”Flasken med blod. Hent den.” sagde han roligt, og drengen adlød med det samme. I sit stille indre kunne Aron ikke lade være med at bemærke hvor ivrig drengen virkede efter at hjælpe Macaria, ligesom hun havde været efter at hjælpe ham. Så snart Harris gav Aron flasken med blod, vendte Aron sin opmærksomhed tilbage til Macaria, og strøg en lok af hendes hår væk fra ansigtet. ”Jeg ved det gør ondt lige nu, Macaria, men det går over. Stol på mig.” sagde han dæmpet. Han begyndte så småt at kunne se hvordan smerten aftog, og da han mente at hun ville være i stand til det, trak han proppen af flasken og holdt dens åbning mod hendes læber. Hun ville få brug for sin styrke efter dén oplevelse. Hans blik drejede sig derefter tilbage til Harris. Han så mildt sagt rædselsslagen ud. ”Hun skal nok klare sig.” sagde han myndigt, og sendte ham et beroligende smil. Det så ud til at virke. Han så ikke rolig ud, men han formåede da at forme et skævt smil i retur til ham.
Smilet varede dog ikke længe på Arons læber, da han så ned på Macaria igen. ”Det her er ikke en permanent kur. Jeg kommer til at være nødt til at give dig mere modgift med jævne mellemrum, så giften ikke spreder sig. Men den første indsprøjtning er den værste.” tilføjede han som en beroligelse. Ikke at det betød at de følgende indsprøjtninger ville være en dans på roser.

[Deleted]

Macaria rynkede panden, men svarede ham ikke, før hun havde tømt hele flasken med blod. Hun kunne næsten mærke, hvordan hendes krop begyndte at heale hende indenfra. En lille sitren her og der. Da hun endelig tog flasken væk fra munden, havde hun det meget bedre, om dog snurrede hovedet stadigvæk.
Forsigtig kom hun op og støtte på albuerne.
”Ved du hvor skrøbelig du har gjort mig?” spurgte hun Aron alvorlig. ”Hvis nogle finder ud af det her… det eneste de skal gøre er at dræbe dig. Eller forhindre mig i at nå hen til dig, når det er tid for modgiften.”
Det var ikke engang løgn. Hvis bare nogle af hendes fjender, fandt ud af den her svaghed…. Det ville være så let, så let. Aron havde lige sørget for, at alle dem, der ville have hende af vejen, havde fået en stor mulighed for det.
Hun sukkede, og strøg fingrene igennem håret, for at få det væk fra ansigtet igen. Det her var om muligt, den væreste dag i hendes liv. Angrebet af dødsengel, svækket til grænsen af hvad hun kunne klare, truet af et mennesket, forgiftet.
Harris hjalp hende helt op af sidde, så hun kunne læne sig op af kaminen. Ilden flakkede hen over hendes blege ansigt med de trætte, dybe øjne. Det var tydeligt, at hun stadigvæk var rystet over smerterne, der havde bølget ind over hendes krop.

[Deleted]

”Så må vi jo bare sørge for at der ikke er nogen som finder ud af det.” svarede han roligt, og lod blikket vandre mellem hende og Harris. Han var ikke i tvivl om at Macaria ikke ville dele sin nye svaghed med nogen, og sådan som Harris behandlede hende, kunne han heller ikke forestille sig at han ville røbe noget.
”Jeg siger ikke noget til nogen. Jeg har ikke lyst til at skulle have din død hængende om halsen på mig.” Det sidste blev sagt med en spøgefuld tone, og han fik nok en gang trukket op i et skævt smil i hendes retning. Smilet fortog sig dog nok en gang.
Dagen var virkelig ikke gået som Aron havde troet. Hvor han havde troet at han kunne have slappet af i kroen før han vendte tilbage til sit arbejde, havde han reddet knægten fra at blive kvalt af sine egne lunger; han havde været ved at finde tonen med Macaria kun for at sige noget forkert, og ende med at blive bidt af hende; han havde forgiftet hende med sit eget blod, og havde givet hende modgiften mod giften i hendes system. Det var definitivt en mere begivenhedsrig dag end hvad han havde forventet – og meget mere end hvad han følte at han havde energien til. Og et enkelt blik mod vinduet fortalte ham at solen stadig stod højt på himlen. ”Hør… Macaria, jeg har givet dig mange grunde til ikke at stole på mig. Men ethvert forsøg på at skade dig vil ende med at slå tilbage på mig selv, så jeg vil selv foretrække at du forholder dig i live. Det vil gøre det nemmere for os at tilbringe dagen sammen indtil solnedgang, hvis vi bliver enige i det faktum; jeg gør ikke dig noget, og du gør ikke mig noget.” Han så afventende på hende. Det dunkede stadig i halsen på ham, og han måtte nok en gang presse det våde stof mod bidemærket. Giften i hendes årer var måske mere varig end hans bid, men jo tidligere de stoppede med deres angreb på hinanden, jo bedre.

[Deleted]

Et skeptisk øjenbryn hævede sig mod ham, inden at hun svagt nikkede. En våbenhvile var bedre, end hele tiden sidde med det ene øje vendt mod ham. Ikke fordi hun stoppede med det. Mange havde sagt det samme, som ham, og gjort noget fuldkommen modsat. Alligevel… ville være rart, at tilbringe resten af tiden på god fod.
Med hjælp fra Harris, kom hun usikkert på benene.
”Jeg er nødt til at få noget søvn,” konstanterede hun, og gik over til sengen, hvor hun med et lille støn, satte sig ned. Hun havde ikke sovet i over 24 timer. Efter alt det der var sket de sidste par timer, var det utroligt, hun overhovedet stadigvæk var vågen.
”Er der noget jeg kan gøre, mens du sover?” spurgte Harris hende med sin alvorlige stemme, mens at hun lagde sig ned. ”Jeg kan hente ting for dig?”
Hun smilede mildt til ham, og strøg sine fingre igennem hans tykke hår, inden at hun rystede på hovedet. ”Jeg har alt, hvad jeg har brug for. Hvis Aron vil byde på det, så kan du gå ned og købe noget mere blod. Guderne må vide, jeg har brug for det. Ellers så tag et bad, og lån en ren skjorte af Aron. Du stinker af røg,” sagde hun, og ruskede let i hans hage. Hans ansigt var stadigvæk sodet til af aske.
Lydigt nikkede Harris, men han blev hos hende, indtil at hun havde lagt sig til rette med ryggen ind mod væggen, og benene trukket en smule op. Derefter forsvandt han ind på badeværelset, for at få skyllet minderne om branden væk.
Macaria så efter ham med halvlukket øjne, inden de rettede sig mod Aron.
”Hvis jeg ikke er vågen, inden solen er gået ned, så væk mig,” bad hun, med et svagt smil, inden at hun lod øjnene glide helt i. Søvnen kom hurtigt til hende.

[Deleted]

Det hævede øjenbryn hun sendte ham havde næsten fået ham til at stønne opgivet, men da det blev fulgt af en nikken, kunne Aron igen sænke skuldrene og slappe mere af. Hun behøvede ikke lægge ord på sin accept; hun måtte have set logikken i det, lige så tydeligt som han havde. Det ville da gøre det nemmere for ham at slappe af i hendes selskab. Han forventede dog ikke at hun ville gøre det samme. Det var trods alt hende, der stadig havde giften i sine årer. Modgiften holdt den i bånd for øjeblikket, men chancerne var nok større for at han ville gøre hende noget end omvendt på nuværende tidspunkt.
Aron var begyndt at pakke sine sager sammen igen, mens Macaria og Harris talte sammen, og han havde intet sagt til at hun lagde sig til at hvile. Faktisk gjorde det det kun nemmere for ham; så slap han selv for at bede hende om at få noget hvile. Efter sådan en oplevelse havde hun brug for at indhendte den mistede energi, hun ikke nødvendigvis havde fået fra blodet. Og jo mere hvile hendes krop fik, jo bedre kunne modgiften arbejde.
Det var tydeligt at Macaria hurtigt var faldet i søvn, da hun snart lå helt stille. Harris havde i et kort øjeblik været bange, da han så hende ligge helt stille uden så meget som at trække vejret, men det havde kun krævet en rolig forklaring fra Aron, før knægten igen faldt til ro. ”Gør som hun foreslog og få dig et bad. Du kan få noget at spise når du er ren.” tilføjede han, og sendte drengen ud i badeværelset, hvor lyden af rindende vand snart nåede ham. Det var med en utilfreds grimasse at Aron måtte gå sin læderpung igennem, og tælle sit guld. Ikke bare havde Macaria tvunget ham til at indskrænke sin kundekreds betragteligt, men nu havde han også måtte betale for tre munde der skulle mættes, og låne sit tøj ud til dem begge. I det mindste havde Macaria sagt at hun skyldte ham.
Da Harris kom ud fra badeværelset, havde Aron allerede fået noget mad sendt til værelset, og han var roligt gået tilbage til sit arbejde mens Harris spiste sig mæt. Han havde faktisk været fuldstændig forgabt i sit arbejde, som kun blev afbrudt i tide og utide da Harris stilte spørgsmål til hvad han gjorde, og han havde givet vage svar i retur. Det var først da Harris tøvende prikkede Aron på skulderen, at han løftede blikket fra sine notater, for at se på knægten.
”Solen. Den er gået ned.” sagde Harris med et nik mod vinduet. ”Jamen hvad venter du så på? Væk hende.” svarede Aron tålmodigt, og Harris gjorde omgående hvad der blev sagt. Han havde iført sig en af Arons ekstra skjorter, og ligesom på Macaria hang den løst om skuldrene på ham, da han gik op ved sengekanten og ruskede i Macarias skulder.

[Deleted]

Brat vågnede Macaria, da hendes skulder blev rystet, og hun slog øjnene op med det samme. Harris stod ved hende. Han smilede smalt, da han opdagede hun var vågen.
"Solen er gået ned," fortalte han hende, mens at hun træt, fik sat sig op i sengen. Hun følte sig fuldkommen drænet, men i det mindste havde hun nok energi, til at finde en vogn, og tage resten af turen tilbage til slottet.
"Jeg må hellere se at komme tilbage så," sukkede hun, og rejste sig op, selvom hele hendes krop tiggede hende om at ligge sig tilbage igen i sengen. Det var stadigvæk tidligt! Dronningen ville først savne hende om nogle timer!
Harris lagde armene omkring hendes hals, da hun bøjede sig ned på hug, for at omfavne ham. Selvom de kun havde kendt hinanden i cirka et døgn, var de allerede blevet tæt knyttet, med hvad de havde været igennem. Inderligt kyssede hun ham på siden af hovedet.
"Jeg ser til dig, så hurtigt jeg kan. Indtil da så opfør dig ordentligt, gør hvad Aron siger, men hold øjnene oppe!" mumlede hun ved siden af hans øre. "Hvis vi ses på slottet, må du lader som om du ikke kender mig. Fortæl ingen om hvad der er sket. Hvis nogle spørg, så er du Arons alkymist lærling, okay? Bare rolig... jeg skal nok hurtigt hente dig igen."
Harris knugede sig ind til hende, men han hverken græd, eller tiggede hende om at blive, selvom at han måtte være på randen til et sammenbrud, efter alt hvad han havde været igennem. Hun vidste ikke engang, om han havde noget familie, som han havde mistet den nat.
Forsigtigt og nænsomt gjorde hun sig fri af hans greb, inden at hun gik frem mod Aron. Prøvende rakte hun armene ud, for at se om en omfavnelse måtte være på sin plads. De havde trods alt været tæt på at slå hinanden ihjel, og det måtte give lidt tæthed.
Det endte med at hun lagde armene om halsen på ham, og lod sig glide ind i hans favn med ansigtet ved siden af hans.
"Jeg går ikke ud fra at det er nødvendigt, at true dig, for at du forstår, at du skal passe på den dreng," hviskede hun blødt tæt på hans øre. "Giv mig besked, hvis I mangler noget, ellers så ses vi jo til næste sprøjte modgift." Hun gav ham et flygtigt kys på kinden, inden at hun trak sig fri af ham. Et smalt smil spillede sig i det ene mundvig. "Kom nu ikke for sent."
En sidste gang kyssede hun Harris på panden, inden at hun til sidst gik modvilligt mod døren. Harris kiggede standhaftigt efter hende, indtil døren lukkede sig efter hende.

//out

[Deleted]

Aron havde ikke haft meget at sige i hvordan Macaria tog afsked med ham. Han havde set at hun havde strukket armene ud, som for at omfavne ham, men før han selv havde nået at blive enig med sig selv om det var passende, mærkede han hendes arme om sin hals, og det flygtige kys på hans kind. Han fangede sig selv i at tænke tilbage på da hun bed ham, efter at have kysset ham på læberne, og hans hånd søgte ufrivilligt til bidemærkerne på hans hals. Med tiden ville de hele, men mindet ville forblive.
Et lille smil bredte sig dog over hans læber ved Macarias ord, som han blot besvarede med en nikken. Han ville være nødt til at opsøge hende inden længe for at fornye hendes dose modgift. I det mindste lod det til at Macaria havde accepteret det faktum – og det ville da være til hans fordel at hun havde brug for ham i live. Han så tavst efter hende da hun forlod kroværelset, og vendte derefter sin opmærksomhed mod Harris, som stadig så på døren efter hende. Drengen var standhaftig, men blikket afslørede det; knægten savnede hende allerede.
”Du får hende at se igen.” sagde han roligt. Det var vel sandt. Hvis han skulle prøve drengen af som sin assistent, ville han være nødt til at tage ham med sig på sine rejser – inkluderet når han skulle give Macaria sin modgift. Det ville vel også give de to muligheden for at se hinanden igen. Det ville være som at slå to fluer med ét smæk. ”Kom. Vi må skaffe dig nogle ordentlige klæder. Jeg kan ikke have en assistent som går rundt sådan her.” tilføjede han med et sigende nik mod drengen i den alt for store skjorte. Han ville have brug for noget passende tøj. Tøj som ville kunne holde til lange, anstrengende rejser i hårdt terræn. Det var et held Aron havde arbejdet så flittigt for andre lande end Dvasias ind til det her punkt: han havde et godt lager af guld sparet sammen, og nu hvor han var tvunget til udelukkende at arbejde for Dvasias, ville han være nødt til at klare sig med hvad han kunne finde dér. Måske skulle han acceptere Macarias forslag om job på slottet alligevel?
”Skynd dig, før markedet lukker!” indskød han utålmodigt, og drengen skyndte sig at følge efter Aron, og de forlod begge to kroværelset bag dem. Ilden i pejsen begyndte så småt at blive reduceret til gløder, før de til sidst gik ud, og efterlod værelset i mørke.

//out