A trip to the mountains

[Deleted]

Det var sen eftermiddag, hvilket efterlod Paggeija luftigt i sommerheden. En let brise tog sig turen gennem de forskellige træ- og bjergtoppe, hvilket efterlod området med en behagelig nedkølende effekt. Fjerlette skyer henlå over den klare blå himmel, hvilket var med til at give denne behagelige temperatur. Ganske fredeligt syntes der i disse højder, hvilket Denjarna også måtte finde perfekt. Travlere end normalt var hendes hverdag blevet, efter at hendes rådgiver havde forladt landet. På en mission for kongeriget var han blevet sendt ud, men desværre kunne hun ikke just sige, at hun havde hørt fra ham endnu. Rolig måtte hun dog være, som hun endnu bar den magiske rose, som han havde skænket hende i slotshaven. Røde og fulde af pragt stod rosenbladende nemlig endnu, som den hvilede mod hendes slanke håndled, som hun havde valgt at omforme den smukke rose til et nydeligt og naturrigt armbånd i stedet. Gentagende gange måtte der lyde nogle tunge ’klonk’ imod det rå klippegulv, som hendes hvide hingst forsigtigt skridtede op ad bjergkæden. Energisk gumlede den på et sit bid, alt imens den førte sin rytter op ad bjerget. Betaget søgte de sølvgrå øjne rundt, som de betragtede de vekslende omgivelser og den utrolige natur. Helt fascineret af sit eget land måtte hun være, som Manjarno i sandhed bar på mange forskelligheder. Der var for eksempel Paggeija der var Manjarnos bjergkæde, som hun nu besøgte. Der var havnebyen Cetiul med sin rolige stand og travle havn. Der var den underskønne dal, hvor byen Natymia lå. Der var Metyrial der mest af alt lignede et fortidsminde fra glemte tider, som byen henlå i ruiner. Der var krigsmarken i Syrian, som bød på mange mørke historier. Der var det grønne landbrugssamfund i Iceila og sidst, men ikke mindst var der Ityrial, der måtte danne ramme for hendes nye hjemstavn. Landets hovedstad og centrum der bød på alt, hvad en by kunne have. Let drev Denjarna sin hingst frem med sit sæde, så den fortsatte det gode tempo op af det rå terræn.

[Damien Nathanael Adams]

Den høje bjergkæde i Manjarno, havde været Damiens hjem igennem rigtig mange år. Det var ikke mange som opsøgte disse steder udelukkende på grund af rygterne om det monster som siges at skulle hjemsøge de ensomme bjergtoppe. Brøl blev hørt fra tid til anden, men det var jo så derimod også det. Der var aldrig nogen som havde set noget.
Oppe på de ene klippe havde Damien lagt sig. Han prustede let. Bag på det ene bagben havde han en pil sidende, som tydeligt havde boret sig direkte ind mellem hans skæl, så han ikke kunne trække den ud, hvilket irriterede ham, for det satte et helt bagben ud af spil. Pilen havde sat sig der for et par dage siden, hvilket også havde resulteret i at det store dyr, var kommet slemt til skade med en vinge der selv så ud til at have haft bedre dage. Han havde hamret hele den store krop ind mod klippevæggen, inden han var faldt ned på klippen, og der lå han så i dag. Han brummede let og havde lagt sig der. Halen slog han ganske let med, inden han sænkede sit store hoved. Han forblev tavs, da det lød som en hest der var på vej. Øjnene kneb han let sammen. Tanken om menneskelige væsner i hans nærhed, var slet ikke en tanke som han brød sig om. Faktisk kunne han slet ikke fordrage den tanke gang! De lange kløer trak han over klippen, som var han klar til at stikke af, om han blev fundet, dog selvom han vidste, at han kunne slå dem ihjel med lethed. At flyve ville blive svært.. ikke mindst meget problematisk for ham i den her tilstand, men han var nødt til at prøve. Folk skulle virkelig ikke have lov til at slå deres beskidte fingre i ham, hvis han ellers kunne blive fri for det! 
Røgen steg op fra hans næsebor. Alene det at vide, at der var nogen tæt på ham, brød han sig ikke om. Han lå da heldigvis på en klippe under dem, da det var den han var faldet ned på. Ville de se ham?

[Deleted]

At der eftersigende levede et monster i Paggeijabjergene, tvivlede Denjarna stærkt på, skønt hun skam havde hørt historien. Et monster? Monstre fandtes ikke.. For det meste når der blev talt om monstre, handlede det i virkeligheden om ganske normale dyr eller forskellige menneskeskabninger, der levede udenfor samfundet og derfor på sin egen vis. Vås anså hun det derfor for at være.. Intet andet.
Hingsten fortsatte skridtende op ad bjerget, indtil dets næsebor pludselig udspilede sig, og til dets ører begyndte at pege i forskellige retninger. Tøvende blev dets skridt, hvilket fik Denjarna til at se sig opmærksomt omkring. Hvad var der? Hun spejdede omkring. Bjergklipper.. Buskadser.. Træer.. Et hegn.. Ganske vidst et lettere ødelagt hegn. Hun rynkede brynene, inden hun valgte at trykke bestemt til hingsten med hælene. ”Kom nu, dreng,” lød det fra Denjarna, som hun ej kunne se, hvad hingsten kunne fornemme. Prøvende forsøgte den at tage et skridt frem, inden den brat stoppede op og slog nervøst med hovedet. Beroligende forsøgte Denjarna at ligge sin hånd mod dets hals, alt imens hun hviskede et par elviske sætninger til den. Det lignede den slet ikke at skeje sig ud på den måde! Rolig blev hingsten dog ikke, som den ellers plejede at blive, som den derimod begyndte at træde baglæns, som den fornemmede det mægtige rovdyr. ”Hvad er der, som du ikke fortæller mig?” lød det stille fra hende, inden hun valgte at føre fødderne ud af stigebøjlen. Let og elegant sprang hun ned af dets ryg, som hun ej var iført en lang kjole i dag. Et par tætsiddende mørke bukser var hun klædt i, som de måtte være mere behændige til lange ridt. Derudover bar hun en nydelig grøn tunika, der blev holdt inde i livet med et lidt mørkere grønt bælte. Hånden kørte hun let igennem det lange ravnsorte hår, inden hun greb om hingstens tøjle. ”Kom så..,” sagde hun i en venlig tone, som hun nu gav sig til at trække hingsten frem. Bedre syntes det dog også at gå, som hun nu gik ved dets side, indtil nu nåede hegnet. Dernede blev hun mødt af en overraskelse, der fik hende til at slippe et ukontrolleret gisp. Ærefrygt blev hun fyldt med, som hendes sølvgrå øjne fokuserede på den mægtige skabning, som lå på en klippesats under den, som hun befandt sig på. Hendes fokus røg dog, som tøjlerne pludselig blev flået ud af hendes hånd, som hingsten stejlede, inden den satte af og galoperede i tryghed ned ad bjerget. ”Aelindir!”

[Damien Nathanael Adams]

Damien tiggede og bad nærmest til at han ikke ville blive set. Han kunne ikke rigtigt gøre noget for at komme derfra.. men mske skræmme dem, om de faktisk endte med at få øje på ham? Han knurrede ganske let i den mørke og dybe brummen, da ham han kunne fornemme, at folk kom tættere på afsatsen. Hvem det var, var han i princippet ganske ligeglad med, bare de holdt sig langt væk fra ham. Han slog igen let med halen og hævede blikket en anelse. Hesten var urolig.. den havde vel allerede fornemmet, at der var noget derude, som ikke burde være der. Ikke at det kom bag på ham, for sådan var det altid.. Dyr generelt brød sig ikke om at være i nærheden af ham.
Ved synet af kvinden, fik ham til at blotlægge de store tænder. Hun skulle ikke tæt på ham! Selvom han ganske vidst var meget overrasket over at se en kvinde stå her på et sted som dette, da det primært var mænd som skulle vise mod ved at søge derop i håbet om at få lov til at se ham, inden de stormede ned igen. Skulle hun virkelig være den første som fik ham at se? Igennem alle de år, hvor han havde levet alene og udelukkende i skikkelsen som denne drage, da den var prægtig.. stor og det var den som var med til at holde ham varm om vinteren, når det for alvor blev koldt.
Forsigtigt forsøgte han at rejse sig på sine ben, også selvom det ene bagben nærmest kollapset under ham. Han var jo stor og tung, og med pilen som sad i hans bagerste lårmuskel, så var benet stort set ubrugeligt for ham. Han strakte hals, nærmest for at virke truende overfor hende, inden han kom med et advarende brøl som skulle advare hende mod at komme tættere på. Selv vingen havde lidt et mindre knæk, så det at flyve derfra, kunne han jo ligesom heller ikke. Faktisk var han.. fanget lidt på denne klippeafsats. Og han hadede det og da særligt nu hvor han var blevet set!

[Deleted]

Helt befippet måtte Denjarna ende, som hun ganske enkelt ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hvad gjorde man egentligt af sig selv i situationer som denne? Utroligt som det måtte være, havde hun nemlig aldrig stået i en situation som denne. Først var der Aelindir der havde ageret nervøst. Dernæst havde der været forklaringen.. Den mægtige drage som lå i dybet. For at fuldende hele situationen, havde Aelindir tilmed stukket af fra hende, så hun nu var til fods. Skulle hun forsøge at løbe efter ham? Hendes sølvgrå øjne hvilede tvivlende på hestens bagparti, som det måtte være det sidste hun så af den, inden den drejede om hjørnet og efterlod hende alene. Alene og alene.. der var jo også dragen på klippen. Dragen. Hun havde aldrig set en før. Det var måske også af den grund, at hun stod komplet lamslået og fuld af ærefrygt, og måske også … nysgerrighed? Hun bed sig selv i læben. Hvem ville snyde sig for et syn som dette? Langsomt vendte hun sig om, så hun igen kunne se ud over kanten og ned på det mægtige bæst. Der lå den.. Brølende af hende. Det var måske et tydeligt tegn på, at den var fjendtlig stemt og ej ønskede hende der, men hvorfor lå den dog der? Hendes sølvgrå øjne studerede nysgerrigt dyret, inden hun måtte føre håret om på den ene side af skulderen, som det ellers hang hende ned og indrammede hendes kønne ansigt, sådan som hun så ned på klippe under sig. Hendes øjne løb over dets krop. Et pragtigt væsen var det.. Ingen tvivl om det, men igen.. Hvorfor lå den bare der? Lettere nervøs gjorde væsnet hende, men stadig var hun fuld af ærefrygt og nysgerrighed over det. Det var trods alt den første drage, som hun nogensinde havde set. Hendes blik fæstnede sig på dets mægtige vinge, der syntes at have set bedre dage, inden det gled videre til dets ene bagben. Var det en pil? Var den skadet? Usikkert søgte hendes blik dens store hoved. Ja, det lignede ikke just, at hendes tilstedeværelse var videre ønsket, men kunne hun lade den ligge, hvis den havde ondt? Hun bed sig selv let i læben, inden hun tog beslutningen og nærmede sig den lille sti, som førte ned til klippen med dragen. Langsomt gik hun, som hun ej ønskede at være faretruende. Derudover var hun også nervøst omkring, hvorvidt hun turde komme helt tæt på den. I princippet kunne den vel spy sin ild på hende eller ganske enkelt.. æde hende? Lang tom længe kom hun ned på dets plan, skønt hun endnu holdt sig på god afstand. ” Amin innas il mala lle,” endte hun venligt og prøvende med at sige til den, som det måtte være elvisk og betyde, at hun ej ønskede den noget ondt. Hendes folk havde nemlig den erfaring, at deres sprog og væremåde havde en positiv effekt på båndet mellem dem og dyr.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var i så nær kontakt med hans indre dyr, at han selv reagerede dyrisk og instinktivt i en situation som denne. Ikke fordi at han kunne gøre noget ved det som sådan. Han knurrede vredt.. Han ville ikke have hende tæt på. Selv vidste han at folk stort set kun forsøgte at slå ham ihjel, fordi at han var stor og faretruene.. vel i mange henseender lige så misforstået? Kæmpet for sin overlevelse siden han havde været ganske lille, fordi at hans moder havde smidt ham ud og kvinden efterfølgende som havde taget sig af ham? Han stolede ikke på nogen, da det kun var svigt og skuffelse, som han igennem sit liv havde mødt, og derfor ville han ikke have nogen tæt på sig, hvis han da ellers kunne blive fri. 
At kvinden så alligevel valgte at tage den dumdristige beslutning at søge ned mod ham, var noget som selv næsten gjorde ham panikslagen, for han ville ikke have det! Han kendte mennesker godt nok til at vide, at der altid var en bagtanke med alt hvad de gjorde! Han forsøgte igen at rejse sig op, hvor han stod med de spidse tænder direkte vendt i retningen af hendes skikkelse. Han forsøgte at bakke, også selvom det uden tvivl gjorde ondt på ham. Han haltede på benet.. musklen kunne ikke bære ham og hans enorme vægt. Ved hendes elviske... så var det alligevel som om at det fik en afslappende effekt på ham.. og han kunne ikke lide det. Han knurrede advarende af hende, for at holde hende på afstand. Han slog kraftigt med den ene vinge, inden han igen forsøgte at tvinge sig op på de to bagben, for at virke ekstra stor og ekstra farlig. Han brølede.. helt nede fra maven. Han ville have hende væk.. Han ville ikke have hende tæt på! Allerede det her var for tæt på for ham. Han havde ikke haft nogen så tæt på sig i årevis.

[Deleted]

Aldrig havde Denjarna set en drage før, og derfor kunne hun ikke sige, at hun kendte meget til deres væsen. Ganske vidst havde hun læst om dem, men bøger fortalte sjældent den sande realitet. Dog var en ting sikkert.. Hun skulle omgå dette væsen med den største omhu. Hun kendte ej væsnet og derfor kunne den agere uforudsigeligt. En tanke, som hun bestemt ikke brød sig om, men samtidig med det var hun fuld af eventyrlyst. Ligesom hun havde været i sine yngre dage. Hun sank, som hun kom ned på samme plan som dragen. Var dette virkelig en god ide? Især når hun stod som landets dronning? Hendes sølvgrå øjne hvilede på dragen.. Dybt betaget, fuld af ærefrygt og emmende af usikkerhed. Overmodig ønskede hun bestemt heller ikke at være! Forskrækket trådte hun et skridt tilbage, som dragon virkelig viste sin sande pragt for hende og rejste sig, alt imens den igen brølede.. Selv mærkede hun helt, hvordan det rungede i jorden og fik småsten til at vibrere. Skræmmende var det uden tvivl, og frygten for et stenskred var der nu også. Tænderne bed hun sammen, inden hun forsigtigt hævede sine hænder. Tomme var de og et symbol på, at hun ej var farlig. Hvordan skulle hun også kunne være farlig, når hun stod ved foden af en drage? ”Jeg vil dig intet ondt,” endte hun hjælpeløst med at sige. Forstod den overhovedet? Det elviske syntes dog ikke at have virket, som det derimod havde syntes at gøre den vredere. Hendes sølvgrå øjne søgte varsomt over til dens bagben. Mere tydeligt måtte det nu være, at den ej var ved sine fulde fem. Det var uden tvivl af den grund, at den endnu lå her.. Den kunne jo ikke komme væk.. Hendes blik hvilede igen på pilen, inden hun igen besluttede sig for, at det nok var bedst at holde øje med dets hoved. Ej heller havde hun nærmet sig den igen, som den tydeligt havde markeret en grænse for den. ”Det ser ikke særligt behageligt ud..,” begyndte hun stille med at sige. Lød det ligeså tamt, som det lød i hendes hoved? Hun var i sandhed på glatbane! ”Jeg kunne trække den ud for dig..”

[Damien Nathanael Adams]

Damien blev ganske enkelt skræmt af denne kvindes tilstedeværelse. Han stolede ikke på nogen.. Troede ikke på det gode i nogen, for hvorfor skulle han? Igennem hans liv, var han blevet sparket efter, udnyttet og det som var værre, og nu var han så her.. og hun tilbød ham direkte sin hjælp? Det elviske havde beroliget ham et sted, hvilket nok også var grunden til at han reagerede som han gjorde. Man sagde jo også at drager ikke reagerede på magi, og det elviske var vel en naturlig magi et eller andet sted? Igen havde han rejst sig i sin fulde størrelse, for at virke stor og faretruende, og det virkede da også! Bare ikke helt efter hensigten. 
Damien vaklede på det ene bagben og det at holde balancen, når vingerne var spredt, var heller ikke ligefrem nemt. Igen måtte hans ben dog give efter. Et skadet dyr var dog noget af det værste, som man kunne komme ud for. Utilregnelige var de, og Damien var ikke noget undtag. Ganske vidst stor nok til at æde hende, om det var hvad han ville... men hvorfor skulle han dog spise hende? Han spiste ikke mennesker! Men grønt.. og dyr når han fik fat i dem. Han brummede igen, som hun igen synes at ville tættere på ham og han brød sig bestemt ikke om det. Selvom hans krop ikke just var præget af de mange skæl som mange af myterne fortalte om, så var det særligt hoved, vinger og ben som var præget af dette.. Og derfor sad pilen fast.. Selvom den for et væsen af hans størrelse, måske ikke virkede farlig eller faretruende, sad denne netop i hans muskel, som gjorde at benet ikke kunne bruges.. På afstand synes det som en pil, hvor det i virkeligheden havde størrelsen som på et kastespyd. Han fulgte hende meget nøje med blikket. Han stolede ikke på hende. Benet flyttede han forsigtigt op under sig med en tydelig brummen. Tænderne forblev blottet i det store gab.. Gjorde hun det mindste, ville han ikke tøve med at hapse ud efter hende!

[Deleted]

Alt i alt syntes denne sag tabt på forhånd. Dragens historie kendte Denjarna selvfølgelig ikke til på forhånd, men tryg ved hendes tilstedeværelse kunne hun da se, at den ikke var. Dette kom dog ikke bag på hende, som dragen trods alt var et vildt dyr. Tam var den ikke, og derfor var den ikke glad for menneskelig kontakt. Det var i hvert fald hendes tanker omkring dragen her. At der i virkeligheden gemte sig en mand inde i den, havde hun ingen ide om. Hvordan skulle hun dog også kunne vide det? Hun kunne kun vide det, som hendes øjne viste hende, og de viste hende et fratruende væsen. Et majestætisk et af slagsen. Tænderne bed hun igen sammen, som dragen igen agerede faretruende. Koldt måtte det også løbe hende ned ad ryggen, som den på ny blottede sine tænder for hende. Disse tænder kunne vel gennembore hende ligeså let, som man kunne bryde vand? Skræmmende var tanken! Ej heller syntes dragen at forstå hendes ord.. eller også ønskede den bare ikke hendes hjælp. Hips som haps efterlod det vel hende? Forsigtigt trådte hun igen et skridt nærmere den. Dog kun ét. ”Hvis du bliver liggende her, vil enten naturen eller dine egne skader tage dig,” endte hun med at sige. Om det i virkeligheden var det bedste at lade naturen gå sin gang, var det måske.. Dybt fascineret var hun dog af væsnet, og som elver var det ikke just en positiv ting at se et lidende dyr. Derfor ønskede hun også blot at fjerne pilen fra dens ben, så den i hvert fald ikke ville bringe den flere lidelser. Tvivlsomt var det dog, om hun nogensinde kunne nå så tæt på, og for at være ærlig, så ønskede hun ej heller at risikere sit eget liv. Var det så underligt igen?

[Damien Nathanael Adams]

Damien forstod skam alle ord som blev sagt til ham, men det var jo ikke ensbetydende med, at han ville gøre som der blev sagt. Den pil på størrelse med et kastespyd - når man kom tæt på, for han var jo ganske stor.. Frygtelig stor faktisk, så en pil ville ikke gøre nogen skade på ham. Han brummede stadig.. Han var ikke meget for hendes tilstedeværelse. For alt hvad han vidste, så var hun der jo for at ende hans liv, og det ønskede han da på ingen måde! Det havde været en kamp nok i forvejen at formå at holde det hele ved siden han var født. Han havde jo heller ikke ligefrem haft de bedste omstændigheder fra livets start, kunne man jo sige.
At Denjarna trådte et skridt tættere på ham, fik ham til at trække halsen mere til sig. Han blev dog liggende for nu.. Selvom han måske agerede truende overfor hende, så var det jo kun fordi at han havde ondt, og ikke andre alternativer havde, for at komme derfra. Ondt var det måske.. men folk brød sig ikke om fremmede væsner, og da slet ikke af den størrelse, som man kunne sige at Damien havde. Han svarede hende dog ikke.. Han så ikke nogen grund til at kommunikere med denne kvinde. Blikket vendte han mod sit bagben, som stort set bare.. hang efter ham. Han kunne jo ikke bruge det, så lang tid at det var skadet. Han brummede irriteret, inden han så endte med at lægge hovedet mod jorden og med blikket mod hende igen. Han strakte benet en smule ud fra kroppen og lod det så ligge. Han holdt dog meget godt øje med hende.. Gjorde hun det mindste, ville han bestemt ikke tøve med at slå ihjel. At bede om hjælp kunne han ikke. Men nu hvor hun selv tilbød ham den, var det straks en anden sag.

[Deleted]

Fascineret og skræmt var Denjarna på en og samme tid, som hun ej kunne tage blikket fra dragen. På den ene side var det den mest fantastiske skabning, som hun nogensinde havde set, og på den anden side frygtede hun, at den ville blive hendes død. At den selv frygtede, at hun slog den ihjel, overvejede hun slet ikke.. for hvordan skulle hun nogensinde kunne dræbe så stort et væsen? Der var kun hende, og magi i den forstand kunne hun ikke. Derfor kunne hun ikke skabe noget, som kunne gøre den fortræd. At den langsomt syntes at falde til ro, som den lagde sit mægtige hoved ned, og strakte det enorme bagben ud, fik nærmest Denjarna til at se på det som en invitation. Ønskede den alligevel hendes hjælp? Et sted var tanken berusende, da dragen uden tvivl var en utrolig skabning. Magisk var vel ordet? Langsomt tog hun modet til sig, som hun besluttede sig for, at dens handling var et tegn på, at den ønskede hendes hjælp. At hjælpe den var også alt, hvad hun ønskede at gøre. Ej heller kunne hun gøre meget andet. Forsigtigt begyndte hun at nærme sig den.. Ej for tæt på dens hoved, da hun endnu frygtede at blive spist, og ej for tæt på klippekanten, da hun frygtede at ryge ud over den. Var hun mon ude, hvor man ej kunne bunde? ”Jeg fjerner bare spyddet, intet andet..” sagde hun stille, da hun nu kunne se, at det direkte var et spyd og ikke en pil, som først antaget. Problematisk gjorde det det hele.. Ingen tvivl om det, men var det alligevel ikke forsøget værd? Hun havde i hvert fald i sinde at prøve nu når det syntes, at dragen lod hende komme tæt på. Hun nærmede sig i hvert fald dets sårede ben nu.

[Damien Nathanael Adams]

Magisk synes mange racer at være, og derfor fandt Damien ikke nogen grund til at skulle stole på nogen som helst. Han havde igennem stort set hele sit liv, klaret sig alene, og det var det som han fortsatte med at gøre, også i en stund som denne. Det var uden tvivl svært for ham til tider, og særligt når han selv lå der og var kommet til skade, og ikke kunne gøre noget. At indtage den menneskelige skikkelse med et spyd i benet, lød heller ikke videre tiltalende, så skikkelsen som drage havde bare været det bedste alternativ for ham lige her og da. Han brummede tydeligt irriteret og strakte benet ud, som han lod hvile mod klippen under ham. Han var stor.. og ville han, kunne han med lethed tage hendes liv, men hvad nu hvis der faktisk var noget.. godt i kvinden? At hun faktisk gerne ville hjælpe ham, uden at der var bagtanker ved det? Han kneb øjnene let sammen og brummede så igen, som hun sagde, at hun kun ville fjerne spyddet. Selve benet var i sig selv, ikke særlig blodig. Han havde ligget med det i nogle dage.. så det var størknet, og han havde for alt i verden, forsøgt ikke at bruge benet for meget i frygten for at skulle gøre det værre.
Denjarna nærmede sig ham. Det var virkelig ved at være mange år siden, han havde haft nogen så tæt på sig, som det han havde i denne stund. Det var skræmmende for ham. Han stolede virkelig ikke på nogen. Han flyttede vingerne, så han kunne følge hende med det store hoved. Hun var bange for ham.. et sted kunne han jo lide tanken. Tænderne lette blotlagte i det store gab.. mest for at understrege, at hvis hun gjorde noget, der bare indikerede, at hun var ude på at snyde ham, at det ville gøre ondt. Han var nemlig ikke bange for at slå ihjel, og særligt hvis der var grunde til at gøre det. 

[Deleted]

Som Denjarna bevægede sig over til dragen, var hun selvfølgelig skræmt. En tåbe ville man også være, hvis man så sig for ophøjet til en sådan følelse i en situation som denne! Dragen var nemlig utallige gange større og stærkere end hende, og derfor havde hun også den dybeste respekt for den. Det lignede dog også, at den et sted respekterede hende, som den ej rørte hende, men derimod lod hende komme tæt på dens ben. Hurtigere var hendes hjerte begyndt at pumpe, men alligevel var hun dybt fokuseret på sit mål. Nå hen til benet, og at fjerne spyddet. Om hun vel og mærke kunne gøre det, vidste hun ikke, men hendes forsøg var vel bedre end ingenting? Hendes sølvgrå blik gled skiftevis fra dens store hoved, de mægtige vinger, de skabe kløer og den faretruende hale.. Så mange våben.. Hele situationen fik hende til at føle sig ganske lille. Efter det der føltes som mange anspændte minutter, nåede hun endelig dets sårede bagben. Det var også her, at hun valgte at rykke øjnene mod spyddet. Hvor længe havde det mon siddet i? Ganske forsigtigt og prøvende lagde hun blidt sin hånd mod dets lår lige ved spyddet. Berøringen fik det helt til at prikke i hende, som det uden tvivl måtte være et overvældende øjeblik for hende. Kunne dragen dog overhovedet mærke hendes berøring? ”Det vil muligvis gøre ondt, når jeg trækker det ud,” endte hun advarende med at sige. Dog i en fortsat rolig tone. Hendes stemme måtte nemlig være langt mere sikker, end hvad hun indvendigt følte, at hun var lige nu. Underlæben bed hun let ned i, da hun nu valgte at placere begge sine hænder omkring spyddet. Ud af øjenkrogen måtte hun opmærksomt holde øje med dets hoved, inden hun forsigtigt begyndte at trække op i spyddet.. Fast sad det dog.. Der måtte uden tvivl sidde en skarp spids inde i kødet, og selvfølgelig var hun nervøs for at forværre skaden og at gøre dragen arrig. Alligevel forsøgte hun dog mere bestemt at hive spyddet ud af dets ben. Ud skulle det da!

[Damien Nathanael Adams]

Selvom Damien ikke stolede på nogen, så kunne han jo altid forsøge at udvise det? Selvom hun gjorde ham nervøs.. Han var et skadet dyr og han havde ondt, og der stod hun, så selvfølgelig var det for ham, truende, og han kunne bestemt heller ikke lide det altid, hvis han selv skulle sige det. Han kneb øjnene let sammen, og fulgte hende meget nøje med blikket, da hun nåede ned mod benet, følte han det kun ekstra sårbart, for det gjorde jo ondt på ham, og det havde gjort ondt i dage nu.
Damien trak vejret dybt i en nærmest prusten, inden han sænkede hovedet igen. Nu var hun nede ved bagbenet, og hvor det gjorde ondt, og hun havde endnu ikke gjort noget endnu. Kløerne rev han let over klippen, også mest fordi at han var bange for at det skulle gøre ondt.. For han vidste, at det var noget som virkelig gjorde ondt. Han brummede igen ved hendes ord.. han vidste, at det gjorde ondt, også selvom han bestemt heller ikke. Hånden mod hans lår, kunne han udmærket godt mærke. Selv på trods af skæl, så var hans hud faktisk meget følsom, og da særligt, fordi at han ikke var vant til at blive berørt af nogen over hovedet. Hun føles varm.. en følelse, som han faktisk måtte finde ganske behagelig. Han lukkede øjnene ganske let og vendte blikket den anden vej, for ikke at se på det som hun havde gang i. Et sted var det vel fordi at.. han stolede på hende?
Som hun tog fat om spyddet som sad i hans ben og rokkede med det, satte en sitren igennem hans krop og en spænding i særligt hans lår, hvor det gav et mindre spjæt. Da hun tog fat og bare rev det til sig, forsøgt han ikke at gøre noget ved hende, for han kunne nemt træde hende ihjel også. jo mere hun rev.. jo mere gav spyddet efter. Han skreg op i et brøl og trak benet til sig og rejste sig så. Hovedet vendte han direkte mod det. Hans øjne var blanke.. Det gjorde jo ondt. Benet tog han i syn.. meget nøje. Han brummede igen ganske let. #Tak for det..# Ordene ville runge i Denjarnas hoved. Om hun lyttede efter naturligvis.

[Deleted]

Sejt var det at rive i spyddet, men heldigvis fornemmede Denjarna, at hun riv efter riv kom tættere på sit mål. Spyddet begyndte nemlig langsomt at rokke på sig, og af den årsag fortsatte hun også sin gøren. Hvorvidt det var dumt og naivt af hende at hjælpe dragen, spekulerede hun skam også over i denne situation.. Et sted håbede hun vel på, at den ikke ville gøre hende fortræd, hvis hun hjalp den? Dog kunne man sige, at det var tvivlsomt, hvorvidt hun kunne stole på den, da det trods alt var et rovdyr. Pludselig mærkede hun, hvordan spyd og kød langsomt gav efter for hinanden, hvilket forårsagede et svagt smil i hendes mundvige. For hurtig en reaktion var det dog, for som hun fik frigjort spyddet, rykkede dragen på sig, hvilket betød, at hun mistede balancen og faldt bagover og på enden. Et stød gav det i hendes krop, hvilket også resulterede i, at et gisp faldt over hendes læber. Hvad nu? Automatisk skubbede hun sig tilbage, så hun igen fik afstand til dragen. Usikker var hun trods alt på, hvad den kunne gøre, og især sådan som den havde væltet hende så let som ingenting. Et sæt gav det yderligere i hende, som en stemme rungede i hendes hoved. Nervøst kastede hun sit blik omkring, inden hun måtte sande, at det var dragens stemme, som hun kunne høre.. Hun sank igen. Havde den virkelig været i stand til at kommunikere hele tiden? Havde den bare ladt hende famle i blinde indtil nu? Tydeligvis.. ”Du var i smerte,” endte hun med at sige, som havde det været en selvfølge til, at hun havde hjulpet den. Forsigtigt tog hun blikket fra dets hoved igen, så hun igen kunne betragte dets ben. Et dybt hulrum var der i det nu.. Dog syntes det allerede som om, at dragen havde det meget bedre. Måske havde spyddet bare irriteret den, og i virkeligheden ej voldt den voldsom skade? ”Du burde få det lukket..,” sagde hun og refererede til det dybe sår. Nu vidste hun trods alt, at den kunne tale og forstå.