Im trying to ..... have fun?

[Deleted]

Chassity var tydeligt oprørt. Hendes tanker lå på folket, hele folket. For hende var skoven ikke en grænse, den betød intet. Hun var ansat til at beskytte dem alle og hun kunne ikke bare stå og se på mens en potentielt farlig person rendte rundt i lysets land! Det kunne hun bare ikke. Hun sukkede irriteret og rystede på hovedet. Hvordan kunne han bare være så ligeglad? Det lod til at være sandt at elverne var et højrøvet folk og hun kunne virkelig ikke andet end at være skuffet over elvernes konge. "Kaptajn. Min titel er Kaptajn, ikke frøken. Det er mig virkelig en gåde hvor ligeglad Elverne kan være" sagde hun hårdt og vendte de blå øjne mod Thranduil. Hun kunne virkelig ikke klare den form for højrøvedhed som elverne havde. Det var virkelig en forfærdelig kvalitet.
Chassity havde forfærdeligt ondt. Hendes bryst og mave brændte så forfærdeligt og hendes sår blødte stadig. Hun kunne mærke at det begyndte at blive koldere, et tydeligt tegn på at hun var ved at miste blodet i kroppen. Hun var nød til at finde den ulv sådan så hun kunne komme hjem og få slappet af. Hendes sår skulle nok heale men det ville tage tid og ærlig talt havde hun ikke lyst til at være i nærheden af elver kongen længere. Hun var faktisk frastødt af hans være måde, det var helt forfærdeligt. "Jeg er en del af den øvrige befolkning, jeg er ikke dit ansvar, er det ikke sådan det er? Hold dig fra mig, jeg vil ikke i nærheden af dig" endte hun hårdt og fik kæmpet sig en smule væk fra ham. Hun var vred, hvordan kunne han bare være så ligeglad? Hun kunne virkelig ikke fatte det. Det var helt uvirkeligt. Hendes temperament var begyndt at boble, hun kunne næsten ikke styre sig. "Det er utroligt at elverne kan være så højrøvede og ligeglade. Ærlig talt så burde du skamme dig!" Hun havde ikke hævet stemmen, det var unødvendigt men vreden var tydeligt at spore.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil tog det ikke så tungt, tat hun var foragtet af hans væsen. Det var jo egentlig bare noget som man kunne sige, at han var blevet vant til. Der var meget ved elverne, som folk var fascineret af, og så var der de ting, som gjorde, at man vækkede det stik modsatte i dem og deres væsen. De grønne øjne hvilede på hende. Udenfor skoven her havde han ikke noget at sige, og derfor havde han selv valgt at sige, at han var ligeglad med hvad der skete udenfor. Hvorfor skulle han da ikke bare være det? "Meget vel.. Kaptajn," endte han sigende. Hvis det var sådan hun ville have det, så var det selvfølgelig sådan at hun skulle få det.. At blive kaldt ved sin titel. .for mange var det stort.. for en som ham, så var det jo trods alt bare en hverdag.
Selv kunne Thranduil se, at hun havde ondt, og den tanke var bestemt ikke noget som han bifaldt. Selvom det var meget at forlange, at hun skulle tage imod hans hjælp, når han netop havde givet udtryk for denne udtale, men hun befandt sig i skoven. Med andre ord, så var det faktisk hans ansvar, om hun ville være ved det eller ikke. Han kneb øjnene svagt sammen, selvom han blev stående lige ved. "Du befinder dig i skoven, Kaptajn. Det er netop hvad der gør det til mit ansvar, og særligt når handlingen fandt sted her. Jeg vil ej tvinge dig, men du kommer ej langt i denne forfatning. Varulven vil ende med at slå dig ihjel," fortalte han roligt. At hun ville ofre sit eget liv for at finde den, forstod han ikke, for det væsen var da langt over alle bjerge nu. Det håbede han i hvert fald for dens skyld. Han ville ikke høre om det væsen på denne side af grænsen igen! Hun ville ikke have ham i sin nærhed? Ærligt kunne han ikke se hvad han havde gjort. "Det er blot min anbefaling. Hvad du ønsker at gøre ved det, er jo trods alt op til dig.. Det andet her koster dig livet.. Og det kan jeg love dig," afsluttede han ganske kortfattet.

[Deleted]

Chassity kunne virkelig ikke forstå at nogen kunne være så ligeglad med andre. Hun kunne ikke se at man kunne være så ligeglad med den del af ens land og så kun fokusere på den del man kunne lide eller lige den del som man var i. Nej hvis verdenen var sådan så var der sgu ingenting som ville fungere. Tåbelige elvere. At han så valgte at kalde hende kaptajn gjorde hende også irriteret. Det var ligesom måden han gjorde det på, det gjorde hende bare voldsomt vred selvom hun ikke ligefrem sagde noget fordi hun havde jo bedt ham om at kalde hende det. "Tak" sagde hun lidt fast og vendte blikket fra ham. Hun var egentlig ligeglad med sin titel, det var ikke stort for hende men det var mere personligt når han kaldte hende for frøken, eller det synes hun i hvert fald og derfor ønskede hun det ikke.
Chassity havde ondt, meget endda. Hun havde brugt alt sin magiske energi på at kæmpe og havde ikke længere noget tilbage til at heale sig selv med. Det var i sig selv en virkelig fustrerende tanke som hun virkelig ikke kunne lide men endnu værre var det at Thranduil blev stående og påstod at hun var hans ansvar. Det irriterede hende at han så sådan på det her men ikke nogen andre steder. "Så må jeg vel hellere forføje mig ud af din skov. Vi skulle jo nødigt have at du skulle være i for meget kontakt med eller hjælpe et andet væsen end en af dine egne vel?" sagde hun koldt og begyndte stille at gå. Hun kæmpede med hver skridt men hun fortsatte stædigt. Hans ord om at hun ville dø hvis hun fortsatte gjorde hende om muligt kun mere vred. Hun stoppede ikke op, hun magtede ikke at stoppe og starte igen for hun var ikke sikker på at hun kunne. "Hellere dø udenfor skoven end blandt folk som er ligeglad med andre mennesker i dette land. Jeg er skuffet over Elvernes konge. Jeg forventede mere af dig." hendes toneleje var stadig voldsomt koldt som hun snakkede mens hun kæmpede sig videre i samme retning som ulven. Det første mål var at komme ud af skoven og så kunne hun tage den derfra.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kunne da uden tvivl godt se, at hun virkelig havde ondt, uden at han egentlig kunne gøre alverdens ved det, så længe som hun ikke ville have det. Som enhver anden leder, satte han sine egne før han satte alle andre, og hvad der skete på den anden side af skoven her, var han ærlig talt fuldkommen ligeglad med. Nu hvor det var sagt, kunne han jo godt fornemme, at det var noget som virkelig måtte irritere ham. Han regnede skam ikke med at varulven ville prøve på mere på denne side af muren, og særligt ikke når en leder af en race nu havde fået øje på ham, så var det uden tvivl kun noget, som han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at han nu kunne gøre det. Han trak vejret dybt. "Jeg tager ansvar for hvad der sker og foregår på min grund og indenfor mit område, som nu er skoven her.. Andre må tage ansvaret for hvad der sker udenfor." Hans ord var nu alligevel stålfaste, som intet andet. Folk var ligeglad med skoven, og selv det var jo noget, som han havde set, da den havde brændt på magisk vis, og det havde jo kostet frygtelig mange elvere livet. Han havde lukket af fra dengang. Han stolede bestemt ikke på mange ude fra.

Selvom hun stålfast forsøgte at komme videre, var tydeligt for ham, ikke ville gøre hende nogen gavn. Det ville tage hendes liv at søge ud efter den varulv for hun ville ikke komme særlig langt. Om man ville betegne det, som at dø i kamp eller om det var en dumdristig handling, var jo så to helt forskellige sider af sagerne, kunne man jo sige. Han slog armene over kors. Han kunne ikke hjælpe en, som ikke ville hjælpes, og det vidste han udmærket godt. "Det vil tage dit liv, at søge efter den ulv. Blot du er kendt med det. Jeg kan ikke hjælpe dig, om du ikke vil hjælpes," pointerede han roligt. At hun var skuffet over ham og hans beslutninger, tog han sig ikke af. Hun var ikke elver, så hvorfor skulle det egentlig røre ham?

[Deleted]

Chassity havde forfærdeligt ondt. Hun følte sig næsten kollapse på jorden men hun ville ikke. Der var en ting der var stærkere end smerten og det var hende forbandede stædighed. Hun ville ikke give efter for den eller for ham. Hun nægtede det virkelig meget. Hun kunne virkelig ikke tro at nogen kunne have det sådan her. Hun havde forventet så meget mere af elvernes konge og hun kunne virkelig ikke forstå at han tog det på den måde. De var for pokker alle sammen en del af det samme land og alligevel så delte de sig op på denne måde. Det var virkelig forfærdeligt at se at et land kunne være så splittet, i sær nu hvor hvor det om muligt havde mere brug for at være samlet end noget som helst andet. Han anså ikke resten af landet for at være vigtigt? Han anså ikke de andre borgere for værende vigtige. Hun kunne virkelig ikke have den mentalitet. Den var så fjern fra hendes egen. Hun kunne slet ikke have det. "Hvis du tager ansvar så burde du have slået det forpulede dyr ihjel i stedet for bare at lade det løbe. Du påstår at du tager ansvar men du fraligger dig det bare og lader andre håndtere det. Det er virkelig skammeligt. Jeg kan slet ikke forstå hvorfor jeg og andre fra mit regiment kom jer til undsæt ning af skoven brændte. Jeg føler mig helt dum nu" sagde hun koldt og skuttede sig lidt. De havde været unge, ikke ret højt rangeret soldater som var på øvelse i nærheden. De havde fået strenge ordre på at gå lige hjem men Chassity og et par andre kunne ikke bare lade alle de uskyldige i stikken. De fleste af dem som havde søgt med Chassity havde været healere men det var der også brug for. De var syv der kom til hjælp og det slut var det kun Chassity som havde overlevet infernoet. Hun havde mistet 6 venner den dag for at rede deres liv og lige nu følte hun det virkelig bare som spild.
Hun kunne ikke stoppe for hvis hun stoppede ville hun falde om. Hun havde det rigtig skidt, hun kunne næsten ikke mere i sin krop og det tog også på hendes ressourcer at være så gal som hun var. "Kan du ikek være ligeglad med hvad der sker med mig? Jeg er jo blot en udefra kommende. Jeg skal bare klare mig selv. Det er jo den mentalitet som du holder dig. Hvorfor er det anderledes nu?" spurgte hun hårdt og støttede sig til det nærmeste træ. Hvor skulle hun dog bare have været blevet hjemme og trænet i stedet for at søge ud og holde fri. Hun havde været tåbelig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil handlede på sit folks bedste, som kongehuset gjorde for sit, og det var der vel ikke noget forkert i? I Thranduils øjne, var det to kongeriger samlet under et, også selvom han vidste, at når det krævede det, så var han underlagt det procianske kongehus. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, for det var en mentalitet, som han kunne holde til. At denne kvinde så derimod reagerede så voldsomt på det, var ikke noget som han direkte kunne gøre for. Han havde grunde til at skulle gør som han gjorde. Skoven var hans område.. Hvorfor skulle han spilde tiden med at gå med frygten og tankerne om hvad der skete alle mulige andre steder? "Dyret var på mit område, og jeg handlede på baggrund af hvad jeg har fundet rigtigt. Det dyr vil ikke udgøre nogen større trussel for Procias på denne færd," endte han med en ganske kortfattet stemme. Dyret var forvandlet udenfor fuldmånen og var derfor præget af dyriske instinkter.. Det ville flygte, snarere end det ville gøre noget andet, og det var det, som i Thranduils øjne, var det vigtigste. Hans øjne lyste, som hun refererede til den magiske skovbrand. Den havde taget frygtelig mange elviske liv.. virkelig mange! Denne gang tog han et roligt skridt mod hende. "Kongehuset sendte aldrig nogen for at hjælpe os ud af den situation, Chassity. De udtrykte deres ligegyldighed og vendte ryggen til," endte han denne gang med en mere bestemt tone, end hvad han gjorde brug af tidligere. Det var ham et ømt punkt.. så mange som han havde mistet under det forløb.

Det var tydeligt for Thranduil at hun havde ondt, men selv han kunne jo ikke hjælpe hende, om det ikke var noget som hun var villig til at tage imod. Skete tingene på hans område, og var det der man opholdt sig, så ønskede han faktisk at hjælpe. Der ville han i hvert fald mene, at han viste, at han faktisk havde et godt hjerte. Hendes vandring fortsatte, også selvom han med rolige skridt gik ganske kort bagved. Han vidste og var temmelig sikker på, at hun nok skulle falde om på et eller andet tidspunkt, for hun havde det ikke godt, det kunne han da så tydeligt se! "De befinder sig stadig på mit område, så hvorfor skulle jeg tage det på andet vis? Jeg ønsker at hjælpe.. Jeg er skam ikke nogen hjerteløs mand, selvom jeg har mine holdninger.. som De tilsyneladende ikke er enig i." Ja, et sted så ragede det ham ganske enkelt, at det var sådan hun havde det med tingene. Hvorfor skulle han handle og reagere anderledes på det?

[Deleted]

Chassity var utrolig stædig. Hun var mere stædig end hun var ømskindet, det var da sikkert. Hun følte sig blive svagere, hun var ved at kolabse men hun kunne ikke og hun ville ikke! Slet ikke herinde da, ikke i nærheden af ham. Hun følte sig forarget, dog ikke kun på ham men på hele situationen. Procias havde brug for at være samlet og både kongehuset og elverne opførte sig som nogle stædige møgunger for at sige det mildt og det bragte fustration fordi Chassity virkelig mente at alle liv var lige vigtige. Procianere som elvere. Hun fnøs bare irriteret af ham ved hans ord. Han havde handlet for hvad der var rigtigt? Han havde bare fejet problemet under måtten og så lade andre håndtere det og det var virkelig den mentalitet som hun ikke kunne have. Et mørkt væsen var på denne side af muren, det ville da være i alles interesse at fange det eller slå det ihjel. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. Det her var virkelig for meget.
Chassity kunne mærke det på hele sin krop efterhånden. Hun kunne snart ikke stå på benene mere men stadig kæmpede hun sig dog længere og længere mod skovens kant. Hun endte med at tage sig en smule til hovedet. Hun begyndte så småt at blive svimmel hvilket hun parrede sammen med hendes nu ekstreme blodmangel. Typisk at hun ikke lige kunne nå hjem og bare ned at ligge. Så ville det hele blive bedre. "Jeg er en fremmed og du er åbenbart ligeglad med resten af den Procianske del af befolkningen, den del som jeg er en del af. Det er sjovt for jeg troede ellers at elvere havde en forkærlighed for alt levende .... Lad til at det kun er få individer der har det på den måde" sagde hun stille.

Endelig kunne hun se skovbrynet. Hun ville virkelig ikke være i skoven mere men hun tvivlede på at vingerne ville kunne bære hende hjem men i det mindste behøvede hun virkelig ikke hænge på ham mere. Hun nåede et par meter ud på den anden side af træerne før hun hørte hans ord. Hun kunne mærke vreden boble i hende og hun vendte sig og gik tilbage mod ham, dog stadig uden for skovens område. "Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad konhuset sagde og gjorde. Min far lærte mig at alt liv er helligt, elvere, magikere, engle, alle sammen! Så nej, jeg stod ikke bare at så på mens folk døde! Jeg tog hen for at hjælpe fordi jeg vil hellere gøre en forskel og blive straffet end at vide at jeg lod andre levende væsner dø!" sagde hun koldt og kiggede på ham med hårde øjne. Hun havde været der. Hun var gået imod direkte ordre for at rede folk ud af flammerne. De havde krævet deres ofre, hun var den eneste der var vendt tilbage i live. "Jeg vil hellere dø vel vidende om at jeg gjorde alt i min magt for at rede andre end at vide at jeg gjorde intet. Og jeg var ikke den eneste med den holdning vi ....." Hun endte med at måtte tie igen. Hun tog sig til hovedet men der gik ikke lang tid før hun ikke længere havde nogen balance og faldt til jorden. Dette sidste vredesudbrud havde virkelig taget det sidste af hendes energi.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde en forkærlighed for alle væsner - som befandt sig på hans side af grænsen, da han ganske enkelt var ligeglad med hvad der foregik på den anden side. Så lang tid, at han fik sit til at passe sammen, og holdt styr på hvad han skulle holde styr på, kunne han ikke se hvorfor han skulle spilde med tid og kræfter på at fokusere på hvad der skete på den anden side, for det var slet ikke noget som nogen fik noget ud af, og der var han jo heller ikke ligefrem noget undtag, kunne man jo så sige. Han var indebrændt et sted, selvom han nu lod det vise sig i handling kontra alt det andet, for hvordan kongehuset ville tage tingene, kunne han ikke sige, og et sted, så var han ganske ligeglad hvad det angik. "Hvordan du har det med tingene, kontra hvordan jeg ser på tingene, er to helt forskellige ting.. Jeg er ikke vred på dig over din fremtoning, som du tilsyneladende er på min," pointerede han med en ganske sigende mine, mens han blot fulgte efter hende..

Selv kunne Thranduil jo se, at dette på ingen måder ville gå i den anden ende. Det forundrede ham ikke, at det var på denne måde, at hun havde det med tingene. Han fortsatte efter hende, også selvom han vidste, at det kun pissede hende mere af, end hvad det gjorde i forvejen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. "Hvorfor tænke på andet end hvad der er relevant for mig? Jeg formoder stærkt, at de øvrige ledere samt kongehuset selv kan styre det land og den del af samfundet, som de er en del af, som jeg styrer hvad der er mit," endte han ganske sigende. Hun havde det jo ikke særlig godt, og det kunne han da så tydeligt se!
Selv blev Thranduil stående ved skoven, da han så at hun røg i jorden.. bogstavelig talt lige udenfor hvad der var hans område, men tæt nok på til at det satte ham i et temmelig grumt dilemma. Han sukkede tungt. Hun gjorde det heller ikke nemt for sig selv. "Gem på kræfterne til at du får brug for dem.. Der er ingen strid at udkæmpe her.." Med disse ord, trådte han ud og knælede ved hende. Dertil tog han fat om hende, for at hjælpe hende op. "Jeg lader dig ikke sidde her.. så kom med," tilføjede han sigende, inden han denne gang, tog hende med sig i retningen af hans by. Nu havde han fået nok!

[Deleted]

Det var virkelig underligt at nogen kunne have det på den måde. Hun var ligeglad om han så var kongen af hele verdenen men bare det faktum at nogen kunne være ligeglad med andre mennesker på den måde .... det forbavsede hende. Hun var ligeglad med hvad kongehuset gjorde, de havde åbenbart samme holdning og den var også forkert. De skulle tage sig af og beskytte elverne i skoven som elverne ligeså skulle sørge for at der ikke skete noget med den øvrige befolkning. Det var en skræmmende tanke at landet skulle være delt på den måde og den ulv som han nu havde ladet løbe frygtede hun virkelig ville gøre et eller andet. Det var da helt sikker. "Jeg er vred over det faktum at du ikke anser liv for værende vigtigt. For mig er alt liv vigtigt .... Om det så er i skoven eller i resten af landet. Jeg er her for at beskytte alle. Hvis jeg kan rede liv vil jeg endda gå imod direkte ordre for at gøre det" pointerede hun surt. Hun forstod virkelig ikke at andre kunne have det på en anden måde, det var hende virkelig fjernt.

Som de gik gennem skoven fik Chassity det værre og værre. hun kunne mærke smerten mere og mere og hele hendes krop begyndte bare så småt at give efter. Hun havde det virkelig skidt da hun nåede skovens kant men der var hun i det mindste ikke hans problem, vel? Hun var rasende, hun havde opgivet meget for at rede folket ved den magiske brænd, rigtig meget endda. "Hvorfor være som alle andre? Jeg begriber ikke hvordan ingen af jer gider at kigge på helheden i stedet for hvad der er lige foran jeres egen næsetip. Det er det som gør mig vred og fustreret. Jeg forstår ikke at dem som sværger at de vil beskytte kun gør det halvt. Det er ikke kun dig" endte hun stille. Det var virkelig noget som gik hende på. Den gang med brænden havde hun fået en direkte ordre til at lade være med at gøre noget men hun havde ikke kunnet. Hun ville beskytte alle og hun havde fået redet en del som måske ville være brændt inde hvis hun ikke havde været der. Det hele begyndte at køre rundt i hovedet på hende og hun endte med at falde til jorden af udmattelse. Hun kunne virkelig ikke mere Hun regnede med bare at blive siddende og blev dog overrasket da hun mærkede Thranduil gribe om hende og løfte hende op på benene. Hun havde ikke overskud til at kæmpe imod mere selvom hun da endte med at gøre et forsøg. "Slip mig ... Jeg har det fint ... Slip mig" mumlede hun svagt og endte da også til sidste med at miste bevidstheden der i hans arme. Hun var virkelig dårlig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde uden tvivl været skuffet over, at kongehuset ikke havde gjort mere under den store skovbrand, men det var der jo ikke noget at gøre noget ved nu. Dette rige var et rige for sig, selvom han var underkastet kongehusets store vilje. Krævede de noget af ham, så gjorde han det naturligvis, men foruden det, så passede han sit eget, for at få det til at løbe rundt, da det andet slet ikke var noget som rørte ved ham. Burde det? Han selv var jo et væsen af skoven her.. en konge af skoven her, hvilket var en titel som han havde fået efter sin egen fader for frygtelig mange år siden. "Jeg vil ikke påstå at jeg ikke værdsætter alt liv, for det gør jeg skam. Man er ikke herre over alt omkring en, og man kan ikke styre og kontrollere tingene i den forstand. Mit hjem er skoven her, og det er hvad jeg sætter først.. som kongehuset sætter sit rige først," sagde han sandfærdigt. Det i sig selv, var en mening, som man ikke ligefrem kunne rokke på.

Chassity havde det skidt.. Det stod langt ud af hende, selvom hun nok næppe ville erkende det. Dette var skam også grunden til at Thranduil valgte at følge efter hende. Selv tvivlede han stærkt på at ulven ville gøre nogen noget, før den var søgt på den anden side af grænsen. Han havde været hård.. virkelig hård ved den, og det var ærlig talt slet ikke noget som rørte ham. Han havde reddet hende, såvel som mange andre på denne side af grænsen, ved at jage den væk. Det burde da tælle? "Jeg har intet imod at gøre hvad det kræves - når det kræves. I princippet kunne jeg snildt lade dig tage ulven alene, og miste livet. Jeg reddede dit liv. Så umenneskelig og hjerteløs er jeg faktisk ikke," sagde han roligt.
Hun gik i gulvet.. Hun havde det skidt, hvilket også var grunden til at Thranduil løftede hende op i sine arme og begyndte at bevæge sig i retningen af sin egen by. Den var flyttet langt ind efter skovbranden, for at være sikker på, at ikke mange ville komme i nærheden af den, og det var præcist sådan at han gerne ville have det. Han sagde ikke noget, da hun gik ud som et lys.

Skovelvernes by tårnede sig op i det fjerne. Næsten som bygget i en dal bestående af høje træer, med huse som lå langt over jorden, og med stisystemer til at forbinde dem. Fuglene sang.. der løb en bæk på tværs igennem byen, og der var en lille handelsstad, hvor de handlede med hvad end skoven kunne tilbyde dem, uden at påføre den nogen skade. Thranduil førte hende til sit hjem i det største egetræ som lå i byen. Hans hjem var i sig selv, ikke så stort og luksuriøst, som man skulle regne med for en konge.. Han fik hende lagt på sin seng, hvor han efterfølgende fik bragt det som tilsvarede en klud og en spand vand op, så han kunne duppe hendes pande og få tilset hendes sår.

[Deleted]

Chassity kunne virkelig ikke forstå den mentalitet om det så var ham der havde den eller nogen som helst anden. Hun havde altid ville beskytte alle, hvorfor skulle hun ellers være blevet en del af hæren? Hun ønskede virkelig kun at hjælpe og støtte folk og det havde allerede kostet hende dyrt. Hendes handlinger ved skovbranden havde sat en evig plet på hendes ry og det havde meget svære for hende at komme langt inden for hendes fag. Ikke at det gjorde hende noget for hun vidste at hun havde gjort det rette den dag. "For mig viser det at du er fuldstændig ligeglad med hvad der sker på den anden side af træerne fordi du lod den ulv løbe. Det vil altså sige de andre liv som er på den anden side af skoven. Du er ikke herre over alt men du kunne være herre over det og du valgte at smide ansvaret fra dig og bare give det videre" sagde hun en smule hårdt.

Hun var på nippet til at falde om, hun vidste det og hvad der var værre så vidste han det også. Hun kunne se det på ham og det var også derfor at han fulgte efter hende? Hun var irriteret, hun hadede virkelig det her. Hun ønskede virkelig bare at komme væk sådan så hun kunne få slappet af. Dog skulle det ikke ende sådan. Hans ord gav hende ingen trøst, ikke det mindste. "Hvorfor er mit liv vigtigere end andres? Det er det ikke. Jeg ville med glæde miste livet hvis de betyder at jeg kan beskytte nogen andre. Om det så er elvere eller andre Procianere. Og du redet ikke mig, du redet dig se fra at se dårlig ud foran kongehuset. Det ville ikke være godt hvis du blot havde stået og kigget på at en af hærens kaptajner blev slået ihjel" pointerede hun koldt.
Hun faldt om, hun havde det virkelig skidt og kunne ikke længere holde sig vågen. Blodet havde hun tabt, hun havde ikke magi i kroppen og nu heller ikke mere energi i kroppen. At han tog hende i armene bed hun sig ikke mærke af, havde hun gjort det havde han nok fået en på hovedet men lige nu var hun bevistløs.

Chassity blev ført til Thranduils hjem og lagt i hans seng. Hun var stadig væk men trak vejret roligt. Et sted havde hun vel også haft brug for hvilen. At han tilså hendes sår og var om hende vågnede hun ikke af. Der gik noget tid før hendes energi begyndte at vende tilbage til hendes trætte og forslåede krop. Hun åbnede besværet øjnene op. Hun var ikke længere udenfor men indendøre, i en seng. Hun var forvirret indtil hendes blik faldt på Thranduil, havde han taget hende med sig hjem? Hun sukkede lydløst som hun mærkede hans duppe hendes pande og næsten instinktivt løftede hun hånden op og greb fat om hans håndled og førte hovedet lidt væk. Nok var hun svag men hun var stadig forbandet stædig og hun havde godt nok ikke brug for nogen til at tage sig af hende. "Lad være" mumlede hun blot mens hendes blik hvilede intenst på hans skikkelse. Stadig var det meget tydeligt at hun virkelig havde det skidt men at hun stadig var for stædig til at acceptere nogen som helst form for hjælp.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Chassity kunne kalde Thranduil hvad end hun ville, og han ville være ligeglad. Han handlede som han gjorde, og han handlede for sit folks bedste, og det var det som var sagens kerne. Han havde i denne dag reddet hendes ende fra den ulv, som ville have brugt hende, som havde hun været et tyggedyr, og det var noget som han slet ikke ønskede skulle ske, om det var noget som han ellers kunne blive fri for. De grønne øjne vendte han mod hendes skikkelse, som han havde løftet hende op. Hun ville falde om, og i hendes tilstand, kunne det jo faktisk godt gå hen og vise sig, at blive skræmmende farligt, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem. Han var den sidste som havde set hende, og derfor den som burde handle og gøre noget, inden det ville komme så vidt. Han var nemlig heller ikke så hjerteløs, som hun tilsyneladende ønskede at fremstille ham som. "Jeg handler som jeg handler.. Jeg er ikke ligeglad med de procianske liv.. Men det væsen ved jeg, ikke vil yde mere skade her.." sagde han blot. Han var ligeglad med hvad der skete på den anden side af muren, for de var omfattet af andre til at beskytte dem, som andre under et andet regelværk. "Du er ikke mere værd end andre, men lige så vigtig i det henseende," sagde han med en sigende mine.

Thranduil bar hende op i sin seng, hvor han lagde hende i hans egen personlige seng. Han plejede ikke at være så gæstfri i hans eget hjem, men hun havde brug for at komme ned at ligge, hvilket han jo udmærket godt kunne se. Han duppede let hendes pande, selvom hun tydeligt markerede, at det slet ikke var noget som hun havde lyst til. Stædighed.. Det var noget som han da uden tvivl kunne mærke på hende. "Stædigheden vil slå dig ihjel," pointerede han med en sigende mine. Ikke at han kunne gøre noget ved det, men det var nu bare sådan at det var. Han vred blot sit håndled fri, inden han fortsatte over hendes kinder og generelt i hendes ansigt, for han ønskede jo heller ikke ligefrem at hun skulle miste livet i hans varetægt.. Det ville jo kun få ham til at fremstå forfærdelig, og det var slet ikke noget som han var det mindste interesseret i!

[Deleted]

Chassity kunne bare ikke forstå det. Hun kunne virkelig ikke se hvordan han bare kunne lade den pokkers ulv løbe og så bare være ligeglad. Han var sikker i sin sag om at den ej ville gøre nogen noget på denne side af muren og hun håbede så inderligt at han havde ret. Hun ville lødig vågne til at finde ud af at nogen var blevet dræbt. Det var en tanke som hun slet ikke kunne bære og det var den som fik hende til at kæmpe videre selvom hun havde det så skidt. Han tog hende i favnen, hun brød sig ikke om det men der var ikke så meget hun kunne gøre. hun havde ingen kræfter tilbage i kroppen. Hans ord rungede i hendes hoved og han blev mere og mere fjern for hendes blik. "For folkets skyld håber jeg at du har ret" endte hun stille. Hun havde det virkelig skidt. Hendes blik sejlede for hende og hun kunne næsten ikke holde sig vågen mere. Øjnene gled stille i ved hans ord om at hun ikke var vigtigere end alle andre hvilket i sig selv var en tanke som hun bifaldte når den kom fra ham men hun nåede ej at svare ham før hun faldt hen.

Hun var bevidstløs indtil hun vågnede i et hjem hun ikke kendte, i en seng som var hende uvant og Thranduil som sad ved hendes side og tilså hende. Hun brød sig ikke om det, ikke så meget fordi det var ham men fordi hun ikke ville have at andre tog sig af hende. Hun var virkelig ikke godt til det der, skønjomfru i nød som mænd så godt kunne lide. Hun ville langt hellere klare sig selv og så bare komme sig i den tid som det tog. Hun greb fat i hans håndled, hun holdt ikke hårdt fat men dog nok til ligesom at påpege at hun ikke ønskede at han skulle røre ved hende på dem måde. Dog var han ligeglad. Hun mærkede hvordan han vred sig fri og fortsatte med at duppe hendes ansigt. Hun sukkede irriteret ved hans ord og greb fat i ham igen, denne gang dog nede ved hans hånd i stedet for hans håndled. Hun vendte blikket mod hans skikkelse og lod hovedet søge en smule på sned. "Jeg er ligeglad. Jeg ønsker ikke det her. Du skulle have ladet mig ligge. Især fordi jeg jo var nåede ud af skoven. Jeg var ikke længere dit ansvar" pointerede hun roligt og lukkede øjnene kort. Hun havde det stadig ikke godt og hendes magiske energi havde endnu ikke indfundet sig i hendes krop så hun kunne ikke heale sine sår.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Chassity var uden tvivl utrolig utilfreds med hvordan det hele havde udviklet sig, og derfor spillede hun da udelukkende på den stædighed, som hun nu måtte have i sin besiddelse. Han havde fået hende med sig hjem, og havde undladet at besvare hendes ord, da hun var gået ud som et lys ganske kort efter. Ikke fordi at han som sådan kunne gøre alverdens ved det, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse, som han nu havde fået hende lagt der. Hvorfor skulle den varulv da bide andre, når han havde fået den oplagte mulighed for at søge ud af landet, duen at der ville ske ham noget? Det var nok mere den tanke som han gjorde sig. Han var temmelig sikker på, at han havde ret. Om varulven havde gjort brug af de naturlige instinkter om ikke andet.
De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun kunne sige hvad hun ville, men det eneste som han egentlig var ude på, var at få hende lidt på benene igen, så hun kunne komme hjem. "Du var måske ude af min skov, men jeg har været den sidste som har set dig. Du faldt om ved siden af mig.. Jeg er ikke så umenneskelig at jeg bare ville lade dig ligge," endte han med en rolig stemme. Hun kunne blive så hidsig som hun ville være, og for hans vedkommende, ville det virkelig ikke gøre nogen forskel, for han tog det nu ganske roligt og ganske stille. Han fjernede hånden og med den samme rolige mine som tidligere. "Hvorfor reagere så voldsomt, når det eneste jeg forsøger, er at sikre mig, at du kan komme hjem? Her i byen har vi landets bedste healere, så jeg kan tilse dine sår.. Jeg kan en ting eller to på egen hånd, om det skulle være nyttig," sagde han med en fortsat rolig stemme. Der skulle virkelig meget til, før han blev hidsig, og hævede stemmen, for det havde han slet ikke nogen grund til i en situation som denne, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. "Lad mig tilse dig," afsluttede han sigende. Han ville faktisk gerne.

[Deleted]

Chassity var stædig. Hun var forbandet stædig og ønskede virkelig ikke at blive hjulpet. Især ikke af en mand. Hun kunne klare sig selv, hun ville klare sig selv. Hun havde aldrig haft brug for nogen før så hvorfor nu? Hun ville ikke have at han tog hende med men hun havde jo ikke kunnet gøre noget da hun var gået ud som et lys. Han skulle bare have ligge, så havde hun kunne klare det selv. Hendes blik hvilede på hans skikkelse, hun var ikke vred mere men stadig mildt irriteret over hele situationen. Han skulle ikke røre ved hende, ikke hjælpe hende. Hun ville virkelig ikke have det. Hans ord fik hende til at sukke, hun holdt stadig fat i hans hånd sådan helt uden at tænke meget over det. "Og? Jeg ønskede ikke din hjælp, jeg ønsker ikke hjælp. Det er mit valg, min krop, mit liv. Jeg har ikke brug for hjælp, jeg skal nok klare det selv." Hun havde jo været vant til at klare sig selv, hendes begyndelse i hæren havde ikke ligefrem været fantastisk måtte hun da nok erkende. Hun var ikke så høj og folk anså hende ikke som værende god nok i det erhverv som hun nu havde valgt sig. Hun havde været ene og alene om at modbevise dem alle sammen og det havde sat sine spor på hendes sind. Hun var virkelig bare ikke i stand til at modtage hjælp. Hun slap stille hans hånd og fik med besvær kæmpet sig op og sidde. Hun havde ondt, rigtig ondt faktisk men hun var ligeglad. "Du skal ikke tænke på det. Jeg kan selv heale det. Jeg skal nok selv finde hjem" pointerede hun stille men kom ikke rigtig videre efter hun havde set sig op. De størknede sår gjorde ondt på hende, det var tydeligt men den følelse og styrke til altid at kæmpe videre brændte virkelig i hende også. Hun ville bare klare sig selv, klare sig alene. Sådan havde det altid været. Nu var ikke anderledes. Hendes blik faldt roligt på hans skikkelse ved hans sigende ord. Hun rystede blot på hovedet og prøvede at rykke sig lid på sengen selvom hun hurtigt måtte opgive det igen, i hvert fald mens han stadig sad hvor han gjorde. "Jeg skal nok klare det selv." Det kunne vel kun være tydeligt at hun bar præg af altid at have gjort alt ting selv, hun var virkelig ikke god til at modtage hjælp og da slet ikke på denne måde som det blev gjort på lige nu.