Vi har nogle ting at diskuterer!

[Deleted]

Carlisle var en mand, som gik meget op i ære, og derfor stod han så til gengæld fast på, at han stod i gæld, og at dette ikke var en tjeneste, som han bare ville betale sig fra. De havde mørket til fælles ganske vidst, men selv Carlisle havde jo meget af det i sindet.. Det var jo ikke en del af ham, som man kunne tage fra ham. Dog måtte Carlisle erkende, at han havde været ganske sikker på, at manden ikke ville blive her, hvis han havde fået muligheden for at tage tilbage til det mørke, som han var kommet fra. Det havde måske ikke været så slemt igen, at være her? Han havde måske fået noget ud af det alligevel? Han smilede let for sig selv.
"De færreste ville have blevet her.. jeg ville end ikke klandre dig, for at have gjort det samme," sagde han. Det lå bare i deres natur, at handle som de gjorde.. Selv var han ganske vidst på dypperne med tanke på, at det var en dødsengel som han stod overfor, fremfor alt det andet, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre særlig meget ved det lige nu. Han fulgte manden meget nøje med blikket, som han søgte mod sengekanten og satte sig.

Det forholdt sig omvendt? Carlisle selv kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv.
"Jeg er vel stadig en kende forvirret... tilgiv mig," sagde han endeligt, som han forsøgte at sætte hænderne i sengen. Hans arme rystede under ham, som han denne gang tvang sig mere op at sidde, end hvad han havde gjort tidligere. Selvom han var en dødsengel, så følte han alligevel, at han kunne stole på ham, og det var jo det, som var det vigtigste af det hele. De røde øjne vendte han mod ham. De var helt blodskudte. Den gyldne til natten og den grønne om dagen... Det burde uanset være til at huske. Men nu måtte han jo se.. I værste tilfælde, så faldt han jo i søvn, så det var jo ikke fordi, at det som sådan, var den rene gift i den forstand.
"Jeg... jeg værdsætter virkelig hvad du gør for mig.. Lad mig vide, når jeg kan gengælde tjenesten," sagde han endeligt. Mens han nu huskede det, i hvert fald, for hvis det her var noget som ville få ham til at sove, så ville det nok alligevel ramme ham forholdsvist hurtigt. Han rakte ud efter en ske... Bare at få lidt, så han kunne sove, ville være guld værd for ham lige nu.
"For dig, er det en erfaring... for os andre, er det en virkelig stor hjælp... og jeg værdsætter den virkelig," sagde han stilfærdigt.. Så kontrolleret, som han overhovedet kunne i hvert fald, så det var ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
"Vil du hjælpe mig..?" spurgte han endeligt. Han lagde faktisk sin mandlige stolthed lidt til side.. bare for at få noget søvn. Så måtte den uden tvivl også være tiltrængt.

[Deleted]

Han smilte svagt og så lidt på Carlisle. Selv om han var et mørkets væsen, kunne han godt høre på ham at han kom fra Procias og var under Gabriels indflydelse. Men tydeligt måtte han og Gabriel også have visse ting til fælles, hvorfor skulle manden ellers vælge Carlisle, en forhadt person, som rådgiver? Carlisle måtte være enige med Gabriel om at lyset var godt. Eller hvad? Hvorfor ellers blive her? Kærlighed, familie, venner, hjemland, ære...Der kunne være mange grunde til at blive et sted, hvor man ikke følte sig helt tilpas. Han var her jo trods alt også, omend han snart rejste.
"Tro endelig ikke forkert" hans blik skinnede en anelse og hans smil voksede lidt.
"Jeg glæder mig til at komme hjem. Men turen har været lærerig, uanset" kommenterede han.
Han gjorde en kort gestus mod ham.
"Du er tilgivet" Det var klart man måtte være lidt forvirret i dette tilfælde. Det havde ramt ham hårdt og han var ret så syg, dette ville give nogle bivirkninger.

Han måtte vel vænne sig til det. Nogle af de mere borgerlige patienter af hans takkede ham måske en gang eller to og betalte ham, hvorefter de skyndte sig væk, bange for nogen havde set de havde fået hjælp af en dødsengel. Men disse magtfulde personer kunne næsten være ligeglad med det, omend deres reputation afhang af deres handlinger. Det var klart de måtte takke meget, så folk vidste de ikke tog tingene for givet. Men han var end ikke en af borgerne i deres land og alligevel haglede taksigelserne ned over ham, som en ubønhørlig regn. Godt manden snart sov. Han kunne da ikke tage mere af det! Det steg ham til hovedet.
"Jeg skal sende en due så snart det bliver aktuelt. Jeg vil uden tvivl få brug for en tjeneste fra en person af din rang...En dag" han smilte en smule hemmelighedsfuldt. En due...For hvis han selv fløj over grænsen, ville han selv blive skudt ned som en. En due. Et fjerkræ, derefter ville de hugge vingerne af ham og sætte dem op som et trofæ. Det havde han ikke synderlig lyst til.
Han var vel beskeden. Men det faldt ham ikke ind at prale eller blot tage imod den ros, uden at sige nogle høflige ting til gengæld. Han svarede dog ikke på det, men vedblev bare at smile lidt. Det faldt ham en smule undrende at manden havde accepteret hans hjælp så hurtigt og afslappet. Havde det været fordi Gabriel havde været der i starten? Fordi han selv fremstod troværdig? I princippet kunne han fylde manden med gift, langtidsvirkende, så det ikke gik op for dem hvad der var sket, før Zean var væk. Men selv hvis det var tilfældet, ville han ikke dø med det samme. Og Gabriel havde tidligere truet med at sende folk efter ham, uanset hvor han var. Det ville give problemer. Og dog...Han havde alligevel noget at sige.
"Enhver prissætter hjælp, når der er brug for den, som eller om ikke alle tager imod den med åben hånd"

Han rørte rundt i medicinen en sidste gang, før han lavede en fin skefuld og kørte dråberne på undersiden af skeen af, ved at køre undersiden af skeen over kanten af beholderen. Hans ansigt var neutralt, hans bevæger kontrollerede, så han ikke spildte det ud over hele sengen, da han førte medicinen til Carlisles mund. Dette gentog han op til tre gange, før han satte låget på igen og holdte øje med om Carlisle fik sunket det. Han var ikke hånende eller på anden måde provokerende...Mere lignede det at han var van til det. Selv om han kun havde mødt folk, der så svage at de skulle mades, en to-tre gange i sit liv. Han rejste sig og satte beholderen og skeen tilbage på det nærmeste bord, hvorefter han vendte sig om mod Carlisle. Skulle han gå nu og lade manden få fred, eller ville manden gerne han blev til han sov, blot for at have nogen at snakke med? Han var i tvivl.

[Deleted]

Carlisle var uden tvivl præget af sit liv her. Han havde tilbragt mesteparten af sit liv her, da han ikke havde været særlig gammel, da hans egen fader havde bragt ham til Procias. Selvom tilværelsen ikke altid var lige nem, så trives han her.. Og med den rang som han nu var af, så var han bestemt heller ikke bange, for at udvise bare en smule taknemmelighed, for selv det, var noget som denne mand fortjente, når han gjorde ham denne store tjeneste. Det var ikke direkte livsnødvendigt, men det sparede ham for dage med smerte, manglende føde og søvn, og det var uden tvivl det værd i hans øjne.
"Godt," sagde han med en rolig stemme. Selv var han ganske afslappet omkring denne mand. Ikke fordi at han kunne forklare hvorfor, men så lang tid, at manden havde fået noget ud af sit ophold på denne side af grænsen, så var lykken gjort i den forstand, kunne man jo sige. Han havde set hvordan et samfund fungerede i lyset, kontra det som han selv måtte komme af, og det var faktisk også noget, som han anså som en vigtighed, hvis han selv skulle sige det.
"Du har set hvordan det fungerer her.. Du har taget meget af det til dig," sagde han tilføjende. Måske at det ikke var noget som han ville komme til at praktisere, men måske at det var noget som kunne være med til at skabe en større forståelse for den forskellighed som var der?

"I så fald, vil jeg afvente din due," sagde Carlisle roligt. Det kunne godt være, at det ikke ligefrem var en gennemtænkt ting, han havde gang i, men en tjeneste, var i hans øjne, den anden værd, og det var sådan at han var opdraget.
Selv fulgte han Zean meget nøje med blikket, og da særligt fordi at han rent faktisk bad manden om hjælp. Ikke at det var noget som han havde eller ville blive bange for, for det ville han da godt nok ikke. Til tider måtte man jo bare erkende, at visse ting, måtte være en nødvendighed, mere end det måtte være noget andet. Han troede nemlig ikke på, at det var gift.. Manden var for rolig og for ærlig at snakke med, til at han kunne holde på løgne. Der var nemlig meget der afslørede en løgn, og selv Carlisle kunne ikke se nogen tegn til det, hvilket uden tvivl var vigtigt lige nu.
De skefulde han fik, tog han imod og sank det. Det smagte faktisk slet ikke så slemt, som det kunne have gjort, så det passede ham egentlig ganske udmærket taget i betragtning. Han lagde sig roligt tilbage i sengen igen og med blikket mod ham. Han behøvede skam ikke blive der.
"Jeg takker virkelig for hjælpen, Zean... Jeg vil for fremtiden afvente din ugle.. du har vel et andet sted du ønsker at være?" sagde han lettere henkastet. Som en voksen mand, kunne han skam godt selv lulle sig ind i en søvn. En ting var dog sikkert. Han skyldte virkelig manden for denne hjælp.

[Deleted]

Han rystede svagt på hovedet af Carlisles ord. Han lød forvirret, eller også ønskede han sig blot at manden var det. Alle her prøvede at fortælle ham at han kunne blive noget bedre, burde blive noget bedre og han havde lært meget af at være her. Han var træt af at høre på det og træt af at være udsat for folks evige forsøg på at påvirke ham og få ham til at ændre meninger. Han smilte svagt for sig selv, da han så på Carlisle med et udefinerbart blik. Ingen af dem så ud til at ville indse sandheden, måske også fordi de ikke så den. Enhver kunne tilpasse sig, for at overleve. Ja, han havde lært ting, men han havde så sandelig ikke ændret holdning og det ville han aldrig gøre. Til det elskede han Dvasias for højt, elskede mørket, kulden og smerten for højt. Følte han sig ikke selv mere klar i hovedet, nu hvor han havde næret sig ved Carlisles ubehag en halv dag?
"Jeg formoder folk ser det de gerne vil se" kommenterede han og smilte til Carlisle.
"Lad dette være vores lille hemmelighed, mørkt væsen til mørkt væsen..." han gjorde en let gestus, som for at indlemme Carlisle i hans hemmelige verden.
"Enhver ville opføre sig anderledes, hvis han var omringet af mulige fjender hele dagen. Enhver ville opføre sig eksemplarisk, når der hænger en skjult dødstrussel over deres hoved og mindst 1000 opmærksomme øjne ligeså. Jeg var her kun efter en aftale med Gabriel, og ganske vidst også grundet noget nysgerrighed, men manden ser ikke ud til at kunne holde en aftale og derfor rejser jeg. Men tror ikke dette ophold...Vil ændre mig, som i alle ser ud til at ønske, at påstå" han smilte bedrevidende.

Han rejste sig og ryddede medicinen væk. Hans fingre gled over det glatte træbord, da han så ned i gulvet et øjeblik og nikkede for sig selv. En due, en dag. Med gode eller dårlige nyheder. Han ville holde manden på sit ord. Hvad angik medicinen hvis Zean havde kendt til hans tanker, ville han have ønsket der var gift i beholderen i stedet...Blot for at bevise at han var en af de bedste til at dræbe folk, uden så meget som et blink. Men der ville vel altid være mulighed for det en dag, hvis de nogen sinde mødte hinanden igen. Hvis han nogensinde kom til Dvasias, kunne han have rig mulighed for at se hvor drabelig Zean kunne være. Men Zean kendte ikke mandens tanker, af åbenlyse grunde, og kunne ikke reagerer på dem.
Han bukkede elegant foran ham et øjeblik. Han kunne ikke lade være med at drille lidt, hans øjne skinnede da han så på Carlisle med et tildels koldt blik.
"Al den tak der regner over mig. Pas på, måske forfølger jeg dig resten af dit liv og behandler ethvert sår du måtte få, blot for at modtage flere" han drillede. Han var træt af al den tak. Den irriterede ham. Men det kunne han jo ikke tillade sig at sige direkte. Det var lige før det bedre kunne betale sig hvis han lod folk dø. Folk i Dvasias takkede heldigvis ikke så meget...Heller ikke fordi man hjalp folk så meget.
"Jeg vil trække mig tilbage. Jeg tror min killing er utålmodig efter jeg kommer til hende. Selv vil jeg nyde at solen endelig er gået ned og man faktisk kan holde ud at være udenfor..." han smilte svagt. Han følte at han kunne være mere åben og ærlig sammen med en mand af mørket, som han selv var.
"Sov godt. Skulle noget ske, bliver jeg her en dag mere og De kan bare kalde. Men efter det er de uden min hjælp" han vinkede let med den ene hånd, da han en sidste gang lod blikket glide over Carlisle og forlod rummet, medmindre manden havde yderligere at kommenterer. Han fandt overraskende let tilbage til sit rum, uden at fare vild, hvor Beenie rigtig nok ventede på ham...I morgen tidlig, tænkte han, ville han snakke med Ziggi om deres kommende rejse og gøre klar til at rejse. Han glædede sig.

//Out

[Deleted]

Carlisle regnede bestemt ikke med, at dette ophold ville ændre Zean, for visse ting, kunne man bare ikke tage ud af det mørke væsen, som de jo begge to var en del af, men måske at det kunne give ham nogen ting at tænke over? Noget som han havde lært fra den tid, hvor han havde været her. Det var jo lidt det, som han selv håbede på, kunne man jo sige.
"Jeg forventer ikke, at mørket skal rives fra dig, men blot.. at der er noget at tænke over," sagde han med en rolig stemme. Det var jo lidt sådan, at han var vokset op med det, kunne man jo sige. Han sukkede ganske let. Det var virkelig hårdt, når man ikke fik hvile eller afslapning, eller kunne få noget søvn, på grund af mavekramper og piner, samt den smerte, som han nu måte døje med, for han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det, som det var lige nu.

Hjælpen som han nu måtte få, var dog en af slagsen, som han uden tvivl satte ekstrem stor pris på, hvis han selv skulle sige det. Han smilede let for sig selv, som han let sank det slimede indhold. Han stolede underligt nok på denne mand, end det som han ellers havde regnet med, at han ville, men der kunne man jo bare se, hvad en fælles ting, og en fælles interesse, overhovedet kunne gøre ved folk.
Tungen strøg han kort over læberne, inden han denne gang lagde sig ned. Det kunne godt være, at det ville være en time eller mere om at virke, men han synes nu allerede, at han kunne mærke virkningen. Måske at tro flyttede bjerge, men hvis det hjalp ham, så fred være med det. For Guds skyld!
"Jeg tvivler stærkt på, at det ender med at blive en realitet," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket op mod ham. Tak og ros, var nok ikke lige hvad en dvasianer regnede med at få, men her i Procias, satte man rent faktisk pris på det, når det blev en skænket.
At han blev en dag mere fordi at han lå sengeliggende, var nok ikke ligefrem en nødvendighed, men noget, som han derimod ville nyde af, hvis det var.
"Jeg værdsætter det," sagde han taknemmeligt, inden han igen sendte ham et let smil. Hans blik gled stille mod hans skikkelse igen, som de nu var ved at gå hvert til sit. Han nikkede blot anerkendende mod ham. Selv var han uden tvivl glad for den mulighed, som han nu havde fået. Hvor lang tid, der egentlig måtte gå efterfølgende, vidste han ikke.. Men for en gangs skyld, så faldt han faktisk hen i en yderst velfortjent og meget tiltrængt søvn.

//Out