Hidden Passions

[Cassie Imirachi]

Alene kunne dyret overtage hans sind og sjæl med årene, Cassie håbede inderligt at hendes tilstedeværelse ville være nok til at kunne vedholde det menneskelige i ham. Hun gengældte hans ord med et varm smil. "I så fald er der intet af det som bliver et problem, så enkelt var det at løse," konstaterede hun og kunne ikke lade være med at grine lidt.
Han tog hendes bekymringer væk, selvfølgelig ønskede hun blot at gøre det samme for ham. Med den frie hånd, strøg hun de mørke lokker om bag øret og kastede et kort blik mod pejsen. Varmen gjorde hende lidt døsig, men det havde også været en lang dag, dog en god en. Hun elskede at arbejde i marken og føle at hun var god til noget ud over at danse.
"Det glæder mig. Det er rart at du kan se på mig uden et fordømmende glimt, trods min afdøde mand fik dig fanget i det her," hun sukkede og lagde hovedet lidt på skrå. Det var næsten imponerende at han ikke fandt grund til at dømme hende for noget som helst.
"Det ville din forlovede nyde virkelig meget," informerede hun med et morende smil, inden hun rejste sig og fulgte med op på værelset. Det var stadig svært for hende at vænne sig til tanken om at de skulle være mand og kone, det var ganske vidst ren forretning og så alligevel ikke, Cassie agtede at gøre sit absolut bedste for at gøre ham stolt.. hun skyldte ham jo sit liv efterhånden.

[Marius Amalani Darcy]

Lidt efter lidt, følte Marius jo selv, hvordan dyret for alvor tog fat i ham, og skubbede det menneskelige væk, eller slog det ihjel.. Han kunne egentlig ikke rigtigt bestemme sig for det, og det var uden tvivl grumt nok, som det var i forvejen! Det var en frustration, som han måtte gå med hver eneste dag og det gjorde ondt.. Naturligvis gjorde det da det. Han kunne jo mærke det næsten dagligt, men det føles bare... dejlig naturligt, at være omkring Cassie, og hun holdt det ved lige. Og det var uden tvivl noget, som han virkelig værdsatte og endda rigtig meget. "Jeg skal i hvert fald gøre et ihærdigt forsøg," sagde han med et let smil. Hun gjorde det dejlig nemt for ham, også ved at fortælle hvordan hun gerne ville have det, og for ham, var det virkelig også vigtigt.
Lige nu ville Marius bare gerne nyde tiden med sin forlovede. Selv var den tanke stadig helt uvirkelig for ham at det var denne slags, som skete, men det var nu bare sådan at det var.. Han kunne lide udviklingen for en gangs skyld, og selvom det var hårdt med en tilværelse som vampyr, så ville han da alligevel mene, at det ikke var så slemt længere, som det nu havde været. "Det gjorde han muligvis.. Men jeg må sande, at jeg ikke tager det så tungt længere.. Jeg fik lov til at beholde mit liv.. Og for mig, var det faktisk det vigtigste. Det som faktisk påvirker mig mest.. er at jeg mistede min datter under forløbet," sagde han dæmpet. Ikke at han lod sig påvirke så meget af det nu.. men det kunne da stadig mærkes.

Marius rejste sig roligt med hende ved sin side. "Som det også glæder mig," sagde han med det samme smil. Arbejdet løb jo ikke rigtigt nogen steder. Han førte hende roligt op på soveværelset. Det var mørkelagt og tydeligt præget af tilværelsen af en vampyr, men han havde jo ikke rigtigt andet valg. Låget til den store kiste fik han skubbet til side, så det var muligt for hende at lægge sig i den. "Tag endelig plads, kære," opfordrede han med en rolig stemme.

[Cassie Imirachi]

Med årene ville dyret blive stærkere. Cassie havde kun været vampyr for et par måneder engang, men selv hun havde følt hvordan dyret hver eneste dag rev hende dybere med sig ned i de instinkter der fulgte med, det kunne ikke forhindres men det kunne forsinkes hvilket hun agtede at gøre med Marius. Hans hjerte var godt, han ønskede det bedste for hende, for landets og dets borgere, det var værd at passe på og beskytte. "Vi vil begge gøre et forsøg kæreste. Jeg ved at det kan lade sig gøre," hun strøg blidt en hånd hen over hans, mens de alligevel gik side om side langs gangene.
Det var stadig virkelig surrealistisk at de nu var forlovet, Cassie skulle vænne sig til at bære en ring igen, og samtidig til også at skulle dele sit liv og sin intimitet med en mand.
Hun vendte blikket mod ham og mærkede hvordan knuden i brystet voksede lidt. "Jeg er ked af det Marius. Jeg ville ønske at jeg havde kunnet gøre noget for jer," hun så forlegent ned, og kunne ikke helt skjule den skyldfølelse der vældede op i hende.
Som de nåede værelset, skød hun tanken lidt i baggrunden og gik hen til kisten. Hendes krop var udmattet efter endnu en lang dag, hun ville nyde hvis han ville ligge sig ved siden af, om ikke andet så bare til hun gled hen i søvnen.
"Tag plads med mig," bad hun stille og kravlede op for at lægge sig ned i den bløde madras der var gemt i kisten.

[Marius Amalani Darcy]

Marius mærkede kun dagligt, hvordan dyret blev en mere og mere integreret del af ham, og det var skam slet ikke altid, noget, som han rent faktisk brød sig om, hvis han selv skulle sige det. Faktisk var det slet ikke en tanke som han brød sig om i det hele taget. Han kunne leve med det, men han frygtede for den medmenneskelighed, som han havde, rent faktisk var noget som han ville miste. Han sendte hende et let smil og trykkede ganske let omkring hendes hånd. "Jeg beder til magterne i det høje om, at dette kan lade sig gøre," sagde han med et stille smil på læben, også selvom det jo rent faktisk var ord, som han måtte mene. Hun havde i sandhed fået en stor betydning for ham, og derfor ville han virkelig ikke, at det skulle blive til gene eller belastning for nogen af dem.
Selv nu hvor Marius skulle vænne sig til et liv som en del af mørket, og leve med tabet af endnu en datter, så var det hårdt.. virkelig hårdt. Camryn havde måske altid været den ældste og mest modne af dem, som man kunne sige, at han havde haft, og hun havde givet livet for at redde ham. Det var en tanke og følelse, som han nu skulle leve med for resten af sit lange liv, og nemt, ville den bestemt heller ikke blive, og det vidste han godt. Han sukkede let. "Det har virkelig intet med dig at gøre, min kære. Camryn gav livet, for at redde mig ud... det kunne du ikke vide," sagde han roligt. Selv nu var det jo en fordel, at han som en vampyr, kunne slå følelserne lidt fra, ellers ville han slet ikke kunne holde ud at være til.

Værelset var mørkelagt og med en lidt anden kulde end hvad der var ellers i huset. Ikke at han kunne gøre noget ved det, men det var bare sådan.. at han kunne lide det bedst. Han sendte hende et let smil. Han ville gerne ligge der med hende.. ligge og se hende slappe af.. sove... høre det rolige hjerte banke, da det rent faktisk var en lyd, som gav ham ro.. en skræmmende ro, som han ikke havde oplevet i frygtelig lang tid. Han skubbede låget en smule mere til side, så det var muligt at krybe ned og ligge sig, inden han selv fulgte efter hende. "Naturligvis, hvis jeg må," sagde han roligt, inden han ganske roligt lagde sig til rette ved hendes skikkelse. Han lagde sig om på siden og med blikket mod hende. Han hævede let hånden, som han lod stryge over hendes kind med et stille smil på læben. Aldrig i verden, om han ønskede at noget ondt skulle ske hende.

[Cassie Imirachi]

De måtte forsøge at holde fast i hans menneskelighed så godt som de nu kunne, Cassie nægtede at lade ham blive et monster ligesom Alex havde været, hun vidste at hans hjerte og sind var bedre end det, han ville aldrig udsætte hende for nogle af de ting som hun ellers var blevet udsat for gennem de sidste mange år.
"Vi behøver ikke at bede til nogle magter, Marius, jeg ved at vi kan gøre det. Du er en god mand, jeg er stolt og glad for at du giver mig denne mulighed," sagde hun ærligt og kravlede ned i den dybe kiste. Der var heldigvis rimelig rummeligt, hvilket betød at hun kunne holde ud af at ligge deri, modsat den Alex havde tvunget hende i.
"Jeg føler det er min skyld. Jeg skulle have gjort mere for at hjælpe jer, men jeg.. han kunne blive så vred, at jeg var bange for hvad han kunne finde på. Jeg ville ikke miste livet til udødeligheden, det var egoistisk," indrømmede hun med et flovt suk. Det var pinligt at indrømme når nu han altid havde gjort så meget for hende uden en egoistisk tanke.
Cassie gjorde plads til at han kunne lægge sig ned ved siden af. Den bløde madras gav hende lov til for alvor at mærke sin træthed som ellers ikke rigtigt var kommet over hende før nu. Hun smilede da hans vægt afslørede at han havde lagt sig ved hende og endnu mere da han sneg armen omkring hende. Cassie vovede at rykke ind til ham, så hun ligefrem bød ham til at ligge tæt med hende. "Selvfølgelig må du det.. du er min forlovede," påpmindede hun og kvalte et lille gab. Hun var så træt og hans tilstedeværelse gav hende følelsen af at kunne sove på stedet.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var kendt med risikoen ved at være det væsen, som han nu var blevet, og det var heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre meget ved det lige nu. Den tanke var nok det, som han fandt mest skræmmende. Han havde brug for hende.. og nok i en lidt større grad, end hvad han ellers havde givet udtryk for, men han ville jo heller ikke ende med at gøre noget forkert. "Du har ret.. jeg ved at vi kan.. og jeg håber virkelig, at vi kan," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun krøb op og lagde sig i kisten. Den var nemlig langt mere rummelig end de fleste.. og det var nemlig sådan, at han gerne ville have at de skulle være.
Marius lagde sig roligt ned ved siden af hende. Selvom han ikke ønskede at forhaste noget, så var det uden tvivl en grum ting han havde været igennem. At være vampyr, var faktisk det som havde reddet hans liv. Ganske vidst havde det kostet Camryns.. og det var så de omstændigheder, som han skulle lære at leve med. Han lagde en finger over hendes læber, som et tegn til at hun skulle tie. "Først og fremmest.. så er det ikke din skyld, at den mand gjorde hvad han gjorde.. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor han gjorde det.. men det var ham som tog det fra mig... og ikke dig," sagde han. Enhver mand gjorde selvfølgelig hvad de kunne, for at redde sit liv, såvel som dem som de elskede og holdt af, og der var hun jo heller ikke ligefrem et undtag. Det var menneskeligt.. det var naturligt, at det var sådan.
Armen lagde Marius ganske forsigtigt omkring Cassie. Han var jo heller ikke ligefrem ude på noget. Han var bare.. glad for hende, og var der nogen krise eller katastrofe i det? Det var der nok ikke, selvom det alligevel var svært. Han smilede let for sig selv. "Jeg vil bare ikke gøre noget forkert," sagde han endeligt, og med et smil på læben.

[Cassie Imirachi]

Allerede var ungdommen havde Marius taget sig godt af hende, nu ønskede Cassie at tage sig lidt af ham. Hun tiggede og bad til at det ville blive så smertefrit som muligt, at han ej ville finde sin mage da det ville skabe et større problem, hun ville ikke forlade Procias igen, trods hun ellers aldrig havde troet at det nogensinde kunne blive et hjem for hende igen. "Jeg tror på det. Jeg frygter ikke dit dyr Marius, det er vel et sted at starte," konstaterede hun og betragtede ham roligt. Det var rart at de kunne ligge der sammen, ganske snart så ville det blive en vane for dem, lige nu var det stadig bare lidt underligt det hele.
Den kolde finger der lagde sig over hendes varme læber, fik en mindre sitren til at løbe gennem årene. Dog tav hun som bedt og betragtede ham bare roligt i stedet. "Jeg trodsede Alex mange gange. Han holdt bloddyr og jeg ville ikke finde mig i det, så jeg udnyttede hans fascination af mig, til at befri dem fra kælderen. Da I kom ind, havde han allerede luret mig og sikret sig at jeg ikke ville komme i nærheden," hun sukkede og kyssede blidt hans finger. Hvis hun bare havde ventet med at gøre brug af de list til de var kommet, så var intet af det hændt. Hans forsigtighed var sød. Alex havde aldrig spurgt om lov eller noget, og det havde hun også godt kunnet lide, men Marius udviste i det mindste respekt. Hun rykkede lidt ind til ham som han endelig lagde armen omkring hende. "Det skal du ikke være bange for," lovede hun og lukkede øjnene.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste at magen kunne vise sig at blive et problem, også selvom han ikke rigtigt følte at.. der var noget som sådan. Jovist følte han sig skræmmende vel omkring Cassie, og nok mere end hvad han egentlig burde, overfor en kvinde, som for ham, havde eden betydning for ham, som hun nu havde, for dette var noget som han ønskede skulle lykkes for dem. Han ønskede på ingen måder, at det her var noget som skulle ødelægges. Han smilede let for sig selv. "Sandt... Du er en af de meget få, som ikke er bange for den side af mig," sagde han med en rolig stemme. For hans vedkommende, var det noget som uden tvivl betød ekstremt meget for ham. Dyret kunne nemlig til tider skræmme selv ham.
At Cassie nærmest påtog sig skylden for, hvad der var sket, var slet ikke en tanke som Marius brød sig om. Han klandrede hende ikke for noget. Han rystede let på hovedet. "Meget kan man sige om den kære mand, men dum var han ikke.. Jeg er tilhænger af skæbnen, og tror at alt sker af en grund.. Det var ikke meningen at det skulle lykkes dig.. som det var meningen, at jeg skulle miste min datter," sagde han. Det havde virkelig taget ham lang tid at indrømme det.. men for ham, var det blot en nødvendighed.

Armen sneg sig ganske roligt om hende. Marius ønskede jo heller ikke ligefrem at forhaste med det ene eller det andet, og det håbede han da, at hun vidste. Han smilede let for sig selv, inden han tog fat om dynen og lagde den godt om hende. Han burde arbejde... men ville hellere ligge her sammen med hende.. sin forlovede. "Jeg undskylder.. Det her er stadig noget som jeg skal vænne mig til.. både med dig og.. ja, det som jeg nu er blevet til," sagde han roligt. Hånden trak han let til sig.. blot for at lade den stryge hendes kind. Hun var så varmhjertet en kvinde.. Han følte sig jo helt velsignet.

[Cassie Imirachi]

Hvis hun havde været hans mage, så ville de nok have vidst det nu. Cassie håbede ikke at det ville blive et problem, men ingen kunne fortælle hvad fremtiden ville bringe eller om dette var evigt, men lige nu var det hendes bedste og eneste mulighed, for ikke at tale om det faktum at hun faktisk nød at være omkring Marius. "Som sagt har jeg levet med en mand der var langt værre end du nogensinde bliver," hun sendte ham et stille smil, og puttede sig lidt ind mod hans kolde skikkelse, det var en dårlig vane i desperation efter varme som han jo aldrig ville blive i stand til at forsyne hende med.

Det var selvfølgleig rart at han ikke klandrede hende for noget, men alligevel kunne hun ikke alde være med at føle samvittighed. "Det er utrolig hårdt sagt. På den anden side, så kom der noget godt ud af det i sidste ende. Vi er her, måske var meningen at jeg før eller siden skulle komme tilbage til Procias, og finde tilbage til dig," konstaterede hun og lukkede øjnene. Nu begyndte trætheden snart at tage et for stort tag på hende. Hun kvalte et gab og lod ham lægge dynen godt om hende. Den var dejlig varm modsat ham. Til gengæld var han god og tryg at ligge op af. "Jeg forstår. Du må sige til hvis jeg går for hurtigt frem, det er også.. svært for mig, både at være her igen og så sammen med dig, det er svært at finde grænsen," indrømmede hun roligt og smilede lidt ved strøget over hendes kind.

[Marius Amalani Darcy]

Alt det med mage, og det, var stadig meget ukendt for Marius, og han vidste ikke helt hvordan han skulle gøre det. Det eneste som han vidste, var at han virkelig holdt forbandet meget af Cassie, og ikke ønskede, at noget nogensinde skulle ske hende. Han smilede let. "Jeg håber det er ord, som jeg vil kunne leve op til," sagde han med en rolig stemme, som han forsigtigt trykkede hende ind mod sig. Meget af den typiske menneskelighed, havde han dog heldigvis endnu, og det var det som han direkte måtte klamre sig til.

Marius kunne ligge her i mørket og betragte sig af den smukkeste skikkelse, som han længe havde set, og så vide, at det ene og alene, var hans forlovede. Var det underligt, at det var en tanke, som han virkelig godt kunne lide? Han elskede den! "Sådan synes jeg vi begge skal se på det.. Der er en mening med alt.. Det er meningen, at vi sammen skal ligge her," sagde han roligt. Han hævede hånden igen og strøg en lok af hendes hår bort fra hendes ansigt. Uanset hvad hun gjorde, ville hun ikke kunne varme ham.. Han var et koldt væsen. Ikke at han følte det på den måde, for det gjorde han ikke. "Tænk ikke på det.. Tænk mere på det som.. et officielt forhold.. mellem to elskende, hvis det gør det bedre og nemmere," sagde han roligt. Han smilede let.. Hun var jo træt, og han ville jo heller ikke holde hende oppe. Hun havde jo været vågen hele dagen.. Dog kunne han ikke lade være. Ganske forsigtigt lænede han sig frem mod hende, hvor han yderst forsigtigt, plantede et kys mod hendes læber.

[Cassie Imirachi]

Magetingen var kompliceret, Cassie var faktisk ikke sikker på at hun overhovedet havde lært at forstå det, og nogensinde ville. Det eneste hun vidste var at hvis han fandt sin mage, så ville hun være ligegyldig, det var altid det der ville komme først, ligesom hun havde været Alex' mage. "Det er det. Du er måske kold uden på, men jeg kender din indre varme," hviskede hun blidt og lagde en hånd på hans bryst, hvor hans hjerte engang havde slået men nu bare hvilede dødt et sted under. "Jeg tror på meningen. Jeg tror på at nogen ønskede at vi skulle ende sammen til sidst," svarede hun dæmpet og kvalte et lille gab. Hendes øjne var stadig lukkede.

Cassie kunne mærke at hans øjne hvilede intenst på hendes skikkelse, trods hun ikke så på ham. Han var en flot mand, en varm og velhavende mand med et godt hjerte og samtidig de dyriske sider som hun med tiden havde lært at elske, man kunne vidst roligt sige, at hun havde vundet og fået i både pose og sæk denne gang. "Det gør det nemmere," sagde hun ærligt og lagde sig godt ind mod ham. Det var godt dynen var der, for han var lidt kold. Det kølige kys, kom lidt bag på hende. Hun slog overrasket øjnene op og mærkede hvordan en varm strøm bredte sig i kroppen. Det var en meget underlig følelse, fordi hun aldrig før havde set ham på den måde. Alligevel så gengældte hun stille, det føltes jo godt.

[Marius Amalani Darcy]

Cassie var virkelig en så hjertevarm kvinde, og det var noget som Marius virkelig godt kunne lide. Det eneste, som han egentlig havde i hovedet, var egentlig hende og hendes velbefindende.. Det andet var egentlig ikke rigtigt noget som havde nogen betydning lige nu. Hånden mod hans bryst, vendte han ganske roligt blikket mod. Selv den form for omsorg, havde han ikke været udvist igennem rigtig lang tid.. Og derfor, var det virkelig lettende, selv for ham, at det var på denne måde. "Du er en hjertevarm kvinde, Cassie.. Jeg føler mig velsignet," sagde han ærligt. Uden tvivl præget af det at være et lyst væsen, for det havde han jo selv alle dage været. Han sendte hende et smil. Selvom hun ikke kiggede, og lå der med lukkede øjne, fordi at hun var træt, og det var også noget som han havde forståelsen for, og da særligt når hun havde været i marken hele dagen.
Det var en fristelse uden lige, som Marius skulle bide i sig, også selvom det virkelig var svært. Han lod hende lægge sig tæt ind mod sig, hvor han lagde den ene arm trygt om hende. "Skæbnen har ville, at vi skulle ligge her, sammen, min kære," sagde han roligt. Der var en grund til alt.. det var den tro, som han altid havde været af.

Marius kyssede hende.. Nu kunne han jo heller ikke ligefrem holde op. At hun så gengældte det, i stedet for at skubbe ham væk, var uden tvivl det bedre for ham! Frygten for at blive afvist forsvandt allerede med det samme, som han gled hen i en følelse af.. velvære og tilfredsstillelse. Han faldt til ro... på en underlig måde, som han ikke mindes at have oplevet tidligere. Han lod øjnene ganske forsigtigt glide i, hvor han gav sig hen til kysset. Hånden strøg let over hendes kind. Hun var ham virkelig en fantastisk kvinde.

[Cassie Imirachi]

De fleste kvinder her til lands var bange for hans væsen og ville aldrig være sammen med et lig. Det var jo sådan folk som ham blev set på her. Cassie vidste at hun nok ikke burde være urolig, hvis bare han blev på den her side af muren. Hun lagde hånden på hans bryst og forventede ikke at finde en hjertebanken, men for hende var det intenst og intimt at blive berørt på den måde, så det var det vel også for ham, uanset om han havde et bankende hjerte eller ej? Det det gik op for hende at hun slet ikke vidste om det var okay at røre ham på den måde, så hun op og fangede hans blik, selvom det var mest fristende at lukke dem igen. Hun var stadig træt. "Jeg er lykkelig hvis det er den følelse jeg kan give dig," sagde hun ærligt og sendte ham et smil. Så var hun da heller ikke helt uden betydning. Det gjorde intet godt for den træthed der plagede hende, at han lå med armen trygt hvilende omkring hende. Følelsen af ikke at være alene, men uden at være lukket inde som hun havde været i Alex' kiste, fyldte hende med tryghed. MArius ville aldrig gøre hende noget ondt, og han ville aldrig tillade noget ondt skulle komme over hende. "Jeg tror på den," hviskede hun mildt og lukkede øjnene igen.

Den brændende følelelse af hans kolde læber, fik hende til at slappe af. Der bredte sig et lille gys, men slet ikke på den ubehagelige måde. Hun nærede ingen lyst til at skubbe ham væk. Hendes varme hånd, listede sig over hans skulder og langs hans hals, for til sidst at finde hvile mod hans kind, mens hun gengældte det fantastiske kys. En dirrende fornemmelse af sommerfugle i maven, satte gang i virkelig mange tanker hos hende og tillid til at det hele nok skulle gå. Endelig trak hun sig og strøg tomlen hen over hans kind. "Jeg kan næsten ikke holde mig vågen mere kære.. slet ikke når du tager pusten fra mig," tilføjede hun med et svagt grin, før hun lagde sig til rette igen og lukkede øjnene. Med billedet af ham der kyssede hende i hovedet, og følelsen af hans brændende læber, gled hun langsomt væk i sin egen lille drømmeverden, hvor der var meget mere af ham.

//Out

[Marius Amalani Darcy]

Det var først nu hvor Cassie var flyttet ind, at Marius virkelig følte sig som en del af noget.. en del af noget anerkendt, og noget som kunne bruges. Han vidste at hun havde brug for ham.. men han havde vel egentlig også brug for hende, hvis det endelig skulle siges? Ikke fordi at det var noget som han sagde særlig højt for nogen. Det var en glæde, som han kunne gå med i sit eget sind. Hånden mod hans bryst, satte en sitren i ham. Det var ved at være mange år siden, at han i det hele taget var blevet berørt på denne her måde. Han smilede let. "Og det gør du. For det, er jeg dig virkelig taknemmelig," sagde han dæmpet. Ikke ønskede han, at der skulle komme noget ondt og mørkt over hende, og da særligt ikke, hvis det var noget som han kunne undgå i den forstand, at det var ham menneskelig muligt. De havde hinanden, og de kunne være der for hinanden, og for ham, var det faktisk det vigtigste. "Godt," hviskede han med en rolig stemme.

Marius slappede af for første gang i uendelige tider. Han kunne lide det. Han kunne virkelig godt lide det. Hans læber brændt efter den korte, men dog så behagelige kontakt med hendes læber, så det havde uden tvivl været noget af det bedste, som han længe havde været udsat for.. Og det bedste var jo, at hun end ikke afviste ham! Han smilede let for sig selv, inden han roligt trak hovedet til sig, så han endnu en gang kunne tage hendes smukke blik i syn. Hun var smuk.. Både indvendig, såvel som udenpå, og det var det som han især måtte finde tiltalende. Et sted næsten bange for, at hun ville finde en mand, som hun ville lære at elske.. mere end ham, for det ønskede han bestemt heller ikke. "Bare læg dig til at sov.. Så ligger jeg og passer på dig," hviskede han roligt, som han lod hånden stryge over hendes kind og videre over halsen og lagde sig så roligt omkring hende igen. Han kunne høre allerede på hendes vejrtrækning, at hun var faldet i søvn. Han smilede let ved tanken. Han så faktisk frem til det.. det at skulle leve et liv sammen med hende nu.

//Out