Training with my ice..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Den lille leg som var kørende mellem Valentina og Lucifer, var af slagsen som han godt kunne lide.. Hvem lagde egentlig op til hvem? Det var jo det, som det hele i princippet måtte gå ud på. Han betragtede hende med sin gennembornede og intense mine. "Ellers er den så gennemtænkt fra din side.. at du ventede på at jeg netop gjorde min entre, så du kunne kaste skylden på mine skuldre, når det i princippet er dig, som har ligget på lur.." Han var trods alt ofte hernede.. Med den blanding i hans racer, som han havde, så skulle der normalt ikke meget til, før han blev hidsig eller frustreret. Det var lidt som om at han kunne glemme det lidt i en stund som denne, og det fandt han uden tvivl behageligt.
En så smuk kvinde, havde han så sandelig heller ikke noget imod at stå ansigt til ansigt med, som i en stund som denne. "Er det en udfordring?" spurgte han ganske sigende. Selv var han uden tvivl krævende og kræsen hvad angik kvinder.. men lige hende.. han kunne godt lide hende. En ren dæmon.. smuk, flabet og kæk. Det var lige en kvinde efter hans smag, og han måtte erkende at han godt kunne lide det. 
Selvom der ikke var meget skræmmende over familienavnet mere, måtte selv Lucifer være skuffet over. Han agtet at gøre noget ved det på et tidspunkt. Han bed tænderne let sammen og med en intens fast mine vendt i retningen af hende. "Det har jeg tænkt mig.. Først på min prioriteringsliste.." endte han med en kortfattet stemme. Han havde mange drømme.. mange tanker som han ville udføre den dag han selv ville blive leder.. Den dag han ville komme frem fra Faiths skygge for alvor, og kunne indtage den underjordiske trone på egen hånd! "Stoler I på jeres nuværende leder? Og hendes intentioner for denne race som den mest stolte og ædle?" spurgte han direkte. Det lød nemlig ikke sådan og Faith var jo trods alt hans.. mor. Han ville altid støtte hende.. frem til han følte sig bedre end hende vel og mærke.

[Deleted]

Ganske underholdt var Valentina, og det passede hende udmærket. Hvorfor skulle det også gøre andet? Hun var ganske vidst kommet for at træne, men når muligheden bød sig, at hun kunne konversere – vel også flirte? – med den kommende leder, sagde hun bestemt ikke nej! Ung og livlig var hun endnu, og derfor kunne hun selvfølgelig lide oplevelser som denne. ”At du prøver at bevise mig om det modsatte, viser jo blot, hvor ret jeg egentligt har,” endte hun med at svarede drillende igen. Hun kunne jo ikke lade være. Hun blinkede kækt til ham, som han måtte have ret. Selvfølgelig var det en udfordring. ”Tag det som du vil,” svarede hun legende igen. Oplagt ville det dog være, at han sprang med på vognen, da han selv havde sagt, at han kunne lide at spille med musklerne.. men hvilken ung mand med selvtilliden i behold, kunne ej heller det? Det kunne dog også være fordi, at han meget vel spillede kostbar over hende. Det var dog et spil, som de begge to kunne køre!
Valentinas hoved søgte en anelse på sned, inden hun sikkert trådte frem mod ham, og endda stillede sig ved siden ham. Dog vendte hun sig ikke mod ham, som de derimod stod skulder mod skulder, så det kun var hendes ansigt, som var vendt mod ham. ”Du har tænkt dig at gøre det? Hvorfor ikke bare gøre det? Du er en Jaceluck. Lucifer Jaceluck.. Du er dæmonernes kommende leder.. Hvorfor skulle du ikke have ret til at gå foran med det, når ingen anden tydeligvis vil?” sagde hun, nærmest helt lokkende. Hun fugtede let de bløde rosa læber, uden hun slap ham med blikket. Hendes tanker begyndte, som han spurgte, om dæmonerne troede på Faith længere. Kunne hun sige sin ærlige mening? Lucifer var trods alt kendt for hans kærlighed til sin mor.. men var hans egne ønsker om magten større? Det mente hun et sted, at den burde være, hvis han oprigtigt kæmpede for dæmonerne. ”Der er ganske vidst spørgsmål omkring, hvorvidt hendes hjerte ligger længere.. Du siger det blandet selv. Ingen frygter navnet Jaceluck længere. Dette var Faiths pligt at vedligeholde som slægtens ældste, og det har hun forsømt. Endvidere hænger hun ud med warlocks fremfor dæmonerne. Hun faldt for en, og rygterne siger, at han har magten over hende. Derudover har hun ikke været at se i Appolyon længe. Hun passer ikke sine pligter som leder længere, men lader derimod hver enkelt dæmon bestemme selv, når hun hellere vil rende rundt for dem i kongehuset,” endte hun med at sige, uden den nogen slinger i valsen. Kunne han ikke se, at der var sandhed i det?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne godt lide at lege, og da særligt når spillereglerne for ham var ganske velkendte - som de var her. At flirte rundt med en smuk kvinde, når hun selv var en ren dæmon, så blev det så sandelig heller ikke bedre for hans vedkommende. De isblå øjne hvilede på hendes skikkelse. "Prøv du at overbevis dig selv om det faktum, Valentina," endte han med en sigende mine. Hans flabede og kække smil forblev dog på hans læber. Hovedet lod han søge en kende på sned. En udfordring tog han det for at være.. Og han elskede det. Hun gav ham igen på en måde som de færreste gjorde det. Han blev stående. "I så fald.. så en udfordring." Han blinkede let til hende.
At Valentina endte med at stå ved siden af ham, så de stod skulder mod skulder, fik ham til at følge hende med blikket. De isblå øjne skinnede af en lyst for leg. Selv vidste han at der lå et kæmpe pres på ham og særligt hvad angik det navn som han var bærer af, så var han nødt til at gøre noget ved det. Selvom det var hårde ord, vidste han at Valentina havde ret. "Hvem siger jeg står hvor jeg står, fordi at jeg er tvunget? Jeg ved udmærket godt hvilket navn jeg er af, og hvilken skræk og rædsel, det førhen har spredt," endte han med en ganske sigende mine. Nu hvor han alligevel havde valgt at stille det gyldne spørgsmål om hun, såvel som mange andre dæmoner stadig støttede op om Faith, eller om det var på tide med en revolution for dæmonerne og det dæmoniske samfund. Hendes svar var for hans øre urovækkende. Han kneb øjnene sammen. Hans problem, var jo at han vidste, at hun havde ret i sin udtale. "Jeg ved og har forståelse for hvad der er hændt Faith igennem den sidste tid. Ej vil jeg i det offentlige tiltale hende med andet end navn.. De mange hemmeligheder som man kan læse om i bøger.. høre på folkemunde.. Jeg ved at det er et spørgsmål om tid, inden dæmonerne vender hende ryggen, og det ønsker jeg ej skal ske.. Om jeg så selv skal indtage den plads.. og tage den fra hende, så er det hvad jeg må gøre. Jeg må blot sikre mig, at jeg har dæmonernes støtte til det foretagende.. Mellem dig og mig naturligvis." Om Faith vidste om et opkommende kup, ville hun da slå ham ihjel.

[Deleted]

”Jeg har skam intet at skulle overbevise mig selv om,” endte Valentina med at svare selvsikkert igen. Selv morede hun sig gevaldigt med at prikke til ham i denne flirtende og kække facon, og derfor havde hun ikke i sinde at benytte sig af en anden metode. Det lignede trods alt også, at han måtte have det som hende, og det passede hende i sandhed fortrinligt! Det betød ganske vidst, at hun måtte lægge sin træning på hylden, men var dette ikke det værd? Hun kunne træne dagligt, men hun kunne næppe se den kommende leder dagligt. Hvis det havde været muligt, havde de haft denne samtale lang tid før! ”Hvad venter du i så fald på?” pressede hun ham legende, som hun betragtede ham med et kækt løftet øjenbryn.
”Førhen er sådan et tragisk ord, når det bliver brugt i en sammenhæng som denne. I en sammenhæng som denne, burde det aldrig blive brugt. Anderledes er det ej heller for fremtiden, som det ej heller burde blive brugt der. Skal navnet Acheron eller Marvalo virkelig være de navne, som verdenen frygter?” lød det fra Valentina i den samme tone som før. Hun vidste, at det ville være at prikke til ham, som warlockerne altid havde været dem en stærk konkurrent. Derfor var det også forkasteligt, at deres leder – Faith – støttede den race! Selv havde hun intet til overs for warlockerne. Faktisk havde hun kun dæmonerne i hjertet.. Det var også af den grund, at hun forsøgte at pirre det dæmoniske hjerte i Lucifer. Hun ønskede, at det var den vej, at det skulle gå. ”Du har muligvis forståelse for, hvad Faith foretager sig, men det har dæmonerne ikke. Vi oplever, at hun svigter os, som det er et faktum, at hun ikke er i Appolyon. Det er et faktum, at hun har valgt at elske og at formere sig med en warlock, fremfor at udvikle sin egen race. Det er et faktum, at hun ej passer sine opgaver som leder, men derimod arbejder for slottet i stedet. Er hendes race ved magten på slottet? Nej, det er den ikke. Det er en varyl i stedet,” sagde hun i en ny sikker talestrøm. Hendes nøddebrune blik hvilede direkte i hans. Flygtigt lod hun sine fingrespidser strejfe hans arm, inden hendes arm igen hang hende ned ad siden, så man helt kunne betvivle, at hun havde rørt ham. ”Dæmonerne har brug for en, som er her for dem. Vi har brug for en, som er der for os.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Denne form for voksen leg, var noget som Lucifer uden tvivl godt kunne gå med til. Det var ikke hver dag dette skete.. men han kunne lide det. Han valgte at træde helt tæt på hende, så de igen endte med at stå front mod front. Han hævede hånden som han roligt lagde mod hendes kind og kæbe, inden han tvang hendes blik op mod sig. "Gad vide hvad man skulle gøre med en kvinde som dig, Valentina... Du formår i sandhed at lege med ilden," pointerede han med en ganske sigende mine. Køn var hun nu.. en skam at gøre noget ved det smukke ansigt.
Selvom Valentinas ord var hårde, så vidste Lucifer jo, at der lå en sandhed i dem. Ikke at det gjorde det bedre.. Han vidste at Faith var ved at miste grebet, selvom han nok næppe ville komme til at få kvinden til at indrømme det. Han var selv opdraget med den dæmoniske tankegang, så det var det eneste som han havde i hovedet, velvidende om at hun selv rendt rundt med warlocks. Hendes ord gjorde ham vred. "Navnene Marvalo og Acheron skal på ingen måder have lov til at runge mere i landet her, end hvad Jaceluck gør. Jeg ved hun er faldet af på den igennem de sidste år, og sætter arbejdet på slottet højt.. Jeg agter at overtage så snart jeg selv er klar til det.. og lære at styre de evner og de kræfter som selv er en frygtelig stor del af mig," endte han kortfattet. Han selv gik med mange drømme for racen her.. men han var ung.. meget ung som leder, og det var det som var det sværeste for ham lige nu. Han var der for dæmonerne.. og han ville altid være der for dæmonerne, men var tiden inde til det endnu? Det var det som var det svære for ham at finde ud af lige nu. Han knyttede næverne ganske let. "Dæmonerne har brug for og har fortjent det bedste af det bedste.." At hun berørte ham, sagde han ikke noget til. Det føles rart et sted. "Og jeg er der for dem," afsluttede han kortfattet, dog meget bestemt.

[Deleted]

Overrasket måtte Valentina være, som Lucifer roligt berørte hendes ansigt. Ligeså roligt som ham, forholdte hun sig dog, og derfor vaklede hendes blik ikke spor, som det blev tvunget op mod hans. Ej var hun skræmt af denne handling.. Hun var vel nærmere nysgerrig over, hvor den førte hen? ”Vi har trods alt kun den sjov, som vi selv laver. Er det ikke, hvad man siger?” svarede hun lettere dæmpet igen, uden det livlige forlod hendes blik. Nej, hun mente bestemt, at man skabte sin egen sjov. Hvad Lucifer kunne finde på at gøre med hende.. Ja, det kunne være interessant at se. Lige umiddelbart frygtede hun ej, at han havde noget skrækkeligt i sinde. Hvorfor skulle han også gå imod hende, når hun var som ham?
At Valentinas ord havde den ønskede virkning på Lucifer, frydede hun sig over indvendigt. Ufatteligt god var hun til at læse og manipulere rundt med folk, og det var endda uden, at hun gik ind i deres sind! Dog spillede det mentale altid en rolle i hende, som hun altid havde den del med sig. Det var trods alt også den del i hende, som stod stærkest. Lucifer havde også allerede fået et glimt af hendes mindre styrbare evne: nemlig isen. ”Er det altid det bedste at springe ud i det sikre? Selvfølgelig er man mere sikker på, at man ej vil fejle, men til tider kan det også gavne at udfordre sig selv.. Placere sig i en situation, som man endnu ikke er hundred procent komfortabel med, men om end en situation, som man ønsker at lykkes i,” endte hun sigende med at sige. Lucifer gik uden tvivl rundt med tanker, som hun ønskede at se fyldest, og derfor var der vel intet galt i at prikke til dem? Tænk hvilken omvæltning der ville ske i Appolyon, hvis Faith mistede magten.. Det ville uden tvivl være mindeværdigt, og forhåbentligt også til det bedre. Imponerende måtte det også være at være den person, som havde slået selveste Faith Jaceluck af ”tronen”. Hun trak let på smilet ved hans ord.. Hun kunne lide dem. ”Og vi vil se frem til den dag, hvor du står forrest i rækken.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde nu altid været glad for kvinder og det kvindelige køn. Særligt når det kom til dæmonerne. Det var dog ikke noget som skete ofte, da der ikke var mange som umiddelbart formåede at fange hans interesse på den måde. Han trak vejret dybt. Den sjov som man selv lavede, var altid det sjoveste.. Det måtte han give hende ganske ret i. Hendes hud var blød.. fin og fejlfri. Det så man faktisk heller ikke meget af i det dæmoniske samfund længere. "Du har ret, Valentina.. Det man selv laver er nu det sjoveste.. så kan du jo forsøge at tænke på, hvad jeg kunne finde på at gøre med en som dig.." Han blinkede til hende. Onde ting havde han dog ikke i tankerne, da han bestemt ikke havde nogen grund til at gøre nogen skade på sit eget folk. Han var så tæt på, at kalde dem for sine. Han var jo mere fremme end hvad Faith var i denne tid.
Uanset hvordan man vendte og drejede den, så var Appolyon blevet for anonym i forhold til warlockerne og vampyrerne, og den tanke bifaldt Lucifer bestemt ikke! Om det var de mange tanker og drømme som begyndte at ane muligheden for at blive opfyldt, vidste han ikke, men noget skulle gøres. Faith ville slå ham ihjel, om hun vidste, at han gjorde sig tanker om et kup. Han kneb øjnene let sammen. "Faith er stærk, og det bliver krævende for mig, hvis jeg skulle stille mig op mod hende og udfordre hende om pladsen som leder.. Jeg er jo trods alt endnu ung." Han kunne dog ikke undgå at gøre sig tankerne om det om ikke andet. Han måtte tænke den igennem. Dæmonerne levede for meget i skyggerne nu om dage, og det i sig selv, var heller ikke noget som han fandt sig i! Han trak let på smilebåndet. Af hvad han kunne høre, lød det da til at han havde hende i ryggen. Uden tvivl et glimrende sted at starte. "I mine ører lyder det til, at du netop ønsker at jeg skal udføre denne handling.." endte han sigende, inden han roligt slap grebet om hendes kæbe igen.

[Deleted]

Helt rolig stod Valentina, mens Lucifer holdt hendes hoved i sin hånd. Ej havde hun noget imod dette, så længe hun ej følte sig truet, og det kunne man bestemt ikke sige, at hun følte sig. Ganske vidst kendte hun ham ikke synderligt godt, men ej sagde fortællingerne, at han gjorde skade på sit eget folk. Hans ord fik et kækt glimt frem i de nøddebrune øjne.. Nærmest som havde hun helt bagtanker med det. ”Jeg må tænke på det? Ganske vidst sætter fantasien ingen grænser, men lige nu og her må jeg være mest nysgerrig omkring, hvad du virkelig kunne finde på at gøre,” svarede hun stille igen, inden hun benyttede sig af et til dels vovet og anderledes træk. I hvert fald, hvis hun selv skulle sige det. Uden at slippe ham med øjnene, valgte hun let at nappe i hans fingerspids, som var tættest på hendes læber. Helt drillende og pirrende. Præcis som det stadie, som hun måtte befinde sig i nu.
Valentina vidste i forvejen, at Faith var en stærk dæmon. På den vis, var den kvinde vel et forbillede for alle dæmonkvinder? Dog mente hun stadig, at den kvinde var gået hen og blevet lidt af en skændsel for dæmonerne.. Desværre. Selv mente hun nemlig ikke, at man kunne være en leder for en race, hvis ikke man nærede ønsket om at udvide den. Ligeså mente hun ej heller, at man kunne være en leder, hvis royale anliggender vægtede højere end selve racen. ”Ingen kan benægte, at Faith er en stærk dæmon. Hvad folk derimod kan konkludere er, at hendes hjerte banker for andet end sin race.. Hvornår en udfordring vil have bedst ved at finde sted, kan jeg ej sige. Jeg vil ej være den, som udfordrer hende. Dog vil man vinde den største ære, hvis man formår at vippe selveste Faith Jaceluck af pinden,” sagde hun sigende, og havde hun ikke ret? Blikket tog hun endnu ikke fra ham, som han kom med sine ord. ”Jeg kæmper og støtter hvem end der holder med dæmonerne, og som ønsker os den bedste fremtid,” svarede hun ærligt. Det var sådan hende termologi var.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Denne kvinde formåede nu alligevel at gøre Lucifer en kende nysgerrig.. Og det kunne han jo heller ikke undlade at bide sig fast i. Ganske rigtigt kunne fantasien efterlade alverdens billeder... og hvorfor ikke starte der? "Fantasien kan efterlade langt mere end bare et klart billede.. Så fortæl mig det.. hvad forestiller du dig..?" At hun nappede i hans finger, sagde han dog intet til. Hun tirrede ham på en god og behagelig måde. Med den anden hånd fjernede han roligt en lok af det mørke hår, og førte den om bag øret istedet for. Smuk var hun uden tvivl... og det var netop denne type kvinder han godt kunne lide at lege med.
Valentina havde ganske vidst ret i, at der skulle gøres noget, og ja.. Faith havde ganske enkelt været for passiv i det henseende, og den tanke brød han sig heller ikke om. Som hendes afkom - sådan, havde han da altid set på sig selv, så var han også en del af det, at skulle opretholde det som skulle opretholdes, selvom det bestemt heller ikke altid var nemt. "Den mand eller kvinde, som formår at vippe Faith Jaceluck af pinden, er uden tvivl den stærkeste, og den stærkeste er den som skal lede os.. Jeg er opdraget til at overtage, når hun engang trækker sig.. Jeg skal ikke kunne sige, om det nogensinde kommer til at ske. Hendes hjerte banker for andet end dæmonerne.. det er sandt." Det var næsten som om at det hele blev sat i perspektiv i denne stund. Han trak hånden roligt til sig, og blev ellers stående foran hende. Han vidste at han skulle overtage en dag... hvad var der forkert i at trække sig, om man ikke kunne klare mosten mere? Dæmonerne røg mere og mere i baggrunden, og selv Lucifer måtte erkende, at han faktisk ikke brød sig om den tanke. Han ville have dem frem. De skulle være de mest ædle og mest stolte! "Mange kan gå med drømmen og tanken, men er det noget som man kan gøre alvor af..?" spurgte han videre. Han var nok ikke den eneste som gjorde sig tanken, men derimod også overvejede at gøre det til handling.

[Deleted]

Fantasien kunne uden tvivl gå mange veje, og især som en mentaldæmon! Al, hvad Valentina tænkte, kunne hun gøre til sandhed. Selv var det en tanke, som hun nød, men det var også i det felt, at hun gjorde sig mest. Det mentale måtte nemlig være langt stærkere i hende, end hvad isen var. Sådan var fordelingen nemlig blevet, som hende og hendes tvilling – Ariana – var blevet født. Uskyldigt valgte hun at slå blikket ned. ”Jeg ved ikke, hvorvidt det er pænt at lege således med uskyldig kvinde,” sagde hun stille, inden hun igen måtte vende de nøddebrune øjne op mod ham, hvor de igen rummede af det drilske. Let placerede hun sin hånd imod hans brystkasse, som hun nu vidste, at hun kunne.. Intet havde han trods alt sagt til det drillesyge nap, som han nærmere havde besvaret det ved at røre hende tilbage. ”Mine forestillinger kan være mange.. Ser du, jeg kan være en utroligt kreativ kvinde.. Men hvad dig angår, tror jeg, at du er som mig. Du siger ikke nej, men er frisk på, hvad der skulle byde sig.”
Sandt var det, at den som slog Faith af pinden måtte være den stærkeste dæmon, samt retmæssige leder. Dog mente hun alligevel ikke, at Faith var den retmæssige leder for racen. Hun havde uden tvivl været det engang, men ikke længere. ”Jeg kan ej sige, at jeg har mødt den nuværende leder, som jeg selv ej befinder mig i de rækker. Dog kender jeg til livet blandt de almindelige dæmoner, hvilket også må tælle for noget, da det er os, som der er flest af. Blandt os er det meget muligt, at vor leder er en stædig kvinde, men for os har hun mistet grebet,” sagde hun ærligt, som hun havde fundet ud af, at hun sagtens kunne ytre sin mening overfor ham. Ganske belejligt faktisk. At han trak hånden til sig igen, sagde hun intet til, som hun derimod blot blev roligt stående. ”Tanken om at ændre på de dæmoniske rækker? Hvis ens hjerte banker nok for sagen, kan man altid gøre det,” endte hun med at sige.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At lege med en kvinde, havde Lucifer nu aldrig sagt nej til, for det havde han aldrig haft grunden til. Hvorfor skulle han da? Og da særligt, når han i øjeblikket stod overfor en som gav ham igen, som tydeligt også viste, at hun kunne klare mosten. Smilet bredte sig mere på hans læber i takt med hendes udtalelser. "Hvorfor skulle jeg ej lege med en kvinde, som beviser, at hun har ben i næsen, og som kan klare det? Jeg er jo blot en ulydig ung knægt.. der gør hvad der passer mig," fortalte han sigende. Det i sig selv, var jo ikke løgn. Selv på trods af det faktum, at han hele livet havde været underlagt Faith, så gjorde han jo meget af det, som han selv ville. Hånden mod hans bryst, stoppede han dog ikke. Høj og hellig var han jo ikke ligefrem, selvom han besad en meget vigtig funktion for de mange dæmoner i Appolyon. Hun havde læst ham.. Han var nemlig med på selv den værste. "Som du er en kreativ kvinde, kan jeg trygt love dig for, at jeg er en kreativ mand.. der som regel.. får tingene som jeg gerne vil have dem," endte han tæt ved hendes øre.
Tanken og snakken om Faith begyndte at irritere ham tildels, ganske enkelt fordi at han vidste at hun havde ret. Faith havde været fraværende igennem en længere periode, og han følte jo selv et eller andet sted, at det var svigt overfor racen, som havde brug for en leder til at lede dem, og ikke til at lege rundt på Castle of Darkness eller noget lignende. Det kom der jo intet godt ud af for dem! "Dine ord er hårde, men dog sande.." Hånden lod han falde ned ved siden af ham, mens han lod de isblå øjne hvile intenst på hendes skikkelse.Han endte med at lægge hånden mod hendes skulder. "En ting er tanke, noget andet er praksis. Jeg giver dig ret i, at hun igennem tiden har mistet grebet og at noget er nødt til at ske. Jeg underlægger mig ikke racer som warlocks eller vampyrere som de mest ædle, når jeg ved, at det er en titel som for altid vil tilfalde os," endte han tydeligt og bestemt.

[Deleted]

At Lucifer blot var en ulydig ung knægt, måtte et sted tænde Valentina, men hvilken ung og frisk kvinde blev ikke også draget til en mand som ham? Ganske vidst havde hun et godt hoved, men alligevel skulle man ikke tage fejl af, at hun endnu blot var en ung kvinde, som skulle prøve alt af. At Lucifer så legede med, samtidig med, at han var den kommende leder, gjorde kun det hele bedre for hendes vedkommende! Hun var i hvert fald i sandhed draget af det sidste, som han i hendes optik måtte være den anden vigtigste person. Den vigtigste person i verdenen måtte være den dæmoniske leder. Den næst vigtigste måtte derfor selvfølgelig være den næste i rækken.. Selv vidste hun godt, at hendes syn på verdenen var specielt, men de forskellige lande havde bare aldrig tiltalt hende. Hun fugtede læberne let, inden de spandt ud i det legende smil. ”Er det nu mine alarmklokker burde ringe?” spurgte hun ham drillende. Hvis hun havde haft nogen forældre, ville de højst sandsynligt have advaret hende imod mænd som Lucifer, og dog … var det ikke blot en ære at være i selskab med en af så høj rang, som Lucifer? Faktum var dog, at hun ingen forældre havde, og familiebillede hun havde, ville mange finde direkte frastødende.. ”Det må næsten være held i uheld.. Du får måske ofte tingene, som du gerne vil have dem, men det gør jeg så sandelig også.” Fingrene lod hun legende søge over hans nøgne brystkasse, inden hun roligt trak hånden til sig. Svært var det trods alt at lade vær, nu når man tydeligvis havde fået lov..
Ej kommenterede Valentina på hans ord. Han havde medgivet, at hun havde ret, og det var det vigtigste. Han havde højst sandsynligt sandet, at noget måtte ske, og det var det vigtigste. At hun kunne være den person, som havde sat noget større i gang, følte hun sig kun beæret over. På tide var det også kun! Hånden han dernæst lagde på hendes skulder, sagde hun intet til. Hans berøringer gav hende nemlig ikke nogen ubehag. ”Alt starter som en simpel tanke. Hvad dette angår, er det dog ikke op til mig at føre det livs. I det henseende er jeg blot en simpel borger der må se til, mens de større spillere rykker på sig,” sagde hun roligt, skønt det ikke helt var tilfældet. En snu kvinde var hun nemlig, og indflydelse havde hun derfor også et sted.. Det var trods alt hende, som nu havde sat tankerne i gang i Lucifer.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ulydig kunne man kalde Lucifer, bare indenfor retfærdighedens grænse, og det var også det som han ønskede at understrege på den måde, som det nu var ham muligt. Hans blik hvilede intenst i hendes og med den samme mine i ansigtet.. Han morede sig. Det føles godt at kunne slå sig bare lidt løs, og da særligt, når det var med en anden dæmon. Så var det jo kun bedre! "Ser du nogen grund til at de skulle ringe..?" spurgte han hende med en direkte stemme, da han igen vendte blikket i retningen af hendes smukke skikkelse. Som hun selv lagde hånden mod hans bryst, mærkede han hvordan det satte en sitren i ham.. Ganske enkelt fordi at han ikke var vant til at blive berørt på denne her måde Han smilede let for sig selv. "Så må vi se hvem der får sin vilje i dette tilfælde," endte han med en ganske intens og kortfattet stemme. Løgn var det ikke.. Det skulle nok vise sig at blive yderst interessant.
Uanset hvordan Lucifer vendte og drejede den, vidste han jo, at det var på tide, at gøre noget ved sagerne. Faith var for fraværende.. alt for fraværende til at han selv ville finde sig i det, i dette henseende.. Det gik ud over dæmonerne, som allerede i hans øjne, led nok under warlocks og vampyrere for tiden, og han fandt sig bestemt heller ikke i det! Overhovedet ikke! Hånden gled til hendes skulder. Han var nødt til at vide om han kunne stole på hende.. I dette tilfælde, kunne man jo sige, at det som de faktisk snakket om, var forræderi mod Faith.. mod hans mor. Kvinden som havde opfostret ham siden han var blevet født. "Tanke til handling.. Jeg ved at jeg er den som skal tage over, når tiden er inde til det.. Den dukker tilsyneladende op før end antaget. Ej er du en ubetydelig dæmon.. Du er kvik... en kende for kvik.." Det legesyge glimt meldte sig igen i hans øjne. Han skulle jo først til at begynde at have det sjovt.

[Deleted]

Valentinas nøddebrune øjne glimtede endnu legende. ”Personligt ser jeg ingen grund til det.. men en forældre ville højst sandsynligt ikke være af den samme mening,” svarede hun kækt igen. At en forældres datter fløjtede omkring med en ulydig knægt, ville næppe være tiltalende for dem. ”Heldigvis” havde hun ingen forældre, som hun kun havde sig selv og sin søster. Sin søster, som hun havde valgt at knytte sig for nært til, da der ej havde været nogen anden. Ingen opdragelse havde hun fået i sine teenageår, og det gjorde også, at hun havde den personlighed, som hun havde. Mindre positivt, eftersom det havde været nogle af de vigtigste og mest udviklende år. ”Jeg skal nok overraske dig,” svarede hun med et muntert smil på læben. At det de teknisk set snakkede om var forræderi, tænkte hun selv ikke så højt om. Selv ville hun nemlig ikke påstå, at det var hende og Lucifer, som var forræderne her, men derimod Faith.. Det var trods alt hende, som havde glemt sine pligter. Hvis ikke det havde været således, havde Valentina aldrig fået ideen, at prikke til Lucifers ønske om at blive leder for racen. Derfor kunne man alt i alt sige, at Faith selv havde gravet sin grav. En skam når rygterne ellers sagde, at hun engang havde været en storslået leder. Al dette betød forhåbentligt også, at Lucifer nu ville gå hen og blive en god erstatning. ”Ting kommer nogen gange uventet. Anse det dog ikke for at være en skidt ting. Anse det derimod for at være en ære, at du får lov til at være den, som trækker os op af støvet.. Det er dit navn, som vil blive husket,” begyndte hun sigende. ”Hvis jeg er for kvik, må du jo straffe mig,” endte hun legende med at sige, inden hun hastigt måtte tage en række skridt væk fra ham. Et tydeligt tegn på, at hun ønskede, at han skulle jage hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selv havde Lucifer ingen kontakt til sine biologiske forældre. Hans moder var død, og hvor hans far var, var ham selv ganske uvis. Han selv måtte erkende, at han ikke tog det tungere end som så. Han klarede sig. Det gjorde han altid. "Hvad de ikke ved, har de vel heller ikke ondt af..?" spurgte han med en ganske sigende mine, som han let betragtede sig af hendes skikkelse. Når alt endelig kom til alt, måtte han jo erkende, at det føles.. godt.. Det føles virkelig godt at stå der sammen med hende lige nu, og særligt fordi at de var på bølgelængde hvad angik sjov og spas. Hun var en som faktisk kunne tåle hvad han gjorde. Han hævede sigende det ene bryn. "Virkelig? Det må jeg se, før jeg tror det," endte han nærmest som en opfordring. Lidt spændt på at se, hvad der egentlig lå gemt i hende.
Hvad angik Faith, så vidste Lucifer godt, at hun var ude, hvor hun ikke kunne bunde for tiden. Ikke fordi at det var noget som gjorde sagerne meget bedre for ham lige nu.. Men det var vel bare at tage tingene som de nu kom? Han selv var nødt til at have den lidt i baghovedet i hvert fald, for det kunne komme derud, hvor han var den, som var tvunget til at handle. Bare at erkende, at en anden havde ret, var slet ikke noget Lucifer brød sig om.. Særligt ikke om et samtaleemne som dette. "Om hun ikke ender med at gøre det, så må jeg trods alt. Jeg agter at gøre det om ikke andet.. jeg vil ikke se dæmonerne bide i støvet..!" endte han mere sammenfattet end tidligere. Hovedet lod han søge let på sned. Kvik var hun uden tvivl.. men han kunne lide det. "Du ved.. der er intet bedre end en dæmon der kan bruge hovedet.. det tænder mig.." hviskede han nærmest udfordrende mod hendes øre.