Past, Present & Future...

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kneb øjnene fast og hårdt sammen. Nu irriterede det ham for alvor at denne mand var dukket op! Yuuki var en efterkommer? En efterkommer af en warlock-slægt? Nu havde han da hørt det med! Han himlede med øjnene og vendte blikket hårdt i retningen af manden endnu en gang. "Siden hvornår er en forhenværende formskifter en efterkommer af en warlock?!" spurgte han med en hård stemme. Det var slet ikke noget som han ville høre på.. og det var slet ikke noget som han ville stå her og lægge øre til, hvis han da ellers kunne blive fri for det i den anden ende.
Kort lod Kimeya blikket glide til Yuukis bevidstløse skikkelse bag ham.. Han beskyttede hende virkelig? Hvem pokker ville beskytte den kvinde? Det var slet ikke noget som gav ingen mening for ham! Han knyttede næven fast omkring hans agiel. Han var virkelig fristet til at bruge den, og få den mand af vejen, så han kunne ende hendes sølle og miserable liv! Han vendte kort blikket mod den.. Han besluttede sig for nu, at holde bare lidt igen.. For nu om ikke andet.

Kimeya ville bestemt ikke påstå at denne kvinde faldt under denne mands ansvar! Overhovedet ikke! Han trak vejret dybt i et forsøg på at holde sig selv bare lidt i skak. "Denne kvinde.. efterkommer eller ej, har intet med dig at gøre... Så forsvind fra min grund!" endte han med en fast tone. Et mørke viste sig i hans øjne. Og det var uden tvivl et meget faretruende tegn.
"Jeg siger det ikke igen. Forsvind herfra og lad mig gøre en ende på det miserable liv, eller gør det selv.." sagde han med en kortfattet tone. Han lod bestemt ikke Yuuki slippe denne gang, og slet ikke når hun var så tæt på... så tæt på at miste sit liv, som hun var lige nu!

[Deleted]

Hvilken leder han stod overfor. Svag og trodsig uden den mindste morale eller stolthed overfor sin egen slags. Aldrig havde han set eller hørt om den form for respektløs indblanding! Rei træf en meget hurtig beslutning og ved kun at knipse en enkelt gang forsvandt Yuuki for øjnene af Kimeya i den velkendte mørke røg. "Du vil gerne slå hende ihjel?" Spurgte han indgående i en mistroisk tone og lysnede ganske kort efter op, som var det først nu gået op for ham. "Ah~ Han er din søn, er han ikke? Demian, Melini, Marvalo, Death!" Han så forbavset på Kimeya kun få sekunder før han brød ud i en tilfredsstillende latter. "Du!? Far til tvillinger med en formskifter," Endte han konstaterende. Den formelle tone havde han sluppet med vilje. Han havde allerede vidst dette fra start af og så længe Kimeya viste sig så sensitiv omkring Yuuki, lige så længe ville dette gå hen og blive ham en ufattelig interessant affære.
Aldrig før havde han set magen til. Warlock i denne tid var i den grad blevet bløde og varmhjertede. Rei trådte roligt omkring ham med en tænksom mine. "Hvis du vil gøre det af med hende, må du vente til jeg er færdig med hende," Lagde han ud i en ganske ærlig og rolig tone. "Men du kunne også spare mig for tiden ved selv at finde knægten," Han stoppede op med siden til Kimeya og der var ikke et gram i ham der følte for lade manden slippe så nemt. "Dræb knægten og du for moren tilbage, før jeg selv gør det af med hende," Rei havde sine planer. Det kunne løses ganske nemt og enkelt, men for en som ham, var dette blot en mere underholdende måde at gøre tingene på. Han ville af med resterne af sin brors slægt... efter at han havde fået sin sjæl tilbage.

[Kimeya Marvalo]

Vreden havde allerede meldt sig for Kimeyas vedkommende, og særligt fordi at denne mand fik Yuuki til at forsvinde... som om at hun slet ikke havde været der, og det var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Han kneb øjnene fast sammen endnu en gang. Han var vred.. virkelig, virkelig vred lige nu! "Bring hende tilbage til mig!" bad han med en fast tone. Det var ikke fordi at han ville stå og sludre med denne mand Nej! Han havde vigtigere ting at tage sig af!
Som femøren faldt, og manden derved konstaterede at han var Demians far, var noget som kun fik ham til at himle med øjnene. Hans far ikke desto mindre, men det ændrede bestemt ikke på, at det ikke var noget som han var stolt af, for det var han da virkelig ikke. "Skulle det virkelig være en nyhed?" fortsatte han køligt. Han var så vred, at han slet ikke kunne finde ud af hvordan han skulle reagere på det hele!

Hvorfor skulle Kimeya bruge tid og energi på at finde en knægt, hvis denne mand selv ville gøre det af med Yuuki? Det ville da spare ham for rigtig meget energi, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Tvært imod, så var det noget som passede ham ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det! Han kneb øjnene dræbende sammen. Hans krop rystede virkelig af ren vrede.
"Hvorfor skulle jeg søge efter ham, hvis du alligevel ønsker at gøre det af med hende? End da hendes sølle liv og gør hele verden en tjeneste.. hun bringer kun død og ødelæggelse med sig," fortalte han med en hård stemme. Demian var hans søn.. og visse spor, havde han jo desværre fra det lyse hjerte hans mor havde skænket ham tilbage for utrolig mange år siden. Og gud hvor han dog hadede det!

[Deleted]

Han skævede godt nok noget mod manden, sådan som han hidsede sig op. Var han ved at blive direkte skør? Den voldsomme ubeslutsomhed var slet ikke noget der tiltalte en leder. Han sukkede en anelse utålmodigt over det skiftende vejr, som lod til at hærge sindet på den stakkels mand. Han indrømmede det? I så fald brude det vel ikke være et problem for ham at stille ham et ultimatum. "Hun er nødvendig for min søgen efter din knægt. Hendes liv bliver ikke endt før jeg finder ham. Ud over hendes livskræft til at opspore knægten, vil der være mange andre ting at tage sig af. Find ham og dræb ham, så skal jeg med glæde skære halsen over på hende og servere de sølle rester på et fad," Endte han kortfattet. Han havde aldrig tænkt sig at gå imod Kimeya, men den manglende respekt til sin leder, var det eneste der lod ham handle som han gjorde.
Som en af ældste i flokken, så ville han ikke lade en simpel titel kue ham i knæ. Hvis Kimeya ønskede at have ædle navn Salore i sin pulje af allierede, så skulle han også bevise at han var værd at tjene. "Ingen tiger tæmmes, af et svagt sind," Citerede han efter en kort pause. "Hvis du vil have mit navn på listen over dine slaver, så find den knægt før jeg gør det," Hvislede han lavmeldt og vendte let fronten til manden igen. "Hvis du fuldføre en så simpel opgave for mig, så har du min fulde respekt og loyalitet," Tilføjede han sandfærdigt. Og så ham an. Ville han vælge til, eller fra? Dette var intet mindre end en principsag om magt og mental styrke. Var Kimeya stærk nok til at gøre det af med hans afkom, eller ville han bukke under for sin svaghed på grund af familie relationer?

[Kimeya Marvalo]

Hørte Kimeya virkelig rigtigt? Stod denne mand virkelig og krævede alt mulig som kategoriserede ham som en undersåt? Det var slet ikke noget som han fandt sig i! Vreden boblede uden tvivl lige under huden. "Jeg foragter alt ved Yuuki, og hendes væsen.. Min søn derimod vækker mig absolut ingen interesse, så hvis du vil have noget gjort hvad ham angår.. jamen så skal du igang med at søge," sagde han med en kortfattet stemme. Han tillod i hvert fald ikke at Yuuki i øjeblikket gik rundt, træk vejret og levede et normalt liv, når hun havde kostet ham så frygtelig meget igennem deres tid sammen! Det var slet ikke noget som ville komme på tale!
Faretruende, tog Kimeya nogle skridt mod denne mand. Selv var det jo ikke nogen hemmelighed, at han havde brug for nogen allierde, også indenfor racen, og nu hvor han havde fået Acheron som en del af det, så kunne han jo altid bruge flere, og de gamle slægter, var altid et fantastisk sted at starte. "Alliance.... du vover at komme med betingelser for en alliance?" Næverne knyttede han.. Selv var mordlysten vækket i ham, og denne mand forhindrede ham i at imødekomme det, og det gjorde ham vred! Nu havde han jo altid været typen som kæmpede med temperamentet.. han gjorde jo som regel bare hvad han havde lyst til, og dette var bestemt heller ikke noget andet undtag. "Giv mig hendes hoved på et fad... så skal jeg nok finde den knægt til dig," sagde han dog endeligt. Det var vel et meget fair kompromis? Særligt når han i forvejen ikke just var kendt for at indgå dem, for det var han da godt nok ikke. Han hadede at hun gik rundt.. og derfor skulle hun ryddes af vejen.. særligt med tanke på alt det, som hun havde kostet ham i længden.

[Deleted]

Hvad Kimeya ikke havde forstået ved denne problematik, var da i den grad at hans fortid kunne få bugt med ham, om end han ikke træf de retmæssige valg fremover. Han slog en gentagende kliklyd med tungen og rystede sigende på hovedet. "At være besat af had mod en lys sjæl vil i sidste ende koste dig dyrt. Selv underlagte det mig i hvad jeg må have erfaret at være... mere end 80.000 år og som ansvarlig for at have sat hele denne misære i gang, der selv den dag i dag plager en pågældende leder, af det der burde være en stolt og frygtløs race... så er dette her min måde at gøre tingene på. Hendes blod vil være mig en vigtig ingrediens på senere vis," Han rettede sig op og kiggede bot indgående på Kimeya. Han var på ingen måder villig til at lave om på sine planer, blot på grund af at hans leder ikke kunne håndtere sin vrede. Kimeyas grundlag for at vende rundt på rækkefølgen i hans planer, var som det fineste sand der gled gennem fingrene; uholdbart! "Jeg tvinger dig ikke til at indgå en alliance. Jeg har ikke brug for at underkaste mig en uregerlig tyran der kun kan holde styr på flokken ved gemen styrke. Det vil redde din ryg, men ikke bevise dit værd," Endte han toneløst. "Så, siden du ikke er emotionelt plaget overfor dit eget afkom, så bevis overfor mig at du har hvad der skal til for at rette op dine fejl. Tænk på det som en mindre leg. Siden jeg har været fraværende så længe i forhold til dig, så vil jeg gøre brug af knægtens mor til at opspore ham. Det vil være tusind gange nemmere for dig, siden dine gener ligger i hans aura," Rei vidste præcis hvor han ville hen og hvad han ønskede at opnå. Han var ikke så længe om at gøre en let hovedregning, før han kunne se resultater.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en leder, som havde et virkelig mørkt had til en af lyset, og måske at det ville koste ham dyrt, men det var jo for pokker også derfor, at han ville have hende ryddet af vejen! Så slap han nemlig for nogensinde at skulle tænke på hende igen! "Hvorfor tror du, at jeg bare gerne vil have hende ryddet af vejen? Præcist fordi at jeg så slipper for at skulle tænke på det, nogensinde igen!" sagde han med en fast tone. Han kunne slet ikke se, hvorfor han skulle stå her og tage de diskussioner med denne mand.
Selv havde Kimeya ikke nogen anelse om hvem denne mand var, selvom det nu var noget som han agtet at undersøge videre. Han ville ikke indgå en alliance med en leder som ham? Han havde bestemt ikke tænkt sig at finde sig i denne behandling, og særligt ikke med den betydning som han selv havde for racen og særligt i denne tid med det som hvilede i den kommende fremtid. "Ej vil jeg påstå at jeg kræver en alliance.. Er det ikke noget som du er interesseret i, så kan jeg heller ikke bruge det til noget som helst. Alliancerne skal ske af fri vilje og lyst.. det kræver nemlig et offer," sagde han med en ganske kortfattet tone. Han var på kanten til et raserianfald, og denne mand gjorde ikke andet end at snakke ham imod, og det ville han slet ikke have!

Kimeya havde ingen forbindelse til sine børn med Yuuki, og ærligt, så kunne han ikke rigtigt være andet end ligeglad med dem. Han havde aldrig kendt dem, og han var heller ikke interesseret i det, hvis han skulle være helt ærlig. Men hvorfor skulle han handle på vegne af denne mand? Det burde helt klart være modsat og omvendt! "Den eneste hvis ordre jeg følger, er dronningen af dette land.. og bestemt ikke en warlock af din kaliber.. Ønsker du at finde Demian, er det en mand, som du selv må finde.. og ja.. når det kommer så vidt, så bring mig endelig hendes hoved.. Så danser jeg lykkeligt på den kommende grav." endte han med en ganske kortfattet stemme. Han havde bestemt ikke tænkt sig at yde nogen former for hjælp til denne mand!

[Deleted]

Selv som en leder var Kimeya nød til at indse at man ikke blandede sig i andre warlocks familie anliggender. Rei var på sin vis ligeglad med om hvor meget Kimeya hadet den kvinde, eller sine børn, men ville han have sin vilje og få lov til at flå hovedet af hende på sin måde, så havde han også at bakke væk når det var nødvendigt. "Måske du skulle få renset dine øre. 'Vil du flå hovedet af hende så må du vente til jeg er færdig med hende, eller finde knægten selv for at fremskynde processen'. Det bliver ikke mere simpelt og frem for alt så er dette et familie anliggende du overhovedet ikke burde blande dig i!" Endte han denne gang med en voldsom fast og hævet tone.
Dette gjorde ham klart irriteret. Manden tog hans tid med sin overdrevne hidsighed. En warlock måtte slet ikke vise sig at være så påvirkelig af andres sager, men det her var godt nok at gå over grænsen! "Det skam sandt at en alliance bør indgås af fri vilje, netop fordi det kræver et vis offer. Du afslår mit tilbud og derfor frasiger du dig nu også retten til at have noget som helst at sige i sagen om den kvindes liv. Hun er af min slægt og hvis du vil noget som helst med hende eller dine unger i fremtiden, så står du til ansvar overfor mig... uanset hvilken titel du ejer."
Rei var en mand af logik og fornuft og han kunne som godt se fordelen i det for Kimeya, men det var ikke i hans interesse at efterkomme det uden noget til gengæld. Han var en handelsmand med magten i sine hænder ligegyldig hvilken modstander han stod overfor. Rei var ikke bekendt med royaliteterne eller hvem der givetvis havde magt over landet. Så længe det ikke stod i vejen og blev til en problemstilling han skulle håndtere, så var der heller ingen grund til at opsøge andre racer. Han var alt for glad for warlocks til at lade sig dvæle ved mulighederne udenom racen.

[Kimeya Marvalo]

Uanset hvem denne mand troede han var, skulle han bestemt ikke komme her og påstå overfor Kimeya, at han ikke havde noget med denne sag at gøre, for han havde alt med den at gøre! Han knyttede næverne let. Hans ansigt var ham forholdsvis ukendt, så det var enten en ukendt mand, eller en gammel, som var kommet tilbage efter adskillige år under jorden. Hvilken af mulighederne han faktisk håbede på, var skam ikke til at sige. "Hvis du vil påstå for mig, at jeg intet har med Yuuki at gøre, så tager du fejl! Du har ingen anelse om hvad den kvinde har kostet mig, og hvor brændende, jeg ønsker hende død og borte!" I en kraftig bevægelse, forsøgte han at gribe ud efter mandens krave, kun for at trække ham ind til sig. Han kogte.. og det var virkelig, virkelig slemt denne gang.
Kimeya var ikke den som man skulle forsøge at gå på kompromis med. Han var manden som gjorde hvad der faldt ham ind, og lige nu var det at rydde Yuuki af vejen for alvor, og samtidig sikre sig, at hun ikke ville få muligheden for at komme retur nogensinde igen! Hvad pokker denne mand ønskede af Demian, vidste han ikke, og et sted var han fuldstændig ligeglad, for den unge var slet ikke noget som vækkede ham nogen som helst former for interesse, så hvorfor pokker skulle han opsøge ham? Alliance med denne mand, var allerede uaktuelt, såfremt at han ikke kunne acceptere ham som en leder, og det var også derfor, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde det. "Jeg står til ansvar overfor dig? Jeg står ikke til ansvar overfor nogen som helst.. Den kvinde har kostet mig utrolig meget i mit liv, og det er en ting, som jeg forsøger at gøre op for nu. En alliance kræver et offer.. Et offer, som du tilsyneladende ikke er villig til at ofre for din egen leder," sagde han hårdt, inden han kraftigt skubbede man den fra sig. Han havde virkelig fået nok! Og han skulle passe på, inden han også endte med at tage livet af ham, bare for at stå i hans vej!

[Deleted]

Han tog det til sig og holdte tilbage på sin egen irritation overfor Kimeya. Intet ville vel trænge igennem hovedet på manden under disse omstændigheder, ville de?
Nok var hans blik indgående, men selv han havde ikke ventet sig at manden direkte tog fat i kraven på ham. Igen hvor mandens ord bare lød som et dårligt violinspil for hans øre. Det gjorde ham direkte fristet til at irettesætte ham! Hvordan kunne han være leder med så svagt et hjerte!? Den kvinde var manden en torn i øjet og bare det at han havde frataget ham ansvaret for at gøre det af med hende, så skulle han stå og se til mens manden opførte sig som et andet lille barn!? Aldrig havde han set magen til. Hans far ville vende sig i graven om end han kunne se hvad nutidens warlocks var blevet til! Hvis bare halvdelen af flokken var lige så blødhjertet som deres såkaldte leder, så var han svært bange for at han ikke ville være i stand til at holde sig i skindet.
Det sad lige på tungen, klar til at springe ud som en spydig kommentar, men han lod i stedet et advarende blik hvile på Kimeya. Han ville ikke gentage sig, så hvis manden havde tænkt sig at stå fast ved sin mening om at han havde mest at sige i denne sag, så var han svært bange for at han ikke ville være i stand til at gøre noget ved det. Ikke at han anså det som en tabt afgørelse, for han var da på ingen måde villig til at lade dette emne ligge i fremtiden!
"Du har spildt din chance og tilmed bekræftet en gammel regel fra det oldgamle kodeks for warlocks, 'Luk aldrig dit hjerte op overfor et væsen fra lyset'..." Han tøvede for et øjeblik efter sit citat, men valgte blot at stoppe sig selv halvvejs i sin sætning. For nu opgav han at gøre et forsøg på at tale manden til fornuft. "Vi vil tale om dette igen på et senere tidspunkt. Når jeg har fundet knægten vil du høre fra mig," Endte han grav alvorligt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya stod fuldkommen fast på, at hans måde at reagere på, var berettiget, for han var virkelig vred. Med tanke på alt det som Yuuki havde kostet ham, var det så i det hele taget underligt? Denne mand forhindrede ham netop i at opnå hvad han gerne ville, og det at stille sig i vejen med det hele, var ikke ligefrem noget som gjorde sagen bedre. Hans øjne lynede virkelig, som han tog fat i mandens krave, og faretruende, rev ham helt tæt ind mod sig, mest for at understrege pointen. Det gamle kodex kunne han skam godt huske, da rigtig mange af hans egne forfædre, selv havde været med til at udforme det i tidernes morgen, men der skete jo rigtig meget af den grund.
"Jeg har måske været for tæt på det kodex, men en skade er sket, og det er nu den, som jeg forsøger at rette op på. Det eneste som jeg rent faktisk kan være ked af, er at du har været forbi og har set det," sagde han med en kortfattet stemme. Hvis han bare havde fået lov til at gøre det hele færdigt, så havde det ikke været et problem med noget som helst. Han kneb øjnene fast sammen. Manden havde ikke tænkt sig at hjælpe ham, og det var noget som han udmærket godt kunne se. Der var ingen respekt for sin leder at spore ved denne mand, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre, men derimod meget værre. Hvor stor fristelse det var, at gøre skade på denne mand.. Det kunne han virkelig ikke have!
"Send mig hendes hoved... jeg hverken kræver eller forlanger mere, når det kommer så vidt," sagde han blot. Det var det eneste som han var interesseret i. Resten var egentlig overflødigt, og slet ikke nødvendigt på nogen måde. Han knyttede næverne og stod mere stiv.. Han var virkelig fristet til bare at slå den mand ihjel!

[Deleted]

Det var da rent ud sagt; ubegribeligt! Rei var en mand med tålmodighed, men denne herre var da intet mindre en begrebet af at være et muskelbundt uden hjerne. For racens skyld håbede han da inderligt på at han havde et klogt hovede ved sin side til at styre den diplomatiske del af arbejdet. Han skævede ned mod mandens hænder... ikke om han ville tillade at blive grebet fat i på denne måde!
"Vær du kun glad for at det ikke var en vildt tilfældig af vores egen race. Vores fælles relation til den kvinde er ikke noget der vil blive set på med ligegyldighed. I det lange løb er det dig der sidder mest i fedtet, derfor valgte jeg at gribe ind. Din måde at reagere på er kun et bevis på at du stadig har følelser for hende og hvis de andre finder ud af det, så vil det ikke redde dig at hun nu også er af mørket... for hendes sjæl vil for altid tilhøre lyset,"
Han rynkede sine bryn mens han talte i en forholdsvis rolig tone. Han var selv warlock og han løg ikke når han sagde at lysets væsner ikke var noget at spørge med. Modsat Kimeya, så havde Rei langt bedre overblik og overskud til at håndtere sagerne. Nok ville han sætte freden imellem dem på spil, men han ville af simple grunde ikke se flere tilfælde hvor at en warlock mistede besindelsen og blev blødgjort overfor fjenden... med mindre?
"Jeg vil tage hånd om problemet, alene og jeg vil ikke høre tale om dine problemer. Uanset hvad der går gennem dit sind, lige meget hvad der plager dig, så hold det for sig selv. Jo mindre jeg ved... des mere sikkert står du selv."
Rei placerede sin venstre håndflade og skubbede sig på afstand af ham og børstede sig af. Igen hvor han måtte skæve til Kimeya. At han direkte valgte at yde et råd eller to til sin leder tænkte han ikke umiddelbart over, men han mente hvert et ord. Dette var en sag som Kimeya bare skulle holde sig langt væk fra.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at han var langt ude, hvor han ikke kunne bunde, men at slå Yuuki ihjel, ville virkelig fjerne rigtig mange af hans problemer, og netop derfor, var det hvad han havde været ude på. Nu var det noget som han var forhindret i, og var det så overhovedet så underligt, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde? Han kneb øjnene fast og hårdt sammen alene ved synet og tanken om det, for han kunne virkelig ikke have det! Manden her troede virkelig at han var noget, også selvom hans slægt måske havde været det engang? Det var anderledes nu.. Tiderne skiftede så sandelig også!
"Ved at slå hende ihjel, løser jeg utrolig mange af de problemer, som jeg har måtte slås med, og nu igen skal til at slås med, Salore... Og det faktum, at du netop forhindrer mig i at gøre bod på de fejltagelser, som jeg har gjort før i tiden. Ved at fjerne hende fra jordens overflade, kan jeg igen mestre hvad jeg skal mestre," fortalte han kortfattet. Hvordan den mand kunne være overbevist om andet, forstod han slet ikke. Hvordan tænkte han? At han så direkte påstod at Kimeya stadig elskede hende og havde følelser for hende, fik ham mildest talt til at se rødt, for det var slet ikke noget som han ville høre tale om! Igen knyttede han næverne. Han forsøgte virkelig at holde sig i skindet. Han trak vejret dybt... Okay, han var virkelig nødt til at tage sig sammen.
"Bring mig hendes hoved, når det er såvidt.." sagde han med en direkte advarende undertone. Han ville slet ikke høre tale om noget andet! Og det at sige sin leder imod... det var virkelig dumt. Han var ligeglad med, at denne mand i princippet var langt ældre end ham selv, men det var Kimeya selv der var en leder, så han skulle bestemt heller ikke have lov til at komme for godt igang!
"Du valgte at blande dig... ved at melde dig på min private grund og forhindre mig i at gøre, hvad der har været nødvendigt. Forsvind herfra.. jeg vil ikke se dig, før du bringer mig hendes hoved," sagde han med en advarende undertone. Han var vred.. Han var virkelig, virkelig vred! Han skulle ikke komme her og påstå at han havde følelser for Yuuki! For det havde han ikke! ... Havde han?

[Deleted]

Det var da lige godt pokkers... død, ødelæggelse, smerte... var det virkelig det eneste som manden kunne tænke på? Han endte helt tavs i blikket og stirrede bare vantro på hvad han stod og var vidne til. Han strøg hånden over sit ansigt og kiggede på ham med en tænksom mine. Han var besat og nærmest virkede til at klamre sig kun én løsningsmodel. Var det virkelig kommet så vidt at der ingen anden løsning havde været?
"Sig mig engang, hvor mange gange har hun mødt døden?"
Spurgte han af en pludselig nysgerrighed. Selv var han gennem en kontrakt bundet til knægten, fordi det var den mest kraftfulde. Hans brors blod, blandet med Kimeyas... så var der ikke noget at sige til at Yuuki også var påvirket af energien i mandens aura. Kunne Vaine's vrede stadig hvile i det underbevidste?
"Du har intet at frygte. Jeg vil se til at denne plage vil forsvinde fra jordens overflade. Du ikke alene, vi er mange der vil gøre hvad som helst for at bevare stoltheden, som den ædle race vi er født ind i,"
Rei gjorde sig for alvor tanker om Kimeyas problem denne gang. Han havde ikke bemærket sig af det til at starte med, mens hans tilsyneladende adfærd, var meget lig med det resultat de færreste ville opnå gennem en hvis træning. Det havde ikke været andet end teorier den gang hans far stod på magten. Han satte hænderne i siderne, som Kimeya alligevel valgte at udpege fejl fra hans side af.
"Du ved allerede godt hvad der fik mig til det. Desuden ville det kun have påført dig mere smerte, om hun fik lov til at tage livet af sig selv på den måde. Uden at sige for meget, så ved du det godt. Jeg så hvordan du vendte dig rundt da hun trak kniven ud igen."
Han var inderligt ikke meget for at lade Kimeya tage del i det. Om det var løsningen at tage livet af hende eller ej, det skulle Rei nok finde ud af. Det var hans vrede der startede det og han brød sig ikke om hvad det havde udviklet sig til!

[Kimeya Marvalo]

Smerte, død og ødelæggelse, var uden tvivl det, som fyldte ekstremt meget i Kimeyas hverdag.. Det var den træning af Jaqia som han havde fået, der netop fik ham til at tænke i præcist de baner, og det var sådan at han havde tænkt sig, at skulle fortsætte med det. Hans øjne lynede voldsomt. Han var så vred, at han næsten ikke kunne holde igen, og så var det altså virkelig, virelig slemt!
"Ikke nok, må man vel sige?" endte han næsten ligegyldigt. Yuuki vanskeliggjorde hans liv, og derfor var hun en pestilens som bare skulle udryddes, og det kunne da kun gå for langsomt! Denne mand ville tage sig af hans såkaldte problem? Han måtte jo erkende, at han ikke havde den største tillid til ham, hvad den sag angik, og særligt ikke, hvis det var en efterkommer af ham og hans familie, så var man vel tilbøjelig til at være en smule mere.. overbeskyttende? Ikke at han ville have det, men det var jo blot en kendsgerning i det henseende, kunne man jo sige. Han trak vejret dybt.. Det var virkelig en udfordring, at holde sig selv så kraftigt i nakken, som det han gjorde i dette øjeblik.
"Den ære, som engang har været i hvad vi er, er noget som jeg kræver retur. For mig personligt, vanskeliggører hun det for mig.. Som sagt, forventer jeg, at få hendes hoved serveret på et fad, når du har opnået hvad du skal bruge hende til," sagde han. Det var vel et retfærdigt kompromis, nu hvor manden havde valgt at bryde ind på hans grund, og rent faktisk forhindre ham i at slå Yuuki ihjel?
Selvom han måske havde set bort, så var der jo visse ting, som han ikke kunne se mellem fingrene med. Hun var mor til hans børn, og han var meget faderlig anlagt.. et eller andet sted dybt inde, hvor det måske var meget.. umuligt at se, men det var der ikke desto mindre. Han kneb øjnene advarende sammen. "Og hvad hentyder du helt præcist til? At du tror, at jeg endnu føler for hende?" spurgte han med en meget advarende stemme. Han ville slet ikke høre tale om den slags!