Hidden Passions

[Cassie Imirachi]

Klokken var efterhånden blevet ret mange. Cassie havde slet ikke bemærket hvor hurtigt timerne var fløjet af sted, fra et øjeblik til et andet, var solen bare gået ned et sted i vesten, eller sådan føltes det i hvert fald for hende. Endnu en dag var gået på plantagen, Marius var nok stået op og under normale omstændigheder var hun på vej i seng men ikke i aften. Hun var blevet fanget af den lidt poetiske stemning der havde lagt sig ovr stedet. Det var stadig forholdsvis lunt og fuglene sang i trætoppene. Der var smukt selv i mørket. Stjernerne blinkede og den blege måne der næsten var fuld, oplyste haven og plantagerne der strakte sig længere end øjet kunne se. Hun valsede op med de sidste læs druer og fordelte dem i nogle store træbaljer hvor tusinder af andre også lå. En efter en tømte hun dem og følte sig lidt stakåndet, det var virkelig hårdt fysisk arbejde. Tingene havde ikke ændret sig meget siden Marius havde friet til hende. Det var stadig en underlig tanke, særligt at se på ham som.. ja noget andet end blot ham. Med en tom spand af sine arme, valsede hun lidt rundt i danselignende trin. Det gik op for hende hvor lidt hun havde bevæget sig på den måde siden hun havde mistet Alex, lysten til det havde ikke været der, men de små lokkende gav hende et lille stik af længsel efter hendes store passion. Der var ingen her på denne tid af aftenen og hun havde været alene siden solen var gået ned hvor den lille tjenestestab ellers havde taget fri.
Hun satte spanden fra sig og bevægede hofterne rytmisk. Den milde vislen i bladene og fuglenes nynnen var den musik hun havde. Hendes mørke lokker dansede lystigt i takt omkring hende, den slidte, beskidte kjole som hun udelukkende brudt til arbejdet føltes tung i forhold til hvad hun normalt ville danse i, en selv den lettede i ny og næ under hendes elegante bevægelser. For første gang følte hu sig oprigtigt fri.

[Marius Amalani Darcy]

Endnu en gang var det blevet aften, og endnu en gang var det gået og hen og blevet mørkt. Marius var stået op, også selvom det hele føles.. anderledes i forhold til hvad det plejede at gøre, så var det skam slet ikke noget som han så på som en skidt ting. De var forlovet. Selv den tanke var underlig for ham, men ikke desto mindre, så kunne han faktisk rigtig godt lide den. Igen af vane, placerede han sig foran spejlet, da han skulle have tøj på, også selvom han var klar over, at han rent faktisk intet var i stand til at se. Han sukkede let.. Han vænnede sig nok aldrig til lige præcis den del af det at være en vampyr.
Hvor Cassie var endt henne, havde han ikke nogen anelse om, men hun var i hvert fald ikke i huset lige nu. Var hun endnu ude på plantagen? Hun havde jo været derude hele dagen efterhånden, og det var jo heller ikke meningen at hun skulle slide sig op fuldstændig derude! Selv søgte han hen til dørene, som han slog op i stedet for. Den milde vind ramte ham direkte mod ansigtet. Det føles godt.. Det føles virkelig rart. De rødlige øjne spejdede derefter direkte ud i mørket. Plantagen var jo stor, så der var jo mange steder hvor hun kunne gemme sig. Hun var hårdtarbejdende, og naturligvis var han glad for det, men det var så sandelig heller ikke meningen, at hun skulle arbejde fra morgen til aften. "Cassie?" kaldte han med en rolig stemme, mens blikket søgte rundt efter hende. Et sted.. manglede han hende vel? Siden den aften hvor hun havde sovet i hans seng, og han var blevet liggende ved siden af hende, så føles det bare.. rigtigt, at have taget den beslutning på egen hånd.
Selv Marius endte med at stoppe op. Lyden af fugle på denne tid af aftenen, var heller ikke ligefrem normalt, så dette var noget som han fulgte. At finde hendes dansende skikkelse i takt til den smukke fuglegang højt oppe over dem, fik ha nu blot til at smile. Smuk var hun.. og dette var noget af det smukkeste han længe havde set. Ej brød han ind. Denne gang var det blot ham, som tillod sig at nyde synet.

[Cassie Imirachi]

Den milde vind strøg hendes mørke kinder i takt med hendes livlige trin, nogle af dem havde hun end ikke troet at hun kunne huske mere. Timerne var løbet fra hende, hun havde end ikke skænket det en tanke at Marius nok var stået op, men han var vel bare gået i gang med arbejdet. Lettere forpustet stoppede hun op et øjeblik og så op på himlen med et nærmest lettet smil. Det var så længe siden hun havde danset og ligefrem nydt det, uden Alex' intense blik hvilende på sig, døde hendes indre rytme og efterlod hende uengageret og uinspireret, men det var ikke sådan mere. Det var en gave hun var blevet skænket igen. Efter få sekunder hvor hun forsøgte at få pusten, startede hun igen langsomt, lod hendes hofter vugge i elegante langsomme bevægelser og hendes arme og hænder danse elegant omkring hinanden og op over hendes hoved, før hun igen bevægede sig hen over haven, og næsten bragede ind i Marius som han stod der. Lidt forskrækket hoppede hun tilbage med et gisp. "Marius... undskyld jeg hørte dig ikke komme," hun holdt en overrasket hånd op for sin bryst og sendte ham et nærmest forfjamsket smil. "Jeg.. tog mig lige en pause, jeg har arbejdet," sværgede hun med et sigende blik. Han skulle ikke tro at hun blot rendte rundt på den her måde uden at arbejde, tværtimod så knoklede hun i fantastisk mange timer om dagen og nød det. Igen fangede hun pusten og rettede lidt på kjolen der pludselig ikke sad særlig godt. Hvad lavede han overhovedet herude? "Jeg var lige ved at tømme de sidste spande med dagens høst," forklarede hun.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde virkelig ikke nogen intentioner om at søge efter Cassie, for at sikre sig, at hun gjorde sit arbejde, for alle havde brug for sin fritid. Det var bare gået op for ham, at hun endnu ikke var kommet ind, og ja, selv det, var rent faktisk noget, som bekymrede ham, så han søgte ud for at kigge efter hende. Hvad han dog derimod måtte blive mødt af, var ikke just noget som han havde regnet med, og dog, så kunne han ikke lade være med at smile ved synet af det. Han tog det lidt som et tegn på frihed.. at hun igen kunne bevæge sig frit, og som hun havde lyst til. Som hun tog en tur henover pladsen og nærmest endte med at brage direkte ind i ham, tvang ham til at træde et skridt baglæns. Han var opdaget.
Marius sendte hende et stille smil. "Det er endelig ikke noget, som du skal tage dig af.. Jeg ville blot sikre mig, at du havde det godt," sagde han med en rolig stemme. At se hende lyse sådan op, klædte hende. Han var slet ikke et sekund i tvivl om, at det havde været det rette valg han havde taget. "Betegn du endelig plantagen som dit frie sted, min kære.. Jeg er her ikke for at løfte en advarende pegefinger.. Jeg kom blot for at skænke dig denne.." Han lod roligt hånden søge ned i hans lomme, inden han fiskede en lille æske op. Han havde aflagt en ganske alvorlig anmodning i landets smed. En ring. Det skulle jo trods alt være officielt. Denne gang valgte han dog at glide på knæ. "Og ret skal jo være ret.. Du er en enestående og unik kvinde, Cassie, som jeg virkelig er glad for at kende. Jeg ved godt, at det her måske er lidt mere end hvad du havde regnet med, også efter hvad du selv har oplevet og været igennem, men selv du giver mit liv et lys.. en mening, som jeg håber jeg kan give dig det samme.. Igen beder jeg dig om at blive min hustru... Og denne gang med et bevis på det.." Han åbnede æsken og afslørede en lille ring med smukke elviske graveringer.. Helt glat og slank og med små sten som udgjorde en cirkel omkring en større. Det skulle være rigtigt.

[Cassie Imirachi]

Det var lidt pinligt at Marius skulle fange hende i lige dette moment. Efter en helt dag med hårdt arbejde, var det befriende at kunne give slip, nyde følelsen af græs under hendes bare fødder der var både ømme og kolde, men hun elskede at mærke naturen. Alex havde aldrig forstået hvor vigtigt det var for hende, ikke kun som person men også som det væsen hun nu var. Plantagerne gav rig mulighed for den slags udfoldelse. "Jeg har det glimrende," hendes smil bekræftede at det var helt ærlige ord. Det var første gang i et år at hun oprigtigt havde det godt og følte sig fri og let om hjertet. Hendes blik forvandlede sig med et nysgerrigt glimt i øjet. "Hvilket?" spurgte hun. Uofficielt var de forlovet, men der var intet bevis på det og med det sidste bryllup som end ikke havde været officielt, så kunne hun aldrig drømme om at kræve den slags symbol af ham. Den lille æske bragte deres tidligere aftale tilbage i hendes tanker, ægteskabet der skulle stå inden for det næste halve år. Cassie betvivlede ikke at Marius kunne gøre hende til en glad og tilfreds kvinde, men at se ham glide på knæ og behandle hende med den værdighed og respekt, det følte hun slet ikke at hun fortjente. "MArius du behøver ikke..." hun tav da han begyndte at tale og mærkede hvordan hendes hjerte slog hårdt. Hvilken kvinde drømte ikke om dette? Hun måbede ved synet af ringen. Den var så smuk og symbolsk, og de detaljer var ikke til at se væk fra. "Jeg.. havde ikke regnet med noget af dette. Jeg ved at jeg ville blive lykkelig ved din side, så ja jeg ville endnu se det som en sand ære at blive din hustru," svarede hun og mærkede sine kinder brænde. Hun havde slet ikke ord, og anede ikke hvordan hun overhovedet skulle håndtere dette!

[Marius Amalani Darcy]

Marius var uden tvivl glad for at se den lettelse, som var så tydeligt at spore ved Cassie.. Selvom de menneskelige følelser gled mere og mere i baggrunden i takt med at han levede i sin blotte tilstedeværelse som vampyr, så var hun en som gav livet lidt en mening, og holdt det i ham, og det var jo heller ikke noget, som han ønskede at se bort fra. "Det kan jeg se," sagde han roligt. Det som primært havde sat sig fra den vampyriske natur, var den kortfattede stemme, og det faste blik, samt den sult som fulgte med, som det væsen, han nu var en del af.
Marius ønskede at gøre det officielt og han ønskede at gøre det rigtigt. Selvom det måske ikke var andet end en aftale mellem dem, for at give hende trygheden og et sted at være, så skulle det stadig - selv i hans øjne, ske på rigtig vis. Han gled på knæ.. og denne gang med en ring i hans hånd, som han ønskede at skænke hende. Han smilede let for sig selv. At se hende reagere sådan, og kunne høre hendes hjerte hamre sådan mod hendes bryst.. Det var uden tvivl det helt værd, selv for ham. Ved hendes reaktion, måtte han alligevel smile. Ringen tog han op fra æsken, for derefter at tage hendes hånd, hvor han roligt lod ringen glide på plads. Han rettede sig roligt op, og med blikket hvilende på hende. "Du skal endelig ikke føle dig presset, men jeg ønsker blot, at det skal gøres rigtigt.. Så du denne gang også vil være i stand til at huske det.." Han strøg hendes ene kind, inden han roligt skænkede det andet et blidt kys. En varmhjertet og god kvinde var hun jo, og det var noget som han ønskede at holde her. Og nu hvor det var gjort officielt, så kunne de jo åbent gå ud med det. "At se dig med det smil på læben, er virkelig også det hele værd," kommenterede han roligt. Han så kort op. "Kom med ind.. Det bliver snart koldt," sagde han roligt. Selv han kunne jo mærke, at det blev koldere i vejret.

[Cassie Imirachi]

Det føltes som var hun en helt anden kvinde pludselig. Den frihed og muligheden for at udfolde sig, gav hende en følelse af at være i live. Måske alt den død og kulde havde nok i virkeligheden revet hende med sig ned i graven. Marius stod der nu til at hive hende op af den, hun var beæret og smirgret over at han ville have hende som sin hustru taget i betragtning af hvor mange han kunne have valgt. "Det var en god høst i dag. De er helt op, klar til at blive most," informerede hun og skævede til de store baljer der stod af træ. Hun var lidt stolt af endelig at kunne bruges til noget igen, skrifter og læsning havde aldrig været for hende og hun havde ej heller været god til det nogensinde.
Nærmest fortryllet betragtede hun hvordan han tog den smukke ring og placerede på hendes finger. Aldrig havde hun båret noget så fantastisk. Modsat sidste gang fyldte den hende med tryghed og varme. "Du havde ikke behøvet noget så fint, Marius.. eller at gå i knæ men jeg er beæret over at du har givet mig den oplevelse i livet. Du er en god mand, men kunne ikke ønske mig nogen bedre," hviskede hun ærligt og holdt hans hånd indtil han var kommet på benene hvor hun gengældte kysset mod hans kind. Det virkede stadig underligt at kunne kysse ham på læberne, men måske det kom en dag. Forhåbentligt. "Det smil er udelukkende din fortjeneste," hun smilede og klemte blidt hans hånd før hun velvilligt fulgte ham inden for. "Du har ret. Jeg fortsætter i morgen," medgav hun.

[Marius Amalani Darcy]

Marius smilede let for sig selv. Det glædede ham virkelig at se den gnist i Cassie igen. Det var den som han havde set for alle de år siden, hvor hun havde arbejdet på herregården sidst. Hun var med til at give den det liv, som den ikke havde haft normalt, og det var uden tvivl noget, som han var utrolig glad for, så det var der heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. "Det lyder godt. Så er vi snart klar med endnu en god eksport," sagde han roligt. Det var den slags som gjorde, at han kunne være behjælpelig med den procianske økonomi, så man netop kunne sikre sig en velfærd og en fremgang, for det var jo netop det som dette land havde brug for.
Cassie fortjente, at det skulle være rigtigt.. Det skulle være officielt, og det var noget som han rent faktisk gik rigtig meget op i. Med den stand som han havde, og med det arbejde, som han skulle udføre, så var han nødt til det. Ringen havde ganske vidst været en dyr en af slagsen, men med den stand han selv var af, og særligt som royal, så var det jo håndøre for ham.. Så kunne han jo samtidig bidrage til Castiel som kæmpede med den procianske smed. Sådan måtte man jo trods alt hjælpe hinanden. "Kun det bedste er godt nok i en adelig stand, min kære.. Og du fortjener et bryllup, som du denne gang, rent faktisk vil være i stand til at huske og noget som du kan være stolt af, at have gennemgået." Han betragtede hende med en ganske rolig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Det var ved at være koldt, og nu hvor hun gik rundt på nøgne fødder, så var det efterhånden ved at være tid for hende til at søge indenfor, var det ikke? Han tillod sig alligevel at søge tæt på hende, hvor han lagde hånden mellem hendes skulderblade. "Du skulle jo nødigt blive kold.. Fryser du?" For ham, som var en mand, som ikke kunne føle eller fornemme kulden, og derfor var han jo lidt afhængig af, hvordan hun oplevede og fornemmede tingene. Hun var varm at røre ved.. han kunne høre hendes hjerte hamre.. Og selv det fik hans tænder til at løbe i vand. Han havde ikke næret sig siden aftenen i forvejen.

[Cassie Imirachi]

Det var en helt ny tilværelse og selvfølgelig forsøgte Cassie endnu at tilpasse sig, hvilket Marius gjorde ganske nemt for hende, hvis hun selv skulle sige det. Hans hverdag var tilrettelagt efter hende, han sørgede for at hun fik den næring hun skulle have, tøj på kroppen samt tag overhovedet og hun bestemte selv hvor meget og hvor lidt hun arbejdede i plantagen, det var hendes valg at knokle derude hver dag uden stop. "Det er vi om et par måneder i hvert fald, men druerne blomstre lystigt lige nu," fortalte hun. Han var sjældent i plantagen fordi han nu var bundet til natten, så det var primært hende der holdte opsyn både med den og med de øvrige arbejdere.
På vej ind, skævede hun ned til den smukke ring og lod tomlen løbe hen over de små indgraveringer. Den var så smuk, hun turde slet ikke tænke på hvad det havde kostet ham. Det var lamindeligt kendt at hendes sidste bryllup ikke ligefrem havde været et af hendes drømme. Hun smilede blidt. "Så lang tid jeg kan huske det denne gang, så er jeg tilfreds. Jeg ville ikke gå glip af at sige ja til dig. Det ville gøre mig stolt i sig selv," sagde hun ærligt. Hver gang han rørte ved hende bankede hendes hjerte lidt hurtigere, hun var ikke blevet berørt i lang tid, og selvom det var af ham så skulle hun vænne sig til det, for han forventede vel endnu at de ægteskabelige pligter blev opfyldt? "Marius, der er noget jeg er nødt til at dele med dig," startede hun og mærkede den skjulte nervøsitet komme til overfladen. Hvorfor ikke bare være ærlig?
"Nej det var ikke blevet rigtig koldt endnu, det går an," svarede hun og følte sig lidt varm over hans bekymring.

[Marius Amalani Darcy]

Arbejdet Cassie udførte, var uden tvivl guld værd for Marius. Han selv kunne kun holde opsynet med tingene om natten, og selv der var det jo begrænset hvor meget og hvad der skete, og det gjorde jo også, at hans arbejde med plantagen, rent faktisk var.. minimal. Der var han jo faktisk blevet afhængig af hende, selvom det nu ikke behøvede at være nogen skidt ting. "Det er godt, at du har styr på det, når jeg har mistet det overblik," sagde han med et smil. Han tvang hende ikke til noget, som hun ikke havde lyst til. Alt papirarbejdet stod han jo selv for, og så lang tid at hun kunne stå for det mere praktiske i marken og i plantagen, så var det vel hvad man kunne kalde for det perfekte samarbejde?
Brylluppet ville han gerne have skulle være ordentligt og fint. Ikke nødvendigvis stort, men det var det som var det vigtigste for ham lige nu. Han sendte hende et stille smil. Hun følte sig værdsat, hvilket var noget som han kunne se, og det var også lidt meningen med det. "Andet kunne da slet ikke falde mig ind," sagde han ærligt. Hvorfor skulle han da ikke tage hensyn? Selvom det måske var ren og skær forretning, for at give hende opholdstilladelsen i landet - nok også noget som Silia ville gennemskue allerede med det samme, at det ikke var kærlighed, men noget andet. Han vendte blikket mod hende.. Der var noget som hun gerne ville fortælle? Hans mine endte intetsigende og følelseskold. "Sig frem," opfordrede han endeligt. Et sted en anelse.. nervøs. Hvilket faktisk ikke rigtigt lignede ham.

Marius førte hende indenfor i huset. Lige i aften var det koldt, for han havde ikke fået tændt op endnu.. Egentlig en fejl fra hans side af. Han trak vejret dybt, dog selvom det ikke var ham en nødvendighed. "Sæt dig i stuen, kæreste.. Så får jeg tændt op imens," sagde han roligt. Som vampyr var han ikke særlig begejstret for varme og ild.. men hvad gjorde man ikke for hendes skyld?

[Cassie Imirachi]

Det var nemt for hende at holde et overblik når hun var vågen stort set i døgndrift. På den ene side kunne de ikke undvære hende i plantagen om dagen og hun nød skam også at arbejde der, men det var somme tider hårdt at holde sig oppe for også at nyde et par timer med ham i løbet af aftenen. Hvis hun gik i seng tidligt, så ville de jo slet ikke se hinanden. "Jeg gør det gerne," forsikrede hun med et stille smil og nød lidt den indvendige varme selvom det var tydeligt at pejsen endnu ikke var blevet tændt.
"Det ved jeg," sagde hun oprigtigt og strøg ind i stuen for at sætte sig i soafaen. Der var mørkt og lidt koldt eftersom pejsen ikke var tændt. Hun trak et tæpppe ned der hang over sofaryggen og lagde det omkring sine skuldre for at holde lidt på varmen, temperaturen avr straks en anden når man ikke længere knoklede fysisk. Hun rømmede sig lidt og kunne mærke at det gjorde hende ubekvem at skulle snakke om, men hellere fortælle ham det. "I og med at vi skal til at være et ægtepar, så ved jeg at der også følger nogle forpligtelser med i det henseende som hustru. Jeg synes bare at det måske kunne være relevant at vide for dig i den forbindelse, at jeg endnu ikke har været... intim med nogen. Min mor underlagde i sin tid et jomfrulighedsløfte på mine vegne, som jeg er i stand til at tage de levendes sjæl, ligeså kan jeg miste min hvis jeg bryder løftet," forklarede hun med bankende hjerte og mærkede hvordan hendes kinder blussede. Det virkede bare surrealistisk at skulle dele den slags med ham. "Det er okay, jeg klare mig med tæpper," skyndte hun sig at sige, velvidende om at hans race hadede ilden.

[Marius Amalani Darcy]

Marius smilede blidt til hende. Hun var og blev nok noget af det kæreste, som han igennem sit liv, havde kendt, og naturligvis var det noget som i særdeleshed havde en stor betydning for ham, og det kunne han så sandelig heller ikke lægge skjul på, når det nu endelig var det. "Det glæder mig virkelig," sagde han roligt. Der var en der kunne holde styr på, at det arbejde som skulle udføres om dage, blev udført, og så kunne han tage sig af resten, når han selv stod op når solen stod ned, og det var noget af det som rent faktisk kunne frustrere ham en del i den her sammenhæng, og særligt når han husede en kvinde som Cassie. Han ville jo heller ikke tvinge hende til at blive oppe, og særligt med det hårde og tunge arbejde som hun udførte for ham om dagen.
Det var koldt indenfor. Selv Marius kunne mærke forskellen, men det var virkelig ikke noget som han kunne gøre det store ved. Han kunne tænde op, og det var skam også hvad han havde tænkt sig. Selv lyttede han til hendes ord. Så hende og.. Han vendte blikket mod hende igen. "Så end ikke dig og Alex har gjort det?" spurgte han roligt. Han rystede let på hovedet. Et jomfrulighedsløfte? Alene det, var jo.. en grotesk handling taget på vegne af et andet væsen i hans øjne. "Din moder har vel gjort det, for at beskytte dig, Cassie. Jeg forstår godt din problematik... men jeg forventer ikke den slags.. om du ikke vil selvfølgelig.. Jeg vil ikke tvinge dig til noget.." Et sted.. skræmte tanken ham vel.. Hvad skete der om hun mistede sin sjæl, hvis de gjorde det? Hvordan foregik det egentlig? Han forstod det ikke. Han sendte hende et smil. "For hyggens skyld, så lad mig," bad han endeligt. Han selv knælede foran pejsen, hvor han stablede brænde og begyndte at tænde op. Han kunne ikke lide ild.. men derimod hyggen det efterlod, kunne han godt lide.

[Cassie Imirachi]

Det var et lidt mærkværdigt forhold de havde fået dem. Cassie kunne ikke rigtigt regne ud hvilken betydning hun præcis havde, men uanset hvad så var han ikke den værste mand man kunne gifte sig med, overhovedet og da slet ikke efter at hun havde været bundet til en mand som Alex igennem en frygtelig årrække. "Også mig," svarede hun og puttede sig lidt under det bløde tæppe. Kulden var efterhånden blevet en vanesag, i Corvento havde hun jo nærmest været tvunget til at rende rundt med pelsfrakker for ikke at blive helt blå om kroppen, deres vinter var langt hårdere end den nogensinde havde været i lyset.
Hun betragtede ham med et roligt blik og strøg nogle af sine hasselbrune lokker bag øret for at de ikke skulle hænge i vejen. "Nej. Vi fuldbyrdede aldrig brylluppet, derved var jeg i princippet aldrig gift," forklarede hun ærligt. De færreste var uberørt i hendes alder, hun var ikke ligefrem så ung mere, men frygten for at miste sin sjæl kunne holde enhver af den slags tanker på evig afstand. "Det var et værn for at beskytte mig, og jeg er stoppet med at bebrejde hende for længe siden. Jeg forventer ikke at du vil være tæt på mig på den måde, men jeg kender ægteskabet, og det dyriske, og som din hustru ville jeg sætte større ære i at opfylde de behov frem for at lade en anden gøre det, jeg synes blot det var relevant for dig at have kendskab til," hun smilede varmt. Det havde han taget langt pænere end Alex i sin tid havde gjort.
"Lad mig gøre det," bad hun og rejste sig for i stedet at gå i knæ ved hans side med en hånd der strøg kærligt ned over hans ryg.

[Marius Amalani Darcy]

Det var heller ikke til at finde ud af. Der var meget som Marius og Cassie endnu skulle tilrettelægge, og han vidste, at det ville gå hen og blive en udfordring. Hver ting til sin tid vel? At hun så derimod måtte fortælle ham, at hun gerne ville leve op til ægteskabets forpligtelser.. Ikke at det gjorde ham noget, for den tanke kunne han jo også godt selv lide. "I var aldrig gift?" Dette var dog noget, som uden tvivl kom meget bag på ham! Han gned sin hage med en tænksom mine. Han var selvfølgelig selv ikke meget for at skulle gøre noget forkert, og det var noget som hurtigt kunne komme til at ske i en situation som denne. Ikke at det var noget som han ønskede sig. Tvært imod. "Man vil kun gøre den slags, for at beskytte og passe på, Cassie.. Jeg.. jeg vil selvfølgelig ikke tvinge dig til noget, som du ikke vil.. men det er vigtigt, at ægteskabet fuldbyrdes.. Særligt hvis du vil være her.." Han vendte sig mod hende igen. Han håbede selvfølgelig at hun kunne se problematikken lidt, for det var egentlig det, som for ham, var det vigtigste lige nu.
Marius trak sig en anelse, som Cassie kom hen for at tænde op. Det var slet ikke meningen, at hun skulle udføre den form for arbejde, men det var nu alligevel noget som skete, så han kunne jo ikke ligefrem gøre alverdens ved det af den grund. Han rystede let smilende på hovedet. "Det er nok mere min opgave at opvarte dig end omvendt," pointerede han roligt. Ikke fordi at det var så slemt at tænde op, men for ham føles det virkelig... hedende varmt at være tæt på, og det brød han sig faktisk ikke om. Han trak sig tilbage til sofaen. Der var virkelig mange ting at tage højde for. Han tog pladsen og gjorde tegn til at hun skulle sætte sig ved hans side. "Vi har endnu meget at snakke om, kære," sagde han roligt. Han var spændt et sted.. spændt på om de kunne få det hele til at fungere.

[Cassie Imirachi]

De kendte kun hinanden ganske lidt nu om dage, det sidste halve år havde ikke givet dem meget, og et ægteskab krævede tilpasning, hvilket var en pris som Cassie var mere end villig til at betale. Hun vidste at Marius var et dyr nu, han kunne ikke se væk fra de behov som fulgte med det, og hun ville hellere end gerne være den som tog sig af dem, frem for at lade en anden gøre det eller drive ham til vanvid ved tanken og fornemmelsen om intet at få. "I princippet nej," svarede hun roligt. Det var en bombe som Alexander sent havde ladet falde, det føltes stadig surrealistisk at tænke på.
"Jeg hverken har en forventning om eller kræver at du kommer mig tæt på den måde Marius, men jeg ved hvad ægteskabet kræver, om ikke andet for at blive fuldbyrdet, og det er fint med mig. Det plager mig ikke," sagde hun og sendte ham et stille smil. Han var en flot mand og hun nærede den dybeste tillid til ham, desuden skulle de leve som et ægtepar, hvorfor ikke få det bedste ud af ægteskabet?
Hun satte sig på knæ foran pejsen og insisterede på at overtage arbejdet, velvidende om hvor ubehagelig ilden var for ham. Hun lagde træet ind og tændte op med et lille stearinlys, hvilket straks bragte gang i pejsen. Roligt satte hun sig hen til ham igen på opfordring og lagde tæppet omkring sine skuldre, om ikke andet så for hyggens skyld. "Det er lovligt for en kvinde at opvarte sin mand," sagde hun med et lille grin og vendte blikket mod flammerne der langsomt tog. fat. De havde meget at snakke om. "Har du noget bestemt i tankerne?" spurgte hun roligt.