Party until my heart stop beating..?

[Deleted]

Han vidste ikke helt hvad han skulle svare til hendes comeback som var irriterende, men dog ganske sandt. "Ja det har du sikkert," mumlede han lidt surt. Det var helt utroligt at hun kunne gå ham så meget på nerverne uden egentlig at gøre noget andet end at åbne munden. Et skarpt blik blev sendt i hendes retning. "Og hvad mener du så med det?" Spurgte han i en hård tone. Stod hun der og antyede at han var problemet? Hun måtte da have spist søm! Han var en kriger fra himmeriget! Han var en af de gode! Skønt han ikke altid helt følte sig på den måde. Hun var bare et udskud. En undermåler. Et værdiløst væsen som ikke havde noget at gøre her.

Hovedet gled atter lidt på skrå som han betragtede hende, uden helt at vide hvad han skulle forberede sig på. Ville hun gå til angreb? Så dum var hun vel ikke, men hvad pokker havde hun så gang i? "Du kan prøve alt det du vil dæmon, men du vil aldrig komme til at ændre mit syn på dig!" Sagde han i hvad der skulle have været en bestemt tone, men det kom i stedet ud en smule usikkert. Han sank en klump. Dette her udviklede sig slet ikke som han havde troet og slet slet ikke som han gerne ville have. Hånden mod hans bryst fik ham til at rette sig lidt op på barstolen, men denne gang lod han den ligge. "Tror du virkelig selv på at du kan forføre mig?" Spurgte han og frygtede nok lidt inderst inde at det rent faktisk ville kunne lykkes for hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline så virkelig ikke nogen grund til at nogen skulle dømme hende på noget, som andre havde gjort. Hun havde jo heller ikke ligefrem valgt sine forældre! Og dem som hun havde, var nogen som hun glædeligt ville ønske, at hun kunne bytte ud igen! Hun blev stående tæt på ham. Han dømte hende på hendes race, fremfor på hendes person, og så måtte hun jo bevise for ham, at der var andet i hende, end hvad han lod øjet se. Hun smilede let for sig selv, som hun igen lod hovedet søge let på sned. "Det er noget som du nok skal finde ud af.." endte hun med en rolig stemme. Dette var uden tvivl noget, som hun fandt direkte morende. Hun kunne i hvert fald godt lide det, og det var hun heller ikke bange for at skjule. Hun havde det sjovt.. og nu var det bare ham det skulle gå udover.

Hånden faldt til Samandriels bryst, som hun strøg ganske let. Hovedet lod hun søge på sned, og uden at hun slap hans mine med blikket. Hans hårde tone, fik hende nu kun til at grine. Det var virkelig... underholdende.. Virkelig underholdende! "Er det ord for at overbevise dig selv, mere end det er at overbevise mig?" spurgte hun morende, inden hun trådte tæt nok på, til at hun næsten var helt lænet over ham. Hvis hun virkelig ville, var hun ikke i tvivl om, at hun ville være i stand til at forføre denne mand.. Og nu stod hun jo direkte med lysten til at forsøge med det. Hånden strøg fra hans bryst, for at søge længere nedover hans mave. En flot muskuløs mand. "Vil du da gerne have, at jeg giver det et forsøg?" endte hun hviskende mod hans øre.. Nærmest lokkende.

[Deleted]

Han var så irriteret på hende lige nu at han dårligt nok kunne tænke klart. Selvfølgelig vidste han godt at man ikke selv bestemte hvor man kom fra og hvem ens forældre var, men det betød ikke at han ikke kunne hade på hendes race alligevel. Det var bare sådan han var. Nogen ville nok kalde det at være fordomsfuld og det kunne han sådan set ikke benægte. Han rystede på hovedet af hende, ”ja det er jeg ikke i tvivl om,” mumlede han afværgende. Han troede ikke rigtigt på at hun kunne overbevise ham om noget som helst. Han var for det meste ret stålfast når han havde sat sig noget for.

Hendes hånd mod hans bryst gjorde ham en kende utilpas. Ikke at han blev dårlig, men han brød sig ikke om hendes berøring, udelukkende fordi hun var dæmon, og så også lidt fordi han havde den holdning at alt det med piger og hvad der ofte fulgte, var rent tids spilde. ”Jeg behøver bestemt ikke at overbevise mig selv om noget som helst,” vedblev han stædigt, skønt det var en åbenlyst løgn, for at lyve havde aldrig været hans stærke side. Hånden gled længere ned og han mærkede sit hjerte speede en smule op. Med et mindre gisp greb han omkring den og trak den væk fra hans krop. ”Jeg syntes ellers jeg havde bedt dig om at lade være én gang.” Kommenterede han lidt fladt og så på hende med et koldt gennemborende blik. Hendes lokkende hvisken gav ham næsten lyst til at sige ja, men stoltheden vejede alligevel for meget. ”Nej tak, jeg har smag.” Svarede han halvhjertet. ”Tro ikke at jeg sådan bare lige vil synke ned på dit niveau.” Han stak næsen lidt i sky for at højne sig selv.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde aldrig nogensinde valgt sine forældre, for hvis det var det, så havde hun uden tvivl valgt nogle andre, end dem som hun var endt op med. Dog tillod hun bestemt heller ikke, at denne engel, stod og skulle håne hende for at være det væsen som hun var. Hun skulle nok vise ham, hvad en dæmon var i stand til, og da særligt en af hendes slags! Hun smilede let for sig selv. "Tro mig.. jeg får nemlig altid tingene, som jeg gerne vil have dem.." hviskede hun med en intens hvisken tæt ved hans øre. Hun kunne jo heller ikke ligefrem dy sig, nu hvor hun havde muligheden for det.

Samandriel var uden tvivl påvirket af dette. Og han kunne lide det.. hvorfor skulle han da ellers reagere på den måde, som han nu gjorde det? Hun smilede tilfredst for sig selv, da han fjernede hånden fra sig.. også selvom hun lagde den mod hans bryst igen. Her var det hende som bestemte, og det var det, som han helt klart ønskede at understrege på den måde, som hun nu kunne gøre det. "Englene er virkelig et kedeligt væsen, må jeg sige," endte hun kortfattet, inden hun alligevel tog det mod til sig, som det krævede, og tog direkte plads i hans skød, og med fronten direkte mod ham. Hendes blik forblev intenst hvilende i hans. Hun lænede sig frem, så hendes bryst måtte møde hans. "Du ved..At sige nej til en kvinde, kan rent faktisk godt gå hen og blive et meget.. farligt spil.. ikke?" endte hun roligt. Hun lod læberne let ramme hans kind i et pirrende kys.. Hun ville se hvor langt hun kunne presse ham.

[Deleted]

Hendes intense hvisken fik nakkehårene til at rejse sig. Inderst inde var han slet ikke i tvivl om at hun havde ret. Men for pokker hvor det irriterede ham. Han havde ikke lyst til at skulle lege hendes personlige marionetdukke, og han håbede på at hans stolthed og stædighed ville være nok til at holde hende fra livet. Det ville simpelthen være så langt under hans værdighed at falde for hendes billige tricks. "Du drømmer Dæmon." Sagde han køligt, og med påtvunget overbevisning i stemmen.

Sandheden var desværre at han havde lidt svære ved at afvise hende end han ønskede. Han afskyede alt ved hende og hendes race og alligvel var det svært for ham at skubbe hende væk. Han kunne ikke helt lade være med at undre sig over om det måske delvist skyldets hendes mentale evner. At han fjernede hendes hånd holdt desværre ikke særlig længe for inden han nåede at se sig om havde hun atter placeret den på hans bryst til stor irritation for ham. "Vi er bare fornuftige." Rettede han hende stædigt. Hendes næste handling fik et mindre mentalt panikanfald til at paralyserer ham. Hvad pokker havde hun gang i?! Hjertet hamrede hårdt i brystet da hun pludselig kom skræmmende tæt på ved at sætte sig på hans skød. Skønt alt i ham skreg at han skulle skubbe hende væk, kunne han ikke lade være med at blive en smule hypnotiseret af hendes mørke intense blik. Han sank en klump. "Du har ingen ret til at infiltrerer mine grænser på den måde!" Sagde han, men uden at gøre det store for at skubbe hende væk.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline tog ikke nej som et svar, og særligt ikke, når hun kunne se, at han var så tvetydig i hans ord og handling.. Han virkede jo ikke rigtigt til at ville have at hun skulle stoppe.. så hvorfor skulle hun da gøre det? Smilet forblev på hendes læber. "Det er da det vigtigste, er det ikke? Jeg ved at du kan lide det." Hendes ord forblev som en hvisken mod hans øre. Hun pressede ham måske, men hun ville jo se hvor langt hun rent faktisk kunne presse ham, før det virkelig for alvor blev nok for ham.

Jacqueline tog det næste skridt, og placerede sig direkte i hans skød. At se ham næsten helt panikslagen, var næsten det sjoveste for hende. Selv var hun jo slet ikke ude på at gøre ham noget ondt.. men derimod bare at vise ham, at selvom hun var dæmon, så var der ikke den store forskel her. "Sch..." hviskede hun roligt og endnu tæt ved hans øre. Hånden lod hun roligt glide over hans læber, som et tegn til at han skulle tie, for hun ville ikke have at han skulle have lov til at ødelægge det hele her! Overhovedet ikke! "Du kunne skubbe mig væk, om det var hvad du ville, kære Samandriel... Og dog har du intet gjort.. Dette er vel det fornuftige? Desuden... jeg kan jo se, at du kan lide det.. så hvorfor ikke bare tage imod..?" fortsatte hun roligt. Hånden strøg ganske let over hans bryst.. Han føles god og stærk under hans beklædning, og den tanke, var noget som hun i sig selv kunne lide.. Igen lod hun hånden søge bare en smule længere ned.. Hun følte, at hun var nødt til at røre ved ham.

[Deleted]

Han fnøs og sendte hende et foraget blik. "Overhovedet ikke, faktisk har jeg næsten ondt af dig. Tænk at være så desperat at man ikke kan holde fingrene for sig selv." Han havde aldrig været god til at lyve. Det måtte være alt det der væsen af lyset og den slags. Det strålede bare langt ud af ham. Desuden var det vel pointless at lyve overfor hende når hun bare kunne læse hans tanker og finde ud af at han løj.

Uden at tænke over det tav han omgående som hun tyssede på ham. Mest af alt havde han lyst til at brokke sig, for hvem var hun at tysse på ham?! Men ikke et ord kom over hans læber. Han mærkede hendes finger mod sine læber og stirrede på hende med forvirrede blå øjne. Det gik ham virkelig på at hun havde en god pointe. Hvorfor pokker skubbede han hende ikke bare væk. Det burde han jo gøre. Det ville han have gjort alle andre dage..ville han ikke? Var det mon hendes mentale kræfter der var på spil. En lille bitte del af ham havde mest lyst til at gøre som hun opfordrede ham til og bare taget imod det hun kunne tilbyde ham. Men på den anden side var det også under hans værdighed. "Du er frastødende," mumlede han uden særlig meget overbevisning i stemmen som hun lod hånden glide ned over hans bryst, og mave. Hvor han dog hadede sig selv for at kunne lide det.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde virkelig sin egen lille private fest, siddende i Samandriels skød. Som alle andre procianere, som hun havde mødt igennem sit liv, bar denne mand tydelig præg af sine mange fordomme, for dem af et andet land. Et sted var det naturligvis en tanke som hun fandt trist, da det på ingen måder var retmæssigt, i hendes øjne. Hun grinede let.. Hun kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Eller er det ord som du vælger at gemme dig bag, kære Samandriel? Fordi at du rent faktisk nyder hvad jeg gør ved dig..?" spurgte hun med en rolig hvisken mod hans øre. Selv kunne hun jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor hun endelig havde muligheden for det.

Jacqueline var nu heller ikke ligefrem kendt for at være en kvinde, som tog nej for et svar, og dette ville nok heller ikke blive et undtag denne regel. Hun lod hånden fortsætte roligt ned af hans mave. Han var veltrænet.. stærk.. Det var alt sammen noget, som hun kunne mærke, og hun måtte jo kun sande, at det var noget, som hun virkelig godt kunne lide at mærke. "Du ved ikke hvad du går glip af... og du vil af hjertet, slet ikke vide hvad det er..?" endte hun med en dæmpet hvisken.. næsten lokkende mod hans øre. Hun kunne sagtens lokke ham mentalt hvis hun ville, men det andet var sjovere.. det stod jo langt ud af ham, at han jo godt kunne lide, hvad hun gjorde ved ham, og det var det som i hendes øjne, var det bedste af det hele.

[Deleted]

Det var virkelig en splittet følelse som Samandriel sad med lige nu. På den ene måde var han frastødt af hende og hendes frembrusende måde at være på. Men på den anden side kunne han heller ikke lade være med at finde det en kende tiltrækkende. Hun var den første dæmon han havde mødt der stadigvæk bagte på ham selv efter han havde fortalt hende sit navn. "Vel gør jeg ej!" hvæsede han vredt. Inderst inde kunne han ikke lade være med at tænke på hvor meget hun havde ret. Han nød det lidt for meget til han egen gode. Hans største frygt var dog at hun fandt ud af det, det ville hun jo aldrig lade ham glemme.

Hvor var det dog forbandet irriterende at hun var så forførende. Hvorfor kunne han ikke bare skubbe hende væk og bede hende om at lade ham være i fred? Han gad ikke hendes julelege! Eller det var i hvert fald hvad han prøvede at fortælle sig selv, men han kunne ikke dy sig for at være lidt nysgerrig. "Og hvad helt præcist er det så jeg går glip af?" Udfordrede han hende, uden helt at vide hvad han forventede hun skulle gøre som svar på dette. Måske komme med en eller anden tåbelig forklaring som han kunne høvle ned som alt andet hun sagde til ham. Inderst inde vidste han godt lidt at han lod sig lokke. Han burde modstå fristelsen, men hun havde fanget hans interesse skønt han aldrig ville indrømme det.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Skulle man virkelig frygte på baggrund af et navn? Jacqueline burde i så fald være bange for rigtig mange af dem, som hun faktisk havde været i nærheden af, igennem hendes liv. Deriblandt hendes adoptivfar, som havde valgt at tage hende til sig, dengang hun ikke havde været særlig gammel. Selv her valgte hun at tolke hans handlinger, fremfor ord, for der var virkelig ikke meget andet end hvad der foregik i hans mund, som var afvisende overfor hende. "Sch.... Du snakker for meget," endte hun med en sigende og dæmpet mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hovedet lod hun søge på sned.. Skulle hun virkelig være så forsigtig, som han gerne ville have hende tvivl? Ærlig talt, så tvivlede hun. Han virkede til nu, bare som en mand, der havde det hele i munden.

Et morende smil bredte sig på Jacquelines læber, som hun igen rettede sig en smule op. Knapperne i hans skjorte, løsnede hun let, så hun kunne lade sin varme hånd komme i kontakt med den nøgne hud, som måtte befinde sig indenunder. Hun legede måske med ilden, men selv det, var den tilværelse af et liv, som hun havde valgt. Hun elskede virkelig den spænding, som det efterlod hende selv med i den anden ende. "Du ønsker virkelig at vide det..? Meget vel.." endte hun med en rolig stemme. Denne gang placerede hun et let kys tæt ved hans mundvig.. Ganske vidst bare for at se hvordan han reagerede på det. Det var jo det, som for hende, var det sjoveste ved det hele.

[Deleted]

Samandriel anede ikke helt hvad han kunne forvente af hende. Den ene side af ham havde lyst til at skubbe hende væk, eller det der var værre, men på den anden side kunne han ikke lade være med at lade hende forføre sig. Hun var en flot kvinde, hvis man så bort fra dæmonblodet der strømmede gennem hendes åre. Ikke at han kunne se det, men bare det at han vidste det gjorde, var nok til at han lod sig frastøde. Da hun sagde at han snakkede for meget gloede han på hende med en vantro mine. Alligevel tav han. Han var virkelig i syv sind om hvordan han skulle reagerer. Som om at hans fornuft og mandlige drifter havde en krig kørende i hovedet på ham.

Da hun gav sig til at åbne hans skjorte kunne han ikke dy sig for at give hende bare en mild lærestreg. Han satte sine hænder mod hendes hofte som var han ved at give efter. I stedet valgte han at lade et mindre stød glide gennem hende. Nok til at hun ville kunne mærke det, men uden at det ville gøre skade på hende. At kunne fremskabe lyn var nu en god evne at besidde. "Dum ide." Advarede han med hævede bryn. Da hun kort efter tog sig den frihed at placerer et kys mod hans mundvig, mærkede han hvordan mandommen var ved at vinde kampen, han havde lyst til at trække hende ind i et ordentligt kys, men han holdt sig selv tilbage og gloede på hende komplet udtryksløst.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Samandriel var uden tvivl af typen som snakkede for meget, og det var noget som et sted faktisk irriterede Jacqueline, nu hvor hun forsøgte at fokusere på lidt andre ting end det alene, og han gjorde det så sandelig heller ikke nemt for hende, når det nu endelig var. Hun kneb øjnene let sammen med en mild advarende mine. Det var et spil som de skam begge godt kunne spille, hvis det endelig var det. At han så tav, var noget som passede hende fint. Hun nåede dog kun lige at give sig hen til det, inden hun mærkede det stød som skød direkte igennem hende.

Næsten automatisk strammede hendes fingres greb sig om hans tøj.. Næsten uden at hun kunne gøre noget ved det. Hun blinkede overrasket med øjnene.. Var det ham som havde gjort det? Smilet bredte sig på hendes læber igen efter et længere øjeblik, hvor hun kun lige skulle have muligheden for at samle sig. Nemt havde det ikke været, men dette var noget, som hun havde haft brug for. Det havde uden tvivl været en direkte nødvendighed. "Er det virkelig..? Eller er det sådan du gerne vil have det?" spurgte hun med en rolig stemme tæt ved hans øre. Dette var bestemt ikke en tanke som hun havde opgivet endnu. Hun satte sig denne gang mere til rette, ved at rulle lidt med hofterne i hans skød. Hun kunne jo se hvordan han var påvirket af det! Og det gav hende blod på tanden. Han skulle ikke have lov til at vinde denne kamp.

[Deleted]

Jo mere han så på hende, jo mere irriteret blev han på hende. Hvorfor kunne hun da ikke bare lade ham være. Eller det rigtige spørgsmål var nok nærmere, hvorfor kunne han ikke få sig selv til at skubbe hende væk? Dette her var så langt fra hans naturlige reaktioner og fra alt hvad han stod for. Det var nok det der var mest irriterende når alt kom til alt. Et selvtilfreds smil spredte sig på hans læber som stødet løb gennem hende. Naturligvis havde han regnet med at det ville afskrække hende, det lod dog ikke helt til at have den ønskede effekt opdagede han hurtigt derefter.

Hendes forførende hvisken satte følelser i ham som han stædigt prøvede at holde nede. Lyst og begær. I et kort sekund strejfede tanken ham bare at smide hende op på bardisken og få afløb for sit begær og de frustrationer det medfulgte. På den anden side så skulle hun ikke have den tilfredsstillelse, og så var der jo den mindre detalje at der var en masse personer omkring dem. Han skulle til at svare noget kækt og åbnede derfor munden, dog var det eneste der kom ud et lavmeldt støn fordi hun i samme nu valgte at rulle med hofterne og dermed pirre ham på en lidt for behagelig måde. Chokeret over sig selv så han rasende på hende. Dét der ville hun med garanti aldrig lade ham glemme. "Flyt.Dig.Fra.Mig." mumlede han sammenbidt, uden selv at have bemærket at hans hænder hvilede mod hendes hofter i hvad der til at starte med var ment som et forsøg på at skubbe hende væk, men nu egentlig mere holdt hende fast.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Advarslen i hans handling, havde Jacqueline nu alligevel formået at læse, men det var ikke af slagsen, som hun gjorde noget yderligere ved. Hvorfor skulle hun? Han havde jo ikke direkte gjort hende ondt.. Og at han var til den slags, var kun noget, som tændte hende yderligere. Det var ikke ofte, at hun havde det på denne måde, og derfor ønskede jo selv hun at undersøge det mere end hvad hun havde gjort til nu.

Hænderne som alligevel gled mod hendes hofter, og det støn som hun nærmest var overbevist om at hun havde hørt, gjorde det kun hundrede gange bedre for hendes vedkommende. Hun smilede let for sig selv. For hende, var det uden tvivl en sejr i sig selv, og særligt fordi at han havde påstået så hårdtnakket, at han væmmes ved tanken om at hun var det væsen som hun var.. Hun lagde jo ikke andet i det, end at påvise for ham, at der var mere end blot en race. Hun smilede let for sig selv. "Du er så hård i din udtale og dine ord, min kære Samandriel.. Jeg tror snarere at du bare forsøger at virke som en hård mand.. I virkeligheden... så nyder du hvad jeg gør ved dig.." Hånden strøg hun kort over hans kind, inden hun denne gang lænede sig frem, og plantede et længere... men intenst kys direkte på hans læber, inden hun igen trak sig. Denne gang rejste hun sig roligt op og med hænderne som hun let placerede i siden. Hun var bestemt ikke færdig med ham endnu. Det her var bare for sjovt.

[Deleted]

Hans advarsel var tydeligvis faldet til jorden. Den havden nok også været en del mere troværdig hvis han havde opfulgt det ved at skubbe hende væk eller råbe af hende. I stedet blev han siddende og modtog hendes små tilnærmelser. Det var frygteligt at han ikke bare kunne vende ryggen til og gå sin vej. Det plejede han jo ikke at have yderligere problemer med. Hvad der dog næsten var værre, var at se hvor meget hun solede sig i sin sejr. Kors hvor var hun dog forfærdelig!

Til sin store frygt lod det også til at hun havde hørt hans støn, for hun så om muligt endnu mere selvsikker og triumferende ud nu end hun havde gjort for bare et øjeblik siden. Han himlede atter med de blå øjne. "Vel gør jeg ej," mumlede han surt og kiggede stædigt i den anden retning uden egentlig at kigge på noget bestemt. Sandheden var jo at hun havde ret. Hun vækkede noget indeni ham som han meget ihærdigt prøvede at ignorerer, mest fordi det var forkert. Engle og dæmoner havde intet at gøre med hinanden på den måde! Det var forkasteligt! Han så tilbage på hende og skubbede svagt mod hendes hofter, endnu et halvhjertet forsøg på at skubbe hende ned, men så kyssede hun ham. Pludselig glemte han lidt hvor irriterende og frastødende han syntes hun var og lænede sig i stedet imod hende i kysset. Hænderne på hendes hofter gled lidt op af hendes ryg for at trække hende tættere på sig. Alt dette fortrød han dog i det sekund hun slap hans læber. En smule forpustet kiggede han på hende uden at have den fjerneste anelse om hvordan han kunne bortforklare sin handling. "Jeg hader dig.." Mumlede han og slog blikket ned, men igen sagde armene omkring hendes liv noget andet.