Vi har alle skumle planer.

[Kimeya Marvalo]

Tanken om at vide og kende til hver en del af denne verden, var nu sød nok, selvom det nok heller ikke ligefrem gjorde nogen forskel i den anden ende. De intense øjne hvilede på ham. Et ønske og et mål.. ja, han kunne jo godt sætte sig i det. Han ville jo selv ønske, at han kunne vide og se det hele.. Det var noget som han havde spioner til. Ja, han vidste om meget af det, som foregik i verdenen omkring ham.
Hænderne gned han let mod hinanden, som han let lod hovedet søge på sned.
"En sød tanke," sagde han blot. Han ville måske opnå det på et tidspunkt.. Hvem vidste? Han kunne jo ikke vide det, men for nu, var det bare ikke noget, som han havde den største tiltro til, kunne man jo sige.

Zean ønskede at blive en leder for dødsenglene. Det var bestemt ikke en tanke som Kimeya ville grine af, for han anså det virkelig som en meget alvorlig sag, og særligt fordi at han selv stod som en leder af en race. Han kneb øjnene let sammen.
"Dødens rige har jeg været forbi før.. Og ej er det noget som jeg ønsker skal ske igen. Som en leder er jeg i forvejen en frygtet og udsat mand i den forstand.." Han tav igen, ved mandens ord yderlgiere. Hjalp han den kommende dronning af Imandra? Han vidste, at slottet her i Dvasias havde mange andre tanker hvad angik det land, og nu var det på tide, endnu en gang at underlægge det ved det dvasianske styre! Han kneb øjnene let sammen.
"Dvasias skal stå, Dødsengel.. Vi er udsat nok i forvejen, og særligt, hvis der kommer en alliance mellem Manjarno og Imandra. Jeg ved at Procias lige så, kan finde på at hoppe med.. og hvor står vi så? Presset fra alle vinkler. Det må ikke komme til at ske..!" sagde han med en meget nøje og bestemt tone. Hvorvidt om dødsenglen var klar over, hvor vigtig og hvor farlig netop denne information var at give videre, skulle han ikke kunne sige, men det var info som han glædeligt tog imod. Det var noget som gav ham ekstremt meget at handle og reagere på, og det var det, som i hans øjne, var det vigtigste.
Dødsenglen forekom ham som et meget interessant væsen. Noget som Kimeya i særdeleshed kunne lide. Et sted med en æresfrygt, som han ikke lod komme til udtryk, for han kunne virkelig ikke klare det væsen i sig selv, af temmelig oplagte grunde.
"Virkelig? Skylder en stor mand i Procias, dig en tjeneste? Dette er noget som vi kan udnytte... Alt for Dvasias. Det land skal stå," sagde han med en ganske kortfattet og bestemt tone, som han igen vendte blikket mod hans skikkelse.
"Vi kan snakke et andet sted, som er mere privat end dette.. Jeg må sande, at du har vækket min interesse, og dette skal undersøges mere.. måske at vi rent faktisk kan være til nytte for hinanden.." Et koldt smil bredte sig på hans læber. Lige præcist den tanke, kunne han virkelig godt lide.

[Deleted]

Havde han nu givet det hele væk, uden at sikre han selv fik noget tilbage? Han kunne godt frygte det. Han var for hurtigt og havde endnu meget at lære, på...Forskellige punkter. Men han tvivlede ikke det mindste på at han ville nå sine mål. Hvorvidt han lærte Dvasias så godt at kende kunne altid diskuteres og han lod emnet ligge, for tydeligt så manden dette ikke som relevant eller særlig sandsynligt og dermed ville det måske kun skade hans sag at nævne det yderligere. Men at blive raceleder var noget han nok skulle nå, før eller siden. Nok før. Selv om han endnu var lidt ung på visse punkter, vel at mærke. Han smilte svagt for sig selv og lod en finger glide over hans læber i en tænksom mine, mens han studerede Marvalo foran ham opmærksomt. Han lod Beenie hoppe ned på jorden igen og hun snuste lidt til askebunken ved siden af dem, før hun satte sig ned og slikkede sine poter. Ikke at Zean var opmærksom på dette.
Men måtte spille de kort man havde og han havde vist Marvalo sine. Ikke dem alle, men alligevel en del af dem, nok til at manden kunne vælge at ignorerer Zean og stadig hjælpe Dvasias på sin egen måde, men måske også nok til at manden var interesseret i yderligere samarbejde, hvad Zean kun ville bifalde. Mere end noget andet ville han overbevise denne mand om at han netop ville blive raceleder en dag og at de to kunne være gode allierede. Han havde jo nærmest brug for en mand som Marvalo bag sig, en frygtet mand med magt og forbindelser. Og til det skyede han ingen midler. Ja, han blev enig med sig selv om at han ikke havde handlet dumt, men klogt, for manden ville nu vide at Zean kom langt omkring og kunne bruge til mangen ting.

Han legede ikke. Han snød ikke, han var ikke useriøs. Dette var et emne der optog ham meget og havde fået hans største interesse inden for de sidste par minutter. Hans alvorlige, kolde, grå øjne lå på Marvalo og veg ikke derfra. Dette var en ting de var enige om, at Dvasias skulle stå og være stærke. Om alt gik vel, underlagde de sig et par af de andre lande. Imandra ville være oplagt, for dette land var næste afskåret fra de andre og det ville være svært for de andre lande at hjælpe dem ordentligt, medmindre de ligefrem sejlede derud. Dvasias ville have en god mulighed...Især fordi landet var svagt, uden en ordentlig leder endnu, især hvis han brugte nogle lidt andre urter. Han vidste endnu ikke om kvinden ligefrem skulle dø, men han kunne altid svække hende. Der ville gå noget tid før hans kunster blev opdaget og forfulgt...Men måske var det bedst hvis han blot spillede sine kort og vedblev at være der, for at se og høre hvad der skete.
Han var enig med Marvalo, uden tvivl. Han smilte svagt og nikkede let til Marvalo. Han gjorde en let gestus mod ham, som ville han lade Marvalo vise vej...Hvad han uden tvivl også ville.
"Det lyder som om der er flere ting at diskuterer, både for vores egen og Dvasias' fremtid. Lad os endelig finde et mere privat sted og diskuterer tingene yderligere. Tillad mig et andet spørgsmål, mens vi går. Du skulle vel ikke tilfældigvis være på talefod med kongen eller dronningen af Dvasias?" spurgte han. Hans tanker var allerede gledet videre på de mere strategiske ting og om hvad man ville gå brug for, for at beskytte Dvasias og udvide dets grænser. For det første nåede de nok ikke så langt...Uden at have de kongelige på deres side. Dette, set fra hans side, kunne være en afgørende faktor og man måtte vel gå ud fra at de kongelige også var interesserede i at beholde deres magt?

[Kimeya Marvalo]

Denne dødsengel havde uden tvivl fanget Kimeyas interesse, og han kunne lide det. Det som han kunne berette om, var noget som uden tvivl, lige så, måtte komme ham til gode. Han kunne vælge at bruge denne information, uden at skænke denne mand et blik videre, men han tænkte længere.. langt længere, og dette var noget som faktisk også ville kunne gavne ham på sigt, og det var der han ville hen. For nu, virkede det nemlig til, at de var på bølgelængde, hvilket passede ham fint.. Og dog var det forundrende, for han var normalt aldrig på bølgelængde med en dødsengel, og slet ikke en, som søgte efter at blive leder for sin egen race.
Kimeya ønskede dog alligevel at snakke mere privat med ham, fremfor midt på den åbne gade, hvor gud og hvermand, faktisk var i stand til at høre dem. De delte virkelig mange standpunkter, havde han fundet ud af, og dette var uden tvivl noget af det, som han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at det nu skulle vise sig, at blive ham muligt. Som gestusen blev gjort, tog Kimeya imod.. og begyndte målrettet at bevæge sig i den ene retning, som ledte dem væk fra det store marked, og i stedet for mod hans hjem: Marvalo Mansion.

Spørgsmålet omkring dronningen af Dvasias, fik blot Kimeya til at trække på smilebåndet. "Dronningen af Dvasias, er den kvinde, som har gjort mig til den som jeg i dag, er.. Jeg kender hende personligt.. nok bedre end hvad de fleste vil sige, at de gør... Hvad ønsker du af hende?" spurgte han videre, som han denne gang vendte sine øjne mod hans skikkelse. Jovist, var dette en sag, som uden tvivl faldt meget i hans personlige interesse, men derimod også en nysgerrighed, som han ønskede at få stillet, og det var heller ikke noget, som kunne gå hurtigt nok.
Folkemængden døde mere og mere hen i takt med at de forlod den livlige handlegade til fordel for det som mest af alt, mindede om en lang og direkte fortabt øde landevej. For enden, så man det som mest af alt, lignede et oldgammelt palæ: Marvalo Mansion. Stedet hvor Kimeya både var født og opvokset, og nu stod som herre over.

[Deleted]

Han fulgte efter Marvalo og klappede let på det ene lår. Beenie forstod gestussen og løb efter ham. Han gik ud fra hun nok snart var træt, normalt sov hun rigtig meget, så han bukkede sig ned og samlede hende op, så hun ikke blev væk. Han nussede hende bag øret, da hun lå behageligt op af hans arm. Hun spandt let, samtidig som hendes øjne rigtig nok gled mere og mere i, til hun sov trygt i Zeans favn. Han smilte svagt og så op på Marvalo igen, for at modtage et svar på hans spørgsmål. Og smilte hemmelighedsfuldt til manden, da han spurgte hvorfor Zean fandt dette nyttigt at vide. Han trak let på den ene skulder og håbede at pirre mandens nysgerrighed, så det til fulde ville gå op for ham hvor meget de kunne bruge hinanden til. Om Zean var offer for mandens ideer og manipulation? Sikkert nok. Alt andet ville undre ham en hel del. Men man måtte huske på...Han også var en del af Zeans. Men de var, hvilket passede Zean fint, enige på en del vigtige punkter.
Han lod blikket glide over deres omgivelser, som de skiftede, til dels også for at huske vejen en anden god gang. Han mente selv han havde en god hukommelse og han havde en tendens til aldrig at fare vild. Måske var det fordi han kunne flyve...Hvis det endelig gik galt, gik han bare i luften og spejdede efter noget bekendt, til han vidste hvor han var igen.

Så de kendte hinanden rigtig godt. Dette var lovende, især for Zeans tanker om emnet. Jo mere de stod hinanden nær, jo mere ville hun nok lytte til Marvalos ideer for Dvasias' fremtid. Han ventede til de var på en næsten øde vej, op til et storslået palæ, hvilket uden tvivl måtte være Marvalos hjem. Så lukkede han lidt op for godteposen.
"Nåhr...Ikke for så meget...Det ville bare være praktisk, hvis vi skulle lægge planer for Dvasias fremtid. Som raceleder kan du nok komme langt og med en spion i Imandra, sikkert endnu længere, men spørgsmålet er hvad man kan gøre, hvis der udbryder kamp. På det punkt, kunne selv en raceleder bruge sit lands opbakning, hær og velvilje" Han smilte let, da han så på Marvalo. Han vidste ikke helt om manden selv kunne gætte sig lidt til hvor Zean ville hen. Ikke hele vejen, ikke lige den ting Zean overvejede, men måske nok at de kongelige ville være nyttige i deres planer, en god brik der kunne betyde meget for deres spil.
Om der var spioner omkring dem? Måske, måske ikke. Zean lod blikket glide rundt. Sjovt så paranoid man blev, når man lagde vigtige planer og snakkede om store ting. Det havde han ikke prøvet før...Og dette blev måske kun starten.
"Men de kongelige må vel også have et ønske om at bevare og måske ligefrem udvide Dvasias?" spurgte han. Måske vidste han også noget om de kongeliges ønsker, selv om det ikke var garanteret om han ville fortælle Zean om dem.

[Kimeya Marvalo]

Den lille kat, var slet ikke noget som fangede Kimeyas interesse på noget tidspunkt. Hvorfor skulle det da? Hans interesse var til denne dødsengel. Han ville finde ud af mere om ham, og mere ud af, hvad han var for en person, for det andet var da.. ellers meget interessant. Han var slet ikke som alle dem, som han var vant til at færdes rundt, og det var noget som han især godt kunne lide.
Selv fortsatte han blot med at gå. For nu kunne man jo ikke sige, at han havde nogen grund til at forvolde en smerte på denne mand, selvom det var det som man kunne sige, at han var trænet og opdraget til. Måske at det ville komme.. måske ikke. Det kom helt an på mandens træk i den anden ende, og det var jo det, som ville være det endelige afgørende i denne situation. De isende øjne vendte han endnu en gang mod ham. En kommende leder.. for nu virkede han som et ungt individ med en masse drømme. Jovist havde han selv stået der engang, og se ham nu.. Han kunne jo ikke benægte, at det måske var noget som ville komme til at lykkes for ham en dag.. Dog bare ikke i dag.

Dronningen var en kvinde, som Kimeya havde haft tæt ind på livet i rigtig mange henseender. Men hvad denne mand ønskede af hende, var dog det, som ha nikke kunne vide sig helt sikker på, og det var skam også derfor, at han reagerede lidt som han gjorde. Hvad ville denne mand med Jaqia?
"I mange henseender kan krig, kamp og strid ikke undgås, og jeg vil til enhver tid gøre hvad jeg kan.. og hvad jeg bliver beordret til," sagde han blot. Den eneste som egentlig kunne skænke ham en ordre, var jo rent faktisk dronningen, da det var hende, som deriblandt havde været med til at gøre ham til den mand, som han nu var endt med at blive. Ikke fordi at det gjorde ham noget. Det var noget som han var med stolthed. Han nikkede videre til Zeans ord.
"Korrekt," sagde han. Jaqia selv havde vist en større interesse for Imandra igennem mange og lange tider nu, og dette var nok heller ikke ligefrem noget undtag.
"Det spørges blot, om jeg kan stole på dig.. Siden du nu er Elmyra loyal i Imandra.. og befærder dig i Dvasias, blandt Jaqias mest tro tilhængere," pointerede han med en yderst sigende mine. Det var måske ikke noget som han havde været alle dage.. Men selv tiderne skiftede for de ældste warlocks. Også for ham.

[Deleted]

Han så på Marvalo og smilte svagt ved mandens direkte hentydning til om han kunne stole på ham. Som udgangspunkt sagde han altid nej, folk kunne ikke stole på ham, for han gik kun efter sine egne personlige ønsker. Det ene øjeblik kunne han holde med den ene, næste øjeblik den anden. Det hele kom an på hvem der var stærkest,og dermed bedst at holde med. De fleste ville nok kalde ham en medløber, men for ham var det basisk overlevelse. Omend...Denne gang handlede det i den grad også om personlige ønsker. Marvalo kunne betyde meget, hvis han en dag skulle rejse sig op og blive raceleder. Hele dette kunne betyde en del, for Dvasias fremtid, hvis deres planer blev lagt og fuldført. Var disse ikke ting han ville kæmpe for? Han tænkte faktisk over det et øjeblik. Og blev enig med sig selv om at det ville det. Når alt kom til alt, var han ganske vidst ung, men god til at planlægge. Det havde han altid været, hvis det interesserede ham.
"Jeg ved ikke om jeg gør mig fortjent til at De stoler på mig" indrømmede han ligeud. Hvorfor lyve? Det var først når man var usikker eller løg, tingene kunne nå fuldstændig skævt. Især med en mand som Marvalo, der virkede erfaren i at bedømme om en person løg eller ej. Han vidste det ikke...Men han fornemmede det. Sikkert noget man lærte hurtigt i en stilling som hans.
Det var sølle at høre en raceleder sige, at han ville gøre som han blev beordret til. Det var ærgerligt! Personligt havde han den mening at dødsenglene skulle være selvstændige. Gemme sig i det land, der bedst levede op til deres standarder - Hvilket var Dvasias - og være neutrale, til de selv tog parti og ville være med. Men ikke fordi nogen beordrede dem til det. Det var sådan han selv havde det og med en hel race bag sig, ville han havde magt nok til at stå ved den mening. Han kunne ikke forestille sig andet, end de måtte være enige med ham. Han smilte svagt for sig selv.
"Men jeg fortælle min umiddelbare tanke, nu hvor De ikke stoler på mig, hvad ellers også er klogt" sagde han direkte og så afslappet på Marvalo. Han havde intet at skjule. Medmindre Marvalo behandlede ham dårligt, ville han være tro mod manden. I hvert fald så længe de kunne bruge hinanden.
"Imandre ligger isoleret. Dens eneste grænse går igennem Dvasias, med undtagelse af havet. Den eneste måde Manjarno og, i værste tilfælde, Procias kan hjælpe dem og sende deres hære til dem, er ved at træde over vores grænser, selv om det kun et for et øjeblik. Og dette vil de gøre så tæt på Imandra som muligt, skabe et svagt punkt i både deres og vores grænse, et sted hvor der virkelig vil være en slagmark. Men hvis vi kan beskytte dette sted og sende resten af vores hær ind i Imandra, vil vi have større succes for at sejre. Faktisk kan vi uhindret sende vores mænd ind i Imandra, og samtidig, med nok folk, holde resten væk. Den eneste måde de kan nå Imandra, vil da være over vandet og dertil vil vi få brug for skibe eller en masse mænd langs Imandras kyster..." han trak let på skuldrene.
"uanset set hvad, er min mening at vi lægger perfekt til at isolerer Imandra, lukke af for deres handel og alle andre, hvilket kan svække dem yderligere. De er jo allerede uden en fast regent og en umiddelbar ustabil økonomi, så vidt jeg kan forstå. For så blot at vandre ind, slagte deres soldater og tage landet. Kan du se hvor jeg vil hen?" spurgte han. Han var fordybet i disse tanker, i disse muligheder, at han slet ikke tænkte over hvorvidt det var troværdigt eller ej. Med en hær der var stor og stærk nok, med forsigtighed og handlekraft, kunne de knuse Imandra inden nogen opdagede noget. Et land, der allerede var svækket, fordi det endnu ikke havde nogen fast dronning. Men Elmyra tog sig stadig af de vigtige ting. Men hun var endnu syg. Tidspunktet ville sjældent blive så godt, som det var nu, hvis de handlede hurtigt nok. Trods han tvivlede på de reagerede hurtigt nok.
"Min interesse i dronningen og de kongelige af Dvasias er kort sagt at disse kan opruste hele landet, på tværs af racerne, til krig." Endelig så han op fra jorden og op på Marvalo, for at se hans reaktion. Der var måske nogle ting han ikke havde taget højde for, men i så fald kunne han intet gøre, for Marvalo fortalte ham dem.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kendte sin plads, både som leder, men også den Mord Sith, som han var blevet igennem den intense og hårde træning, som dronningen af landet, netop havde underkastet ham. Daglige prøvelser, tortur, pinsel og den slags af ren smerte, som havde holdt ved igennem frygtelig mange måneder. Ja, det kunne rent faktisk vise sig, at være år, det havde drejet sig om. Derfor var Jaqia også den eneste kvinde, som han anerkendte som sin øverstkommanderende, og det var sådan at det var for ham.
"Jeg har ikke nogen grund til at stole på dig," sagde Kimeya kort for hovedet, idet han igen lod de isende øjne vende sig mod hans skikkelse. Han havde slet ikke nogen grund til at skulle stole på en dødsengel, og da slet ikke en, som allerede nu havde fortalt ham, at han rent faktisk hjalp den kommende dronning af Imandra. Det var noget som uden tvivl skulle stoppes! Det land havde så mange ressourcer, som kunne komme dette land til gode, og Dvasias kom fremfor alt andet.

Kimeya endte med at stoppe op. Der var ikke mange hundrede meter til hans hjem - et sted hvor de rent faktisk kunne snakke om disse ting alene. Manden var ikke dum, hvilket han jo måtte give ham.
"Af en ung dødsengel at være, med meget store mål for livet, må jeg sige, at du er intelligent. Manjarno, såvel som Procias, skal alle over vores grænse, for at komme til Imandra. Det er deres svaghed. Dog alligevel, skal vi sikre os, at der ikke kommer nogen fra havet og vandet.. Der har vi ingen magt," sagde han blot. Ikke fordi at han havde tænkt sig at stå der og nærmest diskutere eller snakke politik, for alt hvad han vidste, så var det slet ikke noget som måtte vedkomme denne mand.
Kimeya lod hovedet søge en kende på sned. At kæmpe for racens bedste, var noget som de begge ønskede sig, hvilket han skam godt kunne mærke på ham. Han rettede sig en smule op. Det var det som han ønskede at kongehuset? Selv vidste han ikke om det skulle være godt eller skidt.
"Jaqia kan tage meget rationelle beslutninger på egen hånd. Ikke ønsker hun kamp og strid, med mindre at den kan undgås. Hendes ordre, er det eneste, som kan få væsnerne på denne side af grænsen til at samarbejde," sagde han med en ganske sigende mine. Han så nu ikke nogen grund til at lægge mere i det. Han gjorde derfor et kast med hovedet i retningen af hans egen bolig.
"Hvis du vil snakke muligheder for fremtiden, så kom med.. hvis ikke, så vend om," sagde han blot.

[Deleted]

Jo mere de snakkede om det, jo mere hård blev manden. Var det fordi Zean havde tænkt nogle tanker, lagt ord på nogle ideer, som manden ikke selv havde tænkt? Visse magtfulde folk var dårlige til at tage imod råd, uden at tage det som en fornærmelse mod deres vid. Nej...Marvalo var ikke sådan. ikke så vidt han kunne fornemme, i hvert fald. Nej, problemet lå i at han havde været i Imandra og var personlig venner med deres måske kommende dronning, hvilket jo ellers både kunne være godt og skidt. Hvis det skulle vise sig at Elmyra behandlede ham bedre end Marvalo...Hvad så? Ville han skifte side? Hvorfor holde med dem der tabte? Nej. Han måtte se bort fra personlige goder for at opnå havde han ville.
"Korrekt. Og det er klogt af dem" gav han blot igen, med et noget afslappet smil. Ingen stolede på ham...Skulle det gøre ham ked af det? Han følte det ikke sådan.
"På et tidspunkt flyttede jeg spontant hjemmefra, for at opleve verden. Jeg har levet ganske isoleret det meste af mit liv. Først fløj jeg rundt i Dvasias og fik et bedre indtryk af landet, men snart fløj jeg over grænserne for at opleve de andre lande. Imandra var det første land jeg besøgte og jeg kom til deres hovedby, hvor Elmyra og noget af hendes familie og børnehjem holder til. Jeg var gået op til slottet for at se nærmere på det, da hendes søn, en forfærdelig blanding af engel, kom styrtende ud og snakkede om at de behøvede en healer. Udnyttende som jeg er, så jeg det som en mulighed for at se slottet indefra og måske oveni købet få lidt penge. Måske endda komme på god fod med dem, så jeg kunne bevæge mig mere frit i landet, uden at blive jagtet. Men jeg forventede jo ikke de ville lukke en dødsengel ind...Men de var mere desperate end som så og jeg blev lukket ind. Det viste sig snart at mine healende egenskaber og min personlighed fik Elmyra, deres kommende dronning, til at blive fascineret af mig og lod mig brygge noget medicin til hende. Til tider rejser jeg stadig derhen og revurderer hendes tilstand og medicin, men ellers har jeg tilbragt min tid mange andre steder end i Imandra. På det sidste har jeg været i Procias, under kongens beskyttelse. Jeg kan altså være en spion for hvem som helst...Men nu kender du historien bag det og kan bedre bedømme hvor vidt du vil stole på mine ideer eller ej. Og endelig! Jeg har brugt flere uger med at blive forfulgt af vagter. Hvis det gør dig mere tryg, så gør endelig det, jeg er van til det. Jeg har intet at skjule. jeg kommer fra Dvasias og mener Dvasias er det bedste land for min race. Det er i min interesse landet består og endda underlægger sig de andre. Om du tror på dette, er ikke mit problem" han så på manden et øjeblik og smilte svagt. Det var sjældent han gav sig selv så meget arbejde i at fortælle om sig selv og hvorfor, men han var helt bestemt overbevidst om at Marvalo var vigtig for ham og hans egen fremtid, desuden kunne han lide at hjælpe med at lægge planer for Dvasias. Det var spændende og lød som krig...Hvilket kun kunne betyde store bølger af smerte og død. Det lød som et paradis!

"Jeg er overbevist om at vi kan minimerer hvor mange der kommer fra havet, hvis vi er gode nok" kommenterede han så videre og stoppede op, som Marvalo og blev ved ham. Hvorfor stoppede manden op? Var dette for alvorlig til at snakke samtidig eller var manden nu så mistænksom at han tvivlede på Zean? Han følte sig i et øjeblik på gyngende grund...En grund der kunne blive knust under ham og føre til hans undergang. Det var vigtigt han nåede tilbage på fast grund...Eller måske fløj?
"Vi kan begynde at bygge krigsskibe, men det ville være svært at holde hemmeligt og de vil fatte råd." dette var et punkt han måtte tænke mere over. Personligt kunne han ikke undgå dem i at lave skibe og sende dem...Det ville jo være det klogeste valg fra deres side af. De kunne bemande kysterne, lave beskyttende mure af sten og træ, så de ikke blev skudt ned af pile fra skibene. Måske skyde dem ned med ildpile eller tjærekugler...
Men det krævede de kom tidligt ind i Imandra og begynde at bygge op. De kunne risikerer landets egne soldater slog dem i ryggen, mens de holdte skibene hen. Det måtte han tænke mere over.
Han så på Marvalo og var så opslugt af sine tanker, at han næsten ikke nåede at høre hvad manden sagde...Eller hans hårde ord, der for en gangs skyld opfordrede ham til at gå. Men hvorfor skulle han stikke halen mellem benene nu? Han kunne ikke helt bedømme hvor mandens nye modvilje kom fra. Det gjorde ham lidt nervøs, for at være ærlig. Men han holdte det for sig selv og sendte blot et ligegyldigt smil mod manden.
"Jeg er ikke i tvivl om at hvis du ikke er interesseret i mine evner eller viden, ville du allerede være gået uden mig" kommenterede han.
"Eller måske brændt mig, som manden bag boden, nu jeg tænker over det. Hvis vi skal arbejde sammen, er det vidst bedst hvis vi begge går efter ærlighed. Jeg er ikke god til skjule hentydninger. Har jeg fornærmet dig på nogen måder?" spurgte han direkte, omend hans stemme var en del ligeglad og hans kolde blik gled over de omkringstående bygninger, som spurgte han mest for høflighed. Men han var nu interesseret i mandens svar, hvis denne overhoved ville give ham et.
Han fulgte efter manden.

[Kimeya Marvalo]

Alt taget i betragtning, så var denne mand bestemt ikke dum af sig, og det stod han gerne fast på i den anden ende. Når det endelig skulle vise sig, at manden havde noget mellem ørene, hvorfor ikke bare.. udnytte det? Nu var det sjældent, at han åbnede op for andre væsner, og da særligt en dødsengel, men selvom denne mand ikke var særlig gammel, så kunne han uden tvivl bruge meget af det, som han havde lært. Han var ikke dum.. Bestemt ikke dum i det her henseende.
"Du siger, at selv Gabriel af Procias, har lukket dig ind i sit hjem, og ladet dig leve under en konges beskyttelse? Den mand er kun blevet dummere og dummere med tiden. En spion må jeg sige at du er blevet. Der må i sandhed være meget du kan berette om de lande?" spurgte han denne gang med en reel nysgerrighed.
"Din interesse for urter, gift og medicin, må jeg sige, i særdeleshed kan komme mig til gode. Det er den slags, som selv jeg har brug for. Hvis det er en evne, som selv andre lande ønsker at sætte kløerne i, må jeg jo gøre det først," tilføjede han med en rolig stemme. Det var jo sådan at det hang sammen. Han ville have det, kun fordi at de andre ville, og han ville ikke lade en dvasianers evner, blive brugt mod hans land!

Det var skam ikke fordi at Kimeya følte, at han var blevet trådt på, eller noget lignende, for det havde han ikke. Han ville bare ikke diskutere denne slags ting midt ude i det åbne, hvor gud og hvermand, var i stand til at høre hvad der foregik. Det var en ærlig sag.
"Hvad angår en oprustning til krig, er det ikke mit bord, men derimod dronningens. Jeg kan bringe dine ord videre til hende," sagde han med en ganske rolig stemme. Jaqia var uden tvivl en kvinde, som han ville vogte om i den forstand, at det nu skulle vise sig, at være ham muligt, og særligt fordi at det var den kvinde, som havde trænet ham til at gøre hvad han nu var i stand til.
Zean var ikke dum. Hvis den mand ikke havde fanget hans egen personlige interesse, var han nok brændt for længst - hvis ikke, bare forladt, hvis han havde været så heldig. Nu var Kimeya jo heller ikke ligefrem den type mand, som man skulle lege med. I hvert fald ikke, hvis man ikke kunne holde til det. Morende måtte han dog alligevel trække på smilebåndet.
"Er du bange for, at du har gået forkert af mig? Du ville ikke være i tvivl, om du havde gjort det.. Du har fanget en meget personlig interesse ved mig, og det sker ikke ofte.. Sandt.. Hvis du kedede mig, havde du nok lidt samme skæbne som manden i boden," sagde han ligegyldigt. Lige der satte han ikke andres liv særlig højt. Igen gjorde han tegn til at manden skulle følge ham til hans hjem. Det var et temmelig stort palæ kunne man jo sige. Kun blevet større med tiden, eftersom det var gået i arv fra generation til generation, og nu var det jo så hans tur til at have det.
"Jeg siger det ikke en gang til," afsluttede han, idet han passerede de tårnhøje murer, som førte ind i en vildtvoksen og forfalden have. Han gjorde virkelig intet ved den.

[Deleted]

Han trak let på den ene skulder. Hvad andet skulle han kunne gøre? Det havde virket præcis som han havde ønsket, manden havde indset at Zean havde en evne til at komme ind de fleste steder, også der hvor det ellers var forbudt dødsengle at være. Om ikke andet, bragte hans evner ham tættere på folk og gjorde at de skyldte ham tjenester, gjorde han kom ind på de forskellige slottet og hørte, og så, ting som de ikke havde planlagt. Åh ja, spion var faktisk det rigtige ord om ham...Hvis han da havde nogen at sige tingene til! Men det havde han ikke. Så for nu, var han ingens spion, andet end sin egen. Han udnyttede blot de muligheder der åbnede sig for ham og banede vej til en mere magtfuld situation. De stod jo alle hinanden nærmest. Hvis blot hans race var mindst lige så velkommen i et andet land, ville han måske have opsøgt en anden mand eller kvinde og tilbudt sin viden. For hvis de andre lande lavede en alliance, lå Dvasias pludselig som en lus mellem to negle og ganske svag. Især hvis Procias udnyttede situationen og slog sig sammen med dem. Men hvad hvis de slog sig sammen med Dvasias? Han måtte prøve at spørge Elmyra næste gang, hvad hun ville gøre hvis hun blev dronning og der blev en alliance mellem Imandra og Manjarno. Det virkede ganske vigtigt.
”Han forekom mig ganske naiv. Tværtimod er hans rådgiver mere prisværdig, lige som dronning er en umiddelbar prægtig kvinde. Både rådgiver og dronning kommer fra Dvasias og er mere åben for de mørke væsner, selv om begge jo er loyale til Procias” han smilte svagt. Han vidste intet om at Kimeya var i familie med nogen derfra. Og selv hvis han skulle...Ville han så ændre sandheden? Sikkert ikke. Familie betød jo trods alt ikke så meget.
”Det er rådgiveren der skylder mig en tjeneste. Faktisk kunne han ikke snakke om andet” han så på Marvalo med at svagt smil. Han fulgte afslappet med manden.

Snart stoppede han op, på grænsen til Marvalos prægtige palæ og hans...Øhm...mindre prægtige have. Faktisk slog det ham hårdt at mandens have var så forladt og ødelagt, når huset stod i alt sin pragt. Det virkede forkert...Og gav en fornemmelse af at manden havde en tendens til at tage af visse ting, mens han overså andre. Åh, men det var nu ikke hele grunden til at han var stoppet. Stoppet, for at lade sit grå blik vandre over det store palæ eller den ødelagte have. Nej, det var lige så meget for symbolikken. Lige så snart han trådte over her ville han være i Marvalos vold mere end nogen sinde og for nu...Virkede manden måske interesseret i hans ideer og evner, men ikke en der var videre interesseret i Zean selv. Hvis Marvalo ville have del i hans evner og viden, måtte han vise det. Åh sandt...Hvis manden sagde det, ville Zean skam ikke tøve med at vende om og gå sin vej....Og finde en anden der satte mere pris på det han havde at byde på.
”Sikke en forladt have. Det piner mig næsten, som noget af det eneste” kommenterede han, som hans blik gled over ukrudtet...Åh, hvis folk bare vidste hvor nyttige ukrudt kunne være medicinsk, ville ingen fjerne det fra deres have. Men sandt var det ganske grimt. Hans blik gled op til Marvalo, da han lænede sig op af af muren med armene over kors og et svagt smil.
”Sig til dronning hvad du lyster. Tag også æren, hvis det passer dig bedst. Det var blot mine tanker om emnet, men jeg har aldrig sagt det er hvad der faktisk skal ske” fortalte han afslappet. Sandt...Han havde jo på intet tidspunkt sagt at det ville ske, skulle ske, han havde blot fortalt en mulig plan, han havde tænkt over. Hvad Marvalo stillede op med den var ikke hans problem.
”Og sandt. Jeg tvivler ikke på jeg ville være død, hvis du fandt det bedst. Og på det punkt respekterer jeg dig mere end mange af de vigtige folk jeg har mødt...” han grinte svagt, hans kolde øjne var rettet mod Marvalo, som lovede de ham noget, men uden at røbe hvad.
”...Og nu har jeg vidst åbnet for posen og vist hvor jeg har nogle evner. Men vær så venlig...” han slog let ud med armene og rettede sig op fra muren igen.
”...Jeg er ikke en dum dukke. Jeg er ikke en slave og jeg lystre ingen, medmindre jeg selv kan se det nyttige. Åh...Jeg ser det nyttige i at følge dig. Men jeg vil ikke ses som en hund, der følger sin herre. Jeg er mit eget tænkende individ. Jeg forlanger respekt og frihed til at gøre som jeg vil, til at have mine egne meninger og gøre mine egne handlinger. Hvis du blot ville vise den mindste smule, at du faktisk er interesseret i hvad jeg kan tilbyde og at du ikke blot begraver mig i din øhm...have...Når jeg er færdig. ” han gjorde en let gestus mod haven og skar en kort grimasse. Så så han på Marvalo igen.
”Jeg kan jo altid finde andre, der er interesseret i hvad jeg ved og kan” tilføjede han, for at bevise han ikke var ikke tvunget til at følge Marvalo, blot fordi han var magtfuld.
”Jeg er ikke din tjener. Men hvis vi kan komme til en passende forhandling, vil jeg hellere end gerne stille mig til rådighed?”
De var ved hans hus nu og skulle snakke om frihed. Her burde de være mere for dem, trods Zean lige nu holdte dem en smule ude af den sikkerhed og hans grund. Men Zean ville ikke sætte en fod på mandens palæ, medmindre han vidste at han kom ud derfra i live og havde fået noget ud af det. Og det holdte han ved. Åh, han havde fornemmet det...Han betød intet for den mand. Og derfor betød dette alt for ham selv. Han smilte skævt. Som altid levede han lige på grænsen til livet eller døden.

[Kimeya Marvalo]

Kongen af Procias, var nu heller ikke kendt for sin strategiske hjerne, men derimod sit varme hjerte. Det var sådan at det alle dage havde været. Det var egentlig underligt, at det ikke var sket noget med den mand endnu. Han burde virkelig ligge i sin grav.
"Imponerende. Du har alligevel været tæt nok på kongen af landet, til at danne dig en meget reel mening om ham. Hvad angår dronningen af Procias, er det en kvinde, som jeg nære en stor respekt for. Hun er datter af en kvinde, som igennem mange år, har stået mig nær," fortalte han roligt. Hvad angik den kongelige rådgiver af landet, skulle han ikke kunne sige, da det ikke var en mand, som han selv havde den store kendskab til. Men hvis det var en mand som skyldte denne mand en tjeneste, så var det uden tvivl noget, som kunne udnyttes på det groveste, og hvorfor så ikke bare gøre det? De ville få noget ud af det, og det var vel også det vigtigste af det hele? Hvis det kom Dvasias til gode, hvorfor så ikke?
"En mand som går meget op i ære.. Det vil meget snart blive hans fald," pointerede Kimeya med et næsten kynisk smil på læben.

Selve haven ind til hans grund var måske i forfald. Han var en mand som valgte til og fra, og hvorfor pynte på facaden, hvis man kunne pynte på kernen? Sådan så han nemlig på det. Zean i sig selv, var en mand som vækkede en interesse, men det var hvad han kunne, han var mest interesseret i. Hans blik gled igen i retningen af manden, og med den samme iskolde og intetsigende mine.
"Jeg har ikke haft nogen grund til at skulle gøre den fin. Det er ikke et sted til fri beskuelse uanset," sagde han blot med en kortfattet tone. Hvorfor fik det denne mand på? Der var stadig mange planter rundt omkring på stedet.. Som i... virkelig mange faktisk. Så selv der ville denne mand virkelig have meget at benytte, om det skulle være det. Kimeya vendte sig endeligt direkte mod manden. Tvivlede han virkelig så meget på ham? Ikke at han fandt det underligt, for man skulle jo være meget påpasselig.
"Hvis jeg kun ønskede at udnytte hvad du kunne, så havde jeg sagt det. Jeg er en ærlig mand, Dødsengel.. Selv her i landet, er der mænd, hvis ord, man rent faktisk kan stole på. Mine deriblandt. Desuden har jeg ikke tænkt mig at frembringe denne besked for dronningen, som min egen.. men derimod som en viderebringelse af en mulighed fra et individ til hende.. Som jeg selv ser fornuften i," fortsatte han roligt.
Selv kunne Kimeya naturligvis ikke bestemme hvad denne mand skulle gøre, og hvad han ikke skulle gøre. Han havde i hvert fald fået muligheden for at gøre hvad han nu måtte finde rigtigt - om det jo så var at blive, eller om han ville gå ,var jo så en anden side af sagen.
"Du forsøger nærmest at fremstille mig som et grotesk menneske.. Vi ønsker begge det samme, men ej er det noget som jeg kan gøre på egen hånd.. Jeg har brug for hjælp," sagde han endeligt, som han igen så mod Zean. Var det en overbevisning nok? Han sendte ham et mere advarende blik, inden han søgte op mod sit store palæ. Manden måtte jo komme, eller lade være.

[Deleted]

Åh ja. Når man først sloges med en person og derefter førte en mere civiliseret samtale med manden, fik man et indtryk. Hans indtryk var at manden havde for mange urealistiske drømme, var naiv og ikke kunne holde sine aftaler. Han var ikke en mand han havde særlig meget til overs for, omend han en dag ville vise samme gæstfrihed. Men ud over det...Var det eneste han kunne bruge manden til, at manipulerer rundt med ham, grundet hans magt. Og det var virkelig også det. Hvad angik dronningen, gav han Marvalo ret. Dronningen var i den grad en fantastisk kvinde. Det slog ham pludselig at Marvalo stod tæt med flere dronninger. Hvordan kunne det være? Han fandt tanken morsom og lidt...spøjs. Hvorfor var mænd tæt på kvinder? Men dette var ikke en tanke der passede til Marvalo..Og ikke en kommentar manden ville finde sjov, så han sagde intet, men smilte svagt for sig selv. Hvad Marvalo lavede med dronningerne var ikke hans bekymring, tværtimod var det kun godt at han havde dem nær og, forhåbentlig, de også havde ham nær. De ville være meget nemmere at bruge på den måde.
Hvad angik rådgiveren...Et eller andet sted havde han ikke lyst til at udnytte manden. Desværre havde han en rank der gjorde at han ville blive offer for det. Og det var vel for det større gode? Måske ville manden være med til det, ville over på de mørkes side og hjælpe dem. Trods alt ville han være mere velkommen her. Han måtte lade de tanker, den lille gnist af samvittighed, ligge til et andet tidspunkt. Manden kunne udnyttes og det var det eneste der betød noget lige nu.
Hans blik gled uinteresseret ud over haven, der lignede de enge han ofte tilbragte tid i. Ukrudt, små buske...Den var næsten ufremkommelig. Den ville allerede se bedre ud, hvis han selv måtte bruge et par timer her og gøre som det passede ham. Men hvorfor bruge energien derpå? Marvalo ville bare lade den forfalde igen, når han var væk. Så skulle det være fordi han kedede sig eller ville prøve at gro nogle sjældne planter et beskyttet sted. Det kunne han altid spørge ind til senere. Det var ikke det vigtigste lige nu...Heller ikke.

Han smilte og vendte sit kolde blik mod Marvalo, som prøvede han ved et blik at finde og kende mandens dybeste hemmeligheder. Som en skygge der kom krybende over ens skulder. Åh, kunne Zean vel gøre for det? Han stolede ikke folk. Ikke dem der påstod han kunne stole på dem, ikke dem der husede ham i flere uger, ikke dem der faktisk hjalp ham. Kendte han endnu nogen han stolede på? Han tænkte over det. Han havde tillid til sin mor, men han ville aldrig give hende hans hemmeligheder. Ziggi? Blot en forvirret lille pige...Han stolede ikke helt på hende. Endnu. Seraphiel? Hun var den nærmeste han kom på en han ville stole på, men selv hende havde han betænkeligheder ved. Zean var en mand der havde meget svært ved at stole på nogen som helst. Både en styrke...Og en svaghed. I sandheden det skubbede folk væk fra ham, men hvad så?
”Jeg er meget mistænksom. Jeg stoler på ingen, uanset om de lover at holde deres løfter eller fortælle sandheden. Hvorfor? Fordi det blot er ord. Folk tager alt for let på ord” han smilte svagt og trak let på den ene skulder, som mente han det både alvorlig og samtidig ville skubbe det væk som en bagatel.
”Jeg er beæret over du ikke ser ned på mig. Og beklager...” han smilte let og lavede en halvhjertet, undskyldende gestus.
”...Men det almindelige menneske ville nok nævne dig som grotesk, takket være scenen på markedet, som næppe har været den eneste af sin slags. ” han drillede lidt, selv om han vidste Marvalo var alvorlig og seriøs, som kun en sten kunne være. Dril ville ikke bide på ham, tværtimod gættede han på at det ville irriterer ham...Og det ville han ikke være ked af. Var han klar over hvor...irriterende han var, når han bare forventede folk fulgte efter ham, netop som lydige hunde? Han var en mand der ville have det sidste ord. Besværlig!
Han sukkede svagt for sig selv og mumlede noget uforstående, mens hans blik lå mod mandens ryg, da han gik op mod sit palæ. Så trådte Zean over grænsen og ind på Marvalos grund og fulgte ham mod hans hjem, hans base, hans sted. Han havde næsten opnået hvad han ville: At manden havde bedt om hjælp. Han kunne have sagt det mere direkte, efter Zeans mening, men han var ikke grådig. Han ville ikke presse citronen for hårdt, så kom kernerne bare med ud og de var ikke så behagelige.

[Kimeya Marvalo]

Dronningen af Procias, var en kvinde som Kimeya anså som sin niece, grundet kvindens moder, som han altid havde set som sin søster. Det var nu mange år siden hun var gået bort, og selv den dag i dag, kunne han mærke det savn til tider. Hun havde altid været så betænksom og så omsorgsfuld for dem som havde været omkring hende og nu havde han set Silia vokse op. Selvom hun havde valgt at tage lysets parti, var de familiære følelser ikke forsvundet endnu. Familie var det som selv Kimeya satte som det højeste og det vigtigste.
Den kongelige rådgiver skyldte nu denne dødsengel en tjeneste, og det ville være en skidt ting ikke at udnytte det. Selvom Carlisle var en mand af lyset.. og dog en Nimanhra, som var en gammel kendt slægt, som gik meget langt tilbage og endda også som en berygtet en af slagsen.

Haven var i forfald, men nu var Kimerya bestemt heller ikke en mand, som ville kæmpe for at gøre noget ved de grønne fingre. Stedet her var berygtet. Det var desuden også de færreste, som turde betræde det, udelukkende på grund af ham. Han trak kort på smilebåndet. De stolede ikke på hinanden, men de havde brug for hinanden, for at opnå hvad de nu gerne ville have, og det var jo lidt det som han var ude på.
"Ord kan være tomme, som de kan være fyldt med mening om lov og ret. En mand af ord, giver ord som sikring.. En skam, at du ikke vil godtage mine," sagde han blot med et ganske kort skuldertræk. Han var en morderisk mand.. Han gjorde hvad der passede ham, også selvom han havde det familiære som nok en eneste svaghed. Hvis det ikke var fordi at han ikke ville bruge denne dødsengel til noget, så ville han da uden tvivl have slået ham ihjel, bare for at betræde warlockernes by.
"Det er ikke første gang.. Det erkender jeg gerne," tilføjede han roligt. Han havde bare ikke trukket pinen ud denne gang, som han nu ellers ville have gjort det, men en mand præget af en voldsom utålmodighed, så ville det nok heller ikke have taget ham lang tid at slå denne dødsengel ihjel, om det var det som han ville.

Manden valgte dog endeligt til sidst, at følge trop, hvilket passede ham fint. Træerne og alt kunne have øre omkring dem, og nu hvor han direkte havde stået og bedt denne mand om hjælp, hvilket var noget som han under normale omstændigheder, aldrig nogensinde ville have gjort, var det uden tvivl dumt at presse citronen.
I takt med at han nåede de store døre, gjorde han en kort bevægelse med hånden, hvilket tvang dem op, uden at han behøvede at røre ved dem. Faklerne begyndte for alvor at blusse i den store forhal. Foran dem var der en stor og mørk trappe, som førte op ovenpå. Til venstre for dem, lå den store pejse/dagligstue og til højre for dem, det store køkken med en tillæggende spisestue. Det var jo trods alt et kæmpe palæ. Bevidst søgte han i retningen af pejsestuen. Det var der skabet med den gode drikke stod.
"Kan jeg byde på noget? Over forhandlingerne?" spurgte han blot. Han var ikke typen som trak tiden ud. Tvært imod.

[Deleted]

På vej op til de store, truende døre bukkede han sig ned, uden at stoppe op, og plukkede nogle blade fra nogle brændenælder de gik forbi. Bevægelsen var hurtig, blid og erfaren. Han holdte mit på bladet og stak sig ikke på nældens fine hår. Han krøllede dem sammen og proppede dem i munden. De havde en mild urteagtig smag, syntes han selv og de var meget sunde, hvis det var hvad man gik op i. Brændenælder var hårdføre, spredte sig som pesten og kunne vokse næsten over alt. Det typiske ukrudt for stort set alle.
Han tyggede på dem, mens han fulgte ham op til palæets døre og var ikke videre overrasket over at han fik dørene til at åbne sig af sig selv. Det var en god effekt, måtte han indrømme, og en der passede til Marvalo. Han kiggede en sidste gang op af palæets mure, før han trådte ind i forhallen, hvor faklerne lyste lokalet op i et lunt skær. Og alligevel virkede der mørkt. Det var måske til dels den mørke trappes skyld, jo flere mørke ting der var i et rum, jo mere slugte de lyset der måtte komme andre steder fra. Men det vigtigste var vel også man kunne se hvor man gik og intet andet. Han fulgte efter Marvalo og gik ind i pejsestuen. Han lod blikket glide over møblementet, før han valgte sig et sted at sidde. Han lod sig falde ned i stolen i en forholdsvis dvask måde, som om han havde vandret hele dagen og endelig kunne slappe lidt af. Han lukkede øjnene lidt, før han rettede sig op igen og så mod Marvalo, da han snakkede. Noget at drikke? I et øjeblik gled tanken om forgiftning igennem ham og han smilte let for sig selv. Nu måtte han virkelig til at slappe lidt af, måtte han ikke? Manden havde lovet. Måske skulle han prøve at tro lidt på det. Drikkevarer betød der var fred og at de skulle have det behageligt, mens de snakkede alvorligt, for så gled samtalen lettere. Desuden kunne han smage eller dufte de fleste gifte.
”Noget mildt, tak” svarede han. Han havde aldrig været helt tæt på alkoholen og dens virkning, han havde aldrig følt sig tiltrukket af det. Måske var det hans fars hyppige brug af morens alkohol til medicin, men i hvert fald fandt han det frastødende og han havde aldrig lært eller vænnet sig til de rigtige stærke af dem. Men det var vel også bedst at være klar i hovedet til denne samtale.
Da de nu var på Marvalos grund og i hans...palæ...Afventede Zean blot. Han havde kunne mærke at manden var lidt utålmodig, men han ville alligevel lade manden styre deres samtales videre forløb. Så han hverken sagde eller gjorde mere, før Marvalo var klar.

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas palæ var uden tvivl stort og prægtigt, og et af de største, som de havde her i landet. Ikke fordi at det var noget som han havde tænkt sig at prale med. Det var jo trods alt bare hans hjem. De store porte gik op, og afslørede et kæmpe mansion, som næsten virkede for stort til blot en enkelt mand. Soraya var nok ude i denne stund, hvilket skam også var noget som passede ham fint. En ung kvinde, som han havde kidnappet allerede dengang hun ikke havde været særlig gammel.. hjernevasket, og nu stolede hun blindt på ham. Det kunne jo ikke være mere perfekt.

Kimeya trådte ind i pejsestuen, hvor pejsen omgående blussede op i de varme og behagelige flammer. Det var jo heller ikke fordi at hans hæst skulle rende rundt og fryse her. Det var jo i forvejen en yderst stor sjældenhed, at han inviterede folk med sig hjem, men hvis det var folk som havde en evne, som han rent faktisk kunne bruge, og hvis det var folk som han kunne se sig selv i en alliance med, så var det lidt som om at sagen havde fået en ganske anden drejning, og det var jo hvad han kunne angående denne mand.
De isende og kolde øjne, vendte han endnu en gang mod manden, som blot havde valgt at tage plads i en af de store og gode stole som han havde. Noget mildt? Det var jo lige før, det var skuffende, men nu var det jo heller ikke noget, som han sagde synderlig meget til. Han nikkede blot, hvorefter han skænkede en mild vin op til Zean, og selv gik efter de lidt hårdere sager. For ham, var der intet andet i det, end ren og skær hygge og afslapning. Det var jo en ganske alvorlig sag som de skulle snakke igennem, og det var derfor heller ikke hans mening, at drikke sig pløre fuld. Han rakte ham glasset, da han endelig nåede ham, inden han selv tog pladsen overfor ham. Han tog en god tår, selv uden at skære en grimasse.
"Nuvel.. Fortæl mig mere om din alliance med Elmyra af Imandra.. Det er nemlig min plan at få hende vippet af pinden," sagde han direkte. Han var jo ikke bleg for at erkende, hvad det var han gerne ville. Det her var jo heller ikke noget undtag.