Vi har nogle ting at diskuterer!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Grunden til Zeans reaktion, var fuldstændig ukendt for Gabriel, dog ville han bare lade denne dødsengel vide, at han ikke gjorde dette, for at fremstå fjendtlig eller noget lignende, for det var han slet ikke. Ikke uden en grund selvfølgelig. Hans blik gled direkte mod Zean endnu en gang. Hans smil, fik det nærmest til at løbe koldt ned af ryggen, hvilket var noget som han næsten desperat forsøgte at se bort fra. Han kunne i hvert fald ikke lide, at det var sådan, at det føles.
"Det er rent faktisk muligt for os, at blive enige om en ting eller to," sagde han med en rolig stemme. Alt i alt, var det naturligvis en tanke som han kunne lide. De havde alligevel nogen fællesting, som de kunne blive enige om. Hans arme forblev roligt hvilende over kors på hans bryst, som han så manden tage pladsen i stolen. Hovedet lod han søge et på sned. Han var nu stadig ikke meget for at hun skule tage nogen steder. Dvasias var et farligt sted, og særligt for et menneske, som ikke rigtigt havde noget at forsvare sig med. Desuden var hun ung og uerfaren, og hun vidste på ingen måder hvad hun gik ind til!

Gabriel trådte et stille skridt tættere på Zean. Ikke for at agere fjendtligt eller truende, men mere for at understrege det alvor og den pointe, som han forsøgte at få frem. Manden havde måske givet hende løfter, men var det den type som han ville kunne efterkomme, hvis det skulle blive en nødvendighed? Han trak vejret dybt, og lod de himmelblå øjne hvile på hans skikkelse. Han kneb øjnene svagt sammen. Manden havde måske fået lidt ud af at være her i landet, men nok til at han ville holde hende i tryghed, var en helt anden ting.
"Jeg kender ikke Dvasias i den samme forstand som du.. Dog vil jeg alligevel påstå, at selv jeg på mine unge dage, stiftede et bekendskab med den mere mørke side af Dvasias. Jeg har været på den side af grænsen selv, og selv været på eventyr. Hun vil uden tvivl blive overrasket.. og ja, hvis ikke chokeret over, hvad hun vil se," sagde han med en ærlig stemme. Det kunne godt være, at Dvasias også havde sine smukke sider. Det var i hvert fald ikke den slags Gabriel havde været så heldig, selv at finde, hvis det endelig skulle være det.
Gabriel sukkede tungt. Det var svært.. han var bestemt ikke meget for at lade Ziggi gå og særligt ikke, når det var på hans slot, hun måtte arbejde. Derfor var hun jo hans ansvar, og det var noget, som han uden tvivl havde tænkt sig at passe på, så godt som det var ham muligt.
"Ingen på stedet her, bryder sig om Dvasias.. Visse er dog mere åbne for det, end andre.. Som jeg. Jeg lod dig komme her, og se hvad Procias havde at byde på, og noget har du fået ud af det. Det kan jeg se og mærke på dig.. Du er naturligvis frit stillet, til at søge hjemover, men jeg beder dig stadig om at genoverveje, hvad det vil gøre ved en kvinde som Ziggi at tage med," sagde han roligt. Han frygtede mest, at det ville ødelægge hende, og det ønskede han på ingen måde.

[Deleted]

Han så lidt på ham et øjeblik, da han trådte nærmere, lige så stædig som nogensinde. Måske var det typisk folk af højere stillinger at være stædige? Når han tænkte over det var Elmyra også forfærdelig stædig...I hvert fald når det gjaldt hende selv. Men tingene var dog lykkedes, ingen tvivl om det, og Gabriel virkede også som en der efterhånden var ved at accepterer han ikke helt kunne styre tingene eller få dem som han ønskede. Han spidsede mund et øjeblik og kneb øjnene let sammen, før han blot sendte ham endnu et af sine fantastiske kolde smil, der lovede alt og intet.
Han var så naiv! Åh...enige om en ting eller to? Det måtte i den grad være en joke! Det var småting, lidt som når man blev enige om at vildsvin smagte godt med bær til. Eller at begge kunne lide farven grøn eller når begge kunne lide stjernerne på himlen. Intet i større dimensioner, som det umiddelbart kunne tolkes som og derfor fremstod han kommentar som enden dum og naiv eller et sært forsøg på en joke.
"Åh...." han så lidt på englen foran ham. Så han kendte Dvasias, men ikke de kønne sider? Det var ærgerligt. Alle burde få en introduktion til de fantastiske ting Dvasias gemte i sit mørke! Ingen havde rigtig oplevet Dvasias før, rigtigt gjort den ære.
"...Men måske vil du selv med? Det lyder som om du kun har oplevet de ting, der får dig til at tænke det er en trist og forfærdeligt sted. Men der er så meget mere" smilte han let. Det ville forklare meget.
Han løftede en finger midt i Gabriels næste sætninger. Nej, nu gik det helt amok! Manden fortalte sig jo. Han smilte bedrevidende.
"Din uvidenhed rammer mig hårdt. Skal jeg gøre opmærksom på at JEG elsker Dvasias og selv din dronning faktisk savner landet?" kommenterede han. Så slog han let ud med hænderne.
"Og Ziggi vil gerne opleve det og jeg vil vise hende det bedste af landet!" Ingen tvivl der. Ziggi skulle opleve det bedste af det bedste i Dvasias, så vidt som Zean kunne vise hende. Det er klart at siden han ikke var ligefrem var kongen af Dvasias kunne han ikke vise hende alt. Men så godt som.
"Det er genovervejet og jeg har taget en beslutning" kommenterede han en smule mere alvorligt. Hans blik fjernede sig ikke fra Gabriel. Nok følte han sig svag lige nu...Alt det lys, alt den varme, ingen smerter i miles omkreds. Men han kunne agerer stærkere end som så og det havde han virkelig også tænkt sig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For alt i verden, forsøgte Gabriel virkelig ikke at lyde fordomsfuld, selvom det var svært.. Efter alt det som mørket havde gjort ham og hans familie, var han ikke meget for det faktum i udgangspunktet, selvom han vidste, at lyset faktisk ikke kunne eksistere uden. Han forsøgte selv at finde fornuften i det hele.. Og gud hvor kunne det være svært. De himmelblå øjne forlod dog ikke Zeans skikkelse på noget som helst tidspunkt. Han kneb øjnene let sammen.
"Jeg er kendt med, og indforstået med at Silia drømmer og længtes, samt savner Dvasias, som sit andet hjemland," sagde Gabriel hastigt, nok mest for at få den lukket af. Det var der hun havde tilbragt langt de fleste af sine leveår, og særligt som barn og ung. Dette var nu ikke sagens kerne. Hun var blevet valgt til denne post af hans egen moder, da hun havde valgt at trække sig med sin mand, og siden hun var så retfærdig og havde den sans for retfærdighed, som hun nu havde, betvivlede han dog end ikke selv, at hun var den rette til den position. Et sted et ømt punkt.. Han frygtede at han et tidspunkt, ville miste hende til mørket.
"Jeg har selv tilbragt mange år af mit liv på den dvasianske side... været på eventyr så langt fra lyset, som jeg overhovedet kunne komme.. forelskede mig i en mørkelvisk kvinde, som alligevel valgte mig fra til fordel for en vampyr.. Jeg har prøvet lidt af hvert.." informerede han med en rolig stemme. Denjarna - nu dronning i Manjarno, havde været hans gamle elsker.. Ja, han havde uden tvivl lavet lidt af hvert igennem sit liv.

Visse ting ville de dog bare aldrig nogensinde blive enige om, og dette var uden tvivl noget af det. Hans blik hvilede intenst på manden overfor ham. Han var bestemt ikke villig til at opgive sine tjenestestab for et eventyr, som i værste fald, ville tage liv! Overhovedet ikke! Han blev denne gang stående.
"Som sagt, så er du selv frit stillede til at søge tilbage over grænserne. Jeg skal nok sørge for at give vagterne besked om frit at lade dig passere," sagde han roligt. Hvorvidt om Ziggi i det tilfælde, ville følge trop, eller hvordan det ville ende, skulle han endnu ikke kunne sige. Han kunne i hvert fald trygt sige, at han ville gøre, hvad han kunne, netop for at forhindre hende i at søge nogen steder. Dvasias var et farligt sted, og særligt for en, som ikke vidste hvad hun måtte gå ind til.

[Deleted]

Han så lidt på ham og trak så let på den ene skulder. Nu var den ko vidst også barberet. Eller var det ged? uanset hvilket dyr man brugte, måtte dyret nu være helt pelsløst.
"Hvis du siger det" Han prøvede på ikke at sige det på en måde, der kunne fornærme Gabriel eller skaffe ham endnu en reprimande om at man burde vise respekt til folk. Gabriel havde været hurtig til at affeje emnet om hans dronning og noget sagde ham det nok var et ømt punkt. Stolede de ikke på hinanden? Eller var deres forhold ikke lige så godt, som det lagde op til? Det var svært for Zean at bedømme. Måske var de bare et par, som var sådan. I hvert fald lod han Gabriels ønske opfylde og lod emnet falde til jorden. Han fløjtede kortvarigt og smilte drillende til Gabriel.
"Deri ligger din modvilje! En kvinde gad ikke have dig alligevel" drillede han og fandt det uden tvivl en smule morsomt, omend han lagde bånd på sig selv og ikke kørte det for langt. Hvis det virkelig var et ømt punkt for Gabriel, med kvinder, ville han ikke udfordre skæbnen for meget. Han havde hørt om mange forskellige historier om folk der gjorde sære og vanvittige ting af såkaldt kærlighed og forelskelse. Han havde en mere...logisk tilgang til parforhold. Man skulle kunne bruge hinanden. Han kendte ikke til den side af følelserne eller nægtede at kendes ved dem. Hans fremtidige kvinde, for det var klart han måtte giftes, skulle sikre ham en plads blandt de andre dødsengle, som gemte sig i deres huler. Seraphiel havde sat ham ind i det. Problemet var nu at finde den rigtige kvinde...Sandt at sige, kunne han bare finde på en undskyldning bagefter og dræbe kvinden, hvis han ikke brød sig om hende.
"Mørkelvere er specielle. Jeg tror man skal kæmpe en hel del for at opnå noget som helst ved en. Et eller andet sted kan du vel være stolt af dig selv, at du overhoved stod på listen over menuen" kommenterede han en smule kort og med et hemmelighedsfuldt smil. Var det mon også grunden til at han var ved søen, hjemme i Dvasias, så tæt på mørkelvernes by?
"Jeg sætter pris på jeg kan rejse frit. Jeg vil ikke diskuterer sagen angående Ziggi yderligere. Den er ved at blive gammel og det er klart ingen af os ynder at skifte mening, uanset hvad den anden drister sig til at sige. Derfor syntes vi bare skal vente og se hvad hun selv vælger. Medmindre du vil holde hende tilbage..." han trak let på den ene skulder. Nu var geden også uden horn. Hvad skulle ryge næste gang, hvis Gabriel valgte at forfølge samtalen yderligere? Halen? Ørerne? Den tanke legede han lidt med, mens han så lidt på Gabriel.
"Må jeg tillade mig at plukke lidt af jeres urter og tage dem med mig? Jeg skal nok være skånsom" han måtte hellere spørge, så han ikke blev kaldt en tyv også. Måske var urterne kun for de kongelige eller måske tilhørte de bestemte traditioner...Ikke at han interesserede sig for des lige. Men det skadede ikke at have en kongelig tilladelse dertil.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Frygten for at miste Silia til mørket, var nok den som stod stærkest i Gabriel, også fordi at han vidste, hvilken tiltrækning det havde på folk. Selv han havde været tæt på at lade sig lokke op til flere gange, men lyset havde altid genvundet sin plads. Derfor var det dog en del af en samtale, som han slet ikke ønskede at omtale med en dødsengel, og slet ikke så tæt på en afsked på denne færd. Han vendte blikket fast i retningen af ham. Denjarna havde ganske vidst valgt ham fra - og i dag, kunne han jo kun være glad for det! Selvom omstændighederne hvad det angik, bestemt ikke havde været rette. Han havde ømme punkter, og han var bestemt ikke meget for tanken om at det var noget som en dødsengel kunne ramme for ham.
"Jeg blev valgt fra til fordel for en vampyr, det erkender jeg gerne.. I dag, kan jeg nu kun være glad for det," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Denjarna havde været ham et ømt punkt i mange år og særligt frem til han havde mødt Silia.. Ikke bare som sin niece, som hun havde været igennem mange år - dog ikke af blod, men af følelser og tanker.. Nu var de gift og de elskede hinanden, og de stod som et stærkt regentpar, hvilket i hans øjne, uden tvivl var noget af det bedste af det hele. Aldrig havde han været mere glad for en kvinde, end hvad han var nu.

Emnet omkring Ziggi og det, var nok dumt at fortsætte, for ingen af dem ville skifte mening, eller give den anden ret. Gabriel stod fast på, at det var en virkelig farlig færd, for en kvinde, som ikke vidste hvad hun gik ind til, for selvom Zean måske kunne fremhæve Dvasias som noget direkte fantastisk, skulle man stadig huske hvad der skete i gyderne eller når mørket for alvor faldt på, og der ikke var noget lys til at guide en videre. Bare tanken fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen.
"Du har ret... lige der, bliver vi nok aldrig nogensinde enige," sagde Gabriel med en rolig stemme. Han var bare ikke meget for det.. selvom han naturligvis ikke kunne tage valget på hendes vegne... så var det alligevel noget, som han meget gerne ville have lov til at snakke med hende om, inden hun søgte afsted.. Det kunne omlægge, såvel som det kunne ødelægge liv, hvis hun ikke var klar over hvad der egentlig kunne ske hende på den færd.
Hvad han dog derimod foreslog og efterspurgte, fik Gabriel til at rynke på næsen.
"Hvad ønsker du af de urter som findes på grunden her?" spurgte han med en rolig, dog ganske nysgerrig stemme. Ikke fordi at han ville være afvisende eller noget.. Han var bare nysgerrig, også af natur.

[Deleted]

Kun være glad for? For ham lød det som om det havde ramt Gabriel hårdt og han nu benægtede det og påstod han kun var glad for det og havde fået det bedste ud af det. Men hvis det gjorde ham glad, var der jo intet at lægge en finger på der. Mørkelveren var i hvert fald glad, gik man ud fra, når hun havde haft flere mænd at vælge og vrage mellem. Så måtte Gabriel nøjes med hans fantastiske dronning.
Det var uventet for ham at høre om disse ting, han havde ikke forventet englen ville lukke op på den måde og fortælle Zean om sig selv...Og endda et emne, der måtte falde ham en smule ømt. Han blev straks mistænksomt...Hvad ville englen opnå? Måske prøvede han at lokke noget ud af Zean eller lokke nogle mere ønskede følelser eller tanker frem? Måske afprøvede han ham...I så fald, havde han så bestået? Det tænkte han lidt over. Måske ønskede han at høre mere om Zeans baggrund? Men i så fald gik han forgæves. Det faldt ikke Zean naturligt at snakke om disse ting. Han lagde i hvert fald ikke selv op til det særlig ofte og hvis han gjorde, skulle man være opmærksom på at tage chancen.
Han havde brug for noget at beskæftige hænderne med. Ved en pludselig indskydelse bukkede han sig forover og spejdede ind under stolen efter killingen. Den var ikke der. Måske gemte sig under de andre stole eller skabe. Men det var nok ikke pænt hvis han begyndte at kravle rundt på gulvet efter killingen...Omend, han kunne slet ikke slippe killingen med tankerne nu! Den var hans partner. Loyal og selvstændig på samme tid.
"Beenie!" kaldte han, omend han ikke sagde det særlig højt.
"du så ikke hvor hun løb hen?" han så kort op på Gabriel igen, da han satte sig op igen.
Urterne...
"åh, urterne!" han smil bredte sig en anelse og i et øjeblik virkede han slet ikke som en problematisk forvokset teenager, der uheldigvis var født med kaos-tendenser. Spørgsmålet forvirrede ham dog en smule. Men det tog ham kun et øjeblik at gætte sig til meningen, hvoraf han næsten fik lyst til at grine.
"Jeg ønsker at studerer dem jeg ikke kender og finde deres virkning. Jeg ønsker at samle dem ind jeg kender, så jeg ikke løber tør for urter foreløbig. Jeg ønsker at have dem på mig, i tilfældet af jeg skulle falde over en situation, hvor deres virkning er ønsket. Trods min race er det sket...Endda steder hvor man slet ikke skulle tro det!" han studerede Gabriels udtryk lidt, for at bedømme om manden overhoved troede ham. Han gik ud fra Gabriel ville tage et valg, ud fra om han mente Zean ville samle skadende urter ind for at...Ja, skade folk med dem. Lige nu lod han det være usagt, ville tvinge Gabriel til at spørge ind til det, hvis han ønskede at vide noget om det. Som om tanken ikke var faldet ham ind...Eller som om han ikke ville pålægges nogen aftale angående disse urter, hvis han kunne undgå det. For sandt nok...ville han samle dem samtidig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde faktisk ikke noget imod at give af sig selv, så lang tid at hans modpat også gjorde det. Måske at det var noget som kunne give denne mand en større forståelse for hvad han var for et væsen, og hvad han var for en mand, for han havde jo også utrolig meget med i rygsækken, og nok meget mere end hvad man lige ville gå og tro, og sådan havde det jo alle dage været. Hans tid i mørket.. at han var blevet fravalgt.. kidnappet fra sit eget hjem her i Procias, og overbevist om det gode i Dvasias.. Den skumle bagside af det land, som Zean måtte elske så højt, var ikke Gabriel ukendt.
For nu valgte Gabriel selv at lade emnet ligge. Han håbede selvfølgelig at det ville give Zean bare et lille indblik i den verden som han så den, for det var tilsyneladende meget forskelligt fra hans. At han fumlede med sine hænder, og i stedet for blev meget optaget af sin killing, var næsten et irritationsmoment for ham. Hvorfor havde han overhovedet taget det dyr med sig?
"Jeg må være dig svar skyldig. Jeg har ikke lige fulgt med i hvor din firbenede ven, har gemt sig denne gang," sagde han roligt. Skulle han gætte, ville han sige under sengen. Det var stort, rummeligt og mørkt, og det var svært at komme derind, så det var vel også det ideelle sted at være?

Gabriel vendte sig roligt mod vinduerne i stedet for, inden han roligt søgte derhen med rolige skridt. Der stoppede han så endelig op igen og lod armene roligt falde over kors. Han vendte blikket igen i retningen af Zean. Han var nu alligevel nysgerrig. Der var jo mange ting som man kunne sige, at han kunne bruge urterne til.. og hvorfor var det noget som vækkede ham sådan en nysgerrighed? Det var jo heller ikke fordi at han ville sige, at den var naturlig, for det var den ikke.. særligt ikke overfor hvad der var typisk prociansk.
"hvis det er urter, som kommer dig til gode, så tag endelig dem som du har brug for. Jeg er sikker på, at vores gartnere, såvel som urtekyndige, har rigeligt af dem," informerede han med en rolig stemme. Hvorfor ikke bare hjælpe ham lidt på vej? Måske at dette ville vise sig, at blive starten på noget gensidigt, og det var jo også lidt det, som han håbede på. Han valgte faktisk at lade tvivlen komme denne dødsengel til gode, også selvom det normalt ikke rigtigt var noget som lå til ham i denne forstand.
"Selv det groteske kan ske en dødsengel, som får brug for urters healende kræfter, såvel som andet.. Og tro mig.. jeg vil glædeligt se dig benytte dig af de procianske urter i den givende situation," sagde han ærligt. Procias kunne rent faktisk byde på noget godt.

[Deleted]

Han så lidt på Gabriel. Sjovt, som det at han kunne heale med urter, altid overraskede folk og gjorde dem mere modtagelig for hans nærvær. Han havde brugt dem regelmæssig, omend han ikke havde bosat sig noget fast sted og ikke udførte sin gerning for særlig mange. Det skete han fangede en person og afprøvede visse urter i forskellige blandinger og med forskellige doser. Dette skete i hemmelighed og for nu var der ingen der kendte til dem. Ofte viste hans udvalgte ofre slet ikke de var blevet udsat for det. Dog havde han ikke dristet sig til det her i Procias.
Hans firbenede ven...Hans kneb øjnene let sammen. Manden var så glad for levende ting...Påstod han. Men det var tydeligt det kun var dem på to ben han rigtig satte pris på. Han virkede ganske ligeglad med en uskyldig killing. Det irriterede ham. Han havde større beskytter-instinkt over for dyr end folk. Han rejste sig op og begyndte en mere grundig gennemgang af stedet for at finde killingen, måske også lidt for at provokerer. Ziggi elskede killingen og havde været så bekymret for dens velbefindende...I et øjeblik følte han sig næsten trist, omend han ikke lod det komme til udtryk. Hvad havde han at være trist over? Ingenting. Han kiggede under stolene, mens Gabriel gik over til vinduet. Travlt optaget af sin jagt, tænkte han ikke videre over at besvare Gabriel med det samme. Han kravlede næsten helt ind under sengen, så vidt det var muligt, uden at tænke over hvor dumt det måtte se ud. Okay, måske var det grænseoverskridende at kravle under folks senge...Men en varm pelsklump der slikkede hans fingre, fortalte ham at han havde ramt plet. Han hev killingen ud, før han selv ormede sig ud igen.

Til sidst sad han igen i stolen, med en killing på skødet. Killingen lå på hans lår og legede med hans fingre, gav Zean et par nye rifter, ikke at det generede Zean. Den var i fuld gang med at sætte tænderne i hans langefinger, da Zean så op på Gabriel og endelig gav sig til at svare ham. Han havde ikke spurgt ind til giftige urter og det overraskede ham. I et øjeblik studerede han Gabriel...Var englen...begyndt at stole på ham? På visse punkter? Eller var det blot en forsøg på at påvirke ham og dermed noget han skulle passe på?
"Brugen af dem er ikke svær. Det er hvilke urter man bruger, der kan være svært" kommenterede han roligt.
"Jeg ville med glæde vise dig det, hvis du stolede nok på mig til at lade mig. Men jeg tvivler på nogen er kommet til skade lige for tiden og som du tør lade mig i nærheden af"
Det var ikke så meget et spørgsmål, som en konstatering. Han ville glædeligt tage kongen på ordet, hvis det behagede ham. Han elskede at bruge sin viden om urter og bruge urterne. Det gav ham...ro.
"Min mor er berømt healer, ved du måske. Hun har lært mig alt jeg ved" Et lille guldkorn. Sandt at sige, var healing med urter en genvej til at komme tættere på livet af Zean. De heldige ville også opleve en helt anden side af ham, når han endelig gav sig til at passe på en patient, der havde brug for ham. Omend, han altid var mere reserveret når nogen så på, end hvis han var alene med en patient.
"Eller...Meget af det. Jeg har også selv opdaget en masse ting" tilføjede ham med et hemmelighedsfuldt smil.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For Gabriel kunne det virkelig være svært at vide, hvor han skulle lægge sit fokus og hvor han ikke skulle, og særligt omkring denne dødsengel. Han elskede og forgudede det levende liv.. om det var dyrene i skoven.. kæledyrene på slottet og i byen, eller om det var de menneskelige individer på to ben. Det var underordnet.. Lige nu var der bare så mange andre ting, som han havde i tankerne. Dødsenglen tvang ham over i en anden tankegang, end hvad han egentlig ønskede, og det var nok lidt det, som han måtte reagere på.
Før Gabriel vidste af det, var Zean nede på alle fire for at finde den lille killing. Det var bestemt ikke fordi at han virkede særlig stor og faretruende lige nu, måtte man sige. Tvært imod, så var det næsten noget, som han fandt morende og underholdende, også selvom det måske var meget upersonligt at kravle rundt under andre folks senge. Nu var Gabriel dog ikke ligefrem manden eller typen som gemte alt muligt derunder, så der var heller ikke ligefrem noget at skjule, kunne man jo sige. At han så endelig kom ud igen med killingen i hånden og satte sig tilbage i stolen med den i sit skød, trak han kort på smilebåndet.
"Du er virkelig blevet knyttet til det lille væsen," sagde han med en rolig stemme. Det var ikke fordi at der var noget hånligt eller faretruende i det. Det var nok mere bare en konstatering, end det var noget andet.

Hvorfor skulle Gabriel spørge ind til gift og den slags? Det var jo slet ikke det hans tankegang var indstillet på, og denne gang, valgte han rent faktisk at vise denne dødsengel noget tillid. Måske at det var en chance at løbe, hvilket han ikke gjorde under normale omstændigheder, men dødsenglen havde jo trods alt heller ikke gjort noget på stedet her, som stod i strid med hvad de havde aftalt. Den eneste, som rent faktisk ikke havde holdt sin andel, var jo faktisk ham selv.
"Selv folk på denne side af grænsen, har brug for urterne til healing.. Vi har nogen af de bedste healere her på stedet, men jeg må sande, at du formår at vække min nysgerrighed, Zean.. Jeg vil gerne se, hvad du kan bidrage med," sagde han ærligt. Nu hvor han selv nærmest måtte lægge op til det, så var det vel egentlig også frygtelig dumt at sige nej? Tænk nu hvis manden var kendt med nogen teknikker, som healerne på denne side, slet ikke var kendt med? Den ville han da slet ikke have hængende på sig!
"Vi har mange andre grunde til at healing er en tiltrængt handling her i landet, uden at der behøver at være kamp og strid involveret.. Jeg må sande, at jeg er meget nysgerrig på, hvad du kan," sagde Gabriel med en oprigtig stemme. Nu var der åbnet for Pandoras Æske, og så måtte man jo se, hvad det ville bringe dem.

[Deleted]

Hans blik gled ned til killingen, der kiggede på ham med sine store, grå øjne, som så den direkte ind i hans sjæl og vidste hvad han gemte på. Dyr var fantastiske...De kunne mærke på folk hvordan de havde det og hvem der var gode, hvem der var onde. Zean var ond og hans aura fik ofte killingerne derhjemme til at løbe væk fra ham. Han var blot blevet endnu mere målsat på at få en dyr til at kunne lide sig. Og nu, endelig, var der en killing der kunne lide ham. Det var mærkværdigt. Han havde oplevet at han kunne komme tæt på dem og kæle normalt med dem, men aldrig en der ville følges med ham så blindt, som denne killing. Måske hang det sammen med at den var blevet væk fra sin familie og Ziggi havde været der, en person killingen kendte. Måske noget helt andet. Om ikke andet brød han sig om denne pelsklump.
Han så på op Gabriel igen, som han stak en finger i munden og suttede noget af blodet af, fra nogle af de mærker killingen havde givet ham. Og smilte svagt, da han tog fingeren ud igen.
”Det lille væsen er blevet knyttet til mig. Jeg passer blot på hende, da ingen andre ser ud til at have muligheden” Ikke at han ville give folk muligheden. Hvis nogen påstod de ville tage sig af den, ville han beholde den alligevel og måske komme med nye undskyldninger.

Åh ja, det var da naturligt! Ikke alle havde evnerne til at heale ved evner alene og mange gjorde brug af urter. Om det var som medicin eller i maden og drikke var underordnet. Men Gabriel vækkede alligevel hans nysgerrighed, som han vidste, ved at hans hoved gled en anelse på skrå, mens han spidsede munden en anelse, før han smilte svagt endnu en gang.
”Et sår kan komme af mange grunde. Ikke alle fra kamp og strid” kommenterede han en smule drillende. Han havde da ikke nævnt kamp specifikt, havde han? Men sandt nok var de fleste sår i Dvasias fra kamp. Folk ville ikke altid indrømme de var syge, og dermed svagere end normalt, medmindre det var fra en kamp. Mange satte også pris på anonymitet og diskretion, to ting der faldt Zean ganske naturligt. Hvem skulle gide snakke med ham om hans patienter, hvis de overhoved vidste hvad han lavede?
Han rejste sig op med killingen i sin hånd og trak let på den ene skulder.
”Jeg forsvinder i morgen. Du har end til der, hvis du får brug for min hjælp. Medmindre du allerede har nogen i tankerne?” han var ikke så god til kun at have alt i munden. At gentage det samme flere gange, uden det kom til handling, selv om ordene lovede om handling. Og i dette tilfælde vidste han ikke om de lovede handling eller ej og det havde han svært ved at forholde sig til. Hvad skulle han nu, hvad blev der nu forventet af ham? Han så afventede på Gabriel, mens han nussede killingen, der så dovent på dem.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Dyr havde en utrolig evne til at læse og tolke andre væsner, så det faktum, at denne kat.. endda af lyset, kunne finde sig til ro ved hans side, var noget som uden tvivl var beundringsværdigt i Gabriels øjne. Det var måske også derfor, at han reagerede som han gjorde, og var så afslappet som han var? Armene forblev hvilende over brystet, som han igen vendte blikket mod ham. Det venlige smil hvilede dog på hans læber. Nu var det jo ganske andre ting, som de snakket om, og det var noget som rent faktisk gjorde ham rolig, og ikke mindst afslappet.
"Dyrene kan mærke det.. Jeg lader dig gerne tage hende med dig over grænsen, når du tager tilbage til mørket hvor du kommer fra. Du lader nemlig til at være kommet nær det lille væsen," sagde han med en rolig stemme.

Umiddelbart gik Gabriel ud fra, at det var krig og strid der var tale om, og lige på denne side af grænsen, var det nemlig ikke altid det, som var skylden i at folk kom til skade. Hans blik hvilede på Zean med en rolig attitude. Måske at det var forkert formuleret, men det var nu heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at gøre det store ved lige nu.
"Korrekt.. strid, kamp og krig, er ikke nødvendigvis en grund til det.. Her derimod.. så har jeg en mand, som står mig meget nær, som jeg meget gerne vil have, at du kigger på. Hans sår er ikke synlig for det blotte øje," forklarede han med en rolig stemme. Carlisle var den kongelige rådgiver.. en varyl med en vampyr som en del af blandingen, og han var kommet galt afsted ment i den forstand, at en vampyr nu kunne gøre det.
"Hvis du er op til udfordringen selvfølgelig..? Han har taget dårligt imod den hjælp som han har fået frem til nu," forklarede Gabriel ærligt. Han var oprigtigt bekymret for sin ven, og selvom det virkelig var en alvorlig sag at introducere Zean for, ville det jo vise sig, om han virkelig kunne stole på ham, og ved at lade tvivlen komme ham til gode, som det han gjorde nu, faktisk vise, at der var mere i ham, end hvad han til nu havde set. De himmelblå øjne hvilede på hans skikkelse, dog med en maske af alvor. Det var en meget alvorlig sag.

[Deleted]

Hvis det gjorde Gabriel glad og, lagde han mærke til, mere afslappet, måtte han kalde hans forhold til katten hvad som helst. Normalt ville han nok have modsagt det, måske til sådan en grad at han ville skubbe killingen fra sig igen, hvis folk blev ved. Men lige nu følte han ikke for nogen af delene og lod det blot falde til jorden. Han ønskede sig en afslappet Gabriel der stolede mere på ham. Han regnede nu heller ikke med at Gabriel var sådan en kontrolfreak at han ikke engang måtte snige en killing med i tasken. Han så bare lidt på ham og svarede ikke på det, men nussede killingen fortsat. Der i mod var denne sag, om hans ven, meget mere interessant. Hans blik blev mere intenst, som om han prøvede at se om Gabriel lavede sjov eller var alvorlig. Til hans forundring var Gabriel alvorlig. Han blev straks mistænksom. Intet synligt sår? Snakkede han om psykiske sår, for i så fald kunne han ikke hjælpe manden. Nogle urter kunne virke beroligende og afslappende, andre kunne få folk til at sove eller direkte bedøve dem, men ingen kunne heale. Der skulle en helt anden hjælp til og dette var ikke en hjælp Zean besad evner i. Der ud over kunne der være tale om andre ting...Men måske var det bedre han afventede, end gættede. Han forstod ikke helt hvorfor Gabriel, der ikke turde lade Ziggi rejse med ham, lod ham se på en af hans nære venner.
”På en betingelse. At du ikke kaster mig i fangekælderen eller hugger hovedet af mig, hvis jeg ikke ligefrem kurerer fyren” kommenterede han en smule afmålt. Først og fremmest måtte han tænkte på sig eget liv og at lege med de kongelige...Kunne være en farlig affærer.
Det lød som Elmyra. Hun havde været syg og ikke modtaget hjælp...Med undtagelse af fra Zean, hvad stadig faldt ham lidt af et mysterium. Men han var nysgerrig og op for en udfordring.
Han smilte svagt.
”Men der ud over...Er jeg frisk på udfordringen. Kan du fortælle mig noget om din nære ven? Hvad for en race personen tilhører, hvis du ved noget om dennes sår og noget om de tidligere, omend som du siger, fejlede forsøg på at heale dem?” Det hele kunne være til at danne det fulde billede. Race havde betydning for hvordan personens krop var sat sammen og ville reagerer på forskellige ting. Såret...Ja, det var jo klart hvad han skulle bruge den oplysning til. Og de mislykkedes forsøg? Blot så han ikke gjorde det samme og stod dum bagefter. Desuden kunne mislykkedes behandlinger være tegn på andre ting, ting af betydning.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For alt i verden, så ønskede Gabriel faktisk at vise for denne mand, at han faktisk havde en vis tillid til ham, også selvom han nu var det væsen som han var. Han var ikke meget for at han tog Ziggi med sig ud af landet, og særligt ikke fordi at det var noget som tog en vis form for kontrol fra ham. Her kunne han holde øje med ham, og særligt når det var Carlisle, som var en mand, som han i forvejen havde et meget nært forhold til, udelukkende på grund af knægtens afdøde far.
"Hvorfor skulle jeg sende dig i fangekælderen, for ikke at kunne heale ham? For alt hvad jeg ved, er det her noget, som kan gå over af sig selv.. mange healere her i landet, har kigget på det, og alle har de nået til konklusionen, at det er bedst at vente og lade ham se tiden an. Jeg personligt, er af en anden mening.. og hvis der er noget som du kan stille op, ville jeg være yderst taknemmelig," sagde han med en rolig stemme.

Manden virkede oprigtigt interesseret, og for Gabriel, var det jo det vigtigste. Det at ramme dem der hvor interessen var størst, og hvis han var så glad og betaget af urter og hvad de kunne gøre af godt og skidt, var det måske noget som kunne komme ham til gode? Han trak vejret dybt. Han var klar på udfordringen. Naturligvis var det noget som virkelig gjorde ham glad.. Nok mere end hvad han ville give udtryk for, men det var nu bare sådan at det måtte være.
"Han er engel og vampyr.. altså en varyl. Hvad der er hændt ham, kan jeg desværre ikke fortælle.. Det er end ikke noget som han selv har formået at besvare.. Han har ondt.. Det er nok bedre at du selv kommer og ser ham," sagde han med en rolig stemme, dog stadig præget af det alvor, som måtte ligge i dette. Carlisle var en mand, som stod ham meget nær, og derfor håbede han selvfølgelig på at Zean var i stand til at hjælpe. Han vidste ikke hvad den mand skulle kunne gøre anderledes end de healere som ellers var her på stedet, men det kunne jo være, at der var nogen dvasianske teknikker eller planter for den sags skyld, som måske kunne hjælpe.
"Hvis du vil følge med.." sagde han roligt, inden han selv bevægede sig hen mod døren. Deriblandt en af de mange bekymringer som han gik med om dagen, som måske kunne ordnes nu. Han bad virkelig til at det kunne lykkes for en mand som Zean at hjælpe. Dørene fik han op i takt med at han nåede dem.

[Deleted]

Han havde forventet at Gabriel blot ville accepterer det. Måske love at sende ham til fangekælderen hvis det ikke lykkedes, men Gabriel var ikke den type der truede på den måde. At han virkede overrasket over at Zean tænkte tanken, gjorde Zean en smule overrasket. Og var endnu et punkt hvor landene måtte være meget forskellig fra hinanden. I Dvasias, og måske i yderste konsekvens i Imandra, kunne de godt finde på det. I Dvasias var det måske mere reglen end undtagelsen. Ikke at han vidste det med sikkerhed, men han havde da hørt om folk der var endt dernede.
At alle mente det var bedst at vente...Og Gabriel ikke mente det samme. Det var underligt. Og hans nysgerrighed voksede yderligere. Hvad kunne det være af sår, som hans healere, hverken med urter eller evner, kunne få til at forsvinde? Han var virkelig nysgerrig nu og selv hvis Gabriel trak i land og fortrød, måtte han se hvad det handlede om. Han ville selv finde fyren hvis det var.
Han lod killingen dumpe ned på gulvet, hvor den strakte sig og så forundret op på Zean. Hvad skulle der ske nu? Hvorfor måtte den ikke sove?
Han smilte og nikkede let. Han fulgte efter Gabriel og killingen efter ham. Da de kom udenfor dørene så han ned på killingen et øjeblik. Så bukkede han sig ned og så direkte på den og den på ham.
”Nu skal du være en god kat og gå tilbage til værelset eller ned til Ziggi. Men giv hende nu ikke nogen problemer!” kommenterede han og nussede killingen bag det ene øre. Så rejste han sig og fulgte efter Gabriel, uanset om hans vagt skulle med eller ej. Killingen så efter dem...Og forsvandt. Den havde forstået at Zean skulle noget og at den ikke kunne komme med.
Zean havde ingen af sine ting på sig. Ingen urter, ingen redskaber. Men han regnede med at han kunne sende bud efter det han skulle bruge...Eller i hvert fald fortælle Gabriel det og så måtte han jo tage stilling til om han ville give Zean det i hånden. Han var spændt og en smule nervøs for den nye opgave. Men hvis han bare fulgte hans mors ord, der altid fortalte ham hvad han skulle gøre, kunne det vel næsten ikke gå galt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde virkelig ikke nogen kvaler ved at skulle love Zean, at han ikke ville smide ham i fangekælderen, for hvorfor skulle han? Kunne han ikke stille noget op, så kunne han ikke stille noget op. Gabriel følte dog bare, at han havde et ansvar overfor Carlisle, og særligt efter mandens fars bortgang for nogle år siden, så var der jo efterhånden temmelig mange indstanser, som man skulle tage hensyn til, og det var heller ikke altid lige nemt.
Gabriel søgte roligt ned af gangen, mens han forventede at Zean selv ville følge trop. At han satte killingen fra sig, gjorde ham nu heller ikke noget, for det var nok ikke ligefrem et andet rovdyr, som det lille væsen skulle have lov til at se selv. Det ville vel kun gå galt? Han smilede let for sig selv. Selvom hans egne healere havde bedt ham om at se tiden an, var det dog på ingen måder noget som Gabriel selv var interesseret i. Manden var desuden også kongelig rådgiver, og det var vigtigt, at han kom på benene igen, og gerne så hurtigt som muligt.
"Jeg formoder ikke, at du er bange for mørke..?" Han vendte blikket ganske sigende i retningen af Zean, inden han steg ned af trapperne, for at komme tilbage til den store hal, inden han bevægede sig mod kælderen.

Det var måske meget atypisk at det var der den kongelige rådgiver måtte holde til, men med vampyren i blodet, så var det meget lidt man kunne gøre ved solen i lysets land, kunne man jo sige. Ned af trapperne af kold sten, var der sat fakler til at oplyse dem vejen. Selv tøvede Gabriel ikke med at søge ned af de mange og lange trapper, for at komme ned i den mørke kælderregion.
Hernede var der intet som mindede om solens stråler eller varme.. Ikke andet end den som faklerne sørgede for. Der var mange gange.. men det var en ganske særlig en af slagsen som Gabriel søgte ned af.
"Han er her.." fortsatte Gabriel med en rolig stemme, inden han stoppede op ved nogen store døre bevogtet af en enkelt vagt som hurtigt trådte til side, så Gabriel kunne komme til. Med to korte og faste bank på døren, tvang han døren op. Selve rummet var dunkelt, men smukt og indbydende. Carlisle lå i sengen.. badende i koldsved.. mere bleg end hvad en vampyr typisk måtte være og gispede næsten efter vejret.
"Jeg har en ven af mig med, Carlisle... han vil gerne se på dig.." annoncerede Gabriel med en sigende mine, inden han vendte sig mod Zean og afventede at han ville træde ind. "Gør hvad du kan," bad han.. Kongen bad ham direkte.