Or just leave my lying here..

[Deleted]

Myia Destiny Flancker

Klokken var omkring halv seks om morgenen, solen var så småt begyndt at overveje at stå op, denne kølige September måned. Man kunne næsten fornemme hvordan duggen ville komme til at stå lavt over det grønne græs, og Elias havde placeret sig på en bænk. Han sov ikke særligt godt om natten, faktisk så var han generelt ikke så glad for at sove, han var en mand der ofte blev jaget af mareridt og chok tilfælde om natten, angst og minder han helst ville glemme. Det var ikke altid en gave at have fået evigt liv og i hans øjne var det langt mere en forbandelse. Han skulle fuldfører sin mission før at Gud ville lade ham komme ind i himlen, men han havde opgivet at finde den, opgaven var simpelthen for stor.

Han sad lige nu i et par sorte bukser, sorte lædersko, en grå skjorte og en sort læderjakke der hang løst over hans skuldre, som han sad på en bænk og kiggede udover området. Det hele var en smule indviklet for tiden - ja det havde det jo faktisk været de sidste 50 år og Elias havde nærmest ladet sig forsvinde fra verden. Han snakkede da med få folk, men han følte han kørte på auto pilot, som om at han bare sagde de rigtige ting og de rigtige ord. Den levende, sjove, charmerende gadedreng, eksiterede ikke længere i ham. Nu var der mest bare en skald som prøvede at overleve dagene som de kom.

[Myia Destiny Flancker]

Selvom det var sent om natten.. eller tidligt om morgenen, så var Myia på vej i retningen af Procias. Selvom hun vidst, at dette var noget af en risiko at løbe, så var det et eller andet sted en direkte nødvendighed. Efter det var blevet kendt for hende, at hendes crush, Samuel Acheron skulle giftes med en anden kvinde, så var hun knust.. Og bordellet var bestemt ikke et sted hvor hun havde lyst til at opholde sig!
Når han ikke var der, stak hun ganske enkelt af. Og dette var bestemt ikke noget andet undtag. Hendes blik farede vidt omkring. Selvom bordellet i Dvasias var kendt for at tage sig af sine beborere.. Men der var hun lidt et undtag. Hendes tøj var i hvert fald ikke noget at prale af. Den simple og enkle hvide kjole, som hun havde på.. De små buler på ryggen, som tegn efter at hendes vinger så brutalt var blevet revet fra hende, og uden noget decideret at varme sig med, var hun efterhånden også ved at være temmelig kold. 

Vandrende på de nøgne fødder, og med armene godt hvilende omkring sin egen krop, så Myia omkring sig. Det var stadig en smule mørkt, selvom lyset var ved at bane sig vejen. Hun prustede let.. Lidt vandrende i sine egne tanker, så passerede hun bare alt på sin vej. Hun endte med at nyse. At holde varmen her, var svært.. specielt når man heller ikke ligefrem havde noget som helst at varme sig med.

[Deleted]

Et suk brød roligt Elias' læber, man kunne næsten se sin egen ånde på denne tid af dagen og et øjeblik overvejede han bare at smutte hjem og se om han måske kunne sove en time mere. Selv boede han i et af værelserne på kroen, det var ikke specielt optimalt, men det var bedre end den kælderlejlighed han ellers havde haft, hvor at det drybbede oppe fra huset hver gang at beboerne var i bad, der var kroen i det mindste noget mere rolig også selvom man jo desværre skulle falde i søvn til lyden af fulde mennesker og gæster der havde lidt for godt gang i lagnerne. Men det var vel bedre end at sove på gaden, især i denne kolde tid.

Elias skulle lige til at rejse sig op, som han fik øje på en kvinde der gik igennem parken. Ensom... Lidt som en fortabt sjæl, ligesom han selv var. Hendes aura talte med det samme til ham, Engel. Ingen tvivl. Han kunne fornemme det lige så tydeligt som han kunne se folks hårfarve: "Hey... Er du okay?" spurgte han og lod blikket glide ned til hendes bare fødder som han bemærkede at hun gik på baretæer, det måtte da være umådeligt koldt, mon hun var stukket af fra noget? Eller fra nogen.

[Myia Destiny Flancker]

Et sted kunne man godt sige, at Myia var på en flugt.. En følelsesmæssig en af slagsen, og det var virkelig ikke fordi at hun kunne gøre noget ved det. Hun var knust.. knust over, at hun til nu ikke havde kunne få den mand hun virkelig var faldet for.. og nu skulle han giftes.. Hun kunne jo lige så godt komme derfra, og særligt nu hvor hun havde muligheden for at gøre det!
At vandre på bare tæer, var koldt.. Men ikke nær så koldt, som det hun følte i det indre. At hendes tæer havde antagelser til den blå farve, havde hun end ikke lagt mærke til. Det var først da stemmen lød, at hun stoppet op. Næsten som om at det løb hende ned af ryggen. Selv var hun slet ikke vant til at blive talt til. Hun var vant til at blive ignoreret og tilsidesat.. Sådan havde det længe været. 

Myia vendte sig forsigtigt mod denne mand. Det var en mand, for det var da noget, som hun tydeligt kunne høre på hans stemme. Hendes hjerte begyndte at slå. "Jeg.. jeg har det fint, Hr.." sagde hun med en ydmyg stemme og tydeligt ment som en løgn, og meget dæmpet. Når han talte til hende, var det uden tvivl en god idé at komme med responsen. Hun var vant til at blive slået, om hun ikke gjorde, og om hun ikke tiltalte denne mand korrekt, hvilket hun da slet ikke ønskede! Svagt bed hun sig i læben. Selv ønskede hun ikke denne opmærksomhed. Hun ville bare.. væk... Væk fra det hele, om det var muligt. 

[Deleted]

Elias overvejede et øjeblik om han skulle rejse sig op og gå tættere på hende, men han ønskede ikke at virke nærgående, hvilket man heller ikke ligefrem kunne anklage ham for at være. Det havde han ikke været de sidste mange år ihvertfald, selvom han da med årene havde været igennem nærmest alle former for personlig udvikling. Lige fra alkoholiker, til kvindecharmør og håbløs forelsket. Derfor havde han det fint med bare at være ... Ingenting, nu. For ingen af de ting han havde været var endt godt, ikke engang at være hjælpsom var endt godt for ham, men det var nu engang en egenskab som han nok aldrig ville komme udenom. Det lå bare for dybt i ham, han ønskede bare ingen tætte relationer. Det var jo nemt ikke at blive såret når der ikke var nogen man rigtigt holde af.

Han rynkede på panden og endte med at rejse sig op og kigge hen i mod hende, uden at gå for tæt på: "Er du sikker? Jeg mener..." han kiggede ned på hendes fødder og tilbage i mod hendes ansigt, hun så forvirret ud og lige så fortabt som han følte sig, hans ansigt viste det nok bare ikke lige så tydeligt: "Skal jeg ikke følge dig hjem?" spurgte han roligt, hun måtte da høre til et eller andet sted: "Det er koldt og farligt at gå rundt udenfor på dette tidspunkt" sagde han, hun lignede ikke ligefrem en der var klar til at forsvare sig overfor en vampyr eller måske det der var værre.

[Myia Destiny Flancker]

I takt med at denne mand valgte at rejse sig, valgte Myia at trække sig et skridt væk fra ham. Hun havde ærlig talt ikke regnet med at skulle stå overfor nogen som helst i en stund som denne, men det var nu bare sådan at det var. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. "Det.. alt er fint.. helt fint, Hr.." fortsatte hun igen, som var det mere for at overbevise hende selv om det faktum. Hendes blik gled mod ham, som han tilbød at følge hende hjem.. Næsten med panikken som malede sig i hendes ansigt. Hun var nu kommet så langt, og så skulle hun følges tilbage igen? Det kom aldrig nogensinde til at ske for hende! 

"N-nej... Nej, det skal De ikke..!" endte Myia næsten med en skræmt tone, da hun hastigt trak sig baglæns væk fra ham, for at skabe en større afstand, end hvad hun havde til nu. Det var slet ikke fordi at hun ville have, at noget som helst skulle ske hende, og da særligt ikke på denne måde, så kom det da slet ikke på tale for hendes vedkommende! "Jeg klarer mig, Hr.. Jeg har mødt lidt af hvert i mit liv.." forsikrede hun ham. Hendes blink sænkede hun.. Hun følte sig slet ikke værdig til at kigge ham i øjnene. Sådan havde det altid været for hende.. hun var en gemen slave.. Og sådan havde det jo været mesteparten af hendes liv.

[Deleted]

Han rynkede lidt på panden over hendes reaktion, og stod så et øjeblik imens han tænkte.. Var hun, kommet til skade? Hendes reaktion fortalte at hun var usikker: "Jeg gør dig ingenting" sagde han med et kort træk på smilebåndet, usikker på hvem hun var eller præcist hvad der var galt, måske at hun lige var faldet ned fra himlen og var en smule forvirret? Eller måske at nogen havde bidt hende? Hun lignede dog ikke umiddelbart en der var blevet angrebet af hverken det ene eller det andet. Hun havde ingen blod, ikke nogen steder han kunne se ihvertfald. Men det betydede jo naturligvis ikke at nogen ikke havde skadet hende.

Panikken i hendes øjne, gjorde ham usikker. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige til hende eller hvad han skulle tilbyde hende, og i lang tid stod han bare og kiggede i mod hende: "Hey.. Lad være med at flygte, jeg.. Jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg sværger jeg gør dig intet" forsøgte han og løftede begge hænder for at signalere at han var ganske rolig og at han: "Jeg vil gerne hjælpe dig..." gentog han med en rolig stemme, og blev stående hvor han stod, han turde ikke gå tættere på hende i tilfælde af at hun ville løbe sin vej eller måske bare forsvinde, hvis hun var engel kunne hun jo sådanset også bare flyve.

[Myia Destiny Flancker]

Muligheden for at flyve var blevet taget fra Myia for lang tid siden.. Vingerne var skåret af.. alene smerten var noget som hun endnu måtte mindes. Selvom hans stemme var varm, og det samme med hans udstråling, så havde hun alligevel problemer med at stole på andre mennesker, og det var nok også hvad der kom til udtryk lige nu. Hun trak vejret dybt og rystede på hovedet. Han skulle ikke have lov til at hjælpe hende hjem! Det var jo det, som hun lige var flygtet fra, for hun kunne slet ikke have tanken om at det var der hun skulle hen igen! Svagt bed hun sig i læben. Ville han hjælpe hende? Kunne hun virkelig stole på det? Forsigtigt vendte hun blikket mod ham. "Jeg har ej brug for Deres hjælp, Hr.." sagde hun dæmpet.
En løgn. Hun var ved at være godt kold og det samme med hendes tæer, som var så kolde, at de faktisk gjorde ondt. Hun forsøgte virkelig bare at modstå det, for hun skulle væk.. Og helst i den modsatte retning af hjem som det var hende muligt. Hun følte for at græde.. Det var så sjældent at hun gjorde det! Hvad var det dog for en effekt han havde på hende? "Jeg vil til lyset... Så langt fra mørket som jeg kan komme. Jeg er færdig der.. Jeg vil aldrig sætte mine fødder der igen.." hviskede hun med en grødet stemme. Hun forsøgte for alt i verden ikke at græde.. Alle de hænder.. alt det som hun var udsat for.. Hun kunne ikke holde det ud!

[Deleted]

Han sukkede kort, hans samvittighed kunne ikke bare efterlade hende, for selvom han måske var lukket på autopilot og selvom han måske gjorde et forsøg på at sige til sig selv at alt dette ikke betød noget for ham, så kunne han ikke bare vende ryggen til en person der tydeligt var i så stor smerte: "Jeg arbejder på kroen... Lad mig i det mindste tilbyde dig et varmt sted at sidde" sagde han let, hun kunne jo ikke gå rundt herude og fryse, selvom han måske havde læderjakke på og de lange sorte bukser, så frøs han stadig en smule, så han kunne jo kun forestille sig hvordan hun måtte have det. Han smilede en smule skævt, som han sukkede lavt, usikker på hvad præcist han skulle sige. Det var ikke ligefrem hver dag at han havde mulighed for at få udnyttet hans hjælpsomme side.

Som hun talte igen, nikkede han kort: "Lad mig tilbyde en kop kaffe i det mindste" sagde han roligt: "På kroen, den åbner først klokken to i eftermiddag" sagde han, der var jo længe til, han havde jo næsten først lige lukket den, og om hun så ønskede han skulle sidde i den anden ende af rummet, så gjorde han det gerne, bare fordi at han vidste han ville spekulere på hvor hun mon hørte til, bare alene på grund af det som hun allerede havde sagt: "Jeg gør dig ingenting" sagde han igen forsikrende, det var måske en smule upassende at tiltale andre mennesker med du og dig, men han talte faktisk kun pænt til baroner og den slags og da hun ikke havde rettet ham endnu, så antog han at hun ikke var en af den slags.

[Myia Destiny Flancker]

Der var absolut intet af status over Myia, så der skulle han være ganske tryg på at han tiltalte hende korrekt. Hun rettede faktisk aldrig på folk. Selv var hun jo vant til at alle var højere hævet end hvad hun var, og derfor blev de tiltalt med respekt. Hun bed sig let i læben og vendte blikket mod ham. "Hvorfor gør De alt det her for mig..?" spurgte hun. Hvad var hans bagtanker..? Var der bagtanker i billedet her? Selv vidste hun ikke helt hvordan hun skulle tage det, for venlighed så man ikke meget af længere.. Ikke overfor hende i hvert fald, og naturligvis var det jo en tanke som faktisk gjorde hende selv trist og ked af det, for hun kunne jo ikke ligefrem gøre alverdens ved det.

At han igen understregede for hende, at han intet ville gøre.. så måtte der være noget om det. Der var desuden også noget varmt over denne mand, som hun ikke havde set i uendelige tider efterhånden. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Var det underligt, at hun faktisk var bange i en situation som dette? Svagt bed hun tænderne sammen. "Jeg.. jeg kan ikke kræve noget af Dem, Hr.." sagde hun med en rolig stemme, da hun igen vendte blikket mod hans skikkelse. Naturligvis gjorde det hende.. glad, men alligevel usikker et eller andet sted. Igen lod hun skuldrene falde tilbage på plads. Hun forsøgte da om ikke andet, at falde til ro.

[Deleted]

Hendes spørgsmål fik ham til at stoppe op et øjeblik, som om at han lige skulle overveje hvorfor han faktisk gjorde det: "For at være venlig?" fik han sagt med et lille usikkert smil, ikke helt sikker på hvordan han ellers skulle forklare det, han var generelt bare et ret roligt og venligt menneske og naturligvis kunne han ikke bare lade en kvinde gå rundt alene på denne tid, og da slet ikke i en tilstand som hendes: "Og fordi du ligner en der har brug for hjælp" sagde han og lod sine læber glide op i et skævt og dog lidt tøvende smil. Det var jo ikke nødvendigvis en god ting at have brug for hjælp, og sikkert ikke i hendes tilfælde, men det ændrede nu ikke på det faktum at han ikke bare kunne vende ryggen til og gå sin vej, selvom han oftest ville ønske han kunne. Det ville være langt nemmere at leve hvis man var ligeglad.

"Du kræver intet" sagde han blot, nej hun nægtede jo nærmere at tage i mod noget, men alligevel kiggede han blot på hende med en afslappet mine: "Kom... Du kan altid gå igen" sagde han og nikkede i retning af stien ud fra parken, som han roligt satte retning i mod hvilket krævede at han gik forbi hende, han var lidt usikker på om det ville få hende til at hoppe væk, men han håbede det ikke. Han stoppede et par meter efter han var kommet forbi hende og kiggede i mod hende for at sikre sig om hun fulgte med, han var jo alligevel selv på vej i mod kroen, han boede jo på et af værelserne ovenpå. Han kunne jo alligevel ikke sove, så han kunne lige så godt bruge tiden på at hjælpe en der tydeligt var i nød, selvom han endnu ikke turde spørge for meget ind til det.

[Myia Destiny Flancker]

Myias blik gled forsigtigt i retningen af manden som stod overfor hende. Selv var hun slet ikke vant til at folk generelt udviste hende denne form for venlighed, så var det underligt, at hun reagerede på den måde, so hun nu gjorde? Svagt bed hun sig i læben. "Jeg beklager, men..." Hun tav igen. Det var virkelig svært for hende det her. Blikket gled ned mod jorden, inden hun så mod ham igen. Hun havde brug for hjælp, selvom det at erkende det, uden tvivl var en lidt anden sag. "Det .. det er nok meget sandt.." endte hun med en rolig stemme, da hun igen vendte blikket op i retningen af hans skikkelse. Hun blinkede let med øjnene. Dette var hun slet ikke vant til. 

Myia blev stående for et kort øjeblik, inden hun måtte konstatere, at der ikke var noget farligt ved ham. Han virkede varm.. indbydende på sit vis, og der var noget ved hans stemme, som var hende så indbydende og varm, og understregede for hende, at der ikke var fordi at hun var krævende, selvom hun følte det.. Hun ville bare så langt væk fra Dvasias, som det var hende overhovedet muligt.. Forsigtigt tog hun et skridt mod ham. Venligheden og bekymringen for hende, var hun slet ikke vant til. Hun var kold og hun frøs faktisk en del efterhånden, uden at hun egentlig kunne gøre alverdens ved det. Hænderne fumlede hun med foran sig istedet for, inden hun igen vendte blikket mod ham. "I så fald... Tak for at De vil hjælpe mig.." tilføjede hun forsigtigt. Hun forsøgte faktisk at sende ham et smil denne gang.

[Deleted]

Han lod sine læber glide op i et skævt smil, som hun endeligt erkendte overfor ham at hun faktisk havde brug for hjælpen, ja det havde hun, det kunne enhver idiot jo se, og desuden så vidste han at han jo ikke kunne nænne bare at vende den anden vej, han ville ende med at gå og tænke over det længe, lige nu lignede hun jo mest et spørgelse, med lige så bleg hud som hendes kjole, nok fordi at hun frøs, men man kunne jo heller ikke ligefrem sige at det var varmt sådan en morgen. Han smilede til hende som hun endte med åbenbart at følge med, der var heldigvis ikke så langt til kroen: "Er der nogen efter dig?" spurgte han roligt, som de begyndte at gå, det var jo bare meget rart at vide om man skulle være bange for at der pludseligt kom en flok løbende.

"Bare sig ud til mig, jeg er intet fint og fancy" sagde han næsten en smule undskyldende, han var heller ikke ligefrem vant til at blive tiltalt på den måde. han betragtede hende kort som han kunne få øje på kroens tag et godt stykke fremme: "Jeg hedder Elias" sagde han venligt, han kunne vel lige så godt fortælle hende hvem det var hun rendte rundt med, for der var ikke ligefrem noget farligt over ham, ikke hvis han selv skulle sige det ihvertfald.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var meget påpasselig med hvad og hvordan hun gjorde tingene, og særligt fordi at hun ikke ville blive ramt så voldsomt igen, som hun var blevet før. Hun vendte blikket mod ham og med et svagt smil.. Det var svært at lade være, når han sendte hende det smil. Hun kunne godt lide det.. Det føles så dejlig naturligt at se ham gøre det. Det var bare.. så langt fra hendes egen verden. "Nej.. eller.. j-jo.. jeg ved det ikke.. Jeg... jeg stak nemlig selv af.." forklarede hun med en forsigtig stemme, da hun igen stoppede op for en kort bemærkning foran ham. Hun trak vejret dybt. Ville Samuel lede efter hende? Nu hvor han skulle giftes med en anden, så regnede hun virkelig ikke med det. 

Som han begyndte at gå, gjorde hun det samme, selvom hun valgte at holde afstand til ham. Som han rettede på hendes udtale, fik hende til at kigge forvirret på ham.. Gjorde hun det forkert? "Jamen.. jeg har.. altid snakket sådan til andre folk.. Jeg fik slag om jeg ikke gjorde det." Igen vendte hun blikket ned mod sine hænder foran sig. Det var virkelig.. uvirkeligt for hendes vedkommende, at det var sådan at det faktisk hang sammen for hende. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, som han præsenterede sig ved navn. "Et flot navn.. Jeg kan lide det. Jeg hedder Myia... Bare Myia," fortalte hun med en rolig stemme. Hun faldt da lidt til ro nu.. Men var stadig meget på vagt.

[Deleted]

Elias var ikke helt sikker på om hun havde lyst til at snakke om det, og han ville egentligt også hellere undgå samtale emnet, end at han ville skræmme hende væk. Hun virkede som om at hun var klar til at løbe hvert sekund, hvilket måske også var forståeligt, selvom han jo ikke havde nogen idé om hvorfor. Hvad der var sket hende eller hvorfor, det lå ham fjernt. Måske hun var stukket af fra en voldelig mand? Det var jo ikke unormalt i disse tider... Eller måske at hun have stjålet noget, været fængslet? Der gik mange tanker igennem hans hoved, men han valgte at holde dem for sig selv: "Skal du have hjælp til at kontakte nogen?" spurgte han efterfølgende som hun sagde hun selv var stukket af, måske hun var på jagt efter nogen hun kendte?

Han kiggede kort i mod hende og nikkede så let over hendes forklaring: "Well jeg er ikke den voldelige type" sagde han i et lille skævt smil, okay måske ikke lige det rette tidspunkt at lave en halv joke, men han forsøgte egentligt bare at lette stemningen en smule: "Myia" sagde han og smagte let på navnet: "Det er også et pænt navn" fik han sagt i et roligt smil, som de så småt var kommet ud af parken og til selve bydelen: "Bare rolig, kroen er lukket nu og de næste mange timer..." sagde han blot og gik så hen i mod døren, for at finde nøglen frem som var i hans mørke bukser, lige nu ville han faktisk bare gerne have hende ind i varmen.