Vi har nogle ting at diskuterer!

[Deleted]

Han smilte svagt, men svarede ikke. Det behøvede han ikke, for de vidste begge at han nok nærmere ville være bange for lys, ironisk nok. Han elskede mørke og kulde. Han kunne mærke hvordan luften blev køligere, da de gik ned af de mørke trapper, gennem hans bare fødder kunne han mærke de kolde sten - De fantastisk kolde sten. Hvor havde kælderen været under hele hans ophold? De var fantastiske! Mørke og kolde, præcis som han savnede. Hvis fængselscellerne også lå hernede fortrød han næsten at han intet uartigt havde gjort.
Men dette var tanker han holdte for sig selv og han nød blot at være i mere behagelige omgivelser. At manden var halvt engel og vampyr og det undrede ham ikke at manden måtte foretrække mørke frem for lys. Omend...Englen måtte dæmpe hvor dødeligt det faktisk var.
Han overvejede disse ting, mens han fulgte Gabriel. Han bed mærke i hvilken vej de gik, i den tanke at han altid ville kunne finde tilbage, hvis der blev brug for det. Til tider kiggede han ned af de andre gange, nysgerrig efter hvad der mon gemte sig hernede.
Til sidst var de der. Han stoppede op og lod Gabriel gå først og præsenterer ham. Så fulgte han ind i rummet. Hans øjne fandt manden før alt andet og han stoppede op og brugte et øjeblik hvor han blot så på manden, bemærkede alle de ting han kunne se.
Manden lå i sengen og havde tydeligvis gjort det i noget tid. Huden var alt for bleg, hvilket vidnede om at det havde noget med blodet at gøre. Uanset om det så hang sammen med selve sygdommen eller var et symptom. Koldsved. Vejrtrækningen var stabil, men ikke normal. Der var grund til at tro manden havde smerter.
Han satte sig endelig i bevægelse og gik over til sengen, samtidig som hans blik gled over rummet for at se hvor de var og hvad der gemte sig.
Da han nåede sengen, satte han sig på kanten af den og hans hånd gled ud og...Ganske forsigtigt...Gled over mandens pande, trods sveden. Han ville mærke om manden havde feber. Hans hånd gled ned over mandens hals et øjeblik og mærkede efter pulsen.
Hans hånd gled over mandens ene arm af en pludselig indskydelse. Så kiggede han op på Gabriel et øjeblik, pinligt bevidst om at alle hans bevægelser blev set og vurderet.
”Har jeg lov til at undersøge ham mere grundigt?” han turde næsten ikke gøre noget, uden at bede Gabriel om lov. Dette var en mand i tydelige smerter og folk i smerter reagerede altid forskelligt, dertil kom det at det måtte være et følsomt emne for Gabriel. Han besluttede sig for ikke at gøre noget uden at Gabriel vidste det og gav lov dertil. Og han besluttede sig også for at dele sine tanker med Gabriel, trods han sikkert havde hørt de samme ting fra alle de andre healere.
”Umiddelbart kan jeg konstaterer at det har noget med blodet at gøre. Han er bleg, for bleg, han har besværet vejrtrækning og koldsved. Der ud over har han en del smerter. Det vigtigste lige nu er at sikre det intet har med hjertet at gøre og at hans blod kan nå rundt i hele kroppen uden nogen form for propper. Jeg vil også mærke efter om der er andre ting i hans indre der kan blokerer eller sidde forkert. Derefter kan jeg stille en bedre bedømmelse om hvad han fejler og beslutte en mulig løsning, hvis der er nogen” Mens han sagde det, så han ned på manden igen. Han brød sig ikke om at se på Gabriel lige nu. Dette var vel netop hvad Gabriel helst så ham gøre, hjælpe folk og være god. Hans finger gled over mandens underarm et øjeblik. Hans hud var bleg, med blodet var samtidig mørkere. Disse årer skulle gerne se blå ud, men selv om de var blå, var de alt for mørke i farven. Han brød sig ikke om det. Han huskede alle de ting hans mor havde fortalt ham om vampyrer og de sygdomme han kunne støde på. Ubevidst bed han sig let i den ene kind, mens han tænkte, før han så op på Gabriel igen, for at se om han fik lov at udforske mandens krop yderligere. Måske vidste Gabriel allerede hvad manden fejlede, omend han intet havde sagt, men det var vigtigt selv at nå frem til diagnosen. Man kunne ikke stole på at alle healere gjorde tingene ens og var enige, desuden var det sjusket arbejdet at gøre noget, uden selv at tjekke op på tingene.

[Deleted]

Som det bankede på døren, skar det voldsomt i Carlisles ører, at han endte med at vågne fra den næsten dvalelignende tilstand i sin seng. Han havde det bestemt ikke særlig godt.. Overhovedet ikke! Han knyttede den ene næve let.. han frøs... Han frøs normalt aldrig! At det var Gabriel som kom for at se til ham, forundrede ham ikke, for den mand kom ellers så ofte, at det var ham overhovedet muligt at gøre det.
"Det er godt at se dig Gabriel," sagde han blot. Hans stemme var lav.. og den var hæs.. dæmpet og meget lav, men dog til at høre om ikke andet.
Den anden skikkelse som Gabriel havde med sig i denne omgang, var dog fremmed for ham. Dog var han et sted ikke rigtigt i tvivl om hvem vedkommende måtte være. Det måtte være den Dødsengel som havde været huset på stedet her.. men som han selv aldrig havde set. Hans øjne var blodskudte.. hans krop rystede, og han badede i sved.. hvor havde han det da skidt, og han havde ondt! Dog ikke en mand som brokkede sig over den slags.. Dette var mildt i forhold til hvad han havde været vant til.

Manden satte sig på sengekanten og rørte ved ham. Han føltes næsten kold i forhold til hvordan Carlisle næsten brændte op. Han vendte blikket direkte mod ham. Var det en mand som han kunne stole på? Selv stolede han på Gabriels dømmekraft, men det var bestemt heller ikke nemt altid, kunne man jo sige. Han hostede svagt og vendte kort blikket væk for et kort øjeblik.
"Gør hvad der er nødvendigt.." sagde han endeligt og inden Gabriel fik muligheden for at åbne munden. Dette var en sag mellem ham nu, og denne dødsengel. Han vendte blikket igen mod ham. Det havde uden tvivl noget med blodet at gøre.. Han havde bare været uheldig, og var bestemt ikke af den mest velsete slægt her i landet, dog selvom de havde været der igennem rigtig mange år nu, og havde bevist sit værd adskillige gange.
Carlisle trak vejret dybt. Han havde det virkelig dårligt, og at ligge der på den måde, til andres undersøgelse og det hele, var uden tvivl ubehageligt. Dette havde været igang over flere dage nu, og det at ligge og bare vente, var slet ikke noget, som han kunne holde til mere! Det forekom at han skreg om natten, når kramperne meldte sig, og særligt når kroppen desperat forsøgte at få blodet ud af hans system, hvilket tilsyneladende heller ikke var helt så nemt.
"Og please giv mig en bedre dom, end de anerkendte healere," endte han med en mere sigende mine. Han satte hænderne i sengen i et forsøg på at komme mere op at sidde, selvom det var noget som han måtte opgive hurtigt. Kroppen brugte al energi på at bekæmpe hvad han nu måtte føle i det indre, og det var bestemt heller ikke ligefrem nogen nem sag for ham. Det var første gang nogensinde, at han var ude for noget, som bare mindede om det her. Let tog han sig til brystet.. Det var virkelig ubehageligt at ligge der lige nu!

[Deleted]

Han drejede hovedet og så på Carlisle, da manden selv tog over og gjorde det til en sag mellem patient og healer. Det var fint, hvis manden selv var ved bevidsthed og havde sans nok til selv at bestemme, foretrak han til hver en tid selv at snakke med patienten end en tilstedeværende. Folk kunne ikke altid se hvad der ville være bedst for de syge eller fortælle fyldestgørende hvor det gjorde ondt og hvordan. Manden var i dette tilfælde svag og uden kræfter, omend han prøvede at virke hård. Det forundrede ikke Zean, mange i Dvasias reagerede på samme måde og han følte sig straks lidt mere på hjemmebane. Uden at tænke over det, begyndte han selv at slappe lidt mere af. Nu kunne han tillade sig at glemme Gabriel for en stund. Roligt lagde han en hånd mod mandens skulder og fortalte dermed manden at han endelig skulle blive liggende og slappe af. Han rejste sig op og satte et knæ på sengekanten, da han blidt tog dynen af manden og placerede sine hænder over mandens overkrop. Manden var varm og klam, tydelige tegn på feber. Det havde stået på i flere dage, bedømte ham, men Gabriel havde også lagt op til det.
"Tag det ganske roligt" forsikrede han afslappet og med et svagt smil.
"Folk her hader vel vampyrer, som de hader dødsengle. I Dvasias, som jeg er fra, er vampyrer mere elsket. De andre healere har sikkert ikke haft den samme viden, som jeg består, om de mørke væsner" kommenterede han.

Han mærkede efter om maven var hård, hvilket kunne betyde indre blødninger. Han kiggede efter misfarvninger, men kunne kun konstaterer at manden havde haft et hårdt liv, ud fra ar og mærker på hans krop. Det undrede ham ikke og han kommenterede det ikke. Han trykkede rundt på maven for at se om noget sted gav mere smerte end andre. Til sidst lagde han sin hånd tværs hen over mandens brystkasse og lukkede øjnene, mens han pressede let, for at mærke hjertet under knoglerne. Det pumpede. Han åbnede øjnene igen og lod hånden glide over mandens arme og ben et øjeblik, for at se om nogen af dem bar præg af ikke at få blod nok. Til sidst lagde han dynen over manden igen og nikkede let for sig selv. Under det hele havde han gjort, hvad han var nød til, men på en måde, ingen ville forvente en dødsengel ville behandle nogen som helst. Med blide og rolige bevægelser.
"Der er ingen indre skader eller tilstopninger. Kort sagt, burde alt fungerer perfekt. Derfor kan jeg udelukke en hel masse...Men nu har jeg et spørgsmål, som kan klargøre præcis hvad der er grunden. Inden du blev syg, hvad drak eller spiste du så?" spurgte han direkte Carlisle. Hans grå øjne slap ikke manden og lagde mærke til mange flere detaljer, end nogen af de to tilstedeværende mænd kunne gætte sig til. Nok var han ung, men han havde allerede en del erfaring med lægegerningen og hans mor havde i sin tid opildnet ham til at tage faget seriøst og gøre et godt arbejde. Han ville ikke skuffe sin mor...Hans mor havde været den eneste, igennem hans barndom, der havde givet ham en smule ømhed og interesse, selv om hun hurtigt havde lært at hun intet kunne lære ham om følelser og tanker hos folk. Så i stedet gjorde hun det næstbedste - Hun havde lært ham hvordan han kunne heale.
Under hans undersøgelser havde han bemærket af flere blodåre havde en lidt mørkere farve. En mørk farve betød ofte en form for forgiftninger. Derfor havde han nu to mulige ting der kunne gøre manden syg. Forgiftning...Eller forkert kost. Som alt andet, var alle afhængig af kvaliteten af hvad de spiste.

[Deleted]

Carlisle var skam i stand til at tale for sin egen sag. Selvom han måske ikke havde det godt, og faktisk lå i smerter, hvilket nok ikke var til at tage fejl af, var han skam klar over, hvad der skete omkring ham, og det var noget som han uden tvivl selv gerne ville have indflydelse på. Han vendte blikket direkte mod ham. Han kendte ham ikke, men hvis det var en mand som Gabriel stolede på, så var der vel heller ikke nogen grund til at han gjorde noget andet? Han valgte for nu at blive liggende, selv da englen satte sine hænder mod hans skuldre. Han nikkede blot. For nu, følte han sig faktisk tryg i denne situation. Men kun lige nu.
"Tiden vil vise," sagde Carlisle roligt.. så roligt, som det nu var ham muligt om ikke andet, for det var bestemt heller ikke nemt. Det var hårdt for ham at snakke i det hele taget. Det tog virkelig meget på hans manglende energi. Han trak vejret dybt.
"Jeg ved at mulighederne i Dvasias er anderledes.. For det, håber jeg, at det kommer mig til gode.." afsluttede han.

Som Dødsenglen fjernede dynen og afslørede hans ellers ligblege krop.. dog pænt markeret, men det var så også det. Præget af en lang række ar og mærker.. nogen nyere end andre. Livet og tilværelsen havde bestemt ikke været nem for ham. Det som faktisk holdt ham på denne side af grænsen, var hans familie og det liv, som han havde skaffet sig efterfølgende, da det heller ikke ligefrem, var noget som han havde tænkt sig, at vinke farvel til. Han lå stille, selv da manden mærkede efter på ham.. Hans hænder føles kolde.. Det plejede ellers altid at være det modsatte!
Som manden nåede maven, som virkelig var forholdvis hård i forvejen, så var det jo kun på grund af blodets vej igennem resten af hans system. Nu var han ikke ligefrem typen som peb over at blive rørt ved, men der fandtes nu alligevel grænser for det. Han klemte øjnene kort sammen, som han kom i kontakt med de mere ømme punkter, og som nok også var grunden til, at det havde denne påvirkning af ham. Igen så han mod dødsenglen. Det kunne godt være, at det bånd som de havde fælles i og med, at de begge havde det dvasianske blod flydende i årene, som nok gjorde, at de forstod hinanden en smule bedre.
"Jeg må være dig svar skyldig," Hans stemme var kontrolleret.. dog svag.. Han havde det bestemt ikke godt. Det havde stået på for et par dage nu, men der var ikke rigtigt nogen af de procianske healere, som kunne stille særlig meget op med det lige nu. Han tog sig sammen.. tog en dyb indånding, inden han alligevel valgte at fortsætte:
"Jeg var fanget... udsat for skade og smerte for hvad jeg er.. tvunget til at drikke af en flaske blod.. Koldt som sten og gammelt," forklarede han. Det var næsten som hverdagssnak for ham, at fortælle om den slags. Det lå nok bare naturligt til hans mørke hjerte.

[Deleted]

Han smilte svagt. Sandt at tiden ville vise mange ting, så det svarede han slet ikke på. Han var selv overbevidst om at healerne her i Procias havde manglende viden om de mørke væsner...Eller måske slet ikke gad hjælpe manden så meget, som Gabriel forlangte af dem. Der var flere muligheder, men det var de to han holdte mest af. Om ikke andet, han var selv overbevidst om at han kunne hjælpe manden, for han var ved at nærme sig det egentlige problem og hvis han havde ret, var det et problem der havde en løsning.
Han så på manden, det var tydeligt han ikke nød at snakke, men han var tålmodig og lod manden få de pauser, han havde brug for. Hvad han svarede fik brikkerne til at falde på plads.
"Og din almindelige kost, på det tidspunkt, var altid varmt og levende?" et svagt smil gled over ham. Han kunne ikke gøre for det.

I et øjeblik gled hans koncentration et øjeblik. Han blev pludselig opmærksom på noget helt andet, noget han havde ikke havde tænkt over før. Smerten. Mandens smerte. Der var flere grunde til at han slappede af nu, her ved sengekanten af en halv vampyr der var syg. Smerten...Den var så blid, så død, så konstant...Han så ned på sin ene hånd, han sad på Gabriel ikke kunne se det, for ellers havde han end ikke turde gøre det. Hans hånd rystede svagt. Han knyttede den og så op på Carlisle igen. Han måtte ikke vise det, måtte ikke få dem til at tvivle på ham. Det gik så godt lige nu! Ikke tale om at han ville miste besindelse og jage et ukendt våben i maven på en svag vampyr. Han havde mere selvkontrol end det...Men smerten var så sød og talte så blidt til ham...
Han forstod ikke hvorfor han ikke havde mærket den før. Havde han været for koncentreret på andre ting? Havde han været væk fra smerter så længe, at han i et øjeblik helt glemte at lægge mærke til den, når den var der? Han brød sig ikke om noget af det.

Han trak vejret dybt, forhåbentligt på en måde der virkede ganske normal.
"Jeg har hørt du er blevet ordineret tid. Og tid kan også løse det...Men det vil give dig ekstra dage med en masse smerter. Problemet er ganske enkelt at du er blevet fodret med det forkerte blod. Hvis en vampyr går fra en kost til en anden...Ja, du ved måske mere om det end jeg...Men hvis de går fra levende til dødt blod, eller omvendt, kan deres system gå i baglås. Simpelthen nægte at tage imod maden og prøver at støde føden fra sig. Det er hvad der sker nu. Du er sikkert blevet fodret med dødt og gammelt blod, uden du var van til det og nu kæmper din krop imod det" han så lidt på Carlisle for at se om han forstod hvad han sagde. Så fortsatte han.
"Man kan vel næsten sige det er en form for forgiftning. Jeg kan ikke fjerne det hele, det vil tage tid før det går over, men jeg kender til nogle urter der kan hjælpe din krop med at rense ud i systemet og sænke smerterne. Dertil kan jeg tillægge nogle urter der vil styrke dig, så du kommer dig hurtigere. Jeg har også urter der kan hjælpe dig med at sove, hvis det også er et problem. Alt i alt...Kan det spare dig nogle dage i dette helvede" afsluttede han let og trak let på den ene skulder. Det var op til patienten selv hvor meget medicin han ville tage imod og bruge, hvis overhoved noget.
"Mit bud er simpelt at de andre healere ikke har vidst det eller ikke ville hjælpe. Uanset hvad, er der en løsning på problemet. Medicin, hvile og en anelse frisk blod en gang i mellem kan alt sammen rette op på skaden" Han så endelig over mod Gabriel et øjeblik, før han så tilbage på Carlisle. Det var hans dom...Men hvad syntes de om den?

[Deleted]

Af en eller anden sjov grund, så følte Carlisle, at han kunne stole på denne mand. Lige hvad der gjorde det, skulle han ikke kunne sige, men det føles.. faktisk rart. Det var rart med noget dvasiansk, hvis han selv skulle sige det. Hans blik hvilede på ham. Sandt, at det ikke just var en kold og død kost han var vant til, men det friske og levende.. Dog ikke menneskeligt.
"Korrekt. Jeg.. jeg plejer at leve af dyr.. som jeg fanger selv..." forklarede han. Han kunne godt forestille sig, at det primært var det som havde skylden, men med alt det som han var vant til at gøre.. alt det som han havde været udsat for, så var han slet ikke vant til at skulle reagere på denne måde med tingene. Igen sukkede han dybt. Han havde det virkelig, virkelig skidt! Denne mand vidste uden tvivl hvad han lavede.. nærede måske på den smerte som han følte, men det var end ikke noget som gjorde ham noget. Han reagerede nemlig meget atypisk en dødsengel, og det passede ham mere end fint.

Tid var det eneste som healerne her i landet, havde været i stand til at give ham, hvilket slet ikke var nok for Carlisle. Han havde for pokker brug for, at der skete noget! Noget andet end den smerte, når kroppen nærmest gik i kramper, for at få det blod ud af ham.
"Jeg kan ikke holde det friske blod i mig.. Jeg ved ikke hvad der gør det, men jeg kaster det op..Det har de procianske healere allerede forsøgt sig med," sagde han med en rolig stemme, og endnu en gang med en lang række pauser. Han havde det virkelig skidt med det her!
Endnu en gang faldt Carlisle mere slapt ned i sengen og med et tungt suk. Igen bed han tænderne sammen. Der fandtes urter som kunne hjælpe ham? Måske at han ville ende med at stå i evig gæld til denne mand, men han gjorde det gerne, hvis det betød, at han kunne komme mere roligt igennem dette, og spare sig selv for smerte over flere dage, for det var allerede nu, ved at blive slemt nok, som det var i forvejen, og han kunne virkelig ikke have det!
"Og det er en bryg, som du vil kunne brygge for mig? Og er villig til at brygge for mig?" spurgte han mere sammenbidt, da han igen satte hænderne i sengen i et forsøg på at komme bare lidt op at sidde. Han var stædig.. forbandet stædig, og det var nok også noget af det, som skulle hjælpe ham igennem det her. Han var ikke værdsat af særlig mange her i samfundet i Procias, foruden nogen ganske få, og derfor var der jo heller ikke mange han stolede på.. En dvasianer derimod, var straks en anden sag. Det lå næsten bare mere naturligt.

[Deleted]

Han kunne også mærke det. Da han havde snakket med dronningen havde der været en slags gensidig respekt og stemningen havde virket afslappet, de havde kunne snakke mere venskabeligt med hinanden. Det havde været rart...Men havde det været rart, var dette guddommeligt. Han følte sig...Ikke direkte hjemme, men tæt på. Han var stadig bevidst om at her gjaldt andre regler, men han følte sig langt bedre tilpas end havde han gjort nogen af de andre dage. Det lokkede endda et næsten ægte smil frem på hans læber, da han bogstavlig talt ignorerede Gabriel og blot så på Carlisle.
"Din krop er bange for du fodre den forkert igen. Det er lidt som et tillidsforhold, der skal genoprettes. I starten nøjes vi med urterne til du får det lidt bedre og derefter lidt varmt blod. Ikke mere end en mundfuld, til at sætte langsomt skub i systemet igen og din krop opdager at det er helt almindelig mad nu. Derefter vil du langsomt kunne få mere og mere, til du en dag indtager almindelig føde igen" fortalte han. Det var i hvert fald det forløb han forestillede sig, men kun tiden kunne vise om der ville opstå komplikationer, som krævede yderligere opmærksomhed eller problemer. Pludselig blev han nervøs for om Gabriel overhoved ville lade ham rejse, førend Carlisle var rask igen. Men det var en tosset tanke: Manden havde lovet ham at han måtte rejse. Og det var vel til at stole på...Ikke?

Han gennemgik hurtigt den mest basiske liste af urter han altid havde i hovedet, som hjalp mod en masse forskellige ting. Alt fra træer og buske, til urterne i den procianske have. Han så tænksomt frem for sig et øjeblik. Den Procianske have havde stort set alle urter han overhoved kunne drømme om, for ikke tale om også nogle fremmede, men der var også et par dvasianske urter de ikke havde, for her var alt for varmt til disse urter. Men ville han kunne hjælpe manden med de urter der allerede var her?
Han fik brug for brændenælder, de hjalp produktion og rensning af blodet. Han fik brug for noget hyben af flere forskellige årsager. Han overvejede hvilke urter der kunne hjælpe på selve fordøjelsen og dertil valgte han blandt andet hørfrø og ingefær. Endelig var der også lidt kamille, der var beroligende og styrkende, samt Baldrian der var søvndyssende...Men kun til om aftenen. Lidt anis ville også hjælpe og give denne "bryg" en forhåbentlig lidt mere appetitlig smag og duft. Han overvejede også flere urter han kunne bruge og til sidst nikkede han let.
"Jeg ved de fleste af urterne, hvis ikke dem alle, vokser i slotshaven. Jeg har brugt de sidste par dage på at skemalægge haven fra top til bund..." han smilte svagt, som fandt han det morsomt.
"...Og ud fra det vil det være muligt at bikse det sammen. En til daglig brug og en til om aftenen, som kan hjælpe dig med at sove bedre" kommenterede han.
"Det eneste det kræver er jeg må plukke urterne og få et sted med rent vand og redskaber til at tilberede urterne..." han så over på Gabriel et kort øjeblik.
"Kort sagt, ja, jeg kan lave denne bryg til dig" afsluttede han og svarede dermed direkte på Carlisle lille, sammenbidte bøn.

[Deleted]

Silia var uden tvivl en varmhjertet kvinde, som Carlisle selv holdt utrolig meget af. Ikke desto mindre, så hun jo også til ham, når hun havde tiden. Dette var dog ikke noget som hun havde haft muligheden til igennem de sidste dage. Et sted savnede han hende.. Hun var selv blandt de yderst få, som rent faktisk respekterede ham som den mand han var.
Hørte han virkelig rigtigt? Skulle hans mave og hans system faktisk stole på, at det som han fodrede den med, ikke var giftigt? Det lød uden tvivl dumt, men alligevel noget, som rent faktisk gav mening, og det var jo det, som selv for ham, var underligt. Han sukkede let. Han var sulten efterhånden, og vide, at dette var noget som kunne tage tid i forvejen.. Det var ikke ligefrem noget som gjorde sagen meget bedre for ham.
"Så mit system skal vænnes til normal indtagelse af føde?" Let slog han hovedet ned i sengen.. selv kort efter måtte endnu en krampetrækning melde sig, hvilket fik ham til at gispe let af smerte, for det gjorde virkelig ondt, og det var noget, som fik ham til at spænde stort set i hele kroppen!

Med en krop badende i sved, så var det heller ikke til at sige, at det var op til denne dødsengel hvor længe han egentlig skulle have lov til at ligge. Nu var det her et healer-patientforhold, og det var ikke op til Gabriel at besvare noget som helst. Som kongelig rådgiver, var selv Carlisle bemyndiget til at tage temmelig mange beslutninger, og det var også lidt det, som han stod fast på.
Som... som kongelig rådgiver, giver jeg dig lov til at tage hvad du skal bruge i den kongelige have," sagde han sammenbidt, da krampetrækningen endelig holdt inde. Igen med følelsen af, at skulle kaste op, så måtte han igen kort vende blikket væk. For ham, var det pinligt at ligge der, og at en dødsengel skulle tage sig af ham, men om ikke andet, så var han virkelig glad for den mulighed, som det rent faktisk måtte give ham i den anden ende, og det var jo den, som rent faktisk var det vigtigste.
"Jeg kan ikke blive liggende her.." Kort vendte han blikket mod Gabriel, som blot kom med et bekræftende nik. Der var jo ikke nogen som var interesseret i at han blev liggende. Hvilke aftaler der så måtte ligge mellem denne mand og Gabriel, skulle han ikke kunne sige.
"Bryg mig den bryg som skal til.. Jeg vil stå dig i gæld," sagde han videre. Han mente det dog. Det ville betyde meget for ham, at få sit normale liv igen frem for at blive liggende her!

[Deleted]

Han kunne høre tvivlen i mandens ord og læse den i hans ansigt, men dog virkede det også som om manden et sted accepterede dette. Det lød måske lidt skørt, men det var rigtigt nok. Hvis kroppen først var forgiftet, som dette i princippet var, prøvede den at rense sig selv. Også ved at holde alt andet væk, for kroppen var ikke interesseret i at modtage mere skadeligt. Derfor måtte man overbevise kroppen om at det man gav den, var noget godt. Dette gjorde man ved hjælp af mindre mængder og få måltider. Han tvivlede ikke på at når hans krop begyndte at komme sig, ville sulten melde sig med flere dages forsinkelser og hans krop ville hungre derefter. Han regnede ikke selv med at stå ved siden af manden på det punkt...Uanset hvor god selvkontrol manden måtte eje.
Han smilte let og valgte ikke at forfølge emnet yderligere, da manden havde accepteret det.
Endnu en krampetrækning meldte sig og Zeans blik gled i et øjeblik over mandens kæber og derefter over resten af kroppen. Han havde stor lyst til at fortælle ham at kramper ville gå hurtigere over hvis han slappede af og strakt ud i kroppen ..Men han var en hård mand og ville ikke sætte pris på hvis han nussede for meget om ham. Og han var ikke interesseret i at manden stoppede med at respekterer ham, en dødsengel, for at være for blid! Desuden...Nød han vel også selv smerterne en del. Ja, han kunne faktisk blive siddende her et par timer og nære sig ved mandens elendighed. Tanken rørte ham ikke, men virkede nærmere tillokkende.

Han nikkede let.
"Jeg takker" svarede han. Gabriel havde allerede givet ham lov til at plukke et privat lager og det kunne han passende gøre samtidig med at ham samlede urter ind til Carlisle. For Zean var dette på ingen måde en pinlig situation. Faktisk var hans job nemmere, hvis folk stod ved deres smerter og sygdomme, for så ville han have nemmere ved at komme til. Der var ingen skam i livet...Alle kunne blive syge eller sårede. Men han ville uden tvivl gøre det samme, hvis han en dag skulle blive syg. Syg, men ikke såret. Ved at sår, og hvis der var brug for hjælp, ville han nok bedre kunne accepterer andres hjælp. Men nu havde han aldrig rigtig været i en tiltrængt situation, hvor han ikke kunne passe på sig selv. Selv efter hans kamp med Gabriel havde han kunne rense sine egne sår.
Hans blik blev skarpt og bestemt, nærmest som om det truede med at gå tværs gennem Carlisle og efterlade huller der, hvor hans blik ville gå igennem Carlisles krop. Selvfølgelig kunne han ikke bestemme det...Men han kunne råde!
"Det ville være dumt. Du har sikkert ligger der i flere dage, men jeg vil fraråde at du rejser dig endnu. Din krop har brug for hvile og hvis du bevæger dig rundt, vil det blot få din krop til at gå i flere kramper og give dig endnu mere kvalme, samt for ikke at nævne du kan risikerer at blive ramt af svimmelhed" kommenterede han næsten lige så skarpt, som hans øjne var.
"Hvis det er arbejdet der kalder, jeg har tidligere haft patienter der ikke tænkte på deres eget helbred, vil jeg foreslå du får det bragt til din seng, så du kan se på det. Selvfølgelig...er det ikke mig der bestemmer, det er blot mit råd" Hans stemme blev mere ligegyldig og hans blik mere koldt. Han rejste sig op, samtidig som han færdiggjorde sin sætning.
"Nogle puder i ryggen, så du kan sidde op, vil være mit råd, hvis du absolut ikke vil ligge" han trak let på den ene skulder og smilte svagt.
"Jeg vil give mig til at samle urter...så medmindre der er mere her?..." spurgte han spørgende og så først på Carlisle, så på Gabriel og så tilbage på Carlisle for at se om han havde tilladelse til at gå.

[Deleted]

Det var uden tvivl underligt, at det var sådan, at det skulle forholde sig, men ikke desto mindre, så var der ikke noget som han kunne gøre ved det. Hans blik hvilede på denne dødsengel. Selvom han uden tvivl nød lidt for meget, at han lå der og havde ondt, sagde han nu heller ikke noget til. Det var jo bare noget som lå til hans væsen, og nok nogen mere end andre, så vidste Carlisle hvordan det var. Selv når folk omkring ham, skulle få et sår, var han selv typen, som kunne gå helt i baglås. Blod... der fandtes jo ikke noget bedre end det i hans øjne.
Krampen gjorde ondt, og det var forbandet svært, at bare ligge stille og vente på at den gik over! Det var slet ikke noget som han kunne holde ud! Som den gik mere i sig selv, efter lange sekunder, faldt han igen til ro igen. Han sukkede let. Hvor han dog hadede, at det var på denne måde, at det lige skulle forholde sig. Han kunne jo bare ikke gøre noget andet ved det.

"Jeg havde nu heller ikke regnet med at rejse mig, før jeg er i bedring. Dette har stået på i dage ja.. men jeg har selvindsigt nok til at se hvornår det er klogt, og hvornår det ikke er," sagde Carlisle roligt.. Igen med en del pauser. Det tog næsten luften fra ham, bare at tale, og det var virkelig svært.
Selv ville han elske at komme bare lidt op at sidde og have bare lidt at give sig til, fremtil han nu måtte komme i bedring. Det var underligt at ligge der, og han var uden ved at være træt af det. Selv var han uden tvivl glad for at Zean ville brygge det til ham, også selvom han bestemt ikke regnede med, at manden kom til at stå der når han kom i bedring, men dette ville uden tvivl resultere i en gæld til denne mand, som han ville gøre hvad han kunne for at indfri, for det var virkelig vigtigt for ham, at manden vidste hvor stor en pris han satte på denne hjælp. Han var ikke bange for at spørge efter den, og særligt ikke når det var nødvendigt, men det at ligge her.. det kunne han heller ikke.
"Jeg tror det var alt... Du skal dog vide, at jeg virkelig værdsætter din hjælp," lød det roligt fra Carlisle, som han igen sendte manden et svagt smil. Det var dog heller ikke ligefrem noget, som forekom synderlig ofte, at han gjorde, men denne mulighed, var virkelig ekstraordinær og virkelig tiltrængt, efter de dage, hvor han nu havde ligget her i sengen. Han duede bestemt ikke til at ligge stille, og da slet ikke på denne her måde!

[Deleted]

Han så på ham og gjorde en affærdigende bevægelse med den ene hånd. Han var ikke god til at tage imod tak, for det meste tog han kun imod sin egen ros...Blandt andet også fordi der ikke var andre til at give ham den. Når folk så endelig sagde tak for noget, som han havde gjort, følte han sig forlegen og ude af plads, følte de forventede noget lignende af ham en anden gang. Dette var ikke ting han ville have på sig og derfor sagde han ofte nej tak, til at få tak...Selv om han aldrig sagde nej til betaling. Sandt var han ikke healer for at redde liv, men fordi det interesserede ham. Han brugte det mest til at lokke penge ud af folk til hverdag, når folk endelig listede over til ham. Han smilte svagt til manden og så kort på ham. Så nikkede han svagt for sig selv og gik over til døren igen. Han så sig over skulderen et øjeblik, så kort på Gabriel for at se om han havde noget at tilføje eller om denne mand ville følge efter ham...For ellers ville han vandre igennem gangene uden vagter, hvad Gabriel ellers havde kommanderet ham til at have. Efter at have tjekket sig han ikke brød nogle regler, der ville sætte ham i fangekælderen, stak han af. Listede ud på de mørke gange og forsvandt over mod trappen...

Snart efter var han ude igen. Der var stadig varmt og lyst, lidt for meget til hans smag, men langt fra så slemt som det havde været tidligere på dagen. Han havde ikke fået noget tildelt, fået at vide at der eller her måtte han arbejde og han regnede blot med at opsøge køkkenet, når han endelig havde plukket hvad han behøvede. I den ene hånd havde han en lille kurv med sig. Ikke videre maskulint, men om ikke andet utrolig vigtig. Og så begyndte jagten på urterne, som han forsigtig plukkede eller skar fri og lagde i kurven.

Det var stort set mørkt da han var færdig med hele. Indsamlingen, hvoraf han havde lagt en del på sit værelse som han ville have med hjem. Resten havde han taget med, for at tilberede dem. Rense dem, knuse dem og blande dem i to forskellige brygge. Den ene var grønlig, den anden gullig. De duftede begge godt og en lille smagstest forsikrede ham at alt var som det skulle være. Ikke en fortrukken diæt for en vampyr...Men ellers. Medmindre der var sket andre ting eller Gabriel eller andre havde opsøgt ham eller noget andet, ville han have en bryg i hver hånd, da han begav sig ned i kælderen igen og fandt Carlisles værelse. Han havde ikke fået andet at vide og derfor ville han give medicinen til selve manden og dermed stole på manden selv kunne huske og finde ud af at tage den.

[Deleted]

Carlisle stod fast på, at han skyldte denne mand sit liv, om han ville brygge ham det, som skulle bruges. Selvom det så sådan ud, turde han ikke rigtigt at tro på det.. Manden var fri til at tage hjem og videre, hvilket han vidste, for han havde selv været med til at holde Gabriel lidt op på de løfter, som han havde givet denne dødsengel, for nogen skulle jo holde den unge mand lidt i ørene. Han så blot til som manden forsvandt, og han selv fortsatte en mindre samtale med Gabriel, blot for at sikre sig, hvordan det hele skulle forstås. Han var jo ganske fjern i den her tid, og særligt når han havde det som han havde det lige nu.

Hvor lang tid der egentlig gik, før Zean kom retur igen, vidste Carlisle ikke. Han havde dog ikke fået det bedre i løbet af dagen, for det havde han ikke. Han havde tvært imod fået det værre, med temmelig mange krampetrækninger, som selv havde forhindret ham i at sove, selvom han virkelig havde forsøgt.
Som døren endnu en gang måtte gå op, tvang han øjnene op. De var helt blodrøde i manglen på føde, og nu hvor kroppen kæmpede for at få det sidste ud af hans system, var det ikke meget bedre. Gabriel var gået i seng.. Han vidste at det var sent, for det var mere hans vågne timer lige nu, end det var noget andet. Han trak vejret dybt.
"Det var jo lige før, jeg troede du var taget afsted," endte han. Ved siden af ham, stod der en blodig spand. Han havde kastet op igen, og denne gang havde det været temmelig voldsomt. Han vidste ikke hvor længe, dette ville køre eller være på gang, men han håbede virkelig snart, at det ville gå mod sin ende, for han blev da virkelig sindssyg, af at ligge der, som han gjorde lige nu! Hvorvidt om manden så ønskede at hjælpe ham, eller blot var kommet for at skænke ham de samme ord som de andre healere havde gjort, også selvom der havde været lidt mere.. håb omkring denne dødsengel. Ironisk nok.

[Deleted]

Han havde utroligt nok fået lov til at passe sig selv. Det var som om, nu hvor han hjalp Carlisle og Gabriel havde set nogle af hans evner med healing, at han havde fået mere fred og accept. Det var underligt, men han satte pris på det. Han lukkede stille døren efter sig, for ikke at provokerer med høje lyde. Han kiggede ned i spanden et øjeblik, ikke fordi han elskede at se folks bræk, men fordi det kunne fortælle ham lidt om hvordan tingene stod til. Omend...ikke meget nyt. Slemt var slemt, uanset hvilken farve eller lugt det havde. Han måtte huske at få fjernet spanden og bragt en ny herned, hvis man allerede havde kvalme og svært ved at holde noget nede, skulle dårlige lugte nok gøre det værre. Han satte sig på kanten af sengen og sendte manden et forsikrende smil. Han holdte begge beholdere op. De lignede mest af alt grumset, kold the.
”Jeg tager snart hjem, ja, men ikke før i morgen eller i overmorgen, hvis du kræver yderligere opmærksomhed. Nogen folk kan jo ikke få nok deraf. Den ene...” han holdte den gyldne frem.
”...Er til om natten. Den indeholder noget, der vil få dig til at sove bedre. Men til gengæld er det også vigtigt ingen prøver at vække dig, mens urterne virker i løbet af natten, for ellers får de den modsatte effekt og holder dig vågen. Du må drikke et par skefulde og kan du slet ikke sove, kan du vente et par timer og tage nogle ekstra.” advarede han. Så holdte han den grønne frem.
”Denne er til om dagen. Du kan drikke af det så tosset du vil. Inden jeg rejser kan jeg give opskriften til en af køkkenpigerne, så de kan lave mere til dig, til du er rask. Men start i små potioner, måske en eller to gange om dagen, så du ikke bare kaster det hele op igen” han rejste sig og stillede begge dele på det nærmeste bord. Han vendte sig om og kiggede på Carlisle et øjeblik.
”Du kan jo starte med den gyldne allerede nu, hvis du ønsker at sove. Det er aften udenfor og den tid folk alligevel kryber til sengs” tilføjede han. Noget ved mandens lidt frustrerede og en anelse opgivende udtryk fortalte ham at manden måske havde prøvet at sove, men uden den største succes. Det kunne også være han tog fejl, men uanset hvad, var muligheden der. At manden følte en form for forpligtelse vidste han ikke og det sagde ham heller ikke særlig meget...Og selv hvis han vidste det, ville han ikke vide hvad han skulle stille op med det. Gemme det til et tidspunkt hvor han fik brug for? Ja, noget i den stil.

[Deleted]

Carlisle havde ganske vidst forsøgt at sove, uden at det havde den store effekt i det her henseende. Et sted var det naturligvis trist, at det skulle være sådan, men det var nu heller ikke ligefrem noget, som han kunne gøre det vilde og det store ved lige nu. Hans blik fulgte Zean, som han kom ind. Han stolede på ham af en eller anden mærkelig grund. Nok fordi at de havde det dvasianske til fælles, og det var ikke noget, som han havde været i stand til at dele med særlig mange.
Blev manden i landet her for hans skyld? Det var uden tvivl noget som han værdsatte, også fordi at det var en hjælp, som ingen rigtigt havde været i stand til at skænke ham. Han var desuden ved at blive vanvittig af at ligge i sengen på denne her måde, men for alt hvad han vidste, kunne denne dødsengel jo rent faktisk bare forsøge at forgifte ham i en forklædning af at ville hjælpe, og så tage afsted, men han havde jo ikke troen på at det var sådan det hang sammen.. af en eller anden grund, som han ikke kunne beskrive.
"Du bliver faktisk i landet for min skyld.. Jeg skylder dig for det som du gør for mig.. Jeg står i en gæld til dig, Dødsengel," sagde han endeligt. Ikke fordi at der var noget hånligt eller nedgørende i hans ord, men derimod blot en konstatering. Han var virkelig glad for hjælpen som han modtog.

Selv fulgte Carlisle godt med i hvad han blev fortalt. Det var vigtigt, at ingen vækkede ham når han sov? Den grønne skulle bruges om natten.. Ja, hvis den kunne hjælpe ham til en aften og nat med søvn, så var det uden tvivl det værd! Han sendte ham et ganske let og stille smil, inden han igen let gled ned i puderne.. Han var lettet... over at der rent faktisk var nogen, som kunne hjælpe ham lidt, og derved spare ham for en masse problemer og smerte som ville vare ved igennem de næste dage, for han kunne virkelig ikke holde det ud længere, så det var bestemt heller ikke ligefrem noget, som måtte sige så lidt. Han sukkede ganske let.
"Den grønne om natten og den gule ved nødvendighed? Det burde jeg godt kunne huske.. Jeg takker mange gange.. virkelig," sagde han roligt. Hvorfor skulle han da ikke stole på denne mand? Om han ville give opskriften til en af køkkenpigerne, ville det uden tvivl behage ham, for så vidste han at den kunne brygges ved behov, for det var jo heller ikke til at sige, hvor meget han havde brug for. Han smilede kort. Ja, søvnen var uden tvivl tiltrængt.. Det var jo lige før, at han manglede den, mere end hvad han manglede næring.

[Deleted]

Han smilte let og tog beholderen med den gyldne bryg og en ske med over til Carlisle. Han havde været forudseende og taget et par skeer med fra køkkenet, som han også havde lagt på bordet, men nu tog han det med over til Carlisle. Han satte sig på kanten af sengen og så lidt på manden med et alvorligt blik. Stod i gæld til ham? Det var farligt. Især når han var fra Dvasias og han var fra Procias. De ville ikke have samme syn på tingene, selv om de havde de mørke ting til fælles. Man kunne aldrig vide hvad Zean ville forlange af ham. Han kunne have valgt at betale ham og det ville være ude af verdenen. Men nej, i stedet skulle han stå i gæld og kræve en form for ansvarlighed af Zean. Nu måtte de se hvad det endte med. Han smilte let til ham et øjeblik, mens hans blik truede med at gå lige igennem ham.
”Der findes andre folk der vil straffe mig, hvis jeg ikke bliver og sikre mig at min patient kommer sig” Han sagde det drillende, mens hans blik slog næsten gnister. Hans mor, hvis hun nogensinde lærte om det, ville skælde ham ud, som hun kun sjældent gjorde. Og han vidste at han næsten ville føle...Skam...Bagefter. Selv om det kun vil være der et sekund eller to, ville det være der og hans mor var uden tvivl besværlig når hun var sur. For ikke at tale om hans far...Utroligt så bundet han endnu følte sig af dem. Det tog åbenbart længere tid at kaste barndoms lænker af, end han havde regnet med.
”Desuden giver det erfaring. Man kan vel sige vi begge vinder på dette punkt” han trak let på den ene skulder. Hans mors opskrifter var hemmelige og gået i arv gennem generationer...Men han var sikker på at hun ikke ville blive sur over han efterlod en af dem her, så manden kunne komme sig. Denne var heldigvis ret simpel og ikke den vigtigste opskrift han havde lært.
Han tog låget af den gyldne bryg og straks bredte en halvsød og lidt stærk duft sig. En blanding af mange ting, men blandt andet anis, der duftede som lakrids og kamille, samt lugten af andre urter. Han proppede skeen i og rørte rundt i den.
”Du tager fejl. Det er omvendt” sagde han overraskende tålmodigt, som lært han et barn forskel på to former i geometri.
”Den gyldne er til om natten. Den grønne kan du drikke så tosset du kan overkomme” han så på manden et øjeblik for at se om han forstod det. Han havde måske sagt for mange ting før, til en syg mand og det var klart han måtte forvente en smule forvirring på visse punkter. Selv om folk prøvede at virke så stærke og klare i hovederne som muligt, var det sjældent tilfældet at de var det helt.
”Du må godt sætte dig lidt op, hvis du kan, og tage din medicin. I løbet af en time vil du blive træt og mere afslappet og bagefter vil du sove sødt som en farlig killing. De mængder du får, igennem et par skefulde, vil være nok til ca. ti timer...Eller en hel nat, om man vil” han smilte let.