Party until my heart stop beating..?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

@samandirel - Jacqueline Isthar Demoniqz

---

Det var hen på aftenen, og for mange, var det nu at byen vågnede for alvor. Det var efterår, det var ved at være koldt og bladene var begyndt at falde af træerne. Dette var dog ikke hvad Jacqueline havde i tankerne - men derimod hvor hun skulle fortsætte med festen i byen. Hun var langt hjemmefra, hvilket der nu heller ikke rigtigt var nogen tvivl om. Evan - hendes adoptivfar, ville blive tosset, om han vidste hvad hun havde gang i. Hun var voksen, og hun ville uden tvivl have lov til at nyde livet!

Døren ind til den nærtliggende kro, slog hun op. Selv var hun meget udfordrende klædt, selv i dette kolde efterårsvejr. Hun smilede tilfredst. Man var vel ikke rigmandsdatter for ingenting? Og dette var naturligvis noget, som hun havde tænkt sig at udnytte i den forstand. Her var mange mennesker i aften, også selvom det nu var noget, som passede hende ganske så perfekt.
Her var der sågar live musik igang, hvilket kun gjorde det meget bedre. "Kom her.." endte hun med en intens hvisken mod en mands øre, som hurtigt reagerede på det. Hun rev ham ud på dansegulvet.. Hun holdt i hvert fald ikke igen, og det kunne mærkes. Hun strøg hænderne over hans bryst og videre over hans nakke. En forholdsvis stor mand, men hun var ikke bange af sig. Mentaldæmonen som hun havde som en del af sig, kunne hun tage en delvis kontrol over andre, om hun lystede. For nu ville hun danse... hun ville bare have det sjovt!

[Deleted]

Samandirel lanede på den lille gade foran en velkendt kro. Han havde været her en del gange før og i aften var ingen undtagelse. De hvide kraftfulde vinger blev foldet ind og skjult, og han lukkede den lyse skjorte som ellers havde stået åben og havde været rullet op over det sted hvor vingerne udsprang fra. Han dækkede den ellers bare overkrop som skjorten blev lukket. Med et sidste blik mod det sprudlende liv på kroen gikhan indenfor. Han ligende en i midten af tyverne skønt han nok var langt ældre end de fleste personer herinde. Hans ansigt var glat og følelsesløst.

Som altid kom han ikke herind for at drikke en kæp i øren som så mange andre. Hvor andre ellers fandt netop det ganske tilfredsstillende, kom han blot herind for at observerer. Han var en kriger, en beskytter altid på vagt. Han kunne ikke miste kontrollen. Med lette skridt satte han sig på en ledig barstol ude nat sige noget. Kromutteren fyldte et glas med vand op til ham, eftersom det var det eneste han drak når han var her, og det vidste hun. Han vendte front mod selve lokalet og lod de blågrå øjne vandre rundt på den brogede forsamling. De stoppede kortvarrigt på en kvinde som havde godt gang i at 'forføre' en mand på dansegulvet. Han himlede let med øjnene, typisk dæmoer. Den slags afskum havde ikke andet i hovedet en sex, vold og ødelæggelse.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var ikke ofte at Jacqueline oplevede, at engle søgte hertil, men en gang skulle jo være den første. Byen her, var hun nu blevet ganske fascineret af, og særligt fordi at folk var så nemme at manipulere rundt med. Hun var egentlig kun ude på at have det sjovt.. Der var faktisk ikke rigtigt noget andet liggende skjult i det. Naturligvis kunne det at manipulere rundt med folk på den måde, være farligt for en ung kvinde.. og særligt fordi at hun heller ikke var så gammel, og var typisk ung med følelsen af, at man kunne det hele. Der var hun ikke meget anderledes end så mange andre unge tøser.
Manden lagde armene om hende, og trykkede hende ind til sig. Jacqueline kunne lide det. Hvem ville dog sige nej til den slags for nærvær? Dansen var intens til musikken. Selv hun forsøgte at holde sig igang med de intime og sensuelle bevægelser med krop og hofte, for at fastholde hans interesse. Det var egentlig først da musikken ophørte, at hun... gav slip på ham. Selv nu hvor han stod tydeligt forvirret og hun med det triumferende smil. Hun strøg kort hans kind. "Tak for dansen, snuske," endte hun med en rolig stemme mod hans øre, inden hun trak sig.

Jacqueline søgte op i nærheden af den nyankomne engel. Hun kunne ikke holde op med at skæve til ham. Det var første gang, at hun rent faktisk så det væsen tæt på. For hende, var det uden tvivl meget fascinerende. "Dig har jeg ikke set her omkring før," kommenterede hun med en rolig stemme, som hun igen vendte sig med fronten mod ham. For hende, var det fascinerende.. Et muligt nyt offer måske?

[Deleted]

Hvorfor Samandriel stort set altid endte med at søge hertil vidste han ikke helt. Der var så mange andre steder han kunne sidde og observerer i fred og ro, men lige netop denne kro havde fanget ham fra første færd. Han følte sig en smule draget hertil af en eller anden grund. Som havde det haft stor betydning for ham engang. Han skubbede tanken lidt fra sig. Han gad ingengang gøre et forsøg på at huske tilbage fra den tid før han blev engel. Det var alligevel umuligt. I hans øjne havde han altid været engel, også selvom sandheden var en lidt anden. For mange mange år siden havde han vidst nok været et helt almindelig menneske, men han var ikke sikker.

Som tankerne gled rundt i hovedet på ham holdt han de kølige blå øjne rettet mod den dansende kvinde. Eller hvad man nu kaldte 'hendes slags'. Han have aldrig lagt skjul på hvor meget han frastødte mørkets væsner. De burde bare forblive i Dvasias hvor de hørte til. At hun så havde den frækhed at henvende sig til ham, gjorde ham faktisk en kende forarget. I stedet for at svare gloede han bare på hende i nogle lange sekunder. Han ville bede hende om at skride og lade ham være i fred, men det var som om at ordende ikke helt ville forlade hans læber. "Jeg er her sikkert heller ikke så ofte som dig." Endte han blot med at sige, og var godt klar over hvor dumt det lød. Han bude jo bare sige at han ikke gad spilde sin tid på at snakke med hendes slags. Det var simpelthen under hans værdighed.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Denne engel havde uden tvivl formået at fange Jacquelines interesse.. Og det gjorde hende nysgerrig. Sandt at sige, kunne man vel fastslå, at hun havde fundet sit nye offer for i aften? Ikke at det var noget som gjorde hende noget.. nu spørges det jo bare, om han var en mand af typen som faldt for hendes tricks, eller om hun skulle vælge noget alternativt i det her henseende. Smilet bredte sig på hendes læber. Det forekom hende som en afvisning, selvom hun ikke var kendt for at tage 'nej' for et svar. Hovedet lod hun søge let på sned. "Jeg kan lide at være her.. Det er et ganske særligt sted for mig," sagde hun med en rolig stemme. Hun rykkede en smule tættere på ham. Hun ville gerne teste ham af.. hun burde måske blive på den rette side af den dvasianske mur, men selv hun accepterede, at man i det her land, kunne færdes en smule mere frit, end hvad man kunne ellers.

Armene lod Jacqueline hvile mod bordet foran hende. Han var en flot mand.. næsten en skam, at hun ikke havde valgt ham som den første, for hun ville jo heller ikke just være kendt for at gå rundt som en eller anden rundetrunte, for sådan var hun altså heller ikke. For hun legede jo bare.. hun lagde jo ikke noget yderligere i det trods alt. "Som sagt.. tror jeg ikke at jeg har set dig før. Hvad er dit navn?" spurgte hun roligt. Nysgerrig var hun og uanset hvor afvisende han så end ville være for hende, så kunne hun heller ikke ligefrem se nogen anden grund til at skulle stoppe igen. Hun gjorde ikke forskel på god og ond.. lys eller mørk.. Alle kunne de da være lige underholdende at lege med.

[Deleted]

Han så på hende med et blik der både viste foragt, men samtidig også en nysgerrighed der irriterede ham selv grænseløst. Han hadede dæmoner mere end noget andet. For ham var de beskidte og utilregnelige, med andre ord, den magiske verdens svar på affald. Han lod hovedet falde en smule på skrå. Han måtte cutte hende af på en eller anden måde, for han skulle bestemt ikke sidder her og have small-talk med en af hendes slags. "Jamen det er da ganske godt for dig." Sagde han blot og genvandt noget af den hårdhed han for et spildt sekund havde tabt lige før. Han var så opsat på at holde et neutralt, let køligt ansigtsudtryk at han ikke bemærkede hvordan hun rykkede tættere på ham. "Burde du ikke i stedet være i Dvasias?" Spurgte han med en lidt giftig stemme. Han så kort op og ned af hende. Hun var en smuk kvinde, skønt kvinde nok ikke var det ord han ville vælge at bruge til en dæmon. Havde det været i Procias havde han omgående smidt hende ud, om han så skulle slæbe hende hele vejen, men her i Manjarno var det jo desværre ikke ham der bestemte den slags.

I nogle lange sekunder sad han bare og så lidt tænksomt på hende. De blå øjne forholdt sig kolde. "Mit navn?" Var hun virkelig så flabet at spørge ham om den slags? På den anden side kunne det jo være at navnet ville sætte en lille skræk i livet på hende, han var trods alt ikke helt ukendt i de forskelige riger. Ikke nok med at han var meget gammel så var han den der næseten altid tog de 'kedelige' eller rettere voldlige opgaver. Procias var godt nok kendt for sin 'ikke slå ihjel' politik, men det havde da været en nødvendighed for at sikre riget fra tid til anden, og der holdt Samandirel sig ikke tilbage. Han havde altid undret sig lidt over hvorfor det på ingen måder rørte ham at slå ihjel, alle andre engle han kendte prøvede helst at undgå det. Men ikke ham. "Mit navn er Samandriel." Sagde han så til sidst og iagttog lidt diskret hendes reaktion ud af øjenkrogen som han tog en tår vand. 

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline så ikke nogen grund til en akavet stemning.. Selvom denne engel var langt væk hjemmefra, så var det nu heller ikke noget som gjorde hende noget. Tvært imod, så gjorde det hende kun yderst nysgerrig. Hvad lavede han egentlig her? Selvom det var noget, som hun nærmest kunne forvente, ikke var noget som an ville snakke om, så tog hun det faktisk ikke så tungt igen, hvis hun selv skulle sige det. "Selvfølgelig.. Man har jo kun den sjov man selv står for, ikke?" endte hun direkte. Dvasias var kedeligt for hende.. Og det var begrænset hvor meget sjov hun var i stand til at få ud af det, og derfor ville hun langt hellere søge hertil og tage den transporttid for at komme frem og tilbage. "Vil du da ikke have mig her?" spurgte hun med et sigende hævet bryn, som hun betragtede sig af hans skikkelse. En afvisning.. Det plejede at være hendes arbejde at gøre den slags.

Englen virkede ikke synderlig interesseret i at snakke med hende, selvom det nu heller ikke just var noget som hun tog så tungt igen. Hun smilede tilfredst for sig selv. Alt taget i betragtning, så var det bare vigtigt for hende at.. se ham lidt an. Han virkede nemlig meget vigtig på en eller anden front, og hun vidste nemlig ikke helt, om det var en god eller om det var en skidt ting. Hans navn ønskede hun at høre, og da han så endelig fortalte det.. var hun nu sikker på at hun havde hørt det før. Hun betragtede ham med en yderst tænksom mine, inden lyset endelig måtte gå op for hende. Smilet bredte sig kun betragteligt på hendes læber. "Ser man det.. Englen som ikke tøver med at slå ihjel.. Slået nogen ihjel for nylig?" spurgte hun sigende. Selv frygtede hun ikke for sit eget liv.. Selvom hun vidste, at hun kunne være frygtelig irriterende.

[Deleted]

Samandriel havde aldrig været god til at omgås kvinder, og da slet ikke dæmoner. Skønt de nok i realiteten var hans bedste chance hvis det endelig skulle være. Han følte sommetider bare ikke helt at han hørte til i Procias. Hanvar meget hengiven til stedet, men det føltes alligevel underligt fjernt for ham, og det var selvom han havde boet der samtlige 250.000 år af sit liv. Han kunne bare ikke rigtigt huske de første 50.000, det var virkelig underligt. Det var bare som om at Procias var...ja for lyst for ham på en eller anden måde. De andre engle og lysvæsner han mødte var så afklarede med hvem de var og den slags, lyse og glade. Selv følte han det lidt som om at han havde en skygge indeni som han ikke kunne få væk ligemeget hvor mange gode gerninger hanforetog sig. Han følte sig måske endda en lille smule draget af mørket, hvilket kan på ingen måder kunne accepterer og derfor valgte bare i stedet at hade alt og alle med mørke sjæle. Hans kolde øjne hvilede på hende i nogle lange sekunder. "Måske jeg bare synes at du burde være ved dine...artsfæller." Sagde han lidt arrogant.

Han stillede atter glasset fra sig og munden fortrak sig i noget der kunne minde om et lille smil. Selvisk og arrogant godt nok, men et smil. "Præcis," sagde han og kunne ikke helt skjule at han godt kunne lide tanken om at hun vidste hvem han var. Det plejede at sætte en mindre frygt i skabninger som hende. Desværre så det ikke ud til at have den effekt på hende. "I hvert fald ikke til aften, men natten er jo også ung." Han sendte hende et lidt sigende blik. Ikke at han kunne drømme om at røre nogen han ikke havde fået ordre til at slå ihjel. Tanken strejfede ham dog sommetider, men tanker var jo heldigvis toldfri. Tankerne kørte lidt rundt i hovedet på ham, det var jo ikke normalt at en engel ikke havde noget imod at slå ihjel. For at bryde tankerne tog han igen glasset i sin hånd og drak resten af indholdet.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline så kun at hun havde den sjov som man selv lavede. Hun var ung.. hun havde endnu frygtelig meget at lære, og lige nu var hun jo i den aldersgruppe, hvor man følte, at man kunne gøre og klare det hele. Hun lod armene søge let over kors og med blikket hvilende på hans skikkelse. En dog flot mand, hvilket hun måtte erkende, men dette var nu alligevel en meget.. spændende situation. Hun havde nemlig aldrig snakket med en engel før. "Åh men dog... du er vel i sandhed en fordomsfuld mand.." pointerede hun sigende. Selv var hun jo bare en munter og glad person, såfremt at man gav hende en grund til andet selvfølgelig. Hun var en farlig blanding, og hun havde fået god og intens træning af den familie, som havde taget hende til sig, dengang hun ikke havde været særlig gammel. Ja hendes sande og rigtige forældre, som begge var borte i dag, kunne hun slet ikke huske.

Jacqueline gjorde tegn til manden bag disken, at hun gerne ville have et glad vin. Han kendte hende, så han vidste også præcist hvilken hun gerne ville have, og hurtigt blev et flot glas rødvin serveret for hende, hvilket var noget som passede hende ganske udmærket. Hun vendte sig mod ham efterfølgende igen. I sandhed var han da en mand med meget hårde fordomme for hende og hendes slags.. men at han så var den mand som gik under rygtet at slå ihjel.. og ikke tøvede med det, var uden tvivl en tanke som hun fandt yderst fascinerende. Hun kunne i hvert fald godt lide den. "Men dog.. du har en fyraften? Og jeg er ikke så heldig, at kunne gøre dig et godt selskab i den anledning?" Hun var ikke bange for ham.. Hun havde nemlig sine tricks til at holde ham på afstand, selvom hans ekstremt høje alder, meget hurtigt kunne være hende en voldsom stor hindring. "Og de mange fordomme du gør dig i stilhed.. Det er højt nok til at jeg kan høre dem," pointerede hun sigende, inden hun let prikkede sig selv på tindingen.

[Deleted]

Hans blik hvilede på hende i nogle lange sekunder, mens han spurgte sig selv om hvorfor pokker han i det hele taget stadigvæk blev siddende og førte en samtale med hende. Havde hun været et væsen fra lyset ville han nok have set anderledes på hende. Ikke at han var typen der hoppede på hvem som helst. For ham var sex ikke nogen specel fantastisk følelse, men blot en drift der sommetider bare lige skulle ud af verden så han kunne tænke klart igen. Dog have han aldrig sunket så dybt som til at være sammen med mørkevæsner. "Kald mig hvad du vil, jeg kommer alligevel ikke når du kalder." Svarede han blot. Ja han var fordomsfuld, men for pokker, dæmoner var kun til for at ødelægge verden for andre. For ham var tingene meget sort på hvidt. Var man fra mørket var man ond, var man for lyset var man...for det meste, god. Tanken om at der måske også fandtes gode dæmoner strejfede ham på intet tidspunkt.

For et kort øjeblik vendte også han blikket mod manden bag disken som han langede et glas rødvin mod hende. Igen blev de blå øjne vendt i hendes retning. Han var vandt til at dæmoner trak sig når han nævnte sit navn, han havde jo trods alt fået opbygget sig lidt af et rygte, men hende her var enten meget modig af sig, eller utrolig dum. Han fik bestilt sig et ny glas vand og så så tilbage på hende med en vantro mine, "dig gøre mig godt selskab? Tvivlsomt." Han rystede let på hovedet og tog en tår af vandet som var det stærk alkohol. Som om at hun kunne gøre ham godt selskab, på den anden side kunne han ikke lade være med at være en smule draget af at hun tilsyneladende var ligeglad med hvem han var. Den ene side af ham havde lyst til at give hende en lærestreg, mens den anden side..han stoppede sin tankegang som hun atter begyndte at snakke. "Høre dem? Hvad me...." pludselig gik et lys op for ham og for første gang i mange mange år skød en mild rødmen op i det ellers følelsesløse ansigt. Mentaldæmon..for pokker da! Nu håbede han bare ikke at hun havde 'hørt' for meget.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Manden ved hendes side, var nok noget af det mest fordomsfulde, som Jacqueline længe havde set. Hun stirrede på ham.. næsten med en irriteret mine. Hun kunne jo høre alle de tanker som han gjorde sig, og få var det så sandelig heller ikke. "Du dømmer bogen på forsiden, uden at kende indholdet.." påpegede hun med en sigende mine. For hende, var det bare en smalsag.. hun var måske ung, men hun var faktisk intelligent af sig, selvom hun nok mest forekom som en festabe.. Hun var jo ung.. livet skulle nydes mens man havde det, og det var noget som hun havde lært på den hårde måde, og særligt efter hun havde mistet begge sine forældre - og lillebror for den sags skyld.

Armene lod Jacqueline let falde over kors og med blikket intenst hvilende på ham. Nu havde hun faktisk afsløret, at hun var en mentaldæmon.. Hun kunne høre hans meget høje tanker om hende, og de var bestemt ikke særlig positive. Det gav hende jo kun lysten til at overbevise denne gamle herre om, at han faktisk tog fejl af hende. Hun var ikke decideret ondt.. kun hvis man gav hende en grund til at være det. "Jeg regnede skam heller ikke med, at du ville komme rendende hvis jeg kaldte.. Desuden.. hvorfor skulle jeg kalde på dig? For at du kunne slå mig ihjel?" spurgte hun denne gang direkte.
At se englen direkte blive flov over, at hun havde hørt hans tanker, var uden tvivl en morende tanke for hende. Smilet bredte sig på hendes læber. "Så pas på med hvad du tænker.. du kan jo rent faktisk støde folk med det," pointerede hun kortfattet. Selv hun havde jo ikke ligefrem gjort ham noget - endnu vel at mærke, så hvorfor den slags tanker om hende?

[Deleted]

Han lod hovedet falde på skrå og så på hende med let gennemborende øjnene var hun rent faktisk en bog han prøvede at læse. Hun var da virkelig ikke så naiv at tro at han ville falde for hendes 'uskyldige' opførsel. Han kendte en hel del til dæmoner og en ting havde han da lært gennem tiden, de var aldrig til at stole på. "Hvorfor skulle jeg dog også spilde min tid med at læse en bog når jeg allerede kender slutningen?" Gav han igen, "jeg ved ikke hvem du prøver at narre, men I dæmoner er alle ens." Kommenterede han så og sendte hende et medværdigende blik. "Koldblodige, selviske, egoistiske væsner der ikke kan finde ud af andet end at sprede død og ødelæggelse hvorend I går." Han hvilede sin vægt på albuerne mod bardisken. "I manipulerer jeres vej frem til I opnår det I gerne vil have, så skiller I jer af med dødvægten." Han tog en ny tår af sit vandt, stilede atter glasset fra sig og kiggede så igen mod hende.

At hun vendte hans kommentar rundt mod ham selv irriterede ham tydeligvis en smule. Det var dog provokerende gjort. "Tja jeg kan da godt gøre dig den tjeneste hvis du ønsker det." Sagde han køligt. Ikke at han kunne finde på det, medmindre hun gav ham en grund så det var i selvforsvar. Til den kommentar med at han skulle passe på hvad han tænkte sendte han hende bare et provokerende koldt smil. "Eller måske du bare skal holde sig ude af mit hoved? Tanker er toldfrie ved du nok." Han kørte en hånd gennem de blonde lokker og fugtede sine læber.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline tog det nu ikke så tungt. Naiv var hun ikke, men at dømme andre på noget, som der intet hold var i, synes hun bestemt ikke var retfærdigt! Hun tog en tår af den gode rødvin - en vane hun havde fået efter sin plejemor - en varmhjertet kvinde, som hun havde kaldt mor, siden hun ikke havde været særlig gammel. "Og du tror virkelig på, at vi alle er på den måde? Bare fordi at nogen har været sådan?" spurgte hun med en direkte stemme, som hun igen vendte blikket direkte mod ham. Et sted forarget over hans fremtoning, når hun selv forsøgte at vise sig fra sin bedste side. Hun ville nu bare bevise for ham, at han dømte hende.. alt for hurtigt! "Det er de store groteske dæmoner du vælger at omtale, min gode Samandriel.. Det gør næsten ondt i mit hjerte, at blive omtalt som var jeg et monster.." Rent skuespil måske, men det var jo sandt.. Hun havde intet gjort, for at blive placeret i bås med dem, som i sandhed havde forvoldt død og ødelæggelse.

Nu hvor Jacqueline havde afsløret, at hun kunne høre hans tanker, så var det faktisk ikke altid noget, som hun gjorde med vilje. Rent faktisk, var det noget, som til tider bare skete, uden at hun egentlig kunne gøre det store ved det. De mørke øjne gled mod hans skikkelse endnu en gang. Han kunne blive så forarget som han ville. Det ville ikke have nogen effekt på hende. "Måske de er tolkfrie, men du fordømmer.. Jeg troede I lyse væsner skulle se det gode i alle.." Denne gang rejste hun sig op. Ikke fordi at hun havde intentioner om at gå.. Hun trådte denne gang helt hen til ham. Hovedet lod hun søge let på sned, hvor hun med et charmerende smil, hævede hånden og lagde den mod hans kind. "Eller er det hvad du er bange for? At se det gode i en dæmon som mig?" spurgte hun næsten lokkende.

[Deleted]

Retfærdigt dømt eller ej synes Samandriel selv at han havde fået understreget en ganske god pointe. I hans øjne gjorde det slet ingen forskel hvordan de var som personer. På et eller andet tidspunk enten havde de skabt kaos, eller også ville de komme til det. Han havde jo set det utallige gange. Han lod hovedet falde på skrå med hævede bryn. "Hør her, jeg har levet i over 200.000 år, og jeg har aldrig mødt en godhjertet dæmon." Sagde han bestemt. "Og ærlig talt så tvivler jeg på at det nogensinde kommer til at ske." Han udstødte et mindre fnys, hvad så nu? "Aww sårede jeg dine følelser nu?" Spurgte han i en silkeblød tone, der samtidig dryppede af arrogance. "Sandheden er ilde hørt siger man." Han slog et mindre klik med tungen.

Han var ikke helst tryg ved at hun kunne gå ind i hovedet på ham, han frygtede hvad hun ville se. Ikke at han som sådan havde noget at skjule, men alligevel var der da visse private ting han ikke ønskede hun skulle se. Ja han strøg alle dæmoner over en kam, igen så han tingene sort på hvidt, nuancer var forvirrende. Han var blevet blevet oplært med at se det gode i folk, som hun også nævnte, og egentlig kunne han ikke helt finde ud af hvor hadet til dæmonerne stammede fra. Det havde bare altid været sådan lige så langt tilbage han kunne huske. "Jeg ser skam også det gode i dem der har godt i sig." Sagde han bare og hvilede så albuen mod bordkanten som han halvt vendte sig mod hende på barstolen idet hun rejste sig. Et selvsikkert smil var trådt frem på hans læber, dersom han troede at han havde vundet og hun nu var på vej væk. Hendes næste handling slog dog benene en smule væk under ham. Nærkontakt for ham skete yderst sjældent, medmindre det var i kamp. En smule tryllebudnet gloede han bare lidt på hende først uden at gøre tegn til at ville flytte hånden fra hans kind. Dog vågnede han lidt efter op af sin tranceligende tilstand og tog fat om hendes håndled med sin egen hånd og tvang den ned. "Lad være med det," sagde han desværre ikke helt så bestemt som påtænkt.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline lod hovedet søge let på sned. Personligt tog hun det ikke så tungt, for hun vidste at der var ondt i hende lige så.. hun havde jo ikke den familie og den baggrund som hun havde for ingenting, selvom hun havde fået en god og målfast opdragelse af Athena og Evan, som havde taget sig af hende, siden hun havde været helt lille. Det havde ikke været nemt i hvert fald, men det var ikke noget som hun kunne gøre det store ved lige nu. "Se.. selv et hjerte, har jeg i min besiddelse.." pointerede hun sigende. Han dømte hende, som var hun et usselt insekt, som skulle udryddes. Selv passede hun jo bare sig selv. Hun gjorde i hvert fald ikke noget som helst mod nogen, medmindre, at hun virkelig havde en grund til det. "Sandt.. Det genstår nu at finde ud af, om den er ilde hørt.. for dig, eller for mig," pointerede hun henkastet.

Jacqueline rejste sig roligt op og søgte hen til ham. Denne gang stillede hun sig helt tæt på hans skikkelse. Han var en flot mand.. Og selvom han nu havde gået rundt på denne jord i frygtelig mange tusinde år, så var det da bare mærkværdigt, at han ikke havde taget yderligere ved lære. "Man kan ikke se skoven for bare træer, min ven.. Du vil ikke se det gode i mig fordi at jeg er hvad jeg er.. så må jeg jo bevise det for dig... ikke sandt?" endte hun roligt. Som han tog fat omkring hendes håndled og førte hånden væk fra hans kind, lagde hun den i stedet for mod hans bryst. Dette var ikke noget som hun tog som en alvorlig afvisning. "Er det virkelig det bedste du kan klare?" spurgte hun med en rolig hvisken mod hans øre. Selv var det længe siden hun havde været tæt på en.. Hvem vidste..? Han kunne være hendes offer for i aften.