A trip to the mountains

[Deleted]

”Både og,” valgte Denjarna blot at svare. Et passende svar var det vel også, hvis man kendte hende? Selv mente hun, at der var en logik i alle de valg, som hun havde truffet. Dog var det ikke alle, som var enige i hendes valg, og derfor kunne de se dårligt på det. Det hele kom vel bare an på, hvem man spurgte? Hun var nemlig både en elsket og en hadet kvinde. ”Damian? Et flot navn,” svarede hun roligt. Mente det, gjorde hun skam også, da hun anså det for at være et godt navn. Det var måske ikke så episk, som man kunne have forestillet sig, men nok om det.. At hun ligeså var den første i lang tid, som bad om dets navn, forundrede hende ikke. Let havde det trods alt ikke været for hende at komme tæt på ham, så hvorfor skulle det være meget anderledes med andre?
Som Denjarna fik taget plads ved dragens nakke, måtte hun nysgerrigt kaste blikket omkring. Hvordan ville dette mon blive for hende? Allerede nu kunne hun også mærke, hvordan hendes hjerte måtte slå hurtigere.. Skønt han rejste sig roligt, kom det hele uventet og nyt til Denjarna, og derfor klamrede hun også sine ben ind til den, alt imens hun støttede sine håndflader mod dets hals. Var dette mon det rette at gøre? Meget længere nåede hun dog ikke i sin tankerække, inden et sug gik igennem marv og ben på hende, som den bare … sprang ud. Et lille overrasket skrig forlod hendes læber, og mange sekunder gik der ikke, før hendes arme omfavnede dets hals, som hun direkte klamrede sig til den! Åh gud.. Åh gud.. Ansigtet gemte hun ligeså mod dets skæl, som vinden ellers ville rive i hendes ansigt, sådan som de var i frit fald. Dog blev det straks mere behageligt, som dragen … eller Damian rettede sig om og fløj let igennem himlen. Prøvende løftede hun sit hoved et par centimeter fra dets hals, så hun i stedet kunne skæve ned mod jorden. Hun fløj.. og der var langt ned.. Direkte mundlam var hun, som hun endnu skulle vænne sig til hele oplevelsen, og derfor flyttede hun sig ej heller meget fra dets hals.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var uden tvivl stolt af sit navn, og derfor var han bestemt heller ikke bange for at give hende det. At der så også tilfaldt ham et mellem- og efternavn, var så ikke noget som han havde tænkt sig at give hende - endnu om ikke andet. #Jeg takker,# endte han sandfærdigt, inden han rejste sig med hende på ryggen.
Damien kastede sig ud for klippen. Det var sådan det var nemmest for ham at opbygge farten som skulle til for ham, for at rette op og komme op mod den store himmel. Nu hvor han havde lovet at flyve hende hjem, så var det så sandelig også hvad han havde i tankerne at gøre. Han havde ikke tænkt sig at smide hende af eller noget lignende, da der heller ikke var nogen grund til at han gjorde det. Han ville jo ikke have landet her på nakken! Ved lyden af hendes skrig.. morede det ham. Han havde jo heller ikke ligefrem prøvet at flyve med nogen på ryggen før, så selv for ham, var dette faktisk ganske nyt. Han søgte op mod himlen, også selvom han tydeligt kunne mærke hvordan hun klamrede sig mod ham. Han fløj stabilt og roligt. Selv havde han jo ikke nogen anelse om hvor en dronning måtte opholde sig uanset, så hun var jo nødt til at guide ham lidt. Han sænkede hovedet lidt og drejede det, så han lige kunne tage hende i blik. I og med at det var ved at være sent, var det også tildels mørkt, og derfor var det nemmere for ham selv at holde sig skjult. #Du har ingen grund til at gemme dig.. Det skulle være trygt nu,# forklarede han inden han igen vendte blikket frem for sig. Vinden ramte ham i hovedet, og det føles rart.. Benene have han nærmest trukket op som en fugl tæt ved hans egen krop, så vindmodstanden ikke var særlig stor. Igen slog han let med vingerne. #Du må guide mig til hvor du vil have jeg skal sætte dig af,# fortsatte han. Han ville jo nødigt komme for tæt på andre mennesker, som i værste tilfælde, ville gøre ham ondt.

[Deleted]

Selve dykket måtte være en skræmmende oplevelse fra Denjarnas side. Skræmmende hurtigt gik det nemlig, og skønt Damian selvfølgelig vidste, hvad han gjorde, frygtede hun selvfølgelig stadig at ramme jorden. Dette var trods alt hendes første gang på ryggen af en drage. På ryggen af en drage.. Hvor mange kunne lige sige det? Glad var hun dog, som spændingen og fascinationen endnu emmede lunt i hende. Mere modig og mere rolig følte hun sig dog, som han endelig rettede op. Det gjorde, at hun kunne trække vejret mere roligt, skønt hendes hjerte endnu piskede af sted. Usikkert skævede hun ned mod jorden. Hun var længere oppe, end hun nogensinde havde været.. Skræmmende var tanken. Hun tog en dyb indånding, som hun forsøgte at samle sit mod. Hun skævede i hans hoveds retning, som hun nu fik besked om, at alt var i orden. Det kunne han sagtens sige. Han var vant til at flyve! Dog forsøgte hun lettere modstræbende at løsne taget om hans hals. Varm følte hun sig helt, skønt luften var kølig, men det var, hvad det var. Helt rankt fik hun dog ikke sat sig, men lidt op var hun da kommet, ligesom hun nu valgte at flytte sit blik rundt. Fantastisk var det.. men endnu et skridt ad gangen. ”Hvor er det smukt,” endte hun betaget med at sige, som verdenen måtte se helt anderledes ud fra ryggen af en drage. Blikket vendte hun mod hans hoved. ”Tak fordi, at du viser mig det.” Dybt beæret var hun endnu over, at hun havde fået tilladelse og muligheden for dette. Det var utroligt. Dragen var utrolig. At han bad hende om at lokalisere det sted, hvor hun ønskede at blive sat af, undrede hende sted og så dog ikke.. Som drage måtte man vel kende alle verdenens hjørner, men kendte de mon også til alle navnene? Navnene på landene.. Navnene på byerne. Hun vidste det faktisk ikke. ”Jeg bor i Ityrial. Manjarnos største by og hovedstad.. Du vil finde byen et godt stykke syd for bjergene her.”

[Damien Nathanael Adams]

For Damien var det her trods alt en hverdag.. Han fløj dagligt, og helst gerne om natten, hvor han vidste, at der ikke var nogen til at se ham, men selv han havde brug for at strække de store vinger engang imellem, og gerne uden muligheden for at blive skudt ned! Han brummede næsten som havde det været et forsøg på at grine. Det morede ham at se hende reagere sådan, når hun havde været så fattet, da de havde stået på jorden.. Dengang de havde stået på klippen, og hun havde revet spyddet ud af hans ben. Under normale omstændigheder så ville han have slået hende ihjel.. men for ham, så var den hjælp som hun havde skænket ham, en af slagsen, som han ikke kunne undvære - desværre. Og for nu, så var det bare vigtigt for ham at det hele blev gjort på en rigtig måde. Som hun fortalte, at det hele var smukt, måtte han i sandhed give hende ret. Han elskede at se byerne og det hele fra himlen af.. flyve rundt deroppe, og vide, at ingen ville kunne gøre ham noget. #Det er i sandhed et smukt sted.. Når man ser det oppe fra,# medstemte han sigende. At hun så direkte takkede for det, sagde han dog ikke noget til. I hans øjne, gjorde han sig selv en tjeneste, ved at flyve hende hjem.
Damien vendte blikket i retningen af sydgående retning for bjerget, som han lige var sprunget fra. Selv ragerede han ikke så tungt på det igen, men ikke desto mindre.. Så var det også en god idé at få hende hjem.. Han ville dog også gerne vise hende lidt af hans verden.. Måske for at sikre sig, at han fik lov til at leve i fred efterfølgende. Heroppe var der jo trods alt heller ikke nogen som fandt hende eller ham for den sags skyld. #Udmærket... Der er lige noget, jeg vil vise dig først..# Han slog kraftigt med vingerne, for at få mere højde på, inden han søgte mod Manjarnos centrum.. mod parken og mod søen. 

[Deleted]

Aldrig havde Denjarna set noget lignende. Verdenen så lille og næsten ubetydelig ud heroppefra. Tænk at se verdenen således dagligt.. Som drage måtte Damian virkelig ikke have mange problemer. Det var i hvert fald hendes umiddelbare tanke, skønt han havde indrømmet, at hans slags var en jaget art. Hun tog en indånding. Vinden kærtegnede hendes ansigt, alt imens hendes lange ravnsorte hår hvirvlede omkring. Ej måtte det være det mest ideelle at flyve med løst hår, men hellere det end at have været foruden denne oplevelse! For det måtte hun i sandhed være taknemmelig, skønt det var hende, som havde hjulpet ham. ”Verdenen synes så lille heroppefra.. Hvor situation dernede er vel næsten være irrelevant for en som dig,” sagde hun, som hun havde svært ved at forestille sig, at en drage som ham tænkte meget over verdenen. Hvorfor også gøre det, når man var så stor og majestætisk? Hendes blik gled omkring. Det var jo helt fascinerende. Hænderne holdt hun endnu mod hans skællede hals, men som tankerne fløj, og som hun sugede nye indtryk til sig, ænsede hun end ikke, hvordan hun rettede sig mere og mere op. Det skete vel, som hun blev opslugt af sine omgivelser, og som hun blev mere tryg ved situationen. Det var vel også et tegn på tillid? Nysgerrig blev hun ved hans ord. ”Hvad ønsker du at vise mig?” spurgte hun ham lige efter, som hun allerede nu spekulerede over, hvad det kunne være. Var det mon visse punkter set fra himlen? Var det et særligt sted, som man kun ville finde til himmels? Hun vidste det ikke.. Hvad interesserede drager sig overhovedet for? Ja, hun måtte indrømme at dragen her, var hende et stort mysterium. Gad vide om hun nogensinde ville få opklaret nogle af sine mange spørgsmål? Ville hun se dragen her igen? Ville den leve fredeligt videre – alene – igen?

[Damien Nathanael Adams]

For e som Damien havde og ville verden aldrig nogensinde blive særlig stor. Hvorfor skulle den være det? Han kunne flyve.. Se det hele på en afstand, som han ikke havde gjort det til nu. Selvom Denjarna direkte klamrede sig til ham, var han ganske rolig.. Han fløj stabilt og roligt, så der var i hans øjne, ikke nogen grund til at holde sig så klamrende fast til ham, som det hun gjorde lige nu. Han brummede svagt igen. Hvordan verden var skruet sammen under ham, havde han ganske enkelt ikke nogen anelse om, for det havde aldrig været nødvendigt for ham at tænke i de baner. #Verdenens situation er mig fuldstændig irrelevant.. Så langt jeg får lov til at leve mit liv, og jeg får lov til at leve mit liv, så er jeg ligeglad.. Ingen har vidst eller kendt til min eksistens.. Før du kom,# endte han med en ganske sandfærdig mine. Hvorvidt om det var en god eller en skidt ting, havde han endnu ikke fundet ud af, men det ville tiden nok også vise ham. 
Damien fortsatte mod parken og mod søen.. Det var altid smukt herfra og særligt om natten. Han slog let med vingerne. Der var mange ting som han gerne ville vise hende.. særligt i dette land.. skjult mellem de to store mure, som fraholdt de øvrige fra at betræde stedet her. Det var der vel en grund til? Han kendte jo trods alt kun til de store forgangskrige.. Krige som for mange var ukendte. #Kig ned..# endte han med en rolig stemme. Under dem kunne man se det klare vand fra søen.. den store måne og stjernerne som hvilede over dem, på trods af det faktum, at det var ved at være stjerneklart. Rundt omkring var parken.. med store træer, som lå om området, som et stort og enormt tæppe. Han søgte længere ned, så de kun fløj lige over søen istedet for. Hovedet sænkede han, så det kort strøg over vandoverfladen.. hvor det faldt som støvregn bag dem, som også måtte ramme hende. Han elskede de ture under den mørke aftenhimmel, når der endelig var mulighed for det.

[Deleted]

Beæret var Denjarna over, at hun var den eneste, som kendte til hans eksistens. Det var også selvom hun vidste, at han højst sandsynligt havde ønsket at være foruden. Dog kunne man ikke lave om på skæbnen og den havde villet, at de to skulle møde hinanden. Om det så var for et enkelt sammenstød eller flere, vidste hun ikke. Det kom vel an på, hvorvidt han gjorde sig synlig? Indtil nu havde han trods alt formået at holde sig skjult fra nysgerrige øjne. Enten var det fordi, at ingen havde fundet ham – før nu – eller også havde han dræbt dem, som havde. Selv ønskede hun at holde sig til den første tanke.. Hvis det var den anden som passede, så hendes situation nemlig ikke synderligt godt ud! ”Jeg kunne sagtens forestille mig, at det hele hænger sammen således. Så længe du ej ruinere mit land, vil jeg ligeså mene, at det skulle kunne komme på tale, at du får lov til at leve dit liv i fred,” endte hun med at sige. Selv mente hun det skam også. Dragen var ganske vidst et stort rovdyr, men hvis ej hans brændte skove ned, ødelagde byer og slog folk ihjel.. så havde Manjarno vel ikke et problem med dragens eksistens? Hun havde i hvert fald ikke. Opmærksomt så hun sig om, som hun ej ønskede at spilde tiden, nu hvor hun endelig havde muligheden. Hvem sagde, at hun nogensinde ville få sig en sådan en smuk flyvetur igen? Som han bad hende om at kigge ned, vendte hun nysgerrigt det sølvgrå blik ned mod jorden. ”D-Det er fantastisk..,” var alt, hvad hun fik frem, som hun betaget så ned i det mørke vand, der måtte være den store sø. Det var dog ikke kun søen, som hun kunne se.. Nej, hun kunne se alt, hvad der var over vandet. Hun kunne se dem.. Den blege måne.. De blinkende stjerner.. Syndet var uden tvivl dybt betagende. Nænnede hun overhovedet at sige, at hun formentligt snart skulle ned igen? Hun endte med at slippe et fnis, som han fik støvregn til at falde over dem. Hun morede sig faktisk! ”Kan du lande på vandet?” endte hun nysgerrigt med at spørge. Det var ej fordi, at hun havde i sinde at hoppe af og gå hjem herfra.. Det var vel nærmere ment som et lille pitstop?

[Damien Nathanael Adams]

Det gik hurtigt op for Damien, at han måske havde dømt denne Denjarna for hurtigt. Hvordan folk levede deres liv, var han ligeglad med, så lang tid, at de ikke kom på tværs af det som han levede. Hun havde ikke kendt til ham.. Hun havde ikke vidst, at han havde været der,g og det var så også derfor, at han reagerede på den måde, som han gjorde nu. #Jeg har levet mit liv i mange årtusinder.. Hvis I ej er kendt med min blotte tilværelse, så vil jeg da påstå, at dette er en opgave, som jeg har klaret,# endte han med en rolig stemme. Det var jo heller ikke ligefrem nogen løgn i den anden ende. Han søgte henover søen, så hun ville kunne se det.. Hendes reaktion glædede ham faktisk. Det var denne rute som han stort set altid tog, når han havde muligheden for at gøre det - hvilket ville sige, når mørket faldt på, og der var størst chance for at ingen ville få øje på ham, for det var hans eneste mål i livet - at leve i fred og harmoni. 
#Det glæder mig du kan lide det,# endte han roligt. Selv virkede hun langt mere afslappet ved at sidde på ham nu.. Og selv han måtte erkende, at han godt kunne lide at have hende siddende der. Han lod støvregnen ramme hende, hvor selv hendes latter fik et smil til at brede sig.. Han smilede faktisk. Det gjorde han ellers aldrig! Om han kunne lande på vandet? Det kunne han.. Det var bare ved at være lang tid siden han havde gjort det. #Hold fast,# endte han roligt. Han slog med vingerne en enkelt gang, inden han ved hjælp af kløerne og det som i princippet faktisk var hans arme, vendte en anelse, så farten blev taget af, inden han lod bagbenene ramme vandet først.. Det var med et betragteligt større plask, end hvad et menneske selv ville kunne efterlade. Vingerne bredte han over vandoverfladen, hvor han lukkede luften under dem, så han kunne holde sig oppe. Farten forsvandt.. Og der lå de så.. midt på vandets overflade.

[Deleted]

Denjarna trak let på smilebåndet ved hans ord. Nej, hun havde ikke haft den fjerneste ide om, at der havde fandtes en drage i Manjarno. Ikke før i dag. Hun havde ganske vidst hørt rygter om et bæst i bjergene, men ikke mere end det.. Var det mon Damien her, som de havde refereret til? Folk havde vel næppe set ham, men måske hørt ham eller set skyggen af ham, hvis dragen selv mente, at han havde holdt sig skjult for alle andre end hende indtil nu. ”Det er imponerende, at et væsen så stort alligevel kan være så skjult. Ej har folk snakket om en drage her i landet. Ordet drage falder på ingens tunger længere.. Det har dog rygtes, at et bæst skulle leve i bjergene i Paggeija. På det plan ved jeg dog ikke, om det er dig eller et andet væsen, som der er tale om,” ytrede hun sandfærdigt. Hendes sølvgrå øjne havde midlertidigt fæstnet sig på det smukke syn, som udgjorde sig for øjnene under dem. Aldrig havde hun set søen oppefra. Hun havde allerhøjest set den fra siden eller badet i den, og det var ikke just det samme! Nej, dette var et særsyn, som hun var beriget over at få at se. ”Hvem ville ikke kunne lide det?” sagde hun med smilet på læben, uden det var ment som et spørgsmål. Det var nærmere en konstatering, som han ej behøvede at svare på. Som den lette regn faldt over deres kroppe, kunne hun ikke undgå at slippe et fnis. Det var faktisk utroligt berigende at tage så let på tingene, som hun gjorde lige nu og her! Man kunne vel næsten sige, at hun for øjeblikket havde glemt sin royale titel? De royale pligter.. Den kongelige ekspedition, som hendes rådgiver var blevet sendt ud på.. Som dragen igen lod sig falde i luften, lod Denjarna dengang igen sine arme søge og dets hals. Denne her gang en tand mere kontrolleret. Som dragen landede med sin store krop i søen, sendte den mindre flodbølge af sted, så den nærmeste bred blev oversvømmet. Et syn som igen fik hende til at slippe en varm latter. ”Jeg har aldrig oplevet søen her fra disse vinkler,” erkendte hun, alt imens hun forsigtigt lænede sig en anelse frem, så hendes fingre kunne søge gennem vandoverfladen. Selv måtte hun næsten helt selv lyste at springe i, men det måtte forblive en anden dag..

[Damien Nathanael Adams]

Frem til nu, havde Damien formået at holde sig skjult for omverdenen, og det var skam også det, som han havde tænkt sig at forsætte med, når muligheden for det, endelig ville byde sig - og han var kommet af med hende. At hun selv nød synet så meget, var uden tvivl en ting som glædede ham.. Han inviterede hende ind i hans verden, og inviterede hende til at se mere af hvad han oplevede hver eneste dag. #Det er mig disse rygter referere til, da jeg er det eneste væsen af den størrelse til at husere i bjergene. Mange unge vædder om hvem der tør bestige bjergets top.. Disse skræmmes af skygger og brøl.. deraf rygterne. Ingen - foruden dig, har nogensinde set mig,# fortalte han sigende. Aldrig havde han taget et menneskeligt liv.. aldrig havde han gjort nogen skade på andre, selvom de havde gjort skader på ham igennem årene. Han ønskede bare at leve sit liv i fred.
Damien landede i vandet, også selvom han skyllede en massiv bølge op over bredden, inden den trak sig tilbage til søen igen. Selvom det for ham i dette tilfælde, faktisk var en farlig situation, da han vidste, at mange kunne se ham nu.. så tog han chancen. Hans gule øjne gled direkte mod hendes skikkelse igen. Han holdt sig nu stadig flydende i vandet. Hun nød det.. Han kunne se og mærke det på hende og det var faktisk en tanke som glædede ham. #De færreste har.. Primært på drageryg er dette et syn at tage del og glæde i. Vi bliver jaget og slået ihjel for at være hvad vi er. Engang var drager og min art på himlen som var vi fugle.. Nu kender jeg til en enkelt foruden mig selv.# Hans blik forblev hvilende på hende. Et sted også for at understrege, at det var vigtigt han fik lov til at være.. og særligt nu hvor hun kendte til hans eksistens. Han brød sig ikke om det.. og så alligevel. Det var underligt at snakke med nogen i det hele taget efter så mange år.

[Deleted]

Midt ude på søen havde de landet. Ej gav det det samme store billede, som da de havde befundet sig oppe i himlen, men smukt var det nu engang stadig. Hun kunne endnu ane, hvordan stjernebilledet viste sig i det klare vand, og særligt nu hvor det var ved at falde til ro igen. Uorden i vandoverfladen var der nemlig kommet, som den massive drages krop havde brudt den. Denjarna lyttede roligt til Damiens ord. ”Jeg kunne sagtens forestille mig, at din tilstedeværelse resulterede i flere manddomsprøver. Mænd ønsker som ofte at prale med, hvem der er størst, og en god muligvis for pral kunne uden tvivl være, at de havde kommet dig tæt.. eller sågar fanget dig eller slået dig ihjel. Jeg kunne ligeså forestille mig, at du kunne gå for flere penge på det sorte marked.. Jeg beklager al dette,” sagde hun stille. Ej var hun ude på at gøre ham ondt, men al dette var blot kendsgerninger. Morsomt var det dog, at hun som kvinde, og ”så let som ingenting”, havde kommet tæt på dragen og nu redet den, når nu mænd væddede om dette. Fingrene lod hun flygtigt glide igennem vandoverfladen, som hun strakte sig en anelse. Ligeså sørgede hun for at holde sine ben en anelse oppe, så hendes støvler ej blev gjort våde. Syg ville hun trods alt kun blive, hvis hun i våde klæder rendte hjem. Langsomt rettede hun sig op igen. De sølvgrå øjne fandt dragens hoved, som han igen talte til hende. ”Det må have været et majestætisk syn.. og dog også et skræmmende et at se så mange drager på himlen. Jeg har ej været så heldig at få det ses, skønt jeg vil vove at påstå, at jeg har gået på denne jord i umindelige tider,” sagde hun roligt og lod hovedet falde en kende på sned, inden hun tilføjede. ”Det henligger ikke i mine ønsker, at I uddør.” Et symbol på, at hun personligt ikke ville sætte en jagt i gang efter ham.

[Damien Nathanael Adams]

Denjarna udviste en meget oprigtig interesse for Damien, og derfor havde han faktisk ikke noget imod at fortælle. Selvom det ganske vidst ikke lignede ham at gøre alt det som han gjorde, men.. selskabet var vel godt, nu hvor han endelig fik det? Rygterne om monsteret på toppen af bjerget var han kendt med. Det morede ham. Ganske vidst også fordi at mænd væddet om hvem der turde komme tættest på denne top. For selv Damien var det underholdende at skræmme dem ned igen, uden at lade dem se ham. Denne kvinde var dog anderledes. Hun havde nemlig hjulpet ham.. og nu ville han gerne give hende noget i retur. #Manddomsprøver har der været frygtelig mange af igennem mit liv. Bjergtoppen har jeg dog altid anset for at være min. Jeg har levet der i frygtelig mange år nu. Spyddet ramte på baggrund af en skygge jeg kastet for flere dage siden. Folk finder mig skræmmende. Derfor bliver jeg der. Jeg har ikke i sinde at ende mine dage.. som du siger, på det sorte marked,# endte han sigende. Blot havde han hørt de frygtelige rygter om et sted som det, og det var bestemt ikke et sted som han havde tænkt sig at ende. 
Vandet var endnu en gang lagt til ro, dog selvom det ej var det samme, som at være oppe under himlen. Selv hernede var Damien langt mere vågen.. i tilfælde af, at der skulle komme nogen, for han havde ikke tænkt sig at komme galt afsted. Han brummede let. Han var som et dyr nu.. meget af det menneskelige havde han forlagt for mange år siden til fordel for dragens natur. #Mange år har passeret siden vi blev anset som uddød og den sidste af os blev skudt ned fra himlen. Mange var vi, og frygtet var vi også. Vi som er tilbage er intelligente nok til at holde os i det skjulte, for ikke at lide samme skæbne.# En hård fortælling var det ganske vidst, men ikke desto mindre, så nødvendig. Hans blik gled mod hende igen ved at dreje hovedet en anelse. #Du frygtede mig jo lige så i starten.. tænk på en hel gruppe af din slags mod mig og hvilket blodbad det ville ende i. Vi forsvarer os selv.. Det er hvad vi gør.. Som i gør,# afsluttede han.

[Deleted]

Opmærksomt lyttede Denjarna, som hun var nysgerrig efter at høre, hvad dragen havde at berette om. Hun havde trods alt aldrig før ført en samtale med en drage, og derfor fandt hun det uden tvivl vanvittigt interessant. At han i så fald bare var en ganske normal mand indeni, havde hun ingen ide om. Det ville vel heller aldrig komme på tale, hvis han aldrig indtog den skikkelse. ”Selve bjergtoppen kan du vel rimelig meget også have for dig selv. Det er trods alt de færreste, som søger så langt op. Både fordi, at det er hårdt, og fordi luften ej er den samme i de højder. Derfor kan jeg kun forestille mig, at du forholdsvist trygt kan beholde stedet endnu,” sagde hun ærligt. Det var vel også kun vampyrer, der kunne komme så højt uden nogen kvaler? Hun gøs ved tanken, som hendes foragt for racen endnu måtte eksistere, skønt hun havde dræbt deres leder. Håndfladerne placerede hun roligt mod hans skællede hals igen, som hun havde sat sig op igen. ”Alle ønsker vi at sikre vor egen tilværelse. Koste, hvad det vil.. Det i sig selv er blot en naturlov, og når en frygt samler sig for en race, kan det hurtigt gå grueligt galt for den art. Ligesom det gjorde for Jer,” svarede hun, som hun skam godt vidste, hvordan verdenen hang sammen. ”Derfor handler de tom at spille sine kort klogt, når man er den jagede.” Ganske vidst var hendes race ikke jaget, men jaget havde hun været, og derfor kendte hun skam til det. For nu syntes det heldigvis at være på tilbagetog, som hun havde indtaget den manjanske trone. Ligeså havde personligt valgt at gøre det af med sin største trusset, som hun havde valgt at ende ham, før han havde kunnet ende hende.

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde ganske meget at berette om, da han jo faktisk var en gammel en af slagsen. Han havde frygtelig mange år på bagen, men ingen at berette sin historie til. Han drejede hovedet en kende, så han kunne se hende, som hun sad der på hans ryg. Et sted måtte han jo erkende, at han faktisk godt kunne lide følelsen af, at hun sad der. #Ikke mange væsner kan klare den høje stigning, som de færreste har nogen grund til at søge derop. Jeg lever alene der.. ingen ved at jeg er der - foruden dig ganske vidst. Jeg jager dyrene på bjergets grund.. til tider i skovene her.. men ingen ved at jeg er mig, og jeg eksisterer,# endte han ganske sandfærdigt. Han blev nu bare liggende på vandets overflade. For ham var det afslappende, endelig at mærke vandet mod sin krop igen. Det var faktisk heller ikke ofte, at det var noget som skete, da han et sted var bange for at søge herned. Frygten for at blive set af nogen i det hele taget var ganske stor ved ham. Han sænkede hovedet endnu en gang og sparkede let af med benene, så de kom mere frem. For hende var vandet måske koldt.. Det havde en helt anden virkning for ham. #Mange sagde vi blev for store og for intelligente.. At det kunne udnyttes som våben mod de landlevende væsner på den onde måde. Som alle andre ønskede vi det samme som jer. Det menneskelige væsen kan være koldt og direkte ondt..# Tanken gjorde ganske vidst ondt. Han havde jo set meget igennem hans liv, og særligt i hans unge dage, hvor det at overleve de kolde vintre havde været en direkte udfordring, som havde været tæt på at koste ham livet mange gange. #Kortet skal spilles rigtigt.. vi har valgt at skjule os for vores eget bedste. Ingen ridder på os længere.. ingen viser os respekten, men derimod kun frygt og foragt..# Det var ikke nogen hemmelighed at tiderne havde skiftet. For dragernes del, så til det meget negative. 

[Deleted]

Uden problemer var dragens eksistens for resten af verdenen, hvis ingen kendte til ham. Ganske vidst rygtedes det, at der boede et monster i bjergene, men ingen nævnte ordet drage, og derudover var der også mange, som blot anså det for at være en skrøne. Derfor kunne Denjarna ikke direkte sige noget til, at han var her. Ikke så længe, at han ingen skade udgjorde. ”Hvis det kan foregå således, er det også sådan, at det må foregå. Der må være plads til os alle, og særligt når vi ingen skade udgør. Selvfølgelig er der altid dem, som råber ulven kommer, inden der overhovedet eksistere en fare,” sagde hun sigende. Tavst lyttede hun til hans ord, alt imens hun tænksomt lod sine fingre glide over hans skæl. Endnu måtte hele hans væsen fascinere hende. Selv forstod hun tankegangen for dem, som havde brugt dragerne som våben.. men stadig. De var jo individer, som de havde en logisk tankegang. ”Jeg forstår udmærket, hvorfor det er lokkende at bruge Jer mod vores fjender. I er mægtige, store, flyvedygtige, samt I kan jævne jorden med Jeres flammer.. Det er en pirrende tanke. Dog burde dette kun finde sted, hvis I selv valgte at gå ind i det,” sagde hun ærligt. Han brød sig måske ikke om, at hun forstod det, men hvorfor lyve? Tænk, hvad hun kunne gøre ved lande som Procias, Dvasias og Imandra, hvis de trodsede hende, og at hun så havde en drage. Dog ønskede hun ej at benytte en drage, medmindre den selv ønskede at gå ind for sagen. Al dette ville dog næppe komme på tale alligevel.. Hun så roligt op på ham. Ingen red dem længere og dog.. Hun red ham nu. Dog havde hun ingen kontrol over det, da det foregik på hans præmisser. ”Hvem ved.. Måske vil det hele gå tilbage til det gamle engang,” endte hun med at sige.