Vi har alle skumle planer.

[Deleted]

Hans blik gled var inventaret til pejsen, hvor ildens skær blev genspejlet. Han så flammerne slikke sig op om brændeknuderne i en nådesløs dans. Ild var så...Fascinerende. Og varmende, han kunne allerede nu mærke hvordan varmen spredte sig i rummet, i en kort krig med kulden, før den vandt og gjorde hele rummet behageligt at befinde sig i. Hvis han ikke vidste bedre, kunne han lægge sig ned her og sove. Her var både tag over hovedet og ild i pejsen, endda fik han serveret et glas af noget vin, der for ham altid havde smagt sært. Lige som øl heller aldrig var faldet i hans smag. Men hvis han skulle vælge mellem de to, ville han altid vælge vin. Hans blik rettede sig mod manden, da han fik serveret vinen. Han tog imod den med et taknemmelig nik og nippede til det. Det var ikke det værste han havde smagt.
Dette var, med undtagelse af de slotte han havde bragt det sidste af sin tid i, et af de største huse han havde været inde i. Det største, som ikke var et slot. Det var spændende, han fik helt lyst til at gå på opdagelse, men han vidste selvfølgelig bedre end blot at gå sin vej og begynde at snuse rundt. Det ville se helt latterligt ud og Marvalo ville desuden dræbe ham, i den tro han faktisk var spion. Men alligevel kunne han ikke lade være med at smile lidt af tanken...Selv om han kæmpede, som en teenager, med at finde sin plads og identitet, prøvede at leve op til rollen som voksen, havde han stadig nogle punkter, hvor han var forfærdelig barnlig. Dette var et af dem...

Han så på Marvalo, da han snakkede og begyndte at tænke på de fortstående ting i stedet, hvilket nok også var det bedste.
”Alliance?” kommenterede han let. Det var sandt han brugte tid hos hende, men der var ingen grund til at de skulle have en alliance. Han var ingen magtfuld mand at have alliancer med og Elmyra vidste vist endnu intet om at han ville være raceleder. Eller havde han nævnt det? Han mente det ikke. Nok om det. Uanset hvilket ord man brugte, var han på venskabelig fod med dronningen, eller i hvert fald havde han muligheden for at være tæt på.
”Jeg har fortalt dig hvordan jeg kom ind og blev hendes læge. Hun er syg, alvorlig syg, efter noget der...” han viftede kort med den ledige hånd.
”...Skete for en del tid siden og som jeg ikke husker detaljerne af. Hun er stædig og meget bevidst om at udføre sit arbejde og gøre det godt. Hun arbejder konstant og derfor er hun endnu ikke kommet sig over det, hendes krop er endnu ret svag, men uden stadig bedring grundet min medicin. Ud over at være fuldt op af arbejde og lysten til at være dronning, har hun også et børnehjem, som også opholder sig på slottet. Det er et af hendes svage punkter. Hun holder virkelig af de børn. Og så er hendes ene søn der også, i hvert fald en gang i mellem, en varyl af en slags vil jeg mene. Halvt engel og derfor halvt forfærdelig” Han stoppede op og nippede igen til vinen. Hvad andet kunne han fortælle som havde interesse? At han kendte sin vej rundt på slottet? Det sagde jo lidt sig selv.
”Elijah hedder han” Åh, han vidste ikke jo ikke hvad Marvalo allerede vidste. Så han legede blot en åben bog og fortalte så meget som muligt. Hvor mange detaljer ville betyde noget for deres position, for deres planer?
”Hvad angår min aftale med dronningen, så må jeg bo der, jeg må gå rundt på slottet, jeg må bevæge mig frit i landet og jeg bliver betalt for mine evner. Jeg må næsten alt, med undtagelse af at udføre mine...fornøjelser...på selve slottets grund. Til gengæld rejser jeg ud til de lokale enge og samler urter, som jeg bikser sammen til noget medicin, hun tager dagligt. Åh...Og lad endelig vær med at røre ved hende! Hun kan blive så sur” han smilte let og tog endnu et nip af vinen, før han trak let på den ene skulder.
”Jeg kan ikke se hvad der ellers skal have betydning for vores planer, men kommer jeg i tanke om noget, skal jeg nok nævne det” tilføjede han til sidst. Det dækkede stort set det hele, mente han selv. Selvfølgelig var der den lille pige,der også boede på slottet, og så de begge, både Elmyra men i den grad også Elijah, var ret glade for. Men han tvivlede på det ville være vigtigt, lige nu i hvert fald.

[Kimeya Marvalo]

Det ville være dumt ikke at tage imod den vin, nu hvor Kimeya af sin egen frie vilje, havde valgt at byde ham på det. Selv tog han pladsen overfor Zean, blot for at lytte tl gvad han havde at sige. Elmyra var en forholdsvis ukendt kvinde, i forhold til de kongelige som opholdt sig i de andre lande, og derfor havde han bare brug for at finde ud af, hvordan det hele forholdt sig, så han selv kunne gøre sig de bedste træk i den forstand, og særligt når det kom til det faktum, at de ønskede at overtage Imandra, og underlægge det dét dvasianske land og styre.
"Elmyra forekommer mig som en kvinde med alt for mange, og alt for synlige svagheder." Hun gik så meget op i arbejdet, at hun ikke engang tænkte på sit velbefindende, samt det faktum, at hun lod en dødsengel få fri adgang til sit hjem, og hun havde en række børn som selv tog meget af hendes tid, og som hun lagde utrolig meget arbejde i at opfostre. Det var i hans øjne, bestemt ikke nogen særlig god kombination, hvis han selv skulle sige det.

Zean ville måske ikke kalde det for en alliance, men det var nu alligevel noget som Kimeya ville kalde det. Han bundede glasset, som han roligt satte på bordet foran sig, inden han tænksomt lænede sig tilbage igen. Hans blik gled mod hans skikkelse endnu en gang. Det her skulle nok vise sig, at blive meget interessant, så det var da det som han naturligvis stod fast på i den anden ende.
"Desuden er hun ung og ukendt.. Det er begrænset hvad hun kan udrette, og særligt hvis hun ikke tænker på sit eget velbefindende. Det lyder næsten som for mig, at jeg ene og alene, kan vandre ind i tronesalen i Imandra, og sætte mig i den," sagde han denne gang med et kynisk træk på mundvigen. For ham, var det uden tvivl noget af det bedste af det hele.. Han ville elske at kunne gøre det, særligt fordi at han havde egoismen til at gøre lige præcist det.
Hænderne foldede Kimeya roligt foran sig, som han igen lod blikket glide mod denne mandlige skikkelse. Det var ikke ofte, at en dødsengel fangede hans interesse på denne måde, men det formåede denne mand uden tvivl.
"Så tydelig en hadet race, og alligevel formår du at komme ind overalt.. Imponerende. Selv Gabriel lyder til at have fået en svaghed for dig. Særligt når han lukker en dødsengel ind i lyset," sagde han. For ham var det uden tvivl til mørkets fordel, og det var da noget som han helt klart havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at det var ham muligt. Han smilede kort og let for sig selv. Carlisle... selv det var noget som ville komme mørket til gode, og hvis det kunne rive Procias bare lidt med i faldet, passede det ham fint.

[Deleted]

Han lyttede til mandens bedømmelse. Det slog ham at manden havde ret. Rent personligt stod hun svagt, hun havde ikke den kropslige styrke til at være vågen flere døgn for at lede en krig, trætheden og sygdommen ville svække hendes dømmekraft, måske endda, med lidt held, gøre at hun blev uvenner med sine nærmeste eller tog irrationelle bedømmelser. Dog lå det ude i fremtiden. Hun havde for meget arbejde der skulle gøre og samtidig skulle hun prøve at få tronen, der lå en del arbejde og pres på hendes skuldre og selv om hun var stærk nok til at holde det oppe, var det klart at noget måtte blive forsømt. Men hun var ikke dum og det ville være dumt at undervurderer hende.
"Hun er måske, rent fysisk, ganske svag i øjeblikket. Men nu skal vi ikke kun tænke på selve kvinden, men også det folk hun er omgivet af. Folkene er splittede og lige nu uden en fast leder, de må være nervøse og spændte på hvad der skal ske. Elmyra er måske i tvivl om hvad hun skal, for ellers ville hun havde påkaldt sig tronen for længe siden. Spørgsmålet er præcis hvor meget folket elsker hende og hvor loyale de vil være over for hende. Man skal ikke undervurderer hvor...Loyale, folk pludselig er, når man får en fælles fjende. I dette tilfælde vil vi blive deres fælles fjende og lykkes det, kan det skubbe Elmyra ned på tronstolen og give hende titlen som dronning, selv om vi for alt i verden ikke ønskede det" Han håbede at Marvalo opfangede hvad han mente og hvor han ville hen med det.
"Dertil kommer det også at hun skam kan være farlig og ikke er dum. Hun vil ikke bare stå og se på, mens vi vandre ind og tager det hele fra hende" tilføjede han betænkeligt, da han så over mod Marvalo. Han følte sig afslappet, i sit es. Af en eller anden grund fandt han det næsten afslappende og spændende at snakke om disse ting. Tankerne faldt ham ganske naturligt.

Og dog, så voksede et lille, selvsikkert smil frem på Zeans ansigt. Hans øjne skinnede ganske svagt et øjeblik, hvilket ville være noget nær umuligt at se, fordi han sad så ildens lys spillede i hans øjne og lyste hans ansigt op.
Bare vandre ind og sætte sig? Sandt, det kunne man gøre. Det virkede ikke som om Imandra havde mange der kunne overtage tronen. Men hvem ville kunne sætte sig der og samtidig have folkets støtte? For i sandheden folkets støtte var vigtigt for at få et land til at fungerer. Dette optog ham mest lige nu. De måtte have kontrollen over folket i Imandra...På den måde frygtede de ikke at nogen faldt dem i ryggen, folket ville hjælpe deres hær ind i landet, ja, nærmest give dem landet på et sølvfad, med kun et par magtfulde folk til at stå imod. En næsten ligegyldig kamp. Men hvordan gjorde de det?
"Hvis vi laver et godt forarbejde vil krigen blive præcis så nem. Vi må overbevise folket om at Dvasias er det bedste for dem, at vi vil hjælpe dem og lede dem. De står svagt lige nu, som sagt, uden fast leder og hvis en lederskikkelse pludselig kommer til Imandra og begynder at udbrede nogle tanker om hvor stærkt landet ville stå, hvis de slog sig sammen...Kombiner det med nogle spioner i landet, der kan sprede propaganda i de små byer. Bare små sætninger, ikke noget direkte, så folket selv tror de fik ideen...." han så lidt på Marvalo. Det ville kræve en del arbejde og koordinering.
"...Og hvis det endelig kommer så langt, kunne det jo også være Elmyra slet ikke har kræfter til at styre en krig. Hende søn Elijah vil nok tage over, men landet kender Elmyra bedst og vil stille spørgsmål. Det kunne jo være...Nogle andre urter blev blandet op i hendes medicin. Af personlige årsager, vil jeg ikke sige direkte dødelige, medmindre i ønsker hende død. Måske kan hun være nyttig senere...Åh...Og militæret. De må have nogle generaler eller noget. Vagterne bryder sig ikke om mig, for de ser mig som en stor trussel, hvad Elmyra ikke gør. Jeg er bange for jeg ikke kan gøre meget for at overbevise dem om at holde med os" indrømmede han lige ud. Han vidste ikke om alle hans tanker hang sammen, da han mere eller mindre slyngede dem ud, som han kom i tanke om dem, hvis de virkede fornuftige nok. Måske bekymrede han sig om for mange detaljer? Nogen gange var tingene mere simple. Men hellere være forberedt på for meget, end for lidt.

Hans grå blik gled over Marvalo et øjeblik, da en kort stilhed faldt imellem dem, mens de fordøjede hinandens ord. Hans tommelfinger gled op og ned af glasset i hans hånd, før han løftede glasset, tog en tår og bøjede sig forover for at stille det halvtomme glas på bordet. Så lænede han sig tilbage igen og sendte Marvalo et lumsk smil.
"Jeg kom da ind her, gjorde jeg ikke?" kommenterede han.
"Jeg har en klar plan for hvad jeg vil opnå i mit liv. Jeg skal nok opnå det, koste hvad det ville. Det er vigtigt at tænke på...Folks sind er så skrøbelige og modtagelige. De rigtige ord, den rigtige opførsel, og alle tror man er noget andet, end man faktisk er. Jeg indrømmer det ikke kunne lade sig gøre uden en potion held...Men jeg kan også godt lide tanken om at det er fordi jeg griber hver eneste mulighed jeg får i livet. Og fordi jeg har visse evner...Se nu Elmyra. Hun tror ikke jeg kan mestre ordet, hun tror hun kan gennemskue mig og dette får hende til at stole lidt mere på mig. Men vi kan vidst begge to godt skrive under på at det må blive hendes undergang, hvis alt går vel?" Det var mest en konstatering. Der var ikke nogen opskrift på hvorfor han havde været så heldig. Det rette sted, det rigtige tidspunkt. De rigtige ord, de rigtige handlinger...Måske var det bare skæbnen. Måske var det fordi han greb chancen for at indynde sig hos de magtfulde, for at lette vejen til selv at blive det en dag. Han udnyttede det rigtig nok. Men om ikke andet kunne de altid blive enige om at det var praktisk, især lige nu.
"Folk hader mig og jeg bruger det som en undskyldning for at de skal give mig en chance. Og min medicin har også meget at sige. Hvis man tilbyder gratis healing til de rigtige personer, står man pludselig med lidt flere åbne døre. Og det må virkelig falde til vores fordel lige nu, ikke sandt?" Han var helt med på at hans ståsteder, i forhold til de andre landes kongeligheder, skulle og måtte udnyttes. Var det ikke også hvad han selv havde planlagt? At bruge det til at komme højere op i graderne. At styrke sin egen og sin races position. Forskellen på dem og Marvalo var bare...At hvis deres planer virkede, var det som en genvej til at få mere magt. Hvem kunne ikke lide en genvej?

[Kimeya Marvalo]

Elmyra var ikke en særlig stærk kvinde. Faktisk var hun direkte svag i Kimeyas øjne, og han var bestemt heller ikke bange for at skulle stå ved det. Han kneb øjnene ganske let sammen. Der var tydeligvis meget som denne mand ikke vidste om Imandra, kunne han høre, og det var næsten det, som han fandt mest underholdende.
"Elmyra er en intelligent kvinde, hvilket jeg ved. Netop derfor, at jeg sikker på, at hun endnu ikke har taget tronen. Hun ved hvor lidt folk ønsker at have en leder. Mange af dem, som har søgt til Imandra, er dem som ikke ønsker at underlægge sig et styre, som vi har i Dvasias, såvel som Procias," forklarede han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod ham. Det var jo netop derfor at han selv ønskede at tage landet.. tvinge dem til at underlægge sig, ellers blev de slået ihjel. Det var de valg, som de ville få, og hvis de ikke ønskede at tage det, så måtte de jo trods alt lide under de foranstaltninger, som nu ville ramme.

Kimeya fulgte hver en bevægelse som dødsenglem lavede, udelukkende fordi at han slet ikke følte, at han kunne stole på ham eller noget lignende, og så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Armene lagde han roligt over kors. Selv havde han ikke nogen grund til at ønske Elmyra død. Havde man ikke trådt ham over tæerne, og hvis det ikke var en ordre, som måtte komme fra selveste dronningen af Dvasias, så havde han heller ikke nogen grund til at skulle spilde unødig energi på at skulle gøre det.
"Hun forekommer mig ikke som en kvinde, der er i stand til at lede og føre en krig, men derimod ønsker det modsatte. Imandra er ikke et land, som man kan slå sig til ro i, og kalde for sit. Det kræver at man har folket med, og det folk som befinder sig på den side, er der som sagt af en grund. Jeg tvivler stærkt på, at hun har den psyke som det kræver," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Han var nu mere interesseret i dødsenglens syn på det hele. Han havde jo allerede sagt, at han ønskede at tage det land, men at det ikke var noget som han kunne gøre alene. Det var jo desuden også meningen, at det var noget som skulle komme Dvasias og hans hjem til gode.

Manden havde jo ret, uanset hvordan man vendte og drejede på det. Han havde været i alverdens slotte, og var nu også kommet ind i Marvalo Mansion. Han var dygtig, men nu hvor det jo var en meget alvorlig samtale, de skulle føre med hinanden, så skulle det jo trods alt bare mangle, hvis det stod til ham. Tungen strøg han kort over sine læber, inden han tænksomt vendte blikket mod pejsen som blussede stærkt op. Det var med en dejlig og behagelig varme, som selv fik ham til at slappe af.
"Kunne du rydde hende af vejen, ville det være perfekt og ideelt. Det sparer mig for meget tid.. Jo mindre modstand, der finder sted, des bedre er det. Du har desuden muligheden for at gøre det dejlig nemt.. Hendes søn skulle ikke blive nogen udfordring.. Han kan umuligt være det værd, hvis han er en engel," afviste han med en ganske kortfattet tone. Han nikkede kort i retningen af ham.
"Det lyder som vi er ved at planlægge noget stort, Dødsengel.. Jeg håber, det er noget, som kan vare ved," afsluttede han endeligt.

[Deleted]

Han gjorde en let gestus med hånden, som ville han skubbe sine eller Marvalos ord væk. Det var sandt han nok ikke kendte folkets rigtige ønsker, trods alt var han ikke et folkets person og han interesserede sig ikke større for hvordan de havde det, så længe han fik hvad han selv søgte. Faktisk var han direkte ligeglad med det og han havde blot taget udgangspunkt i det mest logiske scenarie, set fra hans side. Men det at de ikke ønskede nogen leder, nogen til at bestemme over dem, var dem både en hjælp og hindring. Måske de kunne overbevise dem om at Elmyra kun ville dem ondt, sætte nogle falske beviser? Det ville være let, som leg, for ham at snige de forkerte papirer ind i hendes kæmpe stakke. Papirerne ville først blive opdaget længere tid efter.
"I så fald, lad os først overbevise dem om at vi står på deres side og vinde krigen og Imandra. Bagefter kan i bruge jeres magt på at underlægge jer folket" kommenterede han let. Og smilte så lidt.
"Det kan koste dyrt at undervurderer fjenden" svarede han blot. Han ville ikke diskuterer med manden, det var op til manden selv at drage sine slutninger, men han var uenig i hvor svag hun mon virkede til at være. Måske levede hun ikke op til Marvalos værdier for en stærk person, men hun levede sikkert op til andres.
"Men uanset om hun er stærk eller svag, vil der intet problem være, hvis hun ligger afkræftet i sin seng og sveder" sluttede han så af. Han skubbede skoene af sine fødder, indenunder havde han bare fødder. Så satte han sig i skrædderstilling, med fødderne ind under sig. Samtidig lænede han helt tilbage i stolen og lod armene hvile på armlænene...Alt i alt en ganske afslappet kropsholdning og specielt ikke en kropsholdning for en, der enden var nervøs eller ved at forberede et angreb. Ganske enkelt fordi han ikke havde planer af disse ting.

Igen slog det ham hvor meget Marvalo havde en tendens til at undervurderer folk. Det gik ham på...Hvis denne mand undervurderede dem, kunne hans meninger smitte sig af på andre af betydning og til sidst kunne det bide dem i røven og ødelægge det hele. Men han kunne heller ikke få sig selv til at modsige ham direkte, til dels fordi han havde respekt for at være i live.
"Han er varyl, altså en blanding, ikke ren. Måske blot en skændsel, men ikke desto mindre kan manden eje evner vi ikke kender til og have mere magt, end vi måske tror. Jeg er ikke i tvivl om at han vil beskytte sin mor og gøre som hun siger. Og jeg er heller ikke i tvivl om at han selv vil tage en beslutning, for at beskytte det han elsker....Som de fleste jo vil" sagde han roligt.
"Men alt i alt, hvis de ting vi snakker om holder stik, vil den lille familie stå ganske svagt" nikkede han til sidst, for at give manden ret, som han sikkert ville have. Han lænede sig frem og tog glasset med vinen, før han lænede sig tilbage igen, nu med glasset mellem begge hans hænder. Han tog en lille tår af den. Han slikkede sig let om læberne.
"Det vil vare ved præcis så længe, som det er det værd. Hvis vi når en dag, hvor vi intet får ud af hinandens selskab, vil jeg smutte. Jeg er trods alt ikke bundet til nogen og min loyalitet ligger hos dem, der giver mig mest. Måske, hvis vi bryder os om hinanden, vil vi en dag have en alliance. Men det er trods alt ikke noget jeg kan love, endvidere forventer jeg du vil det" smilte han roligt, hans kolde øjne søgte hans og veg ikke en tomme, mens han sagde det. Så afslappet...Og alligevel lød han som om at sådan var det bare og der var intet de kunne gøre ved det.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var måske en meget firkantet mand, hvad angik tanker og indtryk, men det var hans tankegang, og det var sådan, at han så omverdenen. Han havde bestemt ikke eget til overs for varyler, og slet ikke den slags, som var ham imod. Hvis Elmyras søn, skulle vise sig, at stå som en modstander, ville han heller ikke tøve med at slå den unge mand ihjel, hvis det skulle være det.
"Selv på trods af en meget ung alder, må jeg sige, at du har meget mellem ørene, Dødsengel. Hvor meget af krig, strid og kamp har du oplevet derude? Hvis hun virkelig ligger syg og sveder i sin seng, så skulle det ikke være noget problem at få hende ryddet af vejen.. og siden du påstår at knægten vil gøre alt for sin moder, vil det ikke være et problem at tage ham med i faldet," sagde han kort for hovedet. Det var ikke fordi at han lagde synderlig meget i det som sådan.. Det var jo bare den rene sandhed, at det var sådan, at tingene måtte forholde sig, og i hans hoved, var det også det, som gav mest mening. Smilet bredte sig kynisk på hans læber. Selv var det ved at være lang tid siden, at han med sine egne hænder havde haft blod... det var jo lige før at han savnede at gøre den slags.

Måske at Kimeya dømte hurtigt, men nu var Elmyra heller ikke ligefrem kvinden som havde det største og bedste ry af den grund. Et ry som han kendte, og særligt efter hendes langvarige forsøg på forhold med Nathaniel Diamaqima.
"Jeg vil ikke engang vove at påstå, at jeg er hård i min bedømmelse. Hun har et ry, som du tilsyneladende ikke er kendt med?" fortsatte han med en sigende mine. Elmyra havde ikke taget Imandra endnu, hvilket nok var hvad der forundrede ham mest.. Regnede hun med at det blev nemmere, ved at vente?
Kimeya vidste nu ikke, om denne dødsengel, var en mand, som han jo i princippet kunne stole på, selvom han havde valgt at byde manden ind i hans hjem. Han kneb øjnene let sammen. Det var jo en sandhed, som han jo efterhånden bare måtte se i øjnene, selvom det på ingen måder, var ham en tanke, som han fandt særlig tiltalende.
"En alliance, kan jeg ikke se bort fra, er meget ønsket i en situation som denne, for det er den.. En alliance vil lade mig vide hvad jeg har, som du vil vide hvad du har.. Desuden har vi mange af de samme mål for livet. Andet ville i mine øjne, være en skam," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod ham. Hvis manden ikke kunne se det, var han da direkte dum.

[Deleted]

Han lod en hånd glide gennem det brune hår et øjeblik, mens han sendte Marvalo et lille smil. Åh ja, han var endnu forfærdelig ung og det fik mange til at undervurderer ham, hvilket passede ham fint. Men til tider var det også irriterende at ingen tog ham helt så alvorligt, som han mente at han burde. Denne mand, dog, lød til at vide det.
"Der er ikke alder på evner og viden. Efter man er blevet voksen kan personen vide hvad som helst og lære alt. Hele verdenen bliver hans legeplads og kun få ting begrænser ham" han slog let ud med armene.
"Den eneste krig jeg har oplevet er mellem min far og hans familie. Og så dem jeg har fået fortalt. Desværre har jeg aldrig oplevet en direkte krig, trods jeg tror jeg ville finde det ret...Underholdende. Så længe jeg er på det vindende hold" Han smilte lumsk.
"Men det er vel en af mine evner...Det har altid faldet mig naturligt og det har givet mig mange ting i mit ellers korte liv, mange muligheder" afsluttede han det. Han kunne da virkelig ikke forklare hvorfor han havde disse praktiske tanker om krig, om planlægning. Han havde tidligere hørt at det var noget de fleste dødsengle havde, en form for instinkt eller medfødt viden eller evne, der gjorde de var god til sådanne ting. Men nu levede de jo også af smerte og død, så det mest praktiske for racen var vel hvis de kunne skaffe dette. Lidelse og død.

Hans ene øjenbryn gled svagt op i panden, som et svar til Marvalo om at det vidste han da intet om.
"Jeg lytter ikke så meget til sladder. Meget af det passer ikke. I stedet bedømmer jeg folk selv" kommenterede han. Han gad ikke bruge tid på sladder og løgne, ligegyldigheder, for selv at gætte hvilke af tingene der var sandhed. Sandt kunne han ikke helt undgå det, det var umuligt, men han anså det ikke så vigtigt.
Han gjorde en kort gestus og smilte svagt. Jamen dog, ville folk snart begynde at slås for at få ham som deres allierede eller hjælper? Nu fik han vidst for høje tanker om sig selv.
"Som tingene er nu, vil vi have nytte af hinanden" medgav han. Men han lovede intet om fremtiden. Ingen vidste hvad den bragte og uanset hvad ville Zean være på det vindende hold. Han drak resten af glassets indhold og satte det tomme glas på bordet igen, samtidig som han strakte sine ben ud igen og og strakte sig siddende. Hans øjne gled rundt i rummet endnu en gang, uden noget mål.
"Så meget snak! Måske skal vi finde ud af hvad vi gør nu?" spurgte han i stedet og så på Marvalo igen, ganske afslappet. Han fandt intet problem i at snakke om krig og død.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var måske fordømmende, men var det overhovedet underligt? Han havde jo ikke ligefrem noget at dømme manden på ellers, andet end at han virkelig kunne se, at han havde meget i munden, og virkelig ikke var bange for at ytre sin mening om noget som helst. Det vae dog derimod noget som han havde respekten for. Rygter kunne man lytte til, for det gav som regel et godt pegepind på hvad man egentlig havde med at gøre.
"Så strategisk anlagt, som man kan være, vil man jo sige, at selv en konge som Gabriel af Procias, lever op til det rygte som han har pådraget sig.. Det er sådan man danner sig et grundlag for kendskab til andre verdener, lande og væsner," afviste han. Måske at denne mand ikke ønskede at virke fordømmende, men selv der var Kimeya fuldstændig kold i røven overfor det. Hans isende øjne gled igen i retningen af denne mand. For nu, var han mest interesseret i den skabende alliance, som han kunne se for sig, at de måtte have med hinanden. Begge ønskede de, og havde de klare mål for deres tilværelse, og manden ønskede at blive leder... Kimeya var en, så han kunne jo rent faktisk give manden rigtig meget i den anden ende.

Kimeya tømte glasset og satte det fra sig på bordet igen, inden han rettede sig op. Det var en yderst interessant samtale, og det var noget som han glædeligt måtte stå ved i den anden ende. Igen måtte han lægge armene over kors.
"Vi kan drage god nytte af hinanden lige nu.. Derfor ser jeg ikke nogen grund til, ikke at gøre det," sagde han. Lige der var han rent faktisk en meget retfærdig mand, og særligt fordi at han vidste, at han ville få mere ud af, at holde hans egne personlige ønsker lidt mere i lænke, end at stå frem med det hele på en gang. Manden ville nok vende ham ryggen, hvis det var, og det var han jo heller ikke ligefrem interesseret i.
"Sagen er mere, om du er interesseret i at vende Elmyra ryggen, for at støtte op om hvad kongehuset af Dvasias, og jeg ønsker..?" spurgte han direkte, og med en alvorlig maske i ansigtet.

[Deleted]

Rygter? Nu snakkede de så om rygter. Og hvad angik de rygter der måske levede om Zean, men nok mere om hans race som helhed, skulle han være en ganske frygtelig og forfærdelig person, som spiste børn til morgenmad og gravide til aftensmad. Hvis eneste og sjoveste beskæftigelse var at pine folk, se dem død og bringe kaos, hvor han end satte sine fødder. Åh ja, så skulle han selvfølgelig være kold, kynisk, sadistisk og blottet for samvittighed, følelser og...Ja, andet i den dur. Han vidste ikke hvorvidt han kunne leve op til det hele, mest af alt fandt han tanken om at spise et menneske en smule...ulækker.
Men hvis rygter definerede en, måtte han jo sige at han stod rimelig godt. Der var jo også rygterne om denne ukendte skikkelse, der fangede folk og torturerede dem, efterlod dem ugenkendelige på jorden, så andre kunne rydde op efter ham. Men så vidt han vidste, vidste ingen at det lige præcis var ham der stod bag den del.
Men om rygter gjorde en klogere? Næppe. Blot af dem, han lige havde remset op, var det ikke dem alle man skulle tro på. Han fandt virkelig ikke ideen om menneskekød særlig attraktiv.
Han svarede ikke på det. Han fornemmede de var uenige på det punkt og der var ingen grund til at lægge op til videre strid eller uvenskab på nogen punkter. Så ville han hellere holde sin mund og tænke sit i stedet.
Han holdt øje med manden, da han drak færdig og lagde armene elegant over kors. Det måtte være noget manden gjorde ofte, han var i hvert fald god til det. Indelukket, som en hemmelig bog, mystisk, magtfuld og alle de andre ting, der sikkert gjorde ham populær hos kvinderne. Hvis man gik op i sådanne ting.
Han valgte, en anelse flabet da det var hans natur, at lægge sine egne arme over kors.
”Ja, nytte!” medgav han...Men så kunne han ikke holde til det mere. Hans arme gled fra hinanden igen. Det lå nu heller ikke til Zean at have armene over kors som sådan...
Et smil hev lidt i hans ene mundvige. Manden krævede jo han placerede sin loyalitet, både til ham og Dvasias og dennes kongelige! Så mange på en gang. Det var jo...morsomt! Han overvejede det et øjeblik og lagde sine egne planer hurtigere, end nogen ville kunne følge med, hvis han sagde det højt.
Ingen ville tage ham seriøst, hvis han lagde sin loyalitet nogen steder. Hele hans væsen var inkarnationen af mistillid og løgne.
”Jeg vil vende ryggen til Elmyra for hvad jeg selv ønsker” sagde han lige ud og studerede manden med skinnede, kolde øjne.
”Jeg falder ikke på knæ. Det gør jeg ikke for nogen som helst. Som nævnt ligger min loyalitet hos den, der giver mig mest. I dette tilfælde gør du det og under alle omstændigheder ønsker jeg Dvasias sikker og stærk. ” han var alvorlig denne gang, ikke så meget som antydningen af et smil, af dril, af udfordring. De ting han udsatte folk mest for, de ting han kendte bedst til og kunne spille med på.
”Min loyalitet ligger i dette øjeblik hos dig” sagde han så.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya tog rygter til sig, og det var netop disse, som han valgte at undersøge. De havde som regel en snert af sandhed i sig, og dem som han jo netop havde remset op, havde Zean jo selv set med sine egne øjne. Gabriel var jo trods alt også hans broder, selvom det dog ej var noget, som han havde lyst til at vandre rundt og direkte reklamere med, da han direkte fandt den tanke.. forkastelig. Kunne han, droppede han al kontakt og alt bånd, til den lyse familie som han havde på den anden side af den høje og strengt bevogtede mur.
"Nytte.. netop," sagde han, som var det her et ganske normalt samtaleemne for hans vedkommende. Det var heller ikke ligefrem fordi at han direkte gik og ønskede, at udnytte folk. Eller... jo, det gjorde han egentlig, og særligt, når han selv kunne få noget ud af det, så var det jo kun hundrede gange bedre i det henseende. Han trak kort på smilebåndet. Ja, han var krævende i en stund som denne, for han kunne ikke bruge manden til noget som helst, hvis ikke han lagde sin loyalitet ved ham, mørket og den dvasianske trone. Uden den, så kom de virkelig ingen vegne! Manden kunne skifte mening som vinden den blæste.. et sted var det en spænding, som Kimeya godt kunne lide, og et sted, var det en risiko, som han endnu ikke vidste, om han turde løbe. Det var egentlig noget af et personligt dilemma.
"Og i denne stund, giver du udtryk for, at vi begge ønsker det samme. Jeg er ikke ude på at udnytte dig.. Men du er i besiddelse af evner, som jeg ej kan, som omvendt. Det er noget som kan komme os begge til nytte.. Jeg ønsker Elmyra død.. borte fra Imandra, for selv at indtage tronen, og underkaste landet det dvasianske styre.. Samtidig som jeg ønsker at give dig muligheden for.. hvad du nu end har brug for," sagde han. Ja, han var egoistisk.. han så hvad han selv gerne ville se, og dette var bestemt heller ikke noget undtag. Hovedet lod han søge på sned.
"Men lad mig alligevel skænke dig et godt råd, dødsengel.. forråd mig, og det vil koste dig livet," sagde han med en kortfattet tone. Hvis manden endte med at vende om på halvvejen, skulle Kimeya nok personligt komme efter ham.

[Deleted]

Et smil gled endelig over ham. Dette var den mand han kendte! iskolde trusler, sagt som snakkede de om hvad der var på menuen i aften. Så hverdagsagtigt, så...Normalt! Alle havde trusler. Især mod en som ham. Han var holdt op med at tage dem seriøst for længe siden, hvem skulle alligevel kunne fange ham og derefter nå at slå ham ihjel? Og nu, hvor han havde venskaber i mange lande, ville han altid have et sted at flygte til og give ny loyalitet, til folk droppede det igen, til han fik rettet eventuelle problemer ud.
Han gjorde en let gestus, som ville han opfylde alle Marvalos ønsker med et snuptag, inden aftensmaden blev serveret. Sandt var det han ikke kunne arbejde for Marvalo hele tiden, han måtte også varetage hans egne interesser, men sandt var det også at han kunne gøre mangt og meget....Som Marvalo kunne. Han tvivlede ikke et sekund på at Gabriel ville tage imod ham, hvis han faldt på knæ og bad om det værste i verden: At blive lys. Men uanset hvad, var der altid en flugtvej. Hvis han nogensinde kom så langt at selve hans hjemland ville hade ham...Han gøs næsten ved tanken. Det var en deprimerende tanke, en han slet ikke kunne accepterer! Nej, med Kimeyas hjælp ville det ikke komme så langt. Uanset hvilke problemer han rodede sig ud i, for det havde han trods alt lidt en tendens til. Han var heller ikke dum nok til ikke at tage Marvalos trusler seriøse.
”Forråde? Tro mig...Hvis vi endelig når dertil, hvor en af os ikke føler den anden kan bruges...Skal jeg nok komme og sige det. Trods alt har jeg en vis...Respekt for at være...I live” han skar en kort grimasse, som om selve tanken om at være et koldt lig, gjorde ham utilpas. Og sikrede vel samtidig at Marvalo følte han blev respekteret og taget alvorligt, gik han ud fra.
”Hvad angår Elmyra, er det forfærdelig let for mig at give hende noget dødeligt. Hun stoler på hvad jeg giver hende. Men når først hun er død, og de vil med garanti mistænke mig, vil jeg ikke kunne vende tilbage og lave kaos i landet, før det er i Dvasias' hænder” tilføjede han mindst lige så alvorligt.
”Ikke medmindre der kommer en ny kongelig, som tillader min eksistens, vel at mærke” tilføjede han med et svagt, sigende smil. Så klappede han pludselig i hænderne.
”Så...Er det hvad der skal ske? Du snakker med dronningen om nogle mulige planer og når i er klar, kan jeg begynde at give Elmyra noget...Mindre sundt og helbredsfremmende?” spurgte han ind. Åh, der var det...Hentydninger var ikke hans stærke side og han ville helst have tingene at vide direkte, før han kunne reagerer på dem og arbejde med dem. Hellere det end gøre noget galt, tænkte han i sit kaotiske sind.

[Kimeya Marvalo]

Meget kunne man sige om Kimeyas trusler, men han gjorde alvor af dem, hvis det blev nødvendigt. Det var jo egentlig blot for at understrege for denne dødsengel, at han skulle passe på med hvad han gjorde, og hvem han legede med, for han var en meget alvorlig mand, hvad den slags angik, og det var heller ikke noget som nogensinde ville ændre sig. Han kneb øjnene fast sammen. Tog manden det overhovedet seriøst?
"Bare så du ved hvad du går ind til.. Hvis din loyalitet nu skulle.. skifte undervejs," sagde han blot. Nu var det ham nemlig en forventning, at denne mand var på hans side, og ville være med til at sikre sig, at Dvasias forblev stort og stærkt, og om ikke andet, så muligvis kunne slå de andre lande så meget til sænks, at de kunne henligges i mørket. Imandra var første skridt på vejen, og det var det som Kimeya elskede. Et kort træk fandt dog alligevel vejen til han mundvig.
"Det er mig en fordel, at jeg kender Dronningen af vores land, også på et personligt plan. Jeg skal fremlægge hvad vi nu er kommet frem til, og forhøre mig, om hun er enig med det. Imellemtiden.. kan du jo beklageligt komme til at give Elmyra gift, som gør hende enkel at slå, når vi indtager landet," sagde han blot, som om at det var en hverdagssnak at skulle tage livet af andre mennesker. For Kimeya havde det nu været en hverdag i frygtelig mange år, men det var nu heller ikke noget som han tog tungere end som så.
Hænderne foldede han ganske roligt foran sig, og med en meget alvorlig mine i ansigtet. Hvorvidt om det var noget som Jaqia ville acceptere eller ikke, var det noget som han agtet at føre ud i livet. Han så rent faktisk frem til det samarbejde med denne dødsengel. Ironisk nok, nu hvor han aldrig havde haft særlig meget til overs for det væsen, men hvor ofte, fandt man en af slagsen, som rent faktisk kunne have nytte? Det var virkelig ikke ofte.
"Uanset hvad Dronningen af mørket bifalder, agter jeg at tage Imandra og underlægge det mørket. En royal titel til mig selv, ville jeg nu ikke have noget imod.." Et koldt smil bredte sig på hans læber. Ja, han var virkelig magtgal når det kom til stykket.

[Deleted]

Zean smilte svagt. Truslen var forstået og han så ingen grund til at kommenterer yderligere på det...Det endte bare med at han fik sagt noget dumt. I et øjeblik mærkede han det...Den der svage følelse af nervøsitet, der pludselig kunne ramme en i maven, i hjertet og gøre en helt skør i kroppen. Han oplevede den til tider, blandt magtfulde mænd og mænd med autoritet, som...Ja, han vidste ikke som hvad. Det var som om mænd kunne gøre ham nervøs, hvilket var totalt åndssvagt! Han forestillede sig Marvalo svinge pisken over hans ryg, præcis som hans far havde gjort...Men så slog det ham at hvis det endelig kom til det, ville Marvalo ikke nøjes med det, endvidere nok ikke gøre det selv. Men det ville aldrig komme til det og han måtte til at tage sig lidt sammen. Der var jo virkelig ingen grund til at føle sig som en lille dreng længere, var der? Han stod allerede i problemer, med planer, som intet barn ville kunne komme i nærheden af.
Som en reaktion herpå, og for at Marvalo ikke skulle fornemme noget, gjorde han sig helt kold. Slettede nærmest alle følelser og irrelevante tanker, glattede ansigtet. Kold, ligeglad, utilregnelig...Præcis som det lå i hans blod.
Han nikkede let.
”Der vil absolut ikke være nogen problemer der. Jeg vil rejse dertil snart, lade som om jeg ser til hende og spørger til hvordan det gør, før jeg tager ud og plukker nye urter til hende. Desværre får jeg blandet nogle lidt mere usunde urter ind i det og når det hele først at skåret i stykker, kan ingen se forskel, endnu mindre lugte eller smage det. Noget af det mest giftige, er som vand. Smagsløst, uden lugt og ligner noget man altid kan drikke, uden man kan se hvor slemt det er. Jeg ved de har nogle i Imandra. Efter en uge eller to vil hun begynde at føle sig træt, utilpas, ondt i hovedet, måske lidt ondt i kroppen og uden evnen til at tænke klart alt for længe ad gangen. Jeg vil undskylde det med at hun får et tilbagefald og mine urter ikke virker længere, men at hun for en sikkerhedsskyld må fortsætte med at tage dem, mens jeg undersøger nye blandinger, jeg kan give hende” fortalte han. Ret så detaljeret, men han mente det var vigtigt Marvalo vidste disse ting, så han vidste hvad der ville ske og hvad han kunne forvente.
”Med lidt held vil de ikke tænke over jeg er synderen...Ud over hendes varyl. Men hvem lytter til ham? Nok ikke mange. En dag vil jeg rejse derfra...Og så har du fri vej til at overtage landet som det passer dig. Uanset om dronningen vil lege med eller om vi må gøre det hele selv, vil den af jer, der ender på tronen, kunne gøre som det passer denne. Blandt andet gøre det til et nyt Dvasias” Det var i hvert fald sådan han så det. Han havde opfanget det, at manden gik efter at blive den nye konge af Imandra og at Zean serverede ham muligheden derfor. Spørgsmålet var bare...Hvad der ville ske bagefter. Om ikke andet, dødsenglene ville kunne se og høre om hvilke evner han havde og hvad han kunne. Det ville forhøje hans chancer. Meget.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville nu ikke mene, at denne dødsengel havde noget at frygte, såfrem at han ikke skuffede ham naturligvis. Lige der var han egentlig en ganske reel mand. De kunne drage nytte af hinanden her, hvor selv han ikke ville have noget imod at hjælpe Zean til den magt over dødsenglene, som han nu tydeligvis måtte hungre efter. Hvorfor gøre et stort nummer ud af det, når det ikke var en nødvendighed?
Som han fremlagde hvordan han havde tænkt sig at gøre tingene, måtte smilet kun brede sig tilfredst på hans læber. Det var ganske vidst noget, som kun virkede over tid, af hvad han kunne forstå, så var det noget som han nu i forvejen, bare måtte leve med. Hvis det gjorde, at der ikke rigtigt var nogen mistanker om det.. så var det jo helt igennem perfekt set i hans øjne!
"Det lyder som det er noget som kommer til at tage tid.. Men du har ret.. Der er næppe nogen, som vil tro på en ung varyl-knægt, når det kommer til den slags. Det er perfekt.. I det tilfælde, så vil jeg afvente, at du vil komme retur hertil," sagde han med en rolig stemme. Han ville naturligvis ikke gøre noget som helst, før han vidste, at det var ved at være tid, og særligt fordi at han ikke ønskede, at det skulle gå galt. Han ville have Imandra underlagt Dvasias, og kalde sig selv som hersker af det land!

Endnu en gang, tømte Kimeya glasset og satte det fra sig. For nu ville han mene, at de var enige. Han lod hovedet søge let på sned. Hvis denne mand var villig til at give ham den mulighed for at overtage , så skulle han da naturligvis have noget til gengæld. Han kneb øjnene let sammen. Det var nok den, som han rent faktisk måtte sige sig, at være mest bekymret for.
"Og til gengæld for den tjeneste, som du rent faktisk udfører, for at give mig en mulighed for nemt at kunne overtage Imandra.. Hvad kræver du til gengæld?" spurgte han direkte. Han var ikke en mand som pakkede det ind. Enhver mand havde sin pris, og han var slet ikke i tvivl om, at denne mand ikke var noget undtag.

[Deleted]

Det hele ville tage tid. Det ville tage tid at snakke med dronning og planlægge, hvis hun var med på ideen. Det ville tage tid for Marvalo at planlægge at føre sig selv ind i landet med en hær. Det ville tage tid det hele og det at det også tog tid at gøre dronning svag, uden hun fattede mistanke for hurtigt, gav ham blot tid hertil. Det var i hvert fald Zeans tanke...For han kunne altid give noget der virkede hurtigere, men hvem garanterede så han selv nåede levende ud af landet? Ingen. Han smilte svagt.
"Elmyra vil blive svag og lige til at dræbe, med lidt held. Jeg vil bedømme, hvis alt går som det skal, at hun vil være svag igen om en månevending eller deromkring. Jeg skal nok give besked" nikkede han let. Det var en aftale. Han glædede sig næsten! Skulle han afprøve nogle urter samtidig og se hvilken indvirkning de havde? Nejnej...Det gik ikke. Tænk hvis de ødelagde det hele! Dette var alt for vigtigt til at han kunne udnytte det til noget, man aldrig vidste hvordan ville gå.
Han så op på Marvalo igen og smilte svagt for sig selv. Hvad han forlangte til gengæld? Se, nu snakkede de. Manden havde ikke bare tænkt sig at udnytte ham og hans kunnen, han havde faktisk tænkt sig at snakke pris for det. Godtgodt, det betød han ikke var gået fuldstændigt galt i byen! Han var ganske tilfreds.
”Jeg vil ikke indvie dig for meget i mine planer. Som viden kan være en belønning, kan det også være skadeligt og visse tingene er det bedst du ikke kender. Lige nu, i det mindste...” han trak let på den ene skulder.
”Som det står lige nu, har jeg ikke brug for meget. Hvis du ved noget om dødsenglene, jeg ikke ved eller har viden om hvor de kan blive fundet, for sandt er det de gemmer sig, vil jeg gerne vide det. Jeg har allerede folk på sagen, men det tager åbenbart længere tid end man skulle tro og jeg begynder at blive utålmodig. Men derfra...Syntes jeg blot vi skal blive enige om at vi arbejder sammen. Og så kommer jeg senere, hvis eller når jeg får et problem, og beder om din hjælp. Lyder det fair?” Først og fremmest skulle han finde de andre dødsengle. Han havde en på sagen, en der var født der, men han havde ikke hørt fra hende længe. Og nu var han utålmodig. Han ville gerne i dialog med sin egen race og gerne pr. omgående! Han havde endnu ikke et problem eller noget han skulle bruge fra Kimeya, som sådan, men det var altid godt at have en allieret i ærmet at hive frem, specielt fordi han selv endnu ikke var særlig magtfuld og hurtig kunne blive udsat for andres vrede. Han kunne ikke regerer over dødsenglene, hvis han var død, trods alt.
Desuden, når han blev dødsengel og alt den magt og intriger først rigtig begyndte, kunne de begge få brug for støtten fra en anden race, en større hær, til at føre frem. Ja, som han så det, kunne han hurtig få brug for en som Kimeya og derfor ville han gerne gemme hans tjeneste lidt endnu.
”Åh...Og når jeg endelig er kommet tæt på dødsenglene, kan jeg måske for brug for du udtaler dig om at du støtter mig i kamp for magten...Der er nok nogen der skal brokke sig, men folk tænker sig altid om to gange, hvis man pludselig har en magt bag sig, der kan slå igen!” Tilføjede han med et svagt smil.
”Og hvis der bliver til optøjer, kan jeg måske også få brug for din magt til at slå dem tilbage, der skulle give for meget problemer” afsluttede han. Nu havde Kimeya i hvert fald en fornemmelse af hvad Zean ledte efter og søgte. Noget han kunne vælge om han ville støtte med eller lade være.
”Og hvis du bliver konge af Imandra...Selvfølgelig, når jeg er blevet leder, at dødsenglene måske kan være der i fred? Lad os nu sige nogen bliver jagtet på deres liv...At vi måske får et opholdssted i Imandra, hvor vi kan være...Bare os?” okay. Måske strammede han det nu? Faktisk når han tænkte over det, hvis Kimeya gik med til det hele, ville han faktisk ikke have nogen tjeneste at hive på senere. Men det betød intet...For disse ting ville være vigtige at have i baghånden, hvis han virkelig ville have magten...Og Kimeya ville kunne tilbyde det hele, hvis han havde lyst. Zean lænede sig tilbage i stolen.
”Det var vidst det. Er det fair? Et land for nogle småtjenester og dødsenglenes venskab? Hvis ikke, så sig til. Jeg er sikker på der må være andre ting jeg også kan hjælpe dig med...Nu eller senere” tilføjede ham et svagt, lumsk smil. Der var jo altid...Noget med manden ville undgå døden.