Hidden Passions

[Marius Amalani Darcy]

Marius hverken krævede eller forventede noget af Cassie. Det som egentlig var vigtigst for ham, var rent faktisk at hun havde det godt, og at hun fik den opholdstilladelse, som hun så brændende havde fortjent. Han sendte hende et let og betryggende smil. "Det må jeg sige... Den havde jeg ikke set komme," sagde han og rystede let på hovedet. Han var ikke let at narre, men lige her havde de rent faktisk formået det.
Ægteskabet skulle stå, og for begge parter, så kunne de jo lige så godt få det ud af det, som de nu kunne. Han var et dyr.. han havde sine dyriske behov, som han til nu, nærmest havde været tvunget til at sætte på standby, fordi at ingen ville i nærheden af ham. Han ville jo heller ikke tvinge dem. Det var vel hvad man kunne sige, at han havde lavet på sine ture ud af landet her? Bare for fredens skyld, og at finde en kvinde, som måske kunne og gerne ville give ham det? "Ret skal være ret, og jeg ønsker heller ikke, at der skal være et grundlag på at annullere ægteskabet og sætte dig på gaden, Cassie.. Dog.. så er det ikke meningen at du skal føle dig tvunget til at gøre noget. Det skal være fordi at du selv har lyst," sagde han roligt. De intense øjne gled mod hendes skikkelse, som han selv havde sat sig på sofaen og ladet hende lege med ilden i pejsen. Ikke at det som sådan gjorde ham noget. Han rystede på hovedet og med et ganske svagt smil på læben. Den ene spidse tand viste sig i hans mundvig. "Du har så evigt ret," sagde han roligt, inden han vendte sig mod hende igen. Der var mange ting som de skulle have på plads, og nu hvor han selv havde valgt at gøre forlovelsen officielt, så skulle det hele da også gøres rigtigt. "Det hele.. dig og mig.. arbejdet som et par.. du træder jo igen ind i en rolle som adelig, som du netop har givet udtryk for, at du ikke ønsker," pointerede han med en ærlig stemme. Det var jo selvfølgelig en problematik.. Og han ville jo bare have at hun havde det godt. Igen tog han omkring hendes hånd, som han trykkede let om. Om ikke andet, så var de to om det.. Det var ikke noget som nogen af dem skulle slås med alene.

[Cassie Imirachi]

Pludselig var det svært for hende at forestille sig overhovedet forlade landet trods der kun var gået måneder. Marius var gæs ved hende, så gæstfri at dette allerede føltes som hendes hjem og det ville det blive for fremtiden. Hun puttede sig godt i tæppet og trak benene godt op under sig. "Det havde jeg heller ikke," indrømmede hun og lænede sig lidt ind mod sofaryggen.
Uanset hvad så ville det ægteskab komme til at ske, og hvis de var indstillet på at give hinanden noget gensidigt, så var Cassie oprigtigt også indstillet på at få det til at fungere som et reelt ægteskab og få det bedste ud af det, trods det var svært for hende at Marius på den måde.
Flammernes varme skær oplyste hans blege hud, det mindede hende nærmest om et skær af perlemor, hvilket altid havde fascineret hende lidt ved Alex. Hans ord vækkede hende af sin dvale. "Et ægteskab skal ikke kunne bruges som et våben mod hverken dig eller mig, jeg vil gerne fuldbyrde det denne gang om du vil. Og hvis det viser sig at.. kunne fungere, og du har lyst, så skal du vide at jeg gerne lever op til mine pligter," forsikrede hun og rødmede svagt i skæret. Det var lidt en anden måde for hende at indrømme at hun faktisk fandt ham tiltrækkende.
Synet af hans tænder, skræmte hende ej, efter alle de år, havde hun næsten svært ved hvis ikke de var til stede. Hun gengældte hans smil. "Jeg kan hverken læse eller skrive ret godt, Marius, men hvis det er påkrævet af mig så påtager jeg mig opgaven. Jeg nyder blot at arbejde i marken," indrømmede hun med et ærgerligt suk.

[Marius Amalani Darcy]

Marius smilede svagt for sig selv. Et sted havde han ikke noget imod at Alexander aldrig havde fået fuldbyrdet det ægteskab. Stakkels Cassie.. Han kunne jo kun forestille sig, at den mand kunne være hård hvad angik den slags, og den behandling ville han nu heller ikke ligefrem mene at Cassie havde fortjent! Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse igen og med hovedet, som han lod søge let på sned. "Det lyder næsten som om at det er noget som du faktisk.. ønsker skal ske? Du er en fantastisk kvinde, Cassie.. jeg ville lyve om jeg ville påstå at jeg ikke fandt dig tiltrækkende.. Jeg er blot heldig at have en som dig tæt på mig," sagde han ærligt. Han kunne lide tanken.. Nok mere end hvad han burde, hvis han skulle sige det helt ærligt.
Problematikken med læse- og skrivekundskaberne, var noget som de sagtens kunne få løst. Marius havde ikke noget imod at tage sig af det skriftlige arbejde, hvis hun bare holdt sit fokus på det som skete i plantagerne, og særligt nu hvor høstens tid faktisk nærmede sig med hastige skridt. Han ville jo gerne have så meget ud af det, som overhovedet muligt. "Du har måske hørt den før, men det skriftlige tager jeg gerne på mig, hvis du tager dig af det som sker i plantagerne. Det har du bedre mulighed for end hvad jeg har," fortalte han roligt. Han ville jo gerne finde ud af det.. og særligt hvis det betød at han havde en kvinde ved sig, som gav ham hvad man kunne forvente igennem et ægteskab. Det var uden tvivl langt mere end hvad han havde regnet med at høre hende nævne. "Og du er sikker på, at det er sådan du gerne vil have det? Altså.. du ved.. alt det med de ægteskabelige forpligtelser?" spurgte han. Dyret reagerede jo alene på tanken.. han kunne lide den.. Uden tvivl mere end hvad han nok burde.

[Cassie Imirachi]

De sidste mange år havde været en stor løgn fuld af tvivl og blandede følelser, hvilket hun ikke var interesseret i igen. Denne gang ønskede hun et reelt ægteskab, med en mand der holdt af hende. Alex havde været frygtelig.. passioneret men det havde også været så trættende i længden aldrig at kende hendes plads i det hele. Hans ord plantede et lidt forfjamsket smil på hendes læber, selvfølgelig havde "Mit sidste ægteskab var en løgn, den manglende intimitet skabte en distance der forhindrede os i at gøre det til sandhed, jeg ønsker ikke et sådanne forhold igen. Forstå mig ret, Marius, du er en flot mand og hvis du vil lade mig og selv er villig, så ser jeg på det som en glæde og forhåbentligt en fornøjelse," hun rømmede sig lidt, det var ikke et nemt emne for hende at snakke om, hun var nok i virekligheden blufærdig.
Hendes læber skiltes i et lille smil da hun endelig så op på ham igen. "Den har jeg hørt før. Jeg tager mig glædeligt af plantagerne, jeg tror vi begge ville få større gavn af hinandens styrker den vej igennem, jeg tror kun jeg ville skabe ekstra arbejde ved at tage mig af skriften," indrømmede hun med et svagt grin. Hun kunne læse enkelte ord og sætninger, men ikke meget mere. Som varmen bredte sig, fjernede Cassie igen tæppet og betragtede ham så, lidt morende over at han virkede så overrasket. "Jeg ønsker at være din hustru men hvad der end følger med Marius. Hvorfor lyder du så overrasket?" spurgte hun blidt. "Er.. det forkert? Jeg vil naturligvis ikke hvis du ikke nære de samme ønsker," skyndede hun sig at tilføje lidt bekymret.

[Marius Amalani Darcy]

I Marius' øjne, kunne de lige så godt lægge stien ren med det samme, så der ikke var nogen tvivl om, hvordan tingene skulle være, og hvordan de ikke skulle være. Han ville jo gerne have at det skulle være rigtigt.. være en glæde for dem begge to, og bestemt ikke noget som ville kunne bruges mod dem, og derfor skulle skulle det selvfølgelig fuldbyrdes. Hvad der skete derfra, måtte jo komme som det kom - sagde Marius til sig selv i hvert fald. Dyret i ham, ville nok uden tvivl have en ganske anden mening, når han blev desperat nok. Smilet forblev på hans læber. Var det et halvvejs forsøg på en flirt? "Misforstå mig ikke, Cassie, men det som du tilbyder og foreslår, er et.. reelt forhold i mine øjne," begyndte han roligt. Den røde farve i hendes kinder, kunne han nu godt lide.. Det klædte hende med lidt glød. Desuden var det også noget af det, som han fandt meget fascinerende. "Det.. vil jeg gerne.. Selvfølgelig kun med den forudsætning, at du intet tvang føler ved det," sagde han med en rolig stemme, også fordi at det jo var den klare sandhed. Alt taget i betragtning, så ville han jo bare gerne have at hun havde det godt. Han smilede svagt. "Det anede mig.. Det er vel bare nemmest på det led. Jeg kan lære dig lidt, når tiden til det, er til stede.. Men blot du vil tage dig af det aktive arbejde i plantagen, så påtager jeg mig af det skriftlige arbejde som følger med," sagde han roligt.
Marius tillod sig denne gang at sætte sig tættere på hende. Varmen bredte sig i lokalet, og det kunne han nu godt lide. Selv fornemmelsen af varme, kunne han lide, og særligt fordi at han normalt var så.. kold. Han strøg hendes hånd, før at føre den op mod hendes kind. "Jeg holder virkelig meget af dig, Cassie.. Dit velbefindende, er min førsteprioritet," sagde han roligt, men ærligt. "Jeg tænker blot på det løfte, som er blevet skænket for dig. Er det muligt for os at gøre det?" spurgte han sigende. Han ville jo heller ikke rive hendes sjæl fra hende, og særligt når han vidste hvor vigtig den faktisk var.

[Cassie Imirachi]

Det var en klar fordel at smide kortene på bordet nu og begge være klar over hvad de gik ind til, frem for at finde ud af det hen af vejen og få sig nogle uventede og grimme overraskelser, dem havde hun fået mange af med Alex, de havde slet ikke kendt hinanden da de var blevet gift. Cassie kunne mærke hvordan hun pludselig blev lidt nervøs og bange for at have sagt noget forkert, eller forventet for meget af ham. Hendes blik flakkede lidt. Det havde jo mere eller mindre været i et forsøg på også at gøre det nemmere for ham. "Jeg forstår hvis det ikke er det du ønsker Marius, og jeg acceptere det glædeligt. Men jeg har brugt flere tusinder år på et ægteskab der var skuespil, det er trættende og usikkert, og hvis jeg skal give dig et ja for resten af mine dage, så ser jeg ingen grund til at gøre det anderledes," indrømmede hun ærligt og bed sig lidt i læben.
Den varme glød i kinderne afslørede lidt hvor følsomt et emne det var. "Jeg føler ingen tvang," forsikrede hun og kunne mærke en lille lettelse som fik skuldrene til at falde ned igen. Han var et dyr, behovet lå der og det vidste hun, hvem anden end hans kone skulle tage sig af det?
"Det gør jeg gerne," medgav hun endeligt og lagde kinden blidt mod hans kolde hånd, der sendte en mild skælven igennem hende. "Her er ikke for varmt vel?" spurgte hun lidt bekymret og hævede hånden for at holde hans egen hvor den var. "Med en velsignelse fra en præst, så er det så vidt jeg ved, men.. jeg har ikke ligefrem afprøvet det," svarede hun med et nervøst smil. Det føltes underligt at snakke med ham om, og alligevel på en underlig måde.. pirrende.

[Marius Amalani Darcy]

For Marius selv, var dette et meget følsomt emne. Han ville bare gerne have det hele tilrettelagt fra starten af, så de begge to vidste, hvordan de skulle gribe hele situationen an. Ingen hemmeligheder.. intet skuespil, og hvis hun ønskede at gå ind i det med alt hvad det indebar af forpligtelser eller lignende, så kunne det godt nok heller ikke blive bedre, og selv ikke i hans øjne, så det passede ham jo egentlig ganske fint. Hovedet lod han roligt søge på sned. "Og det er netop hvad jeg gerne vil undgå. Jeg vil gerne at det er noget som kommer os begge til gode.. Noget som vi begge ønsker at gøre, og ønsker at få til at fungere," sagde han med en rolig stemme. For ham, var det en vigtig ting, og det var heller ikke noget, som han var bange for at indrømme. Alt taget i betragtning, så var hun vigtig for ham. Og derfor ville han selvfølgelig gerne have, at det hele blev gjort korrekt, og særligt fordi at de nu stod i en situation, at et ægteskab holdt hende i landet, men det skulle jo selvfølgelig være på de korrekte præmisser.
Den varme glød i hendes kinder, var uden tvivl noget som Marius fandt yderst fascinerende, og han måtte jo sande, at det var noget som han virkelig godt kunne lide, så det var ikke noget som sagde så lidt. "Du er sikker?" spurgte han roligt. Ikke at det var noget som gjorde ham noget, for han kunne jo virkelig godt lide det. Han strøg hendes kind let. Det varmede godt mod hans egen håndflade, men det var derimod noget som han kunne lide. "Ikke spor.. Jeg finder det faktisk meget behageligt," sagde han ærligt. Han kunne jo godt mærke, at det var varmt, men det var ikke noget, som han tog tungere end det. Varmen var jo udelukkende for hendes skyld.

Marius var måske et dyr.. og havde sine behov som skulle stilles, men skulle nogen gøre det, så skulle det være hans kone og ingen anden. Han lod hende roligt tage omkring hans hånd. Han trykkede om hendes med en tydelig forsigtighed. "Du er nok en af de mest hjertevarme og betænksomme kvinder, som jeg i mit liv har mødt, Cassie. Jeg føler mig som en heldig mand, at tage dig til ægte. Og kræver det en velsignelse af et helligt væsen, så er det jo hvad vi gør," sagde han med en rolig stemme. Også for hendes skyld.

[Cassie Imirachi]

Uden regler retningslinjer, så ville skuffelse som regel involveres på et led eller et andet, og det ønskede Cassie ikke. Han gjorde hende en kæmpe tjeneste, ofrede i hendes øjne sit liv, for at hun kunne være her til langs sammen med ham, det mindste hun kunne gøre, var at gøre det til et værdigt offer. "Jeg ønsker at det skal fungere Marius. Jeg ønsker ikke et nyt skuespil der kan skade os begge mere end gavnligt, når jeg ved at jeg har mulighed for oprigtigt at tage pladsen som din hustru og leve op til den," svarede hun og lod blidt sin tommel stryge hen over hans kølige hud. Fordelen for ham var at hun var bekendt med dyret og ikke lod sig skræmme, slet ikke af ham når hun var vant til Alex.
"Jeg er sikker," hendes isblå øjne faldt i hans med en enorm sikkerhed. Hvis det var noget han kunne leve med, så ønskede hun at gøre det. Den kolde hud gav hende i ny og næ en mindre kuldegysning, men det var ikke noget som hun ikke kunne leve med. "Godt, ellers må du endelig sige til, jeg har tæpper jeg kan pakke mig ind," med den frie hånd hævede hun det bløde skintæppe han havde liggende, det var meget behageligt. "Tak Marius. Men egentlig vil jeg bare gerne finde ro sammen med en god mand, og jeg er ikke i tvivl om at jeg kan blive lykkelig ved dig, det har jeg altid været," indrømmede hun og tog hans hånd før at kysse hans håndflade, inden hun trak den ned i sit skød, for at holde om den.
Alle de år hun havde tilbragt her på Carino Fattoria, det havde altid været en fornøjelse trods hårdt arbejde.

[Marius Amalani Darcy]

Marius følte slet ikke, at det han gjorde, var en kæmpe ofring i det her henseende. Hvorfor skulle det da være det? Hun gav ham nok langt mere end hvad hun lige gik og troede, og det var noget som også betød meget for ham. Han sendte hende et smil. Så lang tid, at de kunne tage det som.. var det rent faktisk reelt, så var der vel heller ikke noget problem? Han havde det dyriske og det vidste han jo godt i det tilfælde, kunne forvolde dem problemer på sigt.. Et sted var det vel også en tanke som rent faktisk måtte skræmme ham selv en smule? For han ville jo heller ikke ende med at gøre hende ondt på nogen måde. "Som du ønsker at tage pladsen som min hustru og leve op til den.. så ønsker jeg at gøre det samme, som din ægtemand, Cassie. Jeg betvivler ej, at dette er en ting som vi kan få til at fungere," sagde han med en rolig stemme. Han sendte hende et let smil. Han var meget mere præget af det menneskelige end hvad Alexander var.. han klamrede sig i hvert fald til det lille som han havde tilbage, selvom det ikke var helt nemt.
Cassie var nok noget af det mest varme væsen, som Marius nogensinde havde set. Han var glad for hende.. Han var virkelig glad for hende. "Du skal ikke tænke på mig, kæreste.. Jeg skal nok klare mig.. Lidt varme har heller ikke taget livet af mig endnu," sagde han med et stille smil på læben. Kysset mod hans håndflade, fik smilet til at forblive mod hans læber. "Sammen med dig, har jeg en mening med det mørke liv, som jeg ellers lever.. Du ser mig som den mand jeg er, og dømmer mig ikke for noget.. For det er jeg dig taknemmelig.: At jeg kan gøre noget godt for dig imellemtiden, gør det kun bedre.. Så.." Han trykkede let omkring hendes hånd. "Jeg tvinger dig naturligvis ikke.. Jeg vil blot anmode om at du.. flytter ind på værelset.. Som var vi et kommende ægtepar," tilføjede han med et smil på læben.

[Cassie Imirachi]

Cassie havde ingen idé om at Marius faktisk ønskede det her ligeså meget som hun selv gjorde. Det var ganske vidst ikke den typiske form for kærlighed, men man vidste aldrig hvad tiden ville bringe, han fik mange varme følelser op i hende, gav hende lysten og friheden tilbage til at gøre hvad end hun ville. Det dyriske var der under alle omstændigheder, men det skræmte hende overhovedet ikke. Hun betragtede ham med et lidt forlegent smil og vidste ikke helt hvad hun egentlig skulle sige i frygt for bare at virke desperat eller underligt. "Det glæder mig at de ser sådan på det Marius. Jeg ved at vi kan få noget godt ud af det, jeg ser det ikke som en sur pligt eller tvang," tilføjede hun blidt. Det ville blive noget helt andet end med Alex, trods de typiske dyriske instinkter som ingen af dem kunne se væk fra, og det ville hun faktisk heller ikke.
"Men det kan det hurtigt," påpegede hun og lagde hovedet lidt på sned. Han var en fantastisk mand, hun glædede sig til at give ham sit ja, hvilket var en lidt.. mærkværdig følelse.
"Jeg har ingen grund til at dømme dig Alex, vi har alle vores udfordringer. Jeg frygter ikke dyret og heller ikke dig, jeg levede med det der var værre i frygtelig mange år," hun sendte ham et stille smil der dog stilnede hen som han tilbød at hun kunne flytte ind på hans værelse, hvilket også betød i kisten. Heldigvis var den mere komfortabel. "Vi er et kommende ægtepar og der er meget vi skal vænne os til. Jeg flytter glædeligt ind på dit værelse," hun lænede sig frem og kyssede blidt hans kind.

[Marius Amalani Darcy]

Dette var rent faktisk noget som Marius ønskede lige så meget som hun gerne ville, og selv var han ikke et sekund i tvivl om, at de nok skulle få det til at fungere. Så længe hun ikke var bange for det væsen som han var, og efter hendes rigtig mange år, sammen med Alexander, så gik han heller ikke ligefrem ud fra, at det faktisk var tilfældet. De røde øjne hvilede på hendes skikkelse. Alt taget i betragtning, så virkede hun meget afklaret med det.. og nu med ringen på fingeren, så kunne de rent faktisk gå ud og gøre det officielt, hvilket næsten var noget af det bedste. Alle kunne vide, at de var ved at finde ud af det.. og hvem vidste, hvad det ville bringe i forløbet? Han holdt jo af hende, og rigtig meget endda. "Det glæder mig virkelig.. Det er heller ikke meningen at det skal være en sur pligt, eller du skal føle dig tvunget," sagde han roligt.
Marius satte sig mere afslappet tilbage. Selvom det var ved at blive godt varmt i stuen, så tog han sig ikke af det. Varmen var for hendes skyld, og det var sådan at han gerne ville have det. Det var jo også meningen at hun skulle have det godt. Og det var rent faktisk det eneste, som han havde i hovedet i en stund som denne, og det stod han glædeligt ved, om det skulle være det. "Jeg ved godt, at Alexander må have tvunget dig igennem meget, som for dig, har været grænseoverskridende, Cassie.. Du skal blot vide, at det ikke er noget som kommer til at ske her.. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at beskytte dig mod dem som i værste tilfælde, kunne finde på at gøre dig ondt.." Han slap roligt hendes hånd, for at stryge den over hendes kind. At hun gerne flyttede ind på soveværelset, glædede ham faktisk.. Det havde jo været rart at ligge der med hende den ene nat, hvor de havde gjort det. Kysset som selv tilfaldt hans kind, fik smilet til at brede sig på hans læber. Denne gang stod alle de hvide tænder frem - særligt de spidse hjørnetænder. "Godt... Du kan bare lægge dig deroppe, når du føler for, for natten, min kære.." sagde han roligt. Han havde en virkelig god mavefornemmelse af dette. De skulle nok finde ud af det hele!

[Cassie Imirachi]

Dyret var Cassie bekendt med, Alex havde heldigvis givet hende uendeligt mange lektioner i hvilke behov der fulgte med og hvilke konsekvenser. Denne gang var hun fast besluttet på ikke at lade sig skræmme af det, for han var jo god mod hende.. menneskelig selvom han var et hjerteløst bæst, eller det var nok sådan de fleste ville se på ham. "Jeg ser intet af dette som en sur pligt, det forsikre jeg dig," hun lagde hovedet lidt på sned og bettragtede ringen der lyste op i flammernes varme skær. Hun var en heldig kvinde, og selvfølgelig ville der komme nogle udfordringer i og med at han havde sin mage et sted derude, og nok aldrig rigtigt ville kunne elske hende, men hver ting til sin tid.
"Jeg.. elskede Alex, men han var et koldt væsen, koldere end du nogensinde bliver og jeg må indrømme at jeg på sit vis var bange for ham. Det kan jeg ikke være for dig. Jeg ved at du ønsker mig det bedste, såvel som jeg håber og ønsker at kunne gøre dig lykkelig," hun klemte om hans hånd, og mærkede et stik af oprigtighed. Det var rart at kunne sige den slags ærligt.
Ud af øjenkrogen fangede hun hans sylespidse hjørnetænder og kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Det var skræmmende, og så alligevel vant for hende på en eller anden måde, det var noget charmerende over ham. "Jeg er træt, men jeg vil gerne blive oppe med dig lidt," hun vidste godt at hun ville være tvunget til at køre en anden døgnrytme end ham, hvilket generede hende lidt, eftersom det betød at de havde mindre tid sammen.

[Marius Amalani Darcy]

Det dyriske var nu en stor del af Marius, og det var noget som han kun måtte lære at leve med. Det menneskelige kunne han klamre sig til nu, og særligt når der var noget menneskeligt omkring ham, som ønskede ham det bedste, i stedet for at leve alene i et land, hvor størstedelen af det, rent faktisk arbejdede imod ham. Det var ikke noget som gjorde nogen forskel på hans vedkommende. Alt taget i betragtning af det her, så havde han virkelig en god fornemmelse af det. Han smilede let for sig selv. "Godt," sagde han roligt. Han ønskede ikke, at hun skulle føle sig tvunget til at gøre noget.. Og det var det, som han gerne ville understrege for hende. Han sendte hende et smil. Det med tænderne, var bare blevet en ting, som han ikke tænkte over mere.
Hun elskede Alex, og det var jo en mand, som havde haft stor betydning for hende, så for det, ville han heller ikke klandre hende. Han sendte hende et roligt smil. "Jeg ved ikke hvordan det har været at leve med ham.. Jeg ved blot, at han var en hård mand. Dyret er nok også hvad der skræmmer mig mest i det her tilfælde. Du gør bare mere ved mig, end hvad du lige går og tror, Cassie.. Du efterlader mig med en følelse af.. ja.. jeg ved ikke.." Han rystede let på hovedet. At finde ordene, var rent faktisk svært.

Blikket gled mod hendes skikkelse. Han ville jo heller ikke holde hende oppe, og særligt ikke når hun jo arbejdede så hårdt i markerne og plantagerne som hun nu gjorde. Han smilede let. "Jeg kan gå med op i aften.. Du skal heller ikke holde dig vågen for min skyld. Jeg kan jo se, at du er træt," sagde han roligt, inden han let trykkede omkring hendes hånd. Roligt valgte han derefter at rejse sig op og gjorde tegn, til at hun kunne tage med. Han ville gerne tilrettelægge det for hende, så godt, som det var ham muligt, også selvom det resulterede i, at han udskød arbejdet. Men hvad.. Han ville faktisk langt hellere være sammen med hende.

[Cassie Imirachi]

Hvor lidt Cassie end ville indrømme det, så var hun fristet af hans dyr. Hun havde altid ønsket at Alex skulle være mere menneskelig men aldrig være andet end det væsen han nu engang havde været, Marius han opfyldte pludselig alle de behov hun aldrig havde troet var muligt. Det varme skær, faldt hen over hans blege hud, han var smuk.. lidt ligesom natten og den blege måne der nærmest var blevet hendes sol gennem de sidste mange år, hvor natten havde været hendes dag.
Det ville nok ikke blive tilfældet denne gang, hendes assistance var krævet ude på plantagerne når solen var oppe. "Du skal ikke frygte dyret med mig, Alex. Jeg ved hvilke behov og konsekvenser der følger med, og jeg kan håndtere det, hvis blot du lover at indvige mig," bad hun og strøg tomlen blidt hen over hans håndryg. Måske hun faktisk var blevet ret så glad for ham i virkeligheden?
Hendes læber skiltes i et lidt forlegent smil. "Du behøver ikke at forklare dig. Jeg synes også det er rart at blive accepteret. Jeg ved at du ikke dømmer mig," hun kvalte et lille gab og rystede lidt på hovedet. "Jeg er træt og jeg ville elske at du lå ved mig, men har du ikke arbejde?" spurgte hun og rynkede på panden. Hun ville heller ikke holde ham oppe hvis han havde andre ting at gøre. Alligevel rejste hun sig og lod ham fører hende med op på værelset. Ligesom Alex var han tilsyneladende ikke typen man skulle diskutere med.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var en mand som rent faktisk tog det hele stille og roligt. Det menneskelige som han havde, klamrede han sig til, for i den tid han havde været alene med det, var det svært at holde det ved lige.. eller bare holde fast i, når det andet var så dejlig rart at give efter for, når det endelig var. Der var Cassie virkelig en fantastisk hjælp, og han elskede det virkelig! "Det lover jeg dig," sagde han roligt og med et stille smil på læben. Han var afhængig af hende på plantagen, men også i hans personlige liv, når det kom til dette. Han havde brug for hende.. brug for en til at give ham et kram, selv når stunderne blev for hårde.. og særligt nu i disse tider, kunne det virkelig være ekstremt. "Jeg ved jo, at du er bekendt med det.. Det er nok det som skræmmer mig en smule," tilføjede han sandfærdigt. Hendes viden om hans væsen, skræmte ham faktisk. Han ville næsten påstå at hun kunne fortælle ham mere om det, end hvad han selv var i stand til at gøre.
Som hun nemlig accepterede ham, accepterede han så sandelig også hende. Det var noget af det, som han rent faktisk gik meget op i at forklare og vise hende. "Jeg har ikke nogen grund til at skulle dømme dig for noget som helst, Cassie. Du har virkelig en stor betydning for mig," sagde han med en rolig stemme, også fordi at det var hende som han havde brug for. Og derfor ville han jo gerne have, at hun vidste det. Smilet bredte sig på hans læber. "Jeg kan godt lade det ligge for en aften.. Lige nu vil jeg gerne tilbringe den tid med min forlovede." Smilet bredte sig på hans læber, idet han gjorde tegn til at hun kunne følge med. De skulle jo vænne sig til det.. Ham særligt. Han havde ikke haft en kvinde til at sove ved hans side i frygtelig mange år.