A trip to the mountains

[Damien Nathanael Adams]

Damien brølede svagt i den dybe brummen ved hendes ord. #Dem som råber 'ulven kommer', er dem som ødelægger det for alle andre.. skaber rygter og historier som ikke eksistere.. Og det er der det som regel går galt. Når skaden endelig sker, tror ingen på dem.# Selv for mange år siden, kunne man sige, at Damien var tvunget op på bjerget for at leve, da for mange fik mistanker om ham i byerne og blandt folk på landjorden. Deroppe var historierne gået døde, fordi at han havde holdt sig skjult. Det var ganske vidst en trist og ensom tilværelse, men vel bedre end at miste sit liv i den anden ende? Det ønskede han jo heller ikke ligefrem. Han forblev i vandet, selv da de kom tæt på den nærmeste bred. Her satte han benene i den mudrede bund under ham, så han kunne holde sig i vandet. Vingerne trak han en anelse ind til sig. 
Denjarna vidste hvordan det var at være jaget. Selvom han ikke rigtigt kunne finde ud af, om det var en god eller en skidt ting, gik han da ud fra at.. hendes interesse måtte være oprigtig, selvom det var svært for ham. Han kneb øjnene let sammen. #Siden jeg kom til verden, har jeg holdt afstand til mennesker og landlevende.. Svigt.. skuffelser, løgne og bedrag er hvad jeg har set og oplevet. Hvis det som sker, ikke truer min eksistens, ser jeg ikke nogen grund til at blande mig. Jeg vil nødigt være grunden til yderligere panik,# endte han med at sige. Som hun strøg ham over skællene, måtte han alligevel lukke øjnene. Det føles faktisk utrolig rart, når hun gjorde det. Han forholdt sig helt stille.. bare for at hun ville fortsætte. #Så lang tid vi er så truet som vi er.. og folk frygter os som de gør, tvivler jeg på at det kommer til at ske igen - desværre.#

[Deleted]

”Problematisk er det at råbe ulven kommer, når problemet endnu ikke står for øje. Enten ender man selv med at skabe problemet, eller også kommer den sande reaktion for sent, når uheldet endelig er ude,” sagde Denjarna stille. Roligt forholdt hun sig på ryggen af den store drage, mens han langsomt lod sin krop svømme ind mod bredden. Spændende måtte selv denne handling være, som det ej foregik i en lille jolle, men derimod på ryggen af en mægtig drage. Selv havde hun også i sinde at nyde turen ligeså længe det varede, da det højst sandsynligt var den første og sidste gang. Drager hang som sagt ikke på træerne, og ej heller var hun nogen dragerytter. Hun var mørkelver.. En dronning. Brynene rynkede hun let ved hans ord. ”Jeg har ligeså mødt svigt, skuffelse, løgne og bedrag.. Kunsten er dog, at man ikke lader sig slå ned ad det. Det handler om, at man bliver ved med at kæmpe for, hvad man selv tror på. Ligeså er det ikke alle, som er slemme. Desuden, det er umuligt at føle ren had, som alle føler noget godt for et eller andet. Det er blot en naturlov,” sagde hun roligt, uden hun stoppede sine fingres lette berøring. Han sagde trods alt intet til det.. Dog ønskede hun ej heller, at hun gik så langt så det blev nødvendigt. Selv kunne hun fornemme, at han havde mange sørgelige minder om verdenen, og en skam var det. Selvom hun ligeså havde mange, havde hun nemlig ligeså gode minder, og det var vigtigt, at der var en balance der. ”Aldrig sig aldrig.. Tiderne har en tendens til at skifte.” Langsomt stoppede hun sin berøring, hvor hun i stedet lagde sine hænder i skødet. Det var måske også ved at være på tide at gå til bekendelse, selvom hun hyggede sig. ”Vi er ikke langt fra mit hjem.. Vi er omkring en landsby som hedder Natymia. Stedet her er faktisk et af mine yndlingsområder.. Skoven du ser, baner vejen til parken i Ityrial,” endte hun med at sige.

[Damien Nathanael Adams]

#For enkelte er det en leg.. hvor mange reagerer? Skaden sker når folk stopper med at reagere på netop det.# Damien vendte blikket frem for sig, da han endelig nåede bredden, selvom han dog blev i vandet. For ham var det dejligt nedkølende og det føles rart. Det var bestemt heller ikke ofte, at han var her, som han var lige nu, og det var der frygtelig mange gode grunde til, kunne man jo sige. Han nød at hun strøg ham over hans skæl. Selvom man skulle tro, at det var hårdt som sten, så var det faktisk utrolig følsomt. Virkelig følsomt. Han kastede en smule med hovedet. Han førte fuglene og uglerne, men ikke noget direkte faretruende omkring dem. Det var uden tvivl noget, som også passede ham ganske udmærket. #Jeg vil ikke påstå at jeg har mange gode minder at klamre mig til, som I mennesker måske har. Jeg har oplevet meget igennem mit liv.. hvordan folk svigter hinanden.. krig.. vold.. folk kæmper for overlevelsen og dør sågar i deres egne hjem. Selv blot da jeg var frygtelig ung og kæmpede for min egen overlevelse, blev jeg sparket efter, hugget efter og jaget på flugt.# Kløerne satte han i bredden, inden han kæmpede sig op på den. Vandet løb ned af ham, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham noget. Han vendte de gule øjne direkte mod hende. Det var nok også ved at nærme sig en afsked mellem dem, selvom.. han nu var glad for selskabet. Han havde ikke haft det på denne måde i frygtelig mange år. #Vi er yderst få, og folk er letskræmte. Jeg tror ikke t vi nogensinde kan genetablere den respekt, uden at blive anset som et frygteligt våben,# endte han sigende. Som hun fortalte, måtte han alligevel lade blikket glide over omgivelserne. Han så jo det meste oppe fra.. aldrig fra denne vinkel. #Det er ej ofte, at jeg ser verdenen fra denne vinkel.. Skulle jeg flyve dig hjem? Eller vil du gå herfra?# spurgte han videre. Natten kunne være farlig.. selv det vidste han jo.

[Deleted]

”Det er sandt,” sagde Denjarna roligt. Hans liv ville forhåbentligt forløbe som sædvanlig, hvis han fortsatte med at tage sine forholdsregler. Hvis han pludselig gjorde en opdukken i den gense verden igen, kunne hun meget vel forestille sig, at det ville skabe en del røre. Folk ville nemlig som det første reagere med frygt, når de først så ham. Det havde hun trods alt også selv gjort.. Dog frygtede hun også stadig, hvad han kunne finde på, hvem han mente, at hun trådte forkert overfor ham. Hun var trods alt stadig lille i forhold til ham. ”Jeg sagde ej, at det var let. Folk spørg også ofte mig, hvordan jeg holder mig selv oppe, når de hører om mit liv. På det punkt vælger jeg blot at rejse mig igen og igen, som jeg nægter at lade folk bestemme over min skæbne. Der er ingen, som skal have æren af at knække mig.. og dig heller,” sagde hun fast. Ganske vidst havde folk fået hendes psyke til at krakelere en anelse, men i dagligdagen blev dette ikke just set alligevel. Som dragen forlod vandet, måtte hun igen lægge sine arme en anelse om hans hals. En rystelse sendte det nemlig igennem hans krop og hende med, og derfor måtte hun holde fast, hvis ikke hun ønskede at glide af. Hun skulle trods alt også lige vænne sig til følelsen af at sidde på en drage. ”I vil måske ikke kunne genvinde respekten alene, men med hjælp vil det muligvis kunne lade sig gøre.” Som han spurgte, om han skulle flyve hende helt hjem eller sætte hende af her, så hun mod skoven, inden hun igen så imod ham. ”Jeg tror ej, at det er ideelt for dig at lande i slotsgården, uden at vagterne ved besked.. Lad mig blot gå resten af vejen,” sagde hun beslutsomt.

[Damien Nathanael Adams]

Selv på trods af at Denjarna nu kendte til Damiens tilstedeværelse, så håbede han da alligevel på, at kunne få lov til at leve sit stille og rolige liv istedet for alt det andet, da det jo ej ville komme nogen til gode i det hele taget. Han trak sig endeligt op af vandet, hvor han blev stående på jorden istedet for. De gule øjne spejdede omkring. Selv vidste han jo godt, at han var sårbar på jorden, end hvad han var under skyerne over dem, men det var bare sådan at det var. #Man tager valg for sit bedste velbefindende. Uanset hvad du har været igennem, har du kunne rejse dig. Det er nok nemmere for en af folket, end det er for et stort væsen som mig, som folk decideret er bange for,# forklarede han roligt. Han selv ønskede ikke at yde nogen folk ondt, selv på trods af det, som han selv havde oplevet igennem hans liv, og småting var det så sandelig heller ikke, hvilket han meget gerne ville stå fast på. Hans gule øjne vendte han mod hende. Det kunne godt være, at hun ikke havde langt hjem, men skoven og mørket kunne være farligt og da særligt i Manjarno af hvad han havde fundet ud af. #Hvad jeg dog ikke ville give for igen at kunne vandre frit.# Det var måske en drøm han havde, men uden hjælp kunne han ikke gøre noget ved den.. og han hadede det faktum, at han var nødt til at bede om hjælp i den sammenhæng, for han gjorde ikke den slags! Overhovedet ikke! Han sænkede kroppen, så hun kunne komme ned, om det var hvad hun ville. Han hastede dog ikke med det. #Her kan være farligt at vandre alene, Denjarna.. Er du sikker på, at jeg ikke skal flyve dig hjem?# Hans blik gled mod hende igen. Han ønskede trods alt heller ikke at noget skulle ske hende.. Særligt nu hvor hun havde gjort så meget for ham.

[Deleted]

Denjarna holdt fast om dragens hals, som han søgte op på landjorden. Ret havde han måske i, at hvor hårdt hun end havde haft det, så ville en mørkelver, magiker, vampyr ovs. lettere kunne komme sig, end hvad en drage kunne. Dragen var nemlig en helt anden art, og derfor måtte den til dels stå for sig selv. ”Du har muligvis ret i dine udtalelser. Du kan trods alt også berette bedre om det, end hvad en udeforstående kan.. Jeg tænkte blot, at der kunne være en chance, som det havde lykkedes for mig,” endte hun med at sige, og så måtte han selv bestemme, hvordan han ville tage det. At han længtes efter en dag, hvor han igen kunne flyve frit, uden at frygte folkets frygt, forstod hun udmærket. Hvem ønskede ikke at leve et liv, hvor man ej skulle se sig over skulderen? Selv kendte hun udmærket til at ønske sin fulde frihed. Hun smilte svagt. ”Som sagt.. Måske vil det komme en dag,” sagde hun roligt. Som han sænkede sin krop mod jorden, vidste hun, hvad klokken havde slået. Desværre.. Selv havde hun nydt turen og mødet med dragen, og derfor kunne hun sagtens have blevet ved. Dog vidste hun, at hun burde skynde sig hjem og håbe, at hun nåede slottet før sin løbske hest. En mindre katastrofe ville det jo være, hvis vagterne fik den ide, at deres dronning lå skadet et sted, og at de så sendte en mindre hær ud efter hende! Nej, det ville være bedst, hvis hun kunne nå at undgå al den tumult. Forsigtigt svang hun sit ben over ryggen på ham, inden hun lod sig glide ned, så hendes fødder dumpede ned på jorden. ”Hvor fristende det end lyder, ved jeg, at det ej vil være optimalt. Jeg vil ej kunne nå at informere mit folk om, at alt er vel, inden de får øjnene op for dig,” sagde hun ærligt. Hun trak lidt på smilet. ”Måske en anden gang..”

[Damien Nathanael Adams]

Rigtig mange odds kunne man sige, at Damien havde imod sig på baggrund af det væsen som han var. Hans menneskelige skikkelse var for ham fuldkommen uaktuel at indtage, da det var dette han kunne leve med.. Det var denne skikkelse han havde levet med igennem så frygtelig mange år. Han blinkede let med de store gule øjne. #Jeg beundrer dig for at have gjort det, men du har trods alt også andre muligheder end hvad en som jeg har,# endte han med en sigende mine, inden han sænkede kroppen, så det var muligt for hende at komme ned, uden at komme til skade. Hun insisterede så tydeligt på, at hun gerne ville gå hjem herfra, og så måtte det jo trods alt være hendes sag. 
Damien sænkede hovedet en anelse. Han måtte jo erkende, at han ikke var meget for at hun tog den tur om natten alene. Hans blik gled mod hendes skikkelse, nu hvor hun stod der ved siden af ham i stedet for. Ville han komme til at se hende igen? Skulle han være helt ærlig, så vidste han det faktisk ikke. Han bevægede sig stort set aldrig ned fra bjergtoppen og.. ville hun opsøge den igen? #En dag måske.. det er aldrig til at sige hvornår..# Han valgte blot at lukke den af der, da han vidste, at det var ved at være tid til en afsked med Denjarna. Han ønskede det ikke.. Og han hadede sig selv for at gøre sig netop disse tanker. Han rejste sig på bagbenene, selvom det endnu var en smule vaklende på det dårlige, hvor spyddet havde siddet. Det gjorde ondt, men han kunne da bruge benet lidt nu. #Som du vil. Det er bare ikke min anbefaling.. En anden gang.. Hvis vores veje endnu en gang vil krydses.# De store gule øjne vendte han mod hende.. Et sted var han ikke klar til en afsked. Det havde han i princippet aldrig været god til.

[Deleted]

Jaget var hans art, og det gjorde uden tvivl, at han selv blev påpasselig af sig. Kunne Denjarna bebrejde ham for det? Næppe.. Let landede hun på jorden, som hun forlod pladsen omkring hans nakke til fordel for landjorden. Ganske kedeligt egentligt. Dog vidste hun, at hun var nødt til at vende hjem. Det var vel bagsiden ved at være regent, og at være en regent som havde mistet sin hest? Dette kunne hun dog ikke gøre det største ved nu. ”Det kan der muligvis være noget om.. Dog tror jeg på, at der er en chance for os alle her i livet,” sagde hun i en rolig tone. Hun smilte svagt ved hans ord. En dage, måske.. Ej lovede de meget. Faktisk betød sådanne sætninger faktisk, at det aldrig ville ske. Dog var der vel altid en spinkel mulighed? Hvornår det skulle finde sted, vidste hun dog ikke. Hun søgte nemlig sjældent til bjergene, og han søgte sjældent til jorden. Ja, oddsene var vel ikke med dem? Som han rejste sig på bagbenene, måtte hun rynke på brynene. ”Hvis jeg var dig, ville jeg mindske brugen af det ben. Forsøg at støt mindst muligt på det, og så vil healingen forløbe hurtigere,” sagde hun venligt. Hun ønskede jo ikke, at det skulle gå mere ned ad bakke for ham, efter at hun havde hevet spyddet ud af hans ben! Hendes hoved faldt en anelse på sned, som hun vidste, at det nu var tid til afsked. Hvordan sagde man farvel til en drage? Blidt lagde hun sin hånd imod hans krop, som dette måtte fungere i stedet for et håndtryk. ”Jeg klarer mig.. Det har jeg altid gjort. Du må have det til vi ses igen, hvis vore veje da skulle krydse igen,” hilste hun venligt, inden hun trak sig væk fra ham. Med et sidste blik på den mægtige drage, vendte hun langsomt rundt, hvor hun gik mod skoven og Ityrial.

// Out

[Damien Nathanael Adams]

Chancer var der måske for alle i livet.. Måske Denjarna skulle vise sig at blive den som Damien havde søgt igennem så frygtelig mange år? En som ikke var fjendtlig overfor ham, men derimod ønskede at forstå? De gule øjne hvilede på hendes skikkelse med den samme gennemborende fornemmelse. #Jeg håber at du har ret,# medstemte han sigende. Selv han havde håb og drømme, selvom de var blevet mindre og mindre igennem de mange år, som nu også havde passeret, og som han ikke kunne gøre det størsteved alligevel. Selvom hans ben endnu ikke var godt, så var det bedre nu hvor spyddet ikke sad i det. Han vendte blikket mod det, som hun kommenterede det. Han kneb øjnene irriteret sammen, også selvom han vidste at hun havde ret. Han var bare desværre nødt til at støtte på det, når han befandt sig her, som han gjorde lige nu. Han prustede tungt. #Jeg skal gøre mit bedste. Endnu en gang tak,# endte han roligt. Som hun lagde hånden tæt ved ham, som et tegn til den afsked de nu skulle til at holde, lukkede han øjnene ganske let. Han kunne lide når hun rørte ved ham. Det føles faktisk godt, at ikke være alene hele tiden. Øjnene tvang han igen op, som han hørte hendes ord, og så til at hun forvandt ind mellem træerne for at komme hjem. Han håbede naturligvis at hun vidste hvad hun lavede, for omverdenen kunne uden tvivl være grum.. Meget grum endda. Han knurrede ganske let. Han burde søge hjem selv.. tilbage på den ensomme bjergtop, blot for at sikre sig, at der ikke var nogen som så ham inden. #Jeg håber at vore veje atter en gang vil krydses, Denjarna..# Ordene ville endnu runge i hendes hoved, inden han spredte de store vinger for at kæmpe sig op i luften. Inden længe satte han kursen tilbage i retningen af de høje og mørke bjergtoppe.

//Out