Im trying to ..... have fun?

[Deleted]

Drengen havde fanget Willows opmærksomhed. Elverne var ikke glade for at have mørkets væsner rendende i deres skove, det vidste han kun af erfaring. Fordømt! Så havde han ikke lang tid før han var nød til at komme ud af vagten. Hvad han dog ikke lige havde opdaget var hvor meget han havde sluppet kvinden under ham. Han bemærkede først at der var ved at ske noget ved det ord hun sagde som måtte være en besværgelse. Han prøvede at blokere og sværdet endte med at bore sig ind i hans venstre arm. Et smertes hyl undslap hans ulveform og han trillede blødende af kvinden. Forpulede møg kælling vrissede han i det indre. Han kom haltende på benene og betragtede hende. Nu kunne det altså være nok! Hvorfor skulle alle de kvinder han fandt enten få hjælp eller være i stand til at klare sig selv på denne her måde? For pokker da også! Men han ville ikke give op. Denne kvinde skulle ikke slippe! Han satte af i græsset og for mod hende med al kraft. Nu skulle hun ned med nakken!

[Deleted]

Chassity havde set sit snit til at give ulven igen da han var uopmærksom. Hun smilede tilfredsstillende for sig selv mens hun svag sværdet. Det ville ramme, det var hun sikker på men hvordan det ville ramme vidste hun endnu ikke. Hun håbede at det ville ramme ham lige i ansigtet og slå ham ihjel men hun måtte se i øjnene at sådan skulle det ikke blive. Han nåede at parere med sin arm og hun så hvordan klingen måtte bore sig ind i hans hud. Hun var slet ikke i tvivl om at det måtte være ham umådelig smertefuldt! Hun mærkede hvordan hans vægt lettede sig fra hende og da han var væk kom hun på benene igen. Hendes vejrtrækning var hurtig og adenalinet pumpede i hendes krop. Hun havde dog ikke meget tid til at få ro på før han var på farten igen. Hun gjorde sig klar til endnu en kamp og svang sværdet da han kom tæt nok på. han skulle ikke have lov til at slå hende ihjel!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

For Thranduil, var dette egentlig en ganske fin dag at begive sig igennem skoven på. Aftalen med druiderne var stort set halet i land, og det hele resulterede i en idyl og en fred som herskede mellem skovelverne og druiderne her i skoven. I Thranduils øjne, kunne det virkelig ikke blive bedre end hvad det var nu. Han havde som altid sin bue og sit pilekogger med, når han var ude, for selvom det var de lyse skove og sikkerheden uden tvivl var skærpet voldsomt, så var det jo aldrig til at sige hvad der ville ske, for han tog bestemt ikke nogen chancer.
Lyden af andre, var dog det første som nåede Thranduils sarte øre og fik ham til at stoppe op. Lige umiddelbart lød det ikke til at være en god ting, som foregik længere inde i skoven. Han kneb øjnene let sammen. Som en konge af stedet her, var det trods alt hans ansvar at sikre sig, at der blev holdt ro og orden, og det var uden tvivl også det, som han havde tænkt sig at gøre, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Næsten automatisk havde han grebet omkring sin bue, inden han varsomt havde søgt nærmere.

Thranduil holdt sig i det skjulte i buske og træer, da han endelig kom tæt nok på til at se hvad det var. Selv her på højlys dag, måtte han nærmest stirre på det væsen som havde indtaget hans skov: En varulv. På højlys dag? Lydløst greb han omkring en pil som han lagde på buestrengen. Hans hjerte begyndte at hamre. Varulve var et flokdyr.. Ville det sige, at der ville være andre i nærheden? Han havde ikke tiden til at tænke over den slags.. Buen trak han op og sigtede bevidst efter det store dyr som havde valgt at indtage skovene her. Han ville ikke have den slags her! Selv var det yderst sjældent at Thranduil ramte ved siden af.. så han slap pilen.. som søgte direkte mod det store dyr. Det skulle væk herfra, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

[Deleted]

At de ikke længere var alene var ikke noget Willow bemærkede. Han havde kun øje for sit bytte, denne dumme kælling som ikke bare ville ligge sig ned og dø. Hvorfor skulle hun dog også kæmpe imod? Han havde virkelig ikke tid til det her! Elverdrengen kunne meget muligt være nået byen nu, hvis han skulle have et måltid så måtte han skynde sig. Det så dog ikke ud til at kvinden her ville gøre det let for ham. Han pustede irritabelt og løb så mod hende så hurtigt og voldsomt som hans ben kunne bære ham. Han ville slå hende ihjel og det kunne virkelig kun gå for langsomt! At elvernes konge så måtte sende en pil afsted mod ham opfangede han absolut ikke. Han bevægede sig hurtigt og dan han nåede i hendes nærhed sprang han og hævede poten. Han ønskede at flå hende til blods! Pilen som Thranduil havde sendt i hans retning endte med at ramme ham i skulderen. Et øre synder rivende hyl kom fra Willow og hans slag blev meget svagere. Han endte med at falde for føderne af kvinden. Han knurrede aggressivt og kiggede rundt for at se hvem der havde ramt ham!

[Deleted]

Chassity vidste at det godt kunne gå hen og se sort ud for hende. Hun kunne mærke hvordan magien i hendes krop var ved at slippe op og det så virkelig ikke ud som om denne ulv tabte pusten overhovedet! Det irriterede hende at hun ikke havde haft sin rustning med og på. Så havde denne kamp set meget anderledes ud. Ulven som kom stormende mod hende var hun klar til. Hun ville beskytte sig selv i stedet for at angribe, det var det som kostede hende færrest kræfter. Hun stilte sig klar og ventede på at han kom tæt nok på hende. Hun spændte musklerne og sagde de magiske ord "Divine Aegis" og skjoldet dukkede endnu en gang op foran hende. Dog blev hendes koncentration hurtigt brudt af noget som kom flyvende hurtigt fra inde mellem træerne. Hun opdagede ej hvad det var før pilen borrede sig ind i ulven og den hylede af smerte. Der var kommet en til hjælp? En dejlig men også flov følelse! Hun var altså i stand til at klare sig selv normalt! Ulven svingede poten om end meget svagt. hendes brudte koncentration gjorde at skjoldet forsvandt før han rame og hun fik rifter hen over maven selvom dette ikke rigtig var noget hun bed sig mærke af. Hun så hvordan ulven faldt og trådte et skridt væk fra den. Som den havde øjnene på skoven så havde hun det på den. Den skulle ikke slippe væk! Hun endte med at hæve sværdet og gå hen imod ulven på jorden. Hun skulle nok ende hans ynkelige liv en gang for alle.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvem kvinden var, var Thranduil i princippet fuldstændig ligeglad med, for tanken om at nogen befandt sig i hans skov, som slet ikke havde opholdstilladelse her, var noget som uden tvivl gjorde ham direkte arrig, og den tanke brød han sig bestemt heller ikke om! Som det nu var sagt, så kneb han øjnene fast sammen og sendte pilen afsted. Som den satte sig i dyrets skulder, trak han kun tilfredst på smilebåndet endnu en gang, inden han tog fat om endnu en pil og lagde den på buestrengen. Han var ikke ude på at slå ihjel. Det havde han ikke nogen grund til, men dette væsen var på ingen måder velkommen her og det var hvad han ønskede at understrege!
Varsomt trådte Thranduil frem fra sit skjul i det tætte buskads. Det var jo en af de fordele der var ved sommeren og skoven, når man kendte den som var det ens egen baglomme. Med pilen hvilende på hans bue og vendt direkte i retningen af dyret. "Forsvind fra denne skov og kom dig over grænsen hvor du hører hjemme..!" endte han med en fast tone, inden han sendte dyret et direkte advarende blik. Uanset hvem eller hvad han var, så var han bestemt ikke velkommen her, og da særligt ikke når han angreb andre. Dem som gik i skoven, gik under hans beskyttelse, og det var i princippet fuldstændig ligemeget med hvem eller hvad det var, så fandt han sig ikke i, at dette var noget som skete i hans skov! "Jeg advarer dig... varulv!" afsluttede han med en yderst kortfattet tone.

[Deleted]

Willow var virkelig ikke tilfreds! Han ønskede langt fra at opgive denne kvinde, hun var hans måltid? Kunne disse mennesker ikke bare snart lade ham spise i fred? Hun knurrede agressivt og vendte blikket mod skoven var pilen var kommet fra. Han var absolut ikke tilfreds med udfaldet af dette møde! Denne her kvinde havde også fået hjælp lige ved det sidste, hvor provokerende! Elveren som kom frem kendte han ikke som sådan, at det var elvernes konge anede han ikke og han var i bund og grund også ligeglad. Han rørte sig dog ikke ud af flækken. Han var ikke længere i stand til at angribe, pilen i hans skulder gjorde forfærdelig ondt og han havde fået nok efterhånden! Han vendte blikket mod kvinden, måske han bare kunne nå at få sig en lille bid inden han skulle stikke af? Elverens advarsel fik ham dog på andre tanker. Han ville ikke kæmpe med elverne, de var for hurtige og for mange, især nu hvor han befandt sig i skoven. Han bemærkede hvordan kvinden måtte komme tættere på ham igen, nok for at slå ham ihjel. Det ville ikke komme på tale! Som et lyn fra en klar himmel stak han halen mellem benene og styrtede mod skovbrynet så hurtigt som det var ham muligt. Han havde retning mod muren. Han skulle i sikkerhed hvor han kunne pleje sine sår.

//OUT

[Deleted]

Chassity havde endnu ikke set hvem der havde redet hende. Hun var taknemmelig selvom hun vel et sted var for stolt til at indrømme det. Hun havde for en gangs skyld taget ud uden rystning på, for en gangs skyld ladet soldater rollen ligge derhjemme og så endte hun ud sådan her? Det kunne man ikke ligefrem kalde heldigt. Ulven foran hende som knurrede var hun stadig ikke bange for. Endnu mindre nu fordi hun vidste at han var fanget. Thranduil's stemme nåede hendes øre og hendes blik veg fra ulven. Elvernes konge havde redet hende, på slottet havde han snakket med hende selvom hun tydeligt havde følt sig ilde til mode. Hun ville da aldrig høre enden på det her. At han så ville lade ulven gå kunne hun ikke billige. Det var et væsen fra mørket, det skulle dø og det var da sikkert. Især når ulven nu havde forvillet sig ind i lyset. Sværdet holdt hun hævet og skulle til at svinge det da han stak halen mellem benene og løb. Hun ville sætte efter ham men kunne mærke hvordan hendes bene ligeså stille gav efter under hende. Hun faldt på knæ og kiggede bare misbilligende efter ulven. Hun var langt fra tilfreds. Hun sukkede stille og vendte blikket mod hendes sår. Healingen var blevet betydeligt langsommere fordi hun havde brugt så meget magi men det healede stadig. Hun sukkede en gang og tog sig til maven. Hun var egentlig ufattelig træt. I et kort øjeblik havde hun helt glem at Elvernes konge stadig var i hendes nærhed.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Som varulven valgte at stikke af, sænkede Thranduil sin bue. Hvad den lavede udenfor skoven her, var i princippet slet ikke hans ansvar, og derfor havde han det fint med at se dyret rende i retningen af grænsen til skoven. Han handlede på sit folks og skovens bedste, og denne trussel var nu ryddet af vejen - selv i hans øjne, og det var det som uden tvivl passede ham ganske udmærket. Det var først der at han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Selv nu om dage, var man nødt til at passe på, og det vidste hun vel også? Det var jo den kære kaptajn for den procianske hær. Sidst han havde set hende, havde været i træningssalen på slottet. Ikke fordi at han brød sig om at være fanget bag de høje stenmurer, men det hang vel sammen med hans væsen?
Thranduil rettede sig en anelse op, inden han fik pilen tilbage i koggeret han havde hvilende på ryggen, og blev stående med buen i sin hånd. Det var aldrig til at vide, hvornår den ville blive nødvendig igen. Og han tog bestemt heller ikke nogen chancer, når han nu denne sjældne gang faktisk bevægede sig rundt i skoven. "Går det?" spurgte han. Ud fra hvad han var i stand til at se, så kunne han da se, at hun havde ondt. Ikke fordi at han som sådan kunne sige noget til det, og det havde han skam heller ikke ligefrem tænkt sig at gøre. Hun var ikke elver og ej et væsen af skoven her.. med andre ord, så havde han heller ikke ligefrem nogen forpligtelser overfor hende.. Hvilket skam også passede ham fint. I hans øjne, så var hans arbejde i det her henseende faktisk gjort: han havde beskyttet sit hjem, som han havde beskyttet skoven her.

[Deleted]

At denne ulv stak af passede virkelig ikke Chassity. Som soldat på slottet havde hun ansvar for hele landet og ikke kun Elvernes skov. Hun skulede irriteret efter dyret men vidste at hun intet kunne gøre ved det lige nu. Alt hun kunne håbe var bare at han ville tage tilbage til Manjarno eller Dvasias eller hvor pokker han nu kom fra. Det var da sikkert og vist. Hendes blik gled kort over på Elvernes Konge. Hun bed sig let i læben. Det var ikke ligefrem nu hun havde brug for eller lyst til at høre på et eller andet arrogant bøvl. Hun håbede virkelig ikke at han ville være på irriterende lige i dag. Hun magtede ikke at lege hans små lege som de havde gjort det på slottet.
Hans stemme lød i hendes øre og hun lukkede kort øjnene. Det gik hende stadig på at han var så meget højere i rank end hun selv var. Hun var så akavet omkring folk på den måde og hun hadede det virkelig. Hun åbnede øjnene og vendte blikket i hans retning. "Det vil heale. Tak fordi De rede mig" sagde hun roligt og lagde sværdet foran sig og satte sig i græsset. Blodet glinsede stadig fra hendes sår. Hun healede umådelig langsomt fordi hun ikke havde meget energi tilbage men det gjorde hende intet. Det skulle nok komme. Hun vendte blikket mod kongen igen. "De burde ikke have ladet den varulv forlade stedet." Hun burde have slået den ihjel. Hun vidste det og det irriterede hende. Hvorfor havde han blot ladet den gå? Det gav ingen mening!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvad varulven valgte at lave udenfor skoven her, var udenfor Thranduils ansvarsområde. Hovedårsagen i hans øjne, var at han havde fået dyret jaget væk herfra, hvor han huserede, og det var det som i hans øjne, også måtte være det vigtigste i denne stund. Pilen kom i koggeret igen og han blev stående med buen i hånden, inden han vendte sig mod hende igen. Hun var kommet slemt til skade, men hvis hun påstod at det ville heale, så.. var det vel også hvad det ville? Det så bare slemt ud. Han rynkede let på næsen. "Hvis De er sikker på det.. Om De vil, kan jeg tilbyde en af mine personlige healere til at kigge det efter?" spurgte han roligt. Selvom han var arrogant og kun anså hvad der kom ham selv, såvel som skoven til gode, så var han jo på bunden en god mand som handlede for manges bedste. Det var bare til tider svært at se, men han var jo trods alt skovens konge af en grund, og dette var en stilling som han agtet at holde til den dag han selv måtte gå i døden.
Varulven var væk nu. Han kunne ikke se nogen grund til at skulle køre yderligere rundt i den. Hans grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. "Og hvorfor ikke det? Ansvarsområdet i Procias, er skoven for mig, og så lang tid at den er væk herfra, vil det passe mig ganske glimrende. Varulve er ej velkommen eller velset i skovene her," endte han ganske sigende. Han så ikke nogen grund til at gøre noget stort eller noget lignende ud af det, hvis han kunne blive fri. Han trådte roligt mod hende og tog hendes mange sår i blik. Det bæst havde virkelig brugt hende som tyggedyr. "Lad mig hjælpe dig," sagde han så igen.

[Deleted]

Chassity batragtede Thranduil som han satte pilen i koggeret igen. Irritationen boblede i hende, hvorfor havde han bare ladet det dyr går? Hun sukkede stille og rystede på hovedet. Måske hun ikke skulle tænke alt for meget over det? Hun kunne vel et sted ikke forvente for meget. Hun vendte blikket mod jorden og ømmede sig lidt. Det skulle nok heale men der ville gå lidt tid. Det var sikkert. "Jeg er skam sikker. De behøver ikke besvære Dem mere en højest nødvendigt" sagde hun blot og kom på benene. Hun kunne mærke at det havde taget meget på hendes krop, hun var virkelig ikke vant til at komme så slemt til skade og så skulle heale. Dette sår ville tage tid, det var sikkert men hun havde ej lyst til at besvære skovens konge med sådanne noget. Hun vidste at han var en god mand men en gang i mellem synes hun ikke at han handlede rigtigt.
Hans ord fik hende til at sukke igen. Hun vendte blikket mod ham en smule fast. "Tak, men nej tak. Jeg har ikke brug for hjælp. Måske er Ansvars området i Procias for Deres vedkommende skoven men hvordan kan De være fuldstændig ligeglad med resten af folket i landet? Den ulv kan gøre meget skade! Måske er skoven Deres ansvar men resten af Procias er mit. Jeg er nød til at tage efter den" sagde hun. Hun løftede sværdet og satte det tilbage i skeden. De blå øjne vendte sig mod Thranduil kort før hun begyndte at gå i retning af hvor ulven havde forsvundet hen. Hvis hun var heldig var den ikke nået langt, så ville hun i det mindste have mulighed for at fange den. Hun nåede hen til det nærmeste træ og faldt næsten støt ind mod stammen. Måske var hun mere såret end hun lige først havde troet og dog kunne hun ikke tillade sig at lade det gå sig på. Hun var nød til at fortsætte og få fingrene i det dyr før han skadet flere.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Uanset hvad der skete udenfor denne skov, så var det slet ikke noget som rørte Thranduil alligevel. At det så var noget som måtte irritere denne kvinde, kunne han jo så heller ikke ligefrem gøre noget ved. De grønne øjne hvilede på hende. Han kunne jo se, at hun ikke havde det særlig godt, og ud fra hans gode hjerte, havde han valgt at tilbyde hende denne hjælp. At hun så derimod ikke var interesseret i den, kunne han jo ikke ligefrem gøre noget ved. Et sted passede det ham også fint, for at lede for mange til den elviske by, var han slet ikke begejstret for. Overhovedet ikke. Armene lagde han roligt over kors og med blikket mod hende. Han kendte dyr generelt. Han tvivlede stærkt på at denne varulv ville blive på denne side af grænsen. Han var komplet dum at gøre det i det tilfælde. "Jeg tvivler stærkt på, at han vælger at blive på denne side af grænsen, når han har fået chancen til at vende tilbage over den, uden at miste livet. Dyr handler mere på det instinkt at de er blevet givet muligheden for at overleve, end at tænke i intelligens," forklarede han kortfattet. At denne kvinde jo så ikke måtte være helt enig, kunne han jo ikke ligefrem sige noget til.. Hvad hun ville gøre, måtte være hendes egen sag.
Han så blot til som hun forsøgte at søge igennem skoven, men nærmest kollapset op af et træ ikke særlig langt væk fra ham. Han rynkede let i panden. Han kunne jo se at hun var afkræftet og havde ondt. Var det så hårdt at bare erkende, at man faktisk havde brug for hjælp? Han trådte roligt mod hende, hvorefter han roligt blev stående lige ved. "Er du sikker på, at du ikke har brug for assistance? En varulv bider og flår trods alt," påpegede han med en sigende og rolig mine, da han igen vendte blikket i retningen af hende. Det så bestemt ikke særlig godt ud, hvis man spurgte ham.

[Deleted]

Chassity var irrteret fordi hun en gang i mellem følte at Elverne kun tænkte på sig selv. Det var irriterende fordi hun vidste hvor meget skade sådan et dyr kunne forsage i de små byer. Han havde ønsket at æde hende, hvad hvis han tog et barn på vej ud? Den tanke var decideret sygelig for hende. Hun sukkede stille og vendte blikket mod Elvernes konge. Hun vidste at han blot ønskede at hjælpe men hun kunne ikke tage imod det. Hun var nød til at komme afsted efter det dyr. Om varulven ville blive eller ej var redundant. Det var hvad han gjorde inden han nåede muren som bekymrede Chassity umådelig meget. Hun rystede stille på hovedet. "Jeg frygter ej at han bliver i landet. Som de siger så er dyret ikke dum, han bliver ikke i landet men jeg er bekymret for hvad han kan finde på før han når muren. Han øanskede at spise mig, han var sulten. Tænk hvis han tog et barn på vej ud. Det er en forfærdelig tanke" sagde hun roligt. Hun vidste ikke hvad dette dyr kunne finde på men et sted var hun bange. Tanken om hvis han tog et barn var skræmmende.
Hun var stædig, umådelig stædig selvom hun havde det skidt. Hun måtte kæmpe videre, det var ligesom på slagmarken. Hun fik sværdet i skeden og begyndte at gå. Hendes bryst gjorde ondt hver gang hun trak vejret og det samme gjorde hendes mave men hun fortsatte blot til hun nåede træet hvor hun blev nød til at stoppe og læne sig. Hun kunne ikke bare tillade sig at slappe af før hun vidste at det dyr var sikkert over muren! Thranduils ord fik hende til at vende blikket mod ham igen. "Jeg er ikke blevet bidt, blot revet. Og jeg er nød til at få fat i den ulv! I det mindste se til det at ingen andre kommer til skade før han kommer over muren. Jeg ville ikke kunne leve med mig selv hvis der kom nogle uskyldige til skade fordi jeg intet gjorde, kan De?" endte hun roligt og vendte sig om. Hun skubbede sig let fra træet men kunne ikke få sig selv til at tage et skridt mere. Hun havde ondt og hun var træt. Hvor var det irriterende. Hun tog sig stille til hovedet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil så ikke nogen grund til at hidse sig op. Hvorfor skulle han da gøre det? Han vendte blikket mod kvinden, som tydeligt var mere oprørt end hvad han selv var. Hvis ulven var sulten, så håbede han da godt nok at han ville være hurtigt over muren, så han ikke længere ville vise sig at være Procias' problem, for det var slet ikke noget som han ønskede at slås med.. Han havde til nu allerede haft mere end hvad han havde godt af i forvejen, hvis han selv skulle have lov til at sige det. Han trak vejret dybt og lod armene roligt falde over kors, mens han blev stående og betragtede sig af denne kvinde. "De tager det for tungt, frøken. Jeg kan forsikre Dem om, at de ulv næppe kommer til at forårsage megen skade før det når de procianske murer og bliver jaget over på den anden side. Han blev afsløret.. hvilket han næppe havde regnet med," fortalte han sigende. Hvorfor tage det så tungt, når der ikke var nogen yderligere skade sket?
Det var tydeligt for Thranduil at hun havde ondt. Selvom han ganske vidst kunne huske at han havde set hende før, måtte han sande, at hendes navn måtte være gået i glemmebogen. Han mødte mange i løbet af en dag, så det var næppe noget som egentlig kunne komme bag på nogen særligt. Hovedet lod han søge let på sned, som han roligt nåede hende. Det kunne godt være, at dyret havde nået at rive i hende, men det gjorde da ondt.. Og derfor var det næppe smart af hende, at sætte efter. "Hvad der sker udenfor skoven her, er udenfor mit ansvarsområde.. Hvad der sker med Procias' øvrige befolkning, må jeg blot beklage.. Nu befinder De Dem i skoven.. mit område.. og mit territorium.. og derfor kan jeg ikke lade Dem gå i denne forfatning. Lad mig se på Deres sår," gentog han roligt, mest for at vende tilbage til det, som faktisk havde relevans for ham. Den øvrige befolkning - udenfor skoven, kunne rende ham ganske enkelt. Han havde intet med dem at gøre.