Training with my ice..

[Deleted]

Lucifer Phoenix I. Jaceluck

Tidlig morgen måtte det være, hvilket efterlod størstedelen af Appolyon tomt. Derudover så det ud til, at det blændende gode vejr fortsatte, hvilket højst sandsynligt ville bringe størstedelen uden døre. Valentina syntes dog at gå imod strømmen, hvad angik disse to punkter.. i hvert fald for nu om end. Den eneste tilstedeværende i træningslokalerne var hun, og det passede hende også ganske udmærket. Det gjorde nemlig, at hun havde hele det store lokale til sin egen frie afbenyttelse. På sin plads var det også, da det ej var mentaldæmonen, som hun skulle træne, men derimod isdæmonen. Uduelig var hun bestemt ikke, hvad den gren angik, men det var da tydeligt at se, hvad hun gjorde sig bedst i.
De koncentrerede nøddebrune øjne forsvandt bag øjenlågene, som Valentina lod sit blik glide i. Helt stille stod hun, som hun søgte ind i sig selv. Følte, hvordan isen gennemstrømmede i hendes krop. Følte, hvordan det var i hendes sjæl, hvordan det førte sig rundt med blodet, og hvordan det strømmede ud til fingerspidserne. I rummets midte stod hun, som hun ligeså godt kunne udnytte sig af hele pladsen, så længe hun var her helt alene. Det lange mørkebrune hår havde hun sat op i en løs hestehale, så totterne ej ville falde ind over hendes ansigt. Derudover bar hun en løs rød skjorte, hvis øverste knapper var åbne, og hvor bukserne var tætte, så hun havde den bedst mulige bevægelsesfrihed.
Øjnene gled op, hvor Valentina ganske målrettet svang sine hænder frem. Energien slap hun, og som det skete, skød ispigge frem og splintrede en række glaskugler, som hang fra loftet. Tilfredst kom der et træk i hendes mundvige, som et lille smil brød frem på hendes rosa læber. Den ene støvle lod hun let glide over gulvet, hvilket opmærksomt fik hende til at vende blikket ned. Under hende var der ikke længere det faste gulv, men derimod den klareste og blanke is. Ej følte isen hele træningsarealets gulv, men blot en cirkel på to diametre omkring hendes krop.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ganske vidst en tidlig morgen, men allerede nu kunne man sige, at der var gang i Appolyon. Efter Lucifers ophold i Manjarno, havde han ganske vidst set meget mod det land, og dog.. så var der mange af de ting som Denjarna havde fortalt ham, som gjorde ham.. nysgerrig et sted. 
Træning var det næste på programmet. At tænke så meget, gav ham direkte hovedpine, og nu havde han brug for at tænke på noget andet end de ting som han slet ikke burde tænke på. Faith havde ikke rigtigt ville snakke om Denjarna med ham, og det var derfor at han nu var gået frustreret derfra. Glæden ved solens lys delte han ikke just i denne stund, da han faktisk nød mørket, kulden og det at holde sig under jorden i det underjordiske samfund som dæmonerne over længere tid havde skabt - under Faiths styre. Det var noget af det, som han uden tvivl ville komme til at føre videre den dag det for alvor ville blive hans tur.

Træningssalen var noget af det første, som han stoppet op i. Han fik hurtigt øje på kvinden som allerede stod i rummet i forvejen. Ikke at hun vakte ham nogen særlig interesse. Han var vant til ikke at være alene hernede.. så han søgte blot hen i den fjerne ende af det store kolde underjordiske rum.. der smed han skjorten og afslørede den alligevel blege overkrop. Ikke fordi at han havde noget at skamme sig over, og det var skam heller ikke fordi at han lagde op til noget særligt, for det gjorde han da godt nok heller ikke. Der var generelt ikke særlig mange dæmoner i forvejen der vakte hans interesse. Han rullede med skuldrene og ignorerede derfor denne kvindes tilstedeværelse. Han stirrede ind i den mørke klippevæg foran ham.. Stor, stærk og solid som den hårdeste sten. Han knyttede næverne. Han havde bare brug for at afreagere, og det kunne ikke komme hurtigt nok. Han hadede virkelig, når han ikke fik tingene som han gerne ville have dem. Is begyndte at stige op af klippevæggen i takt med at han koncentrerede sig. Det var noget af det som han var bedst til.

[Deleted]

Personen som trådte inden døre var ej en person, som Valentina lagde mærke til. Mentaldæmonen var nemlig den, som hun gjorde sig bedst i, og den havde allerede bragt hende til den dybeste ro og koncentration. Dog kunne man ikke altid sige, at roen og koncentrationen var nok, da hun til tider havde det sværere med isen end andre gange. Det havde vel heller ikke hjulpet, at hendes læremester og fader havde mistet livet, da hun endnu blot havde været en dæmonisk teenager? Dog kunne man ikke dvæle ved disse sorger, da hende og Ariana havde gjort deres bedste efterfølgende. De havde forsørget hinanden, bragt hinanden omsorg, og havde udviklet deres kundskaber sammen. Hurtigt var det dog kommet til overfladen, at Valentina selv havde arvet sin faders mentale evner, hvor Ariana havde arvet isen fra deres moder.
Øjnene lod Valentina søge i igen, som hun på ny fyldte sin krop med energi. Lang tid gik der dog ikke før hun elegant svang om og skød ispigge efter en tyk stolpe, som var blevet placeret i midten af rummet. De klare ispigge fløj arrigt mod stolpen, som de eksploderede imod i et smukt virvar af iskrystaller. Den ene ispigge havde dog ikke været så heldig, og derfor fortsatte den aggressivt tværs igennem rummet.. Valentina bed sig selv i læben. ”Pas på!” endte hun med at kalde ud, som isen havde retning mod en mand i den anden ende af rummet. En umiddelbart flot og halvnøgen mand.. Hvornår var han kommet ind? Heldigvis for hendes vedkommende, syntes problemet at blive afværget, som isen ej ramte ham.. Den fløj derimod elegant over hans skulder, inden den eksploderede mod den isvæg, som han så nydeligt havde skabt. Ja, selv tvivlede hun på, at hun ville være i stand til at dække et så stor et område med den reneste is. På det plan havde hun derfor endnu arbejde foran sig, men det var også af den grund, at hun i dag var i træningssalen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selvom dæmoner var et stolt og ædelt samfund, var der meget over det, som uden tvivl kunne blive bedre. Selv havde Lucifer ganske vidst set denne kvinde, men så længe hun ignorerede ham, så han slet ikke nogen grund til at skulle handle anderledes på disse ting selv. Skjorten smed han selv, for det gjorde det nemmere for ham selv at træne.. og få bugt med de frustrationer som han nu måtte føle i sindet. Denjarna havde han ikke fået ud af hovedet endnu, og særligt med alt det, som hun havde været i stand til at fortælle ham, for småting havde det jo heller ikke ligefrem været.
Uanset hvad kvinden bagved ham havde gang i, så stoppede han først sit da han hørte hendes stemme kalde, hvor han blev stående fuldkommen stille. Isen fløj direkte over hans skulder og ødelagde den væg af is, som han selv havde koncentreret sig om. Når han var vred og frustreret, var det isen som stod stærkest i ham.. Den del som han havde fra sin biologiske mor, og den kvinde som han uden tvivl også ønskede at gøre stolt.. En kvinde som han aldrig nogensinde havde kendt, foruden igennem de historier som var blevet ham fortalt fra han var helt lille. Han trak næsten flabet på smilebåndet. "Du skal vidst i træning," pointerede han sigende, inden han roligt vendte sig i retningen af hende. En ganske smuk kvinde hvis han selv skulle sige det.. Og han havde ellers mødt mange igennem hans tid. Hovedet lod han søge let på sned. Se dog på hende.. en ung kvinde som stod her alene og en træningssal.. Der kunne jo ske skræmmende mange ting i det henseende. Hans smil forblev hvilende på hans læber. Hun koncentrerede sig vel ikke nok? "Knap så imponerende af en isdæmon må jeg sige.. Jeg er skuffet.." Selv blev han jo bare stående uden sin skjorte. Det var jo ikke til at træne i beklædning - bildte han sig selv ind i hvert fald.

[Deleted]

Isen var bestemt ikke Valentinas rette element, men det var også af den årsag, at det var det, som hun trænere her til morgen. At det i så fald skulle gå ud over en anden dæmon, havde hun ikke just ventet, men ej heller havde hun set ham før det havde været for sent. Heldigvis for deres begges vedkommende, syntes problemet hurtigt at drive over.. Isen som Valentina havde sendt af sted, fløj nemlig over mandens skulder for derefter at lade sig splintre mod hans perfekte isvæg. En skam var det selvfølgelig er steget, at hun ødelagde hans værk og træning, men et sted måtte hun nu også føle sig stolt over, at hendes is alligevel havde været så kraftig. Hendes brune øjne hvilede på manden, som han vendte sig om.. og hendes hjerte sprang et slag over. Hun vidste, hvem han var. Hvordan skulle hun ikke også kunne vide det? Aldrig havde de talt sammen før, men alligevel havde hun spottet ham ved større forsamlinger. Hvilken dæmon i Appolyon ville ikke også vide, hvem deres kommende leder var? Selveste Lucifer Jaceluck.. Ja, for hende var det at møde ham, som hvis en normal borger mødte deres lands prins. Dæmonernes verden betød nemlig alt for hende. Verdenen udenfor var blot steder og folk, som man kunne omgås.. Intet større eller vigtigere. Hendes hoved gled en kende på sned, alt imens et lille smil fandt frem til hendes rosa læber. Et ungdommeligt og yderst kækt skær måtte det efterlade hende i. "Eller også har jeg bare endnu ikke mødt den rette træner for mig.. Eller også har du bare ikke set mit speciale endnu," valgte hun at svare kækt igen. Hvis den gik, så gik den jo? Ej kendte hun ham personligt, men jævnaldrende var de mere eller mindre, så kunne de virkelig være så forskellige igen? Man kunne selvfølgelig aldrig vide, da de havde haft hver deres opvækst. Hun var blot en almindelig dæmon der økonomisk måtte ligge i mellemklassen.. Han var rekord fra en fornem familie, samt han var blevet redt til besidde lederpostionen, og for det respekterede hun ham skam også.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Alle dæmoner var kendt med Lucifer, og han vidste det jo. Et sted fordi at han var den kommende leder den dag Faith ikke længere ville være der. I det tilfælde, så vidste han jo godt, at han var heldig.. meget heldig at være givet den chance og den mulighed for et liv, ellers havde han jo også været død den dag i dag.
Han vendte sig mod hende. Umiddelbart var hun ikke det værste som han havde set. Tvært imod. Og han måtte jo siges at have set mange dæmoner igennem hans tid. Det var jo faktisk det eneste væsen som han direkte måtte sige, at han fandt attraktivt. Det eneste rigtige, og det eneste, som der overhovdet var at være stolt af i hans øjne.. Og lige nu måtte han jo sige, at han ikke var videre imponeret over hvad hun havde formået at gøre med isen, også selvom hun havde ødelagt hele hans arbejde. Han kunne snildt bygge det op igen.. men nu var det denne kvinde som havde hans opmærksomhed. Man var vel ikke en ung mand som ikke elskede at spille lidt med musklerne? Og særligt fordi at han var af det navn som han var, selvom det dog ej var af fødsel. Ved hendes kække kommentar, måtte smilet brede sig på hans læber. "Eller var det bare et fantastisk forsøg på at tiltrække min opmærksomhed? Du ved.. en smuk kvinde.. alene med mig i en træningssal? Det er jo aldrig til at vide, hvad der kunne ske," påpegede han med et sigende træk på mundvigen. Han sænkede roligt armene, mens han blot blev stående. Han var en kommende leder.. ikke af blod, men af titel.. og selv han ønskede at opnå den styrke som var ham menneskelig muligt, inden den dag han ville stå overfor rollen.. og han glædede sig. Hvor han dog glædede sig!

[Deleted]

Hans opmærksomhed havde Valentina skam fanget, men om det havde været hensigten? Ikke just. Dog ville hun bestemt ikke sige, at hun klagede over, at det var endt således. Aldrig havde hun stået ansigt til ansigt med den kommende leder af dæmonerne, og derfor kunne hun ikke benægte, at tanken fik hendes blod til at pumpe hurtigere. Selv åndede og levede hun for dæmonerne, og derfor måtte dette uden tvivl også være et stort møde for hende. Om følelsen var gengældt fra hans side af? Det tvivlede hun ærlig talt på.. Chancen for, at han kendte til hende var minimal. Ganske vidst var hun spion, og en spion som til tider blev sendt ud af dæmonerne, men alligevel gjorde hun sig ikke de store forhåbninger om, at han kendte hendes navn. Hun trak en anelse på smilet, alt imens hun kastede blikket roligt rundt i træningssalen. ”Hvad mine intentioner er, må være min egen sag.. Hvem siger dog ikke, at situationen er omvendt? Dette kunne såmænd være din måde at fange min opmærksomhed på.. Hvem siger ikke, at en flot mand trådte ind i salen og håbede på, at han ville støde ind i en smuk kvinde?” svarede hun legende igen. Hun kunne jo ikke lade vær.. Det var blot således, at hun var. Indtil nu havde trods alt ej heller afvist hendes kækhed. Hendes nøddebrune øjne havde igen fundet hans ansigt.. Dog kunne hun ikke benægte, at hun allerede havde set mere af ham an. Hvordan kunne man også forvente andet, når nu han stod i hendes retning, talte til hende, og tilmed stod med overkroppen bar? Underlæben fugtede hun let, inden hun elegant valgte at træde over den is, som hun havde skabt, inden hun roligt nærmede sig ham. Nysgerrig måtte han nemlig gøre hende, for skønt de ej kendte hinanden personligt, kendte hun til historierne om ham. I respekt valgte hun derfor også at stoppe lidt fra ham. ”Jeg er Valentina Sanquis,” valgte hun at præsentere sig selv, uden at lyset forlod de nøddebrune øjne.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer selv var en blanding af mental, ild og is, så han vidste hvordan det var at miste kontrollen, og derfor vidste han også, at han var nødt til at træne meget, og han var nødt til at træne hårdt, for han kunne slet ikke tillade sig at miste den. Han blev stående og med blikket i retningen af kvinden foran ham. Smuk var hun uden tvivl, og selv det var jo noget som gjorde noget ved den unge mand. Den unge mand i sin bedste alder.. Og ja, han kunne lide det. Han kunne uden tvivl lide hvad det var han så. Træning havde de alle sammen brug for, og selv han vidste at hans historie ikke var helt ukendt, også fordi at han ikke var en født Jaceluck.. Men havde været så heldig at få navnet skænket, så var der utrolig meget at leve op til, og det var bestemt heller ikke altid lige nemt. "Jeg mistænker dig for at kaste den is efter mig med vilje.. netop for at få min opmærksomhed. Og gæt engang.. Det lykkedes dig." Han blinkede let til hende og med det kække smil på læben. Han kunne ganske enkelt ikke lade være, nu hvor han også havde muligheden for at gøre det.
At hun derimod kom ham nærmere, var ikke noget som Lucifer sagde noget til. Der var nemlig ikke noget truende ved denne kvinde på nogen måde. Han lod hovedet søge en kende på sned, og uden at se det mindste væk fra hende. Smuk var hun og særligt nu hvor hun kom tættere på ham. Han nikkede mod hende. Valentina.. Han kunne lide det navn. "Jeg kan lide det," begyndte han roligt. Han betragtede hende meget indgående. "Jeg formoder ikke, at jeg behøver at præsentere mig?" fortsatte han. Han tog et skridt mod hende.. Også mest for at understrege, at det var okay, at hun var tæt på ham.

[Deleted]

Valentina slap en let latter. Hun havde fanget hans opmærksomhed? Hun måtte indrømme, at hun kunne lide klangen af det, skønt det ej havde været, hvad hun stræbet efter, men nok om det.. ”Så det er det? Jeg må indrømme, at jeg kan lide det,” svarede hun ærligt, uden at det kække smil forlod hendes rosa læber. Han var den kommende leder af dæmonerne.. Han var uden tvivl en flot mand.. Og lige umiddelbart syntes han kæk. Hvad var der ikke at kunne lide? Selv havde hun i hvert fald i sinde at undersøge sagen nærmere! Indtil nu vidste hun trods alt blot, hvad hun kort havde set, og hvad hun ellers havde hørt. Umiddelbart skulle han være en stor fortaler for dæmonerne, og det var et faktum, som hun i sandhed kunne lide! Hvis han var værdig, ville hun også mene, at det var på tide, at den nuværende leder opgav stillingen, så den næste i rækken kunne komme til. Faith var nemlig ikke længere denne legendariske leder, som det havde rygtes, at hun havde været. Derfor mente Valentina selv, at racen trængte til nyt blod. Roligt stoppede hun op, så hun endnu havde en smule afstand til ham. For respektens skyld.. At han i så fald selv søgte tættere på, behagede hende, men hvis han ønskede sig helt tæt på, måtte han også vise initiativ for det. Hendes lysende øjne hvilede nu det mere opmærksomt på hans ansigt.. Ej som var hun skræmt eller lignende, men nærmere legende. Hun smilte svagt. ”Hvis det behager dig at fortælle dit navn, så værsgod, svarede hun fortsat kækt igen. ”Dog tvivler jeg på, at du finder det nødvendigt at præsentere dig indenfor Appolyons vægge.. Du er trods alt vor kommende leder. ” Vor snart dette ville ske, vidste hun eller ingen anden selvfølgelig ikke.. Dog ville hun selv mene, at det burde være snart. Dog var dette ikke en diskussion, som man kunne tage med de fleste dæmoner.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var endnu ikke klar til at indtage pladsen som leder, også selvom han faktisk glædede sig til den dag ville komme. Hvorvidt om han så selv skulle slå hende af pladsen eller hvad han skulle, måtte tiden jo vise. Han kneb øjnene let sammen ved hendes latter. Det havde jo virket.. Og det var heller ikke ofte, at han fandt sig tiden til at stå og slå en samtale af med nogen i det hele taget. Underligt? Måske, men han havde mange andre ting end det sociale i sine tanker. "Du kan lide det? Det samme kan jeg.. hvad kan man kalde det? Et.. tilfældigt sammentræf?"
Lucifer trådte roligt i retningen af hende og blev stående med ganske kort afstand til hendes skikkelse. Han betragtede sig af hende. Selvom han ikke have været yderligere imponeret af hendes egenskaber med den is, var de jo trods alt nødt til at gøre noget ved. At han så derimod ikke behøvede at præsentere sig, forundrede ham ikke. Hvad kunne han egentlig forvente af en dæmon? Han forventede da uden tvivl at de vidste hvem han var. "Alle burde kende til deres kommende leder, vil jeg da mene," sagde han roligt. Det passede ham egentlig ganske fint, at han kunne droppe præsentationen. Han hadede det nemlig, og han gik jo rundt og forventede at folk kendte ham, og det stod han meget gerne ved. Han lod de isblå øjne falde direkte til hendes blik igen. Som hun beskrev ham som sin kommende leder, bredte smilet sig tydeligt på hans læber. "Kommende leder.. Jeg kan lide lyden af det på din tunge," tilføjede han med en tydelig tilfreds stemme.

[Deleted]

At Valentina havde formået at vinde Lucifers interesse, var vel lidt af en ære? Selv vidste hun ikke, hvor ofte han faldt i snak med folk, men en travl mand måtte han da være. Derfor ønskede hun også at udnytte mødet bedst muligt, og så måtte hun blot se, hvor de endte til sidst. Lige pt havde hun dog ikke selv synderligt travlt. Hendes øjne glimtede i lyset. ”Jeg holder stadig på, at du lå på lur og ventede med at træde til, til en ung og smuk kvinde indtog rummet,” svarede hun drillende igen, skønt hun ligeså måtte indrømme, at det behagede hende, at glæden var gengældt. Hvilken type mand han helt præcist var, vidste hun ikke, men hun agtede at finde ud af det. Armene søgte stille over kors, uden at det kække smil forlod hendes læber. Han havde trods alt ikke stoppet hende indtil nu, så hvorfor stoppe? ”Er det også af den årsag, at du lod blusen blive hjemme?” Ja, hun var ikke just bange for at indrømme, at hun havde spottet andet end hans ansigt, for en frisk kvinde var hun og desuden.. hvordan kunne man ikke lægge mærke til det?
At han ligeså lod sig nærme Valentina, behagede hende, men indtil nu blev hun blot roligt stående. ”Jeg tvivler ærlig talt på, at der er mange i Appolyon, som ikke ved, at du er Lucifer Jaceluck,” sagde hun sandfærdigt, alt imens hun roligt lod sine arme søge ned igen. Hun vidste skam, hvem han var. Personligt ville hun ej heller mene, at hun kunne kalde sig for en ægte dæmon, hvis ej hun havde haft den viden. Selv ønskede hun nemlig at behage sin race bedst muligt, samt få sig en fornuftig plads i deres rang. Det var det eneste der betød noget for hende. Hun trak let på smilet ved hans ord. ”På min tunge ligefrem?” spurgte hun ham sigende i en legende tone, alt imens hun sikkert valgte at træde et skridt nærmere hm. ”Kommende leder er dog en ting.. Vi er dog også dem, som spændt venter til at se dig på magten.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Valentina have formået at fange Lucifers opmærksomhed. Der skulle som regel ganske meget til, men en dæmon som ikke kunne styre sine elementer var da vel et sted at starte? Særligt fordi at det var et element som han selv kendte ganske meget til. Hans flabede og kække smil forblev på hans læber. "Guilty.. Det er da altid rart med en kvinde som man kan spille med musklerne overfor.. ikke sandt?" Han hævede sigende det ene bryn og med hovedet som han lod falde en kende på sned. Kunne det komme bag på nogen, at det var sådan at han havde det med tingene? Enhver kendte ham.. Det var næsten at forvente i en stund som denne. Og da særligt når han stod overfor en af sin egen slags: En dæmon. "Igen.. Hvem vil ikke spille med musklerne overfor en kvinde? Desuden.. det er rart at træne uden.. Det giver en god bevægelsesfrihed," fortalte han roligt.
Lucifer blev stående lige foran hende. Han var en kommende leder, men han måtte jo erkende, at han godt kunne lide at høre hende sige det. "Familien Jaceluck burde i hvert fald ikke være ukendt for nogen," sagde han blot. Ej i Appolyon som i resten af Dvasias. Det var på ingen måder et ukendt navn og selvfølgelig var han stolt over, at kunne være en del af det. Ved hendes ord måtte han dog alligevel undres. Ventede folk ligefrem på at han kom til magten? "Forsøger du at fortælle mig, at folk venter på at jeg indtager pladsen som leder, Valentina?" spurgte han med en sigende mine. Ja, det gjorde ham nysgerrig. Han følte sig selv endnu ikke helt klar endnu, men han nærmede sig.. og selv glædede han sig til at vise racen, hvad han selv kunne udrette!

[Deleted]

Det kække smil måtte forblive på de rosa læber, som Lucifer fortsatte sin tale. Ganske vidst tvivlede Valentina på, at han oprigtigt havde ligget på lur efter hende, men morsom var tanken da. Hvad var det også man sagde.. at man kun havde den sjov, som man selv lavede? Dog måtte det være en opkvikkende tanke, at selveste den kommende leder fandt hende attraktiv. Jovist, at hun i forvejen vidste, at hun var en køn kvinde, og at hun var i stand til at spille på sit udseende, men alligevel. ”Jamen kæreste Lucifer.. Hvis jeg vel og mærke må kalde dig det.. Jeg vil da ikke forhindre min kommende leder i at gøre sig til overfor mig,” svarede hun legende igen, hvor hun lettere uskyldigt blinkede med de lange mørke øjenvipper. Uskyldig måtte dog være en af de ting, som man næppe kunne beskrive hende som.. Nysgerriggjort var hun dog blevet, og derfor var hun også interesseret i at se eller høre, hvad han havde i sinde.
”Rettelse i så fald.. Enhver dvasianer burde kende til din slægt, og enhver burde være benovet over at blive budt ind i den, ligesom jeres fjender burde frygte jer.” Det var bestemt ikke for at tale ham efter munden, at Valentina sagde således. Det var nemlig blot et faktum, skønt hun personligt mente, at selveste Faith var gået lidt for vidt med den vej, som hun var drevet. Ja, det var vel næsten synd at sige, at hun kæmpede for dæmonerne længere? Dog tvivlede hun på, at det var en samtale, som hun kunne føre med Lucifer. Manden var nemlig kendt for at elske sin kære adoptivmoder, og for at være hende tro. Personligt mente hun dog, at det var tid til at manden gik sin egen vej, og at en ny rang blev skabt i Appolyon. Svagt og drillende trak hun på skulderen, alt imens hendes blik hvilede mystificeret på ham. ”Måske.. Hvad hører du selv i krogene, og ikke mindst.. hvad begærer du selv?” svarede hun mystisk igen, som hun ej svarede direkte på hans spørgsmål.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde ganske vidst ikke ligget på lur, men han kunne sagtens have fundet på det. Uden problem. Hvis han vidste, at en smuk kvinde som Valentina skulle og ville træne, så havde han da sagtens kunne finde på det. Det flabede og kække smil forblev dog på hans læber. Det gjorde godt.. Det var rart, også fordi at hun ikke direkte behandlede ham som en kommende leder eller en Jaceluck... men som en af flokken. Naturligvis," begyndte han, som tegn til at hun godt måtte kalde ham ved navn. Lige nu stod han jo ikke med noget som mindede om en titel, andet end den kommende leder. "Gøre sig til for dig? Er det en drømmetanke for dig, og noget som du virkelig ønsker skal ske?" spurgte han sigende, idet han igen blinkede let til hende. Tanken fandt han uden tvivl morende.. Tvært imod. Det var nok snarere hende, som skulle gøre sig til overfor ham!
Ved hendes ord, måtte smilet kun brede sig betragteligt på Lucifers læber. Hun havde ret... Hun havde så evigt ret i hendes ord. Enhver burde frygte ham og den familie som han måtte komme fra. "Og dog er det ikke hvad der sker derude.. Folk kender mit navn uden at jeg kender deres," pointerede han sigende. Den frygt som engang havde ligget i hans navn, var død og borte.. Og tanken fandt han faktisk utrolig irriterende. Den æresfrygt som havde ligget i det hele, var noget som han ønskede sig tilbage. Han rettede sig op, hvor hans ene næve knyttes ganske let. Han havde til nu vandret i Faiths skygge.. men hvem lærte man bedre af, end den bedste? Og der var ikke nogen som kunne lære ham det bedre end hvad Faith havde været i stand til. "Jeg begærer magten... evnen og styrken til at kontrollere et helt folk.. Jeg ønsker dæmonerne op fra jorden og ud i det åbne.. Frygten tilbage i mit familienavn.." Han kunne remse mange ting op, som han ønskede at gøre noget ved. Spørgsmålet var jo så bare... hvornår han ville få den mulighed.

[Deleted]

Hvordan Lucifers opførsel var omkring kvinder, vidste Valentina ikke. Hun vidste blot, at han ej var en taget mand, hvilket uden tvivl gav ham en eftertragtet status blandt de dæmoniske kvinder. Mærkværdigt var det ej heller, da han trods alt var en flot mand, en Jaceluck og racens kommende leder.. Alle tre ting, som hun bestemt ikke kunne sige imod. Uskyldigt trak hun på skuldrene. ”Jeg vil pænt informere dig om, at det ej er mig, som lå på lur udenfor træningssalen.. Så jeg vil vælge at konkludere, at dette henligger i dit ønske,” svarede hun ham roligt igen, som hun fandt det underholdende at lege således med ham. Selv nød hun en interessant hverdag, og dette kunne højst sandsynligt gå hen og blive en af slagsen. Drillende måtte hun også træde et par skridt tilbage, som havde hun i sinde at forlade ham. ”Men skynd dig hellere, inden resten af byen vågner.”
At efternavnet Jaceluck ikke længere havde den samme klang, som den før havde haft, forundrede ikke just Valentina. Familien havde langsomt mistet grebet, og selv måtte hun mene, at det til dels var Faiths skyld. Forelske sig i en warlock.. Hænge ud på slottet, fremfor i Appolyon.. Dæmonerne glemte vel snart, hvem deres leder var? Dog kunne man også sige, at Jaceluck var ved at blive et uddødt navn. Mange var der nemlig ikke tilbage længere, og det var bestemt ikke alle dem som var tilbage, at der var værd at samle på. Et sørgeligt udfald var det i sandhed. Hendes nøddebrune blik hvilede på Lucifer. ”Så bring fortiden tilbage, og bred den mangfoldigt,” sagde hun sigende, som han i hendes øjne var den eneste tilbageværende Jaceluck, som kunne gøre dette. De andre havde allerede mistet gejsten. Smilet bredte sig svagt på hendes læber, ved hans ord. Hun kunne lide det.. Hun kunne virkelig lide det. ”Det er en fremtid, som jeg vil glæde mig til at se fyldest. Jeg er ligeså sikker på, at manger andre dæmoner ligeså vil velkomme din tankegang,” valgte hun ærligt at sige. Det kunne vel ikke skade at sige, at hun var spændt på at se racen under hans hænder?