Twinkle twinkle little star

[Deleted]

Turen ned af gaden tog ikke lang tid, men for Loup føltes det som om det tog alt for mange minutter. Han brød sig ikke om blikkene han fik for at bære en kvinde sådan som han gjorde, og specielt ikke sådan som Nitka bar sig ad. Han mærkede hendes hoved finde hvile mod hans skulder, og et kort blik ned på hende fortalte ham at hun stadig havde det triste udtryk i ansigtet, som om hun var blevet frarøvet sit yndlingslegetøj – som man på en måde vel godt kunne sige at hun var. Han fangede sig selv i at håbe på at en af de andre personligheder ville tage over, så han i det mindste kunne slippe for at lege børnepasser.
Han var nødt til at skubbe døren til kroen op med skulderen, og nok en gang var han pinligt opmærksom på blikkene der vendte sig mod ham, der han kom bærende med Nitka, svøbt ind i hans egen kappe. Han bevægede sig gennem krostuen, da han ud fra øjenkrogen så en velkendt skikkelse; den overlevende røver fra skoven, som havde nået at stikke af før han eller Nemesis fik fat i ham, sad ved et af bordene med en mindre gruppe mænd, som Loup kun kunne gå ud fra var andre medlemmer i en eller anden røverbande. Manden fra skoven sad med siden til ham, og lod ikke til at have bemærket ham, men Loup ville ikke tage nogen chancer.
”Satans…” mumlede han sammenbidt, idet han satte farten en smule op, og forsvandt ned af gangen til deres værelse. ”Nitka, du må hente din kappe, og så må vi afsted herfra. Måske finder vi dine lys et andet sted.” foreslog han, med et hint af utålmodighed i sine ord. Normalt ville røvere ikke være noget han bekymrede sig for, men med Nitka i hendes nuværende tilstand ville han være nødt til at beskytte sig selv og hende. Nemesis havde i det mindste været en god hjælp i skoven. Han skubbede døren til værelset op og satte Nitka ned på gulvet igen. ”Jo før vi kommer afsted, jo bedre.” tilføjede han.

[Deleted]

Nitka så op på Loup da han satte hende ned og så sur ud. "Jeg vil ikke afsted.. Jeg er træt" Sagde hun og kravlede op i sengen hvor hun lagde sig i protest. Hun lignede virkelig en overforkælet tøs der ikke fik sin vilje som hun lå der.
Selvom at hun var træt kæmpede hun for ikke at falde i søvn, og det var da heller ikke længe siden hun var stået op men hun havde allerede oplevet meget i dag og hendes barnlige sind kunne ikke tage så meget af gangen, specielt ikke med så mange mennesker som i en by.
Hun havde ikke opdaget noget som helst andet end at hun var i samme værelse og hendes kappe lå på sengen, hun havde ikke opdaget mændende i krostuen, som nok var grunden til Loups pludselige trang til at komme væk. Men selv hvis hun havde set dem ville hun ikke kende dem og hun ville heller ikke føle sig truet før de direkte kom til hende. Desuden var hun ikke specielt god situations fornemmelse. Hun gik hundrede procent efter sine egne behov og havde ikke kapacitet til at tyde de små signaler det menneskelige væsen kom med. Kun de radikale udbrud af sorg, vrede eller glæde forstod hun.

[Deleted]

color=green]”Træt? Du har næsten lige sovet!”[/color] svarede Loup utålmodigt, men det lod ikke til at rokke hende fra sin placering i sengen. Han måtte bide tænderne sammen; én ting var at pigebarnet opførte sig som et barn, noget helt andet var at hun opførte sig som et forkælet barn. Han havde mest af alt lyst til at tage fat i hende og ryste hende til en anden personlighed tog over, men det virkede ikke som den mest pålidelige metode. Måske lagde de alligevel ikke mærke til os, foreslog han for sig selv, som en måde at berolige sig selv på, men lyden af fodtrin nede af gangen udenfor døren gjorde ham hurtigt bekymret igen. Bekymringen steg da trinnene standsede udenfor døren. Loup kunne lugte alkoholen i mændenes ånde på den anden side af døren, og han skar en grimasse. ”Satans også…” mumlede han sammenbidt, da en af mændene hamrede på døren. ”Åbn døren! Vi ved du er derinde!” brølede en mand, hvis stemme Loup kunne genkende som manden fra skoven. Han lød modigere nu, end han havde været derude, men alkohol og en mindre bande gjorde det måske lidt nemmere. Loup vendte sig mod Nitka. ”Gem dig, Nitka. Det her kan blive grimt.” bed han fra sig, inden han krummede sin krop en smule sammen, og bed tænderne sammen i ubehaget. Det var aldrig specielt behageligt at tvinge en forvandling frem, men det var det tryggeste valg for ham denne gang. ”Kom bare an, hvis I er trætte af livet!” bed Loup fra sig, mens han stadig havde stemmens magt. Mændene på den anden side brød døren op, i tide til at se den store hvide ulv knurre faretruende med blotlagte tænder. Der var seks af dem denne gang, og sådan et antal ville være problematisk for ham, berusede eller ej.

[Deleted]

Nitkas blik flakkede og hun så mod døren og så umådeligt forvirret ud. Faktisk så forvirret at hun ikke helt viste hvordan hun skulle reagere, for det var ret tydeligt at noget var galt - hun kunne bare ikke tolke hvad det var.
Pludselig blandede en anden stemme sig uden for døren og Nitkas ansigt fortrak sig i angst og chok - selv et barn som hende viste at der var noget galt også med hendes næsten ikke eksisterende situations fornemmelse. Loup beordrede hende at gemme sig og hun tøvede ikke. Hun kravlede ned af sengen og forsatte ind under den. Som hun lå der kunne hun kun se Loups fødder der pludselig ikke var fødder mere men poter. Nitkas blik flyttede sig til døren hvor hun så en masse fødder komme ind - Nitka kunne ikke tælle til mere end fem så hun anede ikke hvor mange der var. Hun lagde hænderne over sine ører og kneb øjnene sammen,

[Deleted]

Om mændene havde set Nitka kunne Loup ikke sige med sikkerhed, men alt tydede på at de havde deres opmærksomhed på ham. Han flærrede både tænder og klør som en sidste advarsel, men mændene bakkede ikke ud. Snarere tvært imod fandt fire af dem knive frem og gik videre ind i rummet. Der var ingen tid til at tøve; Loup hoppede i brystet på den nærmeste af dem og satte tænderne i halsen på ham, og med et smertefuldt skrig fik manden flået struben ud, hvorefter han lod sig falde slapt ned på gulvet. To af mændene bakkede en smule, men de tilbageværende virkede berusede nok til at overse hvad der lige var sket, og fortsatte frem. Loup formåede at bide fat i håndledet på den næste, da han svingede kniven mod ham, men en af de andre sneg omkring ham og satte kniven i ulvens skulder. Loup gav en blanding af et brøl og en klynken fra sig, mens blodet spredte sig i hans hvide pels. Han måtte bide tænderne sammen for at holde sig stående, men det lod til at have givet røverne fornyet mod, da de alle sammen trådte nærmere. Lugten af blod havde spredt sig i rummet, og med smerten dunkende i skulderen var Loup ikke sikker på hvor længe han kunne holde stand mod fem mand.

[Deleted]

Nitka så hvordan fødder og poter dansede en heftig dans. Lydende var dulmede og trængte dårligt gennem hendes tildækkede ører. Hun turde dårligt trække vejret af frygt for at gøre opmærksom på sig selv - det viste sig dog at være en irrationel frygt da skæbnen havde andre planer. En mand fald til gulvet og ulven havde fat i en andens hånd, hvilket Nitka jo ikke kunne se. Manden tabte kniven han havde haft i hånden og den trillede ind under sengen lige foran næsen på Nitka.
Ulven peb og flokken af mænd nærmede sig faretruende de hvide poter. NItka så noget rødt dryppe og det distraherede hende for længe til at hun nåede at reagere.
Manden der havde tabt sin dolk bøjede sig ned og kikkede direkte ind i Nitkas blå øjne. Han havde ledt efter sin kniv men så mere end almindeligt fornøjet ud. Kniven tog han til sig, og tog et fast tag Nitkas røde hår. Brutalt tvang han hende frem fra sit gemme sted. Hun peb fortvivlet da han hev hende helt op at stå og med sin sårede blødende hånd holdt han kniven mod hendes strube. En snigende hovedpine fik hendes piben til at holde inde og hendes øjne kunne ikke finde fokus.

[Deleted]

Svært blev sværere, da Loup både måtte forsvare sig mod mændene, samtidig som han måtte kæmpe for at holde sig stående, og i takt med at mændene blev mere vovede med deres angreb, blev det kun sværere for ham. Knive blev svunget, og Loups blev blev gradvist rødere og rødere i takt med at han fik flere sår, skønt hans skulder var den der var i værst tilstand. Han gav en rasende knurren fra sig idet han satte tænderne i nok et håndled, men standsede straks, så snart han så en af mændene trække Nitka frem fra hendes skjul under sengen, og lagde en kniv mod hendes strube.
”Slip ham!” befalede manden som havde hende som gidsel. Loup var ikke sikker på hvad han skulle gøre. På den ene side kunne han gøre som han sagde og sørge for at Nitka ikke blev skadet, eller han kunne angribe manden som holdt hende, og risikere at hun blev skadet i processen. Loups blik faldt på Nitka; hendes fortvivlede piven skar ham i ørene, og med en dæmpet knurren slap han mandens håndled, lige i tide til at Nitkas piven ophørte. Han nåede dog ikke at tænke videre over grunden, da en af de andre mænd valgte at placere et velplaceret spark i Loups ribben, og smerten fra både skulder og ribben fik ulven til at gå i gulvet med en klynken. Hans forsøg på at komme op og stå igen blev hurtigt forhindret af hans skulder, og han endte med at ligge på gulvet og kigge op på manden som holdt Nitka, og flærrede nok en gang tænder i en rasende knurren.

[Deleted]

Hovenpinen blev værre og Nitka kneb øjnene hårdt sammen en sidste gang for Nemesis tog over. Et sadistisk smil spillede på hendes læber før hun drejede hovedet mod den hånd hendes fangetager havde kniven i. Blodet gled ned af hans arm og dryppede ned på gulvet. Nemesiss blik var fæstnet på det sår han havde pådraget sig hvor hans blodåre var helt blotlagt men hel - endnu.
Fuldkommen lige glad med at knivens blad skar ind i de øverste hudlag greb hun mandens arm i en hurtig bevægelse og satte tænderne i hans friske sår. Manden skreg mens Nitka nød den metalliske smag af blod der bredte sig i hendes mund. Kniven faldt til gulvet med et tungt dunk hvilket fik hende til at trække hovedet til sig. Hendes mund var farvet rød af hans blod og hun stod lidt som om hun ikke var helt klar over hvad der forgik omkring hende. Hun slap mandens arm, hans krop faldt tungt mod gulvet og hans knæ tog fra mens han kæmpede for at lukke den pulserende blodåre. Nemesis samlede kniven op, vejede den lidt i hånden og smilede fornøjet af dens blanke blad før hun uden så meget som at blinke skar struben over på manden og lod ham falde gurglende til jorden uden mange sekunders bevisthed.
Først nu faldt hendes blik på den hvide ulv, og de fem andre mænd. To af dem stirrede på hende med et vantro blik mens de tre andre stadig havde fokus på den hvide ulv. Nemesis blottede sine rødfarvede tænder i et grin og slikkede blodet af kniven mens hun så på den nærmeste mand. "Bange?" Hviskede hun og trådte frem - hendes bare fødder, dækket i mandens blod og kjolen havde også adskillige pletter allerede. "Er du bange, for lille mig?" Hun rakte ud mod manden og han slog ud med kniven, efterlod en let ridse i hendes arm. "Det er ikke en pæn måde at behandle en kvinde.." Sagde hun og lod tungen glide over det friske sår med en let latter. Hun gik frem igen, manden slog ud men Nemesis var hurtigere og dukkede sig for kniven før hun stak sin egen i maven på manden og flåede op, manden faldt til gulvet og Nemesis mærkede en stærk hånd om sit håndled. Den tredje man forsøgte af alle kræfter at få hende til at slippe kniven og blokerede fuldkommen for blodtilførsel ud i hendes hånd. Den anden hånd havde han om hendes strube.
Nemesis snerrede som et udyr og fægtede med sine frie hånd efter ham. Til sidst satte hun neglende i hånden om hendes strube i takt med at der opstod pletter for hendes blik. Hendes negle flåede adskillige centimeter af mandens hud af før han endelig lettede grebet nok til at Nemesis kunne dreje rundt og sætte tænderne i hans strube. Han slap omgående hendes håndled og forsøgte at få hende af, men hun låste sine lår om hans læn og sad ubehjælpeligt fast.

[Deleted]

Allerede da det sadistiske smil bredte sig om Nitkas læber, vidste Loup at situationen ville vende sig. Han bed tænderne sammen da nok et spark blev placeret, denne gang i maven på ham, men han tog villigt imod det, hvis det kunne give Nemesis lidt ekstra tid til at få overblik over situationen. Det skete tilsyneladende hurtigere end han kunne have håbet på.
Manden havde hurtigt sluppet sit greb om hende da hun satte tænderne i hans åbne sår, og fra sekunder Nemesis havde fat i kniven var Loup igen tryg på at han havde undgået døden for denne gang. Nemesis så direkte frygtindgydende ud, der hun gik med blod på munden og fødderne, men med Loups kundskab om Nemesis, kunne det ikke have passet hende bedre. Hun trives sådan her, mindede han sig selv på, og hvis hans ydre kunne udtrykke det, ville et smil have været at se på hans læber.
I takt med at Nemesis nærmede sig de resterende mænd, blev der lagt mindre opmærksomhed på Loup, og han benyttede sig af lejligheden til langsomt at krybe et lille stykke væk fra dem, for derefter igen at forlade sin ulveform – i rummet var han for stor og klodset til at være til hjælp, og specielt i en tilstand hvor han ikke engang kunne holde sig stående på alle fire. Hans pels trak sig tilbage, og han måtte givet et dæmpet gisp fra sig, da hans krop gennemgik de smertefulde forandringer, som kun blev gjort værre af skaden i hans skulder. Da han følte sig i god nok form til at rejse sig, havde Nemesis allerede hængt sig om maven på en af mændene med tænderne begravet i hans strube, og de resterende mænd forsøgte af alle kræfter at få hende væk. Loup så sit snit, og greb en af knivene med sin friske arm, og begravede den dybt ned i den nærmeste mands nakke, og betragtede ham falde til gulvet med et dunk. Der var ingen tid til at spille arrogant længere: det var vind eller forsvind. Han tog fat i nakken på den næste mand, trak ham hårdt bagud så han faldt ned på gulvet, og tvang derefter kniven direkte i hjertet på ham. Manden gav et gisp fra sig, før også han lå stille. Loup trak vejret tungt; hans skulder gjorde ondt og hæmmede ham, men med Nemesis havde de genvundet kontrollen. Der var nu to mænd tilbage i rummet; ham Nemesis hang fast i, og en sidste tilbageværende, som stirrede i rædsel på de to, som nu begge to var dækket af blod. Han gjorde et forsøg på at stikke af, men Loup ville ikke give ham muligheden. Idet manden vendte sig om for at løbe, trak Loup ham tilbage med sin friske arm og hamrede ham ned i gulvet, hvor han landte med et gisp, hvorefter Loup placerede sig over ham og pressede sin arm mod hans hals. Chokket og frygten hæmmede mandens forsvar, og skønt han prøvede at kæmpe imod ham, afskar Loup ham for luft. Manden forsøgte at løsrive sig fra varulvens greb, men hans forsøg blev gradvist svagere og svagere, til han til sidst lod stille, med angsten malet i de døde øjne.

[Deleted]

Manden Nemsis hang på rev og flåede i hende men hun sad ubehjælpeligt fast. Først da hans knæ ramte gulvet gav hendes kæber slip og hun rettede hovedet op. Blodet fossede ud af ham og han havde ikke mange minutter tilbage at leve i. Nemesis lod en blodig finger glide over hans pande og kind med et næsten sødt smil om sine læber.
"Syyh.." Hviskede hun og kyssede ham på kinden. "En skam at vi ikke har mere tid til at lege.." Hendes stemme var blød som silke men kold som en sø af is. "Der var så mange ting jeg ville have gjort.. Så meget jeg ville have sagt.. Men vi har ikke tid.." Manden gispede og Nemesis lagde en hånd under hans hage og rystede på hovedet. "Syyh.." Sagde hun igen og lænede sig frem. Hendes læber fandt hans og hun kyssede ham så hans læber blev farvet af hans eget blod. Endelig gav han op og faldt sammen, og først da slap Nemesis kysset og rettede sig op. Hun sad endnu over skrævs på ham, hendes kjole og lår var plettet af hans blod.
Hun slikkede sig om læberne og suttede alle sine fingre rene før hun endelig kom op. Hun havde fået en del flere skader denne gang men som dødsengel generede det hende ikke specielt meget. Blodet løb langsomt fra såret i armen og rillen i hendes hals fik det til at se ud som om hun havde en meget morbid halskæde på.
Hun vendte sig mod Loup i det hun slikkede blodet af sin lillerfinger og det så ud som om hun lige skulle vurdere hvorvidt han var en trusesl eller ej. Dog besad Nemesis evnen til at huske fra gang til gang og hun grinede kort før hun slikkede sig en sidste gang om læberne. Hun tog sin kappe på, snørede den og trak hætten op. Som hun stod der var det kun såret på hendes hals der angav at der var sket noget med hende.
"Kan du gå eller skal du aflives - ulv?" Hun så på ham med et hårdt koldt blik før hun samlede alle knive der var glemt i rummet og slæbte så mændende sammen i en bunke - om end besværret af sin svage fysik. "Ja ja.." Snerrede hun lavt af sig selv og greb et stearinlys. "Jeg skal se dem brænde.." Et frygteligt grin spredte sig over hendes læber da hun 'tabte' lyset ned i bunken. Flammerne steg hurtigt i mændendes tøj og hun blottede halsen mens hun så ilden æde mændende langsomt. "Du bliver en meget varm ulv hvis du bliver her.." Sagde hun så til Loup og åbnede døren efter at have puttet samtlige knive i en lomme i kappen.

[Deleted]

Loup betragtede Nemesis’ behandling af den sidste overlevende med en kølig ro. Det dunkede i hans skulder, men at se ligene fylde rummet virkede næsten smertestillende for ham, og han kunne ikke andet end at smile et lille, mørkt smil. Hans blik faldt på Nemesis da hun lod til at bemærke ham, og i et kort øjeblik vurderede han om han også måtte forsvare sig mod hende. Men det lod til at hun anså ham som harmløs for denne gang, for hun angreb ham i hvert fald ikke. Måske havde hun fulgt med fra Nika og barnets hoved og bedømt ham til ikke at være den trussel hun havde anset ham for at være i skoven? Han vidste det ikke, men lige nu var han også ligeglad.
Han rejste sig fra manden han havde kvalt, og betragtede Nemesis’ forsøg på at samle alle mændene i en bunke, og han så tavst til mens hun smed et stearinlys ind i deres midte. På nuværende tidspunkt kunne han ikke engang tage sig tiden til at tænke på om hele kroen ville brænde til grunden. Igen, han var rimelig ligeglad.
”Der er ingen grund til at aflive mig endnu.” svarede han tørt, og lagde en hånd mod sin skulder. Det midlertidige øjeblik uden smerten falmede i takt med at flammerne tog fat i mændene, og lugten af rød og brændt kød blandede sig med lugten af blod der stadig hang i rummet. Loup skar en grimasse, før han fulgte efter Nemesis ud af døren og ned i krostuen. Nede i krostuen var der nogen der lod til at ane at noget var i gære, og synet af de to som var dækket af blod og skrammer lod kun til at forstærke det indtryk. Loup kastede et blik mod krofatteren som stirrede i chok på de to, og han sendte ham et glubsk smil. ”Du må hellere finde noget vand frem.” var alt Loup sagde til ham, før han forlod krostuen med Nemesis. Vel udenfor, vendte han sin opmærksomhed mod hende, og betragtede hende nøje. ”Hvad er planen så nu?” spurgte han roligt. Han vurderede om hun overhovedet huskede hvad han havde talt med Nika om, omkring at de fulgtes ad.

[Deleted]

Nemesis hev hætten bedre op og kastede et blik på Loup før hun fnøs kort. "Hvem siger der er en plan..? Og hvem siger at planen involvere os begge?" Nemesis stolede ikke på nogle - ikke engang sig selv. Hun snerrede lidt af en kvinde hvis datter så dybt skræmt ud. Lugten af røg og lyden af desperate sjæle nåede hendes ører og hun smilede kort.
Hun begyndte at gå ned gennem gaden, væk fra branden og de mange mennesker der langsomt samlede sig foran kroen. Hun mærkede hvordan folk kastede mistroiske og forfærdede blikke mod hende og stoppede op - såret på hendes hals bragte for megen opmærksomhed og hun vendte sig mod Loup som om hun forventede at han var fulgt efter hendes som en lille hundehvalp.
Hendes blik gled rundt på gaden for at orientere sig - havde hun været her før? Hun var ikke sikker, og hun anede hvertfald ikke lige hvor der lå en healer eller andet godtfolk. Men at dømme efter retningen som folket med brændsår blev ført ville hun skyde på det var mod sydvest. Hendes blik søgte Loup igen før hun lagde en hånd mod sit sår for at tjekke om det stadig blødte - hvilket det gjorde. Hun slikkede blodet af sine fingre igen og vinkede ham med sig i det hun gik ind i en gyde for at gå af en genvej mod stedet hun formodede Healeren befandt sig.
Hun var heller ikke helt gal på den, efter nogle snoede sving og smalle pasager nåede hun frem til et indeklemt hus med et skilt foran der illustrerede et sår og healing. Hun kastede et blik rundt i gaden før hun trådte inden for.

[Deleted]

Nemesis svar fik Loup til at skære en grimasse. Så var det vist kun Nika som halvt-om-halvt havde lavet den aftale med ham. Men hvordan kunne man også planlægge noget med en kvinde der konstant skiftede personlighed? Med Nikas tilstand da de havde lavet deres aftale, var han ikke engang sikker på om hun ville have fulgt den på nuværende tidspunkt. Han bed tænderne sammen da et stik af smerte gik igennem hans skulder, og han greb om såret med sin ene hånd. Blodet dryppede mellem fingrene på ham, og han vidste at han måtte finde en healer hurtigt.
Havde det ikke været fordi jeg skulle beskytte hende samtidig…
Ligesom Nitka, faldt også Loups blik på de mange folk der blev fragtet ud af kroen med adskillige brandsår. De lod alle sammen til at blive ført i samme retning, så der måtte være en healer i nærheden. Nitka lod til at have haft den samme tanke, for hun vinkede ham da med sig ind i en gyde. Han så efter hende i et kort sekund før han med nok en grimasse fulgte efter hende. Hun havde vel sine egne sår at pleje, så hun var vel lige så interesseret i at finde en healer som det han var.
Han fulgte efter hende gennem gyden og ned af de snoede veje og passager, indtil de nåede det lille hus med skiltet der indikerede at de var ved en healer. Han fulgte efter Nitka indenfor, og blev øjeblikkeligt rammet af lugten af de forskellige urter og remedier healerne var kendt for at bruge. For Loups næse var det næsten overvældende, og han skar nok en grimasse. Kvinden Loup gik ud fra måtte være healeren var travlt optaget med at hjælpe en mand med brandsår over ansigtet, og hun kastede kun et kort blik på Nitka og Loup. Det var en ældre kvinde, med et glimt i øjet der fortalte Loup at hun havde set mere end hvad man behøvede når det kom til skader og sår.
”I to er de første jeg har set indtil videre som ikke kommer med brandsår.” påstod hun med et blik på dem begge. Loup fnøs kort; om konen så havde regnet ud at det var dem der stod bag branden var ham ligegyldigt. ”Vi blev overfaldet. Kan du hjælpe os eller ej?” spurgte han utålmodigt. Konen fortrak ikke en mine og gestikulerede over på en sofa ved væggen. ”Sæt jer ned mens I venter på tur.” svarede hun, før hun vendte tilbage til manden.

[Deleted]

Nemesis gik lidt rundt i huset og betragtede de mange ting. Hun var ikke specielt forsigtig og der røg da også en ting eller tre på gulvet - muligvis med vilje. Hun snerrede lidt af en anden patient og mod tog et irettesættende blik fra healeren. Surt satte hun sig på en stol ved siden af Loup med et glasskår i hånden og så næsten hypnotiseret på det mens hun drejede det mellem fingrene.
"..se hende bløde og dø.. rødt blod, fosser, lokker.." Nynnede hun og så på Healeren med et glubsk blik. Nemesis var fuldkommen ligeglad med hvilken status dem hun slog ihjel havde eller hvilken funktion. Hun ville uden at blinke kunne slå Healeren ihjel også før hun fik tilset deres sår. Nemesis havde ikke så meget til overs for mennesker, heller ikke dem der ville hjælpe hende og andre - faktisk fandt hun dem irriterende.
Hun havde fuldkommen glemt såret på sin hals da hun rejste sig med glasskåret i hånden. Healeren stod bøjet let frem mens hun smurte en lynhealende salve ud i en mands ansigt. Ud over healende ting i butikken var der også en krystalkugle og andre spådoms remedier der indikerede at healeren var mere end bare healer.
Nemesis hævede glas skåret en anelse og så på healeren igennem det. Hun grinede lidt før hun snurrede en gang rundt om sig selv og klemte så hårdt om det skarpe glas at det brød gennem huden i hendes håndflade. Et skridt mere mod healeren, og endnu et, som i trance. Nemesis levede og åndede for blod og mord.

[Deleted]

Loup havde intet gjort da Nemesis havde gået rundt i hytten og rørt ved alt muligt – og knust mere end hvad der var nødvendigt – men hendes nynnen fik ham til at rynke brynene en anelse. Han betragtede hende indgående, der hun sad ved siden af ham og legede med glasskåret i sin hånd, og hans blik vandrede fra hende til healeren og tilbage igen. Han havde bange anelser. Nemesis havde en smag for blod, og han genkendte det glimt hun fik i øjet da hun så på healeren.
”Nemesis.” Hans tone havde været hård, advarende, men det lod ikke til at hun havde hørt ham. Hun havde rejst sig og gået tættere på healeren. Loup måtte bide tænderne sammen i frustration, før også han rejste sig fra sin plads og gik nærmere. Det virkede som om det ikke var Nemesis selv, der styrede sine bevægelser; hendes målrettethed virkede næsten besat, som om hun fuldstændig havde glemt situationen de var i. Men han ville ikke selv tage den risiko. Normalt havde Loup intet imod et blodbad, men han havde brug for healeren. Han vidste ikke hvor den næste healer ville være, hvis denne blev dræbt.
”Nemesis!” gentog han hårdt, før han tog fat i hendes håndled og holdt hende tilbage, så hun hverken kunne gøre det ene eller andet med glasskåret. ”Hvad har du gang i? Hvis du har lyst til at lede videre efter den næste healer, så gør det, men vent i det mindste til jeg har fået hjælp.” Loups tålmodighed var i færd med at løbe ud. Barnet havde været en møgunge, og Nemesis, selv om hun meget muligt havde reddet hans liv, havde bare en attitude han ikke værdsatte lige der og da. Det dunkede i hans skulder, og det svimlede næsten for øjnene af ham. Lugten af remedier og hans eget blod gav ham næste kvalme.
”Hvis I slås herinde hjælper jeg ingen af jer.” sagde konen tørt, idet hun gjorde sig færdig med manden og sendte ham videre, og først da vendte sig mod Nitka og Loup.