Vi har alle skumle planer.

[Deleted]

S: Marvalo City, det magiske marked
T: Midt på dagen

Marvalo city. Ja, uden tvivl, han havde været her før. Det var her han havde mødt Seraphiel, en dødsengel, hvis personlighed han var falder for. De passede godt sammen og hvad der var endnu bedre, var at hun kendte nogle af de store familier og kunne hjælpe ham med at komme nær dem. Det var også her de have udvalgt et offer sammen, en ung warlock, og tortureret ham til døde. For deres efter at have sex op af en husmur. Ja, Marvalo var en god by! Han havde kun positive minder om steder, den ene gang han havde været her. Han vidste ikke helt om han håbede at støde på hende igen...Højst sandsynligt var hun et andet sted og prøvede at hjælpe ham tættere på nogle af familierne. Det håbede han i hvert fald...Lidt som han også håbede at hun var her, samtidig. Men sandsynligheden var lille og han droppede med det samme tanken og koncentrerede sig om andre ting.
Det var så fantastisk at være tilbage! Mørket, der konstant omgav en og skjulte de skræmmende ting. Kulden, der kunne gå gennem marv og ben, hvis man lod den. Dette var landet hvor han var født og han elskede det! Han trak vejret dybt og smilte svagt for sig selv, da hans grå blik søgte himlen et øjeblik. Beenie, hans nyerhvervede killing, løb lige bag ham. Det ene øjeblik indhentede hun ham, det næste løb hun efter noget nyt og spændende, ofte et insekt der bevægede sig. Hun havde pivet lidt, da de kom ind i Dvasias, for alt var mørkt og koldt, men snart begyndte hun at udviklede tykkere pels og vænnede sig til det og det var han glad for.
Han var iklædt nogle almindelig omend slidte lædersko, nogle varme bukser og en varm trøje. Bæltet sad halvløst om hans hofter, der hvor pisken sad trak den lidt ned mod jorden, mens siden, hvor dolken sad, sad højere oppe. Det var rart at have sine våben på sig igen.
Rundt om på hele bæltet sad diverse små punge med urter af alle slags, enkelte helt nye, erhvervet fra Procias.

Han fulgte en af de lidt større veje og gik ned mod marked. Det var midt på dagen og han var i Marvalo, selvfølgelig skulle han ned på marked! Han så ned på Beenie med et svagt smil, hans lille kompagnon!
"Nu kommer vi snart til et sted med mange folk. Bliv ikke væk fra mig" Han vidste ikke om killingen hørte ham: Den sprang ud efter en flue af en slags.
Zean smilte og rystede let på hovedet, før han så fremefter igen. Han stolede på den kunne finde ham, hvis det gik galt. Den var aldrig langt fra ham.
Der gik ikke lang tid, før han var blandt flere og flere folk og før han nærmede sig centrum af byen og dermed markedet. Snart bevægede han sig og ud af de første boder, som han ikke gav nogen opmærksomhed. Sidst han var her lærte han at de yderste var de mest...falske. De kom ofte fra folk der lynhurtigt havde sat en bod op og udnyttede at folk gerne ville ind og se markedet. Måske var det ikke fair for enkelte af boderne, men det var nu ikke hans problem. Desuden vidste han hvor der lå en ganske interessant bod.
Han snoede sig elegant ind og ud mellem folk. Enkelte af svagt sind fjernede sig automatisk, når de mærkede hans aura, der stak til dem. Andre var ligeglad og stod præcis så meget i vejen som folk nu yndede at gøre det. Men til sidst nåede han den, den ønskede bod, boden med urter og medicin. Han stoppede op ved den og begyndte straks at se over udvalget. Udvalget af friske, omend nu lidt slatne, friske urter, tørrede urter, knuste urter, urter i bundter der hang ned fra taget og spredte forskellige dufte. Han kendte de fleste, for de kom fra Dvasias. Enkelte var importeret fra Imandra eller ligefrem Manjarno. Han smilte svagt. Der var en urt han mente at han kendte, men prisen var alt for høj, manden prøvede tydeligvis at snyde folk. Derfor henvendte han sig til manden.
"Jeg vil gerne have noget af denne urt...Men jeg kender urter og har selv plukket den på Imandras enge! Din pris er utålelig. Jeg vil betale 1/4-del!" hans stemme var bestemt, hans blik koldt. Men manden var van til hårde kunder og snerpede healere.
"Prisen er helt rigtig! Er du klar over hvilken fare jeg udsættes for, for at samle dem?"
"Som om du selv rejser derned, hvem skal så passe boden?"
"Tvivler du mine ord!"
"Fint! Angiv mig den præcise rute til engen, hvor der blomster flest. Jeg kender selv vejen"
De skændtes frem og tilbage...Og til Zeans fornøjelse blev manden stille, samtidig som manden stirrede ondt på Zean.
"Der står desuden på flasken det kan bruges som sovemiddel. Men du tager fejl...Planten er faktisk giftig" kommenterede Zean og forventede hermed at presse prisen yderligere i bund.
"Tror du ikke jeg kender mine urter?! Den er aldeles ikke giftig!" manden blev hidsig. Det samme gjorde Zean. Ingen skulle bringe hans viden i tvivl. Han greb glasset med de knuste urter og greb en tilfældigt ung mand i kraven. uden at tænke over race, havde han fået fat i en ung warlock, som han nu pressede ned mod bodens bord, så urterne væltede rundt. Enkelte faldt på jorden og gik i stykker. Folk begyndte at stoppe og op kigge, hvilket Zean var ligeglad med med. Manden, der styrede boden, var rød i hovedet. Dette ville gå ud over hans forretning!
"Stop..Hvad er det de gør...de smadre det hele...Åh, de har vel ikke tænkt dem...!" manden så pludselig bange ud. Zean smilte svagt.
"Åh jo, denne mand er nu vores forsøgskanin. Jeg siger urten er giftig, du siger den er beroligende. Skal vi se hvem der får ret?" og uden omsvøb tvang han mandens mund op og hældte rigeligt at de knuste urter ned i munden på ham.
"Synk det!" kommanderede han uden omsvøb. Manden virkede forvirret, bange og på grænsen til at blive vred eller fortvivlet. Han prøvede at komme fri, mens han position var dårlig og han kunne ikke få ordentlig fat med ben eller arme. Så han gjorde det eneste han kunne, for at komme fri: Han sank det. Zean lod ham komme op og stå igen.
"Inden for et øjeblik..."
Manden bag boden begyndte at blive direkte bange, helt mundlam, da manden foran dem startede med at hoste og ryste...

[Kimeya Marvalo]

Midt på dagen.. det var et helvede at befærde sig på det magiske marked på denne tid, da det var nu at der var flest mennesker til stede.. Dog var Kimeya ude.. Han havde brug for at finde noget. Noget som han vidste, at han ikke kunne finde nogen andre steder end lige her. Hans øjne skinnede af tomhed, som han bevægede sig ned af markedet. Allerede når folk fik øje på ham, flyttede de sig med det samme, da de var klare over, at han ikke var en mand, som man skulle komme på tværs. Han var en leder..endda en meget hård en af slagsen.
Iklædt en meget tætsiddende læderdragt, som ikke efterlod særlig meget til fantasien, men det var den stolthed af ydre han måtte bære. Han var en bred mand med gode muskler.. Og særligt med den træning som det dvasianske kongehus havde tvunget ham igennem, kunne han i dag, tackle selv blandt den værste smerte, som man kunne udsætte et menneskeligt individ for, uden at han ville fortrænge så meget som en mine. I dette øjeblik, ville han bare have lov til at glemme alt omkring denne Yuuki, som havde plaget hans krop og sind igennem den sidste lange tid.

Stemmerne var mange her på markedet, men der var dog et påstyr, som hurtigt fangede den ældre mands interesse. Han spidsede ørene. Tog han ikke meget fejl, så var det den gamle mand ved butikken med medicin og urter igen, som var oppe at skændes med en kunde. Det skete snart dagligt i denne tid. Urter var efterhånden en meget efterspurgt ting her i landet.
Selv valgte han for nu at holde sig på afstand.. Det var bestemt ikke en warlock, som var igang med at sætte manden på plads, som det ellers typisk var, hvilket uden tvivl var noget som meget hurtigt, måtte fange mandens naturlige interesse.Armene lade han roligt over kors. Folk selv stod og kiggede og betragtede sig af hvad der foregik.. og særligt da en uskyldig.. warlock? Blev valgt som forsøgsdyr til dette, hvilket nu ikke var noget som Kimeya fandt sig i!
"Der er ingen grund til at gribe fat i den unge warlock og slå ham ihjel!" Det var en meget bestemt tone som meldte sig.. faretruende endda også. Hånden gled fast mod den fremmedes skulder i et fast greb, mest for at understrege hvilket alvor som måtte ligge i denne sag. Manden bag disken så noget nervøs ud... var det gift? Kunne der gøres noget?
"Heal... og det skal være nu," beordrede han med en fast og hård tone. Folk valgte bevidst at holde afstand, og særligt da Kimeya tog fat om agielen som han havde siddende i bæltet ved sin side. Det lignede mest af alt et håndvåben til at slå med, da det ikke var skarpt og var lavet af en blanding af læder og træ.. men der hvilede en oldgammel magi over det. Det ville udløse en smerte ved kontakt.. en smerte som de færreste kunne klare at bære.
"Nu," afsluttede han med en faretruende stemme.

[Deleted]

Manden bag boden begyndte at stamme og stirre frem og tilbage, først på den dødende mand, så på Zean. Zean derimod kendte allerede virkningen af urten og så blot på manden, der styrede boden, for at se om hans meddelelse trængte ind. Det gjorde den og mand kapitulerede til sidst.
"Stop det...Fint, fint, du får den til halvt pris!" udbrød manden og kastede næsten beholderen med de knuste urter over til Zean. Han greb den elegant og satte den på bordet. Han var ikke færdig. Han smilte svagt, ikke synderligt bekymret over den dødende mand ved siden af sig.
"Halvdelen af det" forlangte han. Manden bag boden begyndte selv at ryste og pludselig blev manden ligbleg. Hvorfor nu det? Kunne manden virkelig ikke tåle...
Hånden og stemmen kom bag på ham. Både i overført betydning og bogstavlig talt. Han ville være snoret rundt for at stå ansigt til ansigt med denne mand, der pludselig blandede sig og mente han kunne kommanderer med Zean. Men den noget så bestemme hånd, som klemte lidt for hårdt, forhindrede ham i at vende sig nogen steder. I stedet drejede han hovedet let og så over mod manden, der mente han burde blande sig i denne situation. Det tog ham kun et øjeblik at gennemskue situation og vælge en vej igennem den. Han smilte let.

Manden foran dem sank ned på knæ og hans vejrtrækning blev besværet, samtidig som koldsved sprang frem på hans pande. Den stramme hånd generede hans skulder, men Zean var i alt for godt humør til at den fik ham til at fortryde noget. Manden ville ikke dø...Endnu. Der gik nogle minutter endnu, før hans strube ville trække sig sammen og forhindre åndedrættet, til manden blev kvalt. Mandens smerter...De var veltrængte! De snoede sig ind mellem hans knogler og muskler. Han klappede manden på hånden, som var de gamle venner.
"Åh, i er alle sammen så følsomme!" kommenterede han frisk. Han så tilbage på manden bag boden.
"Det halve af det halve!" manden så ligblegt på manden bag Zean og det overbevidste Zean om at manden ikke blot havde et solidt tag og en stemme der lovede autoritet, men også var en folk frygtede eller af høj rank. Manden ville ikke engang modtage penge, han skubbede bare alle sine urter over til Zean, for han turde intet andet og ville ikke have skylden for dette. Zean trak let på den frie skulder og tog de urter op han skulle bruge og pakkede dem sammen. Og nu...Nu kunne han tage sig af denne fremmede, der mente han kunne bestemme over ham.
"Kære herre. Ud fra mine omgivelser kan jeg bedømme de er frygtet eller magtfuld, formentlig begge dele. Hvis de virkelig finder dennes mands liv værd at redde, skal jeg gøre det. Jeg har fået det ud af det, som jeg søgte og drengens videre skæbne er mig ligegyldig. Jeg kan nemmest redde ham, hvis De slipper mig" han snakkede mens han pakkede yderligere nogle urter væk og samtidig begyndte at blande nogle knuste urter i hånden. Lidt af den, lidt af den.
"Nogen der har noget vand?" manden ville aldrig kunne synke de tørre urter uden vand. Zean gjorde sit ud af at vise manden han absolut ikke bestemt over ham...Men at de dog kunne arbejde sammen om dette, hvis de gav hinanden lidt plads. Zean var ganske afslappet, trods opmærksomheden og den hårde mand lige bag ham. Han kunne lugte mandens sæbe og sved, blandet med de sære lugte der altid var på et marked af denne størrelse.
"Vand, hurtigt nu!" kommanderede han med sine omgivelser.

[Kimeya Marvalo]

Under normale omstændigheder, ville Kimeya heller ikke blande sig, men når det kom til warlocks og den slags, så kunne han ikke se noget andet valg. Han ønskede ikke at noget skulle ske dem, og særligt så længe, at de faktisk måtte være hans ansvar. Denne mand var uskyldigt fanget i en situation som slet ikke omhandlede ham, og i en kamp om prisen for et par sølle urter? Det var jo dybt godnat!
Håndens greb var stramt om mandens skulder. Uanset hvem pokker han var, eller han troede han var, så fandt han sig bestemt ikke i dette! Hans blik strålede autoritet som intet andet, og det var det som han stod fast på.
"Jeg håber godt nok for din skyld, at det her er noget som du kan gøre bod på.." Han slap roligt grebet, også selvom det ikke var med hans gode vilje.. Manden nærmede sig kun mere og mere, at skulle miste livet, og selvom det ikke var en mand som Kimeya havde nogen personlig kendskab til, så kunne han som leder, ikke bare se til med det blinde øje, men derimod måtte han jo gribe ind, så han kunne gøre noget ved denne sag.

"Find noget vand!" beordrede han med en kraftfuld stemme. En yngre kvinde skyndte sig hurtigt ned af gaden, for at finde noget, som de kunne bruge.
"Her min herre.." sagde hun ydmygt, da hun rakte ham en spand med vand, som Kimeya så tog imod. Han rakte den videre til den fremmed mand, som var begyndt at lege med urter. Selv håbede han virkelig på, at dan vidste hvad pokker han havde gang i, for han fandt sig bestemt ikke i det andet! Overhovedet ikke!
"Jeg håber virkelig, at du er klar over konsekvenserne, dersom dette ikke lykkedes," lød hans stemme med et klart alvor. Han var bestemt heller ikke en mand som fandt sig i hvad som helst, og det havde han heller aldrig nogensinde gjort. Dog måtte han jo sande, at han var meget nysgerrig på hvad denne mand i det hele taget kunne præstere med urter. Selv kendte han kun en mand, vis evner indenfor det her, var noget som faktisk kunne måle sig med det som han ville kalde for interessant.. Derfor fulgte han dog selv meget nøje med på hvad manden ellers gjorde for at redde den warlock, som han selv havde valgt at bringe ind i det her.
"Så se at få gjort noget ved den sag!" beordrede han fast. Han var et sted fuldstændig ligeglad med om denne mand var en warlock eller ikke, så var det slet ikke noget som spillede nogen rolle for ham.. Han fandt sig bare ikke i, at det skulle gå udover uskyldige og da slet ikke af denne ædle mørke race!

[Deleted]

Han lod skuldrene bevæge sig lidt rundt i skuldre, efter manden slap ham, hvorefter han vendte sig om mod denne mand, der tydeligvis havde en autoritet. Han bedømte de nærmeste folks bevægelser. Få turde rigtig kigge på manden, ingen snakkede særlig meget. De fleste så på den dødende mand eller på Zean, enkelte spændte, andre bange. Manden var frygtet og for enkelte, ligefrem elsket. Hans bud var at de, der så ud til at beundre manden, måtte være warlocks. Manden havde nævnt at den unge mand var en warlock...Så det måtte være en ting der interesserede den magtfulde, mystiske mand. Hans blik gled over denne magtfulde mand et øjeblik. Karismatisk. Han havde en del udstråling. Han begyndte svagt at mærke en form for beundring for manden. Men han viste det ikke...Han ville vente. Manden skulle ikke tro han kunne kommanderer over hvem som helst! for ikke at nævne...måske var manden ikke nødvendigvis så bemærkelsesværdig, som han lagde op til.
Han blandede urterne i sin hånd med nogle fingre og ventede på vandet, som manden nu også kaldte på. Da han tog imod spanden...Var det et glimt af nysgerrighed han så hos manden? Se dette ville virkelige være interessant! Hvad han havde lært, var at hans healende egenskaber havde fået ham ind i varmen hos flere magtfulde personer. Måske var det ikke slut endnu. Måske kunne han bruge dette til noget.
Han måtte ikke blive for håbefuld eller hurtig.
Afslappet gik han over til den dødende mand. Han satte spanden fra sig og så sig kort om. Han måtte efterhånden skynde sig, hvis urterne skulle nå at virke. Han skyndte sig over til boden med urter, greb en tilfældig beholder og hældte urterne ud af den. Så gik han tilbage til manden.
Manden var bange og prøvede at læne sig væk fra Zean, men Zean var hurtigere end denne forvirrede mand. Han greb ham fast i skulderen og satte sig på knæ foran manden.
"Nu høre du hvad jeg siger, hvis du vil overleve" Han ledte efter mandens øjne, prøvede at få kontakt, og endelig skete det. Der opstod kontakt. Mandens øjne var blodskudte og han havde allerede problemer med vejrtrækningen. Zean arbejde hurtigt, men sikkert. Han slap manden og greb beholderen, som han fyldte halvt med vand. Så blandede han de nye urter i. Han havde valgt nogen der ville virke lige så hurtigt, som den giftige havde, det var vigtigt. Men også et par stykker der virkede langsommere og ville hjælpe hans krop med at rense ud og få det sidste af den giftige urt ud af kroppen inden for det næste døgns tid.
Han blandede urter og vand og lagde blidt en hånd bag mandens hoved og holdte drikken op til mandens læber.
"Drik. Det vil redde dig" Manden tøvede. Burde han drikke nogen denne dødsengel gav ham? Især nu hvor det han sidst havde fået ville dræbe ham? Men han indså hurtigt han ikke havde det store valg. Hvis han ville prøve at overleve, måtte han tage enhver ting der tilbudt ham. Han drak.

Zean sørgede for at han drak det hele, selv om det tog lidt tid, for manden havde svært ved at trække vejret ordentlig. Endelig var det hele drukket og Zean kastede beholderen væk. Han lagde den løse hånd mod mandens skulder og pressede ham baglæns, til han lå ned på ryggen og kunne prøve at slappe af. Zean forlod ikke mandens side, men holdte en hånd over mandens brystkasse, for at holde øje med mandens vejrtrækning. Hans kolde, grå øjne holdte øje med mandens ansigt, der for nu stadig så forpint ud.
Han bemærket et pust gå gennem de omkringstående, da mandens vejrtrækning pludselig stoppede...
Zean var lige ved at smile. Det var som et teater! Men det var helt normalt. Hvad folk ikke vidste.
Han bemærkede også det lettede støn fra gruppen, da manden pludselig trak vejret dybt og mere frit igen. Han drejede hovedet og så over mod manden, der havde forlangt at han reddede manden.
"Han lever. Og det vil han fortsætte med i mange år, medmindre nogen dræber ham. Han skal bare have noget ro det næste døgn, så klare hans krop selv resten..." Zean rejste sig op og børstede skidtet af sine knæ, da han havde siddet på jorden. Så vendte han sig om mod manden igen.
"...Er De tilfreds? Ganske vidst, urter er farlige i de forkerte hænder. Men de kan også redde liv. Heldigvis er min viden på området stor og stadig voksende" forsikrede han. Enkelte af de omkringstående begyndte at klappe spredt, for dem havde han vækket manden til live igen. Andre så stadig nervøse ud. Enkelte var begyndt at gå, nu hvor det mest spændende var overstået. Zean, dog, var fuldstændig ligeglad med disse ting. Beenie kom løbende mellem benene på folk og løb op til Zean, men Zean bukkede sig ikke ned til den...Ikke endnu. Først ville han se hvad denne magtfulde mand ville gøre.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en meget autoritær mand, som gik ind for hans races velbefindende, og derfor skulle racen bestemt ikke udsættes for alt muligt når han stod og kiggede på det! Han kneb øjnene let sammen. Han stod netop nu overfor en døende warlock, men derimod også en dødsengel. Det stod tydeligt i mandens udstråling. Nok et af de meget få væsner, som han igennem sit liv, havde fået en meget stor æresfrygt for. Han havde tilbragt meget tid sammen med dem.. særligt i hans tid i Dødsriget, som efterhånden måtte løbe godt op i mange, mange år.
Nu hvor han stod overfor en døende warlock, gjorde folk det egentlig bedst i at holde sig på lang afstand fra ham, og det var præcist sådan at han gerne ville have det! Spanden blev placeret foran denne dødsengel, hvor selv Kimeya valgte at blive tæt på. Han fulgte meget nøje med, også fordi at dette var noget som han i værste tilfælde, selv kunne benytte i fremtiden, når det skulle komme så vidt.

Som warlocken kom ned at ligge, valgte Kimeya næsten selv at holde vejret, for det var spændende. Han vidste at denne slags, kunne være slemt.. brutalt at kigge på, og et sted, så var det jo næsten det, som han kunne lide. Det var så uforudsigeligt.. det var jo aldrig til at sige, hvad der ville ske.
Manden begyndte igen at trække vejret mere normalt, hvilket tydeligt fik lettelsen til at brede sig i folkegruppen. Kimeyas blik derimod forandrede sig ikke det fjerneste, da han igen vendte blikket mod denne mand og så videre mod dødsenglen i stedet for. Hans blik udstrålede intet andet end det rene alvor.
"Du er kendt med urter, det kan jeg se," sagde han med en toneløs stemme. Han var ikke den nemmeste mand at imponere, dog selvom det nok var sket alligevel. Det var ikke naturligt, at en dødsengel havde interesse for dette. Yderst interessant faktisk.
"Urter er farlige i de forkerte hænder.. tydeligvis.." Han vendte blikket stramt i retningen af manden ved boden, som nærmest krympede sammen bare ved at blive kigget på. Han fnøs kortfattet, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod dødsenglen. Nu havde den tilskadekommende warlock nu heller ikke en større betydning for ham end det som var sket nu.
"Det er ikke ofte at en dødsengel tager turen forbi Marvalo City... Hvem er du?" spurgte han denne gang med en mere kortfattet stemme. Tydeligt at han var vant til at kommandere, og Guds nåde trøste den mand, som stillede sig i vejen for ham.

[Deleted]

Zeans blik gled kort over til manden, som bestyrende den efterhånden ramponerede bod. Manden var febrilsk i gang med at pakke de endnu hele urter sammen og ville tydeligvis stikke af, måske opsætte en ny bod et nyt sted, måske komme tilbage om nogle dage og lade som om intet var sket og når folk havde glemt hændelsen. Zean brød sig ikke om manden...Han brød sig i det hele taget ikke om folk der snød med urter. Det var en af de ting Zean havde en stor respekt for...Urter. Og tydeligvis kunne de være skadelige. Denne urt, der denne gang havde skabt problemer, voksede heldigvis ikke i Dvasias og derfor var der nok ikke mange dødsfald angående den. De få der endelig døde af den, lignede de var sovet ind og måske haft et mareridt samtidig, ingen ville tænke over det var grundet en giftig urt - som man desuden kunne have fået hvor som helst.
Zeans kolde, grå blik gled tilbage til den magtfulde mand og han krøb end ikke, da han direkte søgte mandens blik og dermed udfordrede manden lidt. Han var nysgerrig, interesseret, i hvad denne mand var for en og hvordan han udnyttede sin magt. Var det en måde han kunne respekterer eller var den naiv og uden handlinger?

Han smilte svagt. Sandt og sandt igen. Intet at tilføje der. Det overraskede ham dog at manden direkte var interesseret i ham, hvem han var. Sandt, havde manden virket en smule nysgerrig, da Zean var påbegyndt redningen af denne warlock, men han havde troet manden ville vende ryggen til ham nu og marchere væk, mens folk ville være paniske for at fjerne sig, så de ikke blev beskyldt for at stå i vejen. Folk omkring dem vendte efterhånden tilbage til deres hverdag, nu med et nyt emne at diskuterer og med nogle mistroiske blikke mod manden, der ejede urteboden.
"Marvalo city er indbydende på sin egen måde. Jeg vil helst kende hele Dvasias som min egen lomme og derfor anstrenger jeg mig for at besøge alle de steder jeg kan, med jævne mellemrum, for at lære endnu nogle gader at kende" han smilte svagt. Dette var sandt. Han mente det ville være klogt at kende ikke bare de mest brugte veje og til og fra de andre lande...Men også hele Dvasias, de kendte som ukendte veje og gyder. Han havde opdaget flere nyttige og spændende ting på denne måde.
"Dette er mit andet besøg til denne by" tilføjede han og trak let på den ene skulder.
Og nu, til det manden faktisk ville vide.
"Mit navn er Zean. Blot en ukendt dødsengel i mængden af væsner der præger dette land" han smilte hemmelighedsfuldt til manden.
"Og nu er det vidste min tur til at spørge Dem om det samme?" Han var lidt dristig, indrømmede han over for sig selv. Men han stolede på at blev manden sur på ham, kunne han trods alt flyve væk eller stikke af i mængden på den eller anden måde. Væk skulle han nok komme. Men hvis han aldrig udfordrede skæbnen lidt...Hvordan skulle han så opnå noget som helst? Og hvem ved...Visse magtfulde folk satte pris på de få, der turde tale direkte. Som Elmyra gjorde det, som Silia, Procias dronning, gjorde det. Og som han selv gjorde det. Ikke fordi han var magtfuld...Endnu.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var i øjeblikket på ingen måde interesseret i manden som ejede boden, men derimod den dødsengel, som netop havde reddet warlockens liv. Alt taget i betragtning, så var det virkelig en vigtig ting at få snakket igennem nu, for han lod bestemt ikke denne mand gå nogen steder. Selv var han i forvejen ikke meget for at andre end warlocks befandt sig i Marvalo City, men var derimod også beæret over, at det var et sted som faktisk fangede andres interesse. Så var der jo trods alt også noget godt at sige om det.
"Du har meget at se, hvis du vil se hele Dvasias, og lære det at kende, som din egen bukselomme.. End ikke det, er jeg i stand til," pointerede han med en sigende mine. Hans blik hvilede koldt og ligegyldigt på denne dødsengel, også selvom han havde formået at fange hans interesse. På en måde, som ikke særlig mange fangede dem. En dødsengel var under normale omstændigheder faktisk et væsen, som han ville have holdt sig så langt væk fra, som overhovedet muligt. De vækkede ham stort set kun en væmmelse og en frygt, som han ikke var meget for, at folk i det hele taget, skulle kende om ham. For han var ikke en svag mand. Og det ville han aldrig blive!

Zean.. Selve navnet sagde ham ikke noget, så han var vel bare endnu en af de mere 'ubetydelige' borgere her i Dvasias? Ubetydelig ville Kimeya ikke kalde ham, i og med, at han havde den viden og kunnen indenfor urter, healing, gift og medicin. Det var jo noget, som han selv rent faktisk kunne bruge. Og noget som han rent faktisk stod og manglede.
"Det er virkelig sjældent, at jeg bliver spurgt om mit navn," sagde han blot, som havde det ingen verdens betydning lige nu. Han kneb øjnene let sammen.
"Kimeya Marvalo," sagde han endeligt, efter en kort pause. Vidste manden virkelig ikke hvem han stod overfor? Mandens hvis forfædre,faktisk havde bygget og grundlagt byen her. Det var ganske vidst frygtelig mange år siden, men derfor var det nu stadig en stolthed.
"Din viden og kunnen med urter, er nu yderst værdifuld.. Overvejet at gå i dybden med det?" spurgte han videre. Det var faktisk noget af det, som han havde den største interesse i lige nu. Særligt fordi at det var noget som han selv kunne få lov til at udnytte bare en smule.

[Deleted]

Han smilte og grinte let. Travlt? njah. Han kendte allerede de bedst kendte veje...Og flere mindre veje gennem landet. Han vidste hvilken vej han skulle tag, hvis han ville være usynlig og samtidig hvilken vej han skulle vælge, hvis han var interesseret i selskab. Han vidste hvad han kunne finde i hver by, han kendte et sted at sove og byernes mest kendte healere. Han vidste hvor han kunne finde hvad. Sandt, det ville endnu tage ham lang tid at lære Dvasias så meget at kende, at han kunne det hele udenad. Måske nåede han det aldrig. Men han havde nu også nogle mere private planer med det. Han prøvede at finde de gemmesteder dødsenglene måtte bruge og finde et forladt men perfekt sted for hans fremtidige herregård, hvor han ville lede racen. Men det lå endnu langt ude i fremtiden og for nu gjorde han blot lidt forarbejde og skaffede sig lidt inspiration, en dag ville tingene blive mulige og så ville han ikke spilde tiden med først at tænke over mulighederne der.
”Jeg regner med at have et helt liv til det” bekendtgjorde han afslappet. Sandt – Dødsengle levede jo længe og han skulle helst have noget at lave alt den tid.

Marvalo...Han vidste, kunne se og mærke, at manden var magtfuld. Men han havde ikke vidst manden var så magtfuld! Byens leder, warlockenes leder. Det var hvad man sagde om navnet og som han havde opfanget og forstået. Sandt nok hed byen jo også Marvalo, så ligheden var der jo med det samme. Det var i sandheden interessant! Han forundredes endnu engang den vej skæbnen ledte ham. Det var som om skæbnen ønskede at gøre ham til en fremtidig leder! I hvert fald havde han aldrig drømt om at møde så mange folk, af magtfuld rank, som han havde gjort på overraskende kort tid. Hvor længe havde han boet hjemmefra nu? Tiden var gået stærkt og bragt ham mange steder hen. Det var ikke helt til at begribe. Men han måtte gribe chancen endnu en gang. Dette ville være en mand der ville være en nyttig allieret. Men han havde ikke tænkt sig at bruse ud med alle sine ideer, velvidende han endnu var ung og overhoved ikke nær at blive leder. Folk ville blot grine af ham. Manden havde nu hans fulde opmærksomhed.
"Selveste Marvalo. Må jeg foreslå du smider denne charlatan på porten, hvis det behager dem? Inden han får solgt flere urter, der blot dræber dine kære indbyggere" Ikke at det rørte ham. Men han brød sig ikke om manden og dette ville ellers være en passende måde at ramme manden og sørge for han ikke solgte falske urter.
Han grinte let, endnu en gang. Hvordan kunne han andet? Manden snakkede formelt, med autoritet og det var klart han intet kunne vide om Zeans interesser. Men derfor fandt han stadig spørgsmålet en smule...underholdende. Han sørgede dog for ikke at virke direkte fornærmende eller noget i den stil, for det var han ikke interesseret i.
”Som det ser sig ud, er det en af mine største interesser og jeg søger hele tiden at udvide min viden. Jeg er opvokset og udlært af en tidligere berømt healer og, hvis jeg selv må sige det, har jeg allerede en hel viden om området. Nok til at jeg ville se mig selv som bedre end den ordinære healer” det lød nok lidt selvglad. Men hvis man ikke reklamerede for sig selv, hvem ville så? Især i hans situation.
”Det mest sjove er...Hvem vil blive healet af en dødsengel? Dog kan jeg allerede nu sige jeg med succes har hjulpet flere folk og dermed har erfaringen.” manden havde spurgt og nu havde han sit svar. Zean elskede faget, hvad han dog ikke følte for at indrømme direkte.
”Jeg har rejst rundt i de forskellige lande for at lære mere om urter og deres virkninger. Jeg tror kun du finder få der har så omfattende viden om urter” Han smilte let. Nok blev folk enden bange, mistænksomme eller nysgerrige over dette...Men hvordan kunne det interesserer en mand af Marvalos magt? Hans blik gled undersøgende over manden et øjeblik. Han så ikke syg ud. Måske var det blot for at vide hvor han kunne finde en healer den dag det skulle ske?
”Hvordan kan dette interesserer en af Deres status? De må vel have alle de healere, med al den viden, som De har brug for?” kommenterede han og fiskede lidt efter nogle svar.
Sandt havde han studeret urter...Men når han tænkte over det, havde alle hans beskæftigelser med død og smerte også lært ham en hel masse. Intet var skidt, uden det var godt for noget, ikke sandt?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var nu meget nysgerrig på denne mand. Mange folk kom igennem byen her, men det var de færreste, som valgte at gøre så opmærksomme på sig selv, og det var jo lidt det, som han selv måtte reagere på. Det havde været noget af et påstyr ved denne bod, og naturligvis havde det pådraget sig utrolig meget opmærksomhed.
Desværre kunne man jo ikke ligefrem sige, at alle sælgere her i byen, var troværdige og sande. Denne mand var desværre en af dem, som man ikke just kunne stole på, og når det var urter og den slags, som man solgte, så var det da oplagt, at tingene skulle forholde sig rigtigt. Han burde få gjort noget ved det. Han gned kort tænksomt sin hage, og uden at se bort fra denne mand. Det var virkelig et stort mål han havde sat sig, hvis han skulle lære det hele at kende i løbet af sin levetid.
"Verdenen er stor, min kære ven.. Det er et stort mål at sætte sig. Jeg vil ønske dig al held og lykke på din færd," sagde han blot. Selv havde han ikke den største tiltro til, at det var noget som manden rent faktisk ville kunne opnå, men.. han skulle da være velkommen til at prøve.

Kimeya havde nu præsenteret sig ved navn, og så var det på tide, at manden selv kunne bakse resten sammen. Det virkede nu alligevel som om at tiøren faldt ved tanken. Det morede ham. Han var uden tvivl stolt af sit navn og mange af de bedrifter som han selv havde stået bag igennem hans egen levetid, velvidende om, at han selv adskillige gange, havde været en tur forbi dødsriget - deraf også den store respekt for dødsengle.
"Tror du ikke, at jeg vil straffe manden for hans ugerning?" Selv var Kimeya en retskaffen mand. Hvis denne mands løgne har kostet folk livet, fordi at han ville tjene et par guldmønter, så var end ikke en ødelagt bod og et liv smidt på porten, godt nok! Blikket gled mod boden og manden, som direkte så skræmt i retningen af Kimeya. Han var fern med magi.. Faktisk temmelig dygtig til det, så det ville ikke engang koste ham megen anstrengelse. Han gjorde et let vift med hånden, og inden længe stod hans bod og boden alene i fuld flamme. Manden skreg voldsomt op, selvom Kimeya ikke reagerede det mindste på det. Først da skrigene holdt inde, lod han flammerne forsvinde igen, og efterlod intet andet end et forkullet lig og en fuldstændig ødelagt bod.. Urterne lige så ødelagt, og der var han ligeglad med at det var nogen som denne dødsengel skulle bruge. De kunne skaffes på andet vis.
"Hvor kom vi fra.." sagde han, som koncentrationen pludselig var brugt. Upåvirket af hvad der var sket, og at han netop havde taget et liv, så var det jo ikke meget udenom det sædvanlige, kunne man jo sige. Han trak ganske kort på smilebåndet.
"De færreste vil lade sig heale af en mand, som lever og styrker sig på smerten, som de føler. Dog må jeg sande, at det er meget.. interessant." Armene lod han kort falde over kors. Folk begyndte at trække sig. Hvis Kimeya var i ilden, vidste de nemlig godt hvad der kunne ske, hvis han blev tirret nok.
"Hvis det var så vel. Den mand som jeg dengang satte min lid til, og som har hjulpet mig igennem megen af den smerte, som jeg igennem mit liv, har været udsat for, er ej blandt os længere," sagde han roligt. Nathaniel var ganske vidst i live, men efter han havde fundet sammen med en kvinde ved navn Yuuki... en eks til Kimeya, havde manden nægtet at have noget med ham at gøre.

[Deleted]

Han nikkede let og smilte blot. Manden stolede tydeligvis ikke helt på det kunne lykkes...Men Zean var nu mere positiv. Det hjalp meget at have vinger på det punkt og resten kom an på tid og hukommelse. Det ville lykkes, uden tvivl. En dag.
"Jeg takker" svarede han kort og lod dermed denne del af samtalen dø ud. Den var småsnak og ikke det de begge var her for og derfor heller ikke interessant. Det havde blot været en måde at starte samtalen og komme videre.
Tværtimod var han oprigtig interesseret og nysgerrig over hvad denne mand var for en og hvordan han styrede tingene. Netop kommentaren om den falske urte-mand var en bold, han havde kastet til manden for at se hvordan denne ville håndterer sagen. For sandelig, når nogen var falske og så lige foran byens Herre, kunne dette ikke gå upåagtet hen? Og manden forstod hentydningen, uden at lade sig påvirke af at Zean mindede ham om det. At smide manden ud af byen var sandelig ingen straf, men Zean vidste ikke hvor forfærdelig manden kunne være og ville ikke lægge op til noget, hvis manden nu var blidt som en killing indeni. Hans øjne fulgte nysgerrigt med i mandens bevægelser...Og han var forundret, men dog lykkelig, da han mærkede varmen slå mod hans krop og puste til hans hår.
Hvis man frygtede en dødsengel hang til død og ødelæggelse, ville man i dette øjeblik i sandheden frygte Zean. Hele hans væsen kom til udtryk i denne ene handling. Hans smil voksede, hans arme gled afslappet ned langs siden, da han absorberede og styrkede sig på mandens sidste smerter og nød lyden af hans smertens skrig. Hans øjne lyste op – både af ilden og en indre gnist – og han lignede lidt en dreng med julelys i øjnene, der havde pakket en gave op og fået hvad han havde ønsket sig allermest. Han end ikke flyttede sig for bølgerne af varme der slog op om dem og fik de fleste til næsten at flygte fra boden. Men Zean lagde ikke mærke til disse svæklinge, eller til de omkringstående boder der prøvede at flytte deres ting, så de ikke også blev fanger af en vild flamme. Zean studerede flammerne der smøg sig op mod den mørke himmel og i dette sekund besluttede han sig. Dette var en mand han kunne respekterer og en mand han kunne lide, måske tilmed en han kunne beundre, til et vist punkt. I et øjeblik blev han grebet af kådhed, en lyst til at lege, drille, at klappe i hænderne og grine. Men han gjorde ingen af delene. I stedet sendte han Marvalo et blik, der fortalte at manden netop var skrevet op på dødsenglens liste af respekterede folk. Det var både rart manden var ligeglad...Og synd manden ikke nød det mere. Men han vidste andre var blinde over denne nydelse, der var i andres smerte. Da bålet døde ud vendte han sig om mod Marvalo igen, tydeligt oplivet.

”Det er perfekt! Folk kommer til mig, med smerter, og jeg kan nyde deres smerter. Og samtidig hjælpe dem og tjene en mønt” kommenterede han med et svagt smil. Det var i hvert fald sådan han så det, for ham var det perfekt. Han undlod at nævne at visse folk heller ikke forlod ham igen...Folk der faldt til eksperimenter på fremmede urter og blandinger, nye teknikker.
”Det er i min fritid man mere burde frygte mig” tilføjede han og blinkede kort til Marvalo, som havde de noget indforstået.
Ej blandt dem længere...Død? Eller ønsket død? Det måtte han gætte sig til. Han overvejede om han burde spørge. Men måske var emnet følsomt for den ellers kolde mand og ment for en anden dag?
Om ikke andet var manden alvorlig og det fik ham til at tage emnet lige så alvorligt. Han fornemmede noget i luften. Muligheder.
”Jamen det var dog beklageligt!” udbrød han, uden at mene det synderligt. Han var faktisk skide ligeglad. Han kendte ikke manden og var ligeglad med om denne var her nu eller ej...Omend, det at han ikke var, måske gav Zean nye muligheder.
”Og nu leder du efter en ny, som kan heale et par sår?” spurgte han direkte.
”Og dække de ting, som den tidligere mand gjorde, på en tilfredsstillende måde?” Den måde manden nævnte det, fik det næsten til at lyde som om manden var mere end blot healer. Havde de måske ligefrem følelser for hinanden, på en venskabelig måde?

[Kimeya Marvalo]

Bare at føle hvordan de mange flammer slangede sig op mod himlen, og holdt manden indelukket i et brændende helvede, mens alle andre, kunne stå og høre på hans skrig, var uden tvivl en befriende tanke for Kimeya. Han elskede det.. Gud hvor han dog elskede det! Selvom det ikke var noget som kom synderlig meget til syne i hans mimik, så var det dog at spore i hans øjne. Hvad angik denne engel, så var han slet ikke i tvivl om, at manden i sandhed nød at dette var noget som foregik. Han tændte vel nærmest på det? Smerte.. at høre ham skrige, og se andre udføre den slags, selv uden at fortrænge så meget som en mine over det. Denne mand havde ingen betydning, hvis han indirekte, kunne have slået utrolig mange af de warlocks ihjel, som boede i denne by!

Denne dødsengel, havde uden tvivl fanget Kimeyas interesse, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han gned kort sin hage, dog uden at se bort. Manden nød dette, måske en kende for meget, og dog, så var det noget som han lod ham. Enhver mand skulle jo have retten til sin sjov. Blødsøden ville han ikke ligefrem sige at han var.. De bløde punkter, som var på hans liv, var dem som han forgæves forsøgte at få ryddet af vejen. Ikke at det gik som han gerne ville have det altid.
"For en dødsengel, lyder det i sandhed som den ideelle tilværelse, må jeg sige. Udnyttelse på højt plan," sagde Kimeya sandfærdigt. Til det, var han faktisk ganske imponeret. Og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt.
Nathaniel kunne man jo ikke just sige, var en død person, men død af betydning for Kimeya. Ikke at han ønskede at have noget med den mand at gøre, når han var sammen med den kvinde, som mildest talt havde formået næsten at ødelægge hans liv. Og særligt nu hvor han stadig betalte prisen for det. Han kneb øjnene let sammen.
"Meget... Det er ikke en mand som healer sår, jeg søger efter," sagde han kort for hovedet. Måske at det var noget som denne dødsengel kunne være interesseret i? Han var nysgerrig.. Virkelig, virkelig nysgerrig denne gang. Denne gang måtte han jo nikke. Nathaniel havde været tæt på ham i det personlige liv, også fordi at han havde været en meget nær ven af hans familie igennem rigtig mange år.
"Han har haft sine meget mærkbare metoder til at gøre brug af hvad han kunne.. Men nok om det.. Jeg er mere interesseret i at høre, om det er noget, som du kunne være interesseret i," sagde han med en rolig stemme, dog oprigtigt. Var der mon noget godt at hente ved denne mand? Dødsengel eller ej, så havde det fanget hans opmærksomhed.

[Deleted]

Han havde nydt det og nød stadig eftervirkningen. Gløderne ulmede, selv om der ikke var nok brandstof til at der kom flammer og han stadig mærke lidt af varmen. Der var en lugt af aske, træ, blandede lugte af brænde urter og en lugt af brændt kød. Ikke at det generede Zean, det lugtede lidt som et overstegt vildsvin. Men folk omkring dem, bag Marvalos ryg, holdte sig for næsen og brød sig ikke helt om denne opstand. Og dog var der alligevel et par stykker der trak vejret dybt og smilte koldt, som det mørkets væsner de måtte være. Der var jo altid blandede reaktioner. Zean lod kort blikket glide over askebunken. Nogen ville nok fjerne det på et tidspunkt, men for stod den som et anonym grav for en ukendt, men falsk mand. Personligt ville han nok have pisket manden og derefter fodret ham med sine egne urter, så han kunne dø i opkast og hans egne tarme. Men uanset hvad var det sket og på en yderligt delikat måde. Man kunne godt sige det nærmeste tændte Zean...Det var i hvert fald efter sådan en omgang her, at han var mest villig.
Han smilte let og trak let på den ene skulder.
”Vi finder alle en måde at efterleve en tilfredsstillende tilstedeværelse. Visse tidspunkter kræver det en anelse kreativitet” svarede han. Dette var sandt. Han kunne både bruge det til at heale folk, til at torturerer folk og til at tjene penge. Uanset hvad, kunne det bruges til hans egne egoistiske formål, præcis som han foretrak.

Hvis det ikke var en healer...Hvad var det så? Han fornemmede at det, at han kendte til urter, måske var nyttigt, men ikke hovedformålet. Blot en indgang til det. Selv om det virkede som om de begge udviklede deres ideer efterhånden som samtalen gled frem. Det var mærkværdigt...Som de stod her, midt på et fuldt marked, og bedømte hinanden, finde ud af om den anden var brugbar eller til at smide ud. Hans ene hånd gled igennem hans brune hår et øjeblik, mens han så tænksomt på manden. Hvor meget kunne han sige...Hvor meget burde han sige? Hvad kunne manden opnå, hvad ville han opnå og hvad havde manden selv at ideer og ønsker til en fremtid? Disse ting var uvisse og gjorde ham forsigtig. Hvis han sagde det forkerte ville denne mand, mere end Gabriel eller Elmyra nogensinde kunne finde på, flænse ham fra top til tå...Lige så ligegyldigt, som han havde brændt denne mand. Det var han ikke interesseret i. Han ville mindst gøre sig fortjent til et blik undervejs.
Åh ja...Overlevelse betød mest. Så kom magten.
”Jeg er interesseret i flere ting. At slå folk ihjel og mærke deres dyrebar smerte. At opnå rigdomme og magt. At udforske hver en krog af Dvasias. At få mit eget sted, min egen herregård, hvorfra jeg kan regerer over min egen stab af tjenestefolk og, allervigtigt, mit eget folk” store drømme, lille engel. Ville manden grine af disse tanken? For en sikkerhedsskyld havde han sagt det en smule drillende. For disse ting ønskede næsten enhver fattig sig...For det var jo tydeligt, ud fra hans påklædning og opførsel, at han ikke direkte var rig. Han havde lidt høflighed, som især hans far havde pisket ind i ham, men det var også det og selv den tog han gerne lidt afstand fra.
”Men lige nu, hvis jeg skulle vælge? Jeg leder efter andre dødsengle. Også endnu en af grundene til jeg skifter by hele tiden. Jeg leder efter de store familier, jeg leder efter at kende dem og komme ind i dem, at blive en del af dem. Hvorfor? Fordi jeg en dag vil regerer over dem, samle dem som den frygtindgydende race folk siger de er og bevise at det er de faktisk. Få dem til at kravle op af deres små huller og være stolte, stærke!” han smilte svagt og studerede Marvalo et øjeblik, for at se om han lød alt for morsom. Men hvis manden grinte, hvis manden hånede ham, fornærmede ham...Ville deres samtale være slut, han ville forlade byen...Og når den dag kom, ville han allerede have en mand på listen, som han ikke ønskede at samarbejde med. Han trak til sidst let på den ene skulder.
”kort sagt: Det samme som enhver anden. Frihed og magt. Du er måske også interesseret i nogle ting?” spurgte han. Manden var af få ord og sagde kun lige nok til, at Zean ikke ligefrem blev irriteret eller mistede interessen. Det var fint nok, magtfulde mænd skulle være omhyggelig med hvad de sagde og til hvem. Selv var han normalt ikke så snakkesaglig. Men han vidste...Han vidste at hvis manden respekterede ham og havde et tilbud til ham...Han ville kunne få en allieret i Dvasias og han kunne få hjælp til at opnå sine ønsker. Og måske var manden heller ikke dum nok til at skubbe en mulig, fremtidig fjende eller allieret fra sig. Så var der også de mindre ting...At han altid interesserede sig for oplysninger og viden om tingenes tilstand og dertil allerede havde et par øjne og ører ude. Både en, der rejste over grænserne og en der blev i landet. Han var ved at indhente den viden, han aldrig havde fået, takket være han havde boet så isoleret med sin mor og far. Men at skilte med manglende viden ville være dumt. At skilte med at man havde spioner i felten var også dumt. Så om dette sagde han intet.
Endelig bukkede han sig ned og samlede den forvoksede killing op, der peb kort. Han nussede hende let og hun spandt i hans hånd, så han mærke hendes brystkasse vibrerer. Og midt i deres samtale havde han glemt alt om af manden var en De og Dem, som ellers var kutymen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya så slet ikke nogen grund til at denne mand skulle have lov til at leve livet, om han rent faktisk havde været i den situation, at han kunne have taget livet af warlocks, for en smule profit, og derfor slog Kimeya ham ihjel. Der var ganske vidst mange måder at gøre det på, men nu var han jo heller ikke ligefrem kendt for at være den mest tålmodige mand, og derfor var det denne måde. Det understregede vel også for andre, at han ikke var en mand som man skulle lægge sig ud med? Det var en handling gjort uden det mindste samvittighed. Han var uden tvivl en hård leder.
"Det er noget af et mål at sætte sig. Lad mig vide, om det nogensinde bliver en realitet," sagde han blot. Selv havde han sine tvivl til, at det var et mål, som denne Dødsengel nogensinde ville komme til at opfylde. Verdenen var stor, og der var uden tvivl rigtig meget at opleve, og selv Kimeya var en mand med en høj alder, og end ikke han var i nærheden af, at have oplevet det hele.

For nu, stod de nærmest bare og undersøgte og studerede hinanden. Kimeya måtte dog erkende, at han var nysgerrig på denne mand, og særligt fordi, at han var så meget anderledes end de typiske som man så i sit liv, og det var præcist sådan at han havde det i denne omgang. Hænderne gned han tænksomt foran sig.
"Det lyder for mig, som du gerne vil påtage dig ansvaret som racens leder? Interessant.." sagde han tænksomt. Det var de færreste som ville sige den slags til ham.. Enten var denne dødsengel modig, eller direkte dum. Det måtte tiden jo afgøre og vise for ham. Dog grinede han ikke. Han stod jo selv som en leder, og havde gjort det igennem skræmmende mange år af sit liv.
]color=blue]"Det er et mål... men stiller sig meget i strid til andet du måtte ønske, at du kan gøre. Særligt som en leder.. Det er et tungt og meget hårdt ansvar,"[/color] informerede han. Selv satte dødsenglen høje mål og forventninger.. og det var noget som Kimeya selv godt kunne lide. Det var noget som han uden tvivl var fascineret af.
Om der var noget som selv han ønskede sig? Der var virkelig mange ting, som han ønskede sig. Smilet bredte sig koldt på hans læber.
"Der er mange ting, som selv jeg går og drømmer om. Jeg søger en viden om at undslippe døden, så den ikke tager mig igen.. jeg ønsker at vide, at min plads som leder er sikret, og min familie lige så.. allierede i den forstand, at vi kan sikre os, at Dvasias klarer sig mod det blændende lys.." Han gik ind for meget personlige mål. Særligt fordi at meget af det som han havde oplevet og gjort, havde sikret ham meget af det, som Zean for eksempel var ude efter selv.

[Deleted]

Mandens overvejede og velplacerede ord fik ham selv til at træde varsomt og studerer manden, for at gennemskue de bagtanker der måtte være og ikke træde i en fælde. Elmyra havde i sin tid grint af ham og fundet ham direkte irriterende, trods hun havde været glad for hans urter, som hun stadig tog. For hans personlighed. Men dengang...Det var allerede så længe siden. Der var sket så meget og han havde allerede ændret sig en del. Hun havde slet ikke troet han kunne have ordene i sin mund, at han kunne manipulerer rundt med folk eller opnå hvad han ville. Og for det...For det følte han stadig en smule vrede imod hende. Men han var ikke dum, han bed ikke den hånd der fodrede ham. Og Elmyra betalte ham og lod ham gå rundt på sit kommende slot og land, hvilket han satte pris på. At manden foran ham også tvivlede på ham, undrede ham ikke. Men et eller andet sted passede det ham fint...Han fik at se hvad folk tænkte om ham og hans ideer...Og han glædede sig til den dag, hvor han havde opnået alt hvad han ville, hvordan de så ville tænke og se på ham. Uden tvivl med respekt, med frygt! Måske løb tankerne af med ham...Men han glædede sig alligevel til det. For nu så folk ned på ham...Senere ville de fortryde de gjorde det. Så han ignorerede at manden ikke umiddelbart mente han ville opnå det. Det var i hvert fald sådan han tolkede mandens reaktion. Men i det mindste så manden ikke ud til at se direkte ned på ham. Måske kunne han bruge det til noget. Uanset hvad...Kom han tættere på sit mål fra dag til dag, fra person til person han mødte. Snart kunne han begynde at samle nogle brikker i puzzlespillet. Men for nu...Burde han måske spille kortene lidt anderledes.
Han ignorerede mandens kommentar om hvorvidt han nåede rundt i verden og se hvad han ville. Og han smilte til ham, da han snakkede om at være en races leder. Han gjorde en let, affærdigende gestus.
”En tanke for nu. Et ønske altid. En ting, hvis det endelig skulle ske, der ligger langt ude i fremtiden” Uden tvivl. Ingen grund til at virke dummere end højst nødvendigt.

Undgå døden, så den ikke tog ham igen. Hvordan var det nu med warlocks liv? Levede de i lang tid eller døde de som almindelige mennesker? Irrelevant. En magtfuld mand der ønskede at forblive i live, forblive magtfuld og forblive mørk. Det var tre ting han forstod og kunne tilslutte sig. Han ville selv lide, hvis Dvasias blev knust og Procias overtog det hele. Eller bare Manjarno! Det ville også være slemt nok, selv om det kunne være mere tåleligt. Men problemet var at han ville sit hjemland og alle mørkets væsner ville lide. Det ønskede han ikke...Det betød også dødsenglene ville flygte eller blive forfulgt yderligere, de ville intet sikkert sted have eller være, ingen magt at bruge, ingenting overhoved. Tanken var katastrofal og det gik op for ham at han måtte hjælpe med at holde Dvasias stærk og sikker, for at det ikke skete. Hurtigt gennemgik han hvad han vidste om situationerne, hvilket resulterede i han var tavs i måske lidt for lang tid. Elmyra fra Imandra, hun ville være dronning og virkede som en fair en af slagsen. Omend, hun ville allierer sig med Manjarno. Ville de gå imod Dvasias? Det huskede han intet om. Men hvad skulle forhindre dem? Og hvis de også slog sig sammen med Procias...Men hvad hvis de slog sig sammen med Dvasias?
Der var alt for mange hvis'er. Men en ting var sikker...Han ville ikke sidde stille og vente på det. Hans midlertidige loyalitet til Elmyra skulle ikke forhindre ham i at komme dvasias til hjælp...De kæmpede jo alle for at vinde og denne mand virkede som en der langt bedre passede til ham, end hun gjorde. Desuden forhindrende han ham ikke i at udføre sine lidelser, hvad hun og alle andre prøvede på. Det tog ham ikke lang tid at vælge side.
”Der findes flere myter og historier om hvordan man kan forlænge sit liv. Jeg kan altid se nærmere på dem, se om der er noget jeg kan gøre...Men hvad der måske vil interesserer dig endnu mere er min nuværende situation. Du ved sikker uden tvivl godt hvad der sker i Imandra. Jeg bruger lidt af min tid der og har hjulpet deres fremtidige dronning mod en sygdom, hvilket jeg stadig gør. Men jeg ved også selv...” han kiggede sig hurtigt omkring, blot for at være sikker på ingen hørte denne ellers private samtale. Han sænkede stemmen lidt, da han så på Marvalo igen.
”...At hun vil slå sig sammen med Manjarno hvis tingene går hendes vej. Uanset hvad, kan min stilling bruges til at samle informationer og sætte små fælder i selve Imandra, hm? Alt for Dvasias” han smilte svagt.
”Vi er jo begge interesseret i at Dvasias er og forbliver et stærkt og mørkt land...præcis som det altid burde have været og være. For ikke at nævne dette land er det der accepterer dødsenglene bedst, trods alle har fordomme mod os. Her kan vi dog være i fred...Endnu. Specielt med allierede” Velplacerede ord. Han var godt nok ikke leder endnu og, for Marvalo, var det heller ikke sikkert han blev det. Men uanset hvad, uanset om der ville blive en alliance eller ej senere, kunne han måske godt bruge lidt information fra Imandra fra tid til anden, til at lægge planer. For ham virkede det efterhånden som en win-win situation.
”åh...Og skulle det blive aktuelt, skylder en forholdsvis magtfuld mand i Procias mig en tjeneste. Jeg kan bruges til mange ting...min healende egenskaber giver mig mange nyttige fordele” han smilte svagt og nussede Beenie yderligere, mens hans grå øjne var fikseret på Marvalo og mandens reaktioner. Måske var det farligt...Måske troede han at Zean var en spion og ville dræbe ham...I så fald...Stod han ganske dårligt. Men dette kunne blive rigtig godt, betyde rigtig meget, for hans egen videre skæbne. Han ville få meget ud af dette, det ville være en vigtig, strategisk plads for ham. Han kunne ikke ignorerer denne mulighed med alt for meget forsigtighed!