Just one night off..?

[Aya Keena]

Det var virkelig ikke noget problem for hende. Hun vidste at hvad der var sket den morgen aldrig skulle og aldrig ville komme til at ske igen og sådan det havde været fantastisk rart for hende. Hun havde virkelig elsket det, hun havde elsket det med bare at ligge ved ham og nyde ham og hele hans essens. Han var dejlig, han var fantastisk. Hun kunne slet ikke forstå hvordan et enkelt menneske kunne være så dejlig og have så stor en betydning i hendes indre. Hun pustede en hårtot væk fra ansigtet og smilede til ham. "Det som skete den morgen er aldrig sket. Og det vil aldrig komme til at ske. Desuden så skal dit kønne lille hoved tænke på andre mere kongelige ting i stedet for at tænke på lille mig" sagde hun roligt og smilede stort. Han var køn, han var virkelig køn og behagelig at kigge på. Hun kunne virkelig godt lide det også selvom hun vidste at udseende ikke var alt så gjorde det da ikke noget at andre var behagelige at kigge på. Med hensyn til det spøgelse var det en sjov affære. Aya vidste at der lå mere i det end som så, hun ville vide mere, kende til hemmelighed og bare ... vide så meget som muligt. At han så havde frygtet at spøgelset var hans moder fik hende til at søge hovedet let på sned. Han troede ikke på spøgelser men havde alligevel frygtet dette? Og hvorfor skulle hans mor spøge på slottet? Hun havde mange spørgmål men lod dem lille. "Folk er bange for hvad de ikke forstår. Dette spøgelse har aldrig gjort nogen noget, vidst heller aldrig prøvet at skræmme nogen sådan. Af hvad jeg har hørt af fortællinger virker det bare som om spøgelset er bange men folk tager det forkert og skaber en stemning." Det var i hvert fald lidt sådan hun opfangede det når de andre i staben reagerede som de gjorde.
Silia holdt ham ude af en vigtig del af hendes liv og hun kunne tydeligt se frustrationen i ham hvilket gjorde hende trist til mode. Han skulle være glad, han skulle smile og bare være glad men det kunne han ikke lige nu og det var en tanke hun ikke kunne lide. Han gengældte hendes omfavnelse og hun sendte ham et lille smil før hun strøg ham over håret. "Jeg er sikker. Procias har den mest viljestærke Dronning. Hun skal nok klare sig" sagde hun mildt. Hun ville så gerne overbevise ham om det også for at han måske ikke var så trist.

Hun sukkede stille og vendte blikket ind i ilden. Hvorfor skulle de også være så besværlige? Hvorfor kunne de ikke bare indse at det var nemmere når hun intet betød. Både han og Carlisle var efter hende med det og hun kunne virkelig ikke have det. Med hans ord om tårer fik hende blot til at kigge op på ham. "Hvorfor skulle du det? Hvorfor græde for mig. Gabriel jeg er og bliver ubetydelig. Jeg kan skiftes ud, jeg har altid bare kunnes skiftes ud. Nu er det samme. Det er okay. Det er nemmere på den måde. Det er nemmere at føle sig ubetydelig. Jeg har det lettere sådan" endte hun stille og dog en smule fast. Hun ville ikke diskutere det med ham. Hun kunne virkelig ikke rumme det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For Gabriel var det bare vigtigt at understrege, at det som var sket den dag, ikke var noget som kunne komme til at ske igen. Ikke bare fordi at han var en gift mand, men fordi at hun var en tjenerinde, og ham en konge.. Det var slet ikke noget som burde ske, også selvom han uden tvivl havde nydt det.. Og endda også langt mere end det som han nok burde, men det var virkelig ikke noget, som han kunne gøre for. Det var bare.. svært det hele, men det at hun kunne sætte sig i hans situation, var uden tvivl forbandet lettende. "Det glæder mig," endte han roligt. Selvom han havde nydt det, så var det forbudt.. Men han havde sovet, og selv hun havde formået at få sig noget søvn, så noget godt, var der jo trods alt også kommet ud af det, og det var også det, som han gerne ville have lov til at understrege.
Uanset hvad angik det spøgelse som de havde døjet med på slottet, havde Gabriel virkelig været bange for, at det havde været hans moder. Han vidste jo godt hvor knyttet hun havde været til slottet og særligt stedet her, så var det underligt, at det var en frygt, som han direkte vandret rundt med? Hans blik gled mod hendes skikkelse. "Normalt tror jeg ikke på den slags, men der er noget her.. Der er mange som siger, at de ser skygger, at tingene bliver flyttet, men der er ingen som ser hvem det er.. Det er en sag, som jeg kun ønsker at komme til bunds i," fortalte han sigende. Den vakte ham en mindre frustration, for han vidste jo slet ikke hvad han var oppe imod.
Det frustrerede ham at Silia lukkede af for ham, selvom det jo var noget som hun havde gjort stort set siden start, så han kunne jo faktisk ikke rigtigt gøre noget ved det. Armene søgte forsigtigt om hende, og selv som hun strøg ham over håret. Det var næsten som.. det faktisk gjorde ham træt. "Hun er viljestærk, det ved jeg godt.. Men det er stadig svært," endte han dæmpet.

At det virkelig var så svært for Aya bare at acceptere tingene som de var, og særligt når han sagde, at han ville fælde tårer om han mistede hende, havde Gabriel faktisk selv svært ved, hvis han endelig skulle sige det. Det var en problematisk ting. "Som du siger, at du kan er erstattet, kan en konge og en dronning blive det samme. Den dag jeg glider bort, vil den næste - og forhåbentlig min søn tage over. Det er jo det samme.. For mig er du ikke lille og ubetydelig. Jeg forstår ikke hvorfor det er en udtale, som du så desperat holder fast i," endte han dæmpet. Han forstod det virkelig ikke.

[Aya Keena]

Aya havde nydt det, hun havde virkelig nydt det selvom det var så forkert som noget kunne blive. Hun vidste at det aldrig kunne ske igen, han elskede jo Silia og han var kongen. Det var ikke passende for at sige det mindste. Hun bed sig let i læben men smilede stadig. Han var dejlig, hun elskede ham med hver en fiber i kroppen selvom hun vidste at det aldrig ville blive gengældt og det var okay. Hun forlangte intet af ham, bare hun kunne have disse samtaler med ham som de havde det nu. Hun sagde intet til hans ord, hvad mere var der at sige? Ingenting. Alt var sagt. Hun kørte hånden igennem det røde hår og vendte blikket mod ilden i pejsen.
At han havde frygtet at det var hans mor som gik igennem hallerne forundrede hende. Ikke nok med at han ikke troede på spøgelser for det havde han sagt, så frygtede han også at han kendte dette spøgelse. Hun kunne ikke andet end at smile en smule af det for det var lidt komisk. Hun vendte blikket mod ham med hovedet let på sned. "Hvis du vil høre min ærlige mening så tror jeg ikke at det er et spøgelse. De historier som jeg har kender med spøgelser fortælle alle at spøgelser opsøger folk, prøver at skræmme dem men dette spøgelse lader til at gemme sig. Alle de tjenestepiger som siger at de har set hende siger at hun stikker af fra dem hver gang. Måske der er en som gemmer sig her på slottet" sagde hun tænkende og smilede blidt.
At han var bekymret var en trist og god ting. Det betød at han jo elskede Silia og at han var bekymret for hendes velfærd hvilket var en dejlig ting. Hun holdt om ham lidt og strøg ham over håret. Han lod til at have en smule brug for det. "jeg ved det godt. Men du må være stærk" sagde hun mildt og med en smule beroligende stemme.

Hun sukkede stille. Det her virkede ikke. Hun var nød til at få ham til at forstå. Hun gik tilbage til lænestolen og satte sig på hug mens hun støttede op af armlænet. "Vi er alene så jeg kan godt sige det her. Gabriel, det er ikke nogen hemmelighed at mit hjerte banker for dig. Jeg ved at det er forkert, meget forkert endda og jeg ved at der aldrig kommer til at ske noget. Du er gift og du elsker din kone og jeg ønsker kun at du er lykkelig og glad. Jeg ønsker at vi kan sidde og snakke på denne måde som vi gør det nu og at det ikke bliver akavet igen hvor vi trækker os fra hinanden for jeg har brug for dig til bare at få mig til at smile en gang i mellem. Det er lettere for mig at håndtere det hele på denne her måde. Jeg betyder intet, jeg er ubetydelig. Jeg er lykkelig. Gabriel, du siger at du er min ven så nu beder jeg dig. Føj mig, om ikke andet så lad så lyv overfor mig og giv mig ret. Lad være med at sætte det ind i mit hoved at jeg er noget værd. Det er meget lettere på denne måde" endte hun roligt. Hun ville virkelig ikke miste ham, hun ville bare gerne have at hun var ubetydelig sådan så hun kunne have det lettere.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Uanset hvad det var med det spøgelse, brød Gabriel sig ikke om at have det rendende her på slottet, for det var i vejen og det forstyrrede hans tjenestestab, som ikke turde bevæge sig alene rundt på slottet efter mørkets frembrud, men uanset hvor ofte og hvor meget han gennemsøgte slottet, så var det bare som om, at der ikke dukkede noget op, og det var jo også lidt det, som han faktisk var ved at blive træt af, for det var slet ikke noget som de kunne gøre noget ved! Uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne gøre det! "Hvis jeg dog bare vidste hvad jeg var oppe imod hvad det angik, så var det også meget nemmere end alt det andet, må jeg sige.. Jeg har ofte vagter søgende igennem gangene, og der er bare intet at se, andet end en skygge fra tid til anden.. Jeg ved ikke hvad det er, eller hvem det er.. og om jeg havde vidst det, så kunne jeg gøre langt mere ved det," fortalte han med en rolig stemme. Det var trættende for ham, ikke at kunne gøre noget ved en problematik, som faktisk var på slottet her!
Selv forsøgte Gabriel virkelig at holde sig stærk, men det var bestemt heller ikke nogen nem opgave for ham. Han rystede let på hovedet. Han var bekymret, og ja.. han elskede uden tvivl Silia, og det var jo også derfor, at han tog de ture ud, som han gjorde nu. Han vidste at hun holdt hemmeligheder for ham, som han nok aldrig nogensinde ville få del i, og naturligvis var det da frustrerende.. men han forsøgte at trøste sig med, at der var en grund til alt.. også i det her tilfælde. "Det er ikke nemt, men jeg gør da mit forsøg," sagde han med en dæmpet stemme.

Det var tydeligt for Gabriel, at Aya slet ikke ønskede at kende til de tanker som han gjorde sig omkring hende. Hun var vigtig for ham, ellers havde han heller ikke tænkt sig at tage hende i hus på den måde som han havde gjort det. "Jeg kan ikke se din problematik, Aya.. Jeg har brudt alle mine typiske protokoller ved at tage dig i hus på den måde, som jeg har, og det gør mig skuffet, at det ikke er noget som du kan se.." Eller nok snarere ville se, var nok mere det rigtige svar, men hun skulle da for pokker vide hvordan det hang sammen. Han rejste sig roligt op og med blikket hvilende på hende. Han var ikke vred.. men skuffet et sted. Hvorfor var det så forkert at fortælle hende, at hun faktisk var vigtig for ham?

[Aya Keena]

Spøgelser var mystiske og dette her spøgelse nok mere end noget andet fordi hun kunne mærke hjerteslag og det måtte jo betyde at det faktisk var en levende person og ikke en som var død. Hun sad lidt og tænkt over det hele. Måske hun skulle fortælle Gabriel at hun havde fundet hvad der mindede om et sted hvor hun kunne høre hjerteslag men hvor hun ikke kunne finde nogen dør ind? Hun valgte dog at lade være. Dette var for spændende at opgive, hun var nysgerrig og ville virkelig gerne lære mere omkring dette mystiske fænomen og det kunne hun ikke hvis hans vagter rende rundt og spillede højt på strå. Hovedet søgte let på sned ved hans ord. "Måske vil det komme med tiden. Jeg bruger i hvert fald tid på at rende rundt deroppe. Jeg er ikke bange for spøgelser af nogen form så hvis jeg finder ud af noget skal jeg nok fortælle dig det" sagde hun med et blidt smil og bed sig let i læben.
Aya kunne se hvor hårdt det tog på Gabriel det her og det var slet ikke noget hun kunne lide. Han skulle have lov til at være glad og ubekymret, i hvert fald når de kom til hans kone. Et sted var det ikke i orden at Silia gemte sådan nogle ting for ham men hun kunne også godt forstå at der måske var nogle ting som var svære at dele med andre, selvom den man elskede. Det var en svært situation for dem begge lød det som om. Hun slap Gabriel på ny og sendte ham et opmuntrende smil. "Du får det til at virke let" sagde hun blidt.

Aya rejste sig fra stolen og gik lidt væk. Hun kunne virkelig ikke mere. Hvorfor kunne han ikke bare forstå det? Hvorfor ville han ikke have at hun var glad? Tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder som han rejste sig og hun vendte stille blikket mod ham. "Gabriel for pokker! Hvorforn kan du ikke forstå hvor svært det her er for mig? Jeg er ikke dum, du havde ikke taget mig i hus og beskyttet mig hvis jeg ikke havde nogen betydning for dig men Jeg elsker dig. Jeg er faldet pladask for dig og jeg ved du ikke elsker mig, jeg ved at vi aldrig kan være sammen og det er en tanke jeg har affundet mig med men jeg har ikke brug for at du render rundt og fortæller mig hvor vigtig jeg er eller hvor meget jeg betyder for så ender det med at jeg bryder sammen! Jeg vil ikke miste dig, jeg vil ikke miste de stunder her for du er vigtig for mig og jeg ønsker at være der for dig men det kan jeg ikke hvis du insisterer på at gøre det her svært for mig. Jeg vil bare være lykkelig, så jeg beder dig ..... Lad min bare være Aya, lille ubetydelige Aya for det andet kan jeg ikke klare" endte hun bedende. Hun græd, tårerne løb ned over hendes kinder. Hvorfor var det så svært for ham at forstå? Hun havde det svært nok i forvejen uden at skulle høre på hvor meget hun betød hele tiden. Hun kunne ikke rumme det i hendes hoved.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel hadede tanken om at være oppe mod noget, som han slet ikke kunne se eller kende noget til, for den skikkelse, som folk snakket om, kunne han ikke bruge til noget som helst. Det var trættende.. Det var dog en af de ting, som han slet ikke ønskede skulle gøres kendt for verdenen omkring ham, og det var nemlig også sådan, at han havde det med tingene. Han lod hovedet søge let på sned. Umiddelbart fik han fornemmelsen af, at hun vidste noget, som han ikke vidste.. men lod den alligevel ligge. Han stolede nok på Aya til at vide, at hun vel ville fortælle ham det, om det var en nødvendighed? "Det vil jeg værdsætte. Jeg kan desværre ikke gøre noget, før jeg ved hvad jeg er oppe imod," endte han roligt. Selv var han ikke bange for den slags.. men når man ikke vidste hvad man havde med at gøre, var det virkelig svært at gøre noget ved sagen.
Selv måtte Gabriel sige sig enig i Aya, selvom det egentlig var en udtale, som hun slet ikke havde retten til. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse endnu en gang og med en alligevel alvorlig mine. At holde sig stærk og bare.. acceptere, at tingene gik som de nu gjorde, var bestemt heller ikke nemt.. Overhovedet ikke, og det stod han da hellere end gerne fast på. "Virkelig..? Tro mig.. Det er virkelig ikke særlig nemt," fortalte han med en rolig stemme.

Gabriel rejste sig forsigtigt op, også selvom hendes ord, var noget som slog direkte, som havde det været lyn fra en klar himmel. Han vendte sig direkte mod hende ved hendes ord, som om at han slet ikke vidste hvad pokker han selv skulle sige. Han blinkede let med øjnene. Hans hænder begyndte let at ryste.. Det var jo det, som var problemet.. Det var jo lige præcis dette, som havde været hans problem! "Hvis du har brug for at være den lille og ubetydelige... Aya... så fint.." begyndte han. Måske at det bare var til det bedste, at det var på den måde så? Selvom det uden tvivl var svært selv for ham at forstå sig på. "Det du føler.. det er selvfølgelig.. beklageligt, Aya.. Jeg er en gift mand.. lykkeligt med en anden.." Han vendte blikket mod hende.. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere på det!

[Aya Keena]

Verdenen var et spændende og meget uforklarligt sted. Hun havde hørt om så mange nye ting nu hvor hun fik lov til bare at rende rundt. Hun ville sådan ønske at hun kunne læse nogle af alle de bøger som hun havde set på biblioteket men ordene og bokstaverne gav virkelig ikke nogen meningen for hende. Hun sendte ham et lille smil. Han ville gerne vide hvad han var oppe imod, et sted virkede det som om han tog det lidt som en kamp og det fik hende til at smile en smule mere. Hun kunne ikke andet end bare at betragte ham ved hans ord. Hun følte at hun burde fortælle ham om det hun havde lagt mærke til men .... hun var bare så nysgerrig. Der var noget som ikke kunne forklares her, der var noget som hun ønskede at finde ud af og lige nu var dette det eneste hun kunne lave om natten så hun ville holde på den hemmelighed lidt endnu. "Jeg render jo meget rundt om natten så jeg burde kunne finde ud af noget hurtigt" sagde hun blot og smilede stort.
Aya betragtede ham lidt. Han fik det til at virke let at være stærk men hun vidste at det var svært for ham. Især det her med Silia. hun kunne mærke det på ham og det var ikke noget hun brød sig det mindste om. Hun sendte ham et lille smil selv ved hans alvorlige mine. "Jeg ved at det er svært. Men stadig får du det til at se let ud, som om det at være stærk virkelig var det lettelse i verdenen og det beundre jeg dig for" endte hun blidt.

Hun græd. Hun var virkelig ked af det. Hun vidste godt at hun ikke burde have det sådan her, hun vidste at det var forkert og det gjorde kun det hele værre. At han så endelig gik med til hendes ønske var noget som lettede. Hun sukkede stille men hulkede stadig. Det gjorde ondt det her. "Det er det jeg har brug for. Jeg har ikke brug for at høre det andet. Hverken fra dig eller Carlisle" sagde hun hulkene og holdt hænderne op foran ansigtet. Dette var virkelig svært men hun kunne virkelig ikke holde tårerne tilbage. De triste blå øjne vendte sig mod Gabriel på ny. "Hvis det var mit valg så havde jeg det heller ikke sådan her. Jeg ønsker bare at du er lykkelig. Du elsker Silia og jeg er så glad for at du er lykkelig. Jeg kan ikke styre de følelser ..... hvis jeg kunne smed jeg dem langt væk. Jeg ønsker bare at du er lykkelig." Hun gentog sig selv en smule men det var jo også sandheden. Hun vidste at hun aldrig ville blive en han kunne elske, han var gift men de var altså også af forskellig stand. Hun var ham ikke værdig. Det som var vigtigst for hende var bare at han var glad og lykkelig, så kunne hun ligesom arbejde sig videre derfra selvom det var så forbandet svært.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Rygterne hvad angik det spøgelse, som skulle siges, at hjemsøge slottet her, var uden tvivl af slagsen, som gik frygtelig langt, om ikke andet, så var det jo trods alt en sag, som han var nødt til at gøre et eller andet med, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham ment i den forstand. Han betragtede hende roligt. Selv gav hun ham uden tvivl fornemmelsen af, at der var ting som hun slet ikke fortalte ham, selvom det nu heller ikke var noget som han havde tænkt sig at blande sig i, om det var noget som han da ellers kunne blive fri for i den anden ende. Det var uden tvivl trættende at rende rundt med de problematikker, som man bare ikke kunne gøre noget ved. "Det vil jeg værdsætte. Jeg forventer, at du fortæller mig noget, når du ved noget," fortalte han med en rolig stemme.. Træt stemme, men lige nu var det hendes selskab som han havde i sinde at nyde, og det var der vel heller ikke noget forkert i, var der?
Alt det med Silia, var uden tvivl en kæmpe frustration for hans vedkommende, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. Det var bare hårdt at vide, at kvinden som man faktisk elskede.. ikke ville dele alle sine hemmeligheder med en i frygten for.. ja, lidt af det hele? Han forstod det ikke, og ja, det efterlod ham faktisk med en fornemmelse af tvivl, hvilket var noget, som han slet ikke var særlig god til! Han smilede let for sig selv. Virkede han virkelig så stærk? Han følte sig bestemt ikke på den måde. "I så fald, forstår jeg ikke hvordan jeg får det til at se så nemt ud.. Det er virkelig hårdt.. og det er trættende i længden," fortalte han. Det der med bare at smile, vinke og lade som ingenting. Det var faktisk udmattende.

Det hele var så faldet til jorden, ved Ayas ord, hvilket uden tvivl Gabriel havde svært ved at finde ud af hvordan han skulle håndtere. Hvad pokker skulle han da sige? Han vidste det jo ikke, og det var jo lidt der at problematikken måtte ligge. Hun elskede ham? Han var en konge og en gift mand.. hun burde jo slet ikke gøre sig de tanker! Hænderne lukkede han let i en handling i ren og skær frustration. Han sukkede let for sig selv, inden han denne gang vendte sig helt mod hende. Det var jo alvorligt.. Det var jo en virkelig alvorlig sag det her. "Hverken jeg eller Carlisle har sagt det, for at bringe dig til tvivl eller uro, Aya, og det er vigtigt, at du ved det," begyndte han roligt. Carlisle var en god mand, som kun ønskede alle det bedste. Han trådte et skridt tættere på hende. Han kunne jo heller ikke lide at se hende ked af det.. hun gjorde det bare så svært for ham! "Og jeg er lykkelig når du er.. Du er bestemt ikke lykkelig lige nu, Aya... Fortæl mig hvad jeg kan gøre, for at gøre det bedre for dig," bad han. Det gjorde ondt at se hende på den måde.

[Aya Keena]

Aya vidste måske en smule mere end hun sagde men det var hende stadig sådan en mystisk ting at hun virkelig bare var nød til at finde ud af lidt mere før hun sagde noget som helst til ham. Hun var jo heller ikke sikker og hvis det slet ikke var det som hun troede så ville hun jo bare skabe problemer og det ønskede hun slet ikke. Hun kørte hånden igennem det røde hår. Han så ud til at være meget påvirket af alt det her spøgelses noget men hun forstod ikke hvorfor? Var det ikke blot at tjenerne tog sig lidt sammen og ikke var så pirlige? Den kvinde som de hentydede til når de snakkede om spøgelset havde aldrig gjort nogen noget så måske det ikke var så slemt igen. Hun sendte ham et lille smil. "Lige så snart jeg ved noget med sikkerhed så skal jeg nok fortælle dig det" sagde hun mildt og strakte sig. Hun nød bare at være i nærheden af ham, han fik hende altid til at føle sig så rolig.
Silia gjorde det virkelig ikke nemt for Gabriel, det kunne Aya da tydeligt se på ham. Han havde det svært ved det hele og hun forstod ham godt. Hovedet søgte let på sned som hun sad og betragtede ham. Han tog Silia i forsvar, sagde at han godt forstod at hun følte sig nødsaget til det og så på den anden side så var det mere end bare tydeligt at han virkelig ikke kunne udholde tanken om det. Hun bed sig svagt i læben ved hans ord. "Du får det til at se let ud men ...... men du behøver ikke lade som om foran mig. Som du siger så er det udmattende at smile og vinke og lade som ingen ting. Du sagde at du havde brug for en ven, det er jeg så du behøver ikke spille en rolle eller noget som helst når vi er alene. Så kan du bare slippe det løs" sagde hun stille og en smule forsigtigt før hun på ny sendte ham et lille smil.

Det hele var så svært. Aya vidste at hun virkelig ikke kunne have disse følelser. Hun var ingen ting, blot en tjenestepige som havde fået følelser for en mand som aldrig ville komme til at se hende som andet. Hun elskede ham, hendes hjerte hamrede hårdt mod hendes bryst. Det her var virkelig ubehageligt men hun kunne ikke mere. Gentagende gange havde hun tigget og bedt dem begge om at lade være men de lyttede ikke. Der var ingen af dem der lyttede. "I er begge søde mennesker, jeg ved at i intet ondt mener med det men når jeg sidder og tigger og beder jer om at lade være så hør efter hvad jeg siger" bad hun stille og hulkede på ny. Hun vendte sig lidt fra ham og prøvede at tørre øjnene selvom dette intet hjalp. Det her var virkelig noget af det værste som hun nogensinde havde prøvet. Hun hadede det, hun ville hellere bare have pakket det væk men hun havde virkelig følt sig presset til sidst. "Jeg var lykkelig før i begyndte at presse mig tanker på om at jeg er mere værd end som så. Det er jeg ikke, det vil jeg ikke være. Alting er meget svære på den måde." Hun lod ansigtet hvile i sine hænder lidt. "Alting var meget lettere før." Det var en meget svag næsten uhørlig hvisken som hun kom med til sidst men lige nu var det sådan nu havde det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alt var et irritationsmoment for Gabriel i denne tid, og det var virkelig ikke noget som gjorde sagerne nemme for ham. Han sukkede tungt og rystede på hovedet af sig selv. Det spøgelse.. alt det som Silia havde gang i, og så følte han jo bare, at han sad der og kiggede ud i luften, og det var noget som irriterede ham. Han nikkede blot til hendes ord. Hun ville fortælle ham noget om det, når hun havde noget at give ham, så det var da uden tvivl noget, som han måtte sætte en ekstrem stor pris på. Lige nu var det bare alt det med Silia som steg ham til hovedet, for han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved den sag i forvejen. Det var svært.. det var virkelig svært, når han følte, at hun ikke ville dele den slags ting med ham, når hun virkelig burde. "Misforstå mig ikke, Aya, for venner kan man altid bruge.. Lige nu er det bare et irritationsmoment at jeg skal sidde med ansvaret alene. Jeg har baturligvis forståelse for at man har personlige ting som man skal ordne, men.. ja.." Han tav.. Han tog hende jo i forsvar, selvom det jo faktisk ikke var hans mening i en stund som denne. Han vidste at han kunne åbne sig op for hende. Det var bare noget som han stolede på, uden at han egentlig vidste hvorfor han gjorde det. "Det bliver forhåbentlig bare nemmere en dag" afsluttede han med et let træk på skuldrene. Han håbede virkelig.

Nu hvor de stod i en situation som denne, så gjorde det ikke sagerne meget bedre for Gabriel, for de ord, var da slet ikke noget som han havde regnet med at skulle høre fra hendes side af! Igen dumpede han ned i sin lænestol og med blikket mod hende. Han havde jo aldrig været ude på at gøre hende ked af det, eller noget lignende. Han strøg hånden over hans ansigt, næsten med en frustration. "Der er ingen i det her land som er ubetydelige, Aya.. Det er en tanke, som du lige så godt, bare kan vænne dig til, selvom jeg ved, at det ikke er nemt.." Han trak vejret dybt og knyttede den ene hånd. Det gjorde hende ked af det.. og det var da frustrerende, at han ikke vidste hvad han skulle kunne gøre ved det! "Jeg beklager, at jeg gør det svært for dig..." Han vendte blikket væk. Selv for ham, var det jo en meget svær situation!

[Aya Keena]

Aya kunne se og mærke det på ham. Han havde det virkelig svært og han var fustreret. Det var ikke sjovt at se ham sådan men det var ikke så underligt sådan som alt ting gok for ham lige nu. Det med spøgelset og folk som rendte skræmte rundt måtte påvirke ham men ikke nær så meget som det med Silia. Det var virkelig svært for hende bare at sidde der og lytte til ham for hun kunne se at det gjorde ondt på ham at Silia holdte de hemmeligheder for ham. Det var synd for Gabriel var en rigtig god mand og Aya kunne slet ikke se nogen grund til ikke at fortælle ham alt når de nu var gift. Hvad kunne være så vigtigt at hun end ikke ville sige det til ham? Jo Aya forstod det virkelig ikke. Slet slet ikke. Hun hørte Gabriel bringe Silia i forsvar igen og hun lænede sig blot en smule og sendte ham et lille overbærende smil. Han tav så han havde godt selv kunne se det. Hun strøg ham forsigtigt over håret igen, næsten som en mor ville gøre det med hendes barn og betragtede ham blot. "Det hele skal nok lykkes på et eller anden tidspunkt. Det er jeg sikker på, Gabriel" sagde hun blidt og lod hovedet søge let på sned. Det hele skulle nok gå, det var hun sikker på.

Aya frøs næsten ved hans ord. Han havde lovet, han havde lovet at hun kunne være ubetydelig og nu begyndte han igen. Hun var ked af det, rigtig ked af det og tårerne faldt om muligt hurtigere nu. Hun vendte et par faste blå øjne mod hans skikkelse og knyttede hænderne en smule. "Du lovede. Du lovede mig at jeg bare kunne være lille og ubetydelig hvis det var det som hjalp mig og nu begynder du igen ..... Gabriel, jeg kan ikke have nogen betydning ellers så går jeg i stykker indvendigt. Hvis du ikke kan acceptere det så ....." Hun tav kort og vendte blikket væk og ned i gulvet før hun tog sig mere mod til og vendte det tilbage til ham. "....... Så er jeg nød til at holde mig på så lang afstand af dig som muligt. Så kan jeg ikke bruge stunder som disse med dig. Du ønsker at jeg er lykkelig? Så føj mig og lad være med det andet. Jeg ønsker ikke at miste det her men ..... men hvis du bliver ved så er jeg nød til at sige fra" endte hun stille go dog fast. Hun kunne ikke klare det her. Hun kunne ikke stå model til det. For pokker! Kunne han ikke bare forstå at det her var noget af det som gjorde det meget svære for hende?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selvfølgelig var det utrolig hårdt for selv Gabriel, når hans egen hustru ikke ville dele de ting med ham, som hun jo et sted burde. Diamaqima havde altid været en familie fyldt med hemmeligheder, og nu... ja. Det irriterede ham selvfølgelig, når det var en realitet som stod og nærmest bankede på hans dør. Hvad han skulle gøre ved det, andet end at acceptere, at tingene var sådan, det kunne han heller ikke sige, og selvfølgelig var det noget, som selv gjorde ondt på ham. Han sukkede ganske let, også selvom det var med en klar og tydelig sitren, når hun strøg ham over håret. Det var ikke noget som han oplevede særlig ofte.. og særligt ikke i denne tid. Han gjorde sig tanker som han ikke burde.. Han burde virkelig ikke gøre den her slags. "Jeg håber virkelig at du har ret.. Jo længere tid vi er gift, jo mere kan jeg jo mærke, at det er en tanke som faktisk irriterer mig.. Det er et irritationsmoment, som jeg ikke direkte kan gøre noget ved," endte han sigende. Det var en frustration uden lige, som han ikke kunne gøre noget ved, og at lære at leve med det, var faktisk lige så svært.

Det var virkelig ikke fordi at Gabriel var ude på at gøre det svært for hende at være omkring ham. Tvært imod, så var det faktisk slet ikke sådan at han ville have at tingene skulle forholde sig. Han sukkede tungt og rystede på hovedet af sig selv. Han vidste jo godt, at det var ting som han havde lovet hende, men det var for pokker da ikke nemt for ham at holde styr på det hele og hvad han måtte og ikke måtte. "Jeg beklager virkelig hvis jeg ikke lever op til dine forventninger af en ven, Aya, men jeg forsøger virkelig.. Tror du ikke det gør ondt på mig, at se et individ i mit land, leve og acceptere en tilværelse som.. ligegyldig? Det er slet ikke tilfældet.. Du kan lige så godt vænne dig til den tanke.." Han vendte sig mod hende. Hun havde jo holdt afstand til ham til nu.. Måske at det egentlig bare.. var på sit bedste, at det skulle være på den måde? Igen vendte han blikket væk fra hende. Det var slet ikke meningen, at det skulle være på denne her måde. Overhovedet ikke! "Jeg begriber mig ikke, at du kan gøre dig de tanker..? Skal jeg føje dig? Fint.. Hvis det er sådan du vil have det.." Han kiggede fortsat i retningen af balkonen i stedet for. Det her havde virkelig taget en uventet drejning.

[Aya Keena]

Hun havde et sted ondt af ham. Han var så mærket af det her med Silia og det var rigtig svært for hende at se ham have det sådan. Det som SIlia udsatte ham for på denne måde satte sine tydelige spor i ham og hun lod hovedet søge let på sned. Det var synd for ham, især fordi han mente at man burde dele alt som Aya selv gjorde det. Det var synd at han var gift med en som holdt de hemmeligheder for ham når det virkelig virkede som om han bare gerne ville vide dem og støtte hende. Hun bed sig stille i læben mens hun bare fortsat strøg ham over håret. Hun .... passede på ham på en måde. Hun ønskede at være der for ham. Et sted var det noget hun var vant til, det at skulle passe på dem som havde højere stand end hende og det fik hende til at føle sig en smule mere hjemme. Og du har snakket med hende om det? Sagt at du bare er bekymret for hende og ønsker at være en del af hendes liv fordi du bliver bekymret når hun gør sådan her?" sagde hun mildt og sendte ham et roligt smil. Hun håbede virkelig at det ville blive bedre for ham.

Aya sukkede stille og lod hænderne søge mod ansigtet igen. Hvorfor skulle det her være så svært? Hvorfor kunne han ikke bare forstå det her. Hun vidste at hun ikke gjorde det her lettere for nogen af dem men .... hun kunne bare ikke lade være. Hun var nød til at sige det fordi hun følte sig presset. "Er du tosset? Du er en af de bedste venner jeg har. Du er faktisk den første ven jeg nogensinde har fået. Jeg ved at jeg ikke gør det let, jeg ved at jeg ikke burde føle sådan her og at jeg burde have holdt min mund men .... Det er så svært. Hvis jeg bare tænker mig selv som værende intet værd så gør det ikke så ondt og så er der en chance for at mit hjerte falder til ro og mine følelser for dig forsvinder. Det er det jeg ønsker men det er svært når i bliver ved med at forvirre mig på den måde. Det gør så ondt." Hun førte hænderne ned over hendes bryst og hen over hendes hjerte. Det gjorde så ondt lige der, det var forfærdeligt. Hun vendte sig fra ham og hulkede lidt mere. Hvorfor skulle han også gøre det svært. "Jeg ønsker ikke at miste dig Gabriel men ...... men lige nu virker det som om at det er det eneste valg jeg har. Det vil også gøre det lettere for dig. Jeg gør alt ting mere kompliceret." Hun lød ... næsten opgivende. Var der mere at gøre? Hun kunne lige nu ikke se nogen som helst anden mulighed. Hun lukkede øjnene kort før hun begyndte at bevæge sig mod døren. Var der virkelig mere at gøre?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel stolede på at Silia vidste hvad hun lavede, og at hun var ham tro. Han kunne i hvert fald ikke forestille sig, at hun ville gøre andet, men det var bare.. svært. Det var svært for ham lige nu bare at sætte sig ned og acceptere at tingene var på den måde. Hvad kunne være så hårdt, at hun ikke kunne dele det med sin egen mand? De strøg som hun gav ham over håret, var uden tvivl betryggende og det var rart.. Selv en mand som ham, havde til tider brug for den omsorg, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han trak vejret dybt og nikkede så. "Selvfølgelig har jeg nævnt den for hende op til flere gange. Hun påstår jo så bare hårdnakket at hun gør det for at beskytte mig.. men hvad så hvis jeg ikke kan beskytte hende?" Han vendte blikket mod hende. Hans beskyttelsesinstinkt var virkelig stort, og det var bestemt heller ikke altid, at hun kunne gøre noget ved det, når det nu endelig var det. Han rystede let på hovedet. "Jeg er bekymret for hende, Aya... jeg er bange for at hun har gang i noget, som hun selv ikke kan styre eller kontrollere.." tilføjede han dæmpet. Det var virkelig den største frygt som han måtte sidde inde med.

Det var bestemt ikke denne ændring af det hele Gabriel havde regnet med, men det var tydeligt noget som måtte gå Aya frygtelig meget på, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Skulle han bare lade hende gå? Umiddelbart ville han næsten mene, at det faktisk var til det bedste, også selvom det var noget som faktisk gjorde ondt, selv på ham. Han trak vejret dybt og knyttede sine næver. "Hvis jeg er den nære og eneste ven du har, hvorfor så ikke lytte til hvad jeg har at sige?" endte han med en sigende igen, da han så, at hun var ved at søge mod døren. Igen var det vel bare til det bedste? "Du vælger den komplicerede vej for dig selv, Aya.. Jeg skal ikke kunne tage de valg for dig.. Jeg.. accepterer dine ønsker.." Igen vendte han blikket væk fra hende. Han måtte jo stadig huske og minde sig selv på, at han jo var en gift mand.. Selvom det til tider, virkelig var svært!

[Aya Keena]

Det gjorde næsten helt ondt på Aya at se ham på den måde. Hun vidste at han ønskede at beskytte Silia og hun ikke ligefrem gjorde det let for ham på den måde som hun valgte at gøre tingene på. Det var synd for hun vidste at det pinte ham. Det kunne hun jo se. Hun fortsatte blidt sine strøg hen over hans hår med et lille beroligende smil. Selv konge og dronninger havde brug for en omsorg som denne en gang i mellem, det havde alle. Dette var noget af det som Aya havde det aller bedst med, det at kunne yde en omsorg til andre på denne måde var noget af det bedste hun vidste i hele verdenen. Hun ville så gerne være der for folk og især for ham. "Det lyder som en svær position at stå i. Jeg ved du ønsker at beskytte hende som hun prøver at beskytte dig. Jeg kan ikke sige dig hvad du skal gøre eller komme med et godt råd for sandt at sige har jeg aldrig selv stået i samme situation. Alt jeg kan håbe for dig er at hun vil forstå det en dag" sagde hun blidt og sendte ham er roligt smil. Det var virkelig trist at det skulle være sådan for han var så sød og rar. Det var ikke en behagelig tanke at den kvinde som han var gift med og som han var lykkelig med var i stand til at gøre ham så fustreret og egentlig ulykkelig på denne måde. "Det ved jeg du er. Har du overvejet at sende nogen ud for at lede efter hende? Ved du hvor i verdenen hun søgte til? Måske de kan finde hende og videre give en besked fra dig. Det kunne være det førte til noget." Det var måske værd at prøve?

Aya havde det virkelig skidt. Tårerne trillede ned over hendes kinder, aldrig før havde hun været så ked af det. Ikke hvad hun kunne huske i hvert fald. Det gjorde så ondt i hendes indre, hvorfor kunne det hele ikke bare være lettere? Hvorfor skulle det være så svært? Hvorfor skulle hun være faldet for ham? Hun sukkede lydløst som hun nærmede sig døren men stoppede dog op ved hans ord. Hun bed sig i læben. Måske hun bare skulle gå, det ville være nemmere for dem begge men hun havde virkelig ikke lyst. "Det gør jeg også. Det er det som er mit problem. Hver gang du fortæller mig at jeg betyder noget begynder mit hjerte at hamre helt ukontroleret, jeg kan mærke varmen stige igennem min krop som var det ren ild og jeg kan ikke andet end at smile lige indtil at jeg husker at de tanker er forkerte og jeg ikke burde gøre det, at jeg aldrig vil have den betydning for dig og så bliver jeg mere ked af det end jeg nogensinde har været før" forklarede hun stille. Det gjorde så ondt det her. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Var det virkelig sådan ulykkelig kærlighed føltes som? Det var værre end alt den tortur hun nogensinde havde været udsat for til sammen. "For dig virker det måske besværligt men det er den måde jeg altid har klaret mig igennem tingene. Når jeg fik tæsk, blev bedt om mærkelig ting eller bare generelt blev misbrugt af forskellig art så var det nemmere bare at lukke af og bare tænke at jeg var ubetydelig for så gjorde det ikke noget. Det er den letteste måde for mig at kapere tingene." Hun tav på ny og kiggede mod døren. Hun stod lige ved den men havde ikke taget fat i den endnu. Skulle hun gå? Hun havde virkelig ikke lyst men måske det var for det bedste? Hun vidste det ikke, hun kunne ikke røre sig ud af flækken. Hun lukkede øjnene men end ikke det stoppede de mange tårer fra at løbe ned over hendes kinder. "Skal jeg gå?" spurgte hun til sidst og gjorde et ihærdigt forsøg på at holde endnu et hulk tilbage selvom det ikke lykkes for hende. Hun var virkelig noget så ked af det.