Just keep breathing

[Deleted]

Taknemmeligt tog Macaria imod både glas og flaske. Selvom der var prop i flaskens åbning, kunne hun dufte blodets sødme, hvilket fik tørsten til at blive endnu mere intens. Med sine kindtænder hev hun proppen ud. Duften blev endnu stærkere.
”Jeg sætter virkelig pris på det du gør,” sagde hun til ham, en smule utydeligt på grund af proppen mellem tænderne, mens at hun gavmildt hældte blodet op i glasset. Selvom hun sagtens kunne finde på at drikke af flasken, måtte hun hellere drikke langsomt. Det ville mætte mere. Hun stillede glasset i vindueskarmen, for at kunne slå proppen i flasken igen, inden hun satte sig på gulvet foran kaminen i skrædderstilling. Selvom oplevelsen med dødsenglen og knægten havde været ubehageligt, måtte hun indrømme for sig selv, at det var lang tid siden, hun havde fået sådan en pause her fra tingene. Gemt i et værelse med et glas blod, afslappet tøj, varme og godt selskab, var ikke noget hun oplevede hver dag. Hun nød det.
”Når jeg kommer tilbage til slottet, vil jeg fortælle dronningen om dig. Måske kan du få tilbudt et job i slottet, hvis du har lyst? Du kunne blive den royale alkymist?” forslog hun med et lille smil over kantens glas, inden at hun drak af det dyrebare blod. Væsken var tyk, sød og lunken. Det var til at leve med. Så længe det mættede, og ikke fik hende til at få ondt.

[Deleted]

Aron havde været ved at tage en tår af sin whisky, da Macaria kom med sit tilbud. Grimassen han lavede gjorde det svært at sige om det var whiskeyen der brændte i halsen på ham, eller om han havde noget imod hendes tilbud.
”Så bliver jeg jo nødt til udelukkende at støtte Dvasias.” påpegede han, halvt i spøg. En stor del af Arons indtægter stammede netop fra det faktum at han solgte sine varer til kunder på tværs af landegrænser. Som royal alkymist ville han aldrig få de muligheder igen – i hvert fald ikke hvis han havde lyst til at undgå at blive smidt i fangehullet.
Han satte sig ned ved siden af hende foran ildstedet og tog endnu en tår af whiskyen. Nok en grimasse bredte sig over hans ansigt. ”Det ville selvfølgelig give mig mange flere muligheder, hvis jeg er ansat på slottet. Det vil i hvert fald være meget nemmere for mig at få fat i de ting jeg har brug for i mit arbejde, hvis jeg kan kræve det ind i dronning Jaqias navn.” tilføjede han med en dæmpet latter, før han vendte blikket bort fra ildstedet, og tilbage til Macaria. Han betragtede hende nøje. Hun var trods alt Jaqias rådgiver. Det burde ikke overraske ham at hun ville sikre sig at han støttede Dvasias og ikke Procias, hvis det skulle blive nødvendigt.
Som han betragtede hende, blev det tydeligt at blodet havde en effekt på hende. Forskellen var måske ikke alt for stor, men Aron lagde mærke til hvordan hendes hår virkede fyldigere og mere levende, hvordan hendes hud nærmest glødede i skæret fra pejsen. Men måske var det bare whiskyen som påvirkede ham. Han havde fået nogle glas i sig før hun dukkede op ved kroen. ”Jeg sætter pris på at du vil nævne mig for hende, men jeg tør ikke love at jeg accepterer det, hvis det bliver tilbudt. Du må for resten gerne undlade at nævne at jeg sælger til andre end Dvasias.” indskød han med et spøgefuldt glimt i de mørke øjne, inden han tømte sit glas.

[Deleted]

De mørkeblå øjne stivnede efter at have været ved at lukkes. Langsomt kiggede de op, indtil at de endte ved ham. I et langt stykke tid, sad hun og bare kiggede på ham med glasset hvilende mod hendes læber, inden at hun endelig sænkede det.
Let rømmede hun sig.
”Undskyld… hvad?!” spurgte hun med et hævet øjenbryn, og satte glasset fra sig, for at vende sig mod ham med en afventningsfuld mine. Hendes ellers så charmerende smil var som dug forsvundet for solen, og erstattet af et skarpt blik, der borede sig ind i hans. Hun lignede én, der kunne finde på, at springe i luften ved blot et forkert ord.
”Sælger du til andre end Dvasias? Kemikalier? Bomber? Gift? Andet våben, som bliver brug mod os?” spurgte hun hårdt. ”Sælger du dem fint sølvstøv, de kan drysser i blod, og sende her til Dvasias, så os vampyrer kan blive kvalt i det? Studere os, for så at planlægge det perfekte våben, du kan sælge til Procias?!”
Hendes stemme var lav med hvæsende, for ikke at vække knægten. Hvis det ikke var fordi, solen stadigvæk skinnede udenfor, havde hun taget drengen, og forladt rummet med det samme. Vreden nærmest bølgede ud af hende.
”Jeg vidste, jeg ikke skulle have stolet på dig!” hvislede hun, og slog ham på overarmen med håndryggen.

[Deleted]

Macarias reaktion så du til at overraske Aron. Han stoppede i hvert fald midt i en slurk af sin whisky, og sad blot og stirrede på hende da hun så på ham med sit løftede øjenbryn. Hendes blik føltes borende, og Aron måtte sætte sit glas fra sig, da han næsten forventede at hun ville angribe ham. Han rynkede selv brynene i forvirring, før det lod til at gå op for ham hvad han havde sagt. Hvor meget whisky havde han fået i sig, siden han kom til kroen?
Macarias hårde spørgsmål fik ham dog ikke til at reagere på en anden måde, end at fortrække en stram mine. Han sad tavst og tålmodigt, mens hun fik sine ord ud. Han kunne faktisk mærke vreden stråle ud fra hende, som om hele hendes aura forandredes. Han måtte gribe sig selv ved armen efter at hun slog ham; selv om det måske ikke var et hårdt slag, føltes det en del kraftigere med hendes vampyriske styrke. Hans blik mødte derefter hendes igen, hårdt.
”Og jeg går ud fra at du aldrig har drukket blod fra nogen i Dvasias? Og at du aldrig ville vurdere at drikke blod fra Dvasias?” spurgte han, og løftede nu et eget øjenbryn. ”Det her er sådan jeg arbejder. Jeg sælger gifte til den ene, og modgift til den anden. Hvordan de bruger det, er ikke mit ansvar. Jeg holder mig i live på den her måde, og lever videre til at forgifte eller helbrede den næste kunde. Betaling fra Procias er lige så gangbar som betaling fra Dvasias.” Han tog en slurk af sin whisky og skar ansigt, før han nok en gang satte glasset fra sig. ”Jeg studerer alle væsner jeg møder. Vampyrer, varulve, engle, elvere… Enhver svaghed som jeg kan se tegn til, og enhver styrke. Men det betyder ikke at jeg udnytter det. Jeg har aldrig sagt at du kunne stole på mig. Men jeg sælger ikke til hvem som helst. Kun hvis jeg ser en gevinst i det for min del.” Hans blik hvilede sigende på hende. ”Jeg har aldrig solgt til kongelige før. Jeg har aldrig solgt varer til brug for en invasion før du fik mig til det. Normalt er det alt for risikabelt. Og jeg har aldrig solgt varer som skulle skade nogen jeg ikke ville se skadet.” afsluttede han endelig, før han vendte blikket mod flammerne. Han vidste ikke hvad han forventede skulle ske nu. Macaria var lidt tvunget til at blive i kroen indtil solen gik ned.

[Deleted]

En kold, hånende latter lød fra Macaria, mens at hun kom på benene.
”Du kunne I det mindste have løjet. Og nej! Jeg har faktisk aldrig drukket blod fra nogle her i Dvasias. Jeg er altid tager til Manjarno. I forhold til dig, så stikker jeg ikke mine egne landsmænd i ryggen!” sagde hun til ham med en snerren, inden at hun gik hen, for at tage et kik ud af gardinet. Hurtigt trak hun hovedet tilbage, da solen stadigvæk hang på himlen. Nogle af strålerne havde ramt hendes ansigt, hvor de havde flået huden op, så man kunne se kødet indenunder. Hun skar en smertefuld grimasse, men sårene var allerede igen med et heale sig sammen, for igen at den glatte hud, kunne lægge sig. Fandens! Hun havde ikke engang nogle penge til at leje et andet kroværelse.
Vredt kastede hun med hovedet, for at få håret væk fra ansigtet, og begyndte at trave frem og tilbage i værelset med armene over kors.
”Hvornår står den forbandet sol op!” hvæsede hun utålmodigt, og mindede mere og mere om et rovdyr fanget i et bur. Han havde ikke engang nægtet! Selvfølelig var han en egoistisk, forræderisk, idiot, som man ikke kunne stole på! Og hun havde været lige ved at give ham knægten, for at lære ham op i alkymi?! En anden forræder, der solgte sit eget land ud. Hun vidste at hun var så vred, fordi hun var skuffet. Var der dog ingen i det her stinkende land, som man rent faktisk kunne stole på, og kalde en ven?!
”Nej, glem det! Jeg kan ikke blive her.” Hun gik hen til drengen, og satte sig på kanten, for at vække ham op. Om hun så var nødt til at true sig til et værelse, og så betale senere, kunne hun ikke blive ved én, der solgte sine egne ud. Drengen mumlede, da hun blidt ruskede i ham.
”Vi er nødt til at komme ud herfra, ven. Kan du vågne lidt op?” spurgte hun ham, mens at han langsomt glibbede med øjnene, og kiggede op på hende. Først så han forvirret rundt på hendes ansigt, inden hans øjne gled rundt i lokalet.
”Er vi… er vi i sikkerhed nu?” spurgte han med en stille stemme.
”Næsten. Vi skal bare et lille stykke endnu,” svarede hun ham, og hjalp ham op og sidde. Først nu landede hans blik på Aron over hendes skulder.
”Hvem er det?!” hviskede han usikkert til hende, mens han lagde armene om hendes nakke, så hun kunne hive ham op i sin favn.
”En forræder. Kom så. Jeg ved det stadigvæk gør ondt, men jeg skal nok finde et roligt sted, hvor vi kan vente til solen går ned.”
Der var ikke andet at gøre nu, end tage ham med til slottet.

[Deleted]

Arons selvsikkerhed begyndte hurtigt at dale i takt med Macarias reaktion. Han havde aldrig mødt en vampyr som havde valgt potentielle måltider fra, alt efter hvilket land de stammede fra. Alle vampyrer han tidligere havde mødt havde set ud til at ville være villige til at drikke fra hvem som helst, uanset hvor de var fra. Men Macaria havde også en loyalitet til Dvasias han ikke havde set hos nogen før.
Det var netop dén tanke, som skræmte ham. Hvis dronningen fandt ud af at hendes rådgiver havde mødt en alkymist som solgte gifte og modgifte til ’fjenden’, ville der snart være en dusør på hans hoved. Hans alkymi havde bidraget til at forlænge hans liv med mange år, men han var ganske sikker på at den ikke kunne hindre ham i at dø ved at få hoved og krop adskilt. Han fulgte hende uroligt med blikket, da hun gik over og vækkede knægten. Aron rejste sig fra gulvet da Macaria samlede ham op, og tænkte så det knagede. Han kunne ikke lade hende gå. Selv hvis hun bare skaffede et andet værelse på den ene eller den anden måde, ville hun stadig udgøre en fare for ham, så snart hun kom til slottet. Der var ingen tvivl om at hun ville fortælle dronningen om ham; med sådan en loyalitet, kunne han ikke forestille sig at hun ville holde den slags hemmeligt for dronningen.
Der var faktisk kun én ting, Macaria så ud til at ville holde hemmeligt. Det var dén tanke, som åbnede en mulighed for Aron. Den ville ikke være uden risiko, men det var den eneste mulighed han havde.
”Vent!” sagde han hurtigt, da hun var i gang med at bære knægten med sig mod døren. ”Hvis du forlader det her rum, kommer jeg ikke til at lave giften til dig. Dine planer kommer til at tage mange skridt tilbage uden den.” Han bed tænderne sammen, før han lod blikket falde fra Macarias ansigt, og til knægtens. ”Hvis du forlader det her rum, kommer han ikke til at være nogen hemmelighed. Jeg kan passe på din hemmelighed, hvis du kan passe på min.” Et kort sekund overvejede han at gå så langt som at garantere for at han ikke længere ville støtte Procias’ borgere med sine varer, men det var ikke et løfte han kunne give endnu. Måske senere, men ikke nu – og han havde ikke lyst til at give Macaria et løfte han i sidste ende måske ikke kunne holde. ”Bliv. I vil begge to være trygge her, så længe vi to kan holde fred os imellem.”

[Deleted]

Macaria stivnede midt i et skridt, lige da hun var ved at krydse rummet, for at nå døren. Langsomt kiggede hun ned på drengen, der så spørgende fra hende og over til Aron. Så det lille menneske troede, at han kunne true et uskyldigt barn? Bringe ham i fare? Tankerne fór gennem hendes hoved, indtil hun opdagede at der kun var én ting at gøre for hende, hvis hun skulle holde drengen sikker. Aron havde lige bevist, at hun ikke kunne stole på ham.
Forsigtigt satte hun drengen ned på gulvet foran døren, og satte sig på hug ved ham, så de var i øjenhøjde.
”Bliv stående her,” sagde hun blødt til ham, og førte hans hænder op til ørerne. ”Hold dig for ørerne, og klem øjnene hårdt sammen. Lige meget hvad du syntes at høre, så må du hverken bevæge dig, eller kigge, forstår du det?”
Drengen nikkede lydigt, men frygten var tydelig i hans blik. Blidt kyssede hun ham på panden, og vendte ham ryggen, så han havde ryggen til resten af rummet. I en glidende bevægelse kom hun på benene.
Hun vidste Aron var urolig på hans hjertebanken, som hun tydeligt kunne høre, mens at hun vendte sig rundt mod ham. Øjnene hvilede tungt på ham.
”Du skulle have tiet stille, Aron,” fortalte hun ham stilfærdigt, og begyndte at gå mod ham. ”Det er ikke særligt smart at true en vampyr, som du er alene på værelset med.”
I en pludselig hurtigt bevægelse, stod hun lige foran ham. Øjnene mødte hans, inden at hun efter et blink med øjet, havde skubbet ham op mod væggen med en stærkt hånd om hans ene arm, og den anden mod hans bryst, så hun kunne holde ham fast.
”En skam jeg ikke kunne stole på dig….” hviskede hun. Deres næser rørte næsten hinanden, mens hendes øjne gled ned over hans ansigt til siden af halsen. Hendes krop var presset hårdt mod hans, for at holde ham fanget op mod væggen. ”Jeg nød ellers dit selskab. Desværre er det for sent til undskyldninger og tilgivelse. Du har vist til sande ansigt.”

[Deleted]

Allerede da Macaria var standset havde Aron næsten fortrudt sine ord. Han kunne mærke forandringen i luften da hun satte knægten ned, men han havde knapt nået at tænke på at flygte før Macaria stod foran ham, og hårdt havde skubbet ham op af væggen bag sig. Luften blev kortvarigt slået ud af ham, men heller ikke det nåede han at tænke yderligere over, før Macaria igen stod presset op af ham. Han var pinligt bevidst på hvor hurtigt hans hjerte bankede, da frygten farede gennem hele hans system, og fik hans nakkehår til at rejse sig. Hans små forsøg på at trække sig fri fra hendes greb var nytteløse; hun trykkede ham alt for hårdt op af væggen bag sig. Han bed tænderne sammen, mens han tænkte af al magt. Der måtte være et eller andet han kunne gøre! Han kunne ikke ende sit liv sådan her. Han havde alt for meget der skulle nås!
”Slip mig!” bed han fra sig, og forsøgte nok en gang at trække sig fri fra hende. Hans hænder havde grebet fat om hendes håndled i et forsøg på at trække hendes hånd væk fra sig – men stadig var hun stærkere. Pokker tage den styrke!
”Lad mig være! Det bliver værst for dig selv hvis du gør det her!” Det var alt for tydeligt, hvad Macaria havde tænkt sig at gøre. Hun havde sørget for at knægten hverken kunne se eller høre hvad der foregik, så det kunne kun være noget brutalt hun havde i tankerne. Han vred sig i hendes greb en sidste gang, før han fastslog at hun ikke havde tænkt sig at slippe ham. Det fik kun blodet til at pumpe hurtigere gennem hans årer, i takt med at hans adrenalin steg, og hans hjertebanken mere panisk. Han skulle ikke dø sådan her, om han så skulle kæmpe til sit sidste åndedræt.

[Deleted]

Hendes øjne gled op, og mødte hans. Frygten var tydelig i dem. Hun kunne mærke hans hjerte banke hårdt mod hendes hånd, der lå på hans brystkasse. Det var næsten en skam, nu hvor han så gerne ville leve.
”Jeg er oprigtigt ked af det – men jeg kan ikke have én til at gå rundt, og fortælle om drengen,” hviskede hun trist, og ignorerede hans trusler, da hun skiftede greb, så hun i stedet havde fast i hans hår. ”Luk øjnene. Jeg skal nok være så blid som muligt.” Blidt kyssede hun ham på læberne. De var både varme og søde. I et stykke tid blev hun stående, med læberne liggende mod hans, inden at hun så nænsom som hun kunne gøre det, tvang hun hans hoved til siden, så den store pulsåre blev blottet for hende. Hun kastede et blik over skulderen mod drengen. Han stod stadigvæk med ryggen til, og hænderne op for ørerne. Med et suk pressede hun sig helt tæt på Aron, og bøjede hovedet ned mod hans hals. Pulsen slog hårdt mod hendes læber, da hun lagde dem mod den skrøbelige hud. Der var ingen vej udenom.
Skånsomt lod hun de lange, spidse hjørnetænder glide ned i hans kød. Hun blev ved med at presse dem ned, indtil at læberne igen lå mod halsen. Blod begyndte at vælde ud af de to, små sår. Hurtigt begyndte hun at suge det i sig, for at gøre hans død så hurtig og smertefrit som muligt.
Hun nåede til den tredje store slurk, inden at hun pludselig standsede op. Blodet begyndte at sile ned over hendes læber og hage, da hun stoppede med at drikke. Noget var galt. I stedet for sødt, friskt blod, havde den her en underlig eftersmag. Næsten som… aske.
Hun skubbede sig panisk væk fra ham, for at tage en hånd op til munden, der var badet i rødt blod. Hun dyppede fingerspidserne i det, inden at hun kiggede på dem. Blodet så normalt ud, men smagen fik hende næsten til at få lyst til at kaste op.
”Hvad har du gjort?!” spurgte hun ham skarpt, og kiggede på ham. ”Hvad har du gjort?!!”

[Deleted]

Aron havde stivnet det selv samme sekund han mærkede Macarias læber mod sine. Det var bestemt ikke hvad han forventede, men han tolkede det som hendes ’afskedsgave’ til ham. Det havde dog stadig været nok til at få ham til at stivne, indtil hun tvang hans ansigt til siden, så hans hals blev blotlagt. Hans protester blev druknet da han mærkede hendes læber mod hans hals, og han endelig mærkede de spidse hjørnetænder bore sig gennem hans hud, og ned i hans kød.
Selv mens han mærkede blodet løbe fra de friske sår og ind i Macarias mund, kunne Aron ikke lade være med at registrere præcis hvordan det føltes at blive bidt. Han havde aldrig mærket en vampyrs bid før, og havde kun fået det beskrevet af overlevende – eller af vampyrene selv, som huskede deres egen genfødsel. Men det var langt fra hvad han forventede. Selv med de få slurke Macaria fik i sig, kunne Aron mærke hvordan styrken forlod ham. Hans hænder summede, og han fik svært ved at holde fast i sine tanker. Da Macaria slap ham og trak sig fra ham, sank han sammen på gulvet, da han ligeså havde mistet noget at styrken det krævede at holde sig stående. Han støttede sig lidt op af væggen og løftede skælvende en hånd mod sit bidemærke, og lod et skadefro smil brede sig over sine læber.
”Jeg sagde… at det ville blive værst… for dig selv.” gispede han anstrengt. Hvor meget blod kunne han have mistet i den korte tid? Han rystede lidt på hovedet, som om det ville hjælpe ham med at holde styr på sine tanker, og skubbede sig prøvende op på stående fod. Han endte dog med at synke ned i gulvet igen. ”Du har selv kommenteret på… hvor meget jeg stank af kemikalier.” indskød han med en dæmpet latter. ”Mit blod er ikke sundt for dig… eller nogen anden vampyr. Hvis du ikke har lyst til at dø langsomt, har du brug for mig.” Smilet forlod ikke hans læber, ligesom hans blik ikke havde sluppet hende. Han havde ikke været sikker på at de mange indsprøjtninger han havde givet sig selv i årenes løb nogensinde ville bære frugter. Men et enkelt blik på Macaria fortalte ham at det havde virket efter hensigten.

[Deleted]

”Har du…. Har du… du har… forgiftet mig?!” gispede Macaria chokeret, og tog sig til struben, som om hun var bange for, at hun pludselig kunne blive kvalt. Spørgsmålene hobede sig op i hendes hoved. Forvirret kiggede hun på sine skælvende fingre, der stadigvæk var badet i Arons blod. Det skinnede i lyset fra ildstedet.
”Din forbandet, lille –” Hun sprang ned mod ham, så hun kunne gribe fat i hans krave, og ruskede ham hårdt. Blodet silede stadigvæk ud af hans hals. Hvis ikke de snart blev stoppet, ville han dø af blodtab.
”Fortæl mig hvad der er i mig!! Fortæl hvad du har gjort, dit idiotiske bloddyr!! Jeg skulle have knækket nakken på dig i stedet for!!”
”Hvad…. Der er… der er blod over det hele…..” Drengen havde åbenbart alligevel kigget, selvom Macaria havde forbudt ham det. Han stod nu fuldkommen bleg, og stirrede ned på dem. Macaria sukkede opgivende, og slap modvilligt Aron.
”Hent skjorten derover, love. Skynd dig!” sagde hun til ham, og pegede mod en af Arons skjorter, som drengen lydigt hentede til hende.
”Vil han… vil han overleve?” spurgte drengen svagt, uden at vide, hvordan Aron havde truet hans sikkerhed, ved at ville fortælle om hans eksistens til Macarias fjender. Hun kastede et enkelt blik op på ham, inden at hun pressede skjorten mod de to, blødende sår på siden af Arons hals, for at stoppe blødningerne.
”Ja, han har bare mistet noget blod,” mumlede hun, og satte sig mere til rette, så hun bedre kunne holde stoffet fast mod halsen. ”Gå ned til kroværten, og spørg efter noget mad til Aron. Han har vidst allerede sørget for, det er betalt. OG noget vand!”
Drengen nikkede, og forlod nølende kammeret. Først da døren lukkede sig bag ham, vendte Macaria atter blikket mod Aron.
”Så… godt spillet,” sagde hun bittert, og holdte en hånd mod hans skulder, så han ikke rejste sig op, og blot faldt omkuld. Det var vigtigt, at holde ham stille, hvis ikke han skulle miste mere blod. ”Hvor lang tid har jeg at leve i?”

[Deleted]

Aron så tavst efter knægten da han forlod værelset, før hans blik faldt på Macaria. Hans smil havde i et kort øjeblik forladt hans læber, men det vendte så småt tilbage, da hun bittert roste hans ’spil’. Han lo dæmpet.
”Man må tage sine forholdsregler.” svarede han afkræftet. Han følte sig svimmel. Skjorten mod hans hals hjalp uden tvivl, men med det blod Macaria allerede havde drukket, og al blodet som hun havde på hænderne og som han selv havde løbende ned af halsen og skulderen, var det svært at sige hvor meget han havde mistet. I det mindste var han stadig ved bevidsthed. ”Du er ikke i fare for øjeblikket. Om en halv times tid vil du mærke svimmelheden og kvalmen tage til, og indenfor en time vil du ikke have kræfterne til at holde dig stående. Derfra går det kun ned af bakke. Uden min hjælp er du død inden to timer.” svarede han, kun afbrudt af nogle dybe drag efter vejret. Hans hoved føltes så ufattelig tungt, og han var sikker på at hvis det ikke havde været for væggen bag sig, ville hans hoved have sunket bagud for længst. Hans blik hvilede dog stadig på Macaria. ”Drengen bliver holdt i live, så længe du lever. Du lever, så længe jeg holder dig i live.” tilføjede han uddybende. Han fandt langsomt styrken til selv at holde skjorten mod sine sår, lige i tide til at se drengen komme løbende tilbage. Han havde en flagon med vand og et lille fad med mad. Maden var sparsommelig; nogle skiver brød, en klump smør og noget kød. Men det var nok til at Aron mærkede sin krop skrige efter næring. ”Lad mig få noget at spise… så skal jeg nok hjælpe dig så hurtigt jeg kan.” lovede han Macaria, og lod nok en gang sit blik møde hendes.

[Deleted]

Macaria tog maden fra drengen, og gav det videre til Aron, så han kunne få noget næring i sig, mens at hun selv rykkede sig tilbage, så hun selv kunne sidde lænet op af ildstedets ramme. 2 timer. Det var lang tid siden, hun havde været så tæt på døden.
Hun rakte en hånd op mod drengen, der gik hen, for at sætte sig hos hende. Beskyttende tog hun armene omkring ham, og hvilede sin kind ned mod hans bløde hår. Han stank stadigvæk af aske og røg, da han ikke havde været i bad siden episoden. Begge sad de, og betragtede Aron spise.
”Du ved… jeg ved stadigvæk ikke hvad du hedder,” mumlede Macaria til drengen, der udbrød noget af en blanding af et fnys og et grin.
”Harris,” svarede han kort. ”Dit?”
”Macaria. Og det derover er Aron. Han kommer til at holde øje med dig i et stykke tid,” fortalte hun, og smilede svagt. Det var ubehageligt at vide at hun sad, og var i gang med at blive forgiftet, mens døden langsomt rykkede nærmere. Som vampyr havde hun det aldrig sådan. Tid var aldrig et problem.
Drengen – Harris – betragtede Aron med dybe, alvorlige øjne.
”Hvad skal jeg lave hos ham?” spurgte han, uden at spørge ind til andre mere normale ting som; Hvorfor bløder han? Hvad er der sket? Var han ikke en forræder? Hvem er han? Hvor skal du hen? Hvorfor kan jeg ikke komme med dig?
Han var åbenbart en mere lydig og intelligent dreng, end Macaria havde troet.
”Det ved jeg ikke. Hjælpe ham. Holde øje med ham.” Macaria sørgede for at snakke højt nok til at Aron kunne høre hende, og hendes blik forlod ham ikke. ”Jeg kommer og besøger dig så ofte jeg kan, og så kan du fortælle mig, hvem han handlede med. Specielt hvis det var nogle fra Manjarno eller Procias. Jeg er dog sikker på det ikke vil ske, vel Aron?” Hun smilede stift til ham.

[Deleted]

Grådigt var Aron gået i gang med at spise og drikke, og for hver mundfuld kunne han mærke hvordan han så småt var begyndt at genvinde energien. Det summede ikke længere så meget i hans hoved eller i hans fingre, og det blev gradvist nemmere for ham at holde fast i hver tanke. Han lyttede alligevel opmærksomt til Macaria og knægtens samtale. Så Harris var hans navn. Så var det da svar på ét af hans spørgsmål.
Han drejede først blikket mod Macaria da hun så ud til at henvende sig direkte til ham, og han måtte gengælde det stive smil hun sendte ham. Hun var ikke så dum som han havde håbet. Selvfølgelig ville knægten rapportere den slags til hende, når hun bad ham om det. Han fortrængte trangen til at skære ansigt. Det her ville påvirke hans indtægt drastisk. Men det var enten dét, eller muligheden for at blive henrettet som forræder. Tanken efterlod en bitter smag i munden på ham, og han rystede svagt på hovedet.
”Det kommer ikke til at ske.” svarede han modvilligt, skønt han forsøgte at skjule den bitre undertone i hans ord. Han slugte den sidste mundfuld kød og tog en dyb tår af vandet, før hans blik faldt på Harris. ”Giv mig min taske. Og flasken med whisky.” sagde han roligt. Hvis drengen skulle blive vant til at hjælpe ham, kunne han lige så godt starte nu.
Det så også ud til at drengen tænkte på samme måde. Han kastede et kort, tøvende blik på Macaria, før han rejste sig og hentede tingene Aron havde bedt om. Aron tog imod flasken med whisky, og trak noget stof frem fra sin taske, som han hurtigt vædede med whiskyen. Stoffet blev presset mod hans blødende hals, og han bed tænderne hårdt sammen med et smertefuldt støn. En dæmpet række bandeord lød fra ham, før han lod til at falde til ro igen, og hans blik faldt på Macaria. Han kunne ikke vente meget længere, før han ville være nødt til at hjælpe hende. ”Kom herover.” sagde han sammenbidt, idet han igen gav sig til at rode rundt i taskens indhold. Han havde stadig ikke genvundet styrken til selv at rejse sig og gå over til hende. Han fandt en kanyle og en glasflaske med en klar væske i, og fyldte kanylen op med væsken. ”Træk op i ærmet.” instruerede han hende.

[Deleted]

Med et sammenbidt støn kom Macaria på benene. Var det bare hende, eller havde hun allerede ondt i hovedet? Og var kvalmen ikke blevet værre? Frygten steg op i hende, og hun skyndte sig at sætte sig på knæ ved Aron. Lydigt smøgede hun op i skjorteærmet, så hendes underarm kom til syne. Huden var bleg som en dukkes, uden blodåre, pigmentfejl eller småskrammer.
Macarias blik flakkede mellem hendes arm og Aron, mens Harris stillede sig bag hende, med en beroligende hånd på hendes hoved. Måske kunne han se hendes uro.
”Jeg håber ikke du snyder mig, Aron. Jeg håber virkelig ikke du snyder mig,” hviskede hun bekymret, og knyttede sin hånd, mens hun rakte den frem mod ham. Hun havde aldrig været glad for kanyler. Det at hun ikke vidste præcist, hvad hun havde drukket, samt ikke kunne stole på Aron, gjorde hende utilpas. Ikke at have kontrollen gjorde hende utilpas. Næsten bedende hævede hun blikket, for dybt at møde hans.
”Please… lad mig kunne stole på dig i det her. Jeg vil ikke dø…”