Another setback...

[Lestat De Lochér]

Lestat holdt armene trygt om Leonore. De var alle medtaget og selvom han havde fysisk ondt i kroppen efter slaget med Kimeya, så holdt det ham ikke fra at bære sin datter, for hun var uden tvivl også oprevet ligesom Jacqueline. Han havde dog ikke flere tårer tilbage efterhånden, så han blev nødt til nu at sætte foden ned og give sit bud på hvordan de skulle komme videre. De blev nødt til at anse Soraya for værende død... og mindes den pige de havde i hendes første barneår, hvor hun var en sød og bossy lille pige. Og forkaste de scener de netop havde overværet med hende. Han gled ned på trappen, da han stoppede halvvejs, for de blev vidst nødt til at tage snakken nu hvis nu Jacqueline skulle være faldet i søvn. Han så alvorligt på hende og strøg hende over håret, som hendes tårer startede igen og hun så lagde sig helt ind til ham igen. Han lod hende bare putte sig. "Ja, det er den dumme og slemme mand. Soraya kommer ikke tilbage, så det skal vi ikke håbe på. Vi bliver nødt til at finde vores egen vej... når vi bare er os tre. Mor, dig og mig," fortalte han hende. Han skubbede sig op at stå igen og tog de sidste trin op ad trappen. Han tog hende med ind i soveværelset hvor Jacqueline allerede sov og slap et lille suk. Nu skulle han så bare selv falde til ro med Leonore.

//Out.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore vidste slet ikke hvordan hun skulle tackle det faktum, at hun permanent skulle have mistet sin søster.. Den søster som havde været alt for hende dengang de havde været helt små.. og nu var hun bare væk? Tårerne trillede ned af hendes kinder, idet hun igen puttede sig ind til sin far. Han var det som hun have.. og mor ganske vidst, og så håbede hun da bare på at dette var noget som ville gøre det meget bedre hen afvejen så hun også kunne få et godt forhold til hende, istedet for det andet her, for det var da slet ikke noget som hun kunne lide. Hun hulkede. "Jeg vil have min søster tilbage, far.. Han må ikke tag hende.." endte hun med en frustreret stemme, inden hun fulgte med ham op på soveværelset. Hun snøftede igen og vendte blikket mod sin mor, som allerede så ud til at sove.. hun havde grædt sig i søvn.. og hun ville bestemt ikke ligge alene i aften, og da særligt ikke efter alt det her. Det havde været meningen det skulle være en god aften for dem, hvor de skulle hygge sig og alt muligt.. Hvor var det dog blevet ødelagt. Hun lagde sig igen ind til sin far.. Det ville uden tvivl gå hen og blive en rigtig lang aften, før hun for alvor ville falde til ro igen.

//Out