Party until my heart stop beating..?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Fuldstændig fanget i en drømmeverden, hvor det kun var ham og hende, blev Jacqueline liggende i sengen under ham og med en tydelig skælven i kroppen. At nyde det med ham, var virkelig noget af det bedste, som hun længe havde oplevet, også selvom.. han meget hurtigt ødelagde den intense og gode stemning ved at sige ,at han måske skulle.. gå? Det ville hun slet ikke have! Let himlede hun med øjnene og rystede så på hovedet, som hun lod ham trække sig. Selv gled hun bare om på siden og betragtede ham, som han søgte efter den ellers så lette beklædning som han havde haft på. Han var da.. kedelig! Han kunne da ikke bare gå!

Hovedet hvilede mod hendes ene håndflade, mens den anden hånd let kørte rundt i sengetøjet. Hun kunne ikke holde et tilfredst smil fra sine læber. "Du virkede ikke til at have så travlt for bare et øjeblik siden. Er det fordi at lysten nu er stillet?" spurgte hun sigende. Folk havde set ham gå herom med hende, så i det tilfælde, kunne man vel godt sige, at skaden allerede måtte være sket? Hun sukkede tungt, inden hun gled om på ryggen. For hende, var det ikke slut endnu. Hun ville gerne se ham igen. Og det lignede hende normalt slet ikke! Dertil valgte hun at smide sengetøjet af sig, inden hun rejste sig. Blotlagt, som gud nu havde skabt hende, men selv hun vidste, at der ikke var noget at skjule. Armene lagde hun i stedet for over kors og med hovedet let på sned. "De har allerede set os.. så kom da hen og læg dig ved siden af mig," opfordrede hun med et næsten lokkende smil på læben.

[Deleted]

Panikken var igen ved at stige i takt med at fornuften langsomt vendte tilbage. Hvis de forkerte havde set dette turde han slet ikke tænke på hvad der kunne ende med at ske med ham. Han ville da sikkert blive smidt i et eller andet Gudsforladt fangehul til bare at rådne op. Han gøs ved tanken. Det manglende sollys ville med tiden dræne ham for hans krafter og energier. Engle var ikke skabt til at leve på mørke steder. Det gik op for ham at han igen stod og dvælede i sine egne tanker. Han førte sit blik til hendes og kunne ikke lade være med at stirre lidt indgående på hendes smukke krop.

Han rømmede sig en smule. "Nej det er da ikke derfor." Sagde han flygtigt. Det var nok delvist derfor, men ikke fordi han var færdig, nærmere fordi en del af ham vidste at han burde skamme sig over det han havde gjort, men det gjorde han ikke hvilket hyllede ham ret meget ud af den. Han kiggede lidt forfærdet ned på hende, havde hun set noget han ikke havde? Havde nogen bemærket dem? "Hvem har set os?" Spurgte han en smule bekymret, det gik op for ham at hun nok ikke havde ment nogen bestemt, men mere bare at skaden var sket agtigt. Han åndede lidt lettet op, måske var de blevet set, måske ikke. Lysten til at stikke af blev erstattet af lysten til at ligge tæt med hende. Bare slappe af og nyde hinandens selskab, hun jo tilsyneladende ikke så slem som først antaget. Han tog et par skridt nærmere hende, og satte sig så ned på sengekanten. "Og hvad forslår du så vi gør nu?" Spurgte han lidt usikkert. Var hun slet ikke bange for konsekvenserne af alt dette her?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Glæden havde været kortfattet, eftersom Samandriel var blevet ramt af følelsen af panik. Det var ikke direkte fordi at hun troede, at han havde noget hastværk med at komme ud, men for pokker.. Det var slet ikke sådan at hun havde regnet med, at det skulle endes! Som han febrilsk søgte sit tøj, rejste hun sig op. Han ville ikke påstå at det var det som plagede ham? Hun himlede med øjnene. "Du kan ikke lyve for mig," pointerede hun denne gang mere kortfattet end tidligere, for hun var da træt af, at han skulle tro at han kunne gøre det!

En hel krostue havde set dem gå herind, så det var slet ikke noget som rørte hende det mindste. Faktisk måtte hun jo kun sige, at det var ting som hun havde nydt, og særligt fordi at det var sjældent, at hun lod mændene komme hende så tæt på. "Åh... bare en hel krostue... måske," sagde hun med et skuldertræk, som var det slet ikke noget som havde nogen former for betydning. For hende betød det intet. Folk gjorde det hele tiden, og det var det mest naturlige. Han satte sig... perfekt! Roligt gled hun ned ved siden af ham, inden hun vendte sig mod ham. "Mit råd.. som en dæmon til en lækker engel.. læg dig ned, og hvil med mig," sagde hun roligt. Denne gang lod hun dog ikke nogen diskussion komme ud af det, da hånden allerede var gledet mod hans bryst i et forsøg på at tvinge ham ned at ligge ved hendes side. Hun ville jo ikke have at han skulle gå.

[Deleted]

Samandriel burde nok have vidst at han ikke lige pludselig kunne bilde hende ind at han havde travlt, det var jo ikke ligefrem fordi at en lille alf var hoppet ind gennem vinduet og havde givet ham ekstra arbejdsopgaver. Men alt dette her kom bare lige pludselig for tæt på. Han kunne næsten ikke håndterer det. Følte ikke at han kunne få luft. Han så op på hendes nøgne skikkelse efter at have sat sig på sengekanten. Hendes tone var mere bestemt nu. Hun fortjente vel et eller andet sted også en forklaring for hans lettere skizofreniske opførsel. "Det er bare.." begyndte han og begyndte at fumle lidt med sine hænder i sit skød. "Jeg burde ikke have gjort det. Jeg.." han tøvede og så tilbage på hende inden han rettede sig selv. "Vi, kan komme virkelig galt afsted hvis det kommer ud." Han bed sig i den bløde underlæbe, da han ikke længere kunne modstå fristelsen af røre ved hende. Blidt lod han en hånd løbe op langs hendes lår. Han fulgte den lidt fortryllet med blikket. Hun var en virkelig flot kvinde.

Fortryllelsen blev dog hævet som hun satte sig ned ved siden af hende. Han sendte hende et blik fyldt af forvirring og sårbarhed, noget der ellers normalt aldrig så overfladen hos ham. "Jeg.." han tav som hun førte en hånd til hans bryst. Hvordan skulle han kunne modstå det? Han lod sig lidt for let skubbe tilbage i sengen og møvede sig så tilbage, så han igen lå på midten af den bløde madras kun iført sine bukser som var det eneste han havde nået at få på. Igen lod han de blå øjne hvile på hende, "er du slet ikke bekymret?" Spurgte han så og rakte hånden frem mod hende for at kunne mærke hendes bløde hud under sine fingre igen.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Fortrød han? Det var nok det, som Jacqueline var mest bange for, hvis hun selv skulle sige det. Det alene, ville da kun gøre hende direkte tosset! Hendes blik fæstede sig direkte til hans, som han rendt rundt og nærmest mindede om en hovedløs kylling, som ikke kunne finde ud af, hvad som skulle gøres. Hun trak let på smilebåndet. "Fortryder du da det, som vi har gjort?" spurgte hun denne gang meget mere direkte, end hvad hun havde gjort til nu. Hendes blik forblev hvilende på ham, hvorefter hun himlede med øjnene. Nu overreagerede han altså en hel del, og den tanke irriterede hende kun. "Hvad med at slå lidt koldt vand i blodet, kæreste? Det er ikke jordens undergang, at være tæt på et andet individ," forklarede hun med en rolig stemme. Skammede han sig direkte over det? Det gjorde hun i hvert fald ikke!

At han alligevel gik med til at lægge sig, passede Jacqueline fint, hvorefter hun selv lagde sig godt til rette ved siden af ham. Smilet var på ingen måder, som man skulle tage fejl af. Hun smilede ganske tilfredst for sig selv, uden at fjerne hånden fra hans bryst. Her kunne hun blive liggende for resten af natten, hvis det skulle være det. Hun havde i hvert fald ikke travlt med at søge nogen steder. "Haster det virkelig med at komme ud af døren, Sam?" spurgte hun. Var han virkelig så.... ih, hvor var det dog irriterende! Hun lagde sig tæt ind mod ham. "Bare bliv liggende med mig her for i nat," hviskede hun denne gang roligt mod hans øre.

[Deleted]

Han kunne ikke gøre for det, men han havde en lidt skidt fornemmelse med alt dette her. Ikke at han ikke havde nydt det for det havde han uden tvivl, men det var bare så svært at indrømme overfor sig selv, hendes race taget i betragtning og det gav ham en ubehagelig indre uro. "Det kan jeg ikke helt finde ud af," svarede han ligeud. Hun var stadigvæk kun en dæmon og hun kunne vel godt tåle at høre sandheden siden hun selv bad efter den. Dog kunne han ikke løbe fra at hun var en helt utrolig smuk og tiltalende kvinde, og for pokker hvor var det dog irriterende. "Nej det er jeg da godt klar over," snappede han lidt irriteret, han vidste da godt at det ikke var unormalt. -Selvom han ikke gjorde det særlig ofte. Men det var heller ikke så meget handlingen, mere kombinationen af de to sammen. "Jeg er en engel og du er en dæmon, hvordan kan det ikke bekymre dig?" Forlangte han at vide.

Han vidste ikke hvad der gjorde at han ikke bare tog benene på nakken, en i stedet lod sig overtale til at ligge sig tilbage i sengen. Han lod en arm glide omkring hende som hun lagde sig ind til ham. "Samandriel," rettede han hende, han havde virkelig aldrig været fan at øgenavne, eller kælenavne eller hvad pokker man nu kaldte det disse dage. Ville hun have han blev liggende hele natten? Var det ikke risikabelt? På den anden side så havde han nok overtrådt så mange regler her til aften at en fra eller til nok ikke gjorde den helt store forskel. "Kun for i nat så." Mumlede han. I morgen ville han flygte så langt væk fra hende som muligt og aldrig se sig tilbage. Det var i hvert fald planen som det så ud nu. Hun var farlig at være i nærheden af fordi hun gjorde ham svag, blev han i sit stille sind enig med sig selv om. Han lukkede blidt sine øjne og sukkede.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var tilfreds. Det var vel gået op for ham, at dæmoner ikke behøvede at være så slemt igen? At de kunne det samme som alle andre? Let himlede hun med øjnene. Hvorfor reagerede han så voldsomt på det? Det var jo slet ikke noget, der gav nogen mening for hende! "Er du altid så anspændt?" spurgte hun denne gang med en langt mere direkte stemme, hvorefter hun lod armene søge over kors. Hvorfor gå så meget op i hvad andre ville tro? Naturligvis vidste hun at hendes fader ville vende sig i graven, men han vidste jo ikke, og ville aldrig vide eller kende til noget af dette, og det var jo det, som hun trøstede sig lidt med. "Hvorfor skulle jeg gå rundt og tænke på hvad folk tror om mig? Jeg er mig, og det må de jo bare acceptere," sagde hun direkte, og med blikket mod ham.

At han lagde sig ned ved siden af hende, var uden tvivl noget der passede Jacqueline fint. Hun lagde sig tæt ind mod ham, og lod ham lægge armen om hende. Hun havde gjort indtryk på ham. Det stod så tydeligt i hans blik, og særligt i hans kropssprog. "Sam," fastholdt hun. Om han kunne lide det eller ikke, var hun egentlig ganske ligeglad med. Et kækt smil bredte sig på hendes læber, dog tydeligt med en træthed i blikket. Det var jo hårdt. Ingen tvivl om det. Hun lagde sig godt til ved ham, hvor hun lod øjnene glide i. Denne gang måtte hun dog give efter for søvnen. Trygt hvilende i hans arme.

//Out

[Deleted]

Han hadede at han kunne lide det. Hvorfor havde det føltes så uhyggelig perfekt og spændende? Det burde det jo ikke. Han forstod virkelig ikke hvordan hun kunne være så cool omkring det hele. Det var jo en mindre katastrofe i hans øjne. Og alligevel kunne han ikke andet end at nyde godt af det. Meget forvirrende. "Nej! Jo..måske..." han vidste ikke helt hvad han skulle svare nu var han jo en stolt mand og dette var et ret så voldsomt hak i stoltheden. Han trak på skuldrene af hendes spørgsmål, han var alligevel også ved at være træt nu.

Med endnu et suk trak han hende lidt forsigtigt ind til sig. Han havde ellers aldrig ligget med en kvinde efter at have været sammen med hende på den måde. Han kyssede hendes pande og blev enig med sig selv om at han måske godt kunne give sig selv lov til at nyde det, bare denne ene gang. Dog kunne han ikke lade være med at fnyse lidt utilfreds da hun alligevel valgte at tromfe kælenavnet igennem. Som hendes åndedræt blev tungere lukkede han også selv sine øjne og gled langsomt ind i søvnen.

// out