Just keep breathing

[Deleted]

@aron - @eriz

Åndedrættet var blevet mere hivende, og han havde ikke haft øjnene åbne siden de krydsede grænsen mellem Manjarno og Dvasias. Macaria kunne høre hans lille hjerte kæmpe for at slå sine rytmiske slag. De lød langsomme og tunge.
Hun knugede den lille dreng ind mod sin favn. I flere timer havde hun gået med ham i armene. Uden hvil, uden pauser. Nu var det så småt ved at være dag. Den blege sol prøvede at få sine stråler igennem det mørke skylag, der altid lå over Dvasias. De kolde brosten dampede en smule, så disen lå i ankel højde på de fine gader. Heldigvis varfolk ikke stået op endnu, så de opdagede hende ikke. Hun var nået af et syn.
På nøgne fødder slæbte hun sig afsted, mod det der skulle forestille af være kroen. Hun var blegere end normalt, håret havde mistet lidt af sin rødlige farve, og kjolen hun havde haft på om natten var forbrændt, tilsodet og beskidt. Heldigvis var brandmærkerne healet på hende. Barnet i hendes arme var ikke lige så heldige. Det og han havde indåndet meget røg.
”Lidt længere. Vi er der snart. Bare rolig, han vil hjælpe dig.Bare bliv ved med at træk vejret. Bliv ved…” mumlede hun træt ned i håret på drengen. Hun havde ikke fået blod i flere timer.Sulten fik hendes hals og mund til at føles som sandpapir. Altfor tydeligt kunne hun dufte barnets friske blod, flyde rundt i hans krop, men hun nægtede…. Hun ville ikke. Hårdt bed hun tænderne sammen, og kiggede op, for at få ansigtet længere væk fra hans. Bare lidt længere.
Der var stadigvæk langt til Rhimisia, og solen var ved at stå op. De måtte have et hvil. Derudovervar hun træt. Utrolig træt. Manglen på blod svækkede hende alvorligt. Hvis bare han stadigvæk var der… please lad ham stadigvæk være på kroen.
Med sin skulder og albue fik hun åbnet døren til kroen op. Allerførst var der ingen som lagde mærke til hende, men da hun trådte længere ind, blev der mere og mere stille i krostuen. Der var primært mænd. Fulde efter at have drukket, handlet og spillet hele natten. Kvinder med alt for lidt tøj påsad på deres skød. Røde i kinderne, og med pjusket hår. Selv Macaria med hendes nuværende tilstand, måtte se bedre ud end dem. Ingen sagde noget.
Barnet i Macarias arme hostede tørt. Hun kunne næsten ikke bære ham længere. Hvis hun havde været levende, ville tårerne begynde at trille ned af de tilsodet kinder. Hun kunne ikke se ham. Han var her ikke…. Han var her ikke….

[Deleted]

Stemningen i kroen havde været høj, med både latter og larm, sang og musik. Ved et af bordene sad en flok mænd og spillede kort, flere af dem med en kvinde over skødet og en arm på deres lår. Aron var ikke i tvivl om at disse kvinder blev betalt for at sidde hvor de gjorde.
Selv sad han ved et af bordene ved kroens indgang, og var som sådan sværere at lægge mærke til end de mere iøjefaldende borde inde i kroen. Foran sig havde han sin notatbog slået op, en fjerpen og et blækhus, og var i fuld gang med at skrive sine notater ned. Hans kappe hang over stoleryggen, og i sin ene hånd havde han et bæger med mjød til at stille sin tørst med.
Han hævede ansigtet fra sine notater da han hørte døren gå op, og det gik først op for ham hvor sent - eller snarere hvor tidligt - det var blevet, Solen fik presset enkelte stråler ind gennem det tykke skylag, men det var ikke nok til at oplyse himlen endnu. Det var dog ikke solen der havde fået Arons, og resten af kroens, opmærksomhed. Aron så på Macaria, der hun stod og så rådvild ud midt i krostuen, med noget i sine arme. Han fornemmede at der var noget i vejen. Han fornemmede også at det var ham, hun så uroligt så efter. Han svang sin kappe over skulderen og smed sine notater ned i sin dybe lomme, før han med lange skridt gik Macaria i møde, og så på barnet i hendes favn. Barnet trak vejret, men svagt. Han kunne se at det var et spørgsmål om tid.
"Kom med mig." sagde han hastigt, og greb fat om hendes ene arm, og førte hende med sig op af trapperne til kroens overetage, hvor han havde et værelse. Han gik indenfor først og trak de tætte gardiner for så sollyset ikke skulle bryde ind, og fik hurtigt tændt op i ildstedet. "Læg barnet på sengen." instruerede han, og pegede mod dobbeltsengen der stod i den modsatte ende af værelset. Selv havde han travlt med at rode rundt i en større taske, som efter lydene at dømme indeholdt flere små glas.

[Deleted]

Håbløsheden havde været ved at få hende til at glide ned på knæ, lige da en hånd, tog om hendes ene arm. Lettet drejede hun hovedet, og opdagede alkymisten – Aron – stå ved hendes side. Aldrig havde hun været så glad for at se nogen før, som hun var for at se Aron i dette sekund.
”Åh gud ske lov…” stønnede hun, da han bad hende følge med sig. Hun hankede mere op i drengen, der blot lå slap i hendes favn, og skyndte sig hastigt efter Aron med hele krostuens øjne i nakken.
Han stillede ingen spørgsmålstegn. Tøvede ikke med at hjælpe hende. Aron skyndte sig bare ind på værelset, hvor han holdte til, og fik gardinerne trukket for, så solens farlige stråler ikke ville nå hende. Lydigt gjorde hun som han bad om.
Musklerne rystede da hun lagde drengen ned på sengen, og endelig kunne slippe den tunge byrde, hun havde båret rundt på. Med et suk lod hun sig glide ned på knæ ved siden af sengen. Hun var så træt. Fødderne gjorde ondt, musklerne skreg på hvile, og det føltes som om, at selv hvis hun skulle, kunne hun ikke rejse sig op igen.
Hun rakte ud, for at tage om drengens ene hånd. Der var aske og blod under hendes lange negle. I sin skamfulde vandren, havde hun haft tid nok til at betragte ham. Brunt, tykt hår faldt ned over hans ansigt, så hun måtte stryge det til siden. Læberne var smalle og blege, næsen dryppet i fregner, og det tilsodet ansigt stærkt. Han ville blive en flot, ung mand, hvis han overlevede det her.
En bitter smag af skam klæbrede sig til ganen. Skam og frygt.
”Han… han var i en brand. Jeg ved ikke hvor meget røg han nåede at indhalere,” forklarede hun hæst til Aron, der rodede rundt i sin taske. Lyden af de to hjerter gav hende hovedpine. Hun var så sulten. Så sulten. Hendes frie hånd røg op, for at massere tindingen. Blodet brusede som et vandfald i hendes øre. Duften af aske og blod blandede sig sammen i hendes næsebor. Det var svært at koncentrere sig om andet. ”Jeg tror han har nogle… nogle skrammer, men det væreste….” Et støn undslap hendes læber. Arons puls var så høj. ”… er røgen i hans lunger.”

[Deleted]

Aron lyttede opmærksomt til hvad Macaria fortalte ham, mens han fandt nogle små glasflasker frem fra sin taske. En brand? Så var det måske heldigt nok at Macaria var kommet forbi, da hun gjorde. Faktisk gjorde tanken ham en kende mistænksom. Han skævede kort mod Macaria, før han rettede sin opmærksomhed tilbage mod taskens indhold.
"Han trækker stadig vejret. Det er et godt tegn. Så virker hans lunger da stadig endnu." fastslog han, da han granskede en af flaskernes indhold. Tilsyneladende tilfreds, rettede han sig op igen og greb et tomt drikkebæger, før han satte sig på sengekanten ved siden af drengen, på den modsatte sengekant som Macaria selv sad ved. Hans blik flakkede mellem drengen på sengen, og flaskerne i hans hænder som han nænsomt hældte op i drikkebægeret i bestemte mængder. I løbet af årenes løb vidste han præcis hvor meget han skulle hælde af de forskellige væsker for at få det ønskede resultat. "Men han har helt klart inhaleret røg. Hans vejrtrækning er påvirket. Men det ser ikke ud til at være for sent for ham." tilføjede han som en beroligelse. Da han havde blandet nogle af glasflaskernes indhold sammen i drikkebægeret, var det begyndt at ryge en bleglig røg fra bægeret, og han fik forsigtigt drengen til at sidde oprejst i sengen, og holdt drikkebægeret under hans mund og næse. "Bliv ved med at trække vejret." sagde han roligt, denne gang henvendt til drengen. Han var nødt til at indhalere dampen. Hans blik vendte sig derefter mod Macaria, og et svagt smil gled over hans læber. "Heldigt at jeg nåede at sige hvor du ville kunne finde mig."

[Deleted]

Et blegt smil trak i Macarias ene mundvig, mens hun hvilede panden i sin ene hånd, og mødte Arons blik. Hun havde taget valget næsten med det samme, da hun var løbet bort fra den brændende landsby. Måske fordi at Aron var den eneste hun kendte, der kunne noget med alkymi, og var den tætteste. Hvis han ikke havde været her på kroen, var hun sikker på, at drengen ikke havde overlevet.
”Tak fordi du gjorde,” nåede hun lige at svare ham, før drengen begyndte at hoste voldsomt. Han vendte misfornøjet ansigtet bort fra røgen, mens hans mund snerpede sig sammen.
”Det lugter grimt!” erklærede han vredt, og prøvede at kæmpe sig væk. Macaria kravlede op i sengen bag ham, så hun kunne holde hans arme, mens Aron tog glasset op til drengens ansigt igen.
”Jeg ved det godt, men du er nødt til det. Bare lidt endnu,” sukkede hun, og måtte også tage om hans underkæbe med den ene hånd, så han ikke kunne vende ansigtet væk. Med hendes overlegne vampyrstyrke var det ikke et problem, selvom hun var så svækket som hun var. Hun kunne decideret mærke hans puls banke gennem hans krop mod hendes. Med tænderne bidt hårdt sammen, drejede hun ansigtet væk fra ham, så hun ikke behøvede at se på blodårerne eller dufte det søde blod. Hovedpinen blev værre.
Det tog lidt tid før knægten, havde indåndet nok røg til at det var nok. Han hostede en del, samt vred sig i Macarias greb, for at slippe, men hverken hende eller Aron lod ham gå, før at det var nok.
Da de var færdige, var drengen faldet til ro igen. Hans øjne var tunge, og åndedraget stabilt. Hostene var blevet til små gab. Kroppen var sikkert i fuld gang med at restituere. Macaria slækkede sit greb i ham, og lænede sig tilbage mod sengegærdet med et suk.
”Aron…” hviskede hun, for ikke at vække knægten, der så ud til at være ved at falde i søvn. Hun fugtede de tørre læber. ”Du har vel ikke noget blod? Bare lidt?”

[Deleted]

Præcis som Macaria, havde Aron ikke ladt drengen slippe før han kunne konkludere at han havde indåndet dampen nok, til at røgen i hans lunger burde være neutraliseret. Da han endelig faldt til ro, og så ud til at være faldet i søvn, var hans åndedræt igen roligt og jævnt. Han ville klare sig.
Aron havde været i gang med at lægge glasflaskerne væk, da Macaria igen talte. Hun talte så svagt og dæmpet, at Aron ikke var i tvivl om at hun virkelig havde brug for det. Han betragtede hende vågent. Nu han så nøjere efter, så hun anderledes ud end da han havde mødt hende ved Den sorte sø. Hun virkede blegere, som om en del af farverne var blevet suget ud af hende. Fascinerende.
"Et øjeblik." svarede han tøvende, før han gik tilbage til den store taske. Han placerede forsigtigt glasflaskerne deri, og rodede rundt blandt nogle andre flasker. Han trak endelig et glasrør op fra den, og betragtede dens indhold. Den dybrøde kulør var ikke til at tage fejl af. Han tog den med sig tilbage til Macaria, og rakte hende den. "Blod fra en sensuel dæmon. Spørg mig ikke hvor jeg fik det fra." sagde han roligt. "Det er ikke meget, men det er det eneste jeg har, udover mit eget. Og jeg har allerede forklaret hvorfor jeg ikke kan give mit eget væk." Endnu et smalt smil gled over hans læber. Det var faktisk beundringsværdigt at hun havde slæbt drengen hele vejen til kroen for at finde ham, uden at hun havde drukket af drengens blod. Der måtte ligge et eller andet bag. "Hvem er han?" spurgte han efter en kort stund.

[Deleted]

Forsigtigt og nænsomt gjorde Macaria sig fri af drengen, så hun kunne liste ud af sengen, uden at vække ham. Rummet var begyndt at svømme lidt for hendes blik. Arons stemme var utydelig på grund af den rytmiske lyd af hans hjerte, som bankede. Hun var ligeglad med hvor blodet kom fra. Det kunne være fra en ork, og hun var ligeglad. Taknemmelig tog hun imod glasrøret, trak proppen af, og lagde hovedet helt tilbage, så hun kunne lade den tykfyldte væske synke ned i hendes hals. Grådigt slugte hun den ene mundfuld efter den anden, indtil der ikke var mere. Hun var stadigvæk sulten, men ikke nok til at det gik ud over hendes sanser eller selvkontrol.
Farverne var kommet lidt tilbage, men læberne var stadigvæk blege, og øjnene en smule blanke. Ikke noget slemt. Hovedpinen var i det mindste stoppet.
"Mange tak," sukkede hun, og rakte ham røret tilbage. Intet blod var blevet spildt. Tungt satte hun sig på sengekanten ved siden af drengen, der nu var faldet i søvn med ryggen til hende. Hans lette åndedræt var som en beroligende hvisken for hende.
"Det ved jeg ikke," svarede hun roligt Aron, da han spurgte om knægten. Sandt at sige, løj hun ikke. "En dødsengel fløj ham over en brændende landsby, og efterlod ham i flammerne. Jeg reddede ham ud. Derfor... tøjet." Hun smilede undskyldende til ham, mens hun strakte armene lidt ud, så han kunne se hendes pjaltet skikkelse. Kjolen ville aldrig blive en kjole igen. Håret stank af røg, fødderne var nøgne og sodet til med aske, for slet ikke at tale om hendes ansigt, der havde fået et par sorte strege over den blege hud.
Hun undlod at fortælle, at det var hende selv, der havde taget dødsenglen med hen til landsbyen, og sat ild til husene.

[Deleted]

Aron betragtede hende mens farven så småt så ud til at vende tilbage til hendes ansigt. I det mindste så det ud som om hun følte sig friskere, selv om at han var mere end klar over at den smule blod han havde givet hende, næppe havde været nok til at stille hendes sult. Så længe den stillede den nok til at hun ikke anså ham som et potentielt måltid, kunne han egentlig være tilfreds. Men deres sidste møde havde givet ham det indtryk at hun havde mere brug for ham i live, så måske skulle han anse sig selv som relativt tryg?
"En dødsengel... Ikke de mest behagelige personer man kan støde på." kommenterede han mut. Han havde kun én gang været ude for at stå overfor en dødsengel, og selv om der ikke var sket ham noget, havde det ikke just været en behagelig oplevelse.
Ikke desto mindre forklarede det stadig ikke hvorfor Macaria havde reddet knægten. Hans blik flakkede endnu engang mellem hende og den sovende dreng, før hans blik til sidst fandt hvile på hende. "Men så skylder knægten dig da vist sit liv. Så har han dét at se frem til, når han vågner." Hans ord havde haft en spøgefuld tone, og den lille trækning i hans mundvige afslørede endnu et skævt smil. Hans ansigt tog dog hurtigt en mere alvorlig mine. "Hvordan går dine planer ellers? Det ville være en hjælp hvis jeg ved præcis hvordan du har tænkt dig at forgifte soldaternes vandforsyning." indskød han.

[Deleted]

Ved hans første ord smilede Macaria kærligt, og strøg nogle tunge hårlokker af drengens om bag hans øre. Der var noget næstens moderligt ved hans kærtegn.
"Han må gøre hvad han har lyst til," sagde hun stilfærdigt, og mente det. Godt nok var han sikkert forældreløs nu, og havde intet hjem at tage tilbage til - det havde hun sørget for. Han havde ingenting. Når han vågnede ville han stå uden penge på gaden. Forvirret, bange og alene. Bare tanken var ikke til at holde ud. Hun fik lyst til at samle ham op i sin favn, vugge ham roligt, og forsikre ham om alt nok skulle blive okay.
Da Aron afbrød hendes tanker, for at fortælle om planen, sukkede hun tungt, og strøg sine fingre gennem håret, så det kom væk fra hendes ansigt. Åh ja... planen. Den skulle også sættes til værks.
"Jeg arbejder på at få en person eller to indenfor murerne. De kan hælde giften i vandforsyninger," svarede hun ham, selvom tankerne mest drejede sig om knægten. Hvor ville hun dog gøre meget, for at beholde ham hos sig, men hun vidste det var umuligt. Ikke nok med at det aldrig ville gå, at have et menneske rendende på slottet, så havde hun også for meget at se til. Hun kunne ikke beskytte ham hele natten med sine pligter som rådgiver.
Langsomt gled hendes blik op mod Aron. Eftertænksomt betragtede hun ham. Det kunne være muligt. Bare indtil hun havde overtaget Manjarno! Så kunne drengen leve hos hende i slottet! Der ville ikke være proppet med børn af mørket, der blot ville se ham som et legetøj. Det kunne lade sig gøre!
"Du kan have ham hos dig!" udbrød hun, og rejste sig brat op fra sengen. Barnet bevægede uroligt på sig, så hun med det samme dæmpede stemmen. I få skridt var hun henne ved Aron.
"Du kan godt have ham her, kan du ikke?" gentog hun med en lav stemme, og så bedende på ham. Hvis hun nogensinde havde haft brug for sine overtalelsesevner så var det nu. Intet andet betød noget. Hendes kolde hånd greb Arons.
"Please.... bare indtil jeg er et mere sikkert sted. Jeg skal nok komme og se til ham, så ofte jeg kan," hviskede hun indtrængende, uden at flytte sit bedende blik fra hans ansigt. "Jeg kan betale dig. Bare nævn din pris! Det bliver kun et par dage. Højest en uge eller to. Aron... please... Han er bare en lille dreng."

[Deleted]

Aron nikkede stilfærdigt. Det virkede som det smarteste træk, at få nogen ind på på anden side af muren, for at sætte planen i gang. Han ville så nødigt være en del af en plan som slog fejl; så stod han pludselig som medskyldig. Og han var ikke just ivrig efter at tilbringe resten af sit liv i en fangekælder. Men det lod da til at Macaria selv havde tænkt fremad i planen. Det fik et smil over hans læber.
Smilet svandt dog hurtigt ind, da Macaria foreslog at han kunne have knægten hos sig. Han spærrede øjnene op, og lod blikket flakke mellem hende og drengen nok en gang.
"Hos mig?" Tonen indikerede tydeligt hvor lidt han syntes om tanken. "Jeg er ikke nogen babysitter! Jeg har arbejde at gøre - arbejde du har givet mig ansvaret for. Hvordan skal jeg gøre det, hvis jeg samtidig skal holde øje med ham?" Der var noget i Macarias bedende blik, som fik ham til at tie stille, og han vendte i stedet blikket tilbage på drengen. Han kunne heller ikke med god samvittighed efterlade knægten - og hvis Macaria skulle overtage Manjarno, kunne hun heller ikke have knægten med sig. Han stønnede frustreret. "Hvis jeg skal have ham her, kan han i det mindste gøre sig nyttig. Jeg kan vel altid bruge nogen til at bære mine ting på vejen." mumlede han eftergivende. "Om ikke andet kan jeg altid bruge ham som forsøgskanin." indskød han som et prøvende forsøg på en joke - men smilet forsvandt omgående da han så hendes ansigtsudtryk, og han rømmede sig. "Så snart du er færdig med planen, tager du ham tilbage. Betalingen kan vi tage til den tid." sagde han endelig.

[Deleted]

I et øjeblik havde Macaria været bange for at Aron ville nægte, men så fangede deres blikke, og han tav, for derefter at skifte meningen. Hun kunne have åndet lettet ud. Hvis Aron kunne have drengen hos sig, indtil hun kom til Manjarno, så ville hun ikke behøve at bekymre sig om ham på slottet. Alt for tydeligt vidste hun, at han ville blive brugt imod hende, måske endda taget, for at presse hende, eller værre... dræbt så man kunne skade hende. Slottet var et farligt sted at være, hvis man havde tydelige svagheder, og hvis først rygtet kom ud om hvordan hun havde reddet knægten, ville alle hurtigt bruge ham imod hende.
Da Aron kom med sin joke, sendte hun ham et enkelt skarpt blik, bare for at understrege, at hvis han så meget som krummede et hår på drengens hoved, så ville han miste mere end lidt blod. Heldigvis opdagede han, at hun ikke fandt det spor morsomt, og rømmede sig. Ved hans sidste ord nikkede hun, for at vise, at hun var indforstået med betingelserne.
"Tak Aron," sagde hun taknemmeligt, og gav hans hånd et klem. Den var så varm. "Jeg lover at du nok skal blive belønnet." Hun sendte ham et lille smil, inden at hun langsomt slap hans hånd, for at gå tilbage til sengen, som hun kunne sætte sig ved. Drengen så fredfyldt ud. Forhåbentligt havde han gode drømme, der ikke indebar det, han lige havde været igennem. Blidt strøg hun ham over håret. Aske dryssede ned på puden. Han var helt sort i hovedet. Et lille grin undslap hendes læber.
"Hvis jeg ser ud ligesom ham, så må du virkeligt have fået et chok, da du så mig i krostuen," smågrinede hun op mod ham. Hun var pinlig bevidst om, at hun ikke ligefrem lignede Rådgiveren for Mørkets Dronning lige nu. Måske nærmere en fattig tigger. 

 "Jeg ville have taget et bad først, men... omstændighederne tvang mig desværre i en anden retning. Tro mig... normalt ser jeg lidt mere anstændig ud," forsikrede hun ham om med en spøgefuld tone, o hev en af stropperne på kjolen op over skulderen. Sårene var i det mindste healet, så det behøvede hun ikke være urolig for. Det ville sige.... alle sår pånær det gamle, knudret ar, som hun havde i skulderen.

[Deleted]

Aron sænkede blikket mod sin hånd da Macaria gav den et klem, før han løftede blikket mod hendes igen, og sendte hende et lille, smalt smil.
”Det stoler jeg på.” svarede han hende. Ikke at han selv forstod hvorfor han havde så nemt ved at stole på at hun ville belønne ham. Hun havde faktisk givet ham mange grunde til ikke at stole på hende – mest af alt det faktum at han ikke anede noget som helst om hende, ud over det faktum at hun var en vampyr som arbejdede på slottet i Dvasias. Hun havde truet hans liv og tvunget ham til at hjælpe hende, men hun havde også reddet knægten ud fra en brand. Han vidste ikke hvordan han skulle placere hende.
Hendes grinende kommentar fik hans smil til at vokse sig en anelse bredere. ”Du så i hvert fald noget medtaget ud. Lidt snavset er du jo stadig.” påpegede han med et sigende nik mod hendes ansigt. Hun havde stadig striber af sod og aske i ansigtet, og hvis hun havde nogle brandsår var de for længst healet. Det eneste synlige sår hun så ud til at have, var det knudrede ar hun havde på sin skulder, som blev synlig da hun hev op i kjolestroppen. Han rynkede kortvarigt brynene ved synet; han troede at alle sår en vampyr måtte få, ville blive helbredt af sig selv. Han vidste dog bedre end at spørge ind til det. I tillæg til at være en vampyr var Macaria en kvinde, og Aron forstod det sådan at der var visse ting man ikke spurgte kvinder om. ”Hvis du har brug for det, har jeg fået et lille badeværelse her.” tilbød han med et nik mod en lille sidedør. ”Det er måske ikke meget at prale af, men der er da et kar som kan varmes op. Jeg kan dog ikke rigtig gøre noget med kjolen.” tilføjede han under et dæmpet grin. Hans blik faldt tilbage på drengen. Han så stadig ud til at sove tungt. ”Jeg skal nok holde øje med ham imens, hvis det er.”

[Deleted]

Lidt tøvende flakkede Macarias blik mellem drengen, og døren ind til badeværelset. Hun ville sætte stort pris på et bad - helt klart. Det var bare... drengen. Tanken om at skulle lade ham være alene tiltalte hende ikke. Specielt ikke efter det de havde været igennem. På den anden side... Hun skulle helst se lidt ordenligt ud, inden at hun tog tilbage til slottet, når mørket faldt på igen.
"Okay, jeg....tak Aron," svarede hun, og rejste sig fra sengen. Drengen mumlede utydeligt, hvilket næsten var nok til at hun satte sig ved ham igen. Et bad var dog et bad.
"Hvis du bare har en skjorte, eller noget.... Du skal nok få den tilbage," bad hun, og begyndte at snørrer snorene på kjolen op foran, mens hun gik imod døren. Hvor dejligt det ikke ville være, at få vasket stanken af aske væk. Hun kastede et blik tilbage på drengen, da hun nåede badeværelsesdøren. Tøvende bed hun sig i læben.
"Hvis han vågner.... bare berolige ham. Han har været meget igennem..." fortalte hun lavmælt, inden hun gik ind på badeværelset. Hun lod dog døren stå på klem - hvis nu drengen skulle vågne. Kjolen gled ned for fødderne af hende, så hun kunne få noget varmt vand i karret. Dampen gjorde det snart umuligt, at se noget i kammeret. Badet tog kun kort tid. Håret blev vasket, kroppen skrubbet til den var rød, inden at hun hurtigt igen trådte ud. Drengen skulle helst ikke vågne uden hun var der.
Der var ikke andet at tørre sig med end et tæppe. Hun snørrede det omkring sig, inden hun trådte ud i værelset igen.
"Er han vågen? Ikke? Har du fundet noget tøj? Bare et tørklæde og en skjorte?" spurgte hun med et skævt smil Tæppet dækkede kun lige hendes nøgenhed, men hun så ikke ud til at tage sig af det. Hendes våde hår var strøget tilbage fra ansigtet. Huden var bleg, ren og glat. Et skævt smil trak i hendes ene mundvig.

[Deleted]

Aron skulle lige til at rejse sig fra sengekanten for at kigge sit tøj igennem for noget hun kunne låne, da hans blik faldt på hende, mens hun snørree snorene på sin kjole op, og gik mod badeværelset. Han mærkede hvordan det fik en brændende fornemmelse til at brede sig til hans kinder, og han trak hurtigt sit blik til sig igen. Skulle Macaria aldrig stoppe med at overraske ham?
Aron var alt for klar over at hun heller ikke havde lukket døren til badeværelset. Han kunne høre lyden af vandet i karret, og han forsøgte at holde sig distraheret, så han ikke skulle falde for fristelsen til at se gennem den smalle åbning i døren. Hvor ofte var det lige at man havde en kvinde til at bruge sit badeværelse? Og speciel en kvinde som Macaria, som virkede alt andet end blufærdig.
Han havde været i gang med at sortere sine sager, mest af alt for at give sig selv noget at tænke på. Men da han havde fået alle de mange glasflasker forsvarligt placeret i orden i sin taske, og Macaria stadig ikke var kommet tilbage, havde han fundet sin notatbog frem, og kigget igennem sine notater til det kommende eksperiment endnu en gang. Knægten sov stadig tungt, og efter det tunge åndedræt at dømme, var han faldet i en dyb søvn. Arons blik hvilede længe på drengen. Han anede intet om ham – end ikke hans navn! Macaria vidste heller ikke hvem han var, selv om at hun havde reddet hans liv. Han lavede en utilfreds mine. Han var nødt til at finde ud af mere om knægten mens han holdt øje med ham for Macaria.
Da Macaria kom ud fra badeværelset, kun svøbt ind i et tæppe, sad Aron på gulvet med benene lagt over kors, og sin notatbog i sit skød. Foran sig havde han et pergament rullet ud på gulvet, og i sin hånd en kulstift, som en improviseret fjerpen. Pergamentet var allerede dækket til af notater, ført i en hastig hånd i en håndsskrift Aron med stor sandsynlighed var den eneste, der kunne tyde. Da Macaria talte, vendte han dog blikket mod hende, og måtte bide sig selv i tungen for ikke at stirre på hende. Det var kun tæppet der dækkede hendes nøgenhed, men det så overhovedet ikke ud til at påvirke hende. Han formåede at tage sig sammen, og nikkede mod noget tøj han havde placeret på en stol ved sengen.
”Jeg fandt en skjorte og nogle bukser du kan låne. Tørklæde har jeg desværre ikke. Eller kjoleskørter.” tilføjede han med et spøgefuldt glimt i øjnene. Han klappede notatbogen i sammen med pergamentet, og proppede den ned i sin kappelomme. ”Det ser ud som om badet gjorde dig godt.” indskød han med et sigende nik på hende.

[Deleted]

Efter at have kigget til drengen, tog Macaria tøjet Aron havde taget frem op i favnen. Hun kunne høre på Arons hjerteslag, at tempoet var steget. Det fik hende til at smile opgivende. Men hun smilede dog.
”Bad gør alle godt, selv døde uden et bankende hjerte,” svarede hun spøgefuldt, og holdte skjorten ud fra sig. Den så ud til at være lidt for stor til hende, men hun klagede ikke.
Hensynsfuldt gik hun ind til badet igen, så hun kunne klæde om, uden Aron følte sig utilpas. Tæppet faldt, og hun fik trukket bukser og skjorte på. Der var ingen refleksion af hende i spejlet, men hun var ikke i tvivl om at hun ikke lige ligefrem så autoritær ud.
Det løse tøj fik hende til at se afslappet ud. Skjorten hang lidt ned over hendes ene skulder, bukserne var smøget lidt op af benene, og uden smykker eller andet, kunne hun ligne en farmers datter. Heldigt for hende, at hun havde sin vampyrisme og den naturlige skønhed med de blå øjne og det kastanjebrune hår.
I en hård bevægelse rev hun noget stof af sin allerede ødelagte kjole, så hun kunne samle sit vilde, våde hår. Mens hun smøgede ærmerne på skjorten op, slentrede hun tilbage ind i sovekammeret, hvor Aron stadigvæk befandt sig med den sovende dreng. Hun var pinlig bevidst om, at hun var fanget her med ham så længe solen stod på himlen. En smule akavet på grund af deres manglende bekendtskab med hinanden.
”Arbejder du altid?” spurgte hun ham, og gjorde et nik ned mod hans ulæselige notater. Han mindede hende om dem, der arbejdede på slottet i hoffet. Lige meget hvor afslappet de så ud, kunne man altid være sikker på at de udarbejdede en lumsk plan, spionerede, ventede på rapporter, eller højnede deres image.