Vi har nogle ting at diskuterer!

[Deleted]

Dagen var faktisk startet godt. Han havde sovet længe, taget sig et bad og fået en bid morgenmad. Derefter var han taget den snart vante tur ned i slotshaven, som var det sted han tilbragte mest tid. Omend, han snart var flygtet indenfor igen. Uanset hvor meget han prøvede, eller ikke prøvede, kunne han ikke vænne sig til varmen og lyset. Det skar i hans øjne og han følte sig næsten svag i disse omgivelser. Det var mest til aften og natten han brugte mest tid ude, gik rundt på de ensomme gange og ned i haven. Haven, som var så stor og fantastisk! Alle de planter...Efter at have sovet og passet sine sår et par dage, var han straks taget ned i haven og var gået i gang med at studerer de planter, der endnu var ukendte for ham, uden at tage sig af andres forstyrrelser. Han havde da også mødt folk der. Ziggi Pond, en køkkenpige, som han skulle have med hjem til Dvasias, med på eventyr. Selveste dronningen, hvilket havde været et helt kapitel for sig selv. Sådan en fantastisk kvinde hun var!
Og for et par dage siden havde han været en tur nede i byen, på dronningens opfordring, og set sig omkring. Og han måtte indrømme at Procias havde sine skønheder, trods varmen og lyset.
Det hele var meget godt. Men han kunne ikke tillade sig at spilde tiden længere. Han havde oplevet en anden kultur, en kultur der var meget uvant og til tider ganske ubehagelig. En kultur, hvor kvinder var af lavere rang og smerte et mareridt. Manglen på smerte og død...Åh, det havde været det værste og var endnu det værste. Efter at være kommet sig nogenlunde over sine sår, havde han nærmest været en tikkende bombe. Han havde undgået al kontakt med folk, så godt han kunne, for enhver nærværelse af, ja, hvem som helst, gav ham den største lyst til at gribe fat i deres hår og sprætte dem op fra hage til tå. Smerten...Hans hænder havde rystet på et tidspunkt. Som om han havde længtes så meget efter det...Han havde drømt om det. Længslen havde været så stor. Og alligevel var han kommet sig over det værste af det...Mente han da selv. Men til tider kunne han endnu blive ramt af en bølge af...Lyst.

Nu kunne han snart ikke mere. Tiden var gået, hurtigt og langsomt på en gang. Han havde lært nogle nye ting, men nu ville han snart gerne hjem igen. Han havde siddet på sit tildelte værelse og set ud af vinduet med en tænksom mine den sidste time...Ja, han ville hjem igen. Ja, han ville hjem og opleve mere smerte, for han følte sig snart så afkræftet. Han håbede Ziggi var klar, for han rejste forhåbentlig snart. Snart...Men først måtte han få styr på et par ting.
Og derfor havde han rejst sig. Nervøs, fordi dette var Gabriels territorium og han blot kunne beslutte sig for at Zean ikke måtte gå, men også beslutsom, for trods alt havde Gabriel lovet ham det. Han havde ikke set skyggen af kongen siden han var kommet. Og nu ville han ikke vente mere. Det måtte blive nu eller slet ikke. Det måtte være nu Gabriel viste ham, hvad han mente med en ordentlig død, eller også tog han hjem. Og ud fra sin snak med dronningen...Gik han ud fra han nok ville være på vej hjem snarest. For Gabriel ville aldrig bare slå ihjel, for at vise noget. Der skulle være en rigtig god grund.

Han havde været ved at lukke døren til værelset, da Beenie kom løbende, stadig en smule kluntet i sine bevægelser. Han holdte døren for hende, så hun kunne komme ud. Af en killing at være, var hun overraskende frygtløs. Han havde overtaget hende fra Ziggi, der ikke måtte tage killingen med ned i køkkenet. Og...Nu hang han på den. Men faktisk gjorde det ham intet.
"Så du vil med?" han smilte let, da killingen hoppede over dørtærsklen og løb efter ham, da han med beslutsomme skridt begav sig mod det sted, på slottet, som havde været mest forbudt for ham. De kongelige gemakker.
Han var afslappet klædt, klædt i klæder der ikke klistrede til kroppen og gav ham mest mulig luft. Løse bukser, der dog sad forholdsvis stramt om livet på ham. En løs trøje. Bare fødder. Slottets gulve var lunkne, men stadig mere kølige end luften og det var rart at køle af på den måde. De sorte vinger var gemt godt væk...Noget Zean havde brugt tid på at øve og han mente selv han snart var godt til det. Det havde simpelthen virket...Vigtigt, her, at skjule dem, for ikke at irriterer nogen unødigt. irriterer dem til at ønske ham død.
Han satte kursen og de to vagter, der holdte øje med ham i dag, fulgte tæt i hælene på ham.

Slottet var pænt og lyst. Han kunne næsten finde rundt på de mest trafikkerede gange og værelser. Og han havde heller ingen problemer med at finde vej til de kongelige gemakker. Åh, han havde hørt det.
"kongen har travlt og kan ikke blive forstyrret", "Lad kongen være i fred, han arbejder", "Kongen er ikke til at træffe i øjeblikket", "kongen vil næppe snakke dem dig"...Og nu var han ligeglad. Tjenere kunne ikke stoppe ham og han sikrede sig at holde præcis så hurtigt et tempo, at vagterne ikke kunne nå at tænke på at stoppe ham.
De nåede det heller ikke. Hans fingre lagde sig mod det glatte træ, som døren, eller porten, var lavet af. Han bankede kort på, men uden at vente på svar, tvang han porten op og trådte ind. Han ville snakke med Gabriel og det skulle være nu. Han var hans gæst - påstod han jo selv - og det gik jo virkelig ikke at ignorerer sine gæster! Beenie spurtede i hælene på ham. Men Zean stoppede op lige inden for døråbningen, da det store rum, der var uventet udsmykket og lyst, i et øjeblik overraskede ham. Beenie stødte ind i hans ene fod og faldt bagover med et lille piv. Og hans vagter...Tja, han vidste ikke hvad de lavede. Men de virkede måske lidt nervøse for om Gabriels vrede nu ville hagle ned over dem, fordi de ikke havde kunne styre Zean bedre. Og så begav Zeans grå blik sig over værelset, i søgen efter Gabriels kendte ansigt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Dagene slangede sig forbi for Gabriels vedkommende, og som konge af et land, så var der rigtig mange ting som han skulle tage sig af. Det var skam ikke fordi at han havde glemt den dødsengel som han i denne stund havde valgt at huse i sit land.. ladet ham vandre frit på den begrundelse, at han ikke skulle udøve hvad der nok faldt ham mest naturligt, da det ikke var noget som man praktiserede her på det samme grundlag, som det land han rent faktisk måtte komme fra.

I øjeblikket måtte Gabriel befinde sig i de kongelige gemakker. Det var bestemt ikke gud og hvermand, som fik lov til at se dette sted, og da særligt ikke uanmeldt. Det var intimt.. det var smukt, og det var uden tvivl idyllisk med det bedste fra skoven og himlen med, som gav både ham og Silia en følelse af ro, når de endelig havde tiden til at trække sig - bare for fem minutter, da det også var noget som skete så frygtelig sjældent. Silia - hans hustru, som uden tvivl var en kvinde med ben i næsen og noget mellem ørene, var selv med til at holde ham plantet på jorden, så han selv ikke endte med at blive alt for flyvsk. Det var noget som bare lå ganske naturligt til ham og hans person, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.
Uanset hvad der skete på den anden side af de store porte, havde Gabriel valgt at trække sig, bare for nogle minutter, så han kunne samle sig om dagens sidste arbejde. Der var meget som skulle laves, og særligt siden han havde valgt at huse en af mørket. Selvom han vidste, at det måske ikke just havde været det mest smarte træk, ville han nu alligevel gerne give denne mand et indblik i den verden som han hadede og foragtede så meget, som han nu gjorde det, og på hvilket grundlag? Der var jo ikke rigtigt et, kunne man jo sige.

Dørene blev åbnet og, hvilket omgående fik Gabriel til at hæve blikket fra det store mahogniskrivebord, som stod ved det ene vindue som var vendt ud mod den smukke slotshave. De kongelige gemakker var nemlig vendt i en anden retning end de typiske, da det var meningen, at de kongelige skulle have muligheden for at kunne trække sig og trække vejret frit, uden hele tiden at skulle tænke på alle de pligter som hvilede lige omkring det næste hjørne, for dem var der godt nok mange af. Vagten kom stormende lige efter.
"Deres højhed.. Jeg beklager på det dybe..." Her blev vagten afbrudt, da Gabriel hævede hånden, som tegn til at han skulle tie.
"Det er okay, James.. Jeg skal nok tage den herfra.." sagde Gabriel roligt, inden han lagde fjerpennen fra sig, og vendte sig mod Zean i stedet for. Han var træt... og det var tydeligt, men dog gav han sig tiden til sin gæst, nu hvor han valgte at opsøge ham. "Du opsøger mig af en grund... hvilken?" spurgte han roligt, da vagten havde trukket sig, og ladet dem være lidt alene.

[Deleted]

Værelset var i den grad smukt. Stort, smukt, lyst. De tre ord ville han vælge at bruge om det. Han var ikke helt klar over hvor få der faktisk fik lov til at se det eller ligefrem brase ind i rummet. Og selv hvis han havde vidst det...Ville det så ændre noget? Han tvivlede på det. han havde blot set det for en mulighed for at snakke med Gabriel, uden at nogen forstyrrede og uden at nogen hørte hvad de talte om. Gabriel ville nok ikke blive særlig populær, hvis hans folk lærte han husede en dødsengel, for at slå ihjel. Og uden den byrde på skuldrene, ville Gabriel nok kunne snakke mere frit. Og det var Zeans ganske enkelt interesseret i.
Hans hovedet drejede svagt til siden, da vagten begyndte at undskylde - igen - over for Zeans opførsel. Det var efterhånden sket et par gange. Faktisk over for alle, han havde snakket med. Som om selve nærværelsen af en dødsengel var noget man undskyldte for. Nå, nok om det.
Gabriel virkede altid så myndig. Han lod Gabriel sende vagten væk og samtidig bukkede han sig ned og samlede den lille pelsklump op, som havde gnedet sig op af hans ene ben. Killingen lå i den ene hånd, mens han nussede den med den anden. Og så smilte han svagt til Gabriel, samtidig med at han gik tættere på hans store skrivebord, fyldt med...Arbejde. I det mindste havde folk talt sandt.
Og der var tydeligt ingen grund til at småsnakke. Fint. Han ville gå direkte til sagens kerne, grunden, som han var sikker på kongen godt kendte. Men måske håbede kongen at han tog fejl?
"Ganske enkelt. Jeg har boet her i noget tid, jeg har set hvor du bor og byen. Jeg har snakket med folk. Alt det...Men stadig har jeg ikke set skyggen af dig eller vores aftale. Jeg er kommet for at gøre krav på at der sker noget...At du viser mig det, vi snakkede om. Og hvis du alligevel ikke er mand for det, så tager jeg hjem" Så enkelt kunne det siges. Så enkelt var det for Zean, i det mindste.
Han kunne ikke stoppe sit blik i at søge ud af vinduet og ud på det storslåede landskab udenfor. Han burde nok koncentrere sig kun om kongen...Men det var svært. Altid virkede det som om der var noget nyt at se rundt om hjørnet. Men endelig fik han revet blikket væk fra de lidt for lyse vinduer og tilbage til Gabriel.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl en travl mand, som havde meget at tage sig af, men var det underligt, når man tænkte på, at han var konge af et land? Endda et som Procias? Han sendte vagten væk, så de kunne snakke alene i stedet for. Den lille pelsklump i form af en killing som han tog op i hænderne, indikerede da at han alligevel havde et hjerte, for det var jo den slags dyrene kunne mærke. Gabriel vidste skam godt, at han måske havde forsømt deres aftale lidt, men der havde jo ikke rigtigt været noget i dette land, som man kunne kalde, straf ved at lade livet med krav og ret fra lovens side.. Så der havde jo ikke rigtigt været noget.
Gabriel rejste sig roligt op fra sin plads, og med blikket vendt i retningen af Zean. Ikke at han frygtede manden.. han havde jo faktisk ikke givet ham en grund til at gøre så, siden de havde mødtes ved søen i Dvasias. Ja, hvad han egentlig havde lavet der i udgangspunktet, kunne han jo kun spørge sig selv om.

"Jeg beklager, at jeg måske har været fraværende, og forsømt hvad jeg har lovet dig, Zean, men jeg kan derimod forsikre dig, at der ikke har været noget i landet her, under dit ophold, som har skænket mig en grund til at gøre, hvad du end søger," sagde han roligt. Han havde været tæt på at henrette en gang igennem sin tid som konge, og selv hans hustru havde været så kraftigt imod det, at de havde været oppe i et kæmpe skænderi til følge. Ikke at det var noget som han kunne gøre noget ved nu. Fortid var jo og blev en fortid, og det var noget som alle parter måtte lære at leve med. At Zean så derimod havde opsøgt stedet her, tog han nu ikke så tungt, også selvom det ikke just var et sted til offentlig skue.
"Dog må jeg sige, at jeg er imponeret over, hvor vel du har tilpasset dig omgivelserne og levevis her.. Jeg håber, at det om ikke andet, har skænket dig en forståelse for livet på denne side af muren." Død, ødelæggelse og pine var bestemt ikke alt, også selvom han måske snart levede med abstinenserne efter det, så var det ikke noget, som han kunne gøre synderlig meget ved lige nu. At lade en dødsengel gå, var der måske rigtig mange, som ville være imod, men Gabriel havde virkelig ikke nogen grund til at skulle holde på ham.. Og han forstod jo godt, at han ville tilbage til hvad end han måtte komme fra, også selvom han var ked af, at han ikke havde formået at omvende ham, som det var sket med Castiel.
"Jeg formoder at du ønsker at vende tilbage til mørket?" afsluttede han sigende. Han snakket roligt med ham. Det havde uden tvivl været en lærerig oplevelse.

[Deleted]

Killingen satte sine små, sylespidse kløer i hans hånd af rent velvære over at blive nusset. Den havde haft et par småture ned til Ziggi, men hver gang havde Ziggi afleveret den til hans værelse og han havde hver nat en killing siddende på sengen, der blot ventede på han gik i seng, så den selv kunne sove. Den fik nogle bider af hans egen mad, i mindre bider og sammen havde de det ganske godt. Omend, han dog ikke direkte havde lovet at tage sig af den...Men han elskede katte. Ikke hunde, der fulgte loyalt efter deres herre, som tankeløse væsner. Men katte, der gik så elegant rundt, som ejede de hele verdenen og havde givet menneskerne lov til at være der. Katte, som var selvstændige og gik hvor de ville, når de ville. Ganske intelligente væsner. Han lod let en finger glide ned over killingens poter og løsnede dens kløer fra hans fingre, der desuden bar præg af at have underholdt en killing de sidste par dage, med en million små rifter.
Hans grå blik søgte englen. Som...Ja, selv om dette var deres andet møde, måtte det stadig være altid...Fik Gabriel ham til at føle sig som en dreng, et barn, der skulle lære verdenen at kende. Inderst kæmpede han lidt mod denne fornemmelse, men han vidste at han ikke kunne stille meget op mod den, som tingene var lige nu. I stedet spidsede han munden i en umiddelbar udefinerbar gestus.
Dronningen. Han havde hørt om at de kunne være uenige. Dronningen var den første han havde mødt, måske igennem hele hans korte liv, som havde respekteret ham og ladet ham have sine meninger. I stedet for at ville ændre dem direkte, havde hun spurgt ind til dem eller udfordret ham. Og i stedet for at snakke i tåger, og sige ting han slet ikke forstod, som Gabriel havde en tendens til, havde dronningen snakket klart og tydeligt. Og kommet med hendes definition på en værdig død. En definition han langt bedre forstod og kunne forholde sig til. Han nød dronningens selskab, uanset hvor meget hun blev set ned på i dette mands-prægede land, omend de begge ønskede han snart forlod landet.

En grund. Der måtte da være masser! Landet var stort og folk lavede vel stadig kriminalitet her? Nogen måtte vel have lavet noget så alvorligt, at det krævede døden som straf? Det faldt ham helt...uforståeligt, at ingen skulle dø. Især nu hvor han havde ventet så længe, spændt. Han havde glædet sig, ja, lige nu glædede han sig bare til enhver smerte eller død han kunne komme i nærheden af. Blot når en køkkenpige skar sig i fingeren, slog hans mave kolbøtter.
Uden tvivl...At Gabriel ville have et stort arbejde, hvis han skulle gøre sig håb til at omvende Zean. En ting, der umiddelbart, så ud til aldrig at ville lykkes. Især fordi han næsten var på vej ud af landet igen.
"Tilpasset mig? Jeg bliver inde hele dagen. Jeres vejr er alt for...Varmt. For lyst. Jeg kan slet ikke vænne mig til det." Men sandt at sige havde det været hans største problem. Hadet til ham var det samme som derhjemme, omend...en smule mere udtalt her. Og mere direkte. Men han ville ikke lade sig gå på af det...Ikke tale om at han ville lade det gå ham på! Han var bedre end det.
Åh ja, så var detaljen om at han snart ville gå amok og flænse flere personer, blot for at få noget...noget smerte. Noget død. Han kunne ikke...Ville ikke...Vænne sig af med det. Åh, han ville give alt for det! At mærke kuldegysningen op langt rygraden, føle styrken der nærmest bølgede igennem hans krop og denne fornemmelse af totalt velvære og magt. Blot tanken gav ham sådan en lyst...Intet andet i livet kunne give ham det samme. Det var han overbevist om.
Han trak vejret dybt en enkelt gang. Så...Det var vel bare det? Intet mere at komme efter. Englen, der havde virket så entusiastisk og spændt på denne ide, måtte give op næsten med det samme. Ingen død, intet at komme efter, ingenting. Jep, både han og dronningen havde været enig. Manden var naiv. Og, noget han selv havde konstateret, ikke en mand af handling. Ikke en han normalt ville respekterer, uanset hvor pænt han snakkede.
"Ikke så meget som en kriminel der fortjener dødsstraf?" han sukkede hørligt.
"Det var det svar jeg forventede, omend man altid kan håbe på det modsatte. Jeg gik heller ikke ud fra du ville holde aftalen og derfor følte jeg, at jeg lige så godt kunne få snakket med dig og komme hjem igen. Jeg har trods alt ting at se til. Så ja, jeg vil vende hjem til det kolde, mørke vejr der udgør Dvasias, mit elskede hjemland" han smilte svagt. i en pludselig indskydelse holdte han killingen op.
"Jeg tager Beenie her med. Åh...Og Ziggi Pond, en af dine køkkenpiger" han gik ikke ud fra at Gabriel interesserede sig for det. Omend, han måtte hellere nævne det, så der ikke opstod kaos når han rejste og der pludselig var en ekstra passager. En konge interesserede sig nok ikke for en køkkenpige...Eller gjorde han? Uanset hvad var Ziggi selvstændig og kunne selv bestemme hvor hun ville rejse hen. Og...Trods alt, nok en af de få personer han kunne kalde en ven. Hvis han skulle driste sig til at bruge ordet i det hele taget.
"Helt sikker på du ikke har noget at vise mig, mens jeg er her? Det er sidste chance" tilbød han. Blot for at drille lidt. Et drillende og lidt udfordrende smil gled over ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at han havde haft en aftale overfor denne dødsengel, og et sted var an naturligvis glad for, at han ikke havde været i stand til at overholde den. Han havde gjort sit arbejde som konge... han havde desuden givet Zean en oplagt mulighed for at se, hvad et land som Procias i sandhed var og hvad det var gjort af, andet end død, sorg, smerte og ødelæggelse, som nok mest var hvad han ville pynte på et land som Dvasias. Hans fordomme var mange, dog selvom han vidste, at der ikke kunne hersker et lys, uden at der var et mørke, såvel som omvendt.
Killingen som Zean havde siddende på sin hånd, indikerede jo kun, at der var mere at komme efter, end blot den død og ødelæggelse, og det var jo ganske vigtigt for ham, at understrege det faktum at han ikke levede for andet. Det syn i sig selv, fik blot Gabriel til at smile.
"Han er blevet glad for dig," sagde han blot. Det var i sig selv, ikke særlig mange dyr, som han kendte, befandt sig på slottet i forvejen, så at han gerne ville have ham med tilbage til Dvasias, kunne han heller ikke sige noget til. Det skulle han naturligvis selv være frit stillet til, om det var det som han gerne ville i den anden ende.
"Jeg kan forstå, at jeg ikke kan imødekomme den aftale, som vi har haft.. Vi straffer ikke kriminelle her med dødsstraffe.. Det er os meget imod. Det skal være en forfærdelig kriminel handling, som er foregåret, om vi skal tage den beslutning," forklarede han rolig. Det var skam ikke fordi at han ikke ville, men det var bare ikke noget som man gik hen og gjorde, og det var jo lidt der at den måtte ligge.

At Zean ville hjem, var noget som Gabriel havde forståelsen for, og det ønskede han da naturligvis også at understrege i den forstand. Han smilede let for sig selv.. At han derimod ville have hans egen tjenerinde med sig, var noget som hurtigt fik hans mimik til at ændre sig.. temmelig meget endda.
"Og hvorfor helt præcist, ønsker du at tage min tjenerinde med dig? Desuden så jeg, hvad der skete sidst, du var i nærheden af en kvinde i Dvasias. Tag det ikke tungt, Zean, men jeg lader dig ikke tage hende med dig," sagde han denne gang med en langt mere alvorlig mine. Det var slet ikke noget, som han ville høre snak om! Det var i hvert fald ikke noget, som ville komme på tale på noget tidspunkt! Denne gang lod Gabriel roligt armene søge over kors. Han selv vidste ikke hvad et suklle ævre, som han kunne ivse denne mand, for at få ham til at blive. Her varl yst.. og det var det som selv Gabriel virkelig godt kunne lide.. Det var jo lidt det, som man kunne sige, at han åndede og levede for.
"Jeg er bange for, at jeg ikke ved hvad det skulle være, Zean.. Landet her er lyst og varmt.. det er hvad folk finder trygheden i," afsluttede han med en mere kortfattet stemme. Han ville i hvert fald ikke lade manden tage nogen tjenerinde med sig!

[Deleted]

Han så kort på killingen, før han så tilbage på Gabriel igen.
"Hvis hun havde forstået dig, ville hun have flænset struben ud på dig. Dette er en dame, ikke en mand" drillede han, da et lille smil voksede frem. Han kunne dog ikke fortænke ham i det, Beenie lød som en mands navn, men det var Ziggi der havde navngivet den og han havde ærlig talt ikke selv fantasien til at finde på andre navne. Beenie var fint nok for ham og katten var nu nok ligeglad. Han tog katten ind til brystet igen, men pludselig sprællede den og han blev nød til at sætte den ned på gulvet. Her begyndte den at gå rundt i lokalet og se sig nysgerrigt omkring, den nærmede sig endda Gabriel og snuste let til dennes fødder.

Han trak let på skuldrene.
"Det er fint. Du behøver ikke forklare dig. Ikke alle finder det nemt" han smilte stadig lidt. Hvorfor ikke? Folk kunne finde det svært eller modbydeligt at dræbe...Men for ham var det noget af det bedste. Det måtte vel tælle for en styrke?
"Din dronning har også fortalt mig hvordan en æreværdig død sker...Hvad sagde hun nu?...Hmm...At der ingen æreværdig død var, medmindre mande dør gammel, efter et langt liv og kvinden dør, mens hun presset et barn ud i verdenen. Det sagde hun. Det var så enkelt!" han smilte let. Han havde ikke forstået hvad Gabriel havde ment, men dronningens mening havde ramt ham med det samme. En æreværdig død var for alle dem, der kunne leve deres liv til fylde og dø selv, når det var tid. Ingen kunne slå ihjel og samtidig slå æreværdigt ihjel. Han vidste ikke helt om han havde været enig, men nu vidste han jo ikke meget om folks ærebegreber. Trods alt satte dødsengle en ære i at dræbe, i at udgyde smerte.
Men Gabriel måtte da have en anden mening, for han havde selv sagt man kunne slå ihjel æreværdigt og 'som en mand'
Hans smil forsvandt og hans øjenbryn gled sammen i en betænksom grimasse. En der ikke var helt enig i det Gabriel sagde.
"Jeg ved i nedgøre kvinder her, men Ziggi har selv valgt at tage med. Jeg har ikke tvunget hende til noget. Du kan selv spørge dine vagter, der var til stede, som et par statuer. Jeg rørte hende ikke, vi snakkede blot. Ziggi og jeg er enige på visse punkter. Hun er en ung kvinde, der er presset til at leve her..." han slog let ud med den ene arm, som ville han vise Gabriel slottet.
"...Og gøre som der bliver sagt. Men inderst inde gemmer sig en kvinde der vil være fri, som vil opleve ting. Hun vil se Dvasias og opleve Dvasias og jeg har lovet at holde hende sikker. Det kan godt være du ikke kan lide det, men du kommer til at proppe os begge i fangekælderen, hvis du vil undgå det" kommenterede han. Han var ikke direkte sur eller irriteret, mens hans stemme og udtryk var bestemt. Uanset om Gabriel var trodsig, havde Zean og Ziggi bestemt sig for at tage af sted. Omend, han vidste ikke om hun stadig ville, hvis selveste Gabriel fortalte hende at hun ikke måtte. Det ville være synd.
De havde snakket om det. Om eventyr, om oplevelser. De havde været fælles om følelsen efter frihed, efter at se noget nyt, efter at kunne opleve. Og han ville give hende den mulighed. Og så kunne sådan en som Gabriel ikke stoppe ham...Omend, fysisk kunne han spærre ham inde. Åh Ziggi var jo ikke helt forladt for fornuft, hun havde været ret nervøs, men havde alligevel valgt at rejse med Zean, da han foreslog det. Det gav en form for respekt, fra Zeans side af. Hvad han ikke vidste, var også at Ziggi legede med tanken om at forhindre Zean i at gøre de forfærdelige ting, han normalt ville gøre. Men da han intet vidste om det, kunne han heller ikke reagerer på det.
Han ignorerede helt Gabriels sidste kommentar. Tryghed? Altså, kort sagt, følelsen af at være sikker, uden fare? Han vidste ikke om han nogensinde havde oplevet det. Men uanset hvad var samtalen om Ziggi vigtigere for ham. Han vidste hvad Gabriel ville høre og han ville efterkomme hans ønske, hvis det fik Ziggi med. Trods alt var der ingen forskel på om han sagde det ene eller det andet, andet end for dem der lyttede. Han var blevet ret god til at spille det ene, spille det andet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel grinte let for sig selv. "I så fald, så må jeg beklage på det dybeste," sagde han med et roligt smil på læben. Kattens navn forekom ham nemlig, som havde det været en mand, og det var jo lidt der, at den måtte ligge for hans vedkommende. At Zean så derimod havde valgt at opsøge ham på dette grundlag, var jo lidt det, som han havde reageret på.

Hvad angik ham og Silia, vidste han godt, at der var mange ting, som de ikke kunne være helt enige i, og særligt omkring døden, som var et emne, som ofte have været oppe at vende før. Han selv stod jo fast på, at selv de mest grufulde kriminaliteter, skulle afstraffes, hvor det til tider, bare var døden som var det eneste rigtige. Selvom det ikke var noget som konen var enig i, så var det jo desværre hende, som havde mest at sige i det henseende. At han så derimod havde mødt hende, forundrede ham ikke. Silia var jo lidt over det hele, kunne man jo sige. Armene lod han roligt søge over kors.
"Uanset hvad Silia har valgt at fortælle dig, kan jeg jo informere om, at det ikke er alle steder, hvor vi begge er enige. Hvad hun mener om en ærefuld død, er jeg enige i.. Der er intet mere ærefuldt end et fuldbyrdet liv, som man kan ende som en gammel mand, eller kvinde i en varm og lun seng," sagde han roligt. Ikke at det var en skæbne som mange måtte møde, men der var naturligvis altid dem som gjorde det, og det var jo det, som var det vigtigste i det henseende.
Den ærefulde død, skete på slagmarken, når man kæmpede for noget andet.. når man forsøgte at finde den rette mulighed og middel til at opnå hvad man gerne ville have ud af tingene, og det var jo også lidt der, at det hele måtte ligge.. og svært var det.. Det var virkelig, virkelig svært. Han trak vejret dybt.
"Uanset hvad hun selv har sagt, er der ingen som holder hende lænket til stedet her.. Dem som er ansat på stedet her, er ansat, fordi at det er dem ønsket, og jeg har ikke det indtryk af, at nogen i min tjenestestab, har nogen intentioner om at skulle forlade - eller vil ønske at forlade stedet her," sagde Gabriel denne gang mere kortfattet. At Zean havde fået et godt øje til denne Ziggi, at han rent faktisk ville tage hende med sig, var ikke en tillid, som han kunne, eller ville vise denne mand, og det ville han nok heller ikke komme til. Han havde jo trods alt også set hvordan denne dødsengel havde valgt at behandle en kvinde, og alene den tanke, var slet ikke noget som han kunne have, og derfor kunne han heller ikke bare lade Ziggi tage afsted.
"Jeg skal ikke fraholde hende, at søge ud og opleve verdenen, om det er hvad hun vil, men så lang tid hun er her, er hun mit ansvar, og uden at det skal være en fornærmelse, så ved jeg hvad du gør ved kvinder, Zean.. Det er ikke noget, som jeg ønsker skal ske med hende," sagde han blot, mest for at lukke den af. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at lade ham tage hende med sig, og da slet ikke, hvis han kunne gøre noget for at forhindre det.

[Deleted]

Der var så mange aspekter af alting. Så mange muligheder, så mange valg, så mange handlinger. Det hele var et stort puzzlespil! Og Zean var langt fra færdig med at lægge brikkerne. Hans mørkegrå, kolde øjne gled over Gabriel igen, men denne gang mere langsomt og vurderende. Ikke fordi han ville angribe, han gjorde alt for ikke at virke truende. Kom de op og sloges her, var han så godt som død og det var ikke en ting han var interesseret i. Han gik over til Gabriels arbejdsbord, lod blikket glide hen over papirerne der lå spredt der, men uden at lægge specielt mærke til noget. Et par fingre fulgte kanten af bordet, da han gik videre hen til de store vinduer. Han stoppede op foran dem og så ud af dem, med siden til Gabriel, så han ikke kunne blive overrasket. Solen skinnede ind og badede værelset i lys, styrkede uden tvivl Gabriel, da det også badede både Zean og Gabriel i lys. Zean kastede en lang skygge ned over gulvet. Præcis som han gjorde i livet, både sit eget og ved andres. Ens død bragte skygger hos andre, skygger der kunne opsluge dem og fordreje folk, få dem til at gøre åndssvage ting eller miste besindelsen. Folk var svage, så forbundet de var. Flyt en brik og du kunne vælte de nærmeste samtidig. Vælt flere brikker og endnu flere ville vælte, det var som når man kastede en sten i søen og dens ringe blev ved med at brede sig, til de til sidst forsvandt. Dette, dog...Var blot filosofier om døden og livet, for en dødsengel som Zean.

Han drejede langsomt hovedet tilbage til Gabriel. Beenie fik ingen opmærksomhed fra Gabriel og besluttede sig for at så kunne det også være lige meget. I stedet løb den kluntet hen til Zean og satte sig ved siden af ham, gav sig til at vaske sin ene pote og virkede fuldstændig ligeglad med sine omgivelser. Zean var stille i lang tid, lod Gabriel sige de ting han mente der var brug for. Et svagt smil gled over ham, da Gabriel snakkede om hvad han gjorde ved kvinder. Det var i den grad et emne han ville forfølge, om Gabriel brød sig om detaljerne eller ej. Men han var her ikke som Ziggis forsvarer. Han konkluderede at Ziggi godt måtte rejse...Så længe Zean intet havde med det at gøre. Men kunne en konge bestemme det? Kunne en konge, specielt en som Gabriel, bestemme hvem hans undersåtter skulle være i nærheden af? Nej. Han kunne kun komme med råd og fjerne de folk, han ikke ønskede. Men han kunne ikke forhindre det. Han vendte ryggen mod vinduet og samlede hænderne bag ryggen.
”åh, vil du vide hvad jeg gør ved kvinder?” kommenterede han, efterfulgt af et bedrevidende smil. Et smil der lovede lidt af hvert, men intet klart.
”Visse af dem fanger jeg. Så holder jeg dem nede og skære tungen ud på dem. Du ved hvordan de ellers kan skrige. Jeg binder dem ikke, for jeg nyder at slippe dem og se dem prøve at stikke af. Men det er klart de ikke når særlig langt, før jeg får fat i dem igen. Derefter udsætter jeg dem for lidt af hvert. Jeg pisker dem, jeg skære dem op, jeg fjerner visse kropsdele fra dem. Jeg driller dem, snyder dem, lader dem besvime af smerte og fortsætter, når de vågner. Det gør jeg hele natten, til solen står op, hvor de oftere dør af udmattelse, end af jeg faktisk hjælper dem. Og tro mig, de fleste ønsker min hjælp på det tidspunkt” Han smilte lumsk. Det var sjovt at tirre stemningen lidt. Men han måtte nok hellere stoppe nu, inden Gabriel fik ham fængslet, blot for at sige ting.
”Hvad du så mig gøre...Var at true en kvinde. Hvad du ikke så mig gøre, var at torturerer hende eller dræbe hende. Hvad du ved, har du hørt. Fra andre, fra mig...Men du har ikke set det. Og jeg er jo ikke til at stole på, vel? Så faktisk ved du ingenting. ” han holdte en kort tænkepause, mens han uskyldigt så op mod loftet et øjeblik, så smilte han lidt igen.
”Ved du hvad jeg også gør ved kvinder? Jeg snakker med dem, jeg deler et æble med dem, jeg spørger ind til dem og lytter til hvad de siger. Og hvis de er interessante, gør jeg dem slet ingenting. Åh, der er flere kvinder der kan bevidne det. Jeg har endda healet kvinder!” han så på Gabriel igen og sukkede svagt.
”Men det tror du jo heller på. For man kan ikke stole på mig. Du kunne spørge Elmyra, hvis du nogensinde møder hende. Eller måske...Seraphiel. Eller Selena. Men forstyr dem helst ikke for meget, de har begge to travlt med ting. De kan bevidne at de er kvinder og at de endnu lever, uden at have lidt skade. Eller...” han grinte svagt.
”...Seraphiel har måske lidt noget skade, men hun ville altså selv have det. Men hun har ikke lidt nogen uønsket skade, som er den skade du er mest opmærksom på. Og så er der...Ziggi. Hende har jeg heller ikke gjort noget. Hun kan også bevidne hvor...uvoldelig jeg kan være” han så lidt på Gabriel for at bedømme hans reaktioner. Sikkert..Vrede? Frustrationer? Irritation? Usikkerhed?
”Du siger det selv. Du vil ikke holde nogen fangede på slottet her, hvis de ønsker noget andet. Ziggi elsker at være her, men hun har ikke selv valgt det og hungre efter noget mere. Hungre efter eventyr. Jeg kunne love dig at jeg intet gør hende...Men det vil intet ændre. Du vil stadig tvivle. Og det vil du blive ved med. Men du sagde det jo selv! Hun kan selv følge efter mig, hvis hun ønsker det. Det kan ingen af os forhindre...Og jeg skal jo væk fra dette lyse land” han gjorde en kort gestus mod de store vinduer, for at inkluderer landet, ude foran vinduer.
”Jeg kom ikke for at få din tilladelse. Jeg kom for at konstaterer det” tilføjede han til sidst, mens armen gled ned langs siden igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Den lille killing, var ikke just det væsen, som fik mest opmærksomhed fra Gabriels side af lige nu.. Det var nok mere den dødsengel, som havde valgt at betræde så intimt og privat et sted, som Gabriel og SIlias egne kongelige gemakker. At manden så lige så måtte kaste et blik på arbejdet som han var igang med, var han nu heller ikke så meget for, for manden skulle jo heller ikke se alt hvad der foregik i landet her. Det var rent faktisk meget vigtigt, at han netop lod det arbejde være, så det ikke endte med at gå galt, for det ville han jo heller ikke ligefrem have. Han trak vejret dybt. Smukt var her skam, og lyset gjorde uden tvivl Gabriel yderst godt. Han nød af det.. og det at vide, at det var lyset som herskede her, og ikke det modsatte.
"Jeg ville værdsætte, om du lod det ligge," sagde Gabriel med en rolig stemme. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han ønskede at fremstå truende eller noget lignende, og særligt når han vidste, at de rent faktisk godt kunne føre en ganske normal samtale. Selvom det som manden kunne fortælle ham, ikke ligefrem var ord som han brød sig om, da det i bund og grund, kun efterlod ham med en iskold fornemmelse, som løb ham ned f ryggen. Han vidste nemlig godt, hvad han havde gjort ved en kvinde, da han jo et sted kunne siges, at have set det med sine egne øjne. Selv på trods af det, havde han jo valgt at huse ham og give ham denne oplagte mulighed, selvom man jo kunne sige, at han ikke havde fået det ud af det, som han gerne ville have.

Dette var noget som de længe kunne diskutere.. og det var ikke et emne som faldt i god jord hos Gabriel. Tvært imod.
"Du behøver skam ikke fortælle mig hvad du kunne finde på at gøre ved en kvinde, eller ved et andet individ for den sags skyld.. De kan skrige uden en tunge.. de kan slå fra sig uden næver, og de kan sparke fra sig uden en fod.. tro mig.. Jeg har oplevet mangt og meget af hvad din slags kan føre ud i livet ved andre.. Og sandt at sige, så bifalder jeg ikke tanken.. Det er nok det som gør os meget forskellig.. Du hungrer efter hvad jeg finder frastødende.." Et sted var det jo trods alt også hvad man kunne sige, var spændende på sit vis. Sådan havde han det i hvert fald.
Lige hvad angik Ziggi, så var der ikke noget som forhindrede hende i at søge ud, om det var det som hun gerne ville. Det ændrede dog ikke på det faktum, at han meget gerne så at hun blev her, for verdenen derude var farlig, og særligt i selskab af en dødsengel. Det kunne godt være, at det var Gabriels mange fordomme som slog lidt ind der, og det var ikke noget som han kunne gøre for, men selv han ønskede jo at gøre hvad han kunne, for at passe på, og vogte om dem som valgte at blive her på stedet og arbejdede under ham.
"Jeg er ikke ude på at tage folks frihed fra dem.. Jeg ønsker blot at yde hvad jeg kan for at holde dem sikre. Ziggi er en ung kvinde med et hjerte for eventyr, og jeg tilkendegiver, at hun måske gerne vil ud og opleve hvad verdenen har at byde på.. I det tilfælde, vil jeg selv have at hun opsøger mig, for at anmode om dette.. Hun er trods alt ansat under mig," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Han ville ikke tage valget på baggrund af hvad en dødsengel kom og fortalte ham. Nej, der ville han have lov til at snakke med den som det måtte omhandle - i det her tilfælde, så Ziggi.

[Deleted]

Deres samtale nåede endnu en gang slutningen. Han lod blikket glide over Gabriels ansigt i et øjeblik. Han havde endelig rystet det af sig, følelsen af at være intet mere end et barn, han følte sig langt mere sikker nu. Og Gabriels lille kommentar om at han ikke skulle se hvad han arbejdede med, fik ham blot til at smile lidt. Han havde nu ikke læst noget på dem, han havde blot konstateret at manden havde meget arbejde. Han havde fået hvad han kom efter og kunne ikke gøre mere. Eller ville ikke. Der var vel sådan set ikke mere at gøre. Deres møde var allerede slut, Gabriel ville gerne af med ham og arbejde videre. Sådan fornemmede han det i hvert fald.
Han bukkede sig ned og samlede killingen op, da han gik forbi skrivebordet og mod døren. Halvvejs stoppede han op og så tilbage mod Gabriel et øjeblik.
”Jeg anmoder ikke om noget. Du er ikke min konge og jeg behøver ingen tilladelser fra dig. Ziggi er en selvstændig kvinde. Din underordnede, ja, men selv hvis du brokker dig, som en overbeskyttende faderfigur, vil Ziggi stadig rejse.” han smilte svagt, et selvsikkert smil. Han fik Ziggi med, koste hvad det ville. Det var han helt sikker på. Gabriel kunne ikke stoppe det, uanset hvor meget han ønskede det og dette faktum nød han. Åh, men det kunne også forstås som om Ziggi havde anmodet ham, Zean, om et eventyr. I så fald havde Gabriel helt misforstået det...Men det ville han nu ikke fortælle ham. Han lod kort blikket glide over værelset igen. Han fornemmede hvor beskyttende Gabriel var, ikke bare over for sit arbejde, men nærmest over for hele værelset, så derfor trak han tiden lidt ud og så sig omkring. Brugte muligheden for at være et sted, hvor der nok ikke havde været mange dødsengle igennem tiden.
”I så fald vil jeg pakke mine ting og rejse i morgen aften. Så får Ziggi lidt tid til at pakke og jeg kan nyde jeres have endnu en dag.” Med et svagt smil, bukkede han let, trods han slet ikke så Gabriel som nogen værdig autoritet.
”Jeg skal huske din...Gæstefrihed, når jeg en dag opnår det jeg ønsker” kommenterede han let. Og så...Var der vel ikke mere at sige. Gabriel virkede i hvert ret kort for hovedet og de kunne ikke slås her. Så Zean var faktisk klar til at gå sin vej og lade ham være i fred.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

I øjeblikket følte Gabriel virkelig, at han stod og snakkede til en dør, da hans anmodninger, nærmest bare blev ignoreret, og den ting, var han slet ikke særlig god til. Når alt endelig skulle komme til stykket, så var det svært.. virkelig, virkelig svært, og han hadede det virkelig! Tænderne bed han fast og hårdt sammen.
Gabriel fulgte Zean med blikket, som han også samlede den lille killing op. Han ville have Ziggi med, og den tanke var bestemt ikke en af slagsen som han brød sig om. Det var jo ikke bare hans arbejde som konge, han måtte værdsætte, men derimod også det faktum, at han havde et ansvar for sine medmennesker, og det var jo også lidt der, at den måtte ligge. Det var svært.. virkelig svært for ham lige nu!
"Du tror virkelig at jeg bare lader dig tage hende med dig, Zean? Du er naturligvis frit stillet til at nyde den sidste dag i den kongelige have, om det er hvad du lyster.. men at tage min stab med dig, kommer ikke på tale," sagde han blot med en mere fast tone end tidligere. Dette var uden tvivl noget, som denne mand virkede til at nyde en kende for meget, og det var virkelig noget som han havde svært ved.. virkelig svært endda.

Han trak vejret dybt, som englen gjorde tegn til at gå. Det var ikke noget som Gabriel ville lade ham! Hånden søgte direkte mod hans skulder, som et klart og tydeligt tegn til at han skulle stoppe. Selvom han måske nød det her en kende for meget, både ved at lade sig betragte af det kongelige kammer, såvel som at han virkelig så bort fra hvad Gabriel selv anmodede om.
"Selvom jeg måske ikke er din konge, Zean, så kræver jeg respekten, og at du respekterer mine ord," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Denne gang var det en mere alvorlig tone, som havde sneget sig ind på. Han ville bestemt ikke bare lade manden gå rundt i Procias, og nærmest tro, at han kunne gøre hvad han ville, for det var bestemt ikke sådan at verden forholdt sig, og det var jo det, som han måtte lære at acceptere.
"Jeg ved ikke hvad Ziggi har fortalt dig, men om hun ønsker at opsøge disse såkaldte eventyr, så må hun gå til mig," sagde han med en mere kortfattet stemme. Det var bestemt ikke noget som stod til diskussion!

[Deleted]

Han var allerede på vej over mod døren. Det ene ben var sat foran det andet og skulle til at bringe ham længere væk fra Gabriel...Da han til sin store overraskelse mærkede Gabriels hånd mod sin skulder. I et øjeblik skubbede det til Zean, psykisk og flere ting skete på en gang. Han tabte killingen, der peb, da den landede på gulvet, på alle fire, uden videre skade end en slem forskrækkelse. Den rystede forvirret på hovedet og så sig lidt omkring, før den hoppede et eller andet sted hen, ude for Zeans vidde.
Zean, derimod, trak sig sammen. Hans ryg krummede sig sammen og han virkede i et øjeblik som et dyr, der var blevet skræmt og mest af alt ønskede at stikke af, med halen mellem benene. Og...Kun et øjeblik efter stod han med ret ryg igen og prøvede at få styr på sin vejrtrækning. Hans krop sitrede svagt, ikke noget man normalt ville lade mærke til, medmindre man var opmærksom nok.
Midt i det hele havde Zean rystet hans hånd af sig og vendt sig om mod ham, klar til at gå baglæns, hvis Gabriel skulle vise sig som en pludselig fjende. Og så stoppede han op og bare stirrede på Gabriel, søgte hans øjne i et øjeblik. Det skiftede hurtigt...Fra overraskelse, pludselig frygt, til vrede...Og tilbage til ligegyldighed. Et halvt følelsesregister på kun et par sekunder.
Det var skiftet hurtigt, for han havde haft et selvsikkert smil på, da han var gået mod døren og en smart bemærkning parat, angående Ziggi. Nu var det blæst væk og han kunne ikke længere huske hvad han ville sige. Måske var det også kun en god ting.

I lang tid, måske kun et halvt minut, men for Zean virkede det som flere minutter, stod han blot og stirrede på Gabriel, som om han afventede om manden ville gøre mere. Samtidig fik han langsomt kontrol over sin krop igen, hans hænder knyttedes og det var tydeligt Zean ville gøre hvad end der blev påkrævet, for at beskytte sig selv. Hele hans udtryk blev en del sammenbidt, som om han prøvede at holde noget tilbage. Eller noget andet ude.
Og så...Gled et svagt smil over ham igen. Han havde lært det...Lært at ryste det af sine skuldre. Det skulle ikke hvile i hans skygge mere, det havde han lovet sig selv og alligevel havde han reageret sådan, det værste sted over for en af de personer i verden han allermindst ville vise det over for. Nu var der kun et valg tilbage...At lade som ingenting og føre samtalen videre, som om intet var sket. Hans hænder løsnede svagt, han bevægede sine fingre lidt i håb om det kunne få hans krop til at slappe lidt mere af. Det havde fuldstændig rystet ham ud af stemningen og den samtale de havde, så uden videre fortalte han blot tingene som de var.
”Det er som jeg har sagt...Vi snakkede om eventyr og hun ønskede et eventyr og jeg foreslog hun kunne rejse med mig, at jeg kunne holde hende sikker på turen. Der er intet mere bag det...Hun var så venskabelig” For sent gik det op for ham hvad han stod og talte om. Hvad vidste han om venskabelighed? Dette ville intet ændre. Han rystede svagt på hovedet og lod hånden glide hen over ansigtet og gennem håret, mens han lukkede øjnene lidt. Da han åbnede dem igen, var han mere sig selv og det svage smil var tilbage.
”Lige meget...snak med hende hvis du vil. Min mening er den samme. Det er ikke mig du skal skændes med, jeg styre hende ikke som en dukke. Hun vælger selv hvem hun vil rejse med og hvorhen. Selv hvis du forbyder mig at tage hende med, vil hun måske stadig løbe efter mig” han trak let på den ene skulder.
”Jeg er klar over at intet jeg siger eller gør kan overbevise dig om sandheden i denne sag. At jeg ikke planlægge at udsætte hende for noget...Forfærdeligt” Han så på Gabriel, ja, søgte endda mandens øjne, uden så meget som et smil. Han var alvorlig, helt ind til knoglerne og ud igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Zean reagerede så kraftigt på det faktum, at Gabriel lagde hånden på hans skulder, var slet ikke noget som han havde regnet med. Det var ikke en handling sket som en fjende, men derimod for at stoppe ham i at bare vandre videre, som om at deres samtale var færdigdebateret, for det var den bestemt ikke for ham. Hånden trak han roligt til sig. Han var ikke en fjende.. det var ikke fjendtligt, at føre en samtale, som nok i værste tilfælde, var endt ud i en debat. Manden havde temperament, og det vidste han, og derfor brød han sig bestemt heller ikke om det faktum, at Ziggi ville søge med ham ud i denne verden. Det var et farligt sted.. virkelig farligt sted. Killingen strøg henover gulvet i en retning, som Gabriel ikke holdt øje med. Det var denne gang Zean som havde hans opmærksomhed, og særligt efter den reaktion, som han netop havde betragtet med det blotte øje.
"Jeg er ikke en fjende, før du gør mig til det," pointerede Gabriel mere ud i det blå. Han var ikke ude på kamp eller strid. Hvorfor skulle han gøre det, midt på slottet hvor Zean var omringet af vagter? Desuden havde han inviteret manden til sit hjem.. til sit land og han ville faktisk gerne undgå at smide ham i en fangekælder.

Roen sænkede sig igen, men ikke desto mindre, så var Gabriel noget mere på vagt denne gang, end hvad han havde været til nu. Zean var en dødsengel.. hans fjende et sted, også selvom han virkelig forsøgte at forhindre sig selv i, at betragte manden på den måde. Der var noget godt i alle, og det var det, som han stod fuldkommen fast ved.
"Ønsket om et eventyr, er noget som rammer bredt og noget mere end hvad jeg selv ønsker, at det skal ramme min befolkning. Jeg klandrer hende ikke for ønsket. Selv jeg har i tidernes morgen, besiddet den samme drøm og tog ud.." Men tanken om at Ziggi tog med en dødsengel, som desuden også var kendt for at tage de skrappe midler i brug, var mere det som han reagerede på. Denne gang stoppede han op. Hun var venskabelig? Var det overhovedet et ord, som han kendte? Smilet bredte sig på hans læber.
"Jeg tror alligevel, at din visit har gjort indtryk," tilføjede han roligt, inden han igen roligt lod armene søge over kors foran ham på brystet. Han klarerede i sin strube, inden han igen stirrede direkte i dødsenglens øjne. Han var denne gang meget mere på vagt end hvad han havde været til nu.
"Det kan næppe forekomme dig, som en hemmelighed, at jeg ønsker at passe på det folk som befinder sig på denne side af grænsen, Zean, og det vækker mig en bekymring, at høre dig sige, at hun vil med dig. Jeg ønsker ikke tvivl.. Men jeg tvivler stærkt på, at hun ved hvad hun går ind til," sagde han roligt. Han ville bestemt ikke definere dette som et skænderi.. og han kunne naturligvis ikke tage valget for Ziggi. Han håbede virkelig, at hun vidste hvad hun havde gang i.

[Deleted]

Han skar en kort grimasse og så væk, under Gabriels opmærksomme blik. Tilbage til udgangspunktet, selv om han kæmpede for at få overtaget igen. I et øjeblik havde han været tæt på, i hvert fald hvis han spurgte sig selv. Han trak vejret dybt og så efter killingen ved en pludselig indskydelse. Den havde gemt sig. Dejligt...Nu skulle han ned på gulvet og lede efter den, hvis han ønskede at forlade rummet. Hvad Gabriel desuden, åbenbart, ikke mente han burde. Han besvarede ikke hans kommentar om fjendtlighed. Gabriel forstod ikke, kendte ikke til historien, bag reaktionen. Og det skulle han heller ikke. Der var ingen grund til det og det var så...følsom et emne for Zean, at ingen kunne sige hvad han ville gøre, hvis emnet blev bragt op og bevægede sig den forkerte vej. Det var hans egen lille hævntogt...Men for nu var hans far nyttigt, hvis han fuldførte planen om at dræbe hans fars side af familien. Dette var dystre tanker, selv for Zean og han tvang sig til at blive opmærksom på hvad de snakkede om nu her. Han smilte svagt til Gabriel og gik over til den nærmeste stol og kastede sig i den. Hvis han skulle blive, kunne han vel lige så godt gøre det behageligt?
Han gjorde en kort bevægelse med den ene hånd, som ville han opfordre Gabriel til at blive færdig eller skubbe hans ord væk. Hans kolde, grå øjne lå på manden. Skulle han analyserer deres møde og deres samtaler...Var Gabriel på sin egen måde en smule interessant. Men også en smule irriterende og...ja, irriterende. Mest bare det, vidst. Men det var vidst mere fordi han ikke altid forstod hvor Gabriel ville hen med tingene eller fordi Gabriel ikke lod sig påvirke af hans ord på samme måde, som de fleste andre.
”Enig. Jeg har det på samme måde. ” han smilte svagt. Han havde hungret efter mere end blot hans mors lille hytte og hendes have. Og han ville væk fra faren og fra de mistroiske elvere, hvis by de boede lige ude for. Kun morens evner inden for healing med urter havde givet hende den respekt, så hun måtte bo tæt på deres by. Men det betød ikke morens familie var lige så velkommen. Om ikke andet, var han stukket af hjemmefra og var i fuld gang med at opleve verdenen og dens under. Og nu ar han i Procias! Et sted han aldrig regnede med at se.
Hans blik var skarpt som stål, da det ramte Gabriel, men heller ikke dette kommenterede han. Gjort indtryk? Han ville helst ikke tænke tanken! Den var ikke ønsket. Enhver kunne vel tilpasse sig lidt.
Det ville forsvinde igen når han nåede Dvasias.
Han trak vejret dybt endnu en gang. Han vidste næsten allerede hvad Gabriel ville sige, før han havde sagt det, for det var de samme ting han havde sagt uafbrudt det sidste stykke tid. Han gjorde en ligegyldig bevægelse. Han kunne virkelig ikke være mere ligeglad. Angående Gabriels ord, dog, ikke over Ziggi. Det var som om de ikke længere kun snakkede om Ziggi, men at det også handlede om hvem der kunne få ret og få sin vilje igennem, vinde sagen for nogle principper. I hvert fald bevægede samtalen sig derover for Zean.
”Enig igen. Hun har ingen ide om hvordan Dvasias er. Mit bud er hun...” hans blik vandrede tænkende op i loftet et øjeblik, før det faldt på Gabriel igen.
”...Vil blive overrasket. Måske chokeret. Men jeg tror også hun er stærk nok til at tage det til sig uden at bryde sammen. Og det er i sig selv en fantastisk ting, der er værd at beundre. Jeg tror der gemmer sig en stærkere kvinde i hende, end nogen af os kan forestille sig” Han var skam ikke ualvorlig. Endnu var han fuldkommen alvor omkring emnet. Hans blik flakkede ikke og hans stemme var bestemt, selv om han vidste hans form for autoritet aldrig ville nå så langt som overhoved kilde Gabriel.
”Både hvis hun rejser selv eller med andre...Men jeg tror også en chokeret Ziggi vil være svag i starten, til hun har gennemskuet det, og at hun vil være et perfekt bytte for hvem end hun må løbe ind i. Det ville jeg i hvert fald tænke. Og i så fald er hun bedre stillet med en guide. En der kan lede hende ud af kommende problemer og sørger for hun ikke fare vild i bjergene, når hun leder efter drager” han trak let på den ene skulder.
”Men du kender måske Dvasias lige så godt som jeg? For i så fald kan du jo sagtens være hendes guide. Du kan fælde et vildsvin og stege det til hende. Det har hun glædet sig til. Og du kan føre hende til højtiderne, blandt andet De Dødes Dag. Hun er helt opslugt af tanken om alle de lys der pryder et mørkt land, som et stjernehav” han så lidt på ham for at aflæse hans reaktion på disse ting. I teorien burde han være ligeglad, bare opgive samtalen og se hvad der skete, når han ville rejse. Men noget fik han til at blive ved, at prøve lidt mere.
”Jeg er ikke helt dum. Vagten der fulgte mig brød sig ikke om ideen, det kunne man se på den måde han trippede på, som om han ikke vidste om han skulle blande sig. Jeg fortalt hende det, kastet lidt mere brænde på det bål af fordomme, rygter, historier og sandheder folk fortæller om dødsengle. Jeg dræber og jeg nyder det. Og det er der mange flere i Dvasias der gør. Men jeg lovede hende aldrig at gøre hende fortræd, men tværtimod holde hende sikker.” han så kort ned på sin ene hånd. Han var selv opsat på at holde hvad han lovede, så længe han kunne det. Men han vidste også folk var ligeglade med det...Og det var måske grunden til at han ville gøre det? Han havde trods alt brug for nogle folk for at nå noget som helst og hvis de vidste han trods alt holdte hvad han lovede, ville han havde nemmere ved at finde allierede, trods hans fornøjelser.
”Du kan jo selv finde mig og sprætte mig op, fra top til tå, hvis hun ikke kommer tilbage i god behold” foreslog han og så op på Gabriel igen.