Or just leave my lying here..

[Myia Destiny Flancker]

Myia var mere rolig nu, end hvad hun havde været for bare et øjeblik siden, selvom det stadig var underligt, at blive udvist denne venlighed. Det var hun slet ikke vant til. Hun vendte blikket forsigtigt op mod ham. Selvom hun holdt fast i at kalde ham for 'De', var det alligevel brydende for hende, at få at vide, at hun godt måtte kalde ham for andre ting. Det gjorde hende intet.. Så absolut ikke. Igen rystede hun på hovedet. Den eneste som hun kendte, var Samuel Acheron.. Og han havde i øjeblikket en lille pige og en kvinde at tage sig af, så hun var jo blevet tilsidesat, og hun ville ikke tilbage til Dvasias igen! "Nej, det... jeg er alene.." forklarede hun. Forsøgte på det om ikke andet.

Denne mand var varm og venlig, hvilket var en ting som Myia faktisk utrolig godt kunne lide, da det heller ikke ligefrem var ofte, at dette var noget som selv hun blev mødt af. At han virkelig ønskede at bringe hende til kroen, sagde hun intet til. At komme ind og få noget varmt, ville uden tvivl gøre sine underværker for hende. Ingen tvivl om det. Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham igen. Hun sendte ham et smil. "M-mange tak," sagde hun med en rolig stemme. Han virkede heller ikke som den voldelige type.. der var noget særligt over ham. Noget.. velkendt et eller andet sted. "... Du er en engel..? Ikke?" spurgte hun forsigtigt, da de stod foran døren til kroen, hvor han fumlede efter nøglen. Hun havde jo heller ikke været her i frygtelig mange år.

[Deleted]

Han nikkede roligt, og dog endte han med at rynke let på panden over hendes kommentar. "Helt alene?" gentog han efter hende, hvis hun var flygtet fra nogen var hun vel næppe helt alene, men nu var det jo til tider sådan at der selvfølgelig ikke var folk man ønskede var en del af ens liv, Elias havde det jo på samme måde, han var jo også helt alene. Ikke fordi at der var folk han flygtede fra eller ikke ønskede at være sammen med, nej det var et personligt valg han havde taget efter at have mistet så mange gange, nu ønskede han ikke at miste mere og den eneste måde han kunne undgå det på, var jo ganske simpelt ved ikke at have noget at miste, sådan havde han det bedst og det var da også derfor han nu gik mere eller mindre usynlig rundt på jorden.

Han åbnede roligt døren ind til krostuen og holde elegant døren for hende så hun kunne gå ind, der var mørkt derinde, med kun en enkelt olie lampe tændt over ved baren så man lige præcist kunne ane rummet og derved se hvor man kunne tænde de andre lamper: "Jo... Det er du også" konstaterede han i et roligt smil, som han let lagde hovedet på skrå som han selv trådte ind og lukkede døren: "Bare sæt dig ved en af bordene" sagde han roligt og begyndte at tænde flere lamper så de rent faktisk kunne se noget: "Vil du have te? Kaffe? Vand med citron?" spurgte han roligt, som han gik om bag baren, lige nu skulle hun jo helst bare have varmen.

[Myia Destiny Flancker]

Myia fumlede let med sine fingre foran sig. Det var en virkelig svær situation for hende lige nu, og hun havde virkelig, virkelig svært ved den. "Altså.. De ved... jeg er alene i den forstand at.. jeg ikke har nogen at gå til. Ham jeg havde.. er sammen med en anden og har nu en datter og.. ja.." Blikket sænkede hun igen. hun kunne jo godt høre, hvor dumt det lød, og det gjorde det bestemt heller ikke bedre for hende på nogen måde. Et sted gjorde det hende faktisk kun mere trist at tænke på. Samuel havde været der for hende igennem mange år, men nu på grund af sin far, så skete alt det her. Det kunne hun da slet ikke lide! Overhovedet ikke! En tåre trillede ned af hendes kind. At være tæt på den eneste mand, som hun havde haft i sit liv, og så se det hele glide væk fra hende som sand mellem fingrene, gjorde det bestemt heller ikke ligefrem nemt. Tvært imod.

Kroen trådte hun roligt ind i, og så sig omkring. Her havde hun aldrig været før. Ikke af hvad hun kunne huske om ikke andet. Svagt bed hun i sin underlæbe og med armene som hun lagde omkring sin egen krop. Hun var slet ikke vant til den venlighed. Hun nikkede. "Det kan jeg fornemme.. Jeg er bare ikke vant til at se.. vores slags på jorden.. Men i Himmeriget.." fortalte hun med en dæmpet stemme. Forsigtigt satte hun sig ved et af bordene og vendte sig mod ham. Bevidst placeret et sted hvor der var meget lys. Det var hvad hun kunne lide. "Vand med citron.. Det lyder dejligt," sagde hun med et svagt smil. Hun slappede underligt af i denne fremmede mands selskab.

[Deleted]

"Du..." rettede han hende i et venligt smil, han følte det mærkeligt når hun sagde 'du' til ham, som om hun satte ham op til noget som han slet ikke var, han var meget nede på jorden og bestemt ikke særlig fin på den: "Oh.. Det er jeg ked af at høre.. Livet er bare en lang kamp" sagde han i et sammenbidt smil, det vidste han jo alt om. Elias var jo selv holdt op med at leve for mange år siden, nu tog han bare den ene dag efter den anden som om at det hele var ligegyldigt og han bare kunne bevæge sig rundt i verden som det passede ham, og han havde det egentligt bedst med at være en smule usynlig, han var ikke længere fyren med de store armbevægelser. Som hun lod en tåre bevæge sig nedover hendes følsomme hud, stod han bare en smule usikkert, hun ville nok ikke sætte pris på at få et kram.

"Heller ikke jeg. Men Gud vil ikke lukke mig ind" sagde han og smilede roligt til hende og trak så på skuldrende, hvorfor Gud valgte at være sådan i mod ham, tjah det vidste han ikke, men han havde også opgivet nogensinde at finde ud af det og han havde opgivet nogensinde at finde ud af hvad det var at Gud rent faktisk krævede af ham. Han gik hen og hældte noget vand op, som han lagde en skive citron i og gik så hen og satte det på bordet foran hende. Han gik op bag baren igen, og tog en kop te til sig selv, og tog ligeledes et strikket tæppe med som han rakte hende, inden han roligt satte sig overfor hende: "Er det okay?" spurgte han roligt, og mente naturligvis om det var okay at han sad hvor han sad.

[Myia Destiny Flancker]

"Undskyld.." endte Myia dæmpet, da hun igen sænkede blikket ned foran sig. At blive rettet på, var hun faktisk vant til, førte slag med sig, men.. ikke i dette tilfælde? Det var virkelig underligt for hende, at det foregik på denne måde. Svagt lod hun tungen stryge over hendes læber, som hun igen vendte blikket mod ham. Livet havde ikke været nem for hende.. Det havde været det rene slavearbejde - bogstavelig talt for hende, og det var det, som hun faktisk havde haft det sværest ved. "Livet er en kamp.. fra start til slut.. for nogen mere end andre. Den mand var alt for mig og.. hans far skulle naturligvis blande sig.. nu er jeg her.." Hun fik tårer i øjnene. Det lignede hende ikke at reagere på denne her måde og bare plapre.. men det føles bare naturligt overfor en mand som ham.. Det var virkelig underligt. 

Myias blik fulgte Elias, som han kom med kanden med vand og citron til hende og en kop the til sig selv. At han satte sig overfor hende, sagde hun ikke noget til. Hun mærkede den røde farve i hendes kinder. Hun var slet ikke vant til at folk generelt interesserede sig for hende. "Han må være vred, siden han ikke vil lukke Dem ind... Han plejer at lukke alle engle ind.. Dem som kan flyve om ikke andet.." sagde hun, inden hun tog imod tæppet. Hun kastede det forsigtigt omkring sin egen krop istedet for. "Mange tak og.. det er helt fint.. D-du er virkelig en god mand, Elias," endte hun med en taknemmelig stemme.

[Deleted]

"Du skal ikke undskylde" endte han med et forsigtigt og venligt smil, i et forsøg på ikke at rette på alt hun gjorde, det var jo ikke ligefrem hans mening, men han ville bare gerne at hun var rolig og tilpas. Han nikkede roligt som hun gav ham små bider af hendes historie: "Jeg har selv mistet både en.. Plejesøn, mit livs kærlighed, mine forældre.. Ja... Der er ikke meget at råbe hurra for" sagde han og smilede kort til hende, som han tog sin te op i mod sine læber for at tage en slurk, nej han syntes ikke selv livet var specielt godt, og lige nu nød han bare at arbejde på kroen og holde sig i fred fra personlige relationer.

Han smilede roligt: "Jeg har ikke gjort noget slemt... Tror jeg" sagde han en smule undrende, han kunne da ihvertfald ikke ligefrem skrive morder, voldtægtsmand eller tyv på sit CV: "Jeg tror bare jeg var uheldig og der er åbenbart noget han ønsker jeg afslutter her på jorden" sagde han med et stille smil, dog var han ikke sikker på at han nogensinde ville finde det, og han var træt af at famle i blinde: "Du kan ikke.. Flyve?" spurgte han undrende, havde hun ikke lært det? Alle engle kunne vel flyve? : "Tak... Jeg prøver..." sagde han blot og smilede, ja han prøvede da at være en god mand, nok især efter at han i så mange årtier havde været en lidt mindre god mand til tider, men man blev vel.. Ældre.

[Myia Destiny Flancker]

For Myia var det underligt at blive rettet på, uden at blive slået, men det føles.. godt for en gangs skyld. Hun nikkede blot. Det var jo heller ikke fordi at hun ville gøre ham sur eller sådan noget.. men at fortælle, var noget som hun havde brug for, og helst gerne for en, som faktisk gerne ville lytte til hvad hun havde at sige. Hendes blik gled mod ham ved hans ord. Det var meget at miste.. Selv måtte hun erkende, at den tanke var direkte.. trist og deprimerende. Hun blev helt neutral i ansigtet. "Det.. det gør mig ondt.." endte hun dæmpet. I det tilfælde, havde hun svært ved at se hvordan han kunne forholde sig så optimistisk, som han var lige nu, men tanken kunne hun lide. Det var det som gav hende en mulighed for at snakke med ham. "Verden er bare et hårdt og burtalt sted.." tilføjede hun dæmpet.

Lige hvad han mente, havde Myia svært ved at forestille sig. Af hvad hun kunne fornemme, så var der intet ondt i denne mand, så hvorfor skulle Gud holde ham fra Himmeriget? Hun havde selv været deroppe en enkelt gang.. inden hun var blevet lænket til livet på jorden her. Tungen strøg hun let over sine læber, inden hun tog glasset med vand og citron og førte op til læberne. Det var nok noget af det mest luksuriøse hun nogensinde havde drukket. Det smagte underligt. "Du er en god mand.. han har da ikke nogen grund til at holde dig væk deroppe fra.." endte hun sigende. Hun trak vejret dybt. Ufærdige ting? "Hvad skulle det være?" spurgte hun lettere nysgerrigt. Han fik hende til at åbne op. Det skete virkelig sjældent. Let rystede hun på hovedet. Hun kunne ikke flyve. "Mine vinger er.. ja.. skåret af.. af min forhenværende herre.." fortalte hun. En mand uden sjæl. Ikke en mand som man skulle komme på tværs af.

[Deleted]

Han kiggede kort ned i mod sin te som hun sagde at det gjorde hende ondt, Elias tænkte ikke så meget på det, han prøvede ihvertfald ikke at tænke for meget på det, selvom det jo afbrød hans nattesøvn, hvilket jo var et tydeligt tegn på at han var påvirket. Det var svært for en person at leve uden kærlighed i så mange år, men Elias syntes nu alligevel at han havde klaret sig udemærket igennem det, selvom det var hårdt til tider, så var det ikke nær så hårdt at miste noget man elskede virkeligt højt og han ønskede ikke at gennemgå det hele en gang til. Han nikkede, ja hun havde ret: "Til tider... Lige nu står den bare stille for mig vedkommende" sagde han i et forsigtigt smil, det var jo også fint, det var da bedre end at leve i lort til op over begge øre.

Han kommenterede ikke på at han var en god mand, han havde jo trods alt ikke altid været lige god, men med 200 år på jorden så kunne man jo også nå at ændre sig meget i både den ene og den anden retning: "Jeg ved det virkeligt ikke, det er det jeg har brugt de mange år på at finde ud af" sagde han roligt, han vidste det ikke, ja faktisk havde han ikke den fjerneste idé, han syntes selv han havde prøvet alt, men uden held: "Oh.." sagde han, chokeret, da hun snakkede om sine vinger: "Det er da forfærdeligt!" medgav han, nogen mennesker i denne verden var bare så skræmmende onde: "Hvor længe siden .. er det?" spurgte han forsigtigt.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var naturligvis ked af, at Elias var alene og selv havde mistet alle dem omkring sig. Selv var hendes jo noget andet. Ikke noget familie.. Der havde hun været alene om tingene lige så længe, som hun faktisk var i stand til at huske det. Hun fumlede let med hænderne foran sig. "Det er da stadig trist.. særligt når det er så nær familie.." endte hun. Selv kunne hun så godt forstå at der ikke virkede til at være nogen omkring ham.. Hvorfor skulle han da ellers være ude på dette umenneskelige tid af døgnet? "Så.. du er også alene..?" spurgte hun forsigtigt.

Selvom Myia måske gav udtryk for, at være faldet langt mere til ro, så var der stadig lang vej for hende at gå. Det var med en klar dirren og sitren i hendes krop, at hun blev siddende, som hun gjorde, men ikke desto mindre, så slappede hun mere af, fordi at hun vidste, at han ville passe på hende.. Det var i hvert fald hvad han havde givet udtryk for. "Jeg... jeg forstår bare ikke.." Igen lod hun blikket falde. Alt det gode man sagde om Himmeriget.. var det overhovedet sandt, hvis end ikke englene kunne komme derop? Hendes vinger var væk.. så det at flyve, var hende umuligt. Hun trak vejret dybt.. Det gjorde ondt. Det var jo den stolthed i det at være en engel, som var blevet revet fra hende. "Han.. ville bare forsikre sig om, at jeg ikke flygtede.. Det er.. mange år siden nu.. Jeg kan ikke huske hvordan man er en ordentlig og rigtig engel.." sagde hun med en næsten varsom stemme.

[Deleted]

Elias trak på skuldrende, ja det var trist, men det var så mange år siden nu at han faktisk ikke helt orkede at tænke på det, han prøvede bare at holde styr på livet og prøvede bare at leve uden at gå og være ked af det hver eneste dag, og det var jo trods alt nemmest når man valgte bare at køre på autopilot. Han nikkede let: "Ret alene ja" sagde han og smilede let, han var jo ikke bare alene i forhold til ikke at have en kæreste, han var alene i forhold til ikke rigtigt at kende nogen mennesker og i forhold til ikke helt at være interesseret i at kende nogen mennesker, han var bare en loner og sådan havde det været i virkeligt mange år efterhånden.

"Jeg forstår det heller ikke, jeg lever bare med det" sagde han og kiggede kort i mod baren, inden han kiggede i mod sin te og tog en tår mere, nix han forstod absolut ingenting, men han havde opgivet at forstå det, han måtte bare fortsætte livet som det var, og håbe at han en dag fik lov til at ryge til himmels. En gang havde han faktisk forsøgt at begå selvmord, men Gud havde sendt ham direkte tilbage til jorden igen, han ville bare ikke lade ham få fred: "Det er heller ikke specielt sjovt at være engel..." sagde han roligt: "Hvor vil du gå hen nu?" spurgte han en smule bekymret, hun kunne jo ikke bare vandre ud i natten igen, hun måtte da have et sted at gå hen?

[Myia Destiny Flancker]

Myia lod blikket falde endnu en gang, som hun strøg hænderne let over sin kop med vand og citron. Hun fandt det trist.. Selv var hun jo bare vant til, at det var sådan at det var, og at det var hendes lod i livet.. tvunget til at tjene andre, og selv ikke få noget som indikerede, at nogen holdt af hende eller noget lignende.. Sådan havde det jo længe været. Hun havde i mange år, gået uden den kærlighed og omsorg. "Det er jeg ked af.." Ordene mente hun faktisk.. Det var virkelig, virkelig trist at det var sådan, og særligt fordi at han var så venlig en mand. Hun forstod det virkelig ikke. 

Myia tænkte sig om.. Ja, der var jo altid en mening med tingene, og hans mening var så ikke udspillet endnu? Det var jo faktisk det eneste som i bund og grund, måtte give mening for hende. Hun trak vejret dybt og med blikket vendt mod ham, inden hun tog en tår mere. Han var venlig.. og det kunne hun lide. "Der må være en mening, som ikke er sket endnu. Nu skal jeg ikke kunne sige det med sikkerhed da jeg.. stort set altid har været hernede, men.. alt sker af en grund," endte hun. Hun trak let på skuldrene. "Jeg kan nu godt lide det.. muligheden for at hjælpe andre.." fortalte hun. Der var så mange ting i det at være en engel og et lyst væsen. Hun rystede tænksomt på hovedet. "Bare... væk tror jeg.. det kan umuligt blive værre end hvad jeg kommer fra," fortalte hun med en rolig stemme.

[Deleted]

Han kiggede roligt i mod hendes hænder som hun berørte sin kop, hendes ord fik ham til at tie et stykke tid imens han tænkte, stemningen var pludseligt blevet helt melankolsk: "Det skal du ikke tænke på" sagde han blot, han var jo kommet sig over det, eller... Nej det var han jo ikke, men han forsøgte at komme sig over det og forsøgte bare at fokusere og tænkte på fremtiden, frem for fortiden, han havde brug for bare at tænke for sig selv, og han havde egentligt brug for bare at forære sin hjerne væk og få en ny hvor de samme tanker ikke blev ved med at jage ham, for ligegyldigt hvor gerne han ville, så kunne han jo ikke ændre på fortiden.

Han nikkede let: "Ja jeg kunne godt bare bruge et tegn på hvad grunden er" sagde han og smilede kort i mod hende, det hele var bare for meget, men han levede da endnu og han overlevede som han havde fået besked på: "Det er også dejligt at hjælpe andre, hvis man kan finde ud af det og har evnerne" sagde han med et sammenbidt smil og tænkte på de gange han havde forsøgt at heale eller hjælpe nogen som han virkeligt holde af, men uden at det havde virket, og han følte sig noget så skyldig, fordi det var mennesker som han virkeligt og inderligt ønskede godt: "Men du ved godt at verden er et farligt sted ikke? Vampyre, dæmoner..." sagde han for bare at remse nogen op, det var bestemt ikke trygt for en ung pige som hende, der ikke engang huskede hvordan det var at være engel og som ingen vinger havde.

[Myia Destiny Flancker]

Myia brød sig ikke om den stemning som havde lagt sig, men hun kunne ikke direkte gøre noget ved den. Det var et trist emne, men det var derimod noget som de havde tilfælles: De havde begge mistet, og havde det tæt ind på livet. Igen sænkede hun blikket, som han sagde, at hun ikke skulle tænke på det. Tungen strøg hun let over sine læber. "Okay..." endte hun med en dæmpet stemme. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at gøre ham sur eller irriteret eller noget i den dur.. Overhovedet ikke.

Myia så sig let omkring. Det var et sjovt sted han havde anskaffet sig. Var det her han havde brugt sin tid på jorden? "Så din tid på jorden har du tilbragt her?" spurgte hun.. også et sted for at lede ind på noget andet end det triste, for det ønskede hun heller ikke ligefrem at tænke for meget over, dersom det var noget som hun kunne blive fri for. Hun lod blikket hvile på ham. En flot mand.. en virkelig flot mand. "Tror du da ikke, at du har evnerne? Du har da hjulpet mig.." fortalte hun med en rolig stemme. Løgn var det jo trods alt heller ikke, og det var lidt det, som hun ønskede at understrege for ham. Selvom det kunne være svært, så havde han jo været en meget vigtig hjælp for hende. Selvom verdenen var et farligt sted, så kunne det ikke være værre, end hvad hun var udsat for på Bordellet, og da særligt når Samuel ikke havde været til stede. Igen meldte tårerne sig i hendes øjne, selvom hun virkelig kæmpet for at holde dem igen. "Tro mig, når jeg siger det... men selv en dæmon eller en vampyr er bedre end hvad jeg har oplevet.. Jeg vil bare gerne have et sted at være.. et sted hvor jeg kan føle mig tryg," forklarede hun næsten forsigtigt.

[Deleted]

Han smilede roligt i mod hende, hun virkede som en sød sjæl, og også som en sjæl der havde oplevet meget skade, ligesom han selv havde. Hans var heldigvis et stykke tid siden og han havde så småt låst det inde langt inde i sit sjæl og ønskede ikke nogensinde at åbne det igen: "Nej ikke helt, jeg har været lidt omkring. Men jeg er endt her og det er fint" sagde han blot: "Har været her det meste af tiden" sagde han let, han vidste ikke hvordan han præcist kunne forklare det, der var jo mange år at forklare sig ud af, og der var mange minder at huske... Eller rettere mange minder at glemme. Det var jo primært hvad han forsøgte.

"Jeg ved jeg ikke har evnerne" sagde han blot: "Jeg har hjulpet dig, jeg har ikke healet dig" sagde han blot, man var fandeme en fesen engel når man ikke engang kunne heale nogen, men desværre så var det jo sandheden og han kunne jo ikke gøre så meget andet end at håbe på at tingene ville blive bedre med tiden: "Altså du må gerne blive her til du ved hvad du vil, vi har ledige værelser... Jeg bor selv ovenpå" sagde han med et forsigtigt smil, han ville ikke ligefrem tilbyde hende at sove inde ved ham, desuden var han heller ikke ligefrem i en sindstilstand hvor han var helt tryg ved at sove ved siden af nogen overhovedet.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var uden tvivl fascineret af denne engel, også fordi at han havde mange ting tilfælles med hende, og det kunne hun lide.. Selvom det var groteske ting ikke mindst. "Du har udnyttet din mulighed på bedste måde, må jeg sige," sagde han med en rolig stemme. Hun var uden tvivl faldet langt mere til ro nu, end hvad hun havde været tidligere, og det var uden tvivl noget, som hun godt kunne mærke. 

Selv lod Myia hovedet søge let på sned. Hjælpen havde hun jo afvist blankt i starten, og nu sad hun jo trods alt også her på kroen sammen med ham, så noget var der uden tvivl gjort rigtigt i det henseende. Og hun havde virkelig ikke noget imod det. "Man behøver ikke heale for at kunne hjælpe andre," endte hun dæmpet. Han var måske ikke stolt af hvad han kunne udrette som engel.. men selv hun vidste, at der var mere i det, bare at mulighederne var gode nok.. Dem havde hun jo heller ikke ligefrem været heldige med. 
Som han alligevel valgte at tibyde hende et sted at være... forundrede hende uden tvivl. Hendes blik gled direkte mod hans skikkelse endnu en gang. "Jamen... jeg.. jeg kan da... nej... nej, det kan jeg ikke.." Igen rystede hun på hovedet. Det kunne hun da slet ikke tage imod!