Or just leave my lying here..

[Deleted]

Elias smilede let i mod hende: "Tak, jeg prøver" sagde han blot, ja han prøvede da at udnytte de muligheder han havde, så godt som han kunne, også selvom han jo lige nu faktisk var ret så ligeglad med mange ting. Han ville have mad på bordet, en seng at sove i, et arbejde der gav penge, også var det jo så cirka der at han stoppede med at leve. Han var ligeglad med mange ting, og han havde ikke brug for at leve hverken med kærlighed, familie eller andet. Been there, done that og det havde ikke været en success,ikke at miste dem ihvertfald. Det ønskede han aldrig nogensinde at prøve igen.

"Jo man gør.." sagde han modvilligt, som hun sagde at man ikke behøvede heale: "Hvis man vil redde andres liv, så gør man" sagde han og kiggede i mod hende, med en let trist og dog alvorlig mine, det var ikke minder han havde lyst til at genopleve og ikke ting han ønskede at tænke på mere, men det var dog sandheden, han havde ikke kunne redde dem han holde mest af i denne verden, og han følte det gjorde ham mindre værd som menneske og som engel, frem for alt: "Jo, jo det er ikke til besvær" sagde han og rystede let på hovedet: "Jeg vil ikke kunne sende dig derud igen med god samvittighed" sagde han roligt og smilede let, normalt stolede han ikke bare sådan på fremmede, men hun virkede nu ganske harmløs.

[Myia Destiny Flancker]

"Og du gør det godt," sagde Myia med et smil. Hun kunne ikke ligefrem sige hvad det var der gjorde det, men at snakke med ham, var noget som næsten faldt hende skræmmende.. naturligt. Måske at det var fordi at han var engel, ligesom hun selv var.. det skulle hun ikke kunne sige, men det var rart.. det var virkelig, virkelig rart.

Selv i Myias øjne behøvede man ikke at heale, for at kunne hjælpe folk eller redde deres liv. Dette kunne jo gøres på mange måder.. At et så var et irritationsmoment for denne mand, kunne hun nærmest godt fornemme på det hele.. Og det var faktisk en tanke som gjorde hende en smule trist, for det var jo slet ikke meningen at det skulle være sådan. "Man behøver ikke at heale, for at redde folk.. Du har da lige reddet mig.. jeg har frosset hele natten og dagen med og du bød mig indenfor til noget varmt at drikke og et tæppe.. Det er da mere end hvad nogen har gjort for mig," fortalte hun. Selv mestrede hun healingens kunst, og det var jo lidt den som folk havde udnyttet hende for.  Tæppet pakkede hun sig mere ind i, i takt med at hun fortalte. Det var virkelig rart. At han derimod ville have at hun blev.. vidste hun ikke hvordan hun skulle forholde sig til. "Jamen.. jeg kan da ikke bare... blive her.. Det kan jeg da ikke. Jeg.." Hun vendte blikket let ned. Hun måtte da kunne gøre noget til gengæld, kunne hun ikke?

[Deleted]

Han smilede ved hendes ord, det varmede da at hun roste ham for hvad han havde gjort for hende, selvom det jo ikke var direkte det hun sagde, men han havde brug for at vide at han havde gjort det godt, især fordi hun så så bange og skræmt ud, men Elias mente nu ikke selv at han var en mand man burde være bange for, faktisk så mente han selv at han var ganske stille og rolig faktisk. Han nikkede som hun talte om at heale: "Men det er jo ikke at heale, det er at hjælpe" påpegede han med et forsigtigt smil, og kiggede en smule fraværende på sin kop, som han lod en finger køre rundt i kanten af den, det var svært for ham at forstå hvorfor han ikke kunne heale, når han bare virkeligt gerne ville.

"Hvorfor? Jeg vil gerne hjælpe dig, virkeligt... Det er okay" sagde han i et roligt smil, selvom han havde lovet sig selv for mange år siden at han ikke ville involvere sig i noget som helst, så kunne han jo ikke bare vende ryggen til og smide hende ud i kulden igen: "Altså med mindre du har noget du hellere vil, jeg vil gerne følge dig et sted hen eller noget" sagde han med et roligt smil og slap så endeligt blikket fra sin kop og kiggede i stedet over på hende, han ville nu heller ikke holde på hende, han gjorde bare et ærligt forsøg på at hjælpe, og hvis hun hellere ville et andet sted hen, jamen så gjorde det ham heller intet.

[Myia Destiny Flancker]

Myia så det gode i andre.. Og i denne mand så hun virkelig ikke noget andet. Hun havde været skræmt i starten, men var det underligt, med alt det som hun havde oplevet? Det var jo endnu ukendt for Elias. Denne gang sendte hun ham et mere naturligt og varmt smil. "I mange henseender, er det faktisk det samme.. Jeg stoler ikke på nogen.. det kan man vel godt sige, at du har healet? For... jeg stoler på dig," endte hun. Løgn var det ikke.. Hun kunne heller ikke lide at se ham så trist over sådanne ting. "Men... du kan ikke heale..?" spurgte hun. Det var jo lidt den hentydning som hun faktisk kunne høre, og det var faktisk en tanke som gjorde hende trist. Det var jo primært det som englene var kendt for omkring.

Det var skam ikke fordi at Myia ikke ville blive, men hun ville jo heller ikke være til besvær.. Hun kunne da ikke bare komme og blive, uden at give noget igen? "Det.. betyder virkelig også meget for mig.." begyndte hun. Hun fumlede let med hænderne foran sig, med en kort og tænksom mine. For ham var det vel en forretning? Stedet her? Ville han ikke miste på at huse hende? Den tanke kunne hun bestemt ikke lide. "Jeg kan da ikke bare blive.. uden at gøre noget i gengæld.." fortsatte hun forsigtigt. Hun kunne godt lide ham og hans varme personlighed. Et sted vel bange for at hun ikke fik ham at se igen, hvis hun bare valgte at gå?

[Deleted]

Han kiggede i mod hende, og selvom hendes ord burde ramme ham, så smilede han blot en smule tomt, det var vel fint at hun stolede på ham, men han var ikke sikker på at det var klogt af hende, ikke fordi han ligefrem var farlig eller gjorde noget: "Nej... Altså nogengange kan jeg..." sagde han: "Det er lidt forvirrende" endte han med et forklare og rynkede let på panden, han vidste ikke helt hvad der slog det fra eller til, det var lidt som om at når han virkeligt ville og når det var vigtigt, og alvorligt - så kunne han ikke. Men når han selv havde fået en skramme eller en hund han ikke kendte var blevet sparket til af et par teenage drenge, så var der ingen problemer.

"Jo, det er fint... Jeg vil ikke have noget tilbage" sagde han og smilede stille, hun kunne alligevel ikke give ham noget, eftersom han ikke var en mand der interesserede sig for hverken penge eller tjeneste, han var bare interesseret i at måtte leve sit liv uden problemer, nogen ville måske finde det kedeligt, og det var det skam også, men... Det var bare ikke nemt at tage udfordringen op når man har tabt den så mange gange. "Vil du fortælle mig, hvad du er flygtet fra?" spurgte han, han kunne nu ikke lade være med at være en smule nysgerrig på hende, hun var bare... Spændende, rolig, køn, venlig... og som en sjæl der var gået lidt i stykker.

[Myia Destiny Flancker]

Myia betragtede sig af ham med en rolig mine. Det var svært for hende.. men hun forsøgte, også fordi at hun faktisk følte, at hun kunne stole på ham. Han havde jo endnu ikke gjort noget, som havde antydet, at han ønskede at gøre hende noget ondt. "Jamen... forsøg at fortæl mig det.. Jeg vil jo gerne.. hjælpe dig lidt," sagde hun næsten forsigtigt. Det lignede hende på ingen måder at virke trodsig på noget som en anden ville fortælle hende, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre for. Selv hun ville jo gerne gøre noget for ham, siden han havde gjort så meget for hende. 

Myia ønskede uden tvivl at give Elias noget igen, siden han gerne ville huse hende her. Det var virkelig ikke fordi at hun ville være til besvær. Tæppet pakkede hun godt og trygt omkring sig selv. "Jamen.." begyndte hun med en stille stemme. Igen betragtede hun sig af ham. Han var uden tvivl en flot mand.. og hun kunne lide at sidde her med ham, og derfor ønskede hun selvfølgelig også at gøre noget for ham, nu hvor hun endelig have muligheden for at gøre det. "Jeg kan da ikke bare blive. Jeg.. jeg vil virkelig gerne give dig noget igen. Hvis du bare fortæller mig hvad," sagde hun dæmpet. At han derimod gerne ville vide hvad hun flygtede fra, fik hende til at vende blikket ned. Svagt bed hun sig i læben. "Jeg har været en slave.. for Acheron-familien i mange år. Det er en lang forklaring.. Så det.. det som egentlig skete, var at.. Den mand som jeg har været glad for.. rigtig glad for, er tvunget sammen med en anden kvinde, og nu har de fået en lille pige.. Jeg blev placeret på bordellet, og.." Her gik hun i stå. Alene det som hun havde oplevet på det sted, gav hende knuder i maven!

[Deleted]

Han kiggede i mod hende, som hun bad ham fortælle, det fik ham blot til at sukke dybt og han rystede så let på hovedet, usikker på om han orkede at forklare sig, og usikker på hvordan han skulle gøre det: "Det er bare du ved... Mistet den store kærlighed... Kunne ikke hjælpe en ven da jeg ville, det er meget indviklet.. Jeg vil helst ikke åbne op for den dør" sagde han og smilede en smule sammenbidt til hende, det gjorde ondt hvis han skulle gå ned af den vej igen, og han havde ikke lyst til at snakke om det, han havde lukket af for sine følelser, og det var bedst på den måde: "Tro mig, jeg har været en kæmpe idiot i fortiden" sagde han blot, stoffer, udnyttelse af kvinder. Ja det var utroligt hvad man kunne nå på et par hundrede år.

"Jeg har intet jeg ønsker, jeg er bare glad for at kunne hjælpe" sagde han i et roligt smil, han havde jo alligevel intet han manglede eller ville have, men han var bestemt glad for at han måtte hjælpe hende og at hun tog i mod hans hjælp. Som hendes forklaring begyndte at skride frem, lod han ligeledes blikket glide ned i mod den kop han sad med, bare fordi at han godt kunne fornemme hvor det bar hen: "Det må have været forfærdeligt" sagde han med en rolig stemme, og kiggede så tilbage i mod hende: "Men du er i sikkerhed her Myia, det lover jeg dig" sagde han og kom med et forsigtigt smil, han ville ihvertfald ikke gøre hende ondt: "Please, tag i mod værelset" sagde han med en rolig stemme.

[Myia Destiny Flancker]

Det var et forbudt område.. Det kunne Myia da mærke allerede med det samme, hvilket fik hende til at kigge ned igen. Selv vidste hun jo at han havde været udsat for tab. Det havde han jo givet udtryk for tidligere.. Men stak det virkelig så dybt, at han virkelig frygtede, at han ikke kunne gøre det? Hun trak vejret dybt. "Undskyld.." endte hun med en dæmpet stemme, som hun igen vendte blikket mod hans skikkelse. Det var jo heller ikke fordi at hun var interesseret i at rode rundt i ting, som hun faktisk slet ikke havde noget med at gøre. "Intet er så slemt, at man ikke burde kunne gøre op for det," fortalte hun næsten forsigtigt.

Myia havde været glad for hans hjælp. Den havde jo faktisk været meget kærkommen, selvom hun måske ikke havde sagt det direkte. Hun sendte ham et let smil. "Det er jeg også.. Undskyld for min... opførsel til start," endte hun.
I takt med at hendes historie skred frem og knuden igen meldte sig i hendes mave, blev hun tavs omgående. Hendes hænder begyndte let at ryste, som hun svagt bed sig i læben. Ja, hvad der var sket, kunne han vel tænke sig til? Engle var kendt for at være hellige og uskyldige.. hun følte sig virkelig som det stik modsatte! "Det er vidst ikke bare dig, som har en mørk fortid.." Hun trak let på skuldrene og rystede let på hovedet, inden hun hævede den ene hånd og tørrede sine tårer væk. Hun trak vejret dybt. "Jeg.. jeg vil virkelig gerne give dig noget til gengæld, Elias. Det er virkelig for stort bare at forære mig.." forsøgte hun igen.

[Deleted]

Han smilede kort til hende: "Det gør ingenting, du ved... Der er bare ting jeg ikke ønsker at huske mere" sagde han forsigtigt. Han ville da gerne huske Isobel, og han ville gerne huske alle de ting som havde gjort ondt i hans liv, men han kunne bare ikke, hans krop havde ikke lyst til at huske den psykiske smerte han havde gennemgået, for den var langt værre end de bank han nogengange havde fået på grund af sin grimme opførsel, at miste nogen man elskede virkeligt højt, og ikke kunne hjælpe dem, det var det værste et menneske kunne opleve: "Tro mig... Jeg fortjener at lide her på jorden lidt" sagde han i et smil, og tog en tår af sit krus, som efterhånden nærmede sig bunden, han vidste godt at han til tider bare fortjente at rådne op på jorden, selvom han havde været, som han var nu, de sidste mange år. Så havde han også brugt mange år på at være en kæmpe nar.

"Det gør ingenting" sagde han let: "Og du skal ikke give mig noget, du har alligevel ikke noget som interessere mig..." sagde han og smilede let: "Jeg er glad for at kunne hjælpe dig, det er nok, virkeligt..." sagde han og håbede at hun ville lade den ligge for nu: "Nej, det er ikke nemt når man har så mange år at have fortid i" sagde han i et kort grin og rystede på hovedet: "Skal jeg følge dig op på dit værelse?" spurgte han roligt, han burde selv komme i seng, han havde ikke sovet særligt godt denne nat, generelt så sov han jo aldrig særligt godt, og han havde rengøringsvagten inden at kroen skulle åbne, så en time eller to mere, burde han nok forsøge at få.

[Myia Destiny Flancker]

Elias kuttede hende af, og det var faktisk noget som gjorde hende direkte ked af det, for hun ville gerne finde ud af det.. og gerne hjælpe ham, nu hvor han også forsøgte at hjælpe hende, og det var lidt det som hun gerne ville ud i. "Synes du ikke at du har lidt nok..?" spurgte hun med en rolig stemme. Med alt det som han synes at have været igennem, ville hun da næsten påstå, at det havde været straf nok for uanset hvad han nu havde fundet på.

Et sted måtte Myia føle skuffelsen, da han sagde, at hun intet havde han var interesseret i. Det var i hvert fald ikke hvad man sagde som mand til en kvinde typisk set om ikke andet. Hun nikkede blot til hans ord. "Okay..." endte hun tydeligt, som hun slet ikke var enig i de ord, men det var ham som bestemte. Hun havde altid været vant til at underlægge sig andre, og det var vel også det, som hun gjorde i en stund som denne? Han var manden.. det var en del af hende bare at.. underlægge sig, som hun havde gjort lige nu. Hun trak vejret dybt. "Altså... jeg vil virkelig ikke være til besvær, Elias.. Men.. hvis du vil.. så må du meget gerne.." sagde hun endeligt, som hun igen så mod ham. Helt tilfreds var hun ikke, og det var lidt det, som hun kunne mærke nu.. men hun bed det i sig, som hun altid gjorde.

[Deleted]

Han kiggede roligt på hende, som hendes spørgsmål faldt: "Jo, det er netop det jeg syntes.. Det er derfor jeg har valgt at lukke ned" sagde han og smilede stille til hende, han syntes netop at han havde været nok igennem, alt for meget igennem og han ønskede ikke at gøre det mere. Hvis man ikke elskede nogen, så kunne man heller ikke miste nogen, det var uden tvivl det motto som han havde levet efter i snart mange år, og han håbede bare at det ville fortsætte stille og roligt: "Jeg orker ikke flere nedture, og hvis man ikke har alt for store opture, jamen så kan det jo heller ikke gå nedaf igen" forklarede han med et roligt smil.

"Du er ikke til besvær, jeg er meget glad for at du er i sikkerhed" sagde han og smilede roligt til hende, som han rejste sig op og satte sin kop oppe på disken og kiggede så i mod hende: "Kom... Denne vej" sagde han med et forsigtigt smil og nikkede i mod trappen som gik ovenpå: "Jeg bor på værelse 09 og jeg sætter dig på 11, det er lige ved siden af. Så kan du altid komme hvis der er noget" sagde han og kiggede i mod hende, som han afventede om hun ville følge med ovenpå, han havde bestemt ikke tænkt sig at gøre hende ondt, sådan var han slet ikke.

[Myia Destiny Flancker]

At Elias kunne sidde og snakke om noget så trist, og alligevel holde smilet på læben, var langt mere end hvad man kunne sige, at Myia forstod sig på. Hun nikkede blot. Selvfølgelig synes hun det var trist, at han lukkede af.. Særligt hvis han kunne risikere at møde nogen, som faktisk kun ville ham det godt. "Jeg synes virkelig det er trist, at du har taget den beslutning.. Du er virkelig en god mand.. Du fortjener bedre end hvad du giver dig selv," sagde hun ærligt, da hun igen vendte blikket mod ham igen. Hun fandt det virkelig trist, at han havde valgt at leve sit liv alene.. særligt når der var andre omkring ham - som hende, som gerne ville lære ham lidt at kende. Også fordi at han havde gjort så meget for hende.

I takt med at Elias valgte at rejse sig, gjorde Myia det samme. Hun fandt det virkelig underligt, at det foregik på denne her måde. Tungen strøg hun let over sine læber, da hun tog sin kop og placerede den oppe på disken, så han ikke skulle rende rundt og rydde op efter hende. "Det er virkelig venligt af dig." Hendes stemme var præget af den taknemmelighed, som hun følte i krop og sind. At vide, at han ville være tæt på, hvis der nu var noget, var noget som gjorde hende glad.. Rigtig meget endda, for så var det vel ikke så slemt. "Du må altså sige til, hvis der er noget jeg kan gøre, for at give dig noget igen.. Du gør virkelig meget for mig," endte hun dæmpet, som hun igen så på ham. Det burde han da kunne se?

[Deleted]

Han kom med et kort smil, han kommenterede ikke umiddelbart på hendes sætning, for hun anede jo trods alt ikke hvilken skæbne han havde levet i, og hvor stor en nar han havde været, for 50 år siden ville han endda sikkert have været en af mændende der ville være kommet på det bordel hun arbejdede på, men tiden ændrede sig og det havde han også: "Jeg fortjener at leve sådan her, og det er okay... Desuden lever jeg udemærket..." sagde han og smilede forsigtigt til hende, han ønskede ikke at åbne sig overfor nogen, det ville alligevel ikke bringe noget godt med sig.

"Det skal jeg nok" sagde han og smilede forsigtigt til hende. Han satte retning op af trapperne, til gangen hvor at alle værelserne lå: "Der bor ikke så mange her lige nu, men det kan godt larme en del om natten. Du kan altid banke på hvis der er noget" sagde han i et smil, folk der drak, råbte, dyrkede sex, kom op at slås. Ja man kunne høre mange spændende ting når man boede på kroen, men desværre var det jo det bedste han havde at tilbyde hende, han boede jo trods alt selv lige sådan: "Her henne, nummer 11" sagde han og åbnede roligt døren til det værelse hun kunne bo på. Der var en fin dobbelmands seng, og et skrivebord, og et lille toilet. Ganske fint, intet fancy, men brugbart.

[Myia Destiny Flancker]

Myia ville ikke mene, at man nogensinde fortjente den form for skæbne, og det var uanset hvad man nu havde gjort. Ingen fortjente den slags.. Og det var jo faktisk noget som gik hen og faktisk også gjorde hende trist. "Jeg kan ikke lide det, Elias.." sagde hun med en dæmpet stemme.. Hun mente det faktisk. Hun kunne virkelig ikke lide, at han lukkede af på den måde.

Tungen strøg hun let over læberne, inden hun selv søgte med ham op af trappen mod værelserne. At der var støj på et sted som en kro, kunne han skam godt bilde hende ind, så det tog hun ikke særlig tungt. "Hvad kunne man da forvente af et sted som det her..?" Hun smilede let, som de stoppede op foran værelset, som nu var hendes.. Hun kunne ikke rigtigt begribe det. Alene den tanke om at hun havde et værelse, som ikke skulle bruges til.. den slags. Det var virkelig underligt for hende. Hun trådte ind og så sig omkring. Selv følte hun næsten for at.. græde. Han havde virkelig givet hende langt mere end hvad hun kunne give udtryk for, og end hvad han nok nogensinde havde troet. Hun vendte sig mod ham endnu en gang. Hænderne foldede hun tæt ved sit bryst. "Jeg tror virkelig ikke du ved hvor meget det her faktisk betyder for mig," endte hun med en dæmpet stemme. Det var virkelig... svært for hende.

[Deleted]

"Hvad mener du?" spurgte han, næsten usikker på hendes udtale: "Altså jeg gør dig ikke noget hvis det er det du er bange for" sagde hun blot, da hun sagde hun ikke kunne lide det, så tog han det som om at hun ikke kunne lide sådan som han opførte sig eller som han var, for han havde ikke tænkt sig at skade hende, Elias var meget harmløs og han var kun glad for at han havde mødt en sød pige, som han kunne hjælpe, det var da rart engang imellem at få bekræftet at man bare kunne gøre en lille smule gavn, også selvom Elias ofte følte at han mest bare var til besvær, og var i vejen. Sådan fik folk hurtigt en til at føle, når man arbejdede på kroen.

"Nej præcist... Men bare rolig, du har lås på døren, så ingen kommer ind" sagde han og smilede kort, det var dog sjældent folk alligevel prøvede at gå ind på andre værelser end deres egne, det var da mest hvis de var fulde og gik forkert, folk var måske fulde og idiotiske, men det var sjældent at de var direkte psykopater, den slags tiltrak stedet heldigvis ikke, for så havde Elias nok heller ikke orket at arbejde der med dem: "Jeg er glad for at jeg kan hjælpe dig... Få lidt søvn... Jeg er lige ved siden af hvis der er noget" sagde han, som han stod i døren og afventede, han måtte nok hellere give hende en smule fred, hun var sikkert smadret.