Just one night off..?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel rystede på hovedet. Hvis det dog havde været så nemt, så havde de aldrig nogensinde haft noget problem, men det var desværre ikke tilfældet denne gang. Det gjorde ondt på ham, at han ikke vidste hvad hans egen hustru gik rundt og lavede, og endnu mere bange for hvad det var, siden hun ikke ville fortælle ham noget. "Hun vil ikke fortælle mig noget, så lang tid at hun er af af den overbevisnig, at det er noget, som vil beskytte hende, såvel som mig, hvis jeg ikke ved noget," fortalte han med en sigende mine. Han havde selv længe overvejet at lade nogen søge ud efter hende, men det var jo heller ikke noget som han ville.. Han ville ikke udvise at han ikke stolede på at hun kunne tage sig af tingene selv, og han kendte Silia nok til at vide, at det var den slags, som hun kunne komme til at tage temmelig personligt, og det ønskede han bestemt heller ikke. "Det kan jeg ikke.. det kan jeg ikke.." endte han dæmpet, og med en tydelig frustration i stemmen, for han kunne jo ikke gøre noget som helst, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne gøre det!

Det havde aldrig været Gabriels hensigt, at gøre hende så ked af det. Den måde, som hun havde tacklet tingene på, kunne han jo ikke ligefrem gøre meget ved, men det var på tide, at hun fandt ud af, at det var sådan her, at det skulle holdes i landet her, og det var sådan, at han gerne ville have det. Hans blå øjne vendte han endnu en gang i retningen af hendes skikkelse. "Jeg beklager virkelig, at jeg kan gøre dig så ked af det, Aya, og jeg beklager, at jeg ikke kan imødekomme de personlige krav som du stiller til mig.. Du må før eller siden, finde ud af hvordan landet her er skruet sammen.. Ingen får lov til at gøre dig ondt, og gud nåde trøste dem, som forsøger at gøre det igen," endte han kortfattet, inden han igen vendte blikket mod balkonen. Aftenen for hans vedkommende var ødelagt, så måske at det bare var til det bedste, hvis de gik en smule hvert til sit? Tungen strøg let over hans læber, som han igen trak vejret dybt. Han ønskede jo ikke at gøre det værre for hende, end hvad det var i forvejen.. Det var svært for ham.. virkelig svært. "Jeg synes du skal søge mod dit kammer, Aya.." sagde han så kontrolleret, som han overhovedet kunne. Det gjorde ham ked af det, at hun var så ked af det.

[Aya Keena]

Aya havde ondt af ham, det havde hun virkelig men hun kunne ikke rigtig gøre så meget for at hjælpe ham. Det lød som om Silia altid havde været sådan og at hun var meget stålfast i sin holdning om at dette var for det bedste selvom dette var en skam. Hun strøg ham bare fortsat over håret og prøvede at få ham til bare at slappe en smule af for det havde han da brug for. Hun sendte et lille undskyldende smil. Hun ville jo heller ikke have at Silia fik den forkerte ide men hun kunne ikke andet end at prøve og give ham nogle råd. Det lod dog ikke til at være en god ide og hun bed sig selv lidt i læben mens hun blot betragtede ham. "Det er jeg virkelig ked af. Jeg ville ønske at der var noget jeg kunne gøre for dig" endte hun stille og vendte blikket mod ilden en smule. Det her var virkelig ikke nemt.

Hun var ked af det, virkelig ked af det. Det gjorde ondt helt ind i hendes indre og lige i dette øjeblik havde hun det næsten som om hun aldrig nogensinde ville blive glad igen. Tårerne trillede ned over hendes kinder, hun kunne slet ikke holde dem tilbage. Hun lyttede til hans ord. Hun bad aldrig om noget men hvorfor kunne de ikke bare hjælpe hende med det her? Hvorfor skulle dette kun gøres svære for hende? Hun sukkede opgivende, der var intet andet at gøre. Hun svarede ham ikke men greb blot i døren dog uden at åbne den. Hun tøvede kort. "Som du ønsker. Farvel, Gabriel" endte hun stille og tydeligt knust. Hun forlod rummet og lukkede døren efter sig men i stedet for at søge mod sit kammer søgte hun op mod værelserne hvor hun var kommet fra. Hun ønskede bare at være alene og det var det perfekte sted.

//OUT