A trip to the mountains

[Damien Nathanael Adams]

Drager var normalt meget intelligente væsner - sagde myterne om ikke andet, for de var jo stort set udryddede i dag. Der var de gamle formskiftere - hvis de havde formået at opnå den viden som skulle til for at forvandle sig til dette store dyr - som Damien havde gjort. Han brølede kraftigt op og trak benet til sig, da hun trak spyddet ud. Det rungede helt, da han placerede benet rigtigt. Han var jo stor og temmelig tung i en skikkelse som denne. Benet tog han nøje i blik, inden han alligevel afslørede sin talegave i sin dyriske skikkelse. Han vendte blikket mod hende igen. Hun havde virkelig hjulpet ham.. Ikke noget med at stikke alt muligt i såret eller noget som helst. Han trak vingerne ind til sig, hvor kløerne derpå, støttede lidt af mod jorden, inden han vendte blikket mod hende igen. Han havde været såret.. Ja, det var jo omstændighederne for et væsen som ham, når folk anså dem som en trussel. De skulle bare vide, skulle de! Han nikkede til hendes ord. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at det havde gjort ondt. Hovedet lod han søge let på sned. #Det healer nok på et tidspunkt.# Han var ikke god til samtaler eller noget lignende, for det havde han heller aldrig nogensinde været. Hvem skulle han da have ført en samtale med? Han vendte de ravgule øjne direkte mod hende igen. #Din hest flygtede.. Gjorde den ikke?# Han var vant til at se dyr og andet flygte fra ham. Det havde de jo trods alt gjort siden han havde formået at indtage denne skikkelse. Det var jo i princippet en meget ensom og trist tilværelse, nu hvor han endelig tænkte den igennem.

[Deleted]

Hvor dragen ej var god til at føre samtaler, kunne Denjarna ikke just sige, at hun var vant til at kommunikere med drager. På det punkt kunne de vel stå på bar bund sammen? ..Skønt dragen end ikke var en drage, men blot en formskifter. En mand faktisk. Hendes sølvgrå øjne havde igen fundet dens store hoved. Helt betryggende måtte det hele være, at den ikke længere snerrede eller brølede af hende. Ganske truende var det nemlig. Selv kunne hun dog ikke lade være med at scanne dragen fra top til tå, sådan som den nu stod i sin fulde pragt. Et majestætisk syn var den i sandhed, og helt forbløffet efterlod det hende! Hun blinkede let med øjnene, som dens stemme igen rungede i hendes hoved. Dette skulle hun uden tvivl vænne sig til.. At hendes rådgiver og ven, Salvatore, engang havde kommunikeret med hende på denne vis, havde hun dog ingen ide om. Dengang havde hun nemlig været stærkt svækket, og derfor måtte hun se denne gang, som værende den første gang, at hun blev kommunikeret til gennem sindet. Svagt nikkede hun med hovedet til dragens ord. Hvis den sagde, at det healede, så healede det vel også? Selv kendte hun nemlig ikke just til en drages anatomi, og derfor vidste hun ikke, hvordan det forløb sig med dem. ”Nuvel.. Hvis ikke kan jeg forsøge at lukke det,” sagde hun, som det var et tilbud, som den skulle have. Eller var det nærmere ham? Stemmen forekom hende mandlig.. Som dragen spurgte ind til hendes hest, valgte hun at skæve i den retning, som den havde flygtet. Gad vide om den blot stod ved enden af bjerget og græssede, eller om den rent faktisk havde taget hele turen tilbage til Neutranium? Hvis hendes hest tog turen hjem var der dog en ting, som var sikker. Hjælp ville blive sendt efter hende.. Det var dog også en uro, som hun helst så sig foruden, da der indtil nu ikke var sket hende noget ondt. ”Den fornemmede din tilstedeværelse, før jeg gjorde og tog flugten,” indrømmede hun. Hvorfor også lyve? Den var trods alt selv på sporet af det.

[Damien Nathanael Adams]

En svag brummen forlod Damiens hals, idet hans ravgule øjne igen hvilede på hendes skikkelse. Smerten var ved at aftale i benet, men han kunne selvfølgelig godt mærke det endnu. Det var jo også en forholdsvis stor vægt, som blev lagt på det ben i forhold til hvad man kunne sige, var normalt for et væsen at bære.
Han prustede tungt, da han roligt hævede hovedet. Han var stor i forhold til hende, også selvom han ikke anså hende som et måltid. Det var slet ikke hans kop the at gøre den slags. Han kneb øjnene let sammen. Hun havde ganske vidst hjulpet ham.. og hvorvidt om såret ville heale? Det vidste han ærlig talt ikke om det ville. Dette havde han ikke været ude for før. Han forholdt sig rolig overfor hende. Til nu havde hun jo faktisk ikke givet ham nogen grund til at handle anderledes end hvad han gjorde lige nu, og derfor var han jo som han var lige nu. #Det vil tiden jo vise,# sagde han blot med en ro i stemmen. Han slog let med vingerne endnu en gang.. Vingerne var ømme.. Den ene særligt, fordi at han var hamret direkte ind i klippen her, da spyddet havde sat sig i hans ben.. så selv det var uden tvivl en tanke som virkelig irriterede ham. Hesten var stukket af.. og kendte han det ret, så havde det taget flugten langt herfra, nu hvor der var en drage i nærheden. #Det bliver en lang tur hjem... Mørkelver..# Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han havde meget at takke hende for, men ordet 'tak', kom stort set sjældent over hans mund. Ja faktisk, var det utrolig at han i det hele taget førte en samtale med hende, for det gjorde han aldrig.. han førte aldrig nogensinde en samtale med folk. #Dyr har for vane, at være bange for mig..# En skadefro stemme meldte sig. Et sted nød han jo at have den magt over andre og andet.

[Deleted]

Denjarna hævede let det ene øjenbryn ved dragens svar. Hvorvidt det var et svar til hende, eller om det ment til såret, om det ville lukke sig på naturlig vis, vidste hun ikke. Selv vidste hun dog, at hun var i stand til at sætte healingsprocessen i den rigtige retning ved hjælp af sin elviske kunnen. Sjældent var det måske, at hun udfoldede sig på den vis, men alligevel vidste hun, hvad hun var i stand til og ej. Intet sagde hun dog til dets kommentar, som hun derimod blot skubbede sig op på benene igen. Med en let hånd valgte hun at børste det værste støv af tøjet, inden hun igen vendte det sølvgrå blik i dragens retning. Selv var hun endnu i tvivl om, hvorvidt hun kunne stole på væsnet, og især med den lettere spydige kommentar, som den afgav. Stolt rankede hun sig op. ”Hvis ej min hingst er at finde ved udmundingen af bjerget, vil et hold højst sandsynligt blive sendt efter mig,” svarede hun i en sikker tone, som hun slet ikke tvivlede på det. Hun var landets dronning, og hvis tjenestestablen og vagterne på Neutranium så deres dronnings hest, uden selveste dronningen, ville de straks sætte en eftersøgning i gang efter hende. Der var muligvis ikke sket hende noget alvorligt, men det ville de aldrig kunne vide. At dyr frygtede den mægtige drage, behøvede den skam ikke at fortælle hende. Var det ikke åbenlyst at det var sådan? Dragen måtte trods alt være det største rovdyr på denne klode. Dog havde det været sagt, at arten var uddød, men alligevel stod dette pragteksemplar for øjnene af hende.. Det var uden tvivl et særsyn, som hun endnu skulle vænne sig til. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Overrasker dette dig virkelig?” lød det stilfærdigt fra hende, som det næppe kunne gøre det.

[Damien Nathanael Adams]

Lige i øjeblikket måtte Damien erkende, at han ikke vidste om han skulle regne med at hans ben ville heale bare sådan uden videre. Det var dog hans problem.. Det var ikke noget som ville belemre hende med. Han var ikke meget for selskab generelt, selvom det nok ikke var svært at finde ud af. Han slog let med halen, inden han igen så mod hende. Han var selvfølgelig taknemmelig for hendes hjælp. Ved hendes ord, måtte han da tydeligt knurre direkte irritabelt.. Tanken om at et helt hold skulle komme ud efter hende.. Dertil ville de jo få øje på ham. Og det ønskede han slet ikke! Han blinkede lettere tænksomt med øjnene, og forholdt sig stille for et kort øjeblik. #Lad mig flyve dig hjem,# endte han påludseligt. Selv var han ikke meget for tanken om at skulle lade nogen komme tæt på ham generelt, men noget var han jo trods alt nødt til at gøre, og hvis det sikrede ham efterfølgende, så passede det ham egentlig ganske udmærket. Halen slog han let med, inden han igen forsøgte at rejse sig. Han var øm ganske vidst, men det var bedre end alternativet, og hvis han nu kunne få hende ned og selv komme væk fra denne klippesats, så var det jo et sted at starte. Så kunne han da komme mere i skjul, end at sidde herude i det åbne. Han havde nemlig ikke nogen anelse om at han faktisk stod overfor landets dronning. #Du må være vigtig, siden de vil sende et helt hold ud efter dig,# pointerede han med en selv nysgerrig stemme. Hvem var det egentlig han stod overfor? Hendes hest var løbet.. ja, og forhåbentlig ganske langt væk, så ville hun egentlig bare stå her? Han sænkede hovedet og førte det en smule tættere på hende. Han ville ikke for tæt.. men hun gjorde ham nu alligevel ganske nysgerrig. 

[Deleted]

Automatisk trådte Denjarna et skridt bagud, som det fjendtlige i dragen igen trådte frem, som den knurrede. Hvad der havde fået den til det, vidste hun snart ikke. Den havde trods alt knurret ved hendes blotte tilstedeværelse. Måske havde den fået nok af hendes tilværelse? Overrasket måtte hun dog blinke med øjnene, som det åbenbart ikke var tilfældet.. Slet ikke! Flyve hende hjem? Hendes hjerte sprang et slag over, som hendes sølvgrå blik fokuserede på dens hoved, inden de måtte kaste et blik på de mægtige vinger. Flyve? Hun havde aldrig fløjet før. Dog måtte hun sige, at hun et sted begærede tanken. Tænk engang.. At skulle sidde på en drages ryg.. Hende? Ifølge historierne tilfaldt den ære kun dragerytterne. En race som ligeså skulle være uddød, og måske ikke? Hun stod trods alt overfor en drage nu. ”Du ønsker at bære mig på din ryg?” endte hun med at spørge, som hun helt måtte tvivle på, om hun havde hørt rigtigt eller at dragen drev gæk med hende. Hun betragtede den. ”Jeg tror næppe, at det er i deres ønske at undvære mig,” svarede hun dragen, som et ja til, at hun var vigtig. Dronningen var vel også den vigtigste i landet? Dog vidste hun ikke, hvorvidt drager gik op i regimer. Måske gjorde de? Intelligente væsner sagde man jo, at de var. Det at de kunne kommunikere sagde trods alt heller ikke så lidt igen. Som den førte sit hoved tættere på hende, måtte nysgerrigheden og fascinationen blusse op i hende på ny. Forsigtigt hævede hun sin højre hånd. ”Må jeg?” spurgte hun stille, som det måtte ligge i hendes ønske at røre dets mægtige hoved. Farligt var det måske, men var hendes ønske virkelig så galt? Hvem ville ikke ønske at mærke en drage, hvis de stod overfor en, og hvis den tillod det?

[Damien Nathanael Adams]

Glæden ved at sidde på en drages ryg og flyve igennem himlen tilfaldt under normale omstændigheder ganske vidst en dragerytter, men nu var der vel intet normalt i det her? I hans øjne, var det bare bedre at flyve hende hjem, end at skulle vente på at halve kavaleriet ville komme her og finde hende - og finde ham. Det ønskede han da slet ikke. At hun så derimod reagerede så voldsomt på det, som om at det direkte kom bag på hende, var noget som et sted morede ham. En morskab som han yderst sjældent følte faktisk. #Tror du virkelig, at jeg ville tilbyde det, hvis jeg ikke mente det? Jeg flyver dig hellere hjem, end at blive beskudt når de kommer for at søge efter dig,# endte han blot. Det var mindre risikabelt, selvom der var en risiko i sig selv i det. 
Hovedet stak han tættere på hende. Han var nysgerrig, og siden hun sagde, de ville komme for hende, måtte hun være vigtig.. men hvor vigtig? Han var ikke dum og han forstod sig skam godt på det menneskelige hierarki. Han havde jo altid været i sin egen kategori.. eller en udgørelse af munden sammen med næsten alle andre bønder som gik rundt i landet, også selvom de færreste vidste at han var der.. Nu gjorde hun det jo faktisk.. Og hun var nok en af de meget få. #Du må være vigtig for dem i så fald,# konkluderede han, inden han vendte de gule øjne direkte mod hende, da hun hævede hånden. Ikke fordi at han var bange for at hun ville slå eller noget lignende.. Han ville æde den hånd i så fald! Han trak vejret dybt. Han var jo slet ikke vant til at blive berørt.. men den varme.. Det havde jo føles meget godt. #Du har min tilladelse,# sagde han roligt. Et sted selv spændt. Han var jo slet ikke vant til at nogen faktisk berørte ham.

[Deleted]

At det virkelig passede, at Denjarna måtte tage plads på dragens ryg, følte hun sig dybt benovet over. Selv ville hun nemlig mene, at det var en yderst personlig handling for en drages vedkommende at lade en rytter komme op på den. Hun blinkede let med øjnene. Ja, hun havde vel troet, at den lavede fis med hende. Var det også så underligt igen? Det kom trods alt så pludseligt.. Ganske vidst havde hun trukket spyddet ud af dets ben, men stadig kunne hun ikke glemme, at de lige havde fundet hinanden, samt hvor fjendtlig den allerførst havde reageret overfor hende. Skulle hun mon takke ja? Hun kunne som sagt ikke benægte, at hun begærede det.. ”De ville ej beskyde dig, medmindre jeg gav dem tilladelse til det. Det vil dog være mig en ære at få lov til at sidde på din ryg.. Jeg tror dog, at det er bedst, hvis du placerer mig en kilometer eller to fra mit hjem. Ser du.. Jeg bor ikke just et lille sted. Ligeså tror jeg, at det vil bringe mere gavn end skade at føre dig så tæt på,” valgte hun ærligt at sige. Sandt var det, at hun kunne forhindre et angreb, hvis hendes folk kunne se hende og tale med hende. Dette kunne dog ikke lade sig gøre, hvis hun sad på dragens ryg, alt imens den fløj ind over Manjarnos største og mest befolkede by. Derfor kom hun også med sit lille forslag i stedet.
Som Denjarna fik tilladelse til at røre dette magiske væsen, mærkede hun, hvordan hendes blod måtte pumpe hurtigere gennem kroppen. Usikkerheden følte hun stadig, men fascinationen og nysgerrigheden vægtede bare det mere.. Langsomt valgte hun at træde tættere på det hoved, som den nu havde sænket til hendes højde. Den størrelse.. Det var utroligt! Selv hovedet var større end hende! Hun tog en dyb indånding, inden hun blidt valgte at ligge sin hånd imod det der måtte være dets næseryg. En sitren gik igennem hende. Blidt mærkede hun dets skæl.. Følte dets varme.. Mærkede hvordan dets hoveds bygning var.. ”Utroligt,” mumlede hun stille, alt imens hun nærmest kærtegnede dets hoved.

[Damien Nathanael Adams]

Damien stolede slet ikke på mennesker.. Selvom denne kvinde havde vist sig at være god ved ham, så ville han da også vise sig lidt fra den gode side, som han jo vidste, at han havde et sted derinde. Hun havde revet det spyd ud af hans ben.. så kunne han godt vise sig, fra en lidt anden side, end det som hun viste sig fra. Han blinkede let med øjnene og med den samme ganske gennemborende mine. #Hvem er du...?# Hun gav ham en masse ledetråde, som i hans forstand, slet ikke gav mening på nogen måde. Hans blik hvilede på hende.. der var ikke rigtigt noget som direkte indikerede, at hun var noget af forbandet høj klasse, men hvad vidste han.. Han kendte jo ikke rigtigt nogen, som han ikke var kendt med noget.

Hun virkede nu til at være flink nok.. En tanke som Damien ikke rigtigt vidste hvordan han skulle tolke eller tackle i længden, men hvis det betød så meget for hende, at røre ved ham, så skulle hun da endelig få lov til det. Det var jo heller ikke fordi at hun direkte agerede som nogen trussel overfor ham, og det var det som i hans øjne, også måtte være det vigtigste. Hendes strøg over hans næseryg, fik ham til at lukke øjnene ganske let. Så forsigtig som hun var.. sådan som hun mærkede efter. Hans øjne åbnede han igen ganske let. Han kunne lige se hende, men lukkede øjnene endnu en gang. Det føles godt.. det måtte han sige, og særligt fordi at hun var så forsigtig som hun nu end måtte være, hvilket kun var meget bedre. #Det kan kun være så utroligt, hvis det er din første drage,# endte han sigende. Han vidste jo, at de ikke var særlig mange af dem tilbage.. og særligt dem med en formskiftende evne til at indtage præcist denne skikkelse. Dem var der endnu færre af.

[Deleted]

Hvem hun var? Ja, Denjarna spekulerede endnu over, hvorvidt regenter havde betydning for drager. De havde vel først en betydning for dem den dag, at de gik imod dem, og det kunne man ikke just sige, at hun havde. Indtil nu havde hun trods alt kun hjulpet den.. Dog kunne hun ej heller sige, at hun havde været sikker på deres eksistens, indtil nu, hvor hun havde set denne drage med sine egne øjne. Lige i øjeblikket var hans art nemlig intet andet end en myte. De sikre sølvgrå øjne fæstnede sig på dets ravgule. ”Jeg er Denjarna Dark Dynithril.. Siddende regent på den manjanske trone,” præsenterede hun sig selv. Hvorvidt drager spekulerede over de forskellige regimer, ville hun da finde ud af nu.
Som Denjarna fik muligheden for at røre dette mægtige væsen, tøvede hun ej heller med at gøre det. Blidt søgte hendes fingrer over dets skæl, som hun mærkede deres hårdhed og deres form. Fascinerende fandt hun det, som hun ikke just kunne sige, at hun nogensinde havde følt eller set noget lignende.. Han var i sandhed et fantastisk væsen. Øjnene måtte hun også helt lade falde til dens, hvor det helt syntes, at den nød hendes kærtegn. En tanke der fik smilet til at brede sig på hendes læber, inden det blev til et morende et ved dets næste ord. ”Jeg kan ikke just sige, at din slags hænger på træerne.. Derfor må du være den første, som jeg ser,” sagde hun sandfærdigt. ”Dog kan jeg kun forestille mig, at I altid er et fantastisk syn. I er trods alt et af verdenens vidundere.” Langsomt trak hun sin hånd til sig igen. Hun kunne sagtens stå således i flere minutter, men selv følte hun, at det ville være at presse citronen en tand for meget. Derfor valgte hun også at træde et skridt tilbage igen, så dragen igen fik en smule mellemrum mellem hende og den.

[Damien Nathanael Adams]

Damiens gule øjne hvilede intenst på denne kvinde. Hvem og hvad hun var, havde han ingen anelse om. Det eneste som han jo faktisk kunne konkludere, var det faktum, at hun måtte være vigtig. Hvorfor skulle hun da ellers have et helt hold til at søge efter hende? Samt hendes måde at tiltale andre på, var jo lige så noget, som faktisk kun bekræftede det for ham. Han brummede ganske let for sig selv. I sig selv, måtte hendes navn ikke just sige ham noget.. men titlen 'dronning' var han skam kendt med. Og siden hun måtte være en regent på stedet her, så måtte det jo trods alt være hvad hun var. #Navnet siger mig intet, men en dronning må du jo være.# Han rev let i klippen under sig med de store klør, inden han lod hovedet sænkes. Han var stor.. langt større end hende, hvor man næsten kunne sige, at hans hoved i sig selv, var lige så stort som det hun var.
Ved hendes blide berøring over hans næseryg, lod han øjnene glide i. Det føles mere godt end hvad han lige havde regent med. Han var ikke vant til kontakt, som han ej var vant til at færdes omkring nogen i det hele taget, da han var vant til livet og tilværelsen alene. Sådan havde det jo trods alt også været i mange år for ham. Du smigrer, Denjarna.. Sandt at sige, at vi ikke er mange tilbage.. ganske få.. Jeg kender kun om en enkelt som besidder de samme evner som jeg,# endte han roligt, som han igen åbnede øjnene, da hun trak hånden til sig. Naturligvis glad for at hun tog hensyn og ikke bare tog udnyttelse af situationen, nu hvor hun endelig havde muligheden for det. Hovedet trak han let til sig igen og hævede det så en smule fra jorden. Han sænkede vingerne lige så. #Skulle jeg flyve dig til et nærtliggende område af hjem?# endte han sigende. For ham var det bare bedre at få hende ned.. og gerne inden folk satte efter hende.

[Deleted]

Det at hendes navn var ukendt for dragen, var en ligeså ukendt oplevelse for Denjarnas vedkommende. En offentlig person måtte hun nemlig være, som alle mere eller mindre kendte en eller anden historie om hende. Derfor kunne hun ikke just sige, at hun nogensinde havde stået overfor en person, der kendte til intet omkring hende. Var det mon fordi, at dette var en drage? Det ville ikke undre hende, hvis det var således. Et sted var hun faktisk … glad for, at navnet sagde den ingenting. Forfriskende var det nemlig at kunne starte på en helt frisk med en. ”Du har ingen ide om, hvor lidt jeg hører det,” sagde hun sigende, inden hun smilede svagt. ”Men Manjarnos dronning er jeg, da.” Hånden trak hun roligt til sig igen, som hun stoppede den blide berøring af dets næseryg. Skønt det havde syntes, at den havde nydt det, og at hun havde været dybt fascineret ved prøvelsen, ønskede hun ikke at trække den for langt. Respekt havde hun trods alt for den, og det var vel også kun på sin plads. Den kunne trods alt knuse hende så let som ingenting. Nysgerrig blev de sølvgrå øjne. ”Hvad mener du med, at du kun kender en enkelt som besidder de samme evner som dig?” spurgte hun den nysgerrigt, som hun ikke forstod. Den sagde nemlig ej, at der var en drage mere, men derimod at der var en anden med dens evner. Hvilke evner refererede den mon til? Ved dens ord mærkede hun helt en kriblen i sin mave. Spændt så hun i retningen af dens vinger og ryg. Dog også med en vis frygt i blikket.. Hun havde aldrig fløjet. Var det mon sikkert? Var det mon let? En ting var dog sikkert.. Dette ville uden tvivl blive en oplevelse! Hun endte med at nikke. Kunne hun andet? ”Det vil være mig en glæde at flyve hjem på din ryg.”

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde aldrig som sådan snakket med nogen, så hvorfor skulle han dog vide at hun var den hun var? Hans blik hvilede intenst på hendes skikkelse og med den samme gennemborende mine. Det var bar sådan at det var for ham i denne skikkelse. Han brummede let. Hun hørte det for lidt? Hun måtte være kendt derude i det tilfælde.. meget kendt endda. #Dit navn må være meget på folkemunde, om det ikke er noget du hører særlig ofte,# endte han sigende, inden han lod hende trække hånden til sig igen. En dronning? Han stod faktisk overfor dronningen af landet her? Et sted var det selv for ham, var det en ganske forunderlig tanke. Han trak hovedet en anelse til sig, også selvom han for nu havde valgt at lægge sig ned på jorden for fødderne af hende. Selvom han stadig var meget større, og stadig kunne tage hendes liv så let som ingenting, om det var det som han gerne ville, så var det naturligvis også det som han gjorde, om det skulle være det. #Evnen til at flyve.. evnen til at blæse ild.. evnen til at rejse sig som det store væsen vi er. Vi er ved at uddø.. Folk jager os.. driver os væk for de evner som vi har..# forklarede han ganske sandfærdigt. Det var jo lidt derfor at han reagerede på den måde som han gjorde. Han stolede nemlig ikke på nogen. Han ville gerne flyve hende hjem, for så var han sikker på at der ikke ville ske ham noget. Og for ham, var det jo det vigtigste lige nu. #Så sæt dig op.. Så skal jeg nok sikre mig, at du kommer hjem,# endte han roligt. Han sænkede sine vinger, så det ville være muligt for hende, at krybe op bag hans nakke og sætte sig. Det var det eneste sted, som han direkte kunne forestille sig, at hun kunne sidde, uden direkte at frygte for at falde af.

[Deleted]

Sandt var det, at navnet Denjarna var på folkemunde. Længe havde hun dog også været i denne verden, og meget havde hun opnået, og derfor var det bestemt ikke så underligt igen. Særligt nu måtte hendes navn være i omløb, som det ej var mange måneder siden, at hun havde taget den manjanske trone. ”Mit navn har i mange år vandret på folkemunde,” erkendte hun roligt, som der bestemt ikke var nogen grund til at omgå sandheden. Ganske vidst nød hun, at hun var ham ukendt, men ej heller var hun bange for den person, som hun var. Hendes hoved søgte på sned. ”Du har endnu ikke fortalt mig dit navn.. Selv drager må have navne,” efterspurgte hun nysgerrigt. Nysgerrig var hun omkring hans væsen, og et navn var vel altid på sin plads? At hans og en andens evner var det at være en drage, fandt hun til dels skuffende, da hun lige havde troet, at hun ville have fået en anden historie fortalt. Dog var det hende stadig en stor ting.. ingen tvivl om det. ”Jaså. I er uden tvivl prægtige væsner.. Ligeså er det forståeligt, at I er jagtet, men ligeså er det en skam,” sagde hun stilfærdigt. Ej havde hun i sinde at jagte den. I hvert fald ikke så længe, at den ikke ruinerede hendes land, og det kunne man ikke just sige, at den havde gjort indtil nu. Hun havde trods alt end ikke kendt til dens eksistens. Hun bed sig selv let i læben, som den bed hende om at tage plads. Det ville virkelig ske.. Nu. Som hun havde fået tilladelsen, valgte hun at bevæge sig om på siden af den, hvor hun kunne komme op. Stor var den, og derfor var det ikke ligefrem let. Umuligt havde det været, hvis den endnu havde stået op. Forsigtigt kravlede hun sig vej op til dets nakke, som hun vitterligt ikke havde erfaring med dette! En dyb indånding tog hun, inden hun roligt pustede ud igen. Hun sad her virkelig. Ved dens nakke lige foran dets vinger sad hun. Prøvende lod hun sine fingre glide over dets hals, som det var svært at nænne sig. Hun rynkede brynene en anelse, inden hun så imod dets hoved. ”Nu flyver du vel roligt.. ikke?” spurgte hun, hvor det ikke skulle undre hende, hvis han kunne spore nervøsiteten i hendes stemme.

[Damien Nathanael Adams]

Damien stod ikke bare overfor dronningen af Manjarno, men også en med en vis form for berømthed. Han kneb øjnene let tænksomt sammen og med hovedet, som han lod søge let på sned. Løgn var det jo trods alt heller ikke. Det var i sig selv noget som måtte være med til at vække selv hans nysgerrighed. Den store tunge førte han let over de spidse tænder. #En berømthed med andre ord.. På den gode eller den dårlige måde..?# Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Hans navn var ukendt for stort set alle.. Selv til tider glemte han det faktisk selv, da der ikke var nogen i hans liv, som faktisk var kommet ham tæt nok til at han skulle give dem hans navn. Han blinkede let med øjnene endnu en gang, også selvom han dog ikke tog dette som nogen trussel af nogen slags, for det havde han heller aldrig haft nogen grund til. Han brummede let.. Skulle han give hende det? Eller skulle han lade være? #Du er den første som i mange, mange år, har været så tæt på, til at stille mig det spørgsmål.. Jeg blev navngivet Damien,# forklarede han roligt. Det i sig selv, var et meget menneskeligt navn.. Men et menneske, var han jo tros alt også på indsiden.
Damien opfordrede endnu en gang Denjarna til at tage pladsen på hans ryg, så han kunne føre hende hjem. Han vidste jo trods alt heller ikke hvor lang tid hendes hest kunne bruge på at komme tilbage til hendes hjem uden rytter, eller hvor hurtigt resten af hendes tjenestestab ville reagere på det. At hun så tog pladsen foran hans vingeled og ved hans nakke, passede ham egentlig ganske fint. Det gav ham rig mulighed for at bruge vingerne, uden at det var i vejen for ham. Han rejste sig roligt op.. Nu hvor han havde hende på nakken, var der andet at tage hensyn til. #Hold fast, Denjarna..# Han hævede hovedet, inden han direkte kastede sig ud fra klippen og lod sig falde... frygtelig mange meter.. Vinden blæste direkte mod hans ansigt, og ganske få meter fra jorden, rettede han op, bredte de store vinger og søgte direkte mod himlen med faste, men rolige og stabile vingeslag.