Just keep breathing

[Deleted]

Aron havde ladt hende gå tilbage til badeværelset for at klæde sig på, og havde i mellemtiden fået lagt sine sager til side, og havde siddet og puffet til gløderne i ildstedet så ilden ikke skulle gå ud. Solen måtte nu stå højt på himlen udenfor, men han var alt for klar over at han ikke ville kunne forlade kroen før solnedgang. Macaria var i hvert fald nødt til at holde sig indendørs indtil det var trygt nok for hende at komme videre, og han var ikke meget for at efterlade hende alene sammen med drengen, eller alt hans udstyr.
Hans blik faldt på hende igen da hun kom ud fra badeværelset iført hans tøj. Det var ganske vist en smule for stort til hende, men det så da ud til at gøre nytten. Hun havde endda fået sat håret op.
”Så godt som.” svarede Aron prompte, og trak henkastet på skulderen. Et skævt smil havde nok en gang bredt sig over hans læber. ”Jeg nyder at arbejde. At udvide mine egne horisonter. Det er afslappende og fascinerende på samme tid.” Han smilede, halvt opgivet over sig selv. Mange ville måske anse hans forkærlighed for sit arbejde som sørgelig, men det var nu engang sådan han var, som alkymist. Det var hele hans grund til at blive ved med at forlænge sit eget liv på den måde som han gjorde. ”Apropos arbejde. Du sagde at du kom fra slottet, men hvad laver du egentlig der?” Nysgerrigheden var pinligt synligt i hans ansigt, da han nok en gang granskede hende med sit blik. Smilet havde stadig ikke forladt hans læber. Hvis de var nødt til at tilbringe dagen sammen, ville han foretrække at han lærte hende lidt bedre at kende. Det var vel bedre end at skulle sidde her med en fuldstændig fremmed. En fremmed, som havde overtalt ham til at tage sig af en knægt ingen af dem vidste hvem var. Macaria var skræmmende overtalende.

[Deleted]

Pludselig kom hun i tanke om, at hun aldrig havde fortalt Aron, hvem hun egentlig var. Ilde til mode kløede hun sig i nakken, men blev enig med sig selv om, at det var bedst at være ærlig for ham, selvom hun regnede med, at chokket måske ville få ham til at blive akavet og endda skræmt. Det var trods alt ikke ligefrem en ganske normal vampyr, der befandt sig på hans værelse.
Hun satte sig overfor ham på gulvet med benene trukket op til brystet.
"Jeg arbejder i hoffet," fortalte hun tøvende, og kradsede lidt i trægulvet med en negel. Bare de ikke begyndte at mangle hende, og fandt ud af, at hun ikke var på slottet. Ikke nok med at dronningen var både streng og hård, så var hun ikke ligefrem den mest tålmodige person, til at høre på dumme undskyldninger.
Macaria hvilede hagen på sine knæ, mens at hun rettede øjnene mod Aron, så deres blikke mødtes. Han var begyndt at smile mere. Hans øjne granskede hende nøje, som prøvede han at gætte sig frem til, hvad hun kunne være. Det fik hende til at smile lidt.
"Jeg er Dronning Jaqia's rådgiver," fortalte hun endelig, da den nysgerrige stilhed blev for meget. "Hendes højre hånd. Derfor kan jeg ikke tage drengen med tilbage. Desværre." Hun smilede halvt skævt, halvt undskyldende til ham.

[Deleted]

Det var bestemt ikke det svar, Aron havde forventet. Det var tydeligt i hans ansigtsudtryk. Hans øjenbryn var fløjet i vejret da hun havde uddybet hvem hun var, og han havde nok en gang ladt sit blik vandre op og ned af hende, som om han ikke helt kunne tro på hvad hun fortalte ham. Han havde mødt hende uden følge ved Den sorte sø, og hun var nærmest klædt i laser da hun kom til kroen. Plejede kongelige rådgivere ikke at have midlerne til at gå i finere klæder end det? Hendes manglende følge kunne måske forklares med det faktum at hun trods alt var en vampyr, og virkede i stand til at passe på sig selv.
”Dronning Jaqias rådgiver…” gentog han vantro. Han virkede pludselig ikke sikker i sin sag længere. Et sted burde han være nervøs overfor hende, hvis hun virkelig havde ret i at hun var dronningens højre hånd.
Medmindre det selvfølgelig var en løgn. En skepsis begyndte at vise sig i hans ansigt. Hun virkede ikke rigtig som en typisk kongelig rådgiver. Aron havde ganske vist aldrig mødt én, men han forestillede sig altid at de var snobbede, med næserne højt oppe i skyerne. Men Macaria havde reddet en dreng fra en brand. Det hele gav ham faktisk endnu flere spørgsmål end svar. ”Ved dronningen så at hendes rådgiver planlægger at overtage Manjarno?” spurgte han roligt.

[Deleted]

Hans mistro og skepsis var tydelig i både hans toneleje, og den måde han så på hende. Hun kunne dog ikke bebrejde ham. Det var ikke andet end en måned siden, at hun var startet. Derudover var hun langt fra ligesom resten af hoffet med deres blanke masker, høflige ord, og hånlige blikke. Der vat tit kommet problemer ud af Macaria lige frem måde at være på. Ikke at hun ville ændre sig. Hun havde stærkt på fornemmelsen, at Dronningen havde valgt hende som sin rådgiver, netop fordi at hun ikke var som de andre, der havde alt for travlt med at slikke hendes fødder.
Macaria smilede hemmelighedsfuldt til ham, da han spurgte ind til hendes planer. Ubekymret trak hun på skuldrene. "Det tror jeg ikke," svarede hun ærligt. "Hvis jeg kunne, ville jeg pakke hele landet ind til hende, men jeg må nøjes med at sende en ravn, når den tid kommer."
Ikke mange vidste, hvad hun gik rundt og lavede for tiden. Faktisk kun en lille håndfuld. Et par soldater, nogle spioner, en håndfuld snigemordere, og en enkelt alkymist. Hun holdte kortene tæt ind til kroppen. Utroligt ingen havde prøvet at tage Manjarno før, men hun gættede på, inden havde turde, i frygt for hvad Dronningen ville sige til det.
"Jeg skal nyde, at jeg kan sidde på tronen i en uges tid, inden jeg overrækker hele landet til Dronningen. Hun bliver så henrykt. Det vil være en stor provokation mod Procias, men tør de gøre noget? Nej. De er så bange for at få blod på deres hænder derover." Hun grinede forventningsfuldt, og slyngede armene rundt om benene. "Jeg ville gøre alt, for at se folks ansigtsudtryk, når de opdager, at jeg sidder på tronen midt i Manjarnos hjerte."

[Deleted]

Aron blev kun endnu mere forvirret. Han havde troet at Macaria ville overtage Manjarno for sin egen skyld, ikke for at give landet væk til en anden. Men det gjorde ham kun endnu mere i tvivl om hende. Måske var hun virkelig dronningens rådgiver? Han kunne ikke se nogen anden grund til at hun ville overtage et land, kun for at give det til Jaqia. Enhver anden ville med al sandsynlighed overtage landet til sig selv, og regere som den nye konge eller dronning.
På den anden side, ville det at Macaria var kongelig rådgiver måske være et tegn på at planen faktisk kunne gå godt alligevel. Han kunne ikke forestille sig at hvem som helst kunne gå hen og blive kongelig rådgiver, så Macaria måtte vel også være i stand til at tænke strategisk. Og hvis Macarias plan nu skulle slå fejl, mon ikke hun så ville have dronningens støtte? Og ville den støtte mon strække sig ud til hendes medsammensvorne – inkluderet ham selv?
Hans smil voksede en anelse bredere.
”Så i en uges tid vil du kalde dig selv Dronning, og så vil du give et helt land væk til Jaqia? Jeg kommer aldrig til at forstå mig på folk i kongelige hof.” indrømmede han sandfærdigt. Der var måske en grund til at han aldrig havde været i nær kontakt med nogen fra noget hof. Alt for meget politisk spil og intriger. Fremfor alt forvirrede det ham. ”Så… Macaria, dronning Jaqias rådgiver.” Det virkede stadig mærkeligt for ham. Han kunne virkelig ikke forestille sig en kvinde som Macaria med sådan en stilling. Hun virkede næsten alt for jordnær for den slags. Men måske var der mere ved hende end hvad han havde set. ”Helt præcis hvorfor er det du vil overtage Manjarno?” Det var et spørgsmål som havde gnavet i ham. Hans blik flakkede til drengen, da han vendte sig i søvne. Han måtte være udmattet efter sin oplevelse, så tungt som han sov.

[Deleted]

Endnu et let skuldertræk, indikerede både Macarias ligegyldighed samt hendes svar. Hendes blik hvilede på drengen i sengen, efter han havde rørt på sig. Hans åndedræt var normalt.
Hvis nogen hun kendte godt, havde spurgt hende om det samme nu, ville hun svare, at det var for drengens skyld. Hun havde taget hans hjem fra ham, og hun ville give ham et nyt i Manjarno. Måske ville dronningen lade hende blive i Manjarno, for at regere på hendes vejne. Så kunne drengen vokse op i trygge omgivelser i et land, der ikke var fyldt med uhyggelige væsner, mørke og usikkerhed. Hun kunne opdrage ham. De kunne bo et flot sted, hvor han kunne lege dagen lang, få hvad han ville spise, og aldrig tænke på sygdom eller sult.
Ikke fem vilde heste, kunne få hende til at indrømme det dog. Hun kendte ikke Aron, men han var klar på at lave en gift mod Manjarnos soldater. Hvis nogen fandt frem til ham, truede ham på livet, ville han så fortælle dem alt om hende og drengen? Hun tog ingen chancer.
”Hvorfor ikke?” endte hun derfor med at spørge tilbage. ”For at få de søde beboer i Procias til at ryste i bukserne? Bare fordi jeg kan? Så dronningen kan se, hvad jeg kan gøre? Vælg selv.”
Hun betragtede ham med tunge øjenlåg. Varmen fra ilden gjorde hende døsig.
”Har du nogen familie? Jeg går ud fra du ikke har børn eller kone, siden at du opholder dig her, men... søskende? Forældre?” spurgte hun venligt.

[Deleted]

Det var måske for meget forlangt at forvente et klart svar om hendes motiver. Måske var hendes grund alt for personlig til at hun ville dele den med ham. De havde trods alt kun mødt hinanden, så han ville ikke bebrejde hende for at hun ville holde sine kort tæt. Han ville have gjort det samme i hendes sted.
”At overtage et land burde i det mindste give dig masser af respekt i hoffet. I hvert fald fra dronningens side, mere end du allerede har fra hende.” fastslog han. Hvad hendes grund så end var, kunne man da ikke komme udenom dét faktum. Måske ville han endda også få lidt taknemmelighed for sit arbejde med giften? Alene tanken fik et forventningsfuldt smil til at vokse over hans læber.
Smilet forsvandt dog, da Macaria spurgte ind til hans egen baggrund. Det eneste der var tilbage af hans smil, var en svag trækning i mundvigen. Han trak henkastet på skulderen.
”Jeg har min far, men ham har jeg ikke talt med i årevis. Jeg har ingen søskende, og min mor døde da jeg blev født.” Et faktum hans far aldrig lod ham glemme. ”Min kontakt med familien har ikke været den bedste. Jeg begyndte med mine studier i en ung alder, og jeg rejste hjemmefra for mange år siden. Jeg har været rundt omkring lige siden.” Nok et skuldertræk. Det var sådan et liv Aron havde fundet naturligt for ham for længe siden. Uden noget særlig tæt bånd til sin far, havde det aldrig været et problem for ham at forlade alt for at fortsætte sine studier og sit arbejde.
Hans blik faldt tilbage på knægten. ”Så hvad er planen at gøre med ham, når du overtager Manjarno? Han skylder dig sit liv. Vil du få ham til at arbejde på slottet?”

[Deleted]

Et øjenbryn hævede sig ved hans fortælling, indtil at han hurtigt skiftede emne. Hvorfor var det alle i Dvasias var så ivrige efter at tale om dem selv, med mindre det handlede om fortiden? Nogle gange kunne hun godt forstå det, hvis fortiden var smertefuld, men det fik hende til at føle, ingen rigtig kendte hinanden. Hun kløede sin næse, og lod ham skifte emne. Hans hurtig forsvundet smil sagde det hele.
Drengen sov stadigvæk Hun håbede han ville vågne, inden at hun skulle gå. Selvfølgelig vidste hun ikke hvordan han ville reagere på hende. Forhåbentligt havde han ikke set hende brænde landsbyen ned, eller dræbe den kvinde, hvis blod hun drak. Forhåbentligt havde han bare set hende komme gående gennem ilden, for at redde ham, samt hvordan hun havde forsvaret ham overfor dødsenglen. Ville gøre alting nemmere.
Arons spørgsmål var dog igen én af de sværere. Hvor meget kunne hun stole på ham? Hvor meget kunne hun fortælle? Nej, hun ville ikke bruge drengens byrde, om at han skyldte hende sit liv. På sin vis, følte hun sig skyldig over hans nuværende tilstand. Men selv hvis det var...
Hun sukkede, og lod panden glide ned på knæene, så ansigtet var skjult for Arons blik. Let bed hun sig i læben.
"Han skal ikke arbejde på slottet..." svarede hun langsomt. Hvad ville hun egentlig med ham? Hvad skulle hun gøre? Adoptere ham? Det kunne aldrig gå. På et tidspunkt ville det bive opdaget. Han var for ung til at blive bidt. Det ville være både uetisk og uærligt.
"Han skal bare.... have det godt. Måske finder jeg en læreplads til ham som et eller andet. Healer, lærer. Et eller andet, som sikre hans fremtid," fortalte hun mumlende, inden at hun kom i tanke om sin stilling, samt faren hun satte sig selv og drengen i nu." Hun kiggede op på ham. Søvnen og bekymringer forsvandt fra hendes ansigt. Hurtigt langede hendes hånd ud, og greb fat i kraven på hans skjorte. Så let som ingenting, trak hun ham tættere på sig, så de begge måtte læne sig frem med en hånd støttende i gulvet, for ikke at falde forover. Skarpt holdte hun hans blik i en let snerren.
"Hvis du tænker på at misbruge de her informationer, eller sige dem videre til nogen - " Hun tav kort, for tydeligt at vise ham alvoren i det. "Så finder jeg dig, og sørge for du ville ønske du var død, forstår du det? Hvis der sker ham noget som helst på grund af dig..."

[Deleted]

Aron havde på ingen måde været forberedt på den pludselige måde Macaria havde grebet fat i kraven på ham, og han var næsten faldet forover, havde det ikke været for hendes stærke greb, eller hans egne hånd der havde været hurtig med at støtte ham i faldet. Hans blik blev fanget i hendes, og han mærkede nok en gang den samme uro, han havde følt ved Den sorte sø. Han var ikke i tvivl om hvad det var hun mente at gøre ved ham, hvis han talte om dette til nogen, og hun fandt ham.
Hans ansigt fortrak sig i en stram mine, uden at han slap hendes blik.
”Hvad skulle jeg dog vinde på at fortælle nogen om det?” spurgte han hårdt, og trak sig fri fra hendes greb. Han satte sig tilbage på sin oprindelige plads, men havde stadig ikke taget sit blik fra hende. ”Informationer om drengen kan uden tvivl bruges imod dig, men det vil ikke give mig noget. Specielt når jeg allerede er klar over hvad du kan gøre ved mig, hvis jeg gør det.” indskød han. Hun havde allerede truet ham på livet ved Den sorte sø, og han havde ikke tænkt sig at gøre noget som ville få hende til at gøre alvor af sine trusler. ”Jeg ved ikke hvorfor du har knyttet dig sådan til drengen. Du aner ikke engang hvem han er. Men hvis du viser så tydeligt at du vil beskytte ham, gør du kun dig selv, og ham, til et offer.” påpegede han sigende. Han rejste sig op fra gulvet og begyndte at vandre rundt i rummet. Hans ben havde været ved at falde en smule i søvn af at sidde på gulvet i al den tid. ”Hvis du vil have at han får det godt, om det så bliver i Manjarno eller i Dvasias, eller hvor du nu end finder en læreplads til ham, så burde du være lidt mere diskræt omkring det.” Hans blik faldt på hende igen. ”Jeg gør meget for min egen skyld. Men jeg gør det som regel gennem mit arbejde. Gifte og modgifte. Men jeg kan holde på hemmeligheder. Jeg sælger ikke informationer til nogen.” Et smil begyndte nok en gang at brede sig over hans læber. ”Det gør mig nyttig og farlig på samme tid. Jeg fortæller ikke nogen om knægten, ligesom jeg ikke fortæller nogen om dine planer. Det burde være nok til at du holder mig i live.”

[Deleted]

Macarias øjne blev til mistroiske, smalle sprækker, mens hun betragtede ham vandre frem og tilbage. Det var tydeligt, han ikke kendte til hendes verden overhovedet. Ligesom ham kom hun på benene. Selvom han smilede, skulle man ikke stole på den slags, og havde han ikke lige indrømmet, at han gjorde ting for sin egen skyld?
”Bare koncentrer dig om hvad du skal lave, så koncentrer jeg mig om drengens sikkerhed,” svarede hun ham en smule uvenligt, og lagde armene omkring sig selv, som ville hun berolige sig selv med en omfavnelse. Selvfølgelig vidste han ikke, hvorfor hun var blevet så knyttet til drengen. Han kendte ikke til hendes fortid, før hun blev vampyr. Ingen gjorde.
Med et suk gik hun hen til det dækket vindue. Hun turde ikke se ud, men hun kunne se på lyset, der trængte igennem gardinet, at det stadigvæk var dag udenfor. Med den trykket stemning, der var kommet, så hun frem til at kunne slippe ud af kammeret. Selvfølgelig havde hun vidst, at man ikke lavede venner i den her stilling, men alligevel... én havde været rart.
”Når solen er gået ned, skal jeg nok tage af sted....” mumlede hun med et fjernt blik, der så gyldne marker, stjernehimmel og hørte violinmusik. ”Jeg henter drengen, ligeså snart Manjarno er mit, og så er du fri for at se eller høre fra mig igen. Endnu en tilfreds kunde.” Hun smilede en smule bittert.

[Deleted]

Macarias uvenlige svar gik ikke Aron hus forbi, og hans smil sank ind til en egen stram mine. Sandt at sige ville han nok også foretrække at han bare kunne fokusere på sit arbejde, få produceret giften, og komme videre med sine andre arbejdsopgaver. Men det var svært ikke at blive fascineret af en som Macaria, når hun nu troppede op, ikke bare som en vampyr, men også som en kongelig rådgiver. Den dvasianske dronnings højre hånd. Hvis han ville, kunne Aron have tjent dyre domme på at fortælle Procias eller Manjarno om hendes planer. Der var kun to ting der holdt ham fra det: Macaria havde kontrollen over hans liv i denne plan; og han så frem til at se udviklingen, hvis Macarias plan virkede som den skulle.
”Jeg ville ellers blive ked af ikke at høre fra dig igen.” indrømmede han med et skuldertræk, og lænede sig op af den nærmeste væg. Han stod et par meter fra hvor hun stod ved vinduet. Hun så ud til at have været langt væk i sine egne tanker, før hun havde sendt ham sit bitre smil. Hans eget ansigtsudtryk var roligt og neutralt. ”Det er ikke alle alkymister der kan sige de har arbejdet for en dronning – også selvom det kun blive for en uges tid. Jeg ville ikke have noget imod at være del af sådan en plan en anden god gang.” indskød han. Hans tone blev en smule venligere stemt. ”Hvis drengen skal have et lærested, kan det være jeg kan være til hjælp. Jeg passer jo på ham i den tid det tager for dig at overtage Manjarno. Hvis han kan være en god assistent for mig i den tid, og faktisk har en interesse for hvad jeg laver, kan han måske have en fremtid indenfor alkymi. Han starter godt nok sent, men…” Han trak nok en gang på skuldrene, før han betragtede Macaria med ansigtet lagt en smule på sned. Som om han ledte efter bare det svageste smil hos hende. Det bitre smil havde ikke klædt hende lige så meget som hendes virkelige smil.

[Deleted]

Langsomt blev Macaria's øjne mere og mere tilstedeværende, indtil at de flakkede over til Aron. Opmærksomme, studerende og eftertænksomme. Hun sagde ingenting. Stod bare og kiggede på ham med armene om sig selv.
Hvorfor gjorde han nu det for hende? Hvorfor den... venlighed? Tankerne kørte rundt som et urs maskineri. Af alt magt prøvede hun at finde ud af ham. Både at han ville se hende igen, og at han ville tage drengen ind som læring. Hvorfor? Hvorfor?! Lige meget hvordan hun vendte det, kunne hun ikke se, hvordan det kunne gavne ham, bortset fra en fod inde hos hoffet. Var det derfor? Hans ambitioner fik ham til at holde sig gode venner med hende? Spørgsmålene pressede sig på, samt hun var bevidst om, at stilheden mellem dem voksede.
"Jeg...." hun tav lige så snart, hun havde sagt ordet. Stadigvæk i tvivl om hvad hun skulle svare. Tøvende vendte hun sig rundt mod ham, så hun sad lænet op af vindueskarmen. Blikket flakkede en smule rundt, som gjorde det hende nervøs eller utilpas, når folk var venlige overfor hende, uden hun kunne regne ud hvorfor. Til sidst lod hun alle spørgsmålene falde med en opgivende hovedrysten, og et skævt smil.
"Tak Aron. Jeg vil tænke på dig i fremtiden," svarede hun taknemmeligt, og hævede blikket op til ham. Synet af ham fik hendes smil til at vokse en smule. "Du er... god nok."

[Deleted]

Det morede næsten Aron at se forvirringen i Macarias ansigt, for én gangs skyld. Indtil videre havde det føltes som om det var hende, der havde kontrollen over deres samtaler, og altid vidste hvad der skulle siges og gøres. For én gangs skyld virkede det som om det var ham der havde efterladt hende målløs – også selvom at han på ingen måde havde planlagt det. Han forstod ikke hendes reaktion, men ikke desto mindre morede det ham stadig.
Da hun endelig fandt ordene, voksede hans smil en anelse mere, og han sendte hende et taknemmeligt nik tilbage.
”Jeg havde mine tvivl om dig til at begynde med, da du truede med at drikke mit blod ved søen,” indrømmede han med et skævt smil. Hans blik faldt nok en gang på drengen. ”men jeg tror du har bevist at du er i stand til mere end at tømme folk for blod.” Endnu et spøgefuldt glimt dukkede op i de mørke øjne, da hans blik søgte tilbage til Macaria. ”Når drengen vågner må vi sørge for at han kan få noget at spise. Jeg vil nødigt overvælde ham, men der er nogle spørgsmål jeg foretrækker at han svarer på. I det mindste hvad hans navn er.” tilføjede han med et skævt smil. Hvis han skulle tage drengen til sig som en mulig lærling, ville han foretrække at vide mere om ham. Men han forventede ikke at drengen ville være i stand til at svare på hans spørgsmål med det samme. ”Måske kan vi også få skaffet noget mere blod til dig. Den smule du fik kan umuligt have mættet dig?” spurgte han.

[Deleted]

Selvfølgelig havde han sin tvivl om hende. Hvem havde ikke det? På den ene eller anden måde, så tvivlede folk på hinanden her i Dvasias. Derudover var hun en vampyr, og han et menneske. Hvis ikke han havde tvivlet på ham, ville han have været død for mange år siden.
Macaria lod sine dybblå øjne vandre fra Aron, og hen til drengen. Hans lille hjerte var en stille, beroligende rytme, der forsikrede hende om, at han nok skulle blive okay. Hun hvilede hovedet til siden mod vindueskarmen. Flammerne i ildstedet fik hendes øjne til at glimte, som var de virkelige en stjernehimmel med tusinder af stjerner.
”Jeg vil selv gerne have at høre, hvad han hedder,” sagde hun stilfærdigt, mens hun betragtede ham med halv lukket øjne. ”Jeg vil gerne fortælle ham hvad der skete, hvad der skal ske med ham, og jeg nok skal sørge for at resten af hans liv bliver lykkeligt. Hvis jeg dog er nødt til at gå inden at han vågner, så vil jeg gerne have du sender et brev til mig. Bare så jeg ved han har det fint.” Hun gengældte hans skæve smil.
Lige så snart han nævnte blod, mærkede hun hungren give et stød i maven på hende. Kort lukkede hun øjnene, for at få styr på sig selv. Sulten hev og sled i hendes indre, mens den kommanderede hende til at drikke blod. Der var to mennesker i rummet! Hvad ventede hun på?!
”Det er okay,” svarede hun en smule hæst, og pressede to fingre mod hver side af hendes øvre næseryg. ”Jeg kan kontrollere det. Det vil dig nok være en ide, at gå nedenunder og spørge, om de servere blod.” Hun smilede svagt til ham. ”Jeg skal nok skylde dig.”

[Deleted]

Aron kunne ikke undgå at blive fascineret af den pludselige reaktion fra Macarias side, så snart han nævnte blod. Sekundet inden hun lukkede øjnene i, havde han været sikker på at han havde set ind i øjnene på et sultent dyr. Men han kunne ikke bebrejde hende. Hun havde været svag allerede da hun kom, og hendes krop havde oven i købet måtte bruge energi på at heale de skader hun havde fået fra sollyset. Den smule blod hun havde fået fra hans lager kunne ikke have gjort det helt store. Og så stod hun i samme rum som to mennesker, uden at kunne drikke deres blod. Han fik næsten ondt af hende.
”Jeg er sikker på at de serverer blod her. Jeg har i hvert fald set flasker med noget rødt stads som så alt for tykt ud til at være vin, og der er flere vampyrer som kommer hertil i tide og utide. Krofatteren ved vel hvordan man tager vare på sine kunder.” påpegede han med et skævt smil. Selv ville Aron foretrække at Macaria var ved sin fulde styrke så længe de skulle dele rum. Han kunne ikke sige med sikkerhed hvor lang tid hun ville være i stand til at kontrollere sin sult, og med to mennesker i rummet, og en hel kro fuld af potentielle måltider, kunne det meget vel kun være et spørgsmål om tid, før hendes sult fik overtaget. ”Jeg er straks tilbage.” sagde han endelig, før han skubbede sig selv væk fra væggen, og forlod værelset.
Der gik kun få minutter før Aron kom tilbage med to flasker og to glas; den ene af flaskerne havde det umiskendelige blodrøde væske, og den anden en flaske whisky. Han rakte Macaria blodet og det ene glas, før han hældte noget whisky op i sit eget glas. ”Jeg går ud fra at én flaske burde være nok til at holde dig gående lige for øjeblikket.” kommenterede han med et smil i hendes retning. ”Jeg har set på muligheden for at knægten kan få noget at spise når han vågner.” tilføjede han, efter at have kastet et blik tilbage mod drengen. Han havde nok en gang vendt sig i søvne, men Aron havde på fornemmelsen at han var gået over i en lettere søvn. Han ville forhåbentligvis snart vågne.