Past, Present & Future...

[Deleted]

Det virkede lidt for Rei som om at Kimeya rent faktisk havde et fast standpunkt, hvad angik Yuuki. Det var bare, hvordan kunne han vide sig sikker? Der lå jo en grund til hvorfor at Kimeya havde vist sig svag og vendt sig væk fra hende, men hun lå under smerter. Det var en tanke, som han ville lade manden komme til gode på et senere tidspunkt. For nu var han oprigtigt mere interesseret i om hvor vidt hans teori holdt stik, var det muligt at Vaine's sjæl og indre had til warlocks, stadig lå gemt i det skjulte?
Selvom Rei havde valgt at lægge debatten om Yuuki på hylden, så lyttede han stadig opmærksomt til Kimeya. Igen hvor han endte op med at sukke en anelse opgivende. Der var vel ikke nogen anden måde at gøre det på, var der vel? Var han virkelig nød til at spolere sine planer på grund af mandens vanvid. Han strøg hånden tænksomt gennem håret og søgte mandens øjenkontakt.
"Det er en ære du er nød til at gøre dig fortjent til. Foruden det så er der en meget god grund til at skabe afstand mellem dig og dit problem med.. Yuuki," Endte han og hævede hånden med fladen opad, hvor en antik dolk af pure sølv dukkede op. Selv da trak hånden til sig blev dolken hængende på stedet.
"Det er efterhånden meget sjældent at folk ikke tager mig på ordet, når jeg afgiver et løfte, men jeg kan se at du er langt mere tungnem end hvad jeg først havde regnet med. I såfald.. må jeg vel vise dig i praksis, hvor vidt jeg afholder mit løfte eller ej,"
Hans mine blev straks mere stram og irritabel. Det passede ham ganske enkelt ikke at blive mødt med mistro. I udstrakt arm dukkede Yuuki op igen, hængende med halsen i hans næve.
"Du siger du ønsker hendes hovede på et fad?"
Med et enkelt og hårdt sving skubbede han Yuuki fra sig så hun ramlede frontalt ind i Kimeya. Uden videre greb han fat om dolken og placerede den direkte i ryggen på hende.
De blå øjne var endnu væddet af tårer og hun havde instinktivt sat hænderne mod Kimeya's bryst for at afværge sammenstødet, men da kniven satte sig i ryggen på hende stivede hun fuldkommen. For første gang efter al den tid stod hun så tæt på ham igen. Selvom det ikke var mere end et ganske kort øjeblik, så føltes det som en evighed. Hun kunne mærke hvordan hele hendes krop stivnede nede fra anklerne. Hun var lammet og kunne ikke presse et eneste ord ud. Kun lige med nød og næppe knugede hun fat i stoffet på hans dragt og så ham i øjnene med den selv samme dybfølte kærlighed, som i de gode gamle dage. For alt i verden måtte hun håbe på at hendes død ville give ham den ro han havde brug for. Han havde altid været speciel for hende og aldrig ville han kunne tage det fra hende. Uanset hvor lang tid der gik, så ville han for evigt være af speciel betydning for hende.
Rei trak hurtigt dolken til sig igen og uden varsel sortnede det for hendes blik. Hendes krop begyndte at smuldre fra de yderste hårspidser, fingre og tær, til hun ikke var mere end en bunke aske for Kimeya's fødder.
"Vampyrer bevare ikke deres udseende efter dødsstødet," Konstaterede han tørt og hev sit lommetørklæde frem fra lommen til at tørrer dolken af med.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var blændet af sit eget had til Yuuki, og derfor var det noget som han ønskede at tage til sig.. Han ville gøre det.. Han ville ikke hæmme, før han havde fået taget hendes liv! Hans blik udstrålede et direkte had. Manden forhindrede ham i øjeblikket i at få udført det som han havde brug for, og lige nu, havde han brug for at få Yuuki ryddet af vejen, så han kunne leve et forholdsvist normalt liv!
"Den kvinde har kostet mig mere end hvad du nok går og tror, Rei... Derfor vil jeg have hende ryddet af vejen," sagde han blot. Han var trænet til at gå den mere morderiske vej, og han hæmmede ikke før at det mål var opfyldt, og særligt ikke nu hvor han vidste, at hun var i live. Kniven som han fremmanede, var slet ikke en af slagsen, som han selv personligt sagde noget til, for han regnede da bestemt heller ikke med, at det var en som skulle bruges mod ham... men hvem så?

At kvinden så dukkede op igen og i Reis faste greb, sagde han ikke noget til for det første. Ikke før hun direkte blev kastet ind i hans arme. Automatisk greb han fat omkring hende, inden han kort forundret vendte blikket ned mod hende, og så tilbage mod Rei, som havde taget omkring kniven, og uden at han egentlig havde fået muligheden for at reagere, havde dolket Yuuki, i bogstavelig forstand direkte i ryggen. Han endte med at stå fuldstændig fast og stiv i minen, da han jo udmærket godt vidste, i hvilken retning, at dette måtte gå. Sådan som hun direkte klamrede sig til ham, lod han blikket møde hendes... En smerte meldte sig. Alt det som hun havde forårsaget for ham... og nu stod de her. Som kniven blev trukket ud, lod han blikket intenst hvile i hendes. Hendes hud og krop begyndte at blive askegrå, for derefter at falde til jorden... nærmest smelte mellem hans fingre, som omgående begyndte at ryste... Hvorfor reagerede han på den her måde? Han blev stående for et kort øjeblik, inden han vendte blikket mod Rei. Denne gang var der ikke noget at læse i hans blik. Var det virkelig slut nu? Ville Yuuki nogensinde få muligheden for at komme igen? Gud hvor han dog håbede, at det ikke ville være tilfældet.. Som vampyr.. og en bunke aske nu, så var det vel slut nu?
"Forsvind fra min ejendom," sagde han med en ganske kortfattet tone. Hvorfor reagerede han på den måde? Det var slet ikke sådan han havde regnet med, at skulle reagere i det hele taget.

[Deleted]

Mens Rei så til sit med at få pudset dolken, så bed han ikke nær så meget fast i Yuuki's død. Det var kun et glimt ud af øjenkrogen der lod ham overvåge situationen, som den forlod sig. Han holdt roligt dolken op for sig og smilede lettere tilfredsstillende inden den forsvandt for øjnene af ham. Dernæst vendte han sit fokus tilbage til Kimeya igen. Yuuki var ikke andet end blot aske for mandens fødder og mandens blik var endt fuldkommen blankt. Han sendte ham et næsten overbærende smil og samlede sine hænder i et højlydt klap.
"Jamen dog, lettere kunne det vidst ikke gøres?" Hans spørgende tone var ment rent retorisk. Han var jo ikke dum. Han vidste udmærket at det ville have været en svær opgave for Kimeya og den her lille demonstration gav et klart forskelsbillede på hvem af dem der var mest egnet til at tage hånd om personlige affærer.
At manden så bad ham forsvinde fra sin grund, kunne næsten ikke sætte en større fryd af mørk varme i hans bryst. Det var jo næsten ved at være på ønskelisten over de følelser han elskede mest!
"Så, så, så~ Nu ikke tage det så tungt. Den kærlighed hun nærede for dig, var nok heller ikke mere end et simpelt dukkespil. En forbandelse stærk nok til at undertrykke de mørke kræfter i en Warlock igennem flere tusinder af år.. ja, så skal der ikke andet end et skrøbeligt sind til, før at min kære bror ville kunne trænge igennem og drage udnyttelse af situationen.. for at få sin hævn. Han var jo trods alt den af os, som var mest kvalificeret til at overtage rollen som leder, efter vor kære fader. Skønt han ikke ville det," Rei talte med vilje over sig. Kimeya var den nuværende leder og følelsesmæssigt sat meget dårligt overfor forholdet med Yuuki. Det var også ved at gå op for Rei at han måske bare skulle lukke op for sit tankespind, hvis han skulle gøre sig håb om at gøre sig forståelig overfor Kimeya.

[Kimeya Marvalo]

Længe stod Kimeya bare og stirrede på den bunke aske, som lå for fødderne af ham. Var hun virkelig væk? Selvom han tvivlede på ,at det var en opgave, som han kunne have løst på egen hånd, så var han da uden tvivl glad for, at det var sådan at det var endt.. Det gjorde ondt.. skræmmende ondt, at se det ligge der, men det var med en lettelse oveni. Det var måske noget som kunne hjælpe ham med hans vej til Faith? Det var uden tvivl det, som han håbede mere på, end noget andet. Hans blik gled igen langsomt i retningen af Rei.
"Jeg takker," sagde han blot. Han mente det dog. Selvom det gjorde ondt, så var det uden tvivl ved at blive en direkte nødvendighed. Han trak vejret dybt, inden han igen så mod ham. Han var vred... hans mine sagde det, også selvom det nu heller ikke var fordi at han lagde synderlig meget i det, men selv han vidste, at han havde sine facader, som han skulle og måtte opretholde, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men det var nu bare sådan at tingene nu måtte være i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. Han kunne sige hvad han ville, men for ham, var denne sag færdig.. Dog... han bed sig fast i en ting. Lederstillingen havde nemlig ikke altid ligget i Marvalo, og det var han klar over, men nu var det der den lå, og det var det som han kæmpede for at vedligeholde i den forstand, at det nu måtte være ham menneskelig muligt!
"Du kan sige hvad du vil... min sag her i aften er nu overstået. Yuuki er borte, og det samme er mine evige og mange bekymringer, og alt det, som jeg til nu har måtte betale for, at hun skulle vandre og stadig trække vejret. Og til din orientering... Stillingen ligger nu i Marvalo, og der kommer den til at forblive," sagde han denne gang med en direkte faretruende stemme, for han ville bestemt heller ikke have at noget skulle ske i denne sag.. Slet ikke, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende!
"Forsvind fra min grund.. Vi er færdige her," gentog han denne gang med en direkte advarende stemme. Han havde mildest talt fået nok af det her nu.