Past, Present & Future...

[Kimeya Marvalo]

Hvad Yuuki egentlig fik ud af at opsøge Kimeya her, var han faktisk slet ikke sikker på. Pointen var bare, at det vækkede en direkte vrede, bare at vide, at hun endnu var i stand til at trække vejret, og særligt fordi at han havde været derude, hvor han havde endt hendes liv allerede en gang. Hun var ved at opbygge et liv med en anden mand.. Her stod han praktisk talt alene, og skulle endnu betale prisen for hvad der var sket dengang. Det havde stort set kostet ham alt det som han havde haft.

Hendes ord, gjorde det ikke just bedre for Kimeya. Det gjorde det tvært imod kun værre lige nu. Han prustede, som havde han været en arrig tyr, men det her gjorde ham kun mere og mere vred. "Jeg tror virkelig ikke, at du ved hvor meget det har kostet mig.. og hvad det stadig koster mig, Yuuki... Og du regner ærlig talt med at et undskyld, gør op for det?!" endte han nærmest med at brøle. Det var noget som gjorde ham direkte arrig, og det var i hvert fald slet ikke noget, som han ville stå her og lægge øre til at skulle høre på! Han knyttede nlæven.. Hun bad om hans daggert? Ville hun rent faktisk ende sit eget liv? Det troede han ærlig talt ikke på om hende, men okay.. det ville gøre tingene meget nemmere for ham, og så kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at det var hans ansvar længere.. Han kunne ikke lægge hånden over hende hver eneste gang. "Du gør det jo meget nemt for mig.." endte han kortfattet. Hans daggert løsnede han let fra hans bælte om hans liv, inden han bare smed den i jorden ved siden af hende, så skaftet stod nærmest lodret op ikke langt fra hendes skikkelse.

Kimeyas blik hvilede fast på Yuukis skikkelse. Han var vred.. såret.. forarget over, at hun overhovedet havde troet, at det ville gøre godt, at melde sin ankomst på hans egen grund, når hun vidste hvor vred han var over det, som var sket. Hun havde virkelig ødelagt hans liv.. taget det hele fra ham, og nu hvor han end ikke kunne sige, at han havde Faith, for hun stolede jo heller ikke på ham.. hans børn var borte, og han havde.. ingen. Et sted jaloux på de muligheder som hun havde, kontra dem som han selv stod med, men det var ikke noget som han ville sige højt! "Gør det.." endte han kortfattet. Han tvivlede faktisk på, at hun ville.. derfor denne test.

[Deleted]

Meget kunne man sige om hende, men løgne havde aldrig og ville heller aldrig blive hendes speciale. Hun forsøgte gang på gang at gemme tingene væk og lade dem forblive skjult. Det samme gjaldt det faktum af at han stadig havde en plads i hendes hjerte. Hun var næsten drevet ud til det punkt igen hvor at intet ville give mening hvis ikke hun kunne fritage ham fra den smerte der havde hærget ham igennem alle disse år. For hende betød det intet om hvor vidt hun var egnet til det eller ej, kunne hun så gjorde hun det også.
De rasende ord satte sig direkte hvor det gjorde mest ondt. Ingen ord kunne gøre op for det hun havde budt ham. Det var hans ret at blive fri for den smerte, til trods for hvad hun selv havde gennemgået, men hun havde selv valgt at acceptere sine følelser for ham i sin tid. Alle valg kom med en konsekvens og et ansvar.

Hun hørte hvordan hans daggert satte sig i jorden. Hans ord kunne mildt sagt ikke ryste hendes beslutsomhed. Hun var fuldt ud klar over hvad hun ville efterlade og hvad hun ville sætte fri. Under normale omstændigheder, set fra fortidens vinkel, så ville hun allerede nu være begyndt at ryste ved tanken om at skulle lade livet, men ikke skyggen af frygt var at spore i hendes udstråling. Alt hvad hun inderst inde bad om, var bare at det hele fik en ende. Hun ville ikke være i stand til at leve et fredfyldt liv vel vidende om at han var ene om at bære den tunge byrde alene.
Med en rolig hånd tog hun fat om skaftet og hev den op af jorden. Hendes vejtrækning blev efterfølgende enormt stabil og hun åndede lettet ud en enkelt gang. Hun samlede begge hænder i et solidt og velplaceret greb omkring hans daggert og strakte den ud på afstand for at få tilløb til et glidende og gennemborende stik. For et kort øjeblik lod hun blikket søge op mod ham. "Jeg ønskede aldrig at se dig lide på grund af mig... Hvis dette kan give dig ro, så er der ikke noget jeg hellere vil," Svarede hun i en næsten kærlig tone og lod blikket stille glide i kun et split sekund før hun gjorde bevægelsen og lod bladet fare ned mod mellemgulvet!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya betalte stadig prisen for hvad han havde gjort dengang, også selvom han vidste, at han dengang, ikke havde været meget bedre end hvad hun selv var. Han var bare ikke meget for at erkende, at han rent faktisk var jaloux.. og særligt på det som hun var ved at få... eller havde fået efterfølgende, hvor han stod med det rene ingenting, og kun havde sig selv - og nu også Soraya, men det var jo en anden side af sagen. Derfor vrede... Det var så dejlig nemt i forhold til alt det andet, som han havde været igennem, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen.

Daggerten smed han ned ved siden af hende og uden at fjerne blikket. Selv vidste han, at han personligt, ikke ville kunne tage hendes liv... uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne. Hans blik fulgte hende, som hun dog alligevel valgte at tage fat i daggerten.. Hvorfor reagerede han på den måde? Hans hjerte slog fast mod hans bryst.. Mord og drab, og den slags, var noget som han helt klart var vant til, så det var heller ikke ligefrem noget som han sagde noget til.
Han lod hovedet søge let på sned. Var hun virkelig så oprigtig ked af det, som hun egentlig gav udtryk for? Han måtte erkende, at han dog havde sine klare tvivl. Han kneb øjnene let og fast sammen, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.
Daggerten skinnede i det klare månelys. "Du burde have vidst bedre, end at opsøge mig igen," endte han kortfattet. Han vidste, at der skulle mere til end et knivstik mod mellemgulvet til at slå en vampyr ihjel, men dog af den grund, så kunne det uden tvivl gøre forbandet ondt. Daggerten fandt sin vej og fløj direkte igennem luften, for at placere sig i hendes mellemgulv... Det stak i ham.. nok mere end hvad han egentlig ville have. Hans næver knyttede sig så meget, at knoerne endte med at blive helt blege. Han vendte blikket væk.. For nu ville han lade hende lide.. Det var virkelig også fortjent!

[Deleted]

... Bladet satte sig direkte halvvejs inde i hende og det fik hende direkte til at udbryde et støn af smerte, fordi hun måtte tvinge bladet resten af vejen ind i et sidste ryk. Grebet om håndtaget var låst i chokket over smerten. Hendes åndedræt blev straks overfladisk og hun kunne mildt sagt ikke falde til ro. Hun havde aldrig kunne tage smerte særligt nemt og det gik igen op for hende nu, hvor svag hun egentlig var.

Der gik lang tid før hun egentlig gjorde et forsøg på at trække vejret normalt, men det skulle vise sig at blive mere besværligt end ellers. Bladet var gået igennem mavesækken på hende og en dybere vejtrækning udløste en svær og trykket hoste. Det kom sig hurtigt og før hun vidste af det kunne hun smage og mærke hvordan blodet begyndte at sive ud af munden på hende fordi hun stadig ikke havde fjernet bladet. Hun kunne slet ikke fokusere og lukkede i stedet for sine øjne for at udholde smerten. Kunne hun virkelig holde ud? Hun måtte overbevise sig selv om at dette på ingen måde var en smerte der var stor nok til at stå til måls med den han havde båret på i umenneskelige tider. Hende ben begyndte så småt at dirre for at løsne op de spændte muskler op.
Hun burde have vidst bedre? Nej, hun var udmærket klar over hvad der ventede hende ved at opsøge ham. Det havde dog ikke været ham hun havde haft i sinde at opsøge, men det at at skabe en sindsro for sig selv i håb om at hun kunne ignorere sine gamle følelser for Kimeya. Stedet her holdte på nogle af deres første øjeblikke sammen.
Dengang hvor hun havde valgt at omfavne ham og lytte til det hjerte der ikke ville banke. Det som havde gjort hende så fandens ulykkelig at hun valgte at græde på hans vegne. Det var en af de første gange hvor hun helt uopfordret havde gjort et forsøg på at tage del i hans smerte for at lette på byrden. Denne gang var ikke anderledes. Han led og det brød hun sig ikke om.
Da smerten først begyndte at udligne sig selv og dæmpe sig en lille smule, kunne hun røre på sine hænder igen. Grebet strammede hun igen om skaftet, klar til at trække bladet ud og lade smerten for alvor sætte ind....

[Kimeya Marvalo]

For Kimeya synes tiden pludselig at stå stille, så langsomt som den pludselig gik. Han kunne ikke lide det.. Han kunne virkelig ikke lide det. Hans krop dirrede.. Normalt var han ligeglad med det som skete for øjnene af ham, når det kom til mord, tortur og pinsel, og særligt, fordi at det var sådan en stor del af hans egen hverdag.. Det var jo en del af det liv, som han rent faktisk måtte leve lige nu.

Hvorfor skulle det hele være så hårdt? Han kunne høre Yuuki gispe i sin smerte, og det faktum at vide, at hun var i live, men nu også havde ondt.. Hvorfor skulle tingene bare være så svære og problematiske? Igen var det jo familiefaren som han endnu havde i sig.. den eneste som Jaqia ikke havde formået at tage fra ham, og nu stod han jo så overfor en mor til to af hans børn... børn som han end ikke vidste overhovedet var i live eller ikke, og selvom han ikke havde været meget interesseret i dem, igennem de sidste rigtig mange år... ja, siden de havde været små, så var det jo stadig noget, som kom til ham fra tid til anden.
Denne gang måtte Kimeya dog bide tænderne fast sammen, idet at hun gjorde tegn til at ville fjerne daggerten.. Et sted vidste han jo, at han bare burde lade hende gøre det.. lade hende være og sejle sin egen sø, men at skulle ende med at se hende miste livet her hvor det hele rent faktisk var startet, var lige så, en meget mærkelig følelse. At afbryde det var dumt... han vidste, at hans lidelse ville fortsætte om han gjorde.. men for pokker... Kimeya endte med at vende ryggen til.. Mest i et forsøg på at tackle det hele. Var han ved at blive blød? Han havde slet ikke siddet inde med de her følelser igennem utrolig mange år nu! "Få det overstået...!" endte han med en sammenbidt stemme. Det andet gjorde virkelig, virkelig ondt!

[Deleted]

For Yuuki var tiden også ved at gå helt i stå. I sidste ende ville det vel for at bevise overfor ham hvor nytteløst det var at blive ved med at opretholde denne strid. Det var gået op for hende allerede fra starten af, hvorfor at det netop gjorde så ondt på ham at tage hendes liv. Hun havde accepteret ham trods hans fejl og mangler og selv efter at have skubbet hende ud i rendestenen og taget hendes liv i et forsøg på at give hende fred, så var der stadig plads til ham i hendes hjerte.

Denne gang var hendes hænder begyndt at ryste på grund af chokket fra smerten, men hun formåede under megen besvær at trække daggerten ud igen. Udtrækningen gjorde ondt som bare fanden og hun vred sig i smerte. Tårerene brød frem igen og hun mistede grebet om daggerten for at lægge begge hænder over det åbne sår. Det ville ikke lukke sig... først nu gik det op for hende hvornår hun sidst havde været ude på jagt... Hun lukkede øjnene i benægtelse og skar ansigt i en lidende jamren. Intet af hvad han sagde eller gjorde kunne tage hendes opmærksomhed fra smerten. Kold som hun var, gjorde det kun nemmere at lade blodomløbet gå i stilstand. Det løb lige så stille fra det åbne kødsår, selvom hun per automatik forsøgte at holde det inde med begge hænder. Der gik ikke ret lang tid før det hele bare endte fuldkommen sløret for hendes blik. Blodpletten om såret blev kun større og større for hvert sekund der gik. Hendes krop tiggede og bad hende om at give slip, men hun nægtede af bar stædighed og holdte fast i sin fornuft så længe det endnu ville vare. Hans silhouet svandt ind til intet mere end en høj og lang skygge. Hun kunne ikke engang se hans ansigt længere. Hendes ben faldt til ro lidt efter lidt, den ene hånd lå i en forkert balance og gled ligeså ned i græsset med et bump. Hendes overfladiske og gispende åndedræt blev mindre og mindre. Blodet pumpede på må og få for ikke at give slip på hende. Smerten var næsten skyggende for alt andet og det var oprigtigt svært for hende at samle kræfter til at presse ord ud.. "... K-... Kime-... yah... lov mig at du-... ikke," Hun gispede efter vejret for at samle luft til at fortsætte. "... ikke- ... beskylder dig selv for-.... for hva... der er sket..." Om han lyttede, var hun knap så sikker på. Hun kunne ikke engang se hans ansigt og det gjorde næsten mere ondt på hende. Her lå hun og led og så kunne hun ikke engang se ham... se om hun for en gangs skyld gjorde det rigtige...

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vendte sig med ryggen til, udelukkende fordi at det var hårdt for ham at stå og kigge på. Hvorfor? Han så næsten det her dagligt.. han havde selv tortureret Soraya igennem flere år.. ja, hun havde jo ikke været særlig gammel, da han havde kidnappet hende, og nu var hun en smuk teenager, og endnu i hans husstand, hvor hun var fri til at gå som hun ville. Han knyttede næverne fast og kraftigt.. Det lignede ham ikke. Det her lignede ham overhovedet ikke, og han kunne ikke have med det her at gøre!
Som hendes stemme lød, rystede Kimeyas hænder. Hun skulle jo så absolut tvære den ud i ansigtet på ham, når det var hårdt og svært for ham i forvejen! Han burde jo egentlig bare lade hende ligge.. lade hende bløde, til det ville blive for hårdt for hende, at rejse sig, og så lade solen gøre resten, når det kom så vidt.. hvis det nogensinde skulle komme så vidt. Han trak vejret dybt. Skulle han gå ind? Skulle han lade hende ligge? Hun var jo uanset stadig mor til hans børn, også selvom han aldrig havde haft noget med de børn at gøre, så sad det der jo stadig. For ham var det svært. "Du har kostet mig så meget Yuuki..." Denne gang vendte han sig direkte i retningen af hende endnu en gang. Han var vred.. virkelig, virkelig vred, og meget af det var jo også på ham selv, som det var vendt mod hende. Hans blik hvilede stift på hendes skikkelse. Kunne hun ikke se hvad det gjorde ved ham? Denne gang valgte han at søge mod huset.. At hjælpe hende, var virkelig at synke lavt.. særligt efter hvad hun selv havde kostet ham! "Du kan rådne op for alt hvad jeg ved.... jeg vil ikke se dig.." endte han på vejen forbi hende.. Det gjorde ondt.. det gjorde virkelig ondt, men denne gang stod han fast på, at det var en nødvendighed!

[Deleted]

Sådan som hun bare lå her i græsset og samlede sine kræfter, så måtte hun et eller andet sted sande, at dette her hun havde gang i lige nu, kun ville bekræfte hendes inderste teorier. Det var en skræmmende tanke, for hvad skulle der så ikke blive af dem? Skulle de begge to så bare forsætte i denne strid? Skulle han forsætte med at lide på baggrund af hvad hun havde forvoldt ham i tidernes morgen? Nej, hun magtede det ikke længere og ville ikke bare forlade ham og se til fra sidelinjen, mens han vandrede rundt i denne elendighed alene.
Hun sank tungt og lukkede øjnene ved hans sidste ord og for en gangs skyld kunne hun ikke gøre andet end at sige sig enig med hans udtalelse.
"Kun fordi du skubbede mig væk..." Svarede hun hæst og klart besværet af sin pågældende situation. Han ville ikke have stået alene den dag i dag hvis han havde holdt fast i hendes hånd. Det var en ting han nok aldrig havde forstået. Netop fordi han skubbede hende fra sig og ikke holdt hende ved sin side, så gav han hende ikke andre muligheder end at søge andre veje. Hun havde selv brug for støtten, kærligheden og en familie. Lige fra hun blev adopteret af Kain havde hun desperat forsøgt, at holde fast i hvad hun havde kært. Kimeya havde været den første til at åbne sit hjerte for hende og hun havde den gang valgt at tage imod ham med åbne arme.
Nathaniel, var uden tvivl blevet en mand med en meget stor værdi for hende. Ikke alene havde hun næret sin kærlighed til ham i blinde gennem tusind år, men han gav hende alt hvad hun havde brug for og nu var han sågar også blevet far til en skøn lille pige. Hun vidste godt hvor hun stod og det var farligt at betræde et område som dette, men hun ønskede oprigtigt at gøre alt for at hjælpe Kimeya. Hun ønskede ikke at han skulle stå alene. Hvis bare han dog ville åbne op overfor hende og lade hende påtage sig den byrde for at lette hans sind... så ville hun personligt kunne håndtere denne strid meget bedre.

[Kimeya Marvalo]

Endnu en gang måtte Kimeya stoppe op ved Yuukis ord. Han havde valgt at skubbe hende væk? Det var måske sandt, men det var jo kun fordi at det for længst var gået op for ham, hvad han egentlig havde haft gang i, hvilket kun var en tanke som gjorde ham mere og mere arrig!
"Jeg skubbede dig væk? Du vil give mig skylden for det hele?" spurgte han med en kortfattet og intens og fast tone. Det var kun noget, som direkte endte med at gøre ham vred, og den tanke kunne han slet ikke have med at gøre! Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. At se hende ligge der blodig på hans grund, var underligt.. det påvirkede ham jo udelukkende på grund af den forbindelse og den fortid som han rent faktisk delte med hende, og denne gang var det nu heller ikke noget som han kunne se bort fra.. Han ønskede slet ikke at se hende, som han bestemt heller ikke ønskede at vide af hende, men at se hende ligge og jamre sig dækket i sit eget blod, påvirkede ham nu alligevel. Hvor han dog hadede det!
Endnu en gang dannede Kimeya en kugle i hans hånd. Han ville se hende død.. Så var det nemlig den bekymring mindre, og så var han virkelig ligeglad med hvad Nathaniel stod alene med! Den mand havde uden tvivl selv valgt at ødelægge det hele, og særligt ved at åbne sit hjerte for en kvinde som Yuuki! "Så må jeg jo bare forsøge at få bugt med den problematik.. så jeg slipper for at tænke på den, nogensinde igen.." endte han med en fast tone. Lige her kunne man nok snildt sige, at der ikke var nogen hjælp at hente.. Han ville ikke hjælpe hende. Nej, han ville have hende så langt væk fra sig, og ud af sit liv! Kuglen kastede han direkte mod hende i håbet om at han ville ramme.. Han havde bare brug for at vide, at det var slut nu!

[Deleted]

Rei tog sig ganske tænksomt til hagen, som han faktisk stod og var vidne til noget ganske særligt. Ikke havde det varet mere end ganske få minutter før at en udbredt tyk stank af den såkaldte familiære aura, som hang i den anden ende af den kontrakt han stadig var knyttet til. Hans blik fulgte opmærksomt den kære warlock under hans bedrifter. Det virkede til at han havde problemer med at tage et konkret valg, med hensyn til hendes liv. En yderst interessant tanke.
Han vidste at bare faktum at Demian var en af Vaine's efterkommere, men hvorfor var det en Vampyr og en Warlock der begge havde en familiær relation til den knægt? Kunne det være... ? Ud af øjenkrogen opfangede han den kugle, som Kimeya skød fra sig og ved blot et enkelt vink med hånden fløj en barriere op fra grunden for at blokere skuddet og lidt efter dukkede han selv op ud af en røgsky lige ved hovedet af hende. Hun stank langt væk af det samme gén der lå i knægten, ligeledes sansede han de samme vibrationer fra Kimeya.
Han knælede ved hende og strøg hende ganske let med en finger over kinden. "Sig mig, hvad laver en så blød sjæl i et hylster af mørket?" Der var ingen medlidenhed at spore i hans stemme, kun ren monoton nysgerrighed. Hans øjne faldt kun ganske kort ned mod hende, som de roligt fæstede sig i retningen af Kimeya. Han ville vide hvad der foregik her. En leder af denne stand burde ikke se sig selv stå i vanskeligheder af denne kaliber.

[Deleted]

Hvad der ventede sig af konsekvenser i denne situation var hun mere eller mindre klar over, men ikke desto mindre, så kunne hun ikke tage hans måde at mistolke hendes ord på. Det føltes som om at han ikke kunne se det, at han ikke ville se det! Det at hun stadig nærede de dybe følelser for ham. Selvfølgelig rev det hende op indvendig og det var måske den smerte han selv havde stået med? At være splittet mellem to parter fordi man ikke kunne trække sig til hverken den ene eller den anden side. Hun gjorde det samme mod Nathaniel, som Kimeya selv havde budt hende. Mon det var hendes skæbne? Aldrig at bryde fri af denne onde cirkel?

Hun havde ikke kræfter til at give igen. Det var unødvendig mundhuggeri. Hun kunne ikke se ham for sit blik længere, men kunne tydeligt høre hvordan hans ord blev ved med at angribe hende i vrede. Var der overhovedet noget at gøre?
Netop som den tanke kom til hende dukkede den fremmede op. Det følelsesløse kærtegn over hendes kind fik hende direkte til at tvinge blikket op mod ham. Hun var mundlam til hans spørgsmål og vidste slet ikke hvad det kom sig af. Kendte han hende? Havde Nathaniel sendt ham? Smerten begyndte at nive i hende igen, som hendes opmærksomhed gled væk fra den og hun forsøgte at vende ansigtet væk fra hans hånd. Der løb en kold og klam følelse igennem hende. Hvem var han egentlig og hvad lavede han overhovedet her?
Hun hev efter vejret igen og hostede denne gang det blod op der havde samlet sig tæt ved luftvejene.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var splittet i denne situation... splittet mellem hvad han burde gøre, og hvad han ikke burde gøre.. Han burde ikke lade hende gå.. han burde slå hende ihjel. Ved at gøre det, markerede han jo allerede fra starten af, at det her slet ikke var noget som han ønskede sig.
Kuglen sendte han direkte mod hende, velvidende om at den ville slå hende ihjel hvis den ramte hende. Dog.... var det ikke sådan at det gik for sig, da en mur rejste sig foran hende, og tog imod den, for derefter at forsvinde. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen. Hvem vovede at blande sig i det her?! Han nåede kun lige at tænke tanken, inden synet af en warlock viste sig ved siden af hende... og kærtegnede hendes kind? Han så næsten rødt alene ved tanken! Hun skulle ikke have lov til at ødelægge flere menneskers liv! "Hold dig væk fra hende..!" endte han med en fast tone. Han gjorde et kraftigt kast med armen, for at sende en trykbølge direkte mod denne mand, for at slå ham væk fra hende - hvis han ramte selvfølgelig.

Kimeya vendte denne gang helt om på hælen, og i stedet for i retningen af manden. Hvem han var, og hvad pokker han egentlig lavede her, var jo ikke rigtigt til at vide.. Pointen var uanset, at han slet ikke ønskede at manden skulle være her! Overhovedet ikke! Han ville se Yuuki død... ikke kærtegnet af en anden mand, som om at han rent faktisk kendte hende. Han trådte mod dem begge med faretruende og faste skridt. Han kogte virkelig i det indre. Han ville ikke se nogen kærtegne den kvinde, som han ønskede død, og da slet ikke for øjnene af hende.
"Træd til side... og lad mig gøre mit," beordrede han kortfattet. Som en leder til en undersåt.. Han lod sig ikke kurre af nogen som helst.

[Deleted]

Rei havde ikke den mindste form for relation til nutidens hierarki iblandt Warlocks. I hans øjne kom det sig vel af at han end ikke havde stiftet særlig godt bekendtskab med nogen som helst, bortset fra en vis herre. Det rørte ham ganske simpelt ikke at hun vendte sig væk. Hendes blå øjne... hvor de dog mindede ham om Vaine! Havde det kvaj dog bare ikke set sig varm på en formskifter, så var dette aldrig sket! "Æblet falder ikke langt fra stammen, men bare rolig, det vil snart være forbi," Hviskede han hvislende. Med en fast hånd tog han fat om hovedet på hende, så hendes blik blev mørkelagt. Hun skreg chokeret da det gav et sæt i hele hendes krop og han lukkede øjnene.
Trykbølgen der kom flyvende tog han imod med en åben hånd og en vindstyrke kraftig nok til at slynge trykket ud af balance og lade det forsvinde ind i det der allermest mindede om et stort hul. Han rejste sig ganske roligt op og stillede sig foran Yuuki's livløse krop. Var hans leder inderligt ude på at komme i fedtefadet? Kommandoen var end ikke det første der stødte ham. Han havde ikke anerkendt denne mand for at være sin leder endnu. Et lederskab var velfortjent om end man kunne opretholde magten. I det her tilfælde så var hans kære leder i den grad ude hvor han ikke kunne bunde. "Det kan jeg desværre ikke tillade," Endte han i en fast og rolig tone. Han var i den grad ikke opsat på at makke ret alene ved hans ord. Yuuki var ledetråden til hvem han søgte efter, selvom Kimeya nu heller ikke ville være helt dum at udnytte. "Jeg har mine egne ærinder at se til. Hun er, om end nok den eneste ledetråd jeg kan få fingrene i," Forsatte han med en mindre mistænksom undertone. "Som en leder er det ej heller dette her der bør optage Deres interesse. Med mindre at De ønsker at mærke konsekvenserne," Han markerede sin viden om sagen og lagde ikke skjul på at han godt vidste hvad der foregik imellem dem. Almindelig respekt i taleform, var ikke et problem for ham, men Kimeya skulle lige understå sig i at komme i vejen for hans planer. Nok var Kimeya hans leder, men han skulle ikke komme på tværs over en kvinde der delte samme blod som ham selv. "Hvis De har noget at indvende med denne kvinde, skal De først igennem mig. I min slægt lader vi ikke andre om at rydde op efter vores fejltagelser," Endte han sandfærdigt og låste sit blik til Kimeyas.

[Kimeya Marvalo]

Hele morskaben endte med at falde direkte til jorden. Selv ville Kimeya bare gerne have det her overstået så hurtigt som muligt, og hvem end denne mand var, så var det virkelig, virkelig dumt, at stille sig i hans vej, for det var slet ikke noget som han fandt sig i, på noget tidspunkt. Vreden meldte sig... og den var kraftig. Han ville ikke have at nogen skulle komme og redde hendes liv igen, som var hun noget værdifuldt! Hun var ikke andet end en kvinde som forårsagede utrolig megen sorg og kaos, hvorend hun gik!
"Jeg ser gerne, at du blander mig ude af mit personlige ærinde med denne kvinde," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Det var jo ikke en sag som vedgik denne mand, og det måtte han jo bare acceptere! Dette var ikke noget som vedkom denne mand, og et sted så var det noget som gjorde ham direkte arrig, og det var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde!

Hans forsøg på at slå manden væk, gik ikke som han ville.. Yuuki skreg og faldt slap til jorden, hvilket nu heller ikke var noget som han reagerede på som synderlig. Han så helst at hun var død.. desværre var det jo ikke tilfældet. Han vidste nemlig godt hvordan det så ud, når en vampyr var død.. Og hun var jo ikke ligefrem en bunke aske. "Jeg ved ikke hvad du er ude på, men jeg kan trygt forsikre dig om, at dette intet har med dig at gøre... Lad hende ligge og lad mig tage mig af hende... og forsvind så fra min grund," advarede han med en fast tone.
Manden som han stod overfor, var en kraftig mand.. Ikke at han brød sig om det i længden, for det gjorde han bestemt heller ikke! Næverne knyttede han med en fast mine. Han fandt sig ikke i det.. En mand som ikke havde anerkendt ham som sin leder? Det ville komme til at gøre ondt.. virkelig ondt. "I det tilfælde, så lad mig rydde op efter mine egne sager.. forsvind..!" Han tog fat om agielen som han havde i bæltet ved siden af sig.. Man kunne nærmest høre hvordan det lille håndvåben skreg i hans hånd.. Den udstrålede en intens smerte.. og det gjorde lige så ondt at blive berørt med den, som at holde den.. en smerte som Jaqia havde lært ham at tackle.

[Deleted]

Situationen ville han på alle måder have stoppet. Om så han skulle ty til hårdere midler for at trumfe igennem. Kimeya havde ikke nær så stor relation til kvinden bag ham, som han selv havde. Det var i første omgang hans ansvar, da hun jo var direkte af samme slægt. "Hvad har warlocknes leder at gøre med en af mine efterkommere!?" Endte han i en tydelig markant tone. Han var ikke hidsig, men markerende i sin udtale. Selv blikket hvilede godt og fast direkte ind i Kimeyas. Ikke om det skulle komme på tale at han fik lov at lægge hænderne på hende. "Ikke kom og fortæl mig at en stolt leder som Dem selv har et personligt ærinde liggende med en forhenværende formskifter?" Denne gang løftede han et spørgende øjenbryn, ment som en direkte advarsel. Hvis Kimeya havde sin fremtid kær som værende leder, så skulle han i en grad passe på med sine udtalelser. "Denne kvinde. Forhenværende formskifter og efterkommer af min afdøde bror Vaine Salore. Er under mit ansvar!" Tilføjede han tydeligt, klart og fast. Uanset hvor lidt han syntes om fortidens hændelser, så var hun stadig nøglen til hans kræfter. Rei ville for alt i verden ikke direkte udsætte sin leder for en ydmygelse under deres første møde. Ikke om han frygtede for konsekvenserne, men aldrig om han ville vende ryggen til en leder, selvom han ikke havde anerkendt ham endnu. Han var klogere end det. "Jeg ser ingen grund til at overlade min families ærinder til en leder," Det ville nemlig være at synke for lavt i forhold til hans nuværende styrke. Ikke om det rørte ham at manden pustede sig op. Et klart faktum var lagt på bordet. Et faktum der ville sætte en strid i gang om end Kimeya traf det forkerte valg. Han havde tænkt sig at tage Yuuki med sig, men hvad han ville gøre af hende kom ikke Kimeya ved.