Past, Present & Future...

[Deleted]

Kimeya Marvalo x @yuuki

Dette... dette var et område der virkede velkendt for hende. Det tykke krat og de høje træer, lysningen over græsset i månens skær. Den ensomme stub midt i det hele og den store port. Knælende strøg hun hånden over den tørrer bark. Minderne var gemt bag et slør og svære at tyde, men de var der. Det længe ventede liv hun gennem så mange år havde drømt om, var endelig tæt på at være en realitet. Fortiden der stadig hjemsøgte hende, tvang hende til at stifte en mening og holdning, som hun slet ikke var klar til. Alt hun kunne, var at lytte til sin fornuft...
Det nagede hende dybt at hun ikke kunne fokusere på andet end sin fortid. Hun følte sig skyldig når hun så Nathaniel i øjnene. Han havde ikke bedt om at blive behandlet på den måde og hun følte i den grad at hun svigtede ham og hans følelser. 
Det mørke hun nu var en del af, hvordan skulle hun nogensinde lære at håndtere det? Det som hun troede var vejen frem, havde blot vist sig at være en primitiv version af den ægte vare. Hun var af natur én som slog ihjel for at overleve. Et væsen uden et bankende hjerte, eller varme hænder. Kold, kold som den hvide sne... 
Hun rejste sig igen og kastede et sidste blik op mod den store mørke port inden hun søgte tilbage mod skoven. Kappen hang tungt om hendes skuldre og den dybe kongeblå kjole sad tæt omkring barmen med et smalt bælte og havde lange ærmer og et skørt med stor vidde i. Håret var sat op i en klassisk lav løs knold i nakken og pandehåret indrammede hendes ansigt.
Det undrede hende stadig. Hvorfor at hun havde taget hele den lange vej på grund af en pludselig undren. Der var noget specielt ved dette sted, det kunne hun mærke, men hvis end ikke turen hertil kunne hjælpe hende til at forstå, så var der ikke andet for end at vende hjem. Hjem igen til sin familie...

[Kimeya Marvalo]

Den iskolde vind rev i de nøgne grene, og ikke så meget som en fugl eller en ugle. var til at høre oppe i træernes toppe. Dette var en stemning, som passede Kimeya meget fint. Soraya havde han fået lagt til nattens hvile, også selvom hun var ved at være oppe i den alder, at han sagtens kunne lade hende være alene hjemme, uden at der behøvede at være en barnepige på. Den unge pige havde han huset igennem rigtig mange år nu, og det passede ham egentlig fint.. særligt når han så, hvad der var kommet ud af det i den anden ende, hvilket næsten var noget af det bedste af det hele.
De isblå øjne hvilede fremfor ham, som han bevægede sig frem. Stedet her, var nemlig hans hjem... Og særligt nu hvor han bevægede sig frem og tilbage i den store have. Den voksede vildt.. Den blev ikke passet, og mest af alt, så lignede den jo et sted som kunne huske de forskellige monstre, som stort set kun trådte frem i eventyr og historier, som man fik fortalt på sengekanten, når man skulle sove.

Kimeya endte med at stoppe op.. En fornemmelse af en anden tilstedeværelse, var hvad der drev i ham lige nu. Han kneb øjnene let sammen. Energien som han kunne fornemme, forekom ham uden tvivl frygtelig bekendt, og det var bestemt ikke af slagsen, som han brød sig om. Næverne knyttede han automatisk, inden han let rettede sig op. Yuuki... Det kunne virkelig ikke være andre end hende, som stod omkring ham lige nu. I Dvasias... hvad pokker lavede hun overhovedet her? Ved tanken om det, forlod han stedet han stod på, på magisk vis, for at dukke op et par meter bag hende. Bare synet vækkede vreden.. den evige lyst til at lægge hende tilbage i graven! "Du er langt hjemmefra," endte han med en ganske kortfattet stemme. Den bar præg af en isende advarsel.

[Deleted]

Hun stoppede op da en meget velkendt stemme tiltale hende. Helt anderledes var det denne gang, at høre hans stemme. Selvom det var en kort og varslende melding, så tøvede hun end ikke med at vende sig om og tage ham i blik.
Det var næsten skrækkeligt at mærke hvordan maven slog knuder igen. Alle de minder der fløj forbi på bare et split sekund efterlod kun bitre og smertefulde mavefornemmelser. Det værste af det hele, var at hun forstod hans vrede og smerte.
"Langt? Er det ikke kun fordi jeg er bosiddende i et andet land?" Han havde ikke ændret sig. Selv tilbage da de mødtes aller første gang her i haven, var der intet nyt ved hans væsen. Han bar altid en maske af frygtindgydende magt, men hun vidste bedre end nogen anden hvor svag han var overfor et kærligt hjerte.
Det stod alt for tydeligt hos hende nu. Han ville aldrig acceptere at hun ledte et liv på egen hånd, ville han?

"Du har end ikke ændret dig," Endte hun med en blid stemme. Frygten kunne ikke male hendes sind længere. Hun vidste hvad hun havde at miste, men havde også lært at acceptere at livet ikke var noget man selv var herrer over.
Han blev ved med at vandre omkring med et bankende hjerte, hvor det nu var hendes tur til at følge de dødes sti. Modsat af ham, så havde hun familien ved sin side. Den gang havde han slet ingen at vende sig til. Hun havde været alt han havde haft brug for. Hvor meget hun ikke ønskede at hun kunne skænke ham hans største bøn dengang... men ikke mere. Han var ikke længere den der betød mest for hende, uanset hvor meget han så måtte lide på indersiden.

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas blik forblev intenst hvilende på Yuuki. Dette var hans hjem.. og derfor ville han slet ikke have hende i nærheden af det! At hun havde sit liv, var en ting, men at infiltrere og involvere sig med nogen som stod ham nær og kær, var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre. Til forveksling i denne omgang, var det ham som stod udenfor familie.. børn havde han mistet.. han havde ikke Faith ved sin side på den måde, som han ønskede det, og velvidende om at Yuuki og Nathaniel havde noget igang, var en tanke som han fandt direkte forkastelig. Det var på ingen måder fair overfor Silia og Jophiel som virkelig havde brug for deres far.
Kimeya havde ændret sig en del, men der var visse ting i ham, som man bare ikke kunne tage fra ham. Uanset hvad Jaqia havde forsøgt sig på, så var den familiekære mand altid og ville for altid blive en del af ham, og det var sådan at han ville have det. "Du har ingen grund til at være her," endte han med en kortfattet og intens stemme. Han ville ikke have hende vandrende her på hans grund!

Kimeya rokkede ikke så meget som en muskel, selvom hver en del af ham, virkelig skreg efter at få lov til at ende hendes liv.. ende det og få det overstået, og det var jo lidt det, som han var ude på lige nu. Det var der at det hele måtte ligge! Hovedet lod han søge let på sned og med den samme intense og faste mine. "Virker jeg da som den mand, som ville tage dig i favnen, som jeg gjorde engang? Det er nok den største fejl jeg nogensinde har begået," endte han kortfattet. Først nu, valgte Kimeya at træde et faretruende skridt mod hende. Hendes ro var ham en torn i øjet.. Han ville bare ikke have hende i nærheden af sig, eller sit eget liv! Hun havde ødelagt nok i forvejen!

[Deleted]

Hun havde efterhånden godt bekendt med hvad fortiden gjorde ved en. Det at hun selv tydeligt kunne mærke en stor forskel på før og nu. Minder gjorde meget ved en og det skulle da undre hende om han var en undtagelse. "Sandt," Medgav hun blot. "Jeg har intet at gøre her, kun slørede minder jeg ønsker svar på har ledt mig hertil,"
Hun kunne lugte hans vrede og irritation på lang afstand, men hvorfor rørte det hende ikke?
Det han før havde betydet for hende, var nu svundet ind til ingenting. I forhold til Nathaniel, så betød han ikke det mindste. Det var i hvert fald det hun ønskede at tro på og holde fast ved. Hendes fremtid lå der og frem for alt ville hun ikke sætte det over styr ved at tage en forkert handling.
Hans ordvalg kom hende ikke som et chok, selvom hun alligevel rynkede let på næsen ved hans udtalelse. Ikke af foragt, men derimod undren. "Du mindes dem stadig? De stunder vi engang delte," Hun var godt klar over at det faktisk lå som et tabu. Ikke engang Nathaniel ville hun kunne udtale sig til, omkring lige netop dette. "Jeg har aldrig set på dig som en mand af svaghed, Kimeya. Overfor mig har du aldrig vist dig svag. Du var altid stærk og havde en fast vilje," Det var hendes minde om ham. Han havde altid haft den øvre hånd i det foretagende imellem dem, altid været den der udviste accept før hun fik lov at komme ham nær. Hendes væsen var hvad der skænkede hende den naturlige accept. Den hun var, gjorde hele forskellen på liv eller død.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya forstod ikke, hvad det var Yuuki ville her på stedet. Selv ønskede han hende bare så langt væk, fra sig selv, hans person og hans liv, som det var ham overhovedet muligt. Hun havde kun kostet ham dyrt.. virkelig, virkelig dyrt, og nu var det nok. "I så fald, så vil jeg på det kraftigste anbefale dig, at søge så langt herfra, som muligt.. Du har intet at komme efter her," vrissede han med en advarende undertone.

Kimeya tog et skridt tættere på Yuuki igen, og med den direkte dræbende mine. Hans øjne lynede alene ved tanken om at hun var der.. han kunne i hvert fald ikke lide det. Soraya lå og sov, og han ville jo helst ikke have, at hun skulle se hvad der foregik udendørs lige nu. "For mig, er det ikke andet end groteske minder, som jeg gør hvad jeg kan for at glemme," sagde han med en direkte stemme. Det var sådan at han havde det. Mødet med Yuuki, havde uden tvivl været et af de mere skæbnesvangre, som han havde haft, men det gjorde heller ikke den største forskel nu. Det havde kostet ham dyrt, og han betalte endnu prisen for det ved Faith. Selvom han havde sine svage stunder, så kunne det mærkes, og selv her.. Alle de minder og alle de tanker som han havde gjort sig igennem de sidste rigtig mange år, og særligt på grund af hende, var noget som han kunne mærke, selv den dag i dag. "Jeg er ikke nogen svag mand, og det ved jeg.. Så derfor beder jeg dig om at tage mine ord til dig... Forsvind herfra.. Jeg vil ikke se dig her," endte han med en fast tone. Tanken om at der var alvor fundet med Nathaniel, kunne han slet ikke have.. Alt det som hun havde ødelagt i forvejen! I hans ene hånd, dannede han en mørk kugle.. Sidst de havde set hinanden, havde hun brækket hans underarm.. Det skulle hun heller ikke have lov til igen!

[Deleted]

Han havde vitterligt intet at frygte omkring hende. Hun var for længst holdt op med at træde i hans skygge. "Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg forlader gerne stedet på egen hånd... selv uden din anbefaling," Sandt var det jo, at hun ikke ønskede at rende ind i ham mere end aller højst nødvendigt.

Det at han nærmede sig hende, var i bund og grund fint nok så længe han forblev på en vis afstand. Ikke havde hun behov for at mærke ham i fysisk forstand. Det var noget hun ikke engang ville forestille sig! Lige meget i hvilket omfang det kom sig af. "Ignorer dem... om ikke andet ignorer min eksistens. Det andet vil ikke hjælpe dig og jeg har på ingen måde tænkt mig at infiltrere din tilværelse. Du har budt mig rigeligt op til nu," Hendes tone var ikke hård på nogen måde, men en bebrejdelse var at spore under hendes udtalelse. Hun var i og for sig slet ikke tilfreds med hans valg. Hun huskede det tydeligt. Hun opsøgte ham for at få tvillingerne igen og hvad gjorde han?!
Næverne knyttede hun svagt ved tanken og måtte se væk fra ham og træde lidt på afstand. "Jeg vil sætte pris på at du holder afstand..." Endte hun en smule irriteret. "Jeg beklager for sidste gang, men du gav mig ikke noget valg. Jeg kan ikke opfylde dit sidste brændende ønske, ikke igen. En gang var mere end rigeligt," Kuglen var hende ikke en bekymring som sådan. Selv ville hun også havde været på vagt om det var hende selv der stod i hans position.

[Kimeya Marvalo]

Alene Yuukis tilstedeværelse på hans grund, var da en grund nok for Kimeya til at blive vred, for han ville slet ikke se hende.. han ville slet ikke have hende i nærheden, og det at hun stod der med den ro, som hun nu altid var præget af, var ham uden tvivl en kæmpe torn i øjet! "I så fald, forstår jeg ikke, hvorfor du endnu står her.." endte han med en mere fast tone. Tanken i sig selv, gjorde ham direkte vred. Han kunne slet ikke have med den at gøre, og særligt fordi at det jo var... hende. Den kvinde, som havde ødelagt så meget i hans liv, og som han endnu kunne mærke en eftervirkning af, og det gjorde det jo heller ikke ligefrem bedre.
Yuuki ville heller ikke have ham tæt på? Det passede ham mere end fint! Hun havde jo allerede infitreret hans liv, ved at gå ammen med dem som han havde nær og kær i sit liv - I denne omgang, så Nathaniel. Den mand burde uden tvivl vide bedre end at gøre hvad han gjorde ved at være sammen med hende! Tanken om graviditet og det, var nu heller ikke just en tanke som slog ham ind som sådan. Hvorfor og hvordan skulle han da gøre sig de tanker, når han ikke havde set hende i frygtelig lang tid nu? "Forsvind herfra, Yuuki, inden jeg ender dit direkte miserable liv.." endte han med en fast tone. Han havde budt hende på rigeligt? Hvad med omvendt? "Du giver mig skylden, for hvad der er sket dig?" nærmest hvislede han.

Kuglen i hans hånd, var Kimeya mest af alt, fristet til at kaste direkte i ansigtet på hende, og så håbe at han ramte. Dog sidst han havde konfronteret hende, havde hun mere eller mindre knust hans ene underarm, og det var en effekt, som han stadig måtte være mærket af. Hans øjne slog gnistre. "Og hvad mener du helt præcist med det?" spurgte han med en ganske kortfattet stemme. Det her var hans grund, så han gjorde hvad han havde lyst til, og det var ikke her han havde tænkt sig at tage hensyn til nogen, og da slet ikke hende! Han ville bare have hende væk fra jordens overflade!

[Deleted]

Roen lå som en kold og tynd skal omkring hende, klar til at briste hvis hun trådte forkert. At han ønskede hende væk var ikke en overraskelse på nogen måde. End ikke havde hun bedt ham om at konfrontere hende på noget punkt. De synes altid at være draget mod hinanden, som tog magneter, men i disse tider var det blot det ene ubehagelige sammenstød efter det andet. "Jeg søger svar!" Endte hun fast og knugede fat om kanten på sin kappe. "... jeg prøver at samle mig om min fortid," Tilføjede hun lidt efter. Det var ikke et mysterium for hende, men visse elementer gav på ingen måde mening for hende.
Tiden var fløjet af sted siden deres sidste møde. Den havde båret et nyt liv med sig. En ting Kimeya nok ikke var bekendt med endnu. Han var jo ikke ligefrem typen der holdt sine meninger for sig selv og da slet ikke omkring hende. Hans trusler rørte hende ikke. Han havde udgivet dem alt for mange gange til at lade det påvirke hende. Kun en enkelt gang havde han formået at tage hendes liv... "Hvordan? Ligesom den aften hvor du endte mit liv af medlidenhed? Spar mig for dine trusler Kimeya. At tage livet fra mig vil ikke gavne dig på nogen måde," Endte hun bittert. Hun havde fået sit liv igen og havde efter utallige år i blind søgen endelig fundet det hun havde ledt efter... eller næsten. Hun manglede stadig at finde sin datter... deres datter, hvor end hun var. "Jeg beskylder dig kun for en ting, Kimeya!" Hendes tone endte for første gang nogen sinde, fast og spydig mod ham. "Du fratog mig chancen for at gøre dig en tjeneste... Jeg opsøgte dig, ja... kun for at fritage dig for byrden om at opdrage vores børn, hvilket du alligevel bare lod Nathaniel om!" Nu mærkede hun det for alvor, en fremmed følelse af indædt vrede. Hun havde altid kunne sætte sig i hans sted, havde altid udvist ham forståelse, men nu var det nok! "Du ønsker at tage mit liv igen? Det er ikke et ønske jeg har i sinde at opfylde. Jeg vil ikke slås med dig om vores fortid længere..." Hun var direkte afvisende overfor ham. Han var ikke længere en mand hun ville tage i forsvar. At gøre det forbi med ham, var at bevise overfor hende selv og Nathaniel, hvor hun oprigtigt ønskede at være.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var nok den helt forkerte mand, at opsøge i denne situation, og særligt omkring Yuuki. Der var ikke en kvinde, som kunne bringe hans pis mere i kog, end hvad hun formåede, og den tanke i sig selv, var noget som gjorde ham direkte arrig, for han kunne da slet ikke have det! "Og du tror virkelig på, at det er svar jeg kan give dig?" endte han med en fast tone. Vreden buldrede under huden på ham, som vand på kogepunktet. Han var virkelig, virkelig ved at blive vred! "Forsvind fra min ejendom!" endte han med en fast tone, og denne gang var den hævet.. Der var virkelig ingen som formåede at gøre ham mere vred end hvad hun i sandhed formåede at gøre!

Alene Yuukis blotte tilstedeværelse i hans have, gjorde ham arrig.. Han ville slet ikke have mere med hende at gøre. At ende hendes liv havde ganske vidst på daværende tidspunkt, været en meget hård, men en meget korrekt beslutning, og det var det, som han stod fast på i den anden ende. "Hvad får dig til at tro, at det var en handling af medlidenhed? Jeg gjorde det for min egen skyld.. Du har kostet mig dyrt, og jeg betaler stadig prisen..!" endte han fast. Hans børn med hende, havde virkelig raget ham.. I hans øjne, var det slet ikke hans, og de var direkte uønsket. Aldrig havde han foragtet noget mere i hans liv, end hvad han gjorde med det, og særligt nu hvor han var klar over prisen, som det havde krævet i den anden ende. Det havde uden tvivl gjort forbandet ondt. Han himlede kort med øjnene. "Nathaniel tog imod dem.. Tro mig. Det var det eller et liv på gaden.. Jeg ville ikke have dem," sagde han ligegyldigt. Om de overhovedet var i live i dag.. det havde han selv ingen anelse om.

Kimeya havde fået nok.. Hun skulle ikke komme her og tro, at hun kunne trække rundt med ham i manegen, for det fandt han sig virkelig ikke i. "Jeg vil ikke se dig.. Forsvind!" Den mørke kugle kastede han denne gang direkte mod hende.. Om det ville få hende til at flygte, flytte eller hvad det nu ville.. var han ligeglad med.. Hun skulle bare væk nu!

[Deleted]

Intet som helst fik hun ud af den verbale slåskamp. Nej, hun troede på ingen måde at han kunne give hende de svar hun manglede og hun havde da heller ikke bedt ham om at konfrontere hende på trods af at hun var på hans grund. Han burde vide bedre, men det kunne ikke lade sig gøre og det vidste hun godt. Det pinte hende at høre ham stå og tale som han gjorde, men hun ville ikke give efter! Han skulle ikke få lov til at gøre hende forsvarsløs! Det var slut med at udvise nogen form for forståelse! Hun magtede det ganske enkelt ikke, for hun vidste hvad der ville ske, hvis hun trådte over stregen.
De gamle minder der var vækket til live igen... de havde bragt gamle følelser med sig, ganske som hun havde frygtet. Havde han ingen betydning haft for hende, så stod hun heller ikke som hun gjorde nu. Dette var første gang at hun stod med sit liv i behold siden han tog det fra hende den gang. Hun vidste at han led på indersiden over at hun var i live og det gjorde det ulideligt for hende at se ham i en sådan forfatning... for hun vidste at det var hendes skyld.
Hun hadet ham for at have taget livet fra hende, hadet ham for at have splittet hende fra det hun holdte allermest af... men nu dæmrede det. "Hvis ikke medlidenhed, hvad var det så? Hvorfor så holde mit lig tæt og græde over det, som havde det været en synd at du tog mit liv fra mig?" Hun ønskede slet ikke at nævne det faktum, for det var en farlig en af slagsen. Den ville røbe for meget om hvor hun selv stod henne af, rent følelsesmæssigt. Han skulle ikke vide at hun endnu forsøgte at skyde ham fra sig. Alt han skulle vide var blot at hun var færdig med ham og at de intet skulle have med hinanden at gøre længere.
Han var modsigende i forhold til sine handlinger. Han var typen der tog forhastede beslutninger og sårede alle der krydsede hans vej. Ikke om hun havde tid til at vente på hans svar. Det løb hende koldt ned over ryggen bare ved tanken og inden han nåede at bede hende forsvinde havde hun allerede vendt sig for at gå, med det resultat at en ukendt kraftkilde slog hende omkuld. Hun fløj et par meter hen over græsset og landede omtumlende på siden med ryggen til ham. Selv efter faldet rørte hun sig slet ikke, kun kappen blafrede ganske let i vinden. Smerten var intens og lammende i hvad der føltes som en evighed, men drog udnyttelse af det og lukkede bare sine øjne i et forsøg på at ignorere det.
Hun følte det var fortjent og den tanke fik kun tårerne til at presse sig på. Forsøgte vitterligt at bevæge sig så hurtigt hun kunne, men hendes krop ville ikke samarbejde. Håret, der var slået ud af sin frisure, indrammede hendes ansigt. Hun var ude af sig selv og havde i den grad erfaret at det intet ville nytte at tale ham til fornuft...

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kogte virkelig af vrede og raseri, alene ved Yuukis blotte tilstedeværelse på hans grund. Var det svært at forstå, at han bare ikke ville have noget med hende at gøre mere? Han var færdig med hende! Han himlede med øjnene. Skulle hun virkelig køre rundt i det? Det mord havde virkelig ikke været af medlidenhed.. Men det havde gjort hans tilstedeværelse nemmere.. Sådan som han havde det, var hendes fortjeneste, for det var uden tvivl hende, som havde valgt at ødelægge det hele for ham på daværende tidspunkt, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
"Jeg slår ikke ihjel af medlidenhed.. Tro mig, jeg ser hellere at folk lider, end at gøre det nemt for dem.. Det var lettelse som fik mig til at gøre det... det var det jeg følte, da jeg sad der, med dig død i mine arme," sagde han med en kortfattet stemme. Det var dog klart en løgn. Hun havde jo førhen været i kontakt med hans hjerte, men det var mere prisen som han havde skulle betale efterfølgende, som gjorde, at han reagerede på den måde, som han gjorde.. Han ville ikke have hende ind på livet igen.. Han kunne jo se, hvor meget det havde kostet ham alene det faktum, at vide, at hun var der.. Faith havde han mistet på det.. rigtig mange af dem som han havde nær og kær omkring sig.

Kuglen kastede Kimeya direkte i hovedet på ham, og ja, det var en fryd uden lige at se hende flyve flere meter baglæns og så ellers bare blive liggende. Næven knyttede han.. Han var trænet til smerte og tortur.. pinsel og det som var værre end det. Han trådte roligt mod hende.. Lysten til at slå hende ihjel, var virkelig stor... han havde givet hende muligheden for at søge derfra, men den havde hun end ikke ville tage, så var det uden tvivl også hendes eget problem i hans øjne. "Ikke kom og sig, at jeg ikke advarede dig, Yuuki... jeg vil aldrig mere kaste mit blik på din ynkelige skikkelse... Kryp tilbage i hullet du kom fra.. jeg vil aldrig mere se dig.." advarede han med en fast tone. Han var virkelig vred på hende!

[Deleted]

Det var forfærdeligt... hun forstod ham, forstod hvad der plagede ham, at det var hende der plagede ham... men hvad kunne hun stille op? Hun kunne jo ikke skrue tiden tilbage og bare ændre det hele, uanset hvor fristende den tanke så var. Alt havde ændret sig omkring dem og de var begge kommet videre med deres liv, men det syntes at have ingen betydning så snart de stod ansigt til ansigt.
Smerten kravlede gentagende gennem hendes knogler, lammede de fleste af hendes led og efterlod hende afkræftet. Selvom det ikke slog hende ihjel, så var chokket alligevel stort for hende.
At se folk lide... Jah, det var da i den grad det som han gjorde, men han led mindst ligeså meget. Hvorfor var det overhovedet en bekymring for hende? Burde hun overhovedet spørge sig selv om det? Det gjorde ondt... det gjorde inderligt ondt indeni, at der stadig var følelser tilbage som hun ikke kunne slippe!
Græsset var lunt imellem hendes fingre og hun forsøgte at åbne øjnene op igen, men det var næsten umuligt. Hendes krop nægtede at lystre og tvang hende til at blive liggende. Tåren gled ned over næsen og ned i græsset, men hun gav ikke lyd fra sig.
Hun kunne ikke se ham i øjnene lige nu. Hun havde brug for at samle sig og ikke give efter, men det var svært. Det var gået op for hende at der ikke var noget at gøre. Hun kunne og ville ikke kæmpe med ham længere. Hendes minder var kommet tilbage og det gjorde kun hendes hjerte mere forvirret, men hun holdte dog fast ved at hendes fremtid lå sammen med Nathaniel og deres lille datter Aya.
Kimeya hadet hende nok i forvejen for at være i live, hun kunne ikke også vise sig svag overfor ham og direkte fodre ham med grund til at splitte hende ad fuldstændig.
Hvor ville hun ønske at hun ikke havde vendt sig omkring for at gå i første omgang. Han ønskede hende væk herfra og sandt som det nu var, havde hun ikke skyggen af en chance for at rykke sig. At han roligt trådte nærmere, fik kun maven til at slå knuder. Hun frygtede ikke for sit liv, men... han skulle ikke have lov at fange hende i gernings øjeblikket!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya foragtede uden tvivl tanken om at Yuuki stadig skulle være til, udelukkende fordi at hun havde kostet ham så meget, og fornøjelsen havde været så kort. Det gjorde ondt.. Særligt når han nu kunne stå her og se til, at hun havde fået det hele.. en at holde af.. en familie som skulle stiftes, og han betalte stadig prisen for den tid som de havde tilbragt sammen, også selvom det virkelig var ved at være så frygtelig mange år siden, at det var sket. Det gjorde det bestemt heller ikke ligefrem bedre for den sags skyld.
At se hende ligge der... det var en fryd uden lige og en lettelse.. Alle de frustrationer som han havde båret i sindet igennem så mange år, var nærmest som frie og åbne.. Han havde endelig valgt at åbne for sluserne, og endelig lade det hele komme frem.. Det som han igennem så mange år, havde været trænet til at tackle og tolke, det kunne han bare ikke overfor hende.. Det eneste som egentlig afholdt ham fra at slå hende ihjel, var deres fælles børn. Selvom han aldrig havde haft et forhold til nogen af dem, så var det jo endnu hans, og den mand som man ikke havde formået at knække i ham, var familiefaren.. Der var ikke noget som han satte højere end familie.

Kimeya stoppede op ved fødderne af Yuukis skikkelse, som han lod blikket hvile intenst på hendes skikkelse i stedet for. Han kneb øjnene fast sammen. Hun græd... Et sted rørte det ham jo, og så alligevel ikke. Han var nødt til at huske sig selv på, hvad hun egentlig havde kostet ham og at han stadig måtte betale prisen for det. "Det her er en sidste advarsel, Yuuki... Forsvind herfra... jeg vil slet ikke se dig her.." advarede han med en iskold og fast tone. Han ville slet ikke se hende på denne her grund, og slet ikke i nærheden af ham!

[Deleted]

Smerten stilnede af lige så stille, men end ikke valgte hun at røre på sig. Hun ventede vel et sted på at han skulle gøre alvor af sin trussel, selvom hun udmærket godt vidste at han ikke kunne få sig selv til det. Hun havde været udsat for et vanvid den gang og havde helt mistet sit fokus på livets værdier. Hun havde lidt af en moders sindssyge over savnet til sine børn. Jo, det stod hende ganske klart at han tog livet fra hende og endte med at græde ved at tage det valg. I mange tilfælde ville denne viden bare resultere i mere vrede, men hun havde inderligt ondt af ham. Det skar i hendes hjerte ved at se ham i en sådan forfatning. Det var slet ikke sådan her hun ønskede at sige farvel til ham...

Hun trak vejret næsten lydløst og for hvert åndedrag pressede en ny tåre sig bare på. Hun åbnede øjnene igen ganske stille, men så end ikke op mod ham. Han ville ikke se hende? Det forstod hun skam godt, men hun var nød til at give slip på ham... "Jeg forstår din smerte... Kimeya," Begyndte hun lige så stille. "Jeg ved hvad du har gået igennem i alle disse år... på grund af mig," Hun lod blot blikket hvile livløst mod sin hånd der hvilede lige ud for hendes ansigt. "For alt hvad jeg ikke kan rette op på eller give dig tilbage... undskyld..." Hun vendte langsomt blikket op mod ham, klar til at blive mødt med den vrede og foragt han nu måtte føle for hende. "... men jeg elskede dig, af hele mit hjerte..."

For alt i verden ville hun nok komme til at fortryde at hun direkte valgte at vise sig sårbar. Den omtalte kærlighed hun dengang havde haft for ham, var ikke forsvundet eller lagt på hylden. Det var der hun ønskede at gemme den væk, sådan så hun endelig kunne leve sit liv uden skavanker. Hun havde brug for en endelig afklaring og fred mellem dem. Hendes inderst ønske var vel at han én gang for alle ville give slip på fortiden og på hende. Hun kunne ikke leve et liv i fred hvis de begge blev ved med at hænge i denne strid. Hun rakte en hånd ud mod ham med håndfladen opad, som var det en direkte invitation til hendes favn. Hendes bryst hævede sig i sindsforvirring og tårevendte de dybe, klare blå øjne. "Ræk mig din daggert..." Bad hun stille. "... lad mig bære byrden alene," Tilføjede hun med en alvorlig undertone.

Hun var villig til at gå så langt for at lade freden sænke sig over deres evige strid. Dette gik direkte imod hendes endelige beslutning om ikke at give op og kæmpe, trods alle odds var imod hendes forhold og kærlighed til Nathaniel... men det gjorde ondt, så frygteligt ondt. Hun kunne virkelig ikke bære det længere...