Im trying to ..... have fun?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Denne kvinde var uden tvivl præget af en voldsom stædighed, som Thranduil vidste, i værste tilfælde, ville komme til at koste hende livet, hvilket han jo faktisk ikke var ude på i det hele taget. De grønne øjne hvilede intenst på hendes skikkelse og med en alvorlig mine alligevel. Hvorfor være stædig, når det ville koste hende livet? Det var ærlig talt slet ikke noget som han forstod sig det mindste på. "Du tror virkelig ikke på, at jeg gør det her, fordi at jeg oprigtigt gerne vil? Jeg kan ikke bare lade dig dø.. Og det er hvad der vil ske, hvis du ikke tager imod hvad jeg kan give dig," pointerede han ganske kortfattet. Han kunne naturligvis ikke hjælpe hende, om det ikke var noget som hun var interesseret i, men det var nu bare sådan at tingene måtte være. Han kunne jo ikke gøre meget andet ved det.

Igen måtte Thranduil forsøge at vride sit greb ud af hendes, så han i stedet for, kunne lade hånden falde i hans skød i stedet for. De grønne øjne hvilede mod hende med den samme mine, som hun valgte at sætte sig op. Hun burde blive liggende, og hun vidste det, men han ville ikke tage de drastiske midler i brug for at holde hende liggende i sengen. "Du burde hvile dig.. og dermed også ligge ned," endte han med en rolig stemme, også selvom han virkelig forsøgte at trumfe det alvor igennem, for det var virkelig vigtigt for ham, at hun hørte efter! Han blev siddende som han nu gjorde. Hun ville ikke tage imod hans hjælp.. Fair, så kunne han jo heller ikke rigtigt gøre noget for hende, også selvom han virkelig ville. "Denne stædighed, kommer til at slå dig ihjel, Chassity.. Lad mig hjælpe dig," endte han med en rolig stemme. Han så endnu ikke nogen grund til at hidse sig op, men han synes at det var en skam at hun skulle miste livet på dette grundlag.. Særligt fordi at det udelukkende kom på en stædighed, fordi at hun var træt af ham og hans tankegang.

[Deleted]

Chassity var ufattelig stædig og sådan havde hun altid været, dog var det kun blevet værre med årene. Hendes mangel på hjælp da hun var yngre fik hende virkelig til ikke at ønske det nu. Det havde intet med ham at gøre men hun hverken kunne eller ville acceptere hjælp. Det var udelukket. Hendes blik hvilede roligt på hans skikkelse ved hans ord og hun rystede blot stille på hovedet. "Det her har intet med dig at gøre. Hverken som person eller som ønske. Jeg dør ikke af skader som disse, der skal mere til end som så. Jeg ønsker bare ikke hjælp. Jeg har altid skulle klare mig selv, nu er ikke anderledes" pointerede hun roligt. Hun ville ikke dø af disse sår selvom de var smertefulde. Hun kendte sig selv, kendte sine evner og selvom det måske kunne være svært for andre at forstå. Hun havde altid været alene, aldrig fået hjælp og derfor kunne hun heller ikke modtage det nu.

Hun lod ham få hånden tilbage og kæmpede sig op i sengen. Hun ville bare gerne hjem, var det så underligt? Hun bemærkede hans alvorlige mine og sukkede næsten lydløst. Kunne han ikke være ligeglad? Hun var jo ikke en gang hans ansvar. Hans ord fik hende til at vende de blå øjne mod hans skikkelse og ryste let på hovedet. "Jeg klare mig. Jeg kan hvile når jeg kommer hjem" sagde hun roligt. Hun vidste godt at han ingen onde hensigter havde, at han virkelig bare gerne ville hjælpe hende men hun ville virkelig ikke have den hjælp, ikke fordi det var ham der tilbød den men fordi hun bare ikke vidste hvordan hun skulle modtage den. Hun var stædig, alt for stædig ville nogen mene men for hende var hun bare sig selv. Hun rettede sig en smule op og tog sig til brystet, det var det som var værst lige nu. Hans ord fik hende til at bide sig let i læben. Han ville virkelig gerne hjælpe hende men .... men hun kunne bare ikke få sig selv til bare at ligge sig ned og ikke klare det selv. Det var virkelig ikke noget hun var i stand til. "Et eller andet skal jo slå mig ihjel. Dette er ikke det. Jeg vil ikke dø af disse sår, jeg har oplevet meget værre på slagmarken. Der ude er man alene. Hvis jeg end ikke kan klare dette selv, hvordan skal jeg så kunne klare det som er værre derude?" spurgte hun roligt og lod blikket hvile på hans skikkelse. Hun nægtede ikke behandling fordi det var ham, dog var hun stadig irriteret for ham men det var ikke derfor hun sagde nej. Det var af helt andre grunde.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Den stædighed ville uden tvivl ende med at koste hende livet, hvilket Thranduil faktisk ville anse som en direkte skam. Ikke fordi at han kunne gøre noget ved det, når det ikke var noget som hun var det mindste interesseret i, men det måtte hun jo bare tage som det kom. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse og med en samme direkte intense mine. Han brød sig ikke om det.. Den stædighed.. Det var forfærdeligt. At være et sand individ i hans øjne, var uden tvivl at man vidste hvornår man kunne tillade sig at tage imod hjælp, og det var tilsyneladende noget, som denne kvinde endnu ikke havde lært. "Dette vil ende dit liv, om du ikke får nogen hvile, Chassity. Er det virkelig det værd?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Han forstod det ikke. Han forsøgte, men hvis det var denne stædighed, som ville ende hendes liv.. Ja, så var der jo ikke direkte noget som han kunne gøre.
Thranduil forholdt sig ganske rolig, som han havde gjort under hele forløbet, Det var jo trods alt hende, som havde formået at hidse sig helt op. Han lod hovedet søge en kende på sned. Det kunne godt være, at hun var vant til at leve livet ude i marken, men det gjorde han altså ikke. Naturligvis lystrede han kongehuset, om han selv skule blive tvunget derud, og han var også klar over, at det nok var noget som ville ske en dag. "En styrke, er at indse hvornår man ikke kan klare en ting på egen hånd. Det er ikke nogen skam at tilbyde en hjælp, som det er at tage imod den," endte han roligt. Ikke at han regnede med, at det var noget som ville få hende til at skifte mening, og særligt ikke når hun var så fasttømret i tingene, som det hun var lige nu. Ikke at han kunne gøre noget ved det, og det var heller ikke noget som han havde nogle intentioner om. "Jeg vil ikke holde dig her mod din vilje, men blot ønsker jeg at du lytter til mine ord.. Det vil slå dig ihjel, at bevæge dig udenfor i den tilstand,"[/coor] endte han med en rolig stemme. Og det var han virkelig ikke interesseret i.

[Deleted]

Chassity vidste at hendes stædighed var en forfærdelig ting hun havde fået sig. Hun vidste at det stod slemt til med hendes krop men hun ville virkelig bare ikke have hjælp. Hun kunne altså sagtens klare det selv, han skulle ikke tænke på det. Hun lod blikket hvile roligt på hans skikkelse. Hun vidste at han kun ville hende det bedste, at han intet ondt ønskede hende for han var jo ikke en hjerteløs mand, blot dum at høre på en gang i mellem. Hun sukkede stille og lod hovedet søge let på sned ved hans ord. Han lagde det virkelig ud som om at hun var døende, hvilket hun ikke var så vidt hun kunne se. Smerten var slem men det var vidst det hele. "Jeg forlader ikke denne verden af disse skræmmer, Thranduil. Hvis du insistere skal jeg nok blive her og hvile mig med jeg kan love dig at det ej er nødvendigt. Det er ikke så slemt som det ser ud" sagde hun roligt og sendte ham et lille smil. Hun kendte sin krop og kendte dens grænser. Hun var måske såret men hun kunne stadig kæmpe videre.
Han forholdt sig roligt hvilket nok var en god ting. Stress var noget af det som virkelig påvirkede hende i denne tilstand for hun havde det jo ikke helt godt selvom hun måske prøvede at feje det lidt under tæppet. Hun kunne sagtens klare sig selv. Hun kunne sagtens overleve sådan en lille skramme. Hun rykkede lidt på sig og smerten hamrede hende næsten med det samme. For pokker hvor var det ømt! Hans ord fik hende til at sukke en smule. "jeg har altid skulle klare mig selv, altid stået på egne ben. Jeg er ikke vant til at få hjælp og derfor er jeg ikke interesseret i at få hjælp. Jeg ønsker hverken din ynk eller medlidenhed. Jeg vil bare gerne have lov til at klare det selv" endte hun roligt men dog med en lidt mere fast tone. Hun var virkelig ikke vant til at modtage hjælp på denne måde. Hun kunne sagtens give den men ikke få den. Det var bare noget hun var virkelig mærket af, hun ville ikke være en jomfru i nød, det ville hun bare ikke! "Jeg har allerede sagt at jeg nok skal blive og hvile, Thranduil. Jeg skal nok vente med at søge ud selvom det ikke ville slå mig ihjel. Jeg kender min krop. Jeg ville sagtens kunne nå hjem og være frisk igen imorgen."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde absolut ikke nogen grund til at skulle hidse sig op på nogen måde. Dette var jo udelukkende Chassitys eget valg, og det var jo lidt det, som var det vigtige at understrege for hans vedkommende. Ønskede hun ikke hjælpen, var problemet jo selvfølgelig hendes. Han ønskede dog derimod at hun skulle hvile lidt, for det var uden tvivl en nødvendighed. De grønne øjne hvilede fast på hendes skikkelse. Hun var da også så pokkers stædig! Det gjorde det bestemt heller ikke ligefrem meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket fast i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Om ikke andet, så bliv da og hvil. Det er noget som du har brug for," endte han med en rolig stemme. Han kunne ikke tvinge hende, men derimod bare komme med det gode råd. At hun havde svært ved at tage imod hjælp, havde han skam fundet ud af, og det var ikke noget som han kunne gøre særlig meget ved, og det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det måtte jo i det tilfælde, så blive hendes tab, men derimod også et tab for hele landet, hvilket heller ikke ligefrem var noget som Thranduil ønskede skulle ske.
"Du er ikke vant til, at skulle tage imod hjælp, er du?" spurgte han med en rolig stemme. Selv hendes væsen gjorde jo også ham nysgerrig, så det var heller ikke ligefrem noget som gjorde ham noget som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende roligt. Han kunne jo se, at hun havde ondt, men om hun ikke ville have den hjælp han kunne skænke hende ved brug af urter og hvad naturen skænkede ham og hans folk, så var der meget lidt han kunne gøre ved det. "Om ikke andet. så hvil til du endnu kan rejse dig. Ikke kan jeg tvinge dig til noget, som du ikke er interesseret i. Ej ønsker jeg at noget skal ske væsner af dette land," sagde han med en rolig stemme. Han var jo en procianer af hjerte, og et sted ville han jo gerne yde en hjælp - når det var nødvendigt, som det kunne vise sig at være her, men det krævede jo uanset, at det var noget, som hun var villig til at tage imod.

[Deleted]

Chassity ønskede hverken hans eller nogen andens hjælp. Hun følte sig et sted tvunget til at sige fra og bare prøve at klare sig selv. Det havde altid været sådan, hun havde altid skulle klare sig selv og denne gang var vel ikke anderledes. Et sted kunne man vel sige at hun ikke stolede på at andre ville komme hende til undsætning og selv nu hvor han sad der ved hendes side så kunne hun ubevist stadig ikke tro det og valgte derfor at sige fra. Hun skulle nok hvile når han nu var så insisterende, et kompromi om man ville det. "Jeg skal nok blive og hvile selvom det ej er en nødvendighed lige nu" sagde hun roligt og lod sig falde langsomt tilbage i sengen mens hendes blik hvilede på hans skikkelse. Nu hvor de ikke længere diskuterede kunne hun faktisk godt fald en smule til ro omkring ham. Hun tog sig stille til hovedet en gang, det dunkede af den anstrengelse som hun havde sat sin krop igennem ved at sætte sig op. Hun var ikke på toppen, det var da helt sikkert og alligevel så ville hun et sted ikke indse hvor slemt det var.
hans ord fik hende til at grine en smule. "Jeg har aldrig fået hjælp før så nej, ikke just. Mine forældre døde da jeg var helt lille, har altid været på egen hånd. Jeg troede det ville blive anderledes nær jeg gik ind i hæren, tænkte at der ville være en form for sammenhold mellem os soldater men jeg blev holdt udenfor, var blot en dum tøs som ikke vidste hvad hun havde gang i og som blot skulle blive hjemme og føde unger. Jeg har altid skulle klare mig selv og altid skulle bevise mit værd. Dette er ej anderledes" forklarede hun roligt. Det var jo bare sådan det var, en realitet som hun ikke selv havde været herre over. Det havde formet hende at blive behandlet på den måde, hun havde virkelig haft brug for hjælp mange gange men var blot blevet hånet, grint lige op i ansigtet og ladet ligge i sølet. Hun havde selv måtte kæmpe sig på bene igen og sådan var det også denne gang. "Jeg skal nok hvile men det andet er ej nødvendigt. Jeg klare mig, det er jeg nød til." Hun vendte blikket mod loftet og sukkede en gang. Hendes krop gjorde virkelig ondt og hun kunne mærke at der ville gå lidt tid inden den ville begynde at heale. Irriterende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil betragtede hende sigende. Et sted kunne man vel næsten sige, at han rent faktisk var bekymret for hende? Selvom det i mange henseender, kunne være meget svært at tro på, så var det ikke noget som han kunne gøre det største ved lige nu. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse, som hun roligt lagde sig tilbage i sengen. Så langt så godt. Det var selv ved at være mange år siden, han havde haft nogen liggende i den.. Ikke siden sin afdøde kone, og det var i den grad ved at være utrolig mange år siden. "Blot du hviler," endte han. Selv måtte han jo give hende, at hun lignede en, som uden tvivl kunne bruge det.
At hun ikke ville tage imod hjælpen, fordi at det var hårdt for hende at gøre det, og fordi at hun ikke havde været vant til at gøre det i forvejen, var uden tvivl noget, som han godt kunne mærke på sig selv. Når alt endelig skulle komme til alt, var det egentlig bare vigtigt for ham at understrege, at det faktisk ikke var så slemt. Det var en større styrke at indse, når det var nødvendigt, fremfor at indtage en macho rolle og bare tage konsekvenserne af den handling som var forekommet - som når hun stod overfor en varulv på den måde, og han havde valgt at lade bæstet rende. "Det ligger måske ikke til dit liv eller til din stand, at tage imod hjælp, og her sidder jeg og tilbyder den åbenlyst, men bliver alligevel mødt af en afvisning. Det er naturligvis dit valg, Chassity, men om dette er noget som du føler, at du kan klare på egen hånd... Så er det din sag," sagde han roligt. Det var bestemt ikke hans anbefaling, men han kunne jo ikke direkte gøre noget som helst ved sagerne, om hun ikke ønskede det.
Selv kunne han jo se , at hun bare ville hvile, så kunne han så sandelig heller ikke blive mere tilfreds med omstændighederne, end hvad han måtte være i forvejen. Alt taget i betragning, kunne dette jo rent faktisk have voldsomme og katastrofale følger, hvilket han heller ikke ligefrem ønskede i den anden ende, og da slet ikke, hvis det var noget som han ellers kunne se bort fra i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. Dog meget nysgerrig på hendes væsen, fordi at hun var så anderledes end hvad han kunne sige sig, at være vant til i forvejen. Et sted ønskede han vel egentlig bare at understrege for hende, at han faktisk ikke var så hjerteløs eller kold, som han måske kunne lyde til at være.. Han kunne rent faktisk også tænke på andre omkring ham.

[Deleted]

Chassity havde ikke indtrykket af at han var bekymret for hende. Hvorfor skulle han dog være det? Ikke nok med at han knapt nok kendte hende så var hun jo heller ikke hans til at bekymre sig om. Hun var ikke elver, ej en del af hans folk som jo var det han tænkte på. Hun havde lagt sig tilbage i sengen og smerterne blev en smule bedre men ikke meget. Hvorfor skulle det dog også gøre ondt, hvis det ikke gjorde det så ville hun jo have det meget bedre. Det var en irriterende tanke. Hendes blik søgte roligt hans og hun nikkede blot ved hans ord. "Det skal jeg nok" medgav hun roligt og sukkede stille.
Det var virkelig svært for hende at modtage hjælp. Hun var ikke vant til at folk ønskede hendes hjælp, ikke vant til at hun kunne gå til nogen. Hun havde sig selv, var vel et sted i sin egen lille boble og hun vidste at hvis hun skulle klare sig var det bare på egen hånd. Hun kunne ikke tillade sig at sætte sig ned og bare vente på at tingene faldt ned i skødet på hende. Hun var nød til at kæmpe og det var lidt det som kom til udtryk nu. Hun lyttede roligt til hans ord. Et sted så vidste hun jo godt at han havde ret. Det var også en styrke at kunne modtage hjælp, at vide hvornår man ikke kunne klare tingene selv. Hun var af en stand som ikke blev hjulpet ofte. Ordet stand var noget som hun bed mærke i ..... Han var af højere stand end hende, vigtigere, konge af skoven og hun havde blot stået og råbt ham lige op i ansigtet og ikke tiltalt ham korrekt? "Det slog mig lige at jeg har været yderst uhøflig og ej tiltalt Dem ordenligt. Beklager, Deres Højhed" mumlede hun en smule forfjamsket og blev en kende rød i kinderne. Han var kongen af skoven og hun gjorde ikke andet end at råbe af ham og næste hans hjælp. Hun sukkede lydløst og vendte blikket mod hans skikkelse på ny. "Hvis De har noget som kan fjerne smerterne så ville jeg sætte meget pris på det." Så fik han da i det mindste lov til at hjælpe lidt. Hun lå i sengen og pillede let ved hendes ødelagte tøj, hun havde ellers lige fået den lavet, kjolen. Hun håbede at syersken ville kunne lave hende noget mere. Hun ødelagde det andet hun havde for hurtigt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ikke nogen grund til at være ligeglad, og særligt ikke med ting som han var klar over.. Som han havde set med egne øjne, som han havde gjort i denne situation. Det var skam ikke fordi at han ønskede at fremstille sig selv som bedre, eller dårligere for den sags skyld, for det var slet ikke tilfældet i denne situation, men han ønskede jo selv at Procias skulle stå, så der var de jo rent faktisk på bølgelængde. "Godt," endte han med en rolig stemme.
Det var en styrke at indse, når man ikke kunne gøre tingene alene, men derimod havde brug for hjælpen. For mange var det grænseoverskridende, og der var hun jo så heller ikke noget undtag. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, men det var vigtigt at hun for pokker da vidste hvad hun gik ind til. Uanset stand og hvad hun var vant til. Det burde man da selv lære i den procianske hær, for det gjorde man i den elviske. Det var noget som han gik meget op i.. At folk skulle kæmpe som en gruppe.. ikke som enemand på en slagmark. Han trak kort på smilebåndet ved hendes undskyldning. Det gik først op for hende nu? "Jeg tager det nu ikke så tungt. Jeg er ganske vidst af en høj titel her på stedet, men jeg ønsker at blive tiltalt som enhver anden," endte han. Uden et folk, var han jo overflødig, og uden ham, så havde elverne et problem ment i den forstand, at der ikke var nogen til at lede dem. At hun så derimod lagde sig til rette igen, var noget som alt sammen passede ham ganske udmærket. Han nikkede, inden han rejste sig. Han tænkte nok, at hun ville komme på lidt bedre tanker, så det passede ham egentlig ganske udmærket. "Jeg finder lige hvad jeg skal bruge.." endte han roligt, inden han forlod soveværelset. Han kom dog ganske hurtigt tilbage igen med en morter og urter i sin hånd. Han satte sig på sengekanten igen. Han mixede urterne og begyndte at knuse dem. Det var måske ikke som healerne i Catalena, men om ikke andet, så kunne han da hjælpe hende. "Lad mig se dine sår," endte han roligt, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse.

[Deleted]

Chassity forstod sig ikke helt på Thranduil og hvad han ønskede og ville. Det hele virkede bare underligt på hende så nu ville hun hellere bare lade det ligge og så komme videre. Der var ingen grund til at begynde at skændes i hvert fald og det var også derfor hun gik med til at føje ham og ligge sig ned for at hvile.
Det var virkelig underligt og grænseoverskridende for Chassity at bede om hjælp. Hun havde virkelig ikke været vant til den hjælpende hånd, ikke været vant til at nogen som helst ville hende det godt men egentlig et sted bare ønskede at hun skulle fejle. Et sted var hun egentlig utrolig usikker selvom dette ikke var noget hun viste for nogen som helst. hendes opvækst havde været svær og det bar hun da tydeligt præg af nu. Man burde lærer sammenhold i hæren, hun havde forventet det men hun var altid blevet holdt uden for. Først fordi hun var en pige og skulle bevise overfor mændende at hun faktisk godt kunne og da hun så endelig beviste det, vandt, steg i rank, så ville de hende ikke fordi hun var højere stillet end dem. Hun havde faktisk ikke haft det for let. Det var virkelig først gået op for hende nu at hun ikke havde tiltalt ham ordenligt. Hun tog sig selv til hovedet. pinligt. Hans ord var ringe trøst i hendes øre. "Som de ønsker, Deres Højhed" sagde hun stille. Hun var begyndt at få ondt i hovedet, hele hendes krop værkede faktisk og hun var træt. At hun ønskede at få noget smertelindrende var virkelig et kompromi fra hendes side af. Hun ville gerne føje ham men hun ville heller ikke hjælpes. På denne måde følte han vel at han gjorde noget uden at hun behøvede at blive alt for ukomfortabel. Hendes blik fulgte ham roligt som han forlod rummet for at finde de fornødne ting og hun endte med stille at lukke øjnene og bare slappe af. Når hun bare lå der, helt forsigtigt så kunne hun næsten ikke mærke noget. Hun hørte at han kom tilbage og satte sig igen. hendes blik hvilede på urterne som han begyndte at mose i morteren. Som han ønskede blottede hun forsigtigt sit bryst sådan så han kunne se sårene og tilse dem. Ikke at hun var meget for det men hun lod ham dog gøre det alligevel.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde skam intet imod at hjælpe sine ligemænd, når de havde brug for det, så det var jo også det, som han gjorde i det her tilfælde. Han betragtede hende roligt. Det kunne godt være, at hun ikke havde tiltalt ham korrekt, men lige nu var det end ikke noget som han tog så tungt. Hun kunne få lov til at kalde ham lige det, som hun havde lyst til, og det var også lidt det, som han stod fast på i den anden ende. Han sendte hende et kort smil. Deres Højhed? Ikke at han havde noget imod den titel, men det var ikke noget som han var vant til at blive kaldt i det hele taget.

Thranduil kom tilbage med urter og en morter, som han begyndte at knuse. At hun var mere samarbejdsvillig nu, var noget som helt klart passede ham fint! Han ville jo gerne hjælpe hende, og særligt efter hun havde forsøgt at fremstille ham som en hjertekold mand, for det ville han bestemt heller ikke påstå at han var. Overhovedet ikke! Han nikkede mod hende, inden han fik knust urterne til en grødet masse præget af en masse væske, så det var til at arbejde med. Han satte det på sengebordet. Som hun blotlagde brystet for ham, så han selv for alvor kunne komme til, var egentlig noget som passede ham fint. "Det her kommer nok til at svide.." sagde han med en rolig stemme. Såret så bestemt ikke godt ud af hvad han kunne se, og det stak dybt. Hun skulle virkelig være glad for at det dyr faktisk ikke havde formået at få sat tænderne i hende, for det ville han ellers uden tvivl have gjort ellers. Ved hjælp af sine fingre, smurte han den grønne substans over hendes sår. Dette ville få det til at heale indefra og ud, og samtidig holde det rent. Det var da noget af det som han kunne gøre for hende, nu hvor han ikke kunne gøre så meget andet, og særligt når det var hende imod. Han havde under forløbet, sat sig tættere på hende. Ja, et sted var han vel.. bekymret for hvad der var sket med hende? Og konsekvenserne til følge af dette.

[Deleted]

Chassity var stadig en smule forfjamsket over at hun ikke havde tiltalt ham korrekt. Hun skulle jo, også selvom han ikke var konge af landet så var han jo stadig konge af skoven og derved af høj rank og hun skulle tiltale ham ordenligt. Vreden havde haft taget over hende og hun havde glemt det hvilket satte hende i en ubehagelig situation lige nu.

Chassity fulgte ham med blikket som han kom tilbage med urter og en morter. Han så ud til at vide hvad han havde gang i hvilket var noget. som var betryggende i den anden ende. Hun kunne virkelig ikke fordrage at få hjælp, kunne virkelig ikke lide at føle sig magtesløs på denne måde men hun bed det i sig for nu. Hun mente ikke at han var en hjertekold person, slet ikke men hun forstod sig virkelig ikke på hans holdning og valg om at lade den ulv gå. Det var lidt der det hele lå men lige nu så lod hun det ligge. Hun lod hovedet søge let på sned, hun følte sig tung i hovedet og forfærdelig træt men for nu holdt hun sig vågen og lod blikket hvile på hans skikkelse. Hun blot lagde sine sår for ham, det var slemt, nok værre end hun egentlig ville indrømme. Hun nikkede blot stille ved hans ord og lukkede øjnene. Hun mærkede hans fingre hen over hendes sår som han smurte den grødet masse på hende. Først kunne hun ikke mærke noget men som sekunderne gik begyndte hun at mærke det svie helt forfærdeligt. Hun greb fat i sengetøjet og knugede hænderne sammen. Det gjorde ondt, rigtig ondt faktisk. Hvorfor gjorde det så ondt når hun havde bedt ham om at tage smerterne væk? Et kort øjeblik fortrød hun sit valg, fortrød at hun havde bedt ham om hjælp for lige nu gjorde dette næsten mere ondt og var mere ubehageligt end det havde været før.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Den forkerte tiltale, var ikke det værste som Thranduil igennem sit liv, havde været ude for, så det alene, var end ikke noget som han tog så tungt igen. Vigtigst af alt for ham, var faktisk at hun fik det godt, og så måtte han jo være hjerteløs og alverdens andet, som folk kunne finde på at kalde ham. Det var derfor at han ikke lukkede folk tæt på.. og særligt ikke efter at han havde mistet sin hustru og dernæst sin søn i en ulykke. Man kunne ikke just sige, at han havde været den mest heldige mand på den front.
Thranduil var skam klar over hvad han lavede, og derfor håbede han da selvfølgelig på, at hun stolede på ham i det tilfælde, for hvorfor skulle hun da ikke gøre det? Han betragtede sig af sårene. De var slemme.. Alligevel var det jo kun heldigt, at det bæst ikke havde sat tænderne i hende, og derved omgjort hende til hans slags. "Du har været heldig," pointerede han sigende. Han lod fingrene smøre den grødede masse ud i såret med en let masserende bevægelse, også selvom han kunne se på hende, at det denne gang virkelig gjorde ondt, sådan som hun pludselig lå og knugede i hans sengetøj. Selvfølgelig var det slet ikke meningen at han ville påføre hende denne smerte, men han var nødt til at gøre det, for at det skulle kunne blive bedre igen. "Meget snart..." Han fortsatte roligt med at massere, velvidende om, at smerten ville aftage til sidst, og dernæst efterlade hende med følelsen af at være fuldkommen afslappet, og det var noget som han gerne ville.. Han ville jo ikke have at hun skulle rende rundt og have ondt på denne her måde. De grønne øjne gled stille mod hendes skikkelse igen. En smuk kvinde.. synd hun havde det temperament, ville han da nærmest sige. "Hvordan føler du det?" spurgte han videre med en nysgerrig mine. An ville jo heller ikke ligefrem have, at hun skulle rende rundt og have ondt.. Tvært imod.

[Deleted]

Chassity havde det dårligt når hun ikke tiltalte folk korrekt, især når hun vidste at hun var så meget lavere stillet end han var. Hun kunne ikke lide det, vidste at hun skulle gøre det og derfor var hun også ked af at hun havde været som hun var det.
Chassity havde meget svært ved at stole på andre og især at modtage hjælp. At hun kunne se at han vidste hvad han lavede gjorde det kun en smule bedre. Hun havde det virkelig ikke godt med situationen, hun ville meget hellere bare klare det selv. Hun kunne jo sagtens selv så hvorfor denne her hjælp? Hun havde fundet ud af at det nok ikke nyttede noget at diskutere med ham og derfor var det nemmere at give efter. Hun var virkelig for træt til at diskutere med ham lige nu. Hans pointering fik et lille smil frem på hendes læber. Heldig? Det havde hun vel været til en hvis grad, ja. Hun nikkede blot og vendte blikket mod hans skikkelse. ”De har ret. Jeg var heldig og dog ekstremt uheldig. Det var første gang i mange år jeg har vandret uden for slottet uden rustning på og dog så den ene gang jeg gør det så bliver jeg angrebet af en varulv” pointerede hun ligeså og smilede en smule. Hun havde prøvet at holde fri, det havde hun virkelig men det var bare ikke lykkes for godt. Hun mærkede hvordan det sveg som han smurte massen på hendes sår. Hun kendte godt til urter selvom hun virkelig ikke synes at sådan noget kunne være ordentlig healing. Hun knugede om hans sengetøj og håbede virkelig bare at det snart ville stoppe, det gjorde ondt og det begyndte at tærre på hendes sidste energi. Som smerten begyndte at aftage og hun kunne slappe mere og mere af kunne hun tydeligt mærke trætheden melde sig. Hun gabte en gang og gned øjnene. ”Bedre” Det var efterhånden kun en svag mumlen som hun fra hende. Hun tog sig selv i at gabe igen, hun kunne næsten ikke holde øjnene åbne længere. ”Jeg takker for Deres hjælp. Jeg vil prøve at hvile mig lidt. Sandt at sige så har jeg svært ved at holde mig vågen. Tak for hjælpen” endte hun stille og lod øjnene glide i, ude af stand til at holde dem åbne længere. Der gik ikke lang tid før hun måtte give efter for søvnen og faldt hen.

//OUT

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde uden tvivl styr på hvad han lavede. For ham, var dette virkelig vigtigt, og det var der heller ikke nogen tvivl om i det hele taget. Hans blik var alvorligt.. Hun kunne diskutere så meget som hun ville med ham, og det ville heller ikke ændre noget som helst for hans vedkommende, for han var ikke den type mand. Overhovedet ikke. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse. Det så nemlig ud som om at hun var faldet mere til ro end hvad hun havde været tidligere. Han nikkede mod hende. "Og derfor har du været heldig. Det kunne snildt have kostet dig livet, at stå overfor det bæst," pointerede han sigende.

Som hun alligevel valgte at takke ham, gjorde det ikke nogen forskel for hans vedkommende. Lige nu så han rent faktisk gerne, at hun bare lagde sig til at sove, så hun kunne få den hvile som hun skulle bruge. Han sendte hende et kort smil. "Godt.. Få du dig den tiltrængte søvn, Chassity.." sagde han roligt. Det fornuft og det alvor havde han da om ikke andet, så fået banket ind i hovedet på hende, og så langt, så godt kunne man da næsten sige, og det var det, som var det vigtigste for ham lige nu, måtte han da indrømme. Han blev blot siddende, som han så til at hun faldt i søvn. Det var først der, at han lagde hende godt under dynen. Selvom det var hans seng og det hele, så lignede hun da uden tvivl en, som kunne bruge den søvn i større grad end hvad han selv kunne gøre, og det var noget som han rent faktisk gerne ville give hende lige nu. Han sørgede for at lyset fra den stegende sol udenfor, ikke kunne komme ind, og at alt af lys og det var slukket, så hun kunne ligge lidt i fred. Derfra forlod han værelset og lukkede roligt døren efter sig.

//Out