Twinkle twinkle little star

[Deleted]

Solen stod højt på himlen da Nitka vågnede med et gab. Hun så rundt og havde ingen erindring om hvor hun var eller hvorfor hun var der - men hun tog det ikke så tungt. Hun kravlede ud af sengen og greb den hvide kjole og trak den over hovedet - hun vendte den både på vrangen og bagvendt men det generede hende ikke. 
Hun stod midt i kroværelset og så sig om. Der var et badeværelse, et skab, et bord og en seng. Og i sengen lå der en eller anden hun ikke havde set før. Men hun tabte hurtigt opmærksomheden for manden da en smuk selvlysende lys sekvens langsomt flød ind over hendes synsfelt og hun smilede begejstret og klappede i hænderne. 
Hun satte sig på gulvet og rakte ud efter lysene der drillende undveg hendes fingre. Hun nynnede med på melodien i hendes hoved, en gammel sang hendes mor havde sunget for hende for mange år siden. Hun lukkede fingrene om lyset, men det var forsvundet da hun åbnede hånden. 

[Deleted]

Det var med en slags lav knurren, Loup langsomt vendte sig i sengen, og åbnede øjnene. Han havde forventet at se Nikas skikkelse ligge i sengen, men da han i stedet hørte en barnlig latter fra gulvet, satte han sig hurtigt op, og så på hende, der hun sad og så ud til at gribe efter noget kun hun kunne se. Han kvalte et støn. Hun er blevet til ungen igen, indså han til sin frustration. Nemesis havde i det mindste været interessant, og Nika… han behøvede vel ikke begrunde hvorfor han syntes om hende. Han greb sin skjorte og trak den over sine skuldre, mens han betragtede den nynnende Nitka. Der var nu stadig noget over hende, der ikke kunne holde ham fra at smile skævt. Han vendte dog blikket mod vinduet igen, og kunne bekræfte at det måtte være et sted efter middag. Han havde vist haft brug for den ekstra søvn.
”Jeg hader at afbryde din leg, Nitka, men vi må hellere komme videre.” Loup hadede at opholde sig på ét sted for længe af gangen, og specielt på et sted som dette.

[Deleted]

Nitka så så op på Loup da han rejste sig, uden rigtig at give indtryk af gentagelse. Hun grinede lidt mens hun så på ham men blev trodsigt siddende på gulvet. Ordene hun sang gav ingen mening, enten var det et fremmed sprog eller også var det, nok mest sandsynligt, pludder.
Hun klappede forsigtigt i hænderne og rakte dem op over sit hoved med blikket fikseret på loftet, eller det der var loftet for alle andre end hende. Smukke stjerner i forskellige former glimtede til hende og hun grinede muntert mens hun sang videre på det der måske var en selv opfunden sang.
Hun lod til helt at ignorere Loup, eller hvert fald ikke registrere at han var der og han havde henvendt sig til hende. Hun levede sit eget lille liv, og reagerede ikke altid på det der blev sagt og gjort. Nu var hun her, og med mindre hallucinationerne ledte hende andet steds blev hun der nok.
Hun fikserede på loftet og rokkede lidt frem og tilbage mens hun nynnede. Hun så rundt i rummet igen, og endelig landede hendes blik på Loup. Hun grinede fjollet til ham og vinkede barnligt før hun så mod loftet igen og pludrede for sig selv.

[Deleted]

Loup lagde ansigtet en anelse på sned, mens Nitka sang sin sang. Hvilket sprog det end var, kunne han ikke svare på, men med alt han havde set fra hendes side i løbet af det ene døgn han havde kendt hende, ville det ikke overraske ham hvis det var et sprog hun selv havde fundet på. Der var noget mærkeligt fascinerende ved at se en fuldvoksen kvinde opføre sig som et barn, men om det var nok til at få ham til at ville være babysitter, var han slet ikke sikker på.
Selv Nemesis er bedre selskab end dét der, blev han enig med sig selv om, og førte hånden gennem sit hår. Han havde ikke meget lyst til at skulle tvinge hende med sig – specielt hvis hun blev ved med at opføre sig som et barn – men han havde heller ikke lyst til at blive værende i kroen alt for længe. Og han var ikke meget for at efterlade hende der. Nemesis var alt for interessant, Nitka var forsvarsløs – med undtagelse af Nemesis’ indblanding – og Nika… åbenbare grunde. Da Nitka vinkede til ham kunne han alligevel ikke holde et smil tilbage, og han gengældte hendes vinken, før han satte sig ned på hug foran hende, men hun lod igen til at have blikket vendt mod loftet. ”Hvad kan du se?” spurgte han nysgerrigt. Hvad hun end så var der tydeligvis kun i hendes hoved, men Nemesis havde angrebet ham på grund af hvad der end var i hendes hoved – det var nok til at gøre ham nysgerrig.

[Deleted]

Nitka opdagede ikke at Loup satte sig ned foran hende før han talte. Hun vendte blikket mod ham, hendes øjne var enorme og udstrålede den rene uskyld hvilket var dybt ironisk taget de sidste 12 timer i betragtning."Det er de sjove lys" Svarede hun, som var det den mest normale ting i verden. Hun så mod loftet. "De er såååå flotte.. Men jeg kan ikke fange dem" Hendes ansigts udtryk gik fra dyb betagelse til at være på kanten af gråd. Hun rakte hånden op igen og en frustreret rynke viste sig på hendes pande.
"Kan næsten og så.. væk" Hun viste ham sine ti fingre som om hun have haft noget der var gledet ud mellem fingrene på hende før hun lod dem falde ned i skødet. "Hvorfor vil de ikke lege med mig?" Spurgte hun så og så på Loup med et bedrøvet blik. Det var tydeligt at hun virkelig ikke forstod hvorfor hun ikke kunne fange de imaginære lys der dansede for hendes blik.

[Deleted]

”Lys?” Loup rynkede brynene en anelse og vendte selv blikket mod loftet. Han kunne ikke se noget, så han kunne kun konkludere at de ’sjove lys’ måtte eksistere i Nitkas hoved. Han kunne se forandringen i hendes ansigtsudtryk, og blev kortvarigt rammet af panik, da det lod til at hun var på nippet til at begynde at græde. ”Rolig nu, Nitka, jeg er sikker på at lysene gerne vil lege med dig, måske er de bare lidt… generte.” forsøgte han akavet. Loup havde aldrig været typen der havde været meget for at være i nærheden af børn. Han kunne ikke holde dem ud, specielt dem der var små nok til at begynde at græde hver gang de ikke fik deres vilje – den slags var han overbevist om at han selv havde fået slået ud, da han var på den alder. Men Nitka var trods alt ikke kun en lille pige, og eftersom Nemesis havde fulgt med på hvad der skete mens den lille pige havde ’styret’ kroppen sidste gang han havde stået overfor hende, kunne han næsten kun forvente at hun stadig havde den mulighed – og så havde han ikke lyst til at give hende en grund til ikke at rejse med hende. Han måtte have mere tålmodighed overfor Nitka end han normalt ville have haft. ”Jeg er sikker på at hvis du bare bliver ved med at prøve, så kommer lysene af sig selv. Så… sød som du er, er jeg sikker på at de gerne vil lege med dig.” Det dræbte ham næsten indvendigt at tale sådan, og han måtte bide sig i tungen for ikke at stønne af pur afsky. Det er kun indtil hun skifter igen fortalte han sig selv. Bare hold ud indtil da.

[Deleted]

Nitka grinede lidt da han forsikrede hende om at det nok skulle lykkes hende en dag at få fat på dem. Hun vippede frem og tilbage og rakte hænderne i vejret igen. Men det lykkes hende tilsyneladende stadig ikke at fange lysene. Hun sukkede tungt og lod hænderne falde igen mens hun forsat nynnede den melodi hun havde haft gang i så længe.
Igen virkede det til at hun glemte han var der, eller bare ikke tog sig af det. Fra tid til anden hævede hun hænderne og lukkede fingrene om den rene luft, og altid med et frustreret suk når hun åbnede hånden og tilsyneladende ikke havde fanget noget. Hun lukkede til sidst øjnene i og sad der bare, midt i rummet uden at tage sig af noget.

Med et så hun op og rundt. ".. Hvad?" Spurgte hun og så mod døren. "Jeg kan ikke høre det.." Hun sad nogle sekunder før hun resolut rejste sig og gik mod døren. Det tog hende lidt tid at komme over forhindringen der var i dørhåndtaget og begyndte at vandre ned af gangen mens hun åbnede samtlige døre på sin vej - hvilket resulterede i en del vrede udbrud fra de andre gæster. Kappen havde hun glemt alt om - hun fulgte lydende i sit hoved.

[Deleted]

Hendes manglende svar havde næsten fået Loup til at opgive at få ordentlig kontakt med hende, ligesom han opgav at få hende til at tage med sig i sin nuværende tilstand. Han skulle ikke nyde noget af at hun begyndte at råbe og skrige ved at han tvang hende med sig. Så hellere vente til hun igen skiftede personlighed til en der var lidt mere medgørlig – og som faktisk lod til at registrere hans nærvær.
Det lod næsten til at komme hurtigere end han havde forventet. Det ene øjeblik havde hun siddet og forsøgt at gribe fat i de imaginære lys, og det næste havde det virket som om hun forsøgte at komme i kontakt med nogen kun hun kunne høre. ”Høre hvad?” spurgte han prøvende, inden hun rejste sig, og nåede ud af værelset før han kunne nå at gribe fat i hende. Pokkers også, hvem er hun nu? En fjerde person? spurgte han sig selv frustreret, mens han fulgte efter hende ned af gangen. Samtlige døre hun åbnede blev besvaret af et vredt udbrud fra hvem der end var inde på værelset, og mens Loup fulgte efter Nitka måtte han skubbe en vredt udseende mand ind på værelset igen med et truende blik, efter at det havde set ud som om han selv havde været på vej til at følge efter Nitka for at straffe hende for at have forstyrret ham. Loup fulgte efter hende ned til krostuen, hvor han endelig fik fat i hendes arm og holdt hende tilbage. ”Hvor er du på vej hen?” spurgte han forvirret.

[Deleted]

Nitka svarede ikke, hun tullede bare afsted uden at virke til at have en decideret plan ud over at følge den stemme der kaldte på hende. Hun var nået helt ned i krostuen da Loup tog fat i hende og holdt hende tilbage. "Jamen de kalder på mig?" Sagde hun med store uforstående øjne. Hun forstod slet ikke hvorfor han ikke kunne høre at hun blev kaldt på. Hun drejede hovedet mod døren. "Jeg skal ud at lege med dem!" Sagde hun begejstret og forsøgte at gå mod døren hvilket ikke lod sig gøre da Loup stadig havde fat i hende.
"Sliiiiiip" Pev hun og så meget utilfreds ud. Hun følte sig ikke synderligt truet men det ville nok komme hvis han ikke gav slip. Nemesis lå stadig og lurede i hendes baghoved men Nitka havde for meget magt endnu til at hun kunne tage kontrol over situationen. Desuden var Nemesis nok ikke mere fornuftig end Nitka når det kom til stykket.

[Deleted]

Loup betragtede hende i et enkelt sekund med et tankefuldt blik, før han løsnede sit greb om hendes arm. Det var tydeligvis stadig barnet han havde med at gøre. Han kastede et hurtigt blik omkring sig i krostuen, og var opmærksom på de blikke de havde tiltrukket sig. Der var nogle velkendte ansigter fra aftenen før som stadig befandt sig i krostuen, enkelte af dem ansigter som Nika havde stiftet bekendtskaber med, og disse fulgte ekstra nøje med på hvad der skete mellem Loup og Nitka. Loup bed tænderne en smule sammen, før han vendte sig mod Nitka igen, og fandt et smil frem.
”Jamen så lad os komme udenfor, så du kan lege med dem.” svarede han, og ledte hende med sig ud af døren og ud i lyset. Jo mere afstand til mændene i krostuen, jo bedre.
Han så sig lidt omkring da de kom udenfor, før han så tilbage på Nitka. ”Kan du… se lysene nu?” spurgte han prøvende.

[Deleted]

Nitka så veltilpas ud da han slap hende og hun vandrede ud af krostuen. Hun så sig lidt om da de endelig kom ud på gaden og begyndte at vandre ned mellem huse og butikker uden at tage sig det mindste af alle de mennesker der måtte gå uden om hende, eller som hun gik direkte ind foran.
Hun så op på ham da han talte og rystede på hovedet. "Nej de gemmer sig, og jeg skal finde dem" Sagde hun og grinede lidt før hun klappede i hænderne og så rundt.
Hun gik efter lydene der kaldte og lokkede, gik efter ting som andre hverken kunne høre eller se. Hun var ligeglad med Loup lige nu og med alt andet.
Pludselig stoppede hun op og så ned af sig selv. Hun lod en let sitren gå igennem sig og så dybt ulykkelig ud. "Jeg fryser.." Sagde hun og så¨op på Loup som om hun forventede at han kunne gøre noget ved det. Hun havde også efterladt sin kappe på sengen i værelset hvilket havde været meget ulig hende.
Den kappe betød alverden for alle personlighederne og selv barnet huskede den som regel. Dog havde hun en evne til at rende på den igen, måske kunne hun huske hvor den var eller måske var det rent held.

[Deleted]

Loup så ingen andre muligheder end at han pænt var nødt til at følge efter Nitka på hendes søgen efter lysene kun hun kunne se. Han var ikke meget for at tage chancen på at hun skulle blive væk, eller at hun skulle skifte personlighed og finde selskab der var bedre end hans. Desuden var han sikker på at Nemesis fulgte med inde i Nitkas hoved, præcis som hun havde gjort da han havde overfaldet hende i skoven, og hvis der skete hende noget fordi Loup lod hende gå alene, ville det ikke overraske ham hvis Nemesis ville give ham skylden – hvilket han ikke var meget for.
Han fulgte med Nitka ned af gaden fra kroen og forbi flere folkemængder og bygninger, og lod hende roligt kigge i alle kroge og rundt om hvert et hjørne efter de drilagtige lys. Hans fokus vendte sig dog mod hende igen da hun kiggede på ham med et så ulykkeligt blik. Han sendte hende et skævt smil.
”Du havde også så travlt med at lege med lysene at du glemte din kappe på værelset.” sagde han, inden han trak sin egen kappe af, og lagde den om hendes skuldre. Et sted væmmes han over at skulle behandle hende som et barn, specielt efter hvad de havde gjort aftenen før, men igen – han var ikke meget for at Nemesis skulle give ham skylden hvis der skete hende noget, inkluderet hendes helbred. ”Vi må hellere finde de lys hurtigt, så vi kan tage tilbage og hente din kappe.” sagde han derfor.

[Deleted]

Hun fniste lidt da han lagde sin kappe om hende og trak skuldrene op. "Den kradser.." sagde hun men gav ingen tegn på at give den tilbage. I stedet forsatte hun på bare fødder ned af vejen mod udkanten af byen. Pludselig satte hun sig promte ned midt i det hele og så rundt. Lydene var ophørt og hun havde ingen anelse om hvor hun skulle gå hen. Uden den komfortable hvisken i hendes øre virkede hun faktisk ret fortabt. "Væk..." Sagde hun ulykkeligt og så op på Loup. Hun lignede mest en lille tøs der var ved at give sig til at tude.
"Helt væk.. Væk væk væk væk..." Hun gentog de samme ord om og om igen og var vist holdt op med at snakke til ham. Hun gemte sig lidt i kappen og var lige glad da en sur kusk måtte styre hestevognen uden om hende, hun sad hvor hun sad, uden at tage hensyn til noget. Hun så faktisk ret skræmt ud når alt kom til alt. Som om lydene og lysene i hendes hoved havde holdt den egentlige virkelighed væk og hun befandt sig et sted hun ikke kunne kende.

[Deleted]

Loup kommenterede ikke hendes fnisende ord, og lod hende roligt fortsætte ned af gaden med hans kappe om skulderen. Men da hun pludselig standsede op og placerede sig på jorden der hun stod, betragtede han hende med rynkede bryn. Væk? Han kiggede lidt omkring sig, selv om han vidste at han ikke ville kunne se eller høre hvad det var, hun havde ledt efter – han var blevet overbevist om at både lys og lyd alt sammen var i hendes hoved. Så hvordan kunne det forsvinde? Hendes blik på han fik ham til at sukke drævent; han kunne ligefrem se hvordan tårene truede med at vælte frem. Hun lod ikke til at ville rejse sig af egen vilje, og han kunne ikke bare lade hende sidde der. At trække hende med sig var et alternativ, men ikke et han vurderede – det sidste han havde brug for, var at få hende til at hyle op. I stedet samlede han hende op, og bar hende med sig ned af gaden og tilbage mod kroen.
”De skal nok dukke op igen og lege med dig igen.” sagde han roligt, som et forsøg på at berolige hende. Når sandt skulle siges var han ikke sikker på hvad han skulle sige eller gøre for at berolige hende. Når hun var i sit barnlige stadie, var Loup mere eller mindre håbløs, ud over at være i stand til at holde øje med at hun ikke skadede sig selv.

[Deleted]

Nitka lagde hovedet mod hans skulder og så trist ud, hun gav sig til at sutte på sin ene negl og lukkede øjnene mens hans rytmiske gang bragte hende tilbage hvor de kom fra. Man skulle måske ikke tro det men det kunne være ganske traumatisk for Nitka at skifte personlighed hele tiden, barnet her var nok uskyldigt men der skulle tilgengæld ikke meget til for at bringe hende ud af kurs. Nika var svag og følsom og endte ofte i nogle grimme situationer. Nemesis havde det med at tilfredsstille sin trang til blod og vold til ekstremer så hvis hun skiftede kort efter ville barnet måske befinde sig i det rene blodbad.
Heldigvis kunne barnet Nitka, aldrig huske noget. Det eneste hendes liv gik op i var leg, og som en kat der ser på fugle gennem et vindue ville hun konstant forsøge at fange de smukke lys selvom at det aldrig ville lykkes hende til fulde.
Af og til ændrede hendes syn sig, lysene forsvandt måske for en tid og lydende blev tavse for en stund. Specielt barnet var følsom over for dette da hele hendes eksistens grundlag forsvandt og når der hverken var lys eller lyde til at hjælpe hende på vej følte hun sig som et barn der var blevet væk i et supermarked.