Just one night off..?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Aya Keena - Gabriel Maloya Nicomendes

---

Det var ved at være hen på aftenen. Gabriel var heldigvis blevet frisk igen, og han var småt begyndt at arbejde igen. Der skulle stadig ikke meget til, før han var træt, men det hindrede ham dog ikke. For en gangs skyld, valgte han at søge til pejsestuen. Der var endnu gang i pejsen, så det passede ham egentlig ganske fint. Han sukkede let. Vagterne var begrænset på denne tid af døgnet, så der var ikke rigtigt nogen til at se dem. Han lod døren stå på klem, idet han roligt satte sig i den ene lænestol, hvor han kunne blive siddende og bare... kigge frem for sig istedet for.
Gabriel lod tungen stryge let over hans læber, idet han roligt satte sig til rette. Han følte sig en anelse mere frisk, men så meget var det nu heller ikke. Han lod hånden kort glide henover hans ansigt og med en næsten opgivende mine. Selv for ham, var det den tvivl svært, at det var på denne måde, og særligt når han ikke havde mere tid til sin hustru, end hvad han egentlig havde, for det var virkelig ikke noget som gjorde det meget bedre af den grund.

Gabriel var træt til aften. Han burde også snart tage den lovede tur op mod Himmeriget, men igennem den sidste tid, havde der været så mange andre ting i hans tanker og sind, som han havde været nødt til at tage sig af først, selvom det ikke ligefrem var noget som han kunne gøre noget ved. Det var jo bare sådan at det var, når man var royal vel? Utrolig lidt tid til det private.
Det var mørkt udenfor, selvom det nu heller ikke var noget som Gabriel tog sig synderlig meget af. Silia var udenbys i aften, så han vidste, at han uanset skulle ligge alene i sengen i aften, så det var virkelig ikke fordi at det hastede for at komme i seng. Faktisk.. var han slet ikke god til at sove, når han lå alene. Det havde han ikke gjort siden han havde mistet sidste gang.. Aldrig havde han oplevet noget lignende. Og nu hvor han tænkte tilbage på det igen.. Følte han knuden i brystet. Han havde det virkelig ikke særlig godt.

[Aya Keena]

Mørket var begyndt at falde på og Aya bevægede sig roligt rundt på slottet. Søvnen havde endnu en gang ikke meldt sig hos hende så i stedet ville hun bruge natten på at rende rundt. Hun kunne undersøge så meget når det var mørkt på denne måde, hun havde allerede lært en masse om slottet og de mange mennesker som var her. Hun elskede det, hun elskede det virkelig meget! Hun kom oppe fra værelserne hvor hun havde været oppe på et lille visit. Der var en hemmelighed der oppe, hun vidste bare ikke lige helt hvad det var men hun kunne mærke noget deroppe. Et bankende hjerte bag en af væggene men hun kunne ikke finde en indgang, det var virkelig mærkeligt! De andre tjeneste piger sagt at der var et spøgelse på slottet men det her virkede levende? Hun var nysgerrig, det pirrede hende utrolig meget og derfor søgte hun også derop hyppigt for at se hvad det skete. Hun rundede et hjørne og nåede til gangen hvor pejsestuen lå. Døren stod på klem hvilket var mærkeligt for hun mindes da at den var lukket da hun gik forbi tidligere? Hun listede roligt hen til døren og tittede indenfor. Måske var det Carlisle som ville varme sig lidt ved ilden for aftenen? Hun bed sig lidt i læben. Hun havde ikke set Carlisle siden ....... den aften. Den blotte tanke fik hende til at tage sig til læberne på ny. Stadig var det hende en gåde hvorfor, det var så uvirkeligt! Hun endte dog med at ryste det af sig og vende blikket ind i stuen. Det var ikke Carlisle som sad der men derimod Gabriel som måtte fange hendes blik. Smilet bredte sig på hendes rosa læber og hun åbnede stille døren en smule og bankede på så han vidste at hun var der. "Ønsker De selskab?" spurgte hun roligt. Stadig var de i det offentlige så hun var nød til at tiltale ham høfligt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde virkelig mange bolde i luften for tiden, og alt for mange tanker, som han slet ikke kunne finde ud af. Det var virkelig svært.. hvordan kunne det være, at han tænkte på alt det i fortiden, når han sad alene? Evelyn og Jeremiah prægede pludselig hans tanker og sind.. En grund til at han aldrig selv havde turde at åbne sig op for andre, hvis det ikke havde været på grund af Silia.. Den kvinde var virkelig sin vægt værd i guld, og det erkendte han også gerne. Han stirrede let ind i ilden og sad der i sine egne tanker endnu en gang. Det var han efterhånden blevet skræmmende god til, også selvom han ikke altid vidste hvordan han skulle tage det.
I takt med at døren måtte gå op, var det ikke noget som han lagde synderlig meget mærke til. Ikke før hendes stemme lød, om ikke andet. Langsomt drejede han hovedet. Han var træt.. men bestemt ikke træt nok til at lægge sig i sengen alene for denne aften. Han sendte hende et smil.. Aya.. Han var virkelig gået hen og blevet glad for hende, så det i sig selv, var ikke nogen hemmelighed, hvad det angik. "Dit selskab har nu aldrig gjort mig noget," begyndte han roligt, som han gav hende tilladelsen til at yde ham det selskab. Selv lignede det, at end ikke søvnen kunne få bugten med hende i aften. Naturligvis var det en trist tanke, og han selv kunne bestemt godt lide den.. Også fordi at det resulterede i, at han ikke behøvede at sidde alene, og det kunne han godt lide. "Er søvnen umulig selv for dig i aften?" spurgte han roligt, og med en tydelig nysgerrig stemme. Selv vidste han og var han klar over, at han burde gå i seng... men det var bare som om at han slet ikke kunne. Uanset hvor meget han forsøgte.. Han havde forsøgt sig med det før, men havde opgivet. Igen vendte han blikket mod pejsen. Den plejede at gøre ham rolig nok til at lade ham få den søvn.

[Aya Keena]

Aya rendte rundt sådan her hver aften næsten. Hun havde ikke meget andet at tage sig til for hun kunne virkelig ikke falde i søvn når hun lå alene. Hun havde sovet virkelig skidt siden den dag hvor hun var faldet i søvn med Gabriel og hun savnede virkelig den følelse at have nogen liggende ved hendes side. Hun sukkede stille som hun rendte rundt på slottet. Carlisle havde hun ikke set, hun ville gerne se ham igen også selvom han havde kysset hende på den måde og hun slet ikke havde forståelse for dette.
Gabriel som sad alene ved pejsen fik hende til at smile lidt. Det lod til at hun ikke skulle være alene oppe på denne nat alligevel. Hun bankede let på døren for at gøre opmærksom på sig selv med et blidt smil solidt plantet på hendes læber. Hun holdt virkelig meget af ham og den tid hun kunne have sammen med ham nød hun skam også til fulde. Hovedet søgte let på sned da han opdagede hende og smilet blev en smule større. Han ønskede hendes selskab, det fik næsten hendes hjerte til at hoppe en ekstra gang og hun måtte meget fast sige til sig selv i sit indre at det skulle holde op! Roligt trådte hun indenfor og lukkede døren efter sig. Vane sag, især når hun var med Gabriel for så behøvede hun ikke være så formel hvilket var noget hun virkelig godt kunne lide. "Det glæder mig. Er du blevet rask?" spurgte hun roligt efter hun havde lukket døren og søgte så over mod den lænestol som han sad i og hun dumpede roligt ned ved siden af stolen og lænede sig let mod armlænet mens hun blot betragtede ham med blide øjne. "Søvnen er umulig for mig hver aften. Jeg sover virkelig forfærdeligt, ender med at holde mig vågen indtil jeg virkelig ikke kan mere hvilket så gør at jeg ender med at sove om dagen og ikke kan sove om aftenen. Hvad med dig? Hvorfor sovet du ikke?" Hun vidste at Silia ikke var hjemme i aften, måske var det derfor? Måske han heller ikke kunne lide at ligge alene i sengen? Hun vidste det ikke men hvor om alting var så var hun rigtig glad for at han sad her sådan så hun ikke skulle være alene på denne aften. Hun hadet virkelig at være alene.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var skam klar over, at Aya rendt lidt rundt på slottet, som det hun havde lyst til, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han måtte nu alligevel erkende, at han faktisk måtte finde det kært, at det var sådan hun gjorde tingene. Han sendte hende et smil, som hun alligevel trådte ind. Han havde bestemt intet imod hendes selskab. Tvært imod, så var hendes et af dem, som han følte, at han kunne slappe af i, og dem havde han ærlig talt ikke mange af omkring sig. Det kunne være, at det var derfor at han bare nød det, mens tiden var? Alle som han førhen havde haft omkring sig i og i sit liv, var enten døde eller forsvundet.. Evelyn.. Jason.. Jacques.. De var alle væk, og det var faktisk en tanke som gjorde ham direkte trist.
Som Aya dumpede ned ved siden af hans lænestol, som havde hun været en lille hund, fik ham nu kun til at smile. Hun var uden tvivl noget af det mest kære han nogensinde havde set, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han lod hovedet søge på sned. Det bekymrede ham, hvis hun gik rundt bare for at holde sig vågen. Det var jo slet ikke meningen, at det var sådan at det skulle gå for sig, og det var hun vel også godt klar over? Tungen strøg han let over sine læber, inden han betragtede hende med et tungt suk. "Jeg er ked af, at du sover så dårligt i den her tid, Aya.. Jeg ville virkelig ønske, at der var noget, som jeg kunne gøre ved det," endte han med en sigende og ærlig stemme. Selv kunne han ikke sove, når han ikke havde nogen liggende ved sig. Selv i hans øjne, var det en smule pinligt, men.. han sov bare bedst når han havde noget at holde om. Han sendt hende et svagt smil. "Silia er udenbys.. Og selv jeg har problemer med at sove, når jeg ikke har nogen at holde om. Jeg må se hvornår jeg falder om i aften," fortalte han sandfærdigt. Han havde da slet ikke nogen grund til at skulle lyve for hende, når hun selv var som ærligheden selv.

[Aya Keena]

Aya rendte rundt når hun ikke kunne sove. Hun elskede at rende rundt og lære nye ting og sager. For tiden var det værelserne som trak i hende, der var noget mystisk der oppe som hun virkelig gerne ville lærer mere om. Mange af de andre tjenestepiger ønskede ikke at rende rundt deroppe og da slet ikke om natten fordi de var bange for spøgelset men Aya var et sted meget sikker på at der var mere til den der spøgelseshistorie end hvad folk gik og regnede med så nu var hun nysgerrig og rendte rundt for at finde ud af hvad der var. Hun sendte ham et roligt smil som hun dumpede ned ved hans side. Hun ville gerne være ham nær og så var dette den eneste mulighed lige nu så hun satte sig roligt og betragtede ham. At han havde mistet så mange omkring sig anede hun virkelig ikke men det var da en trist ting, han så ud som om han tænkte en del sådan som han havde siddet og stirret ind i ilden. Hun vendte selv blikket mod pejsen for en stund før hun kiggede på ham igen. "Tænk ikke over det. Jeg er efterhånden vant til det for jeg kan bare ikke sove og sådan har det været frygtelig længe" sagde hun mildt og smilede til ham. Hovedet søgte let på sned og betragtede ham mens han snakkede. De var meget ens på det punkt, de skulle begge bruge nogen ved deres side om natten for at finde ro. Et sted så kunne hun ikke andet end at smile af det. Han var nu sød når han sådan sad der og ikke kunne sove og et sted så var det en dejlig ting for så betød det at hun ikke var alene. "Vi er meget ens på det punkt, Gabriel. Selv har jeg det så frygtelig svært ved at sove hvis jeg ikke har nogen tæt. Hvor er Silia henne? Det er da ikke ofte at i søger udenbys." Hun var da lidt nysgerrig for at høre hvor dronningen var henne men mest af alt var det bare fordi hun var interesseret i ham og hans hverdag. Selvom hun arbejde på slottet så ville hun altid være langt mere knyttet til Gabriel end nogen anden på slottet. Hun sætte sig en smule bedre til rette og vendte blikket mod ilden igen, hun fandt sig selv falde en smule i staver og hendes finger kørte let hen over hendes læber. Hun kunne virkelig stadig ikke fatte det! Slet slet ikke!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var selvfølgelig bekymret for Aya, og særligt fordi at hun tog så hårdt på at ligge i sin egen seng, selvom hendes omstændihgeder bestemt ikke fejlede noget.. Så vidste han hvordan det var at sove alene.. og hvordan det føles, for selv han brød sig jo ikke særlig meget om det. Han ville jo gerne give hende det bedste af det bedste, men at lade hende sove i hans seng, var da slet ikke noget som ville komme på tale. Tanken havde dog strejfet ham mere end en gang, men det var så også det, som han havde gjort ved denne sag. Han lod hovedet søge en anelse på sned. Bekymringen kunne han jo ikke just gøre det vildeste ved, selvom han ville ønske at han kunne.. Det var bare desværre ikke tilfældet for hans vedkommende. "Uanset hvad, ville jeg da ønske, at jeg kunne gøre noget ved det. Jeg bryder mig ikke om, at det er så svært for dig, at falde i søvn for natten," endte han med en sigende mine.
Selvom det ikke var ofte at Silia var udenbys eller de var adskilt på denne måde, så var det ikke noget Gabriel tog så tungt. Selv vidste han at Diamaqima, var en yderst hemmelighedsfuld familie, og at der derfor også var mange ting, som han aldrig nogensinde var indvilget i, og det kunne han jo så heller ikke rigtigt gøre alverdens ved. Han sukkede ganske let. "Jeg må være dig svar skyldig. Ærligt, så ved jeg ikke hvad hun skulle. Det var en personlig ting," fortalte han. Han havde faktisk ikke noget imod at dele den slags information med hende, selvom han var klar over, at han nok slet ikke burde, men han følte jo at han kunne stole på hende, og det var jo lidt det, som var det vigtigste for ham lige nu. Tungen strøg han let over sine læber. "Hun er nok væk for et par dage, kunne jeg forestille mig.. Det skal også være på sin plads.. Hun har taget tjansen de sidste dage, mens jeg har ligget i sengen," afsluttede han roligt, som for at retfærdiggøre, at hun havde taget lidt fri igennem den sidste tid.

[Aya Keena]

Aya kunne virkelig ikke ligge alene i sengen og faktisk var det kun blevet værre for hende siden den dag hun havde ligget med ham. Den følelse som hans tilstedeværelse havde efterlad i hendes krop havde været helt fantastisk og selvom hun stadig var træt da hun vågnede så var det virkelig den bedste søvn hun havde fået længe. De blide blå øjne hvilede roligt på hans skikkelse. Hun kunne se at han var bekymret hvilket kun fik hende til at smile. Han var nu så sød og betænktsom, hun kunne virkelig godt lide det. Hun lagde forsigtigt en hånd på hans arm og strøg den en smule mens hun sendte ham et blidt smil. "Mig skal du ikke tænke på. Et par søvnløse nætter har aldrig skadet nogen og desuden så kan man finde mange sjove ting på slottet om natten når der ikke er andre. Nej, så skal du hellere tænke på dig selv og din egen søvn. Du skal sådan set tage imod folk hver dag hvor jeg kan sove det meste af mine væk" sagde hun mildt og lod hovedet søge let på sned. "Desuden er der større chance for at se spøgelset om natten." Hun kunne virkelig ikke lade være med at grine lidt. Det var et mysterium og hun ville så gerne vide mere.
At Silia's familie var hemmelighedsfuld vidste Aya intet om. Alt hun kunne var bare at lytte til hans ord og betragte ham undrende. Han vidste ikke hvor hun var henne og hvad hun lavede? Jamen ..... det var jo hans kone. Var han ligeglad? Hun slog den tanke ud af hovedet og vendte de blå øjne mod hans. "Det må være svært ikke at vide hvor hun er henne eller hvad hun laver. Er du ikke bange for at der sker hende noget?" spurgte hun stille og betragtede ham. Det var virkelig underligt at han ikke vidste sådan noget om sin egen kone men måske det var meget normalt for dem. Hun havde sat sig en smule bedre til rette ved hans side. "Du behøver ikke retfærdige hendes handlinger eller dine egne overfor mig. Jeg er bare Aya husker du nok." Han skulle ikke retfærdig gøre noget over for hende. Hun var jo blot en tjeneste pige intet andet. Hun sad lidt og faldt i staver mens hun bare mærkede på sine læber. Den sitrende fornemmelse i dem lå der endnu efter Carlisle's kolde læber havde berørt dem. Det havde været en dejlig følelse at mærke ham på den måde og dog vækkede det ikke noget i hendes hjerte hvilket var en trist tanke et sted.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel måtte jo sande, at Aya havde formået at kravle ind under huden på ham, og virkelig formået at komme i berøring af hans hjerte, på en måde, som han ikke lige kunne sige, at have regnet med. Det var ikke noget, som kunne komme bag på nogen som helst, men det var nu bare sådan at tingene måtte forholde sig. Hans blik gled mod hende. Han var bekymret. "Er du nu sikker på, at et par dage kan gøre det, Aya? Hvis du har haft det sådan siden du ankom til stedet her, så er det faktisk længe," pointerede han med en sigende mine. Naturligvis brød han sig da ikke om, at det var sådan at hun havde det! At hun direkte skulle hentyde til det spøgelse som skulle siges at være på stedet her, fik ham nu kun til at himle med øjnene. Selv troede han ærlig talt slet ikke på den slags, og det var noget som han gerne stod ved. "Den dag du finder det, må du melde fra.. Jeg er spændt på at se om der er noget om den historie," endte han med en tydeligt morende stemme.
Selvom det ikke var ofte, at Gabriel var placeret i denne situation, så måtte han jo erkende, at han virkelig ikke havde nogen anelse om hvad Silia foretog sig. Hendes familie havde altid været frygtelig hemmelighedsfyldte, og dette var nok heller ikke noget undtag. Han vidste at der var mange skjulte og hemmelige ting, som var ukendte for ham, og som han ikke direkte kunne gøre noget ved. Han rystede let på hovedet. Ja, det bekymrede ham, og særligt når han ikke havde nogen ide om hvad der egentlig foregik, og dette var skam slet ikke noget undtag. "Det bekymrer mig naturligvis.. men jeg kan desværre ikke gøre noget ved det. Selv hun har nogen mere personlige ting at skulle tage sig af," sagde han roligt. Han vidste at der havde været meget med familien igennem den sidste tid, så måske at det havde noget med det at gøre? At hun så igen måtte betegne sig som 'bare Aya', var noget som fik ham til at smile. Kort lod han hånden stryge hende over håret. "Du er mere end blot Aya på slottet her," sagde han med en rolig stemme. Han mente det. Hun skulle da endelig ikke tro andet!

[Aya Keena]

Aya havde knyttet sig ekstremt til Gabriel på den tid hvor hun havde kendt ham. Han var så sød og dejlig og det var noget hun virkede elskede. Det faktum at de kunne være i samme rum og hun næsten kunne opføre sig helt normalt sammen med ham glædet hende så meget at hun slet ikke kunne beskrive det for et sted var det bare mere behageligt at have ham på denne måde. Hans bekymring så hun stadig og hun kunne ikke lade være med et lille grin ved hans ord. "Jeg skal nok klare mig. Jeg får noget søvn, blot ikke om natten. Det hele skal nok gå. Tænk hellere på din egen søvn. Du er jo kongen, du skal jo være vågen når folket er det" sagde hun roligt og lod hovedet søge let på sned før hun lænede det let mod armlænet. Det var virkelig rart bare at sidde og snakke med ham. Den måde han himlede med øjnene på, det var tydeligt at han ikke troede på det hvilket kun fik hende til at smile. Selv troede hun ikke at det var et spøgelse men noget levende, hun kunne mærke det gennem væggen eller det troede hun at hun kunne. Hun var endnu ikke sikker så derfor holdt hun den information for sig selv. "Jeg skal nok sige til når jeg finder det. Det lover jeg." Hun kunne ikke andet end at smile. Det var en sjov tanke at sidde og snakke om spøgelser med kongen af landet.
Hun betragtede ham lidt. Det kunne virkelig ikke være sjovt ikke at vide hvor den man elskede var hende. Der kom en lille knude i maven på hende da hun kom til at tænke på at Gabriel måske kunne finde på at forsvinde en dag på samme måde. Hun kunne ikke lide tanken, overhovedet ikke, heller ikke selvom hun vel i bund og grund ikke havde retten til at have det sådan. "Hvordan kan noget være så personligt at man ikke kan dele det med den man elsker? Det er mig lidt af en gåde må jeg nok erkende men jeg kender jo ikke ligefrem dronningen specielt godt. Jeg ved bare at jeg ikke ville holde nogle hemmeligheder overfor dig hvis jeg var i hendes sko" sagde hun stille og betragtede ham let. Hun var faldet i staver med blikket vendt mod ilden og fingrene på læberne. Hun kom først rigtig til sig selv igen og lod hånden falde da han snakkede til hende og rørte ved hendes hår. Hun vendte blikket en gang mod ham og trak på skuldrene. "Jeg vil altid blot være Aya. Sådan har det altid været. Hvorfor skulle nu være anderledes?" spurgte hun ham roligt og lod blikket søge tilbage mod ilden. Carlisle havde hun jo spurgt om absolut det samme og stadig kunne hun ikke forstå det. Hun var jo bare Aya.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var virkelig ikke nogen hemmelighed, at Gabriel virkelig havde åbnet sit hjerte for denne kvinde, ellers havde han ikke på samme dag, som han havde mødt hende, valgt at tage hende i hus. Det var meningen at det skulle være godt og ikke mindst komfortabelt for hende, og derfor ønskede han da lige så, at det kunne være, at hun kunne gå til sengs, uden at skulle trække den så langt, til at hun faldt om af træthed inden. "Som jeg har et job at udføre, så har du jo det samme, Aya.. Det er virkelig ikke min mening eller hensigt, at du skal vandre rundt til du nærmest falder om af træthed, for det ønsker jeg jo heller ikke for dig," sagde han roligt. Ganske vidst skulle han selv være vågen når folket var, men endnu ikke var han helt på top, selvom han var ved at nærme sig. Det havde været noget af en omgang, og den var da heldigvis overstået nu, hvilket han uden tvivl var frygtelig glad for, hvilket der nok heller ikke var nogen tvivl om i den anden ende. Gabriel lod hovedet søge en kende på sned. Rygterne om spøgelset havde han hørt, men han selv havde hverken set eller hørt noget, og naturligvis var det noget som gjorde ham direkte nysgerrig.. meget hvis han skulle sige det helt ærligt. "Perfekt.. Jeg må erkende, at jeg ikke stoler på de historier," endte han sigende. Han var nu nysgerrig nok til at få det tjekket!

Gabriel lod forsigtigt hånden glide over hendes hår. Han var træt.. men da slet ikke nok til at falde i søvn alene, også det som faktisk var den mest irriterende tanke af det hele, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget som helst ved den. De himmelblå øjne hvilede på hendes skikkelse og med det rolige træk på mundvigen. "Jeg vil ikke blande mig. Hvis hun ønsker at jeg skal vide tingene, så skal hun nok også fortælle dem til mig. Jeg er ikke god til hemmeligheder. Faktisk vil jeg hellere have, at man åbent og ærligt kan snakke med sin udkårne," sagde han. Den skuffelse, kunne han ikke rigtigt lægge skjul på. At de igen skulle tage den diskussion, fik ham nu kun til at ryste på hovedet. "Skal vi virkelig igennem den en gang mere? Du er ikke bare et navn heromkring.. du er også et individ og en person," fortalte han med en sigende mine.

[Aya Keena]

Aya var virkelig lykkelig for at Gabriel havde taget hende under sin vinge og bragt hende tilbage til slottet for at lade hende arbejde. Hun ønskede virkelig at gøre det bedste for ham og for landet. >Hun ville bare gerne hjælpe hvilket måtte være tydeligt. Den måde hun havde knyttet sig til folk her var enorm og hun var så glad for at være her, hun ønskede aldrig at tage tilbage! Aldrig. Hun var rigtig glad for slottet og dem som var på slottet og det vil hun virkelig gerne vise. Hun sov dårligt når hun endelig sov men hun så ikke noget problem i det. Hun kunne klare sine pligter og så gå i seng når hun ikke kunne holde sig vågen mere. "Mit forgår når du står op. Det tager ikke hele dagen og når jeg er færdig kan jeg ligge mig. Jeg klare den, du skal ikke tænke på det. Jeg skal nok klare den. Det ville være langt værre hvis jeg slet ikke kunne sove overhovedet. Jeg skal nok klare den" forsikrede hun ham om og smilede mildt. At han var ved at være ovre sin sygdom var en fantastisk ting. Hun kunne ikke andet end at smile ved tanken for han havde været en smule ynkelig da han lå i sengen og følte sig døende, det havde været morsomt udefra. At han ikke troede på spøgelset undrede hende ikke. Hun grinte mildt og betragtede ham. "Jeg tror ....." Hun tav en gang og tænkte en smule. "..... At der er noget specielt ved dette spøgelse. Jeg tror at der er mere end vi ved" sagde hun roligt. Hun havde en ide men ville ikke sige den højt endnu.
Hun blev strøget over håret og hun nød det. Hun kunne ikke andet end at smile til ham og bare nyde at være i hans nærhed og kunne snakke med ham. Hun lyttede roligt til hans ord, et sted så var det trist at Silia ikke fortalte ham hvad hun lavede for han var jo bekymret, det kunne hun jo se. "Jeg kan ikke forstå at man vil have hemmeligheder for den man elsker. På det punkt er vi vidst meget ens. Men jeg kan også godt forstå at du vil give hende plads" sagde hun roligt og sendte ham et lille smil. Denne diskussion synes hun næsten lige hun havde taget med Carlisle. Hun sukkede og vendte de blå øjne mod ham. "Jeg er en person, jeg er et individ men jeg er stadig bare Aya. Jeg er ubetydelig. Hvorfor skulle jeg være andet?" spurgte hun stille og vendte blikket i gulvet. Hun betød jo intet, hun vidste godt at hun ikke bare var et navn men hun var heller ikke noget værd på den anden måde. Det vidste hun.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Den bekymring som Gabriel sad inde med, var ikke af typen som han kunne gøre noget ved. Han brød sig ikke om at hun skulle rende rundt til hun direkte kollapset af udmattelse, fordi at hun havde holdt sig vågen. Det havde aldrig nogensinde været hans hensigt. "Uanset hvad, så har det aldrig været hensigten, at det skal komme så vidt, at du nærmest skal kollapse af udmattelse, inden du får din søvn, Aya.. Det må jeg sige, er mig en bekymring.. en virkelig stor en." endte han med en sigende mine. Selvom han vidste, at han ikke kunne gøre meget for at gøre det bedre for hende, så var det alligevel en drøm at det var sådan at det skulle være.. Han ønskede jo lige så hende det bedste, som han gjorde det for sig selv. Lige der havde han jo bare de gode intentioner, selvom det uden tvivl havde sine problematikker til tider. Hvad angik spøgelset på stedet her, var han temmelig sikker på, at det ikke var ment i den forstand. I så fald, burde han da have hørt noget for mange år siden? Han smilede let. "Jeg tror.. og håber på at du har ret.. men et spøgelse.. den har jeg svært ved at tro på."
Lige hvad angik ham og Silia, så var det bare sådan at det hele tiden havde været. Han havde forståelsen for, at der var visse ting, som hun ikke kunne dele med ham, selvom det uden tvivl var hårdt for ham bare at acceptere, at tingene var sådan. Det var lidt der hans problem, faktisk måtte ligge. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Sådan har det nu alle dage været.. Der ligger mange ting i hendes familie, som hun ikek kan dele med nogen.. Svært er det.. Det er det virkelig, men... jeg har forståelse for, at hun er nødt til at klare nogen ting selv." Han var ganske vidst bekymret, for han var bange for, at det var noget alvorligt, men.. så lang tid hun ikke tog kontakten med ham, gik han ikke ud fra, at det var så slemt igen.

At de endnu en gang skulle til at snakke om hvor speciel hun var, var noget som kun fik Gabriel til at smile.. Denne gang var han dog mere oplagt til det, end hvad han havde været til nu. "Hvad får dig til at tro, at du er ubetydelig for mig?" spurgte han denne gang mere direkte.

[Aya Keena]

Hun sendte ham et lille smil. Hans bekymringer var nu meget søde og hun kunne et sted godt lide at han bekymrede sig om hende. Det gjorde hende rigtig glad indvendig og fik hende til at smile. Den måde hun levede på her på slottet kunne man ikke ligefrem kalde for sund og normal men det gjorde vel heller ikke så meget? Hun var jo bare Aya. "Det ved jeg godt men der er jo intet vi kan gøre ved det, er der? Den eneste gang jeg har sovet godt kommer ikke til at ske igen. Du ved, altid skal være rigtigt og det er bare svært. Jeg lever, jeg klare mig. Du skal virkelig ikke bekymre dit dejlige hoved med det" sagde hun smilende og betragtede ham. Han var så sød men der var ikke noget han kunne gøre ved det. Den eneste måde hun fik en god søvn på var og ville altid blive sammen med en anden i sengen og allermest ham, det kunne hun ikke benægte. Hun strakte sig en gang på gulvet. Spøgelser var en sjov og underlig ting. Der var noget mystisk ved dette spøgelse, der var tydelige hjerteslag inde bag den væg men hun havde ikke kunne finde ind i rummet. Det virkede som om at der ikke var noget rum overhovedet men det måtte der være for hvor ellers skulle de slag komme fra? Hun tænkte lidt men vendte tilbage til virkeligheden ved hans ord. "Nu ikke så negativ. Det stakkels spøgelse har sikkert brug for at du tror at det eksistere. De andre tjenestepiger siger at det er en mørkhåret kvinde som render rundt og at hun skulle græde ret meget." Hun sad og bed sig lidt tænkende i læben.
Alt det her med Gabriel og Silia var ikke noget som Aya rigtig kunne eller ville blande sig i. Det var synd for ham fordi at de ikke var ens på det punkt. Aya mente selv at man skulle dele alt med den man elskede men hun kunne også forstå at dette måske var svært for dronningen selvom denne tanke var trist. Hun endte med at rejse sig op. Hun kunne ikke lide at han havde det sådan. Hun lænede sig ind over armlænet på stolen og lod blidt armene søge om ham i et lille kram. "Silia er stærk. Hun er hjemme før du ved af det" sagde hun roligt hvorefter hun slap ham og strakte sig igen. Det var nemmere at blive træt i hans selskab end det var alene.

Hun bed sig stille i læben. Skulle de nu til dette igen? Hun var ubetydelig, hvorfor kunne de ikke bare lade det blive ved det? Hun sukkede svagt og vendte blikket mod ham. Hun var ubetydelig for ham? Ja eller .... Nej måske ikke ubetydelig men hun kunne let skiftes ud. "Jeg er dig ikke ubetydelig. Ikke helt men hvis jeg forsvandt ville du ikke lide under det. Din verden ville ikke blive påvirket. Du kan altid få dig en ny kammerpige" sagde hun stille og rodede let med sit hår. Hvorfor skulle hun altid forklare det her!? Det var så meget nemmere bare at være Aya.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var virkelig endt med at blive skræmmende glad for Aya, og derfor ønskede han hende naturligvis også det bedste af det bedste, selvom han vidste, at han i mange henseender, slet ikke var i stand til at give hende det. Særligt ikke i dette tilfælde. Selvom det havde været rart at have hende liggende i sengen ved siden af sig, så var det uden tvivl noget, som ikke kom til at ske igen. Han var en gift mand.. han havde været syg på daværende tidspunkt. Han havde ærlig talt ikke tænkt tanken helt igennem. Han sendte hende et let smil. "Jeg ved, at du ikke kan komme til at indtage den plads, som du gjorde den morgen, Aya, men jeg bryder mig stadig ikke om, at du skal rende rundt og have det sådan.. Det er blot en tanke som mit kønne hoved ikke kan fralægge sig," pointerede han sigende. Nu havde hun jo selv sagt det, og et sted var han jo klar over, at han var en flot mand. Det var ikke noget som gjorde ham noget, og det var bestemt heler ikke noget som han spillede på. Han følte et sted lettelsen ved hendes ord. For lange tider havde han faktisk frygtet, at det havde været hans mor som gik igen på slottet her. Han sendte hende et smil. "Det er muligt, at det er hvad spøgelset har brug for, men det går ud over tjenestestaben på stedet her.. Desuden.. jeg frygtede længe, at det var min moder som gik igen på gangene.. Det er jeg glad for, at det i det tilfælde, så ikke kan være," endte han sigende. Hjerteslag og den slags, kunne han jo ikke ligefrem høre.
At Aya kom hen og lagde armene om ham, fik ham nu blot til at gengælde det. Det var selvfølgelig en frustration selv for ham, at der var disse ting som Silia bare ikke kunne dele med ham, men visse ting var bare bedst usagte i det her tilfælde også.. Han vidste det jo. Der var grunde til at hun holdt den slags skjult for ham. "Det håber jeg virkelig," sagde han dæmpet, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Det gjorde ham selvfølgelig trist, at det var sådan det skulle være. Og særligt nu hvor de jo faktisk var gift.

Gabriel blev siddende. Det var tilsyneladende en diskussion som de skulle tage om igen. Hun havde dømt det hele på forhånd. Det gjorde ham ked af det, men han forstod det jo så til gengæld også. Ikke at det skulle være for det. Han sendte hende et smil. "Du er meget fordømmende når det kommer til dig selv, Aya.. Selvfølgelig kan jeg bare finde en ny.. men hvem siger, at det er hvad jeg er interesseret i?" spurgte han denne gang med en klar og direkte stemme, som han vendte blikket mod hende. "Tror du virkelig ikke, at jeg ville fælde en tåre, hvis du skulle ende med at forsvinde?"